Ændringsforslag til L 153

[udvidet beskyttelse af den positive foreningsfrihed og forbud mod bestemmelser om foreningers fortrinsret til anvisning af organiseret arbejdskraft.]

 

 

Til § 1

 

 

1) I nr. 8 indsættes i § 4c, stk. 1, efter 1. pkt. som nyt punktum:

 

”Tilsvarende gælder bestemmelser i kollektive overenskomster eller aftaler, der berettiger eller forpligter en arbejdsgiver til udelukkende eller fortrinsvis at beskæftige lønmodtagere, der ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening.”

 

2) I nr. 8 indsættes i § 4c, stk. 3 efter ”eneret”:

 

”eller fortrinsret”.

 

 

Bemærkninger til 1)

 

Med henblik på at sikre en ensartet beskyttelse af den positive og den negative foreningsfrihed foreslås det, at indsætte en bestemmelse om at også aftalebestemmelser, der er egnede til at begrænse retten til at være medlem af en forening, dvs. den positive foreningsfrihed, i lighed med eksklusivaftaler bliver ugyldige som følge af lovforslaget.

 

Forslaget skal dermed sikre, at der ikke i kollektive aftaler eller overenskomster kan stilles krav om, at en medarbejder ikke må være medlem af en forening eller en bestemt forening.

 

Fx indeholder Hovedaftalen mellem DA og LO en bestemmelse, der er egnet til at begrænse visse lønmodtageres positive foreningsfrihed. Efter bestemmelsen kan arbejdsledere af arbejdsgiveren efter samråd med den pågældende kræves holdt udenfor medlemskab af en arbejderorganisation. Sådanne bestemmelser vil fremover være ugyldige.

 

Forslaget vedrører alene beskyttelsen af den positive foreningsfrihed. Forslaget ændrer derimod ikke ved det forhold, at virksomhedens kollektive overenskomster på den pågældende arbejdsplads er indgået under den generelle forudsætning, at den ikke omfatter arbejdsledende funktioner. Retten til at forblive medlem af en organisation medfører ingen ændring af denne forudsætning. Forslaget griber altså ikke ind i bestående organisationsmæssige relationer om kollektive interesser på det private arbejdsmarked og berører dermed ikke princippet om og afgrænsningen af, at disse medarbejdere ikke kan omfattes af virksomhedens kollektive overenskomster for menige medarbejdere, og at de heller ikke kan omfattes af kollektive kampskridt.   

   

 

Bemærkninger til 2)

 

Efter lovforslagets § 4c, stk. 3, bliver aftaler om fagforeningers eneret til at anvise arbejdskraft ugyldige.

 

I forbindelse med høringen over lovforslaget er det blevet oplyst, at en række overenskomster tillige indeholder bestemmelser, der ikke blot giver en fagforening eneret på anvisning af arbejdskraft, men også bestemmelser, hvorefter anvisning af arbejdskraft fortrinsvis skal ske gennem den overenskomstbærende fagforening. Virkningen af sådanne bestemmelser er, at arbejdsgiveren ved ansættelser er forpligtet til at gå via fagforeningen. Aftalebestemmelser, der enten giver et forbund eneret eller fortrinsret til at anvise arbejdskraft fører reelt til, at foreningsforholdet tillægges betydning i forbindelse med ansættelse, idet medlemskab bliver en forudsætning for at en person kan komme i betragtning til ansættelse. I lighed med eksklusivaftaler begrænser denne type aftaler retten til at stå uden for en forening. Da formålet med lovforslaget er at sikre, at der ikke lægges vægt på foreningsmæssigt tilhørsforhold i forbindelse med ansættelse, foreslås det indsat i § 4 c, stk. 3, at aftalebestemmelser, der giver bestemte fagforeninger fortrinsret til anvisning af arbejdskraft til arbejdsgivere, der er omfattet af den pågældende kollektive overenskomst, ligeledes bliver ugyldige.

 

Med Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 11. januar 2006 er det fastslået, at retten til ikke at blive tvunget ind i en forening også er beskyttet i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11. For at sikre beskyttelsen af den negative foreningsfrihed fuldt ud og dermed sikre at den danske lovgivning lever op til kravene fra Menneskerettighedsdomstolen, er det efter regeringens vurdering nødvendigt også at gøre op med de aftalebestemmelser, der giver fagforeninger en eneret eller en fortrinsret til at anvise arbejdskraft til de arbejdsgivere, der er omfattet af den pågældende overenskomst. Sådanne aftalebestemmelser er egnede til at begrænse lønmodtageres reelle muligheder for at stå uden for en fagforening eller en bestemt fagforening, hvis de ønsker ansættelse hos den pågældende arbejdsgiver. Efter regeringens vurdering går ændringsforslaget ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at leve op til dommen fra Menneskerettighedsdomstolen.