ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

3. maj 2006

 

Besvarelse af spørgsmål 1 ad L 197 stillet af Erhvervsudvalget den 28. april 2006.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 1:

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 28. april 2006 fra Forsikring & Pension, jf. L 197 – bilag 5.

 

Svar:

Indledningsvis skal jeg bemærke, at forsikringsselskaber principielt kan undtages fra den foreslåede § 71, stk. 1, nr. 7, fordi forsikringsselskaberne ikke er omfattet af de direktiver, som lovforslaget tilsigter at gennemføre. En sådan undtagelse vil dog fremstå, som om forsikringsselskaber ikke skal indrette sig, så risikoen for interessekonflikter mindskes. Det vil efter min mening være et uheldigt signal at sende.

 

Selvom der er tale om en ny bestemmelse, bør alle finansielle virksomheder efter min opfattelse allerede i dag være opmærksomme på forholdene omkring interessekonflikter, fordi det er et vigtigt element i det at drive finansiel virksomhed. Det vil derfor komme bag på mig, hvis der skal ske store ændringer i de administrative procedurer på baggrund af den nye regel.

 

Det er ligeledes et gennemgående træk i den finansielle lovgivning, at de samme regler skal gælde for alle finansielle virksomheder, medmindre der for enkelte virksomhedstyper er særlige grunde til at afvige fra dette princip. Sådanne særlige grunde foreligger efter min opfattelse ikke her.

 

Det er korrekt, som anført af Forsikring & Pension, at det er regeringens erklærede mål at lette de administrative byrder for erhvervslivet. Regeringen har som et led heri søsat flere projekter, der nærmere skal analysere, hvor dette bedst kan lade sig gøre.

 

Den foreslåede ændring af § 71 angiver, ligesom den gældende § 71, nogle overordnede principper for god administrativ praksis og interne kontrolprocedurer m.v. for de finansielle virksomheder. Det er valgt ikke at fastsætte detaljerede regler herfor i loven. I stedet er der i bestemmelsen i lovens § 71, stk. 2, givet Finanstilsynet mulighed for at udstede vejledninger om de nævnte områder. Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at Finanstilsynet skal drøfte sådanne vejledninger med brancheorganisationerne indenfor den finansielle sektor, inden de udstedes.

 

En eventuel vejledning vedrørende forsikringsbranchens håndtering og forebyggelse af interessekonflikter skal altså drøftes med Forsikring og Pension inden udstedelsen.

 

Endelig skal jeg bemærke, at det som Forsikring & Pension anfører om "de omhandlede former, procedurer og mekanismer", der fremgår af lovbemærkningerne til forslaget til § 71, bl.a. indebærer, at de pågældende procedurer m.v. skal være proportionale med arten, omfanget og kompleksitetsgraden af den enkelte virksomheds aktiviteter. Det gælder også for interessekonflikter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk