Dato:            24. maj 2006

Kontor:         Valgkontoret

J.nr.:             2006-4000-12

Sagsbeh.:   ABP

Fil-navn:       lovforslag/valgkredse/udvalgsspm/

                      spm 14 svar2

Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 14 (L 222), som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 18. maj 2006

 

Spørgsmål 14:

"Ministeren bedes opgøre konsekvenserne af, at der sker en deling af Region Sjælland i to storkredse; Sydjyllands Storkreds i to storkredse og Region Midtjylland i tre storkredse, således at hver af de ”nye” storkredse er tilnærmelsesvis lige store; at der fremkommer alternative forslag til grænsedragningen; at der ikke sker kommunebrud, men evt. kommunedelinger, således at den såkaldte ”tommelfingerregel” kan opretholdes."

 

Svar:

 

En deling af Region Sjælland, der ifølge lovforslaget udgør én storkreds (Sjællands Storkreds), i to storkredse vil kunne ske på to forskellige måder.

 

Ifølge alternativ 1 består den nordlige storkreds, Vestsjællands Storkreds, af Køge, Greve, Solrød, Roskilde, Lejre, Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner, mens den sydlige storkreds, Storstrøms Storkreds, består af Stevns, Faxe, Ringsted, Sorø og Slagelse, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner.

 

Vestsjællands Storkreds ville ved folketingsvalget den 8. februar 2005 have et vælgertal på 277.977 og Storstrøms Storkreds et vælgertal på 325.363 vælgere. Ved den stedlige fordeling af kredsmandater ud fra den samlede sum af folketallet den 1. januar 2005, vælgertallet den 8. februar 2005 og arealet den 1. januar 2004 gange 20, jf. folketingsvalglovens § 10, vil Vestsjællands Storkreds få 9 og Storstrøms Storkreds få 11 kredsmandater. Dette gælder, uanset om Sydjyllands Storkreds deles i to storkredse som nærmere angivet nedenfor eller udgør en storkreds.

 

Ved dette forslag til inddeling af Region Sjælland i to storkredse flyttes i forhold til den situation, hvor Region Sjælland udgør en storkreds, et kredsmandat fra Region Sjælland til Sydjylland, dvs. at antallet af kredsmandater i Region Sjælland reduceres fra 21 til 20, mens antallet af kredsmandater i Sydjylland øges fra 18 til 19.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har gennemregnet dette forslag til inddeling af Region Sjælland i to storkredse med stemmetallene fra folketingsvalgene i 2005, 2001, 1998, 1994 og 1990 for at udfinde, hvor mange mandater (kreds- og tillægsmandater) hvert parti ved de pågældende valg ville have opnået i hver af de to nye storkredse. Resultatet af disse beregninger viser, at Vestsjællands Storkreds efter tommelfingerreglen skal have 6 opstillingskredse og Storstrøms Storkreds 8 opstillingskredse svarende til det største antal mandater, et parti ved disse valg har opnået i storkredsen, + 2. Beregningerne er udarbejdet under den forudsætning, at Sydjyllands Storkreds deles i to storkredse som nærmere angivet nedenfor. Da Region Midtjylland er beliggende i en anden landsdel, er det uden betydning for beregningerne, om Region Midtjylland deles i to storkredse som efter lovforslaget eller i tre storkredse som nærmere angivet nedenfor.

 

Såfremt Vestsjællands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 6, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil Vestsjællands Storkreds kunne bestå af følgende 6 opstillingskredse svarende til tommelfingerreglen angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken eller hvilke kommuner kredsen omfatter: Køge og Lejre (59.199), Roskilde (58.583), Greve og Solrød (49.097), Holbæk (48.950), Kalundborg (36.771) og Odsherred (25.377).

 

Den mindste opstillingskreds (Odsherredkredsen) vil udgøre 55 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Vestsjællands Storkreds (46.330). Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Vestsjællands Storkreds (Kalundborgkredsen) vil blive 11.394 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Køgekredsen) vil blive 33.822 vælgere.

 

Til sammenligning kan oplyses, at Mariagerfjordkredsen (31.033) udgør 64 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Nordjyllands Storkreds, og at Assenskredsen (30.559) udgør 68 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Fyns Storkreds.

 

Såfremt Storstrøms Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 8, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil det for at undgå en uhensigtsmæssig spredning i størrelsen af opstillingskredse være nødvendigt at dele Næstved Kommune og Slagelse Kommune i hver to opstillingskredse. Såvel Næstved Kommune (59.184) som Slagelse Kommune (56.951) vil hver for sig være mere end dobbelt så store som Faxe Kommune (25.667), Ringsted Kommune (22.591), Sorø Kommune (21.230) og Stevns Kommune (16.601).

 

Næstved Kommune kunne inddeles i to opstillingskredse på den måde, at den ene kreds (Næstved Vest) kunne bestå af de nuværende Fuglebjerg og Suså Kommuner (11.126 vælgere) samt afstemningsområderne 20 (Engparken), 21 (Grønnegades Kaserne), 24 (Sct. Jørgens Skole), 26 (Lille Næstved), 27 (Herlufsholmhallen), 30 (Margretheskolen Fodby), 31 (Hyllinge), 32 (Karrebæk), 33 (Marvede) og 34 (Vallensved) i den nuværende Næstved Kommune (19.352 vælgere), dvs. i alt med 30.478 vælgere. Den anden kreds (Næstved Øst) kunne bestå af de nuværende Holmegård og Fladså Kommuner (11.068 vælgere) samt afstemningsområderne 22 (Kildemarkskolen), 23 (Lindebjergskolen), 25 (Kalbyrisskolen), 28 (Nøddeskovskolen), 29 (Rønnebæk) og 35 (Vejlø/Appenæs Samlingshus) i den nuværende Næstved Kommune (17.638 vælgere), dvs. i alt med 28.706 vælgere.

 

Slagelse Kommune kunne inddeles i to opstillingskredse på den måde, at den nuværende Slagelse Kommune udgør én kreds (Slagelse Øst) med 27.402 vælgere, og at de nuværende Korsør, Skælskør og Hashøj Kommuner udgør en anden kreds (Slagelse Vest) med 29.549 vælgere.

 

Storstrøms Storkreds kunne herefter bestå af følgende 9 opstillingskredse, hvilket er én mere end efter tommelfingerreglen, angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune eller hvilke kommuner kredsen omfatter: Guldborgsund (49.364), Ringsted og Sorø (43.821), Faxe og Stevns (42.268), Lolland (38.343), Vordingborg (35.432), Næstved Vest (30.478), Slagelse Vest (29.549), Næstved Øst (28.706) og Slagelse Øst (27.402).

 

Den mindste opstillingskreds (Slagelse Østkredsen) vil udgøre 76 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Storstrøms Storkreds (36.151). Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Vestsjællands Storkreds (Næstved Østkredsen) vil blive 1.304 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Guldborgsundkredsen) vil blive 21.962 vælgere.

 

Region Sjælland vil ved alternativ 2 kunne inddeles på den måde, at Vestsjællands Storkreds består af Roskilde, Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg samt Slagelse, Sorø og Ringsted Kommuner, mens Storstrøms Storkreds består af Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Faxe, Stevns, Køge, Solrød og Greve Kommuner. Ved dette forslag placeres i modsætning til alternativ 1 Slagelse, Sorø og Ringsted Kommuner i Vestsjællands Storkreds og Køge, Solrød og Greve Kommuner i Storstrøms Storkreds.

 

Vestsjællands Storkreds ville ved folketingsvalget den 8. februar 2005 have et vælgertal på 289.554 og Storstrøms Storkreds et vælgertal på 313.786 vælgere. Ved den stedlige fordeling af kredsmandater ud fra den samlede sum af folketallet den 1. januar 2005, vælgertallet den 8. februar 2005 og arealet den 1. januar 2004 gange 20, jf. folketingsvalglovens § 10, vil Vestsjællands Storkreds få 10 og Storstrøms Storkreds få 11 kredsmandater. Dette gælder, uanset om Sydjyllands Storkreds deles i to storkredse som nærmere angivet nedenfor eller udgør en storkreds.

 

Ved alternativ 2 vil Region Sjælland således få 21 kredsmandater svarende til Sjællands Storkreds, hvilket er ét kredsmandat mere end ved alternativ 1.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har gennemregnet dette forslag til inddeling af Region Sjælland i to storkredse med stemmetallene fra folketingsvalgene i 2005, 2001, 1998, 1994 og 1990 for at udfinde, hvor mange mandater (kreds- og tillægsmandater) hvert parti ved de pågældende valg ville have opnået i hver af de to nye storkredse. Resultatet af disse beregninger viser, at Vestsjællands Storkreds efter tommelfingerreglen skal have 7 opstillingskredse, dvs. én mere end efter alternativ 1, og Storstrøms Storkreds 8 opstillingskredse som ved alternativ 1 svarende til det største antal mandater, et parti ved disse valg har opnået i storkredsen, + 2.

 

Såfremt Vestsjællands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 7, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil det for at undgå en uhensigtsmæssig spredning i størrelsen af opstillingskredse være nødvendigt at dele Roskilde Kommune og Slagelse Kommune i hver to opstillingskredse. Såvel Roskilde Kommune (58.583) som Slagelse Kommune (56.951) vil hver for sig være mere end dobbelt så store som Odsherred Kommune (25.377), Ringsted Kommune (22.591), Sorø Kommune (21.230) og Lejre Kommune (19.101).

 

Roskilde Kommune kunne inddeles i to opstillingskredse på den måde, at den ene kreds (Roskilde Nord) består af den nuværende Gundsø Kommune (11.242) samt afstemningsområderne 2 (Klostermarken), 3 (Sct. Jørgen), 4 (Hedegården), 6 (Himmelev) i den nuværende Roskilde Kommune (20.782 vælgere), dvs. i alt med 32.024 vælgere. Den anden kreds (Roskilde Syd) består af den nuværende Ramsø Kommune (6.713) samt afstemningsområderne 1 (Midtbyen VUC), 5 (Østervang), 7 (Svogerslev Lynghøjskolen), 8 (Vindinge), 9 (Vor Frue) og 10 (Roskildehallen/Æblehaven) i den nuværende Roskilde Kommune (19.846 vælgere), dvs. i alt med 26.559 vælgere.

 

Slagelse Kommune kunne som i alternativ 1 inddeles i to opstillingskredse på den måde, at den nuværende Slagelse Kommune udgør én kreds (Slagelse Øst) med 27.402 vælgere, og at de nuværende Korsør, Skælskør og Hashøj Kommuner udgør en anden kreds (Slagelse Vest) med 29.549 vælgere.

 

Vestsjællands Storkreds kunne herefter bestå af følgende 8 opstillingskredse, hvilket er én mere end efter tommelfingerreglen, angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune eller hvilke kommuner kredsen omfatter: Kalundborg og Sorø (58.001), Holbæk (48.950), Ringsted og Lejre (41.692), Roskilde Nord (32.024), Slagelse Vest (29.549), Slagelse Øst (27.402), Roskilde Syd (26.559) og Odsherred (25.377).

 

Den mindste opstillingskreds (Odsherredkredsen) vil udgøre 70 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Vestsjællands Storkreds (36.194). Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Vestsjællands Storkreds (Roskilde Syd) vil blive 1.182 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Kalundborgkredsen) vil blive 32.624 vælgere.

 

Såfremt Storstrøms Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 8, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil det for at undgå en uhensigtsmæssig spredning i størrelsen af opstillingskredse være nødvendigt at dele Næstved Kommune i to opstillingskredse. Næstved Kommune (59.184) vil for sig selv være mere end dobbelt så stor som Faxe Kommune (25.677), Stevns Kommune (16.601) og Solrød Kommune (15.023).

 

Næstved Kommune kunne inddeles i to opstillingskredse svarende til alternativ 1.

 

Storstrøms Storkreds kunne herefter bestå af følgende 8 opstillingskredse svarende til tommelfingerreglen angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune eller hvilke kommuner kredsen omfatter: Guldborgsund (49.364), Greve og Solrød (49.097), Faxe og Stevns (42.268), Køge (40.098), Lolland (38.343), Vordingborg (35.432), Næstved Vest (30.478) og Næstved Øst (28.706).

 

Den mindste opstillingskreds (Næstved Østkredsen) vil udgøre 73 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Storstrøms Storkreds (39.223). Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Vestsjællands Storkreds (Næstved Vestkredsen) vil blive 1.772 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Guldborgsundkredsen) vil blive 20.658 vælgere.

 

Sydjyllands Storkreds vil kunne inddeles i 2 storkredse på den måde, at den ene sydøstlige storkreds, Sydøstjyllands Storkreds, kunne omfatte Fredericia, Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder Kommuner, mens den anden nordvestlige storkreds, Sydvestjyllands Storkreds, kunne omfatte Esbjerg, Fanø, Varde, Billund, Vejen og Vejle Kommuner.

 

Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 ville Sydøstjyllands Storkreds have et vælgertal på 271.708 vælgere og Sydvestjyllands Storkreds et vælgertal på 248.063. Ved den stedlige fordeling af kredsmandater ud fra den samlede sum af folketallet den 1. januar 2005, vælgertallet den 8. februar 2005 og arealet den 1. januar 2004 gange 20, jf. folketingsvalglovens § 10, vil Sydøstjyllands Storkreds få 10 kredsmandater, såfremt Region Sjælland deles i to storkredse svarende til alternativ 1, og 9 kredsmandater, såfremt Region Sjælland deles i to storkredse svarende til alternativ 2. Sydvestjyllands Storkreds vil få 9 kredsmandater, uanset om alternativ 1 eller alternativ 2 ved en deling af Region Sjælland i to storkredse anvendes.

 

Ved en deling af Region Sjælland svarende til alternativ 1 vil Sydøstjyllands og Sydvestjyllands Storkredse således få i alt 19 kredsmandater – svarende til det antal kredsmandater, Sydjyllands Storkreds ved en sådan deling af Region Sjælland ville få. Ved en deling af Region Sjælland svarende til alternativ 2 vil Sydøstjyllands og Sydvestjyllands Storkredse få i alt 18 kredsmandater – svarende til det antal kredsmandater, Sydjyllands Storkreds ved en sådan deling af Region Sjælland ville få. Den stedlige mandatfordeling vil være uafhængig af en eventuel yderligere opdeling i storkredse af Region Midtjylland, der henhører under en anden landsdel.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har gennemregnet dette forslag til inddeling af Sydjyllands Storkreds i to storkredse med stemmetallene fra folketingsvalgene i 2005, 2001, 1998, 1994 og 1990 for at udfinde, hvor mange mandater (kreds- og tillægsmandater) hvert parti ved de pågældende valg ville have opnået i hver af de to nye storkredse. Resultatet af disse beregninger viser, at Sydøstjyllands og Sydvestjyllands Storkredse efter tommelfingerreglen skal have 7 opstillingskredse hver svarende til det største antal mandater, et parti ved disse valg har opnået i hver af disse storkredse, + 2. Dette gælder, uanset om Region Sjælland deles som angivet i alternativ 1 eller 2. Inddelingen af Region Midtjylland i storkredse er uden betydning i denne sammenhæng, idet Region Midtjylland henhører under en anden landsdel.

 

Såfremt Sydøstjyllands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 7, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil storkredsen kunne bestå af følgende 7 opstillingskredse svarende til tommelfingerreglen afgrænset som i lovforslaget og angivet efter størrelse ud fra vælgertallet den 8. februar 2005: Sønderborg (56.201), Aabenraa (43.418), Haderslev (41.500), Fredericia (36.744), Kolding Syd (34.071), Tønder (30.103) og Kolding Nord (29.671).

 

Den mindste opstillingskreds (Kolding Nordkredsen) vil udgøre 76 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Sydøstjyllands Storkreds (38.815). Forskellen på den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Sydøstjyllands Storkreds (Tønder) vil blive 432 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Sønderborgkredsen) vil blive 26.530 vælgere.

 

Såfremt Sydvestjyllands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 7, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil storkredsen kunne bestå af følgende 7 opstillingskredse angivet efter størrelse ud fra vælgertallet den 8. februar 2005: Esbjerg By (48.524), Vejle Syd (39.481), Esbjerg Omegn (38.931), Vejle Nord (35.909), Varde (35.903), Vejen (30.229), og Billund (19.086). Opstillingskredsene er afgrænset som i lovforslaget, idet dog Vejen og Billund Kommuner, der efter lovforslaget tilsammen udgør Vejenkredsen, for at skaffe det fornødne antal opstillingskredse svarende til tommelfingerreglen udgør hver sin kreds.

 

Den mindste opstillingskreds (Billundkredsen) vil alene udgøre 54 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Sydvestjyllands Storkreds (35.438). Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Sydvestjyllands Storkreds (Vejen) vil blive 11.143 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Esbjerg Bykredsen) vil blive 29.438 vælgere.

 

Til sammenligning kan oplyses, at Mariagerfjordkredsen (31.033) udgør 64 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Nordjyllands Storkreds, og at Assenskredsen (30.559) udgør 68 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Fyns Storkreds.

 

Som et alternativ hertil vil det være en mulighed at lade Vejenkredsen bestå af Vejen og Billund Kommuner (49.315) og i stedet dele Esbjerg og Fanø Kommuner (87.455) i tre opstillingskredse, der gennemsnitligt ville få 29.152 vælgere.

 

En sådan deling kunne ske ved at danne en opstillingskreds, Esbjerg Sydkredsen, bestående af de nuværende Ribe (13.396) og Bramming (9.694) Kommuner, den del af Helle Kommune, der pr. 1. januar 2007 indgår i den nye Esbjerg Kommune (935) samt følgende afstemningsområder (4.128) i den nuværende Esbjerg Kommune: 8. Skads Skole (1.351), 13. Vester Nebel Skole (379), 14. Ølufvad Kro (182), 19. Opsneum Skole (233), 20. Tjæreborg Fritidscenter (1.983) samt de dele af 5. Bakkeskolen (300) og 7. Østerbycentret (150), der ifølge lovforslaget henhører til Esbjerg Omegnskredsen. Esbjerg Sydkredsen får herved et samlet vælgertal ved folketingsvalget den 8. februar 2005 på 28.603.

 

Esbjerg Midtkredsen kunne bestå af Fanø Kommune (2.432) samt følgende afstemningsområder (26.652) i den nuværende Esbjerg Kommune: 1. Områdecentret Strandby (5.833) 2. Esbjerg Rådhus (4.251) 4. Rørkjær Skole (3.375), 6. Boldesager Skole (4.899) samt de dele af 5. Bakkeskolen (4.604) og 7. Østerbycentret (3.690), der ifølge lovforslaget henhører til Esbjerg Bykredsen. Esbjerg Midtkredsen får herved et samlet vælgertal ved folketingsvalget den 8. februar 2005 på 29.084.

 

Esbjerg Nordkredsen kunne bestå af følgende afstemningsområder i den nuværende Esbjerg Kommune: 3. Skovbo (2.268), 10. Forum Skole (197), 11. Gjesing Skole (3.103), 12. Bryndum Skole (1.441), 15. Sædding Skole (5.500), 16. Hjerting Skole (5.213), 17. Guldager Skole (952), 18. Kokspang Skole (385), 21. Ungdomsklubben Askelunden (2.962), 22. Ådalskolen (2.607), 23. Blåbjerggårdskolen (3.000) og 24. Sønderrisskolen (2.140). Esbjerg Nordkredsen får herved et samlet vælgertal ved folketingsvalget den 8. februar 2005 på 29.768.

 

Sydvestjyllands Storkreds vil herefter bestå af følgende 7 opstillingskredse angivet efter størrelse ud fra vælgertallet den 8. februar 2005: Vejen (49.315), Vejle Syd (39.481), Vejle Nord (35.909), Varde (35.903), Esbjerg Nord (29.768), Esbjerg Midt (29.084) og Esbjerg Syd (28.603).

 

Den mindste opstillingskreds (Esbjerg Sydkredsen) vil udgøre 81 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Sydvestjyllands Storkreds (35.438). Forskellen mellem den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Sydvestjyllands Storkreds (Esbjerg Midtkredsen) vil blive 481 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Vejenkredsen) vil blive 20.712 vælgere.

 

En deling af Region Midtjylland, der i lovforslaget foreslås inddelt i to storkredse, Østjyllands Storkreds og Vestjyllands Storkreds, i tre storkredse vil kunne ske på to forskellige måder:

 

Ifølge alternativ 1 består den østlige storkreds, Østjylland, af Norddjurs, Syddjurs, Århus, Samsø og Odder Kommuner, dvs. Randers, Favrskov, Skanderborg, Horsens og Hedensted Kommuner afgives til den nye Midtjyllands Storkreds.

 

Den midterste storkreds, Midtjylland, består af Randers, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Horsens og Hedensted Kommuner, dvs. den nye storkreds modtager Randers, Favrskov, Skanderborg, Horsens og Hedensted Kommuner fra Østjyllands Storkreds som afgrænset i lovforslaget og Silkeborg Kommune fra Vestjyllands Storkreds som afgrænset i lovforslaget.

 

Den vestlige storkreds, Vestjylland, består af Lemvig, Struer, Skive, Viborg, Ikast-Brande, Herning, Ringkøbing-Skjern og Holstebro Kommuner, dvs. Silkeborg Kommune afgives til den nye Midtjyllands Storkreds.

 

Ifølge alternativ 2 består den østlige storkreds, Østjylland, alene af Norddjurs, Syddjurs og Århus Kommuner, mens Samsø og Odder Kommuner i stedet henføres til Midtjyllands Storkreds. Bortset herfra er inddelingen som ved alternativ 1.

 

Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 ville Østjyllands Storkreds ved alternativ 1 have et vælgertal på 297.298 vælgere og ved alternativ 2 på 278.559 vælgere, Midtjyllands Storkreds et vælgertal ved alternativ 1 på 289.750 og ved alternativ 2 på 308.489 vælgere, mens Vestjyllands Storkreds ved såvel alternativ 1 som alternativ 2 vil have et vælgertal på 308.893. Ved den stedlige fordeling af kredsmandater ud fra den samlede sum af folketallet den 1. januar 2005, vælgertallet den 8. februar 2005 og arealet den 1. januar 2004 gange 20, jf. folketingsvalglovens § 10, vil Østjyllands Storkreds ved alternativ 1 få 10 kredsmandater og ved alternativ 2 9 kredsmandater, Midtjyllands Storkreds ved alternativ 1 10 og ved alternativ 2 11 kredsmandater, mens Vestjyllands Storkreds ved såvel alternativ 1 som alternativ 2 vil få 11 kredsmandater. Den stedlige fordeling af kredsmandater vil være uafhængig af eventuelle delinger af Region Sjælland og Sydjyllands Storkreds, der henhører under en anden landsdel.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har gennemregnet disse forslag til inddeling af Region Midtjylland i tre storkredse med stemmetallene fra folketingsvalgene i 2005, 2001, 1998, 1994 og 1990 for at udfinde, hvor mange mandater (kreds- og tillægsmandater) hvert parti ved de pågældende valg ville have opnået i hver af de tre nye storkredse. Resultatet af disse beregninger viser, at Østjyllands, Midtjyllands og Vestjyllands Storkredse efter tommelfingerreglen skal have henholdsvis 7, 7 og 8 opstillingskredse hver svarende til det største antal mandater, et parti ved disse valg har opnået i hver af disse storkredse, + 2. Det gælder både ved alternativ 1 og alternativ 2. Inddelingen af Region Sjælland og Sydjylland i storkredse er uden betydning i denne sammenhæng, idet Region Sjælland og Sydjylland henhører under en anden landsdel.

 

Såfremt den nye Østjyllands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 7, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil det ved alternativ 1 være nødvendigt at lade Odder og Samsø Kommuner (18.739) udgøre deres egen opstillingskreds, uanset at den kun udgør 44 pct. af gennemsnitsstørrelsen (42.471) ved en deling af storkredsen i 7 opstillingskredse. Med henblik på at øge Odderkredsens andel af gennemsnitsstørrelsen og sikre det fornødne mindsteantal af opstillingskredse vil en mulighed kunne være at inddele Århus Kommune i 5 opstillingskredse som angivet i besvarelsen af spørgsmål nr. 1 og lade Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune udgøre hver sin opstillingskreds. Østjyllands Storkreds består herefter af 8 opstillingskredse, hvilket er én mere end efter tommelfingerreglen.

 

Den nye Østjyllands Storkreds kunne herefter ved alternativ 1 bestå af følgende 8 opstillingskredse angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune eller hvilke kommuner kredsen omfatter: Århus Øst (46.483), Århus Midt (45.894), Århus Nord (43.068), Århus Vest (42.845), Århus Syd (41.521), Syddjurs (29.869), Norddjurs (28.879) samt Odder og Samsø (18.739).

 

Den mindste opstillingskreds (Odderkredsen) vil udgøre 50 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Østjyllands Storkreds (37.162). Forskellen på den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Østjyllands Storkreds (Norddjurskredsen) vil blive 10.140 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Århus Østkredsen) vil blive 27.744 vælgere.

 

Ved alternativ 2 kunne den nye Østjyllands Storkreds bestå af følgende 7 opstillingskredse svarende til tommelfingerreglen angivet efter størrelse ud fra vælgertallet ved folketingsvalget den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune kredsen omfatter: Århus Øst (46.483), Århus Midt (45.894), Århus Nord (43.068), Århus Vest (42.845), Århus Syd (41.521), Syddjurs (29.869) og Norddjurs (28.879).

 

Den mindste opstillingskreds (Norddjurskredsen) vil udgøre 72½ pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Østjyllands Storkreds (39.794). Forskellen på den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Østjyllands Storkreds (Syddjurs) vil blive 504 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Århus Østkredsen) vil blive 17.604 vælgere.

 

Til sammenligning kan oplyses, at Mariagerfjordkredsen (31.033) udgør 64 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Nordjyllands Storkreds, og at Assenskredsen (30.559) udgør 68 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Fyns Storkreds.

 

Såfremt den nye Midtjyllands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 7, vil det ved alternativ 1 være nødvendigt at foretage en deling af enten Randers Kommune (69.444) eller Silkeborg Kommune (61.858), idet der ellers kun vil være 6 opstillingskredse i storkredsen svarende til storkredsens kommuner (Randers, Silkeborg, Horsens, Skanderborg, Hedensted og Favrskov). Ved alternativ 2 vil det ligeledes være nødvendigt at foretage en deling af enten Randers Kommune eller Silkeborg Kommune, idet de to yderligere kommuner (Samsø og Odder), der tilføres Midtjyllands Storkreds ikke blot hver for sig, men også tilsammen er for små til for sig selv at udgøre en opstillingskreds. Ved en deling af såvel Randers Kommune som Silkeborg Kommune vil storkredsen herefter bestå af 8 opstillingskredse, hvilket er én mere end, hvad der følger af tommelfingerreglen.

 

Silkeborg Kommune vil kunne deles i to opstillingskredse svarende til lovforslaget. Randers Kommune vil kunne deles i to opstillingskredse som nærmere angivet i besvarelsen af spørgsmål nr. 7

 

Midtjyllands Storkreds vil herefter ved alternativ 1 kunne bestå af følgende 8 opstillingskredse angivet efter størrelse ud fra vælgertallet den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune kredsen omfatter: Horsens (56.500), Skanderborg (38.739), Randers Syd (35.239), Randers Nord (34.205), Silkeborg Syd (32.475), Hedensted (31.689), Favrskov (31.520) og Silkeborg Nord (29.383).

 

Ved alternativ 2 vil Midtjyllands Storkreds ligeledes kunne bestå af 8 opstillingskredse, nemlig de følgende angivet efter størrelse ud fra vælgertallet den 8. februar 2005 og ud fra, hvilken (del af en) kommune eller hvilke kommuner kredsen omfatter: Skanderborg, Odder og Samsø (57.478), Horsens (56.500), Randers Syd (35.239), Randers Nord (34.205), Silkeborg Syd (32.475), Hedensted (31.689), Favrskov (31.520) og Silkeborg Nord (29.383).

 

Ved ingen af alternativerne sker der i modsætning til lovforslaget kommunebrud i Randers og Horsens Kommuner.

 

Den mindste opstillingskreds (Silkeborg Nordkredsen) vil ved alternativ 1 udgøre 81 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Midtjyllands Storkreds (36.219) og ved alternativ 2 76 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i storkredsen (38.561). Forskellen på den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Midtjyllands Storkreds (Favrskov) vil ved begge alternativer blive 2.137 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds vil ved alternativ 1 (hvor Horsenskredsen er den største opstillingskreds) blive 27.117 vælgere og ved alternativ 2 (hvor Skanderborgkredsen er den største opstillingskreds) blive 28.095 vælgere.

 

Såfremt den nye Vestjyllands Storkreds skal bestå af et antal opstillingskredse, der mindst svarer til tommelfingerreglen, dvs. mindst 8, og der ikke må ske kommunebrud, men eventuelt kommunedelinger, vil storkredsen kunne bestå af følgende 9 opstillingskredse som afgrænset i lovforslaget angivet efter størrelse ud fra vælgertallet den 8. februar 2005: Ringkøbing (41.795), Holstebro (41.673), Skive (36.142), Viborg Vest (35.514), Struer (33.676), Viborg Øst (30.726), Herning Nord (30.568), Herning Syd (30.330) og Ikast (28.469). Antallet af opstillingskredse er én mere end efter tommelfingerreglen.

 

Den mindste opstillingskreds (Ikastkredsen) vil udgøre 83 pct. af gennemsnitsstørrelsen på opstillingskredsene i Vestjyllands Storkreds (34.321). Forskellen på den mindste og den næstmindste opstillingskreds i Vestjyllands Storkreds (Herning Syd) vil blive 1.861 vælgere. Forskellen mellem den mindste og den største opstillingskreds (Ringkøbingkredsen) vil blive 13.326 vælgere.