Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 18. maj 2006

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 731


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 26. april 2006 (Ad FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 308:

 

Spørgsmål 308

”Vil ministeren kommentere de indskærpelser, der er givet i fødevarekontrollens kontrolrapporter vedrørende virksomheden DEFCO A/S fra 2005?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”DEFCO A/S har fået 20 indskærpelser af fødevareregionen i 2005. Indskærpelserne er fordelt på følgende kontrolområder: 5 indskærpelser vedrørende egenkontrol, 11 indskærpelser vedrørende hygiejne og 4 indskærpelser vedrørende mærkning og information.

 

Fødevarestyrelsen har ved gennemgang af materialet kunne konstatere, at der ikke i alle tilfælde er fulgt konsekvent op på de konstaterede overtrædelser. Såfremt der gives en indskærpelse for et forhold, skal der efter den gældende kontrolvejledning følges op med en strengere sanktion, ifald det samme forhold konstateres igen indenfor en kortere periode. En sådan form for eskalerende myndighedsudøvelse er ikke anvendt i alle de omtalte tilfælde.

 

Fødevarestyrelsen har, senest på et møde med chefembedsdyrlægerne, præciseret overfor fødevareregionerne, at der skal reageres konsekvent på de overtrædelser, som konstateres hos virksomhederne. Ligeledes skal der anvendes eskalerende myndighedsudøvelse. Konsekvent sanktionering og eskalerende myndighedsudøvelse er endvidere forudsætninger for at opnå en tilstrækkelig præventiv effekt, således at virksomheden fremover overholder de gældende regler på området.”

 

Jeg har noteret mig, at Fødevarestyrelsen har indskærpet overfor fødevareregionerne, at der skal reageres konsekvent på lovovertrædelser. Derudover indeholder min nul-tolerance plan på fødevareområdet en række initiativer, som skal medvirke til en mere konsekvent linje overfor de virksomheder, som ikke overholder reglerne.

 

 

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                                     /Thomas Elvensø