Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

 

 

20. februar 2006

 

J.nr.: 438-10


Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved skrivelser af 24. januar 2006 (FLF alm. del spørgsmål nr. 176 ) anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål:

 

 

Spørgsmål 176:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. januar 2006 fra Landsforeningen Praktisk Økologi vedrørende aviær virus og bekendtgørelse, jf. FLF alm. del – bilag 231.”

 

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Fødevarestyrelsen sendte den 22. december 2005 tre bekendtgørelser i offentlig høring om foranstaltninger mod fugleinfluenza, herunder et udkast til bekendtgørelse om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt.

 

Bekendtgørelsen om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt implementerer blandt andet Kommissionens beslutning af 6. februar 2006 om gennemførelse i 2006 af undersøgelsesprogrammer i medlemsstaterne vedrørende aviær influenza hos fjerkræ og vilde fugle. Denne beslutning udstikker rammerne for nationale overvågningsprogrammer i medlemsstaterne, herunder blandt andet at prøvetagningen skal målrettes bestemte produktionstyper som f.eks. hobbyfjerkræflokke. Det fremgår også af beslutningen, at de nationale overvågningsprogrammer skal udmøntes inden for rammerne af  kommissionsbeslutningen på grundlag af en risikovurdering og den enkelte medlemsstats specifikke situation.

 

Udkastet til bekendtgørelsen ved den offentlige høring, indeholdt blandt andet bestemmelse om, at besætninger, hvorfra der omsættes (sælges) levende fjerkræ bortset fra duer, indenfor de seneste 3 måneder skulle være undersøgt for fugleinfluenza med negativt resultat. Endvidere skulle dyr, der blev omsat, være ledsaget af en informationsskrivelse om, at besætningen indenfor de seneste 3 måneder var undersøgt for fugleinfluenza med negativt resultat.

 

Efter gennemgang af de modtagne høringssvar, herunder høringssvar fra blandt andet Landsforeningen Praktisk Økologi og Center for Biodiversitet, og ud fra en aktuel risikovurdering af situationen i Danmark har Fødevarestyrelsen besluttet at undtage visse besætninger fra kravet om blodprøveudtagning for fugleinfluenza. Det drejer sig om besætninger, hvorfra der omsættes levende fjerkræ eller opdrættet fjervildt, men som har under 100 stk. af sådanne dyr på omsætningstidspunktet. Dette indebærer også, at der ikke stilles krav om, at omsatte dyr fra sådanne besætninger skal være ledsaget af den nævnte informationsskrivelse.

 

Fødevarestyrelsen vurderer, at lempelsen ikke vil berøre den mere professionelle handel med fjerkræ til hobbybrug.

 

Bekendtgørelsen om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt træder i kraft den 15. februar 2006.

 

Samtidig skal det dog understreges, at alle fjerkræhold i Danmark allerede er omfattet af regler om tidlig varsling for aviær influenza. Disse regler videreføres i den nye bekendtgørelse.

 

Dette indebærer efter bekendtgørelsens § 3, at ejeren eller den ansvarlige for et fjerkræhold på mindre end 1.000 dyr straks skal underrette fødevareregionen i tilfælde af et væsentligt fald i foder- eller vandindtagelsen eller et væsentligt fald i ægproduktionen. En tilsvarende bestemmelse er fastsat for ejeren eller den ansvarlige for et fjerkræhold på mere end 1.000 dyr. Efter bekendtgørelsens § 4 skal der endvidere efter fødevareregionens anvisning indsendes materiale til undersøgelse for aviær influenza fra fjerkræholdet.

 

Hvis risikobilledet for fugleinfluenza skulle ændre sig, vil Fødevarestyrelsen med kort varsel kunne justere overvågningsprogrammet for fugleinfluenza således, at alle fjerkræhold, hvorfra der omsættes levende fjerkræ, bliver omfattet af krav om prøveudtagning og ledsagelse af informationsskrivelse eller eventuelt helt forbyde denne type handel med fjerkræ i en periode.”

 

 

 

 

 

 

 

Lars Barfoed

 

 

 

/Birgit Gottlieb