Folketinget - Retsudvalget

 

 

 

 

 

Dato: 7. juni 2007

                                


Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 11. maj 2007 (ad B 76) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 7:

 

Spørgsmål nr. 7:

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 9. maj 2007 fra CeKEM, jf. B 76 – bilag 2.”

 

Svar:

I henvendelsen fra CeKEM kommenteres beslutningsforslag B 76, der bl.a. indebærer, at to personer af samme køn vil kunne indgå ægteskab. CeKEM ser det traditionelle ægteskab som et forhold mellem en mand og en kvinde, der indstifter et forplantningsdygtigt forhold, men at det ikke nødvendigvis er for at få børn, at folk skal gifte sig. Det er CeKEMs opfattelse, at B 76, hvor ægteskab skal kunne indgås af to personer af samme køn,  truer den traditionelle opfattelse af, hvad et ægteskab er, og at familien og - i yderste konsekvens - samfundet er truet.

 

Jeg kan henvise til mine bemærkninger under 1. behandlingen af B 76 den 27. april 2007, hvor Regeringen afviste at støtte en fuldstændig ligestilling mellem to personer af samme køn og to personer af forskelligt køn i relation til indgåelse af ægteskab. Jeg kan desuden henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 1, hvor det fremgår, at ægteskab i Danmark defineres som en retlig forbindelse mellem en mand og en kvinde. Endelig kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 3, hvor det fremgår, at det kræver en lovændring, hvis ægteskab skal kunne indgås af to personer af samme køn. En sådan lovændring vil Regeringen som nævnt ikke støtte.        

 

 

 

Carina Christensen

 

                                                                                     /Charlotte Meibom