Folketingets Økontaktudvalg



 

København, 10. oktober 2007

Sagsnr.: 8588

 

 

 

 

 

 

Folketingets Økontaktudvalg har ved skrivelse af 7. september 2007 (ØKU alm. del) anmodet om min besvarelse af spørgsmål 15:

 

Spørgsmål 15:

Vil ministeren redegøre for erstatningsreglerne til landmænd i forbindelse med etablering af vådområder?

 

Svar:

Etablering af vådområder er en del af Vandmiljøplan III, hvor målsætningen blandt andet er en reduktion af kvælstof og fosfor til vandmiljøet.

 

Under landdistriktsprogrammet 2007 til 13 er der mulighed for at yde tilskud til anlæg af vådområder og til pleje af arealerne i form af afgræsning og slåning. Dette er en videreførelse af ordningerne under det tidligere landdistriktsprogram. I 2007 og 2008 er der afsat i alt 90 mio. kr. til etablering og drift af vådområder. Pengene kan søges af blandt andet landmænd, private grundejere, virksomheder og kommuner.

 

I henhold til det danske programforslag kan Fødevareministeriet som kompensation for etablering af et varigt vådområde give ejere eller forpagtere af arealerne et fastholdelsestilskud, som udbetales over 20 år under forudsætning af, at ejerne accepterer, at området i al fremtid forbliver vådområde. Tilskuddets størrelse fastsættes ud fra den tidligere anvendelse af arealerne. Det årlige tilskud til fastholdelse i den 20-årige tilsagnsperiode udgør pr. ha 3.500 kr., 1.800 kr. eller 300 kr. afhængig af den forudgående arealanvendelse.

 

Fødevareministeriet kan ligeledes i henhold til programforslaget give tilskud til pleje af vådområder, som udbetales over 5 år. Dette tilskud udgør mellem 3.350 kr. pr. ha. og 200 kr. pr. ha. afhængig af arealets karakter og den type plejeforpligtelse, som ejer eller forpagter påtager sig.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Ulla Heiden