Den næste sag på dagsordenen var:
38) Anden (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 161:
Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Af udenrigsministeren (Per Stig Møller). (Fremsat 10/5 2007. Første behandling 15/5 2007. Betænkning 30/5 2007).

Der var ikke stillet ændringsforslag.

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Vi har haft beslutningsforslaget til udvalgsbehandling, stillet en række spørgsmål, fået en række svar, og det bekræfter os i vores opfattelse af, at det er rigtigt at støtte dette forslag, B 161.
     Der er store genopbygningsopgaver i Afghanistan. Det kræver meget økonomi, og ngo'erne skulle også meget gerne ind og hjælpe til på et tidspunkt, hvor sikkerheden er i orden. Vi ved, at de militære opgaver også vil være omfattende i hvert fald i en overgangsperiode, og vi lægger vægt på og håber og tror da også på, at den militære indsats sker med omtanke. Man skal undgå unødige civile tab, og det bestræber man sig selvfølgelig også på, men det er vigtigt at vinde den afghanske befolkning.
     Med hensyn til opiumsbekæmpelse har der været nogen diskussion og også avisomtale den senere tid, og der er også forslag fra forskellig side bl.a. fra nogle amerikanske eksperter om, hvordan man skal gribe det an. Det er fortsat vores opfattelse, at man med hensyn til opiumsbekæmpelsen skal følge den afghanske regerings antinarkotikapolitik med støtte fra det internationale samfund. En total afbrænding af marker, som nogle foreslår, er måske ikke vejen frem, heller ikke opkøb, og amerikanske erfaringer med at sprøjte fra bl.a. Colombia i Sydamerika er måske heller ikke ideen, så vi mener fortsat, at man skal følge den afghanske regerings politik på området.

Det er til det spørgsmål om opiumsbekæmpelse, som hr. Per Kaalund tager op.
     Det er rigtigt, at der har været en diskussion på det sidste. Berlingske Tidende havde i forgårs en artikel om, at der i NATO er en stor debat, da amerikanerne vil forsøge at bruge den samme strategi, som de har gjort bl.a. i Colombia i Latinamerika. Der er stor skepsis over for det fra europæernes side, og jeg kan forstå, at også Socialdemokraterne er skeptiske over for den amerikanske antinarkopolitik.
     Problemstillingen er jo her - i hvert fald ifølge artiklen i Berlingske Tidende - at amerikanerne vil forsøge at presse den afghanske regering til at køre den form for opiumsafbrændingspolitik, og derfor vil jeg gerne spørge Socialdemokraterne: Hvis det nu lykkes at presse den afghanske regering til at følge amerikanerne, og det er jo ikke usandsynligt, at det vil lykkes for USA, vil det så være en betingelse for Socialdemokraternes tilslutning til det her forslag, at man ikke følger den amerikanske antiopiumspolitik?

Som sagt agter vi at følge den afghanske regerings antinarkotikapolitik, som også støttes af det internationale samfund, og det agter vi ikke at ændre indstilling til.
     Såfremt afghanerne måtte ændre deres politik, må vi jo tage stilling til det på det tidspunkt, det måtte foreligge, hvad jeg næppe tror vil ske, fordi man bl.a. i den nordlige del af Afghanistan jo allerede på nuværende tidspunkt har positive resultater af den afghanske politik på området. Den går jo først og fremmest ud på at skaffe alternative muligheder til dyrkerne af opium, alternative muligheder med hensyn til andre landbrugsprodukter eller anden form for beskæftigelse og indtjening.

Jeg er helt med på, hvad Socialdemokraternes principielle holdning til det her er. Men det, spørgsmålet går på, er:
Hvis det lykkes for amerikanerne at lægge en klemme på den afghanske Karzairegering, hvis USA går via Kabul, som de jo vil være i stand til, må jeg så forstå hr. Per Kaalunds svar således, at så vil Socialdemokraterne kunne acceptere denne amerikanske antiopiumspolitik? Sådan må jeg forstå det. Efter min vurdering er det katastrofalt, fordi det yderligere vil optrappe konflikterne i det sydlige Afghanistan.

Der kan ikke drages den konklusion, som hr. Holger K. Nielsen drager her. Det er sådan, at det internationale samfund er i gang i Afghanistan på mange områder; det gælder FN-mandatet, det gælder NATO-indsatsen, og det gælder også EU's indsats på de områder. Såfremt amerikanerne måtte komme igennem med en ændring af en politik som den, der beskrives af hr. Holger
K. Nielsen, er jeg overbevist om, at det vil blive taget op gennem disse internationale organer og organisationer. Derfor går jeg også ud fra, at den danske regering og det danske Folketing tager stilling.

Det, hr. Per Kaalund siger her i svaret til hr. Holger K. Nielsen, er jo, at Socialdemokraterne ikke vil afvise, at man vil støtte en fortsat dansk militærindsats, hvis den afghanske regering vælger en opiumsstrategi som den, USA nu presser på for at gå gennemført i Afghanistan. Jeg må sige, at alene det vidner virkelig om, hvilken suppedas man er ude i, og hvilken katastrofal kurs man er inde på fra Socialdemokraternes side.
     Men det, som egentlig er mit spørgsmål, er: Hvad er det egentlig for en militær strategi, der ligger bag det her afghanistanforslag? Hvis man skal tro det, hr. Søren Espersen siger i Berlingske Tidende den 14. maj, så handler det om, at vi har en primær opgave, og den er at nedkæmpe Talebanmilitsen, og at vi skal lave en militær offensiv og se at få det der skidt nedkæmpet; det er det, vi skal. Er det også det, Socialdemokraterne mener vi skal i Afghanistan?

Hr. Rune Lund vil ved at gennemlæse referaterne fra første behandling af forslaget kunne læse, hvad vi har sagt fra denne talerstol om Socialdemokratiets politik. Der har vi bl.a. sagt, at vi ikke mener, at vore militære styrker eller NATO skal ud og afbrænde marker eller på anden vis intervenere i opiumsbekæmpelsen som sådan.
     Det vil også give et svar på den anden del af det, nemlig på, hvilken strategi der skal følges. Strategien er den på det militære område, at man skal bistå de afghanske myndigheder i også at udbrede myndighedsudøvelsen til den sydlige del af Afghanistan og til områder, hvor de ikke er i stand til i dag at udøve tilstrækkelig myndighed.

Hr. Per Kaalund siger, at de danske soldater ikke skal være med til at brænde opiumsmarker af. Men det er jo det, som de de facto medvirker til, og som man i endnu højere grad vil medvirke til, hvis der kommer en ny opiumsstrategi, som den USA prøver at presse igennem. Det synes jeg hr. Per Kaalund burde forholde sig til.
     Grunden til, at jeg spørger til hr. Søren Espersens opfattelse af det her beslutningsforslag, er jo, at jeg synes, at det er noget mærkværdigt, at mange forskellige partier lige fra Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre, De Konservative og over til Dansk Folkeparti vil stemme for det her beslutningsforslag, men at man åbenbart har vidt forskellige opfattelser af, hvad der er den militære strategi. Det synes jeg da er højst besynderligt, at man kan stemme for at sende nogle soldater af sted, men at man åbenbart har meget forskellige opfattelser af, hvordan krigen skal føres. Det synes jeg ærlig talt er en meget mærkelig måde at sende danske soldater i krig på.

Hr. Per Kaalund. Derefter går vi over til nogle ordførere. Dem, jeg har noteret, og som ønsker ordet, er hr. Morten Helveg Petersen, hr. Holger K. Nielsen og hr. Rune Lund.

Jeg kan ganske kort svare hr. Rune Lund, at vi fra Socialdemokratiets side ikke anser det for noget formål i sig selv at jagte talebanere i Afghanistan. Det er ikke det, vi er derude efter. Men det kan godt være, at det i givne situationer er nødvendigt med en militær indgriben, og hvor det også kan være over for talebanere på den anden side, for netop at sikre de afghanske myndigheders fremkommelighed i den øvrige del af Afghanistan, herunder i den sydlige Helmandprovins.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Helveg Petersen som ordfører.

Jeg skal sige, at Det Radikale Venstre støtter dette vigtige beslutningsforslag. Vi har haft en udvalgsbehandling, og der har været spørgsmål og svar.
     Vi støtter dette vigtige beslutningsforslag, fordi missionen i Afghanistan ikke må mislykkes. Det er en farlig mission, den er vanskelig, den kommer til at tage lang tid, og vi skal være helt nøgterne med hensyn til alle de problemer, som møder os, og som møder vores danske soldater, der gør et fremragende stykke arbejde på en meget, meget vanskelig mission. Så Det Radikale Venstre støtter forslaget, og vi synes, det er et godt grundlag for en rigtig mission.

Jeg vil også gerne have hr. Morten Helveg Petersen fra det tidligere antikrigsparti Det Radikale Venstre til at kommentere, at der åbenbart ligger forskellige militære strategier bag det her beslutningsforslag.
     Hvis man lytter til Dansk Folkeparti, handler det bare om, at man skal skyde og bombe en masse mennesker, og så skal man nok vinde den her krig. Hvis man lytter til Socialdemokraterne, kan man høre, at der er tale om en helt anden indsats - det kunne man også høre, hvis man lyttede til Det Radikale Venstre under førstebehandlingen. Indsatsen handler om civil genopbygning. Og så er det bare, man spørger sig selv: Hvad er egentlig den militære strategi? Det er det ene spørgsmål.
     Det andet spørgsmål er, at vi også under førstebehandlingen så, at der var vidt forskellige analyser af, hvordan situationen ser ud i Afghanistan. Hr. Jens Hald Madsen delte dem op i gode og onde; talebanerne var de onde, og resten var de gode; og han så fuldstændig bort fra, at der sidder krigsforbrydere og menneskerettighedskrænkere i massevis i den afghanske regering.
     Så vi har en situation, hvor der tales om forskellig militær strategi blandt de partier, som stemmer for det her forslag, og hvor der også er en fuldstændig forskellig analyse af, hvordan Afghanistan ser ud. Det synes jeg er meget mærkværdigt. Hvad synes hr. Morten Helveg Petersen?

Det, der er det helt særegne ved det danske bidrag, er, at der jo bliver forsøgt med den såkaldte samtænkning, som er et fantastisk spændende koncept med hensyn til netop at prøve at samtænke den militære indsats med en genopbygningsindsats. Det tror jeg selv på er et utrolig vigtigt element i og grundlag for vores afghanistanpolitik, at vi forsøger den samtænkning.
     Jeg har samtidig forsøgt at sige både ved førstebehandlingen og nu også ved andenbehandlingen, at vi er helt og aldeles opmærksom på og klar over, at det her er en meget, meget vanskelig opgave, som ikke bare Danmark, men hele verdenssamfundet står over for. Så lad det også være sagt her endnu en gang, at det her er en meget vanskelig opgave, som kommer til at tage lang tid. Men samtænkning er grundlaget for vores bidrag, og det er et fornuftigt initiativ.

Jeg mener faktisk, at den måde, som samtænkningen sker på, er en del af problemet i Afghanistan. Jeg står her med en artikel fra den 13. maj fra The Sunday Times, og en af de ting, der står i den artikel, er en analyse, der siger, at en uforholdsmæssig stor del af den civile hjælpeindsats bliver brugt i de zoner, hvor der er mest uro, hvor der er mest krigsførsel, fordi man bruger den som en del af den militære kamp mod Taleban.
     Det, som artiklen advokerer for, er faktisk, at man i højere grad går over til at se på, hvordan man kan bruge de civile midler i de dele af Afghanistan, hvor der er relativt roligt. Og det er sådan i øjeblikket, hvor der i øvrigt er alt for få midler til civil genopbygning, at man sådan set belønner de dele af Afghanistan, hvor der er uro. Det vil sige, at desto mere uro man laver, desto mere civil genopbygning får man. Det kunne jeg godt tænke mig hr. Morten Helvegs kommentar til.

Man må jo fastholde, at der er tale om en meget bredspektret indsats lige fra samtænkningen mellem militær og civil indsats til en egentlig genopbygningsbistand. Man må holde fast i, at med Londonaftalen, den såkaldte Afghanistan Compact-aftale, har verdenssamfundet jo sammen med afghanerne opstillet en række målsætninger for netop den her genopbygningsindsats, som skal foregå over hele Afghanistan.

     Så det her skal jo altså sættes ind i en ramme i en sammenhæng, der hedder, at det er hele verdenssamfundet, som forsøger at yde et godt og fornuftigt bidrag i Afghanistan. Og den her mission kan man simpelt hen ikke undervurdere vigtigheden af. Afghanistan må ikke mislykkes. Derfor er der også fornuft i de meget brede planer, der er lagt sammen med afghanerne, jævnfør Londonaftalen.

Hr. Morten Helveg Petersen siger, at hele verdenssamfundet er enig i den her samtænkningsstrategi, men det passer jo ikke. Sideløbende med ISAF-operationen kører amerikanerne jo stadig væk deres Enduring Freedom-operation, og der er jo ikke spor samtænkning i den operation. Det er jo ren og skær krigsførelse, hvor formålet er at dræbe så mange talebanere som muligt.
     Der har jo kørt en diskussion inden for forsvaret om, hvorvidt der skal flere kampvogne til Afghanistan, for som man siger fra især HOK's side, er det nødvendigt, hvis soldaternes sikkerhed skal være maksimal. Og jeg har også forstået, at styrkerne dernede har sagt til statsministeren, at de ønsker flere kampvogne. Det har, har jeg forstået, forsvarskommandoen afvist indtil nu.
     I forlængelse af det vil jeg godt spørge hr. Morten Helveg Petersen, for det har ikke været så meget fremme i debatten, og jeg synes, det er ret relevant og interessant at få opklaret det her under debatten i dag: Hvad er forligspartiernes holdning til det spørgsmål, som jo har meget at gøre med, hvad det er for en form for krigsførelse, man vil have dernede?

Må jeg lige sige allerførst, at jeg ikke tror, at jeg sagde, at hele verden var enig i samtænkning, men jeg sagde, at det danske bidrag er specielt, fordi det hviler på en idé om samtænkning.
     Af samme grund er der i en stribe NATO-lande stor interesse for det danske bidrag, fordi det koncept om samtænkning er nyt. Det er faktisk noget, hvor vi spiller ind
i forhold til NATO, i forhold til de allierede, med et interessant, nyt koncept. Det var sådan set det, jeg sagde. Jeg sagde ikke, at hele verden er enig i samtænkning; nej, det er faktisk et konkret eksempel, hvor det danske bidrag viser nye veje. Og det er kolossalt interessant ud fra mange forskellige betragtninger. Med hensyn til kampvogne synes jeg, at det ville være relevant, om kommandoen kom med en indstilling til og en vurdering af det her. Situationen i Afghanistan kan ændre sig lynhurtigt. Og derfor tror jeg, det er vigtigt, at de partier, der står bag - og at Folketinget i det hele taget - forholder sig åbent til, hvis det skulle blive nødvendigt at justere eller ændre på bidraget. Så jeg kan og vil ikke stå her i dag og sige hverken ja eller nej til kampvogne. Det må afhænge af den konkrete situation.

To ting.
     For det første: Ja, det er rigtigt, at der i den danske tilgang ligger et ønske om samtænkning. Men Danmark er jo ikke en isoleret ø i det her spørgsmål. Vi indgår i en bred international sammenhæng, og derfor er også Det Radikale Venstre da nødt til at forholde sig til det faktum, at selv om vi siger, at vi vil have samtænkning, foregår det i en sammenhæng, hvor USA kører det stik modsatte princip i deres form for krigsførelse.
     For det andet: Til det der om kampvogne vil jeg sige, at jeg synes, at det, som vi får at vide her, er for løst. Jeg kan godt forstå ræsonnementet, men hele den diskussion handler jo grundlæggende om, hvad det er for en krigsførelse, vi vil have dernede. Når forsvarskommandoen indtil nu har afvist det, så er det med nogle argumenter - nogle principielle argumenter - om, at det giver for mange mindelser om, da russerne var i det sydlige Afghanistan i sin tid. Det kan opildne oprørsbevægelser til at gå yderligere til modstand imod de udenlandske tropper.
     Derfor er der jo tale om en meget vigtig principiel diskussion om, hvad det er for en form for krigsførelse vi vil. Og der synes jeg, at forligspartierne må være lidt mere kontante og konkrete i deres meldinger her i Folketinget.

Vores bidrag til og ideer om samtænkning har jo netop til formål at søge at kombinere sikkerhedsstabilisering med iværksættelse af en genopbygning, der gerne skulle kunne betyde, at den afghanske befolkning ser, at det her er noget, hvor der sker en positiv udvikling. Og det er derfor, konceptet er interessant, for det adskiller sig jo fra mere traditionelle typer af bidrag, kan man sige, og det er jo sådan set det grundlag, som vi arbejder ud fra, og som er ganske fornuftigt.

     Må jeg så sige, hvad angår den større sammenhæng, at afghanistanmissionen hviler på et klokkeklart FN-grundlag. Der er samtidig i London lavet et meget spændende stykke arbejde med hensyn til planer for en egentlig genopbygning. Og det, der vel egentlig kan undre her, er, at SF melder sig ud af den her mission, når det, vi bidrager til, er at hjælpe eksempelvis afghanske piger til at kunne tage en uddannelse - noget, der hviler på et klokkeklart FN-mandat og -grundlag. Jeg havde egentlig troet, at SF ville sige: Det her er en rigtig mission, den vil vi gerne støtte. Men sådan skulle det åbenbart ikke være - heller ikke denne gang, desværre.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Holger K. Nielsen som ordfører.

Man vil om lidt beslutte, at der bliver sendt yderligere godt
200 danske soldater til Afghanistan. Det er unge mænd, der bliver sendt ned til en krig, der forekommer stadig mere udsigtsløs. Regeringen forsøger at give indtryk af, at det, de skal ned at lave i Afghanistan, er genopbygning, at det udelukkende handler om det, man kalder samtænkning mellem militære og civile operationer. Realiteten er, at disse unge danskere kommer ned til en krigsskueplads. Hvordan man end vender og drejer det her, hvordan man end forsøger at fortolke den danske strategi, så indgår den i en sammenhæng med den amerikanske præsident George W. Bushs krig imod terror. Med andre ord: Denne ISAF-operation kan ikke adskilles fra den amerikanske Enduring Freedom-operation. Og den almindelige afghaner kan slet ikke adskille de her to forskellige operationer. Derfor: Lige meget hvor stor en ambition man har om samtænkning mellem det civile og det militære, vil den danske indsats uvægerligt løbe imod det brutale faktum, at amerikanerne samtidig kører en operation, der er direkte krigsførelse, hvor jagerfly bomber civile mål med mange dræbte kvinder og børn til følge; hvor vi ved, at konsekvensen er, at reaktionen fra den almindelige afghaner er vrede, modstand og forbitrelse over for de udenlandske tropper; og hvor Taleban og de oprørsgrupper, der er, naturligvis vil vide at kende deres besøgelsestid og få pisket stemningen yderligere op imod de udenlandske tropper. Og det centrale er her, at man ikke er i stand til at skelne imellem danske, amerikanske, britiske endsige andre landes tropper. Vi indgår i George W. Bushs krig imod terror; vi er en del af en fuldstændig traditionel krig, der finder sted i Afghanistan med de frygtelige konsekvenser, som ligger i det.

     Det er jo derfor, at man har haft den diskussion om at sende flere kampvogne derned for at øge beskyttelsen af de danske styrker. Jeg forstår godt, at de danske soldater, der er i Afghanistan, ønsker den maksimale selvbeskyttelse, og det skal vi også i Folketinget være villige til at give dem. Men det, som så er det, vi kommer til at støde imod, er, at denne maksimale selvbeskyttelse, som de har krav på, kommer i et modsætningsforhold til ambitionerne om at vinde hjerte og sind hos den almindelige afghaner.
     Det er derfor, at den konflikt og den diskussion, der er mellem Hærens Operative Kommando på den ene side og Forsvarskommandoen på den anden side, på den ene side er fantastisk principiel og rammer lige ned i det dilemma, vi står i med asymmetrisk krigsførelse i den her situation - den er da fantastisk principiel - og på den anden side jo også rammer ind i det grundlæggende dilemma her, at jo flere tropper, vi sender af sted, jo mere, vi indgår i den militære logik, jo større er risikoen for, at vi får den civile befolkning imod os og vi kommer ind i en ond cirkel, som ikke løses ved - ikke løses ved - at man i dag beslutter at sende flere tropper af sted.
     En af problemstillingerne er selvfølgelig også opiumspolitikken. Vi fik et svar fra Socialdemokraterne før om, at man ikke ville afvise den amerikanske opiumspolitik, som den diskuteres i NATO, hvor USA vil lave en politik i Afghanistan, som man tidligere har praktiseret i Colombia, hvor man har svedet markerne af.
     De andre NATO-lande er indtil videre kritiske over for den strategi, men spørgsmålet er jo: Hvis USA presser igennem bl.a. via den afghanske regering, at man faktisk vil
i gang med den politik, hvad er så det danske svar? Kan man med vedtagelsen af det her beslutningsforslag forestille sig, at vi fra dansk side kommer til at indgå i den antiopiumspolitik, som amerikanerne i øjeblikket har skitseret over for NATO, som man diskuterer i NATO, og som et flertal i NATO indtil videre har taget afstand fra, men som der er meget stor risiko for faktisk bliver realiteten, fordi Karzairegeringen jo er i lommen på amerikanerne og derfor naturligvis vil være udsat for et kolossalt pres, hvis USA vælger at gennemføre den her politik? Lad mig til sidst nævne, at det, der er sådan lidt beskæmmende, når man diskuterer Afghanistan, jo ikke mindst er at høre Dansk Folkeparti, men også at høre andre deltage i diskussionen og sige, at det her er en krig imellem den gode Karzairegering på den ene side, som vi støtter, og som skal bekæmpe nogle religiøse fundamentalister, nogle fanatikere i form af Taleban på den anden side, som vil forsøge at tage magten i det sydlige Afghanistan. En række af de besvarelser, vi har fået, afdækker, at det faktisk er langt, langt mere kompliceret end som så; dels er det sådan, at mange af de lokale politikere og de lokale administratorer, vi igennem det her lovforslag skal ind og støtte, fordi de, om jeg så må sige, er en del af Karzaiadministration, selv er dybt korrupte og dybt involveret i kriminelle aktiviteter, i narkoaktiviteter, og at fjenden derfor lige såvel kan være dem, som vi foregiver at ville hjælpe, som de Talebanfolk, vi foregiver at ville bekæmpe, dels sidder der i forlængelse af det i selve Karzairegeringen i parlamentet i Kabul adskillige deciderede krigsforbrydere - general Dostum og andre - med en meget blakket kriminel fortid. Og de, om jeg så må sige, mere åbentsindede parlamentarikere er ude med en voldsom kritik af den måde, det afghanske demokrati fungerer på i øjeblikket. Det er derfor en noget tvivlsom mission at ville ned og hjælpe de gode, med andre ord regeringen i Kabul, mod de onde, med andre ord Taleban. Sådan hænger verden ikke sammen.

     Det korte af det lange er, at vi er på vej ind i en militær sump i det sydlige Afghanistan. Vi sender yderligere ca. 200 soldater til det sydlige Afghanistan, hvor man risikerer at komme i den samme situation, som Sovjetunionen kom i i 1980'erne. Det er ikke lykkedes for nogen at vinde militært i det sydlige Afghanistan. Nu sender vi danske soldater ned på en mission, der mest af alt ligner de missioner, det tidligere er gået fuldstændig galt for i det sydlige Afghanistan.
     Jeg synes, at det er vigtigt at få sagt det her under denne andenbehandling, fordi det er et meget stort ansvar, man påtager sig ved at gå ind i den her mission.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Så er det hr. Rune Lund som ordfører.

Jeg vil ikke gentage de argumenter, som jeg brugte i forbindelse med behandlingen af Enhedslistens beslutningsforslag nr. B 61, som lige er blevet afsluttet før behandlingen af det her punkt, men jeg vil dog kommentere yderligere, hvad angår, at civilbefolkningen er den store taber i det her spil.
     Den internationalt anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch udgav nemlig for en måneds tid siden en stærkt bekymrende rapport, der fastslår, at det er civilbefolkningen, som bærer omkostningerne ved krigen mod Taleban. Rapporten omhandler de seneste 15 måneder, altså fra begyndelsen af 2006 til lidt ind i 2007. Ifølge rapporten fra Human Rights Watch er de værste syndere Taleban og andre oprørsgrupper, og den fastslår utvetydigt, at Taleban og oprørsgrupperne begår og har begået krigsforbrydelser.
     Men rapporten beskriver også, hvordan den afghanske regering og ISAF-styrken har gennemført vilkårlige angreb på civile, og at en række af dem formodentlig har overtrådt krigens love, altså er deciderede krigsforbrydere.
     Antallet af civile døde som følge af ISAF's og den afghanske regerings stærke afhængighed af luftangreb - og disse luftangreb er voldsomt stigende - truer den opbakning, som den internationale ISAF-styrke stadig måtte have. Det skriver bl.a. også New York Times i en artikel, som blev offentliggjort den 13. maj i år, og som hedder »Civilian Deaths Undermine War on Taleban«, altså »De civile dødstal underminerer krigen mod Taleban«. Der har også været en lang række konkrete eksempler på, hvordan bombninger fra fly højt oppefra skaber øget modstand.
     Samme artikel fra New York Times den 13. maj fortæller også en historie, som var en del fremme i pressen, om, hvorledes to bombeangreb fra ISAF's side den 27. og den 29. april i en landsby i den vestlige provins, Heratprovinsen, som blev iværksat for at fange en Talebanleder, endte med at dræbe 57 landsbybeboere. Da landsbyen havde begravet de døde, besluttede ældsterådet, at næste gang amerikanerne kom, ville man gå i kamp mod dem. Man søgte altså efter én talebaner, men skabte hundreder af guerillaer i stedet. Man skaber hundreder af oprørsstyrker på den måde, som man har valgt at føre krigen på i Afghanistan.
     Jeg tror, at vi må se i øjnene, at amerikanerne ikke er villige til at indse, at den måde, man fører krigen på i Afghanistan, grundlæggende er forkert. Vi må også se i øjnene, at der er et flertal i det danske Folketing, som ikke er villig til at indse, at strategien er forkert. Så meget tyder på, at Afghanistan meget hurtigt bliver et nyt Irak. Fremtidsudsigterne ser dystre ud, og det er ikke bare den måde, man fører krigsførelsen på, der er et problem, det er også andre bagvedliggende motiver til krigsførelsen, der kan gå ind og få en indflydelse på, hvor stor en katastrofe også Afghanistan vil ende med at blive.
     Og her vil jeg da godt citere chefen for Forsvarsakademiet, Karsten Møller, som i et interview i Weekendavisen fra den 3.-9. november 2006, siger:

     »NATO kan ganske enkelt ikke holde til, at det mislykkes
i Afghanistan.« Han siger endvidere: »Hvis vi stikker halen mellem benene, vil det få katastrofale følger. Vi er der sammen med vore to nærmeste allierede, USA og Storbritannien. Og hvis vi trækker os ud alene, vil det få alvorlige langsigtede følger for dansk sikkerhedspolitik«. Jeg tror, at Karsten Møller her har meget ret. Det handler ikke kun om at ville vinde en krig i Afghanistan, hvilket man ikke gør med den måde, som man griber tingene an på; det handler ganske simpelt hen også om NATO's overlevelse. Og med NATO's overlevelse og den dynamik, der kommer ind over, når man vil sikre en organisation - og det kan komme ind og få en afgørende betydning i en situation, hvor man vil se en nedadgående udvikling, ligesom man har set
i Irak - ja, så kommer vi nok til at opleve en langtrukken krig, en pinefuld krig, som vil blive trukket ud alt for længe. Det vil blive en krig, som i stadig højere grad vil minde om det kaos og den opløsning, som vi ser i Irak i dag.

Tak til hr. Rune Lund. Så er det hr. Leif Mikkelsen.

Som det fremgår af betænkningen, har hr. Naser Khader udtrykt, at han vil redegøre for sin stilling her ved andenbehandlingen. Og da hr. Naser Khader ikke er her i salen, kan jeg oplyse Tinget om, at denne stilling går på at støtte regeringens forslag.
     For nu at spare på tiden kan jeg med formandens tilladelse oplyse, at det samme sådan set gælder for det næste punkt, som vi skal behandle på dagsordenen - det er udelukkende af hensyn til slitagen på talerstolen og mine skosåler, at jeg siger det. Går det?
     Tak, så er den ting klargjort på vegne af såvel hr. Naser Khader som undertegnede.

Tak til hr. Leif Mikkelsen. Det er der jo rationaliseringer
i. Så er det udenrigsministeren.

Jeg forstår til fulde hr. Leif Mikkelsens argument med at spare på skosålerne; der er jo ikke sparet på dem i dagens løb.
     Når man hører Enhedslisten og SF, får man indtryk af, at de jo faktisk håber, at det her går skidt; at de faktisk håber, at det skal mislykkes. Der er jo ikke noget, der er godt. Der er ikke noget, der fungerer. Alt er meget dårligt, og man skulle have ladet være. Man skal lave noget helt andet. Generalerne hr. Holger K. Nielsen og hr. Rune Lund - fremragende generaler - mener, at man skal trække hæren tilbage, og så klarer det hele sig selv, de mener, at Taleban skal have lov at gøre, hvad de vil.
     Det er faktisk hr. Holger K. Nielsens og hr. Rune Lunds svar på problemet; et rystende svar. Jeg kunne forstå, hvis man stemte imod, fordi man var pacifist, men så kunne det godt være, man skulle have sagt noget mindre fra talerstolen, for her kører man jo kun på de mest usle argumenter om bare at lade Taleban tage over, for det er såmænd bedre - Taleban, som kører rundt med opium.
     Hr. Holger K. Nielsen kører et feltløb mod Socialdemokraterne og prøver at bringe Socialdemokraterne op
i et hjørne omkring opium for at drille Socialdemokraterne lidt. Men hvad er det egentlig, hr. Holger K. Nielsen vil med den politik? Fri opium til Taleban? Flot, hr. Holger K. Nielsen, flot. Hvad er det, man gør med den politik, som hr. Rune Lund og hr. Holger K. Nielsen står for? Jamen med den overlader man jo det hele til Taleban, for der er ikke noget, der fungerer, der er ikke nogen, der kan noget, alle er nogle klaptorsk, alle skulle hellere se at tage hjem. Jeg har spurgt om det før, og det er lidt trættende at skulle gøre det igen: Tager hr. Holger K. Nielsen - for hr. Rune Lund kan man godt opgive - overhovedet hensyn til befolkningen i Afghanistan? Er hr. Holger K. Nielsen bedøvende ligeglad med alle de børn, der nu kommer i skole? Og hvordan tror hr. Holger K. Nielsen de er kommet i skole? Tror han det var noget, Taleban gik ind for? Nej, der var
f.eks. ingen piger, der gik skole under Taleban, og der var kun 1 million drenge, der gjorde det. Der er nu ca. 3,7 millioner drenge og ca. 1 million piger, der går i skole. Hvis nu vi trak os, sådan som hr. Holger K. Nielsen gerne vil have, så er skolerne udslettet i morgen. For hvad er det, Taleban går efter? Det er skolerne. Det er, fordi Taleban ikke vil have de uddannelser. De vil ikke have de uddannelser. De vil ikke have, at kvinderne bliver uddannet, de vil ikke have, at pigerne bliver uddannet. Og hvad med sundheden? Den vil med det samme blive ringere, den er meget dårlig i forvejen. Men der er rent faktisk lavet en basispakke af sundhedsydelser, der nu dækker
82 pct. af befolkningen. 16 millioner børnevaccinationer er givet, hvilket har reddet over 30.000 liv. Jeg må sige til hr. Holger K. Nielsen, at det er den slags, hr. Holger K. Nielsen gerne vil opgive og lade talebanerne smadre. Derfor synes jeg egentlig, det er lidt pinligt. Det er i orden at være pacifist og sige, at det her skulle man aldrig have gjort. Det er et rent argument, og det er sådan noget, Enhedslisten står for. Men det er jo ikke, hvad SF står for. SF har jo også stået her på talerstolen og brystet sig af, hvilke militære aktioner man har været glade for at gå ind og har stemt for i de sidste 20 år, og at SF ikke er et pacifistparti. Men hr. Holger K. Nielsens strategi her er at lade Taleban tage over.

     Der er det så, at hr. Rune Lund bliver ved med sine fiksfakserier med tal. Det er da meget muligt, at hr. Rune Lund kan se, at der er lidt tilbagegang fra 2005-2006. Jamen Enhedslisten går jo også tilbage i meningsmålingerne fra april til maj, og sådan svinger det jo. Men altså, tallene fra december 2006, som er de seneste tal jeg kender, og som også er blevet misbrugt i Politikens kronik i dag, viser, at
55 pct. af befolkningen finder, at udviklingen går i den rigtige retning. 22 pct. finder, at udviklingen går i den forkerte retning. Når man så spørger, hvordan de forholder sig til Taleban, så finder 89 pct. af befolkningen, at det er negativt med Taleban. 57 pct. af befolkningen finder, at Taleban er den største fare for samfundet. Det er dem, som hr. Holger K. Nielsen vil overdrage samfundet til. Det er i øvrigt en stigning på 16 pct. siden 2005, vil jeg sige til hr. Rune Lund. De er altså blevet farligere i befolkningens øjne. Så siger hr. Holger K. Nielsen igen, at befolkningen er imod de udenlandske tropper. Hvor har hr. Holger K. Nielsen det fra? De tal, som jeg står med her, og som er fra den samme undersøgelse fra december, siger, at 88 pct. af den afghanske befolkning finder, at den amerikansk ledede invasion af Afghanistan var et gode for landet. 80 pct. støtter den internationale militære tilstedeværelse i Afghanistan. 78 pct. finder ikke, at angreb på de udenlandske styrker kan retfærdiggøres. 55 pct. mener, at styrkerne først skal forlade Afghanistan, når sikkerheden er genoprettet, altså at man skal blive. Kun 13 pct. finder, at de udenlandske tropper bør forlade landet her og nu. Det kan man så sammenholde med bifaldsprocenten til Taleban. Det er jo stort set dem, der støtter Taleban, der synes, at de udenlandske styrker skal forlade landet her og nu, og som altså ville være lykkelige for hr. Holger K. Nielsens strategi, lykkelige. Så jeg kan kun sige, at det er en svær mission. Det er en meget svær mission. Det er en mission, vi har indskibet os
i med åbne øjne og med et bredt flertal bag her i Folketinget. Det er en mission, der kan gå galt, men det er ikke en mission, man skal ønske går galt. Det er en mission, man skal gøre alt, hvad man kan for ikke går galt. Og det er jo også derfor, at vi med det her beslutningsforslag øger vores indsats for at undgå, at det går galt. I øvrigt er det ikke rigtigt, at NATO drøfter det amerikanske opiumprogram, vil jeg sige til hr. Holger K. Nielsen. Det er slet ikke forelagt for NATO. Det er også forkert. Hr. Holger K. Nielsen siger så mange forkerte ting, og derfor må jeg jo også rette dem. Så det, det drejer sig om, er altså, at det ikke går galt. Derfor kan man yde den indsats at hjælpe. Vi kan jo altså se, hvordan vi har hjulpet civilbefolkningen. Vi kan se det i forbindelse med undervisningsprogrammerne, hvor præsident Karzai nu beder Danmark stå i spidsen for undervisningsprogrammerne i Helmand. Det kan man da selvfølgelig som hr. Holger K. Nielsen blæse på ved at sige:
Hvad skal undervisningen i Helmand interessere os for? Det kan man godt have som synspunkt og på den måde melde sig ud af verden, men man kan altså ikke sige, at det er forkert, at vi er der, for det kan ses, at vores indsats altså hjælper konkrete mennesker. Det er rigtigt, at der begås fejl. Det er rigtigt, at der bliver bombet fra for stor højde; det er rigtigt, at der skal tages mere hensyn til, hvordan man gennemfører angrebene på talebanerne; det er fuldstændig rigtigt. Men det er jo for at hjælpe befolkningen, for at fremme befolkningen, for at skåne befolkningen, det er ikke for at hjælpe Taleban. Jeg var til et møde med de asiatiske og europæiske udenrigsministre i mandags - og det skal så være mine sidste ord. Der var almindelig tilslutning til indsatsen i Afghanistan. Der var en kraftig tilslutning til den fra Indiens og fra Pakistans side. Der var et løfte fra Pakistans side om, at de vil gøre mere for at stoppe folk ved grænseovergangene, således at talebanerne ikke kan løbe frem og tilbage. Det er så det, de vil bestræbe sig mere på. Der er ingen, der ønsker, at Danmark skal trække sig tilbage, for de tænker på befolkningen, og de tænker på udviklingen i regionen, hvis Taleban får magten igen. Man kan være uenig, som hr. Rune Lund er det, det respekterer jeg, det er et helt andet synspunkt end mit. Men hr. Holger K. Nielsens synspunkt synes jeg ikke er smukt at høre på.

Tak. Så er der et par korte bemærkninger til udenrigsministeren, først fra hr. Rune Lund.

Jeg synes også bestemt, at man skal gøre noget, vil jeg sige til udenrigsministeren, men jeg synes, at man skal gøre det rigtige, når man skal gøre noget. Og der er ingen tvivl om, at det, som man har gang i i Afghanistan i øjeblikket, er at gå efter en militær sejr; det vil sige, at amerikanerne går efter en militær sejr, og så skal alle andre indrette sig efter det. Det er en strategi, som ikke fører i den rigtige retning.

     Det er rigtigt, at Taleban har meget lille opbakning i den afghanske befolkning. Hvis man ser på de undersøgelser, som er blevet givet til Folketinget i forbindelse med Enhedslistens beslutningsforslag, B 61, kan man se, at 89 pct. af befolkningen både i 2006 og 2005 forholdt sig negativt til Taleban, heraf 76 pct. meget negativt.
     Men man kan også se i de samme undersøgelser, at når man spørger: Hvornår mener du at de danske styrker skal forlade Afghanistan? så svarer 55 pct. i dag, at det skal ske, når sikkerheden er genoprettet, mens det var 65 pct. for et år siden. Det er et af mange tal, som viser, at tingene går i den forkerte retning, og det synes jeg udenrigsministeren skulle forholde sig til.

Vil udenrigsministeren svare? Nej. Så er det hr. Holger K. Nielsen for en kort bemærkning til ministeren.

Lige et par korte bemærkninger og spørgsmål til udenrigsministeren, som jeg regner med jeg får svar på før anden runde.
     Udenrigsministerens debatform må jeg gå let henover. Vi er jo blevet vant til, at når han bliver presset, bruger han nogle debatkneb, som ikke hører hjemme i en Folketingssal. Han forsøger at give indtryk af, at vi er Talebantilhængere osv., og han ved udmærket godt, at det intet har på sig. Det, diskussionen går på, er, om den her militære indsats styrker eller svækker Taleban, og det er det, som jeg godt vil have udenrigsministeren til at forholde sig til.
     Udenrigsministeren siger, at det er lodret forkert, når jeg henviser til, at der skulle foreligge en amerikansk opiumplan i NATO-diskussionen. Jeg henviste til en artikel i Berlingske Tidende i forgårs skrevet af Ole Bang Nielsen, som normalt er velinformeret. Hvis han tager fejl, har han så gjort det, men det er en sag, vi så vil få undersøgt efterfølgende, for han plejer ikke at tage fejl. Hvis det, som vi før hørte fra ministeren, står til troende, er det ministeren, der er fuld af løgn her i Folketinget. Men det kan vi få undersøgt. Det er, hvad der er op og ned i den sag.
     Det principielle er i hvert fald, at der er nogle forskellige holdninger til opiumpolitikken i USA og i Europa, og det bør den danske regering også forholde sig til.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Jo, hr. Holger K. Nielsen i anden runde.

Jeg synes simpelt hen, det er fantastisk, at man stiller nogle spørgsmål i så vigtig en diskussion som den her og så møder den der arrogance fra regeringens side, en arrogance, som er ubehagelig, utiltalende og usympatisk, i forbindelse med en diskussion, som er uhyre væsentlig for det danske samfund, uhyre væsentlig for de soldater, de unge mennesker, der skal sendes ud til den her mission i Afghanistan.
     Jeg vil godt sige det så stærkt, som det overhovedet kan siges, at når vi går imod det her, er det ikke, fordi vi støtter Taleban. Vi har en dyb afsky for Taleban, en dyb afsky for det rædselsregime, som Taleban satte op i sin tid. Det, diskussionen går på, er, om den her militærindsats styrker Taleban, eller om den svækker Taleban. Der er vores analyse, at så længe den her indsats indgår i den amerikanske Enduring Freedom-operation, så længe det er en del af Bushs krig imod terror, står vi over for den samme problemstilling, som vi gjorde i Irak.
     Så står vi over for - vi har set det og vi vil se det - at Taleban bliver forholdsvis stærkere og stærkere, fordi vi uvægerlig bliver involveret i traditionel krigsførelse, hvor der bliver dræbt civile gennem bombninger, hvor der bliver dræbt civile gennem traditionelle militære operationer, og hvor det også indgår meget kraftigt hos danske politikere, at formålet med det her er at bekæmpe Taleban militært, således at der også i den koalition her i Folketinget, der står bag det her beslutningsforslag, er dyb uenighed om, om det her er krig mod Taleban, eller om det er det, man kalder samtænkning mellem det militære og det civile.

     Så vil jeg sige endnu en gang til udenrigsministeren, når han hele tiden kører frem med, at Taleban vil sådan og Taleban vil sådan og det må vi ned at bekæmpe militært: Jamen pointen i noget af det, jeg sagde tidligere, var, at fjenden jo ikke bare er Taleban. Forstå det dog. Man kommer ned i en hvepserede af forskellige interesser, forskellige fjender, som kan have samstemmende interesser, som kan have modsatte interesser, men hvor det jo er helt umuligt at vurdere, hvem den konkrete fjende er.
     I virkeligheden fik vi et eksempel på problemerne i den her asymmetriske krigsførelse gennem den episode, vi havde et samråd om i Forsvarsudvalget for nogle måneder siden, hvor der havde været en træfning mellem danske styrker og nogle, man påstod var Taleban - det vidste man godt nok ikke, men man var ret sikker på, at det var Taleban - i en afghansk by, hvor der var blevet dræbt en række civile afghanere. Vi spurgte: Hvor mange blev dræbt? Det vidste man ikke, fordi, som man sagde, man ikke går ind og tæller de dræbte, for hvis man gør det, så er ens egen sikkerhed i fare. Jeg forstår godt, at man ikke vil bringe sin egen sikkerhed i fare ved at gå ind og tælle, hvor mange civile man har dræbt, men det er jo præcis her, hele problemet ligger, nemlig at man ikke kan udføre den her form for konfliktløsning gennem traditionel krigsførelse. Hvem er fjenden? Hvem er vennen? Man ved ikke, om den mand, man tror man skal beskytte, er en, der måske vil vende sig imod en på et lidt senere tidspunkt, og det kommer til at påvirke de soldater, der er dernede. Det er derfor, at de så beder om at få mere selvbeskyttelse, eksempelvis i form af kampvogne. Det er derfor, at Forsvarskommandoen er nødt til at sige: Nej, det går ikke, for så optrapper vi yderligere. Det er det uløselige dilemma, man er sat i i den her mission i det sydlige Afghanistan, og det er derfor, at vi ikke ser en militær løsning på det her.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Udenrigsministeren.

Nu forstod jeg, at hr. Holger K. Nielsen syntes, det var meget arrogant, at jeg ikke havde besvaret hans spørgsmål. Jeg er selvfølgelig ikke arrogant, men jeg havde jo ikke fået nogen spørgsmål. Derfor var der egentlig ikke noget at svare på.
     Jeg har nu for anden gang i dag fået hr. Holger K. Nielsens tale om, at han ikke er Talebantilhænger. Det er han naturligvis heller ikke. Der er bare det ved det, at virkningen af hr. Holger K. Nielsens politik er den, som Taleban ønsker, og det er det, man skal tænke over. Selvfølgelig er hr. Holger K. Nielsen modstander af Taleban, det siger sig selv. Men virkningen af hr. Holger K. Nielsens politik er den, som Taleban gerne vil have, nemlig at vi rykker ud, og at de kan få nogle muligheder.
     Det er da fuldstændig rigtigt, at langsigtet vindes ikke kun med militære midler, det er vi enige om. Derfor går vi også ind for civil og militær samtænkning, konceptet, som Danmark har foreslået i NATO, og som nu er NATO's koncept. Det er rigtigt, at OEF går efter terroristerne, det er dens opgave. ISAF går bredere efter Taleban, efter at stoppe Taleban og hjælpe gennem Provincial Reconstruction Teams i de forskellige områder. Der har den civile-militære kombination jo været en succeshistorie.
     Over 5 millioner børn går nu i skole, hvoraf 37 pct. er piger. Der var ingen før. Der er nu over 180.000 lærere, hvoraf en tredjedel er kvinder. Der var ingen før. Antallet af elever på højere uddannelser er steget fra 4.000 i 2001 til 40.000, heraf er ca. 20 pct. kvinder, og sådan kunne jeg blive ved.
     Hvad tror hr. Holger K. Nielsen egentlig vil ske med disse kvinder, hvis vi trækker os ud? De ryger da lige ud af skolerne. De ryger lige ud af de højere læreanstalter. Det er derfor, jeg måske virker lidt forarget på hr. Holger K. Nielsen, for jeg synes, det er en uansvarlig strategi. Jeg synes, det er uansvarligt bare at sige, at det hele er forkert, at man selvfølgelig er imod Taleban, men at man ikke vil gøre noget ved det.
     Det, som er det afgørende, er den kombination af det civile og militære, som dette beslutningsforslag står for og styrker. Der synes jeg altså det er temmelig vigtigt, også med den civile del, for at gøre det tydeligt, så vi ikke kun snakker militært, at det er meningen, at vi forhøjer den civile bistand til de nationale landsdækkende programmer med
60 mio. kr. til skoler, alternative indkomstmuligheder og mikrofinansiering. En del af opiumsbekæmpelsen er jo mikrofinansieringen og alternative indkomstmuligheder, ikke afbrænding af marker.

I 2007 kommer der op til 10 mio. kr. specielt til Helmand, efterhånden som situationen gør det muligt.

     Det er den kombination, der skal til, og jeg vil bruge hr. Holger K. Nielsens tale som anledning til at forklare, at det ikke kun er militæret. Det beslutningsforslag her er også civilt.
     I øvrigt er økonomien jo vokset kraftigt siden 2002, og derfor er der 4,8 millioner flygtninge, der er vendt hjem. Der er kommet infrastruktur med veje, vandforsyningsanlæg, brønde osv. Det er alt det, som Taleban vil smadre. Det er jo ikke noget tilfælde, at Taleban altid smadrer sundhedssystemerne og skolerne, for det er der, befolkningen kan mærke en udvikling, som betyder, at Taleban ikke kan holde magten, den sorte hånds magt over dem. Så jeg beklager, hvis hr. Holger K. Nielsen synes, jeg har været for hård ved ham, men jeg synes, det er en meget alvorlig fejltagelse, hr. Holger K. Nielsen begår. Han er ikke Talebantilhænger, selvfølgelig ikke, men hans strategi er den, Taleban vil drømme om at verden fører. Men det vil verden heldigvis ikke.

Der er ingen i det her Folketing, som er Talebantilhænger. Men det, der er lidt specielt ved det, som udenrigsministeren siger, er, at udenrigsministeren laver sin egen præmis for, hvad det er, der sker i Afghanistan, ved at sige, at enten eksisterer der vores strategi, den strategi, som kører i øjeblikket, og som slår fejl, eller også eksisterer der ingen strategi. Det er ligesom de to valgmuligheder, der er.
     Hvis man opfatter de to valgmuligheder som de eneste to valgmuligheder, der er, er det klart, at det logiske valg må være at sige, at så må vi fortsætte den nuværende militære strategi, som er, at man går efter en militær sejr.
     Nu siger udenrigsministeren, at han gerne vil svare på spørgsmål, så derfor vil jeg gerne en gang til stille det spørgsmål, jeg stillede før, og som er, at jeg gerne vil have, at udenrigsministeren forholder sig til, at det går den forkerte vej i Afghanistan. Jeg kunne godt tænke mig et svar på det spørgsmål fra udenrigsministeren.

Nej, nej, ministeren kan da tage det helt roligt. Han var ikke for hård. Hvis det er det, han mener, skal han da sige det. Problemet var, at han ikke ville svare på spørgsmålene. Det er ikke noget med, at vi ikke kan være hårde ved hinanden
i diskussionen her. Det overlever jeg sandelig nok. Det, som er problemstillingen, og som stadig væk mangler
i ministerens svar, er, at det her ikke bare er Taleban. Kan jeg ikke godt få et svar på følgende spørgsmål: Er det kun Taleban, vi er oppe imod, eller er det også de lokale politikere, de lokale forbryderbander, de dele af Karzaiadministrationen, der er dybt kriminelle, dybt korrupte, og som har tæt kontakt med narkokriminelle bander? Med andre ord: Er fjendebilledet ikke langt mere komplekst end det, som udenrigsministeren forsøger at give indtryk af i sit svar? Vil udenrigsministeren ikke medgive, at det styrker Taleban, når amerikanske jagerfly bomber civile mål, hvor mange børn og kvinder bliver dræbt? Vil han ikke medgive, at selv om der kan være nogle gode ambitioner i regeringens samtænkningspolitik, hjælper det ikke noget, hvis det indgår
i en sammenhæng med disse amerikanske bombninger, der er en del af Enduring Freedom-operationen?

Nu har jeg svaret flere gange, og jeg vil herefter følge hr. Leif Mikkelsens forslag om at lade være med at slide skosålerne helt op ved at løbe op og ned for at sige det samme. Men der var et par vinkler, som hr. Holger K. Nielsen har fuldstændig ret i jeg ikke fik svaret på, og derfor vil jeg gerne gøre det nu.
     Det er fuldstændig rigtigt, at der også er andre. Det er der. Der er de gamle krigsherrer, der er narkobaroner, der er kriminelle bander, der er minigangs, der er kidnapning for at få penge, altså upolitisk kidnapning. Det er der også, det har hr. Holger K. Nielsen fuldstændig ret i, og det klares ikke bare med krigen mod Taleban.

     Taleban har glæde af samspillet med opiumhajerne og
-baronerne, eller hvad vi skal kalde dem, narkokriminaliteten. Det har de. De har formentlig også glæde af kidnapningen. Men der er både politisk og upolitisk kidnapning.
     Men hvad er svaret på det? Ja, det er at få stabiliseret demokratiet og retssamfundet og derved hjælpe den demokratisk valgte regering, som selvfølgelig også har brodne kar i parlamentet, til at få gjort op med fortiden og få en udvikling, hvor det er retten og demokratiet, der tæller. Der må der altså både være militær og civil assistance.

Hr. Rune Lund har haft ordet i anden omgang, ikke? Er det som ordfører i tredje omgang? (Ordføreren: Nej, anden.) Værsgo.

Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at jeg ikke kan få svar fra udenrigsministeren på mit spørgsmål. Nu stiller jeg det så for tredje gang.
     Det, som jeg gerne vil have udenrigsministerens overordnede vurdering af, er, om situationen i Afghanistan, sådan som den er forløbet fra 2005 til 2006 og fra 2006 til 2007, er en udvikling, som grundlæggende set kan siges at gå
i den rigtige retning, eller som går i den forkerte retning. Når jeg ser på de tal, vi får og har fået her i Folketinget, og som er svar på spørgsmål, som blev stillet
i forbindelse med Enhedslistens forslag B 61 om at trække styrkerne hjem fra Afghanistan, kan jeg se en lang række indikatorer på, at utilfredsheden for det første er stor i forhold til Afghanistan. 89 pct. af befolkningen siger, at de er negative, og i alt 76 pct. siger, at de er meget negativt indstillet over for Taleban. Det kan vi alle sammen forstå her i Folketinget. Men der er også andre tal, f.eks. på spørgsmålet:
Hvornår mener du de amerikanske styrker skal forlade Afghanistan? Der bliver der i 2005 af 65 pct. svaret, at det skal ske, når sikkerheden er genoprettet, mens det tilsvarende tal fra 2006 kun er 55 pct. Vi kan tage et af de andre spørgsmål, som blev besvaret, nemlig: Er din mening om USA henholdsvis meget positiv, lidt positiv, lidt negativ eller meget negativ? Der kan man se, at den samlede negative indstilling i 2005 var 14 pct., mens den
i 2006 er 25 pct. Det er da nogle tal, som viser en klar tendens, og det synes jeg egentlig godt at udenrigsministeren kunne forholde sig til. Med hensyn til alle de ting, som er blevet gjort i Afghanistan, er det rigtigt, at der er skoler for piger, at der er blevet lavet en lang række tiltag, som er gode. Jeg må bare minde om, at under den brutale besættelse, som Sovjetunionen stod bag i Afghanistan, var det jo også sådan, at der blev indført skolegang for piger. Da var det også sådan, at der blevet lavet sociale tiltag. Da var det også sådan, at der blev lavet en jordreform, som kom fattige mennesker til gode. Og dengang var det sådan, at der var
200.000 tropper i Afghanistan. I dag er der lidt over 50.000. Jeg siger bare, at fordi man laver nogle tiltag, som isoleret set helt sikkert er gode, fornuftige, rimelige og rigtige, skal man ikke tro, at man kan vinde en krig over typer som Taleban, hvis man grundlæggende fører en krig, som bygger på nogle helt forkerte forudsætninger, nemlig at den afgørende forudsætning skal være, at der skal være tale om en militær sejr.
     I forlængelse af de ting, som hr. Holger K. Nielsen sagde om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, synes jeg egentlig, Anders Jerichow beskriver det meget malende i Politiken den 11. maj 2007, hvor han siger: »NATO gør klogt i at huske grønspættebogen for indblanding i afghanske affærer. Nummer 1: Afghanere står i kø for at genopbygge og dyrke deres land, hvis de kan få sikkerhed. Nummer 2: De vil gerne samarbejde med udlændinge på frie og lige vilkår. Men, nummer 3: De vil ikke underkaste sig udenlandske soldater. Og nummer 4:« - og det er det vigtige i den her sammenhæng - »Drop enhver forestilling om, at »de gode« befinder sig på den ene side og »de onde« på den anden. Taleban har aldrig kun været ond. De krigsherrer, som nu er på NATO's side, har aldrig kun været gode.« »NATO's styrker kæmper både sammen med og imod krigsforbrydere.«
     I forlængelse af at situationen er blevet forværret i Afghanistan, synes jeg da også, udenrigsministeren skal forholde sig til Udenrigsministeriets egen pjece, som hedder:

»Styrkelse af engagementet i Afghanistan - fokus på Helmand«, hvor der på side 6 bl.a. står, at der er en markant stigning
i antallet af angreb - en markant stigning i antallet af angreb - fra fundamentalistiske kræfter med Talebantilhørsforhold, specielt i den sydlige og østlige del af Afghanistan. Og på side 11 i den redegørelse står der meget rigtigt, at på grund af de manglende gode livsvilkår for befolkningen er der ikke noget alternativ for ubeskæftigede unge mænd, der til gengæld kan lade sig hyre af Taleban som lejesoldater i en kamp, der ikke er deres.

     Det er nogle af flere tegn på, at vi har at gøre med en indsats i en krig, som ikke går i den rigtige retning, men tværtimod om nogle år, hvis det fortsætter sådan her, ender med at blive til kaos og et land i opløsning, ligesom vi ser
i Irak i dag.

Nu har hr. Rune Lund og en enkelt anden den sidste time bedt udenrigsministeren om at forholde sig til en lang række problemstillinger. Udenrigsministeren har forholdt sig til dem, og uanset hvad udenrigsministeren forklarer, vil hr. Rune Lund og andre ikke lytte til det. Man vil ikke tro på det. Så jeg vil godt bede hr. Rune Lund forholde sig til bare én ting, en enkelt ting:
     Kan hr. Rune Lund bekræfte, at det er FN og et fuldstændig enigt FN's Sikkerhedsråd, som sidste år i en resolution har opfordret Danmark og alle andre lande til at yde militære bidrag til kampen i Afghanistan mod Taleban? Vil hr. Rune Lund forholde sig til det?

Da krigen startede i Afghanistan, var det ikke på et FN-mandat. De to første resolutioner, som blev vedtaget efter den 11. september 2001 i FN's Sikkerhedsråd, indeholdt ikke ordet Afghanistan. Der kom først resolutioner i FN's Sikkerhedsråd, som nævnte ordet Afghanistan, efter at den militære indsats var startet.
     Det er rigtigt, at der derefter i FN's Sikkerhedsråd blev vedtaget nogle resolutioner, da man ligesom de facto kunne forholde sig til, at der var blevet rykket militært ind
i Afghanistan. Det er en situation, som vi kan se på linje med den situation, der er i Irak i dag. Men det, at FN beslutter noget, behøver jo ikke at betyde, at man så bare skal kaste sig ud i det og lægge sig lige i halen på en amerikansk strategi, som handler om, at man skal vinde det her militært - en militær sejr, som der ikke er udsigt til på nogen måde, et forsøg på en militær sejr, som kun fører udviklingen i Afghanistan i den forkerte retning.

Tak for det svar. Jeg kan altså nu konstatere, at Enhedslisten synes, det er forkert, at man lægger sig i halen på et fuldstændig enigt FN, som i sikkerhedsrådsresolution nr. 1707 fra 2006 anbefaler, at Danmark og andre lande sender soldater til Afghanistan. Hvis det er at lægge sig i halen, har jeg det såmænd ret fint med det.

Krigen i Afghanistan var i modstrid med folkeretten. Man gik ind med begrundelsen, at man ville fjerne Al-Qaeda, de ansvarlige bag 11. september, uden at kunne bevise, at det i øvrigt forfærdelige styre, som var der, direkte var involveret i de forfærdelige hændelser den 11. september. Det var en handling, som betød, at man handlede direkte i modstrid med folkeretten.
     De resolutioner, som blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd lige efter den 11. september, indeholdt ikke ordet Afghanistan. Det gjorde de først, da den midlertidige regering blev nedsat i Afghanistan.
     I Enhedslisten har vi det sådan, at en FN-beslutning i FN's Sikkerhedsråd er en forudsætning for at foretage en militær indgriben. Det er ikke sådan, at man skal bakke op om en dum beslutning, heller ikke når den bliver taget i FN's Sikkerhedsråd. Men en beslutning i FN's Sikkerhedsråd er under alle omstændigheder en forudsætning for at gå i krig. Det er jo en forudsætning, som regeringen f.eks. ikke har overholdt i forbindelse med Irakkrigen, en ulovlig krig om olie, men det er i hvert fald en forudsætning, som altid skal være opfyldt, hvis Enhedslisten skal godkende militære interventioner.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges med 99 stemmer (V, S, DF, KF, RV og Leif Mikkelsen (UFG)) mod 12 (SF og EL).

Formanden:
Udenrigsministeren vil få meddelelse om denne beslutning.