Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

EHO/ J.nr. 2006-3093

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 26. januar 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 16. januar 2007 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 6 ad B 20.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 6:

 

”Ministeren bedes oplyse, hvorfor danske specialskoler inden for autismespektret anvender undervisningsmetoden TEACCH, selvom den ikke er undersøgt/dokumenteret i Danmark?”

 

 

Svar:

 

Undervisningsministeriet oplyser, at Undervisningsmetoden TEACCH (Treatment  and Education of Autistic and other Communication Handicap) er kendt af de fleste specialskoler for autisme i Danmark, og der anvendes ofte elementer herfra i undervisningens gennemførelse.

 

Specialskolerne er underlagt samme krav som andre folkeskoler med hensyn til målsætning, fag og timetal. Disse rammer og krav kan ikke fraviges med henvisning til anvendelse af bestemte træningsmetoder eller undervisningssystemer. Der er imidlertid metodefrihed for lærerne med hensyn til selve undervisningens tilrettelæggelse. Heri kan indgå elementer fra både TEACCH og andre systembeskrivelser, hvis de findes relevante og anvendelige i forhold til det enkelte barn. Det kan fx handle om udstrakt anvendelse af visuel instruktion og kommunikation og systematisk fastlagt og forudsigelig daglig struktur i undervisningsforløbet. Undervisningen af det enkelte barn planlægges individuelt og tilpasses barnets særlige behov og forudsætninger.


Det er skolens ansvar, at undervisningen følger retningslinierne i folkeskolelovgivningen. Skolebestyrelsen fører tilsyn med skolens virksomhed, fastsætter principper for skolens virksomhed og godkender bl.a. undervisningsmidler. Skolens leder har den pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed. Læreren har metodefrihed, men er ansvarlig for undervisningen i relation til både elev, forældre og skolens leder.

 

Enkelte træningsmetoder eller systemer tilgodeser normalt ikke de samlede krav til undervisning i folkeskolen. Derfor vil TEACCH eller andre tilsvarende metoder i sig selv ikke udgøre grundlaget for skolens undervisning. Dette forhindrer imidlertid ikke, at der kan anvendes elementer herfra, hvis læreren skønner, at de er anvendelige og nyttige i forhold til den enkelte elevs undervisning. Vurdering af undervisningens effekt og kvalitet beror på en samlet vurdering i forhold til målsætning, rammer, fag og indhold og ikke på enkelte anvendte metoder og materialer.

 

 

 

                                            Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Karin Ingemann