Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 5177 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF).

 

Spørgsmål:

 

”Kan ministeren oplyse, hvorledes man påtænker at bekæmpe udbredelsen af giftstoffet ricin, som kan anvendes ved terrorisme, herunder om man påtænker et forbud mod salg af planten kristpalme, hvorfra ricin kan udvindes?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Forsvarsministeriet.

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har oplyst følgende:

 

”Kristpalme (Ricinus communis) er vidt udbredt under subtropiske og tropiske himmelstrøg, hvor den bl.a. anvendes til udvinding af olie fra frøene og som prydplante. I Danmark anvendes den i beskedent omfang som enårig, frøsættende prydplante. Der er ingen plantesundhedsmæssige begrundelser for at forbyde dyrkning eller import af planten efter plantesundhedslovgivningen. Plantedirektoratet kontrollerer Ricinus communis for planteskadegørere på linje med andre plantearter ved indførsel til og dyrkning i Danmark, men fører ikke særskilt register over import og dyrkning af enkelte plantearter.

 

Sektor for planter og plantesundhed / Plantedirektoratet kan henvise til, at dyrkning af andre planter med human giftvirkning (f.eks. planter med euforiserende virkning) reguleres ved anden lovgivning, f.eks. dyrkningen af hamp ved bekendtgørelse nr. 698 af 31.august 1993 om euforiserende stoffer - specielt ændringen heraf ved bekendtgørelse 197 af 26. marts 1998. Bekendtgørelserne hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.”

 

Forsvarsministeriet har oplyst følgende:

 

”Som led i implementeringen af regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse af november 2005, anbefaling 42, nedsattes en arbejdsgruppe vedrørende analyse af kontrollen med farlige stoffer. Beredskabsstyrelsen varetog formandskabet i arbejdsgruppen, der afleverede sin rapport til Forsvarsministeriet den 28. april 2006. Rapporten blev i maj 2006 forelagt for Kriseberedskabsgruppen og skal nu implementeres ved de respektive myndigheder.

 

Forsvarsministeriet har på den baggrund anmodet Beredskabsstyrelsen indhente nedenstående udtalelse fra Arbejdsgruppen vedrørende analyse af kontrollen med farlige stoffer.

 

”Arbejdsgruppen vedrørende analyse af kontrollen med farlige stoffer blev nedsat i henhold til anbefaling 42 i regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse og har i sin rapport berørt tilgængeligheden af giftstoffet ricin.

 

I arbejdsgruppens rapport er der foretaget en kortlægning af reglerne for kontrol med farlige stoffer i de eksisterende forskrifter. Heri indgår C-våben-konventionen (konvention om forbud mod kemiske våben), hvori ricin er optaget på liste 1 på lige fod med en række andre traditionelle kemiske kampstoffer. C-våben-konventionen henhører i Danmark under Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort v/ Erhvervs- og Byggestyrelsen.

 

I henhold til Justitsministeriets bekendtgørelse om våben mv. er der nedlagt forbud mod import, udvikling, produktion, anvendelse, oplagring, salg, eksport, og besiddelse af kemiske våben som for eksempel ricin.

 

Det er arbejdsgruppens udgangspunkt, at det forudsætter en betydelig indsigt at kunne udvinde ricin fra plantemateriale. Endvidere anses ekspertviden for at være en nødvendighed, såfremt ricin agtes raffineret med henblik på at kunne anvendes som et effektivt kemisk våben.

 

Det er sammenfattende arbejdsgruppens opfattelse, at C-våbenkonventionen udgør et tilstrækkeligt grundlag for en effektiv kontrol med tilgængeligheden af ricin. Tilsvarende er det arbejdsgruppens opfattelse, at tilgængeligheden af ricin hidrørende fra illegal produktion ud fra plantemateriale begrænses væsentligt af de krav til viden, som er en forudsætning for en produktion. Af samme årsag er det arbejdsgruppens opfattelse, at tilgængeligheden endvidere begrænses i takt med den masseødelæggelseseffektivitet, der tilstræbes med ricinproduktion.

 

Med udgangspunkt i ovennævnte analyse har arbejdsgruppen alene fundet anledning til at give én anbefaling med direkte betydning for ricin:

 

”Arbejdsgruppen anbefaler, at det vurderes, om den opsøgende kontrolindsats i forbindelse med indførsel af eller handel med stoffer, der er omfattet af B- og C-våbenkonventionerne, kan skærpes.”

 

Forsvarsministeriet kan henholde sig til arbejdsgruppens bemærkninger.”