Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

26. april 2006

J.nr.: 374

 


 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 7. april 2006 (FLF alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 302:

 

Spørgsmål 302:

”Vil ministeren kommentere artiklen fra Jyllandsposten af 6. april 2006 ”Forringet kontrol af import-kød” og herunder oplyse, hvad ministeren vil gøre for at rette op på den situation EU har bragt Danmark i med denne dom?”

 

Svar:

Jeg har forelagt sagen for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Grænsekontrollen med animalske fødevarer, som ankommer fra andre EU-lande, blev afskaffet ved iværksættelsen af det indre marked den 1. januar 1993. Ansvaret for at fødevarerne opfylder fællesskabslovgivningen ligger hos oprindelsesvirksomheden. Animalske fødevarer, som er fremstillet i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og som er identifikationsmærkede eller sundhedsmærkede i henhold til fællesskabsreglerne, kan frit transporteres fra en samhandelsgodkendt virksomhed i et EU-land til en modtagevirksomhed i et andet EU-land.

 

Fødevaremyndighederne i modtagelandet skal ikke underrettes om, at animalske fødevarer indføres fra et andet samhandelsland, medmindre underretningen er nødvendig for tilrettelæggelsen af kontrollen. I Danmark kontrolleres indførte partier af svine-, okse- og fjerkrækød for salmonella. Indførte partier af toskallede bløddyr kontrolleres for algetoksiner og indførte partier tun og bonit m.v. kontrolleres for histamin. For at kunne foretage førnævnte kontrol har der været et krav om, at importører af de pågældende fødevarer skulle forhåndsanmelde til fødevarekontrollen om fødevarernes ankomst.

 

I henhold til en dom afsagt af EF-domstolen må kravet om forhåndsanmeldelser ved samhandel ikke være systematisk. Fødevarestyrelsen er derfor ved at tilrettelægge denne del af kontrollen således, at kontrollen gennemføres som en del af den almindelige kontrol, dvs. på baggrund af fødevarekontrollens almindelige kendskab til de virksomheder, der importerer pågældende fødevarer.

 

Selvom de virksomheder, der køber kød i andre lande, ikke længere skal forhåndsanmelde kødet, så vil det stadig være muligt for fødevarekontrollens medarbejdere at finde dette kød, når de er på kontrolbesøg i virksomhederne. Kødet skal være mærket med identifikationsmærke, som angiver hvilket EU-land og hvilken virksomhed kødet stammer fra. Virksomhederne skal også føre et modtageregister med en række specificerede oplysninger om kødet.

 

Fødevarestyrelsen forventer, at ændringerne i kontrolsystemet på dette område vil være gennemført fra 1. juni 2006. Antallet af prøver, der tages for at holde øje med salmonella, vil være det samme efter 1. juni, som det har været tidligere. Fødevarestyrelsen forventer derfor, at ændringen ikke vil få betydning for fødevaresikkerheden.

 

Den seneste tids sager om forældede fødevarer har derudover vist et behov for at styrke den del af myndighedernes kontrolindsats, der er rettet mod svindel og omgåelse af reglerne. Der er derfor vedtaget en nultolerance-plan på fødevareområdet, som skal sikre hurtige og skrappe reaktioner overfor de virksomheder, der gentagne gange bryder reglerne på fødevareområdet.”

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

/Maria Krohn