Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 546 af 11. september 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministerens kommentar udbedes til henvendelsen af 9. september 2006 vedrørende fastholdelse af No Limit Texas Hold’em turneringspoker som værende hasard, fra Dansk Poker Union, jf. REU alm. del – bilag 807.”

 

Svar:

 

1. Dansk Poker Union har i sin seneste henvendelse bl.a. anført, at ved den form for pokerturnering, som unionen tidligere har ansøgte om tilladelse til at afholde, har spillerne ikke mulighed for at købe sig ind i turneringen igen, når de ikke har flere spillemærker (”Freeze Out”). Spillerne har således ikke mulighed for at købe sig ind i turneringen igen, når de ikke har flere spillemærker (”re-buy”), ligesom spillerne ikke kan købe flere spillemærker under pokerturneringen (”add-on”). Dansk Poker Union foreslår i den forbindelse, at der på en række nærmere angivne betingelser bør kunne udstedes licens til at udbyde turneringspoker i foreningsregi.  

 

2. Det følger af straffelovens § 203, stk. 1, at den, som søger erhverv ved hasardspil eller væddemål af tilsvarende art, der ikke ifølge særlig bestemmelse er tilladt, eller ved at fremme sådant spil, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

 

Det følger endvidere af straffelovens § 204, stk. 1, at den, som på offentligt sted yder husrum til eller foranstalter utilladt hasardspil, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter straffelovens § 204, stk. 2, ligestilles foreningslokaler med offentligt sted, når enten enhver eller enhver af en vis samfundsklasse som regel kan opnå optagelse i foreningen, eller utilladt hasardspil indgår i foreningens formål, eller der erlægges særlig betaling for deltagelse i spillet. Endelig følger det af straffelovens § 204, stk. 3, at den, som på offentligt sted deltager i utilladt hasardspil, straffes med bøde.

 

Ved hasardspil forstås traditionelt spil om (ikke helt ubetydelige) økonomiske værdier, hvis udfald (næsten) kun beror på tilfældet.

 

3. Efter spillekasinolovens § 1, stk. 1, kan justitsministeren meddele tilladelse til oprettelse og drift af spillekasinoer, hvilket giver mulighed for at imødekomme efterspørgslen på hasardspil på lovlig vis. På spillekasinoerne må der spilles roulette, baccarat og black jack, ligesom justitsministeren kan tillade andre former for spil, herunder poker, jf. spillekasinolovens § 2, stk. 1 og 2. Der er således indenfor rammerne af den gældende lovgivning mulighed for at deltage i pokerturneringer.

 

4. Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 413 fra Folketingets Retsudvalg, hvortil der henvises, anses bl.a. poker i retspraksis for hasardspil, og det er Justitsministeriets opfattelse, at poker, som afvikles i turneringsform – uanset i hvilken form pokerturneringen afvikles - ligeledes må betragtes som hasard.

 

Endvidere er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for at meddele foreninger en særlig tilladelse til at afholde visse former for pokerturneringer, idet de danske spillekasinoer efter den gældende lovgivning har mulighed for at afholde forskellige former for pokerturneringer under kontrollerede forhold.

 

Endelig er det Justitsministeriets opfattelse, at der navnlig ud fra ordens- og kontrolmæssige synspunkter og i lyset af de hensyn, som straffelovens forbud mod hasardspil i øvrigt hviler på, ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at overveje ændringer med hensyn til forbuddets udstrækning. Justitsministeriet lægger herved afgørende vægt på, at tilladt hasardspil bør afvikles under kontrollerede forhold.