Finansudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240  København K

Dato             28. november 2006

J. nr.           514-9

Deres ref.

  

 

Orientering om status på aktstykke nr. 9 af 4. oktober 2005 om gennemførelse af perrontilpasninger i forbindelse med indsættelse af DSB’s IC4 tog.

./.

 
I aktstykke nr. 9 af 4. oktober 2005 gav Folketingets Finansudvalg sin tilslutning til, at Banedanmark gennemførte en række perrontilpasninger i forbindelse med indsættelse af DSB’s IC4 tog. Kopi af aktstykket vedlægges.

Arbejderne med perrontilpasningerne er i aktstykket forudsat gennemført i 2005 og 2006. På den baggrund har jeg vurderet, at det ville være hensigtsmæssigt at give Finansudvalget en status for perrontilpasningerne.

Projektet

Arbejderne i forbindelse med IC4 omfatter perronforlængelse samt mindre sikringstekniske ændringer, herunder opstilling af standsningsmærker.

 

Behovet for perronforlængelse opstår, fordi et IC4-tog bestående af 4 togsæt i sin maksimale oprangering overstiger 300 m, som er de nuværende IC3-togs maksimale længde. Inklusiv standsningsmargin betyder det, at perronerne skal være ca. 330 m lange, hvis alle passagerdøre i et tog bestående af 4 sæt skal kunne være ved perron.

 

Aktstykket forudsætter forlængelse af perroner på stationerne Høje Tåstrup, Ringsted, Sorø, Korsør, Nyborg, Middelfart, Fredericia og Vejle Sygehus.

 

Som forudsætning for perronforlængelser indgår der i øvrigt de nødvendige signalflytninger, flytning af køreledningsmaster mv., samt i et enkelt tilfælde optagning af et sporskifte.

 

Ud over perronforlængelse udføres der mindre sikringstekniske ændringer (opstilling af standsningsmærker og i enkelte tilfælde signalflytninger) på strækningerne Kastrup – Århus, Århus – Frederikshavn, Vejle – Herning – Struer, Århus – Langå – Struer, Fredericia – Esbjerg, Sjællands Regionaltrafik samt Valby og Østerport fjern.

 

Status

Den detaljerede planlægning af perronforlængelse, signalflytninger mv. sker i et tæt samarbejde mellem Banedanmark og DSB.

 

 

Arbejdet med forlængelse af perroner er i gang og forløber frem til ultimo november 2006.

 

Banedanmark har oplyst, at perronforlængelsen ved Vejle Sygehus er planlagt som den sidste aktivitet, med mulighed for at den eventuelt kan udgå, da DSB ønsker mulighed for at revurdere behovet for at opretholde stationen. Der er således endnu ikke fastsat en udførelsestermin for perronforlængelse ved Vejle Sygehus. Da overvejelserne vedrørende behovet for opretholdelse af stationen og dermed forlængelse af perronen endnu ikke er afsluttet, kan denne del af projektet ikke forventes afsluttet i år, sådan som det er forudsat i aktstykket. Nedlæggelse af Vejle Sygehus station er et kontraktaktuelt og politisk spørgsmål, som jeg vil drøfte med forligskredsen. Jeg vil orientere udvalget, når der foreligger en beslutning om, hvad der skal ske med Vejle Sygehus station.

 

I forbindelse med afklaring af detaljer for opsætning af standsningsmærker (og i enkelte tilfælde signalflytninger) er der hen over sommeren sket en afklaring i forhold til IC-togenes placering i perronafsnit, så opsætning af mærker tilgodeser, at IC4-togene længdemæssigt ikke svarer til den nuværende perronopdeling. Banedanmark oplyser, at opsætning af mærker forventes at være færdig i løbet af 1. kvartal 2007.

 

Banedanmark har oplyst, at der er følgende ændringer i projektet i forhold til aktstykket:

 

·         I forbindelse med en detaljeret gennemgang af stationerne er der konstateret et behov for at forlænge perronen ved ét spor i Vejle med ca. 10 m, da det ikke er muligt at ændre signalforholdene, sÃ¥ hele toget kan komme til perron.

 

I det oprindelige projekt var det ikke forudsat, at perronen skulle forlænges. Der var kun forudsat en flytning af signalanlægget. Aktiviteten kan finansieres inden for den samlede ramme, men perronforlængelsen er endnu ikke udført.

 

·         I Aulum var der forudsat sikringstekniske ændringer i forbindelse med flytning af signaler for sikrings- og overkørselsanlæg. Det undersøges i øjeblikket, om arbejderne kan reduceres, herunder om det vil være billigere at forlænge den pÃ¥gældende perron, hvilket ikke oprindeligt var forudsat i aktstykket.

 

Økonomi

Udgifterne blev i aktstykke 9 af 4. oktober 2005 vurderet til i alt 35,2 mio. kr. Dette budgetgrundlag var behæftet med nogen usikkerhed, idet der ikke forelå detaljeret afklaring af alle forhold i projektet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Banedanmark har oplyst, at den seneste prognose viser, at projektet forventes holdt indenfor budgettet. I restbudgettet for 2007 er indlagt et beløb til opfølgning, justering og eventuel udbedring af eventuelle uhensigtsmæssigheder, når der foreligger erfaring med testkørsel.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen