Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 29. marts 2006

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold

(Beskyttelse af den negative foreningsfrihed)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

 

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. februar 2006 og var til 1. behandling den 2. marts 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Lovforslaget blev sendt i høring samtidig med fremsættelsen. Den 23. februar og den 1. marts 2006 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar til udvalget. Den 27. februar 2006 sendte beskæftigelsesministeren et notat om høringssvarene til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Kristelig Fagbevægelse. Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.

Deputationer

Endvidere har Kristelig Fagbevægelse mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Venstres medlemmer af udvalget ser vedtagelsen af dette lovforslag som en stor sejr for den personlige frihed. Venstre har igennem mange år kæmpet for en afskaffelse af eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked. Desværre måtte der en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til, før eksklusivaftalerne kunne afskaffes.

Omkring 200.000 danske lønmodtagere har været omfattet af eksklusivaftaler. 200.000 lønmodtagere har dermed ikke kunne skifte til en anden fagforening, eller melde sig ud af deres nuværende fagforening uden risiko for at miste deres arbejde. Disse lønmodtagere har dermed ikke haft mulig for at foretage et frit valg af fagforening.

For Venstre er det centralt, at det er den enkelte borgers eget valg, om man vil være medlem af en forening eller ej, eller hvilken forening man vil være medlem af. Det har ikke været tilfredsstillende, at medlemskab af en bestemt fagforening har været afgørende for, om man måtte arbejde på en bestemt arbejdsplads.

Medlemskab af en fagforening skal være et frit valg for den enkelte. Tvangsmæssige medlemskaber hører ikke hjemme i et moderne samfund. Medlemskab af en forening bør være en aktiv beslutning, fordi et medlem ser fordele i at melde sig ind − ikke på grund af tvang.

Venstre glæder sig samtidig over, at forbuddet mod eksklusivaftalerne også sikrer, at ingen lønmodtagere mod deres vilje tvinges til at støtte politiske partier, som man ikke sympatiserer med. Uanset frameldingskuponer har fagforeningsmedlemmer ikke kunne fravælge at yde støtte til, at nogle fagforeninger i eksempelvis folketingsvalgkampe har indrykket annoncer i dagspressen med det formål at støtte bestemte partier.

En afskaffelse af eksklusivaftalerne på det danske arbejdsmarked øger den personlige frihed, og Venstre er meget tilfreds med, at det nu ikke længere er muligt at forhindre lønmodtagere i at tage arbejde ved at kræve medlemskab af en bestemt fagforening.

Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at man rundt om i Europa berømmer den danske aftalemodel, der bygger på, at det er fagforeninger og arbejdsgivere, der gennem overenskomster selv aftaler løn- og arbejdsvilkårene på arbejdsmarkedet.

Ikke mindst på grund af denne særlige danske model på arbejdsmarkedet og på grund af den organisering, dansk fagbevægelse gennem hundrede år har opnået på det danske arbejdsmarked, er det danske arbejdsmarked et af de fredeligste i Europa, og den danske økonomi og konkurrenceevne er som følge deraf en af Europas stærkeste.

Uanset netop den gode organisering på det danske arbejdsmarked og uanset, at eksklusivaftalerne netop har været et af aftalesystemets grundpiller, har nærværende lovforslag til formål at gribe ind i det frie aftalesystem og forbyde eksklusivaftaler, som arbejdsgivere og lønmodtagere frivilligt har forhandlet sig frem til.

Men ifølge Menneskerettighedsdomstolen er eksklusivaftaler i strid med foreningsfriheden.

Socialdemokratiet og SF er uenig i denne dom og uenig i hele den præmis, som dommen er bygget på. Men i denne som i alle andre sager, har Socialdemokratiet og SF naturligvis respekt for de domme, der afsiges af Menneskerettighedsdomstolen, og støtter som følge deraf den lovgivning, der skal til for at bringe dansk ret i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Socialdemokratiet og SF har tillige noteret sig, at den samlede fagbevægelse også har anerkendt dommen og allerede har taget konsekvensen heraf og tilpasset overenskomsterne på arbejdsmarkedet.

Socialdemokratiet og SF tilslutter sig grundlæggende det forhold, at lovforslaget alene kommer til at regulere foreningsforholdene ved ansættelse og afskedigelse, og vil overvåge, at der ikke sker overfortolkninger af dommen, der kan ødelægge aftaleforholdene på arbejdsmarkedet.

Socialdemokratiet og SF er glade for, at ministeren har imødekommet LO’s forslag, der sikrer, at retten til at være medlem af en fagforening og retten til ikke at være medlem af en fagforening ligestilles.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlem af udvalget er af den opfattelse, at den dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som er begrundelsen for lovforslaget, hviler på et fejlagtigt grundlag og er en politisk dom.

Den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 11 er en entydig bekendelse til den positive foreningsfrihed: »Enhver har ret til at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.«

Af forarbejderne til konventionen fremgår det ydermere, at den negative foreningsfrihed bevidst er fravalgt i konventionen.

Det er således betænkeligt, at et flertal af dommere kan træffe en afgørelse, der er i modstrid med konventionen, men følger deres egen personlige overbevisning. Den korrekte fremgangsmåde havde selvfølgelig været at søge konsensus om en ny formulering af artikel 11, hvis der er utilfredshed med den eksisterende.

Det er på trods af den aktuelle uenighed Enhedslistens opfattelse, at domstolens afgørelser skal efterleves. Dette nødvendiggør imidlertid ikke en lovgivning. Eksklusivaftalerne er del af gældende overenskomster, altså del af en samlet pakke, hvor et lovindgreb nu betyder en statslig indgriben i og forrykkelse af balancen i eksisterende aftaler udelukkende til gavn for den ene part. Hvis Folketingets flertal havde respekt for den af dem selv så højt besungne danske model, så havde man overladt til parterne selv at implementere domstolsafgørelsen ved de kommende overenskomstforhandlinger.

At lovgivningen ensidigt er vendt mod fagbevægelsen fremgår yderligere af det faktum, at lovforslaget går videre end dommen. Dommen forholder sig til spørgsmålet om retten til at afskedige folk, der ikke er medlem af en bestemt fagforening. Lovforslaget lader det imidlertid ikke blive ved det, men gør samtidig overenskomstmæssige aftaler om anvisning af arbejdskraft gennem fagforeninger og de såkaldte fortrinsklausuler ulovlige.

Denne fagforeningsfjendtlige hensigt fremgår yderligere af, at lovforslaget også går videre end det lovforslag, regeringen fremsatte i 2003.

Når man ser den ildhu, hvormed regeringen (over)implementerer domstolsafgørelsen til dansk lov under henvisning til menneskerettigheder, kan man undre sig over, at regeringen ikke for længst har omsat de ILO-konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, til lov.

Ligeledes kan man undre sig over, at regeringen ikke ophæver blokadecirkulæret fra 1976, der gør det muligt at straffe blokader efter politivedtægtens § 3 om forstyrrelse af den offentlige ro og orden − et cirkulære, der svækker fagbevægelsens muligheder for at gennemføre kampskridt, der kan sikre overenskomstdækning.

Dette kan imidlertid nemt forklares, hvis man indser, at lovforslaget ikke drejer sig om menneskerettigheder, men tværtimod er udtryk for et længe ønsket nyliberalt forsøg på at tilbagerulle hævdvundne rettigheder og forrykke balancen på det danske arbejdsmarked − et angreb, der ganske svarer til det, Thatcherregeringen gennemførte i England i 1980’erne med henblik på at svække fagbevægelsen.

Enhedslisten vil dog støtte det ændringsforslag, beskæftigelsesministeren har stillet, som i det mindste sikrer, at den negative foreningsfrihed ikke vægtes højere end den positive, sådan som det var tilfældet i det oprindelige lovforslag.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 1

   1) I det under nr. 8 foreslåede § 4 c, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Tilsvarende gælder bestemmelser i kollektive overenskomster eller aftaler, der berettiger eller forpligter en arbejdsgiver til udelukkende eller fortrinsvis at beskæftige lønmodtagere, der ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening.«

[Aftalebestemmelser]

Af   beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

   2) I det under nr. 8 foreslåede § 4 c, stk. 3, indsættes efter »eneret« ordet: »eller fortrinsret«.

[Fortrinsret]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med henblik på at sikre en ensartet beskyttelse af den positive og den negative foreningsfrihed foreslås det at indsætte en bestemmelse om, at også aftalebestemmelser, der er egnede til at begrænse retten til at være medlem af en forening, dvs. den positive foreningsfrihed, i lighed med eksklusivaftaler bliver ugyldige som følge af lovforslaget.

Ændringsforslaget skal dermed sikre, at der ikke i kollektive aftaler eller overenskomster kan stilles krav om, at en medarbejder ikke må være medlem af en forening eller en bestemt forening.

F.eks. indeholder Hovedaftalen mellem DA og LO en bestemmelse, der er egnet til at begrænse visse lønmodtageres positive foreningsfrihed. Efter bestemmelsen kan arbejdsledere af arbejdsgiveren efter samråd med den pågældende kræves holdt udenfor medlemskab af en arbejderorganisa-tion. Sådanne bestemmelser vil fremover være ugyldige.

Ændringsforslaget vedrører alene beskyttelsen af den positive foreningsfrihed. Ændringsforslaget ændrer derimod ikke ved det forhold, at virksomhedens kollektive overenskomster på den pågældende arbejdsplads er indgået under den generelle forudsætning, at den ikke omfatter arbejdsledende funktioner. Retten til at forblive medlem af en organisation medfører ingen ændring af denne forudsætning. Ændringsforslaget griber altså ikke ind i bestående organisationsmæssige relationer om kollektive interesser på det private arbejdsmarked og berører dermed ikke princippet om og afgrænsningen af, at disse medarbejdere ikke kan omfattes af virksomhedens kollektive overenskomster for menige medarbejdere, og at de heller ikke kan omfattes af kollektive kampskridt.

Til nr. 2

Efter lovforslagets § 4 c, stk. 3, bliver aftaler om fagforeningers eneret til at anvise arbejdskraft ugyldige.

I forbindelse med høringen over lovforslaget er det blevet oplyst, at en række overenskomster tillige indeholder bestemmelser, der ikke blot giver en fagforening eneret på anvisning af arbejdskraft, men også bestemmelser, hvorefter anvisning af arbejdskraft fortrinsvis skal ske gennem den overenskomstbærende fagforening. Virkningen af sådanne bestemmelser er, at arbejdsgiveren ved ansættelser er forpligtet til at gå via fagforeningen. Aftalebestemmelser, der enten giver et forbund eneret eller fortrinsret til at anvise arbejdskraft, fører reelt til, at foreningsforholdet tillægges betydning i forbindelse med ansættelse, idet medlemskab bliver en forudsætning for, at en person kan komme i betragtning til ansættelse. I lighed med eksklusivaftaler begrænser denne type aftaler retten til at stå uden for en forening. Da formålet med lovforslaget er at sikre, at der ikke lægges vægt på foreningsmæssigt tilhørsforhold i forbindelse med ansættelse, foreslås det indsat i § 4 c, stk. 3, at aftalebestemmelser, der giver bestemte fagforeninger fortrinsret til anvisning af arbejdskraft til arbejdsgivere, der er omfattet af den pågældende kollektive overenskomst, ligeledes bliver ugyldige.

Med Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 11. januar 2006 er det fastslået, at retten til ikke at blive tvunget ind i en forening også er beskyttet i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11. For at sikre beskyttelsen af den negative foreningsfrihed fuldt ud og dermed sikre, at den danske lovgivning lever op til kravene fra Menneskerettighedsdomstolen, er det efter regeringens vurdering nødvendigt også at gøre op med de aftalebestemmelser, der giver fagforeninger en eneret eller en fortrinsret til at anvise arbejdskraft til de arbejdsgivere, der er omfattet af den pågældende overenskomst. Sådanne aftalebestemmelser er egnede til at begrænse lønmodtageres reelle muligheder for at stå uden for en fagforening eller en bestemt fagforening, hvis de ønsker ansættelse hos den pågældende arbejdsgiver. Efter regeringens vurdering går ændringsforslaget ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at leve op til dommen fra Menneskerettighedsdomstolen.

  Charlotte Antonsen (V) Â  Erling Bonnesen (V) fmd.  Tina Nedergaard (V) Â  Marion Pedersen (V) Â  Jens Vibjerg (V) Â  Bent Bøgsted (DF) Â  Colette L. Brix (DF) Â  Jakob Axel Nielsen (KF) Â  Tom Behnke (KF) Â  Thomas Adelskov (S) Â  Kim Mortensen (S) nfmd.  Jytte Andersen (S) Â  Anne‑Marie Meldgaard (S) Â  Lone Møller (S) Â  Elisabeth Geday (RV) Â  Ole Sohn (SF) Â  Jørgen Arbo‑Bæhr (EL) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)	52		Enhedslisten (EL)	6
Socialdemokratiet (S)	47		Siumut (SIU)	1
Dansk Folkeparti (DF)	24		Tjóðveldisflokkurin (TF)	1
Det Konservative Folkeparti (KF)	18		Fólkaflokkurin (FF)	1
Det Radikale Venstre (RV)	17		Inuit Ataqatigiit (IA)	1
Socialistisk Folkeparti (SF)	11

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 153

Bilagsnr.	Titel
1	Henvendelse af 15/2-06 fra Kristelig Fagbevægelse
2	Høringssvar, fra beskæftigelsesministeren
3	Høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren
4	Supplerende høringssvar, fra beskæftigelsesministeren
5	Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6	Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7	Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
8	1. udkast til betænkning
9	2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 153

Spm.nr.	Titel
1	Spm. om kommentar til henvendelse af 15/2-06 fra Kristelig Fagbevægelse, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2	Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag til § 4 c, så den også omfatter aftalebestemmelser, der svækker beskyttelse af positiv foreningsfrihed, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3	Spm., om lovforslaget går videre, end hvad dommene fra Menneskerettighedsdomstolen tilsiger, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4	Spm., om dommen ved Menneskerettighedsdomstolen giver belæg for udvidelse af lovforslaget, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5	Spm. om nødvendigheden i at ulovliggøre overenskomstaftaler med eksklusivbestemmelser, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå