L 74 (som fremsat): Forslag til Sundhedsloven.

Fremsat den 24. februar 2005 af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Forslag

til

Sundhedsloven

Afsnit I

Sundhedsvæsenet

Kapitel 1

Formål og opgaver mv.

§ 1. Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte.

§ 2. Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse og at opfylde behovet for

1) let og lige adgang til sundhedsvæsenet,

2) behandling af høj kvalitet,

3) sammenhæng mellem ydelserne,

4) valgfrihed,

5) let adgang til information,

6) et gennemsigtigt sundhedsvæsen, og

7) kort ventetid på behandling.

§ 3. Regioner og kommuner er efter reglerne i denne lov ansvarlige for, at sundhedsvæsenet tilbyder en befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse og sundhedsfremme samt behandling af den enkelte patient.

Stk. 2. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af regionernes sygehusvæsen, praktiserende sundhedspersoner, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner mv.

§ 4. Regioner og kommuner skal i et samspil med de statslige myndigheder og i dialog med brugerne sikre en stadig udvikling af kvaliteten og en effektiv ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet gennem uddannelse, forskning, planlægning og samarbejde mv.

§ 5. Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

§ 6. Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver og personer, der handler på disses ansvar.

Afsnit II

Retten til ydelser efter loven

Kapitel 2

Personkreds

§ 7. Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser.

Stk. 2. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregistret, jf. dog § 8.

§ 8. Personer, der tilflytter fra udlandet, har først ret til lovens ydelser 6 uger efter tilmeldingen til Folkeregistret.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at lovens ydelser helt eller delvist skal tilkomme personer eller nærmere bestemte persongrupper straks efter tilmeldingen til Folkeregistret.

§ 9. Personer, der ikke har bopæl her i landet, har under midlertidigt ophold ret til ydelser efter bestemmelserne i § 81.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler herom, samt om at lovens ydelser helt eller delvist skal tilkomme personer, der ikke har bopæl her i landet.

§ 10. Søfarende, der er forhyret med dansk skib, samt disses medsejlende ægtefæller og børn har ret til ydelser efter loven under tjenesteforholdet og i umiddelbar tilknytning hertil. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren og vedkommende organisationer af arbejdsgivere og arbejdstagere de nærmere regler om, hvilke personer der omfattes af denne bestemmelse, og kan herunder foretage de afvigelser fra lovens bestemmelser, som findes hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for søfarende.

§ 11. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens ydelser tilkommer

1) personer, hvis ophold her i landet er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt,

2) udenlandske statsborgere, der er beskæftiget her i landet for en udenlandsk stat eller en international organisation, samt

3) familiemedlemmer til de under nr. 1 og 2 nævnte personer.

§ 12. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens ydelser efter afsnit V tilkommer personer, der er indkaldt til værnepligtstjeneste eller tjeneste, der kan sidestilles hermed, samt personer, der er optaget i Kriminalforsorgens institutioner.

Kapitel 3

Bevis for retten til ydelser efter loven

§ 13. Kommunalbestyrelsen udsteder et bevis til personer, der har ret til ydelser efter loven. Beviset gælder som dokumentation for retten til ydelser efter loven, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen udfærdiger bevis til personer omfattet af §§ 9, stk. 2, og 11, samt i hvilket omfang beviset anvendes til dokumentation for ret til ydelser efter loven.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, anvendelse, indhold, udstedelse og inddragelse af de i stk. 1 og 2 omhandlede beviser samt om opkrævning af gebyr for beviser.

Afsnit III

Patienters retsstilling

Kapitel 4

Patientkreds

§ 14. Reglerne i afsnit III gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.

Stk. 2. § 36 gælder for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale til opbevaring eller lægemiddelproduktion mv., og for de private virksomheder, der modtager det biologiske materiale.

§ 15. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter §§ 16-52, i det omfang det er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Kapitel 5

Patienters medinddragelse i beslutninger

Informeret samtykke

§ 16. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 18-20.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

Stk.   3. Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 17.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 17. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring mv.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 16, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.

Mindreårige

§ 18. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. § 17, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.

Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i §§ 37-40 og kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv. efter bestemmelserne i §§ 42-50.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke

§ 19. For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af værgen.

Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.

Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt Sundhedsstyrelsen giver sin tilslutning hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 20. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.

Patientens inddragelse

§ 21. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 22. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 16-18 og § 19, stk. 1,

2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 19, stk. 2,

3) der foreligger tilslutning fra Sundhedsstyrelsen efter § 19, stk. 4, og

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 21.

Kapitel 6

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

Reglernes anvendelse

§ 23. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 16 og 17 om informeret samtykke, § 18 om mindreårige, § 21 om patientens inddragelse samt § 22 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 18 om mindreårige ikke anvendelse for § 27 om livstestamenter.

Sultestrejke

§ 24. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke, og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

Afvisning af at modtage blod

§ 25. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved behandlingen.

Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. § 7, stk. 1, i lov om udøvelse af lægegerning.

Behandling af uafvendeligt døende

§ 26. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.

Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 27, stk. 3.

Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Livstestamenter

§ 27. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.

Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at

1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, og

2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.

Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.

Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. § 28, med henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente.

Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

§ 28. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse mv.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om gebyrer for registrering af livstestamenter.

Kapitel 7

Selvbestemmelse over biologisk materiale

Anvendelsesområde

§ 29. Reglerne i §§ 30-36 gælder for selvbestemmelse over biologisk materiale, medmindre andet følger af anden lovgivning eller af reglerne i § 53.

Vævsanvendelsesregisteret

§ 30. En patient kan beslutte, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har afgivet i forbindelse med behandling, kun må anvendes til behandling af den pågældende og til formål, der har en umiddelbar tilknytning hertil. Patientens beslutning registreres i Vævsanvendelsesregisteret, jf. stk. 2.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter Vævsanvendelsesregisteret til registrering af beslutninger truffet efter stk. 1. Ministeren fastsætter nærmere regler om registerets indretning og drift, herunder udformning af registreringsblanket, registreringsform og vedligeholdelse mv. Ministeren fastsætter endvidere nærmere regler om betingelserne for myndigheders og andres adgang til oplysninger i registeret.

Stk. 3. En patient kan tilbagekalde sin beslutning efter stk. 1 ved at framelde sig registeret.

Stk. 4. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af biologisk materiale, er forpligtet til at søge oplysninger i registeret, hvis opbevaret biologisk materiale ønskes anvendt til andet end behandling af patienten og formål, der har en umiddelbar tilknytning hertil.

Opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk materiale

§ 31. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte nærmere regler om opbevaring af biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling.

§ 32. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte nærmere regler om betingelserne for videregivelse til tredjelande af biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling.

§ 33. Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling, kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, medmindre patienten har fået registreret en beslutning efter § 30, stk. 1, i Vævsanvendelsesregisteret.

Ret til destruktion

§ 34. En patient kan kræve, at biologisk materiale, som patienten har afgivet i forbindelse med behandling, skal destrueres.

Stk. 2. Destruktion efter stk. 1 kan dog afslås, hvis patientens interesse i at få destrueret det biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale, afgør, hvorvidt destruktion skal finde sted, jf. stk. 2. Skal destruktion finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge herfor.

Stk. 4. Er det biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, som er nævnt i stk. 3.

Stk. 5. Den sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med behandling, eller den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil det biologiske materiale er videregivet, hvis patienten ønsker materialet destrueret. Dette gælder dog ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.

Ret til udlevering

§ 35. Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling, skal efter anmodning udleveres til patienten, hvis den pågældende kan godtgøre en særlig interesse heri.

Stk. 2. Udlevering efter stk. 1 kan afslås, hvis patientens interesse i at få udleveret det biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale, afgør, hvorvidt udlevering skal finde sted, jf. stk. 1 og 2. Skal udlevering finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge herfor.

Stk. 4. Er det biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, der er nævnt i stk. 3.

Stk. 5. Den sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med behandling, eller den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil det biologiske materiale er videregivet, hvis patienten ønsker materialet udleveret. Dette gælder dog ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.

Aftale om biologisk materiale, der afgives til private virksomheder

§ 36. En privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med henblik på opbevaring eller lægemiddelproduktion mv., skal, medmindre andet følger af anden lovgivning, sikre, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den person, der afgiver det biologiske materiale, og virksomheden. Aftalen skal underskrives af begge parter.

Stk. 2. Aftalen som nævnt i stk. 1 skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:

1) Formål med indsamling og opbevaring af det biologiske materiale.

2) Hvorledes det biologiske materiale vil blive opbevaret, og længden af opbevaringstiden mv.

3) De betalingsmæssige forhold, muligheder for opsigelse af aftalen, konsekvenser af misligholdelse af aftalen mv.

4) Hvorledes der skal forholdes med det biologiske materiale i tilfælde af, at virksomheden ophører, herunder hvorvidt det biologiske materiale fortsat kan opbevares.

5) Den private virksomhed, herunder om selskabs- og ejerforhold, ansvarsforhold mv.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke yderligere oplysninger aftalen efter stk. 1 skal indeholde.

Kapitel 8

Aktindsigt

§ 37. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler mv., der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner mv., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger og institutioner mv., der er omfattet af stk. 1.

§ 38. Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende indeholdt i patientjournaler mv. Behandles sådanne oplysninger, skal der på patientens begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse om,

1) hvilke oplysninger der behandles,

2) behandlingens formål,

3) kategorierne af modtagere af oplysningerne, og

4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

Stk. 2. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.

§ 39. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne mv. i sin besiddelse.

Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af patientjournalen mv. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi.

Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 4. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt meddeles i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 40. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om gebyr til dækning af kopierings- og forsendelsesomkostninger mv. i forbindelse med aktindsigten.

Kapitel 9

Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

§ 41. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 42-47 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling af patienter

§ 42. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov,

2) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til patientens alment praktiserende læge,

3) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller

4) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne.

Stk. 3. P atienten kan frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1-2 videregives.

Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 3, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger mv. efter denne bestemmelse, herunder om videregivelsens omfang samt om gennemførelsen heraf.

§ 43. Samtykke efter § 42, stk. 1, kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål

§ 44. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 45. Samtykke efter § 44, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter, at det er givet.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter

§ 46. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 44, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Afdødes alment praktiserende læge eller den læge, som havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den pågældende læge.

Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning, statistik mv.)

§ 47. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler mv. kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.

Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk komitésystem mv., endvidere videregives til en forsker til brug ved et konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.

Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende, giver tilladelse hertil.

§ 48. Oplysninger som nævnt i § 47 kan videregives til brug for statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse mv., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at oplysningerne skal videregives.

§ 49. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 47 og 48 til brug for forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end statistisk eller videnskabeligt øjemed.

Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter § 47, stk. 2, og § 48, stk. 1.

Videregivelse til tredjelande

§ 50. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter dette kapitel til tredjelande.

Kapitel 10

Tolkebistand

§ 51. Regionsrådet yder vederlagsfri tolkebistand til personer, som har behov herfor i forbindelse med behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge samt sygehusbehandling efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2. Regionerne opkræver gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i mere end 7 år. Der opkræves gebyr for hver behandling på sygehus eller hos læge, hvor der benyttes tolk.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af bopælsperioden, gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om at nærmere bestemte personer ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det.

Kapitel 11

Patientkontorer

§ 52. Regionsrådet opretter et eller flere patientkontorer, der har til opgave at informere, vejlede og rådgive patienter om patienters rettigheder, herunder reglerne om adgang til behandling, frit sygehusvalg, ventetider mv. og reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Stk. 2. Patientkontorerne kan modtage alle klager og henvendelser vedrørende de i stk. 1 nævnte opgaver og skal efter anmodning bistå med at udfærdige og fremsende henvendelser til rette myndighed.

Stk. 3. Med patientens mundtlige eller skriftlige samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til patientvejledere på patientkontorerne om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til brug for rådgivning og bistand til patienten. Samtykke kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den patientvejleder, der modtager oplysninger. Videregivelse af oplysninger skal indføres i patientjournalen. Patienten kan på ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse og registrering af oplysninger og samtykke.

Stk. 4. Klager, anmeldelser mv., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos rette myndighed på det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om patientkontorernes opgaver og funktioner.

Stk. 6. Regionsrådet fastsætter nærmere retningslinjer for patientkontorernes stedlige og organisatoriske placering samt for deres virksomhed, herunder for hvilke forhold der skal oplyses i patientkontorernes årsberetning. De nævnte retningslinjer indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 7. Patientkontorerne udarbejder årsberetninger for deres virksomhed. Årsberetningerne indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.

Afsnit IV

Transplantation

Kapitel 12

Transplantation fra levende og afdøde personer

Transplantation fra levende personer

§ 53. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet biologisk materiale udtages i personens levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. Der kan dog ikke gives samtykke til, at der fra en person under 18 år udtages ikke-gendanneligt væv.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende fare for personen.

Transplantation fra afdøde personer

§ 54. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom. Det samme gælder, hvis personen mundtligt har udtalt sig for et sådant indgreb. Pårørende til afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste, må indgrebet ikke foretages.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har givet samtykke til indgrebet.

§ 55. Udtagelse af væv mv. efter § 53 og § 54 må kun foretages af læger, der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil.

Stk. 2. Indgreb efter § 54 må ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har konstateret personens død.

Stk. 3. Indgreb efter § 54 må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion, medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for resultatet af undersøgelsen.

§ 56. Andre indgreb på en afdød end nævnt i dette kapitel må kun foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.

Stk. 2. Sådanne indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er indtrådt.

§ 57. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).

Stk. 2. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier samt andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.

Afsnit V

Praksissektorens ydelser

Kapitel 13

Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren

§ 58. Regionsrådet har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner efter afsnit V.

Kapitel 14

Valg af sikringsgruppe

§ 59. Ved udstedelse af bevis efter § 13 skal en person foretage valg mellem sikringsgruppe 1 og 2 og meddele det til kommunen.

Stk. 2. Personer, der ikke inden for en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist har givet meddelelse om valg af sikringsgruppe, bliver omfattet af sikringsgruppe 1.

Stk. 3. Personer mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsgruppe uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værge.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af sikringsgruppe mv., herunder situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan overføre en person fra gruppe 2 til gruppe 1 uden samtykke.

Kapitel 15

Ydelser

Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge

§ 60. Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, skal vælge alment praktiserende læge og meddele det til kommunen.

Stk. 2. Personer mellem 15 og 18 år kan vælge alment praktiserende læge uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værge.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af alment praktiserende læge.

§ 61. Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.

Stk. 2. Til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling hos alment praktiserende læge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer, omfattet af sikringsgruppe 1.

§ 62. Regionsrådet yder hos en læge vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser samt vejledning om svangerskabshygiejne til kvinder ved graviditet.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende helbredsundersøgelser efter stk. 1.

§ 63. Regionsrådet yder vederlagsfri vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder til personer uanset sikringsgruppe hos en alment praktiserende læge efter personens eget valg.

Stk. 2. Vejledning kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

§ 64. Regionsrådet tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder 7 vederlagsfri, forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læger, herunder 3 undersøgelser i barnets første leveår.

Stk. 2 . Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådets forpligtelser efter stk. 1.

§ 65. Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behandlingen sker efter henvisning fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling hos praktiserende speciallæge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.

Stk. 3. Ved behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes en godkendt overenskomst med det offentlige, yder regionsrådet tilskud til delvis dækning af udgiften efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om henvisning til behandling efter stk. 1, herunder at kravet om henvisning til behandling hos praktiserende speciallæge kan fraviges i nærmere bestemt omfang. Endvidere kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at en praktiserende speciallæge kan henvise til behandling hos en anden praktiserende speciallæge i nærmere bestemt omfang.

Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.

§ 66. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos tandlæge.

§ 67. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos kiropraktor.

§ 68. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fysioterapeut efter lægehenvisning.

§ 69. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fodterapeut efter lægehenvisning.

§ 70. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning.

§ 71. Regionsrådet yder efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren tilskud til briller til børn under 16 år.

§ 72. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ydes tilskud til anden behandling end nævnt i §§ 66-70.

§ 73. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for tilskud efter §§ 66-72.

§ 74. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 61, 65-72 omhandlede ydelser.

Afsnit VI

Sygehusydelser

Kapitel 16

Regionsrådets ansvar for sygehusydelser

§ 75. Regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver.

Stk. 2. Til en regions sygehusvæsen hører regionens egne sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner mv.

§ 76. Regionsrådet kan samarbejde med andre regioners sygehusvæsen som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Stk. 2. Regionsrådet kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af sådanne institutioner.

Stk. 3. Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med de i § 80, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl., som er beliggende i regionen.

Stk. 4. Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i regionen, og som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om det antal hospicepladser, som et regionsråd skal tilbyde at indgå driftsoverenskomst om samt om vilkår for driftsoverenskomsten.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en privat institution, som nævnt i stk. 2 og 4, bestemme, at fritvalgsreglerne i § 87 helt eller delvist skal finde anvendelse på institutionen.

§ 77. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om et regionsråds adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller benytte sygehuse og institutioner i udlandet, herunder om regionernes betaling for behandling i udlandet.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i afsnit VI og i § 172 om befordring finder anvendelse, når et regionsråd driver eller benytter institutioner i udlandet.

§ 78. Regionsrådet kan kun deltage i driften, ledelsen eller finansieringen mv. af et sygehus, hvis det drives efter bestemmelserne i denne lov.

§ 79. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde sygehusbehandling til personer, som ikke har ret til sygehusbehandling efter denne lov.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.

Stk. 3. Et regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af fælles opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig dermed forbundne udgifter. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at bestemte former for samarbejde kan indgås uden godkendelse.

Stk. 4.  Et regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse påtage sig opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov, såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af regionsrådets opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI.

Kapitel 17

Sygehusbehandling mv.

§ 80. Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen ved sit sygehusvæsen samt ved andre regioners sygehuse.

Stk. 2. Regionsrådet yder endvidere behandling til personer, der har bopæl i regionen, ved følgende private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

§ 81. Regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 9, ved sit eller ved andre regioners sygehusvæsen.

Stk. 2. Herudover yder regionsrådet behandling til de i stk. 1 nævnte personer, når det under de foreliggende omstændighederne ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus der.

§ 82. Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er vederlagsfri for patienten, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter § 81, stk. 2. Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.

Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan indenrigs- og sundhedsministeren, uanset reglerne i §§ 80-81, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det regionale sygehusvæsen.

§ 83. Når regionsrådet yder behandling til personer med bopæl i en anden region, skal det ske på samme vilkår, som regionsrådet yder behandling til personer med bopæl i regionen.

Kapitel 18

Særlige sygehusydelser mv.

§ 84. Regionsrådet yder forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder, samt jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet.

§ 85. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.

§ 86. Regionsrådet tilbyder hvert andet år brystundersøgelse til kvinder, som er mellem 50 og 69 år, og som har bopæl i regionen, jf. § 279, stk. 7.

Stk. 2. Undersøgelsen omfatter røntgenundersøgelse (mammografi).

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbudet om brystundersøgelse.

Kapitel 19

Frit sygehusvalg

§ 87. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsregionens sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i § 80, stk. 2, uanset bopælsregionens behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.

Stk. 2. Et sygehus kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i regionen ellers vil blive tilsidesat. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 3. For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter stk. 1 begrænses, hvis hensynet til den pågældende taler herfor.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og socialministeren fastsætte regler om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus i henhold til stk. 1 og 3, når

1) de er optaget i Kriminalforsorgens institutioner,

2) de er anbragt i institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien eller straffeloven,

3) de er anbragt på sikret afdeling i henhold til lov om social service, eller

4) de er frihedsberøvet, eller deres handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til udlændingeloven.

Kapitel 20

Udvidet frit sygehusvalg

§ 88. En person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på et af de sygehuse, klinikker mv., som regionsrådene har indgået aftale med efter stk. 4, hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i § 80 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med eller sædvanligvis benytter.

Stk. 2. I opgørelsen af tidsfristen efter stk. 1 medregnes ikke perioder, hvor personen gennemgår et forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om afgrænsning af, vilkår for og regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om den behandling, der er omfattet af stk. 1, og kan herunder undtage bestemte behandlingsformer.

Stk. 4. Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker mv. i Danmark og sygehuse mv. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af patienter efter stk. 1. Kan parterne ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 5. Der kan ikke henvises patienter efter stk. 1 til sygehuse, klinikker mv., som ikke ønsker at indgå aftale på de således fastsatte vilkår.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om krav til dokumentation mv. fra de privatejede sygehuse, klinikker mv., der indgår aftale efter stk. 4.

Kapitel 21

Maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme

§ 89. Til patienter, der lider af livstruende sygdomme, for hvilke Sundhedsstyrelsen har fastsat maksimale ventetider til behandling, yder regionsrådet i bopælsregionen behandling ved sit sygehusvæsen inden for den af Sundhedsstyrelsen fastsatte ventetid.

Stk. 2. Bopælsregionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse har modtaget henvisning af en patient, meddele patienten, om regionsrådet kan tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen inden for den fastsatte maksimale ventetid og i bekræftende fald meddele patienten en dato for forundersøgelsen. Såfremt regionsrådet i bopælsregionen ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes behandling på et sygehus i en anden region, på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid.

Stk. 3. Kan regionsrådet i bopælsregionen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud som nævnt i stk. 2, skal regionsrådet, hvis patienten ønsker det, hurtigst muligt meddele det til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen henviser herefter om muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden region eller på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde pålægge et offentligt sygehus her i landet at varetage behandling af patienten.

Stk. 4. Kan Sundhedsstyrelsen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud efter stk. 3, og finder patienten selv et privat sygehus her i landet eller i udlandet, der kan foretage den behandling, som patienten er henvist til, ydes der tilskud til denne behandling svarende til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende behandling på et dansk offentligt sygehus, dog højst svarende til den faktiske betaling for behandlingen. Der kan ikke ydes tilskud efter denne bestemmelse til alternativ behandling eller til behandling, der har forskningsmæssig eller eksperimentel karakter.

Stk. 5. Pligten til at henvise patienter til behandling efter stk. 2 og 3 gælder dog ikke til sygehus, hvor Sundhedsstyrelsen skønner, at behandlingstaksten er urimeligt høj, eller at udgifterne til befordring og ophold er uforholdsmæssigt høje.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til behandling og regionsrådenes forpligtelser efter stk. 2-5.

Kapitel 22

Behandling i udlandet

§ 90. Regionsrådet kan tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet.

Stk. 2. Regionsrådet skal tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet, hvis behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus, når patienten er indstillet hertil af den sygehusafdeling, som her i landet har den højeste indenlandske specialkundskab, og indstillingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Regionsrådet kan, når en patient er indstillet hertil af en sygehusafdeling med lands- eller landsdelsfunktion, tilbyde en patient henvisning til forskningsmæssig behandling i udlandet, hvis behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen rådgiver sygehusvæsenet om behandling af patienter, som har en livstruende sygdom, der ikke umiddelbart kan tilbydes behandling for på offentlige sygehuse her i landet eller i udlandet efter stk. 1-3.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler og betingelser for henvisning af patienter til behandling i udlandet efter stk. 1-4.

Kapitel 23

Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til sygehus

§ 91. Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af rådets sygehuse har modtaget henvisning af en patient, oplyse patienten

1) om dato og sted for undersøgelse eller behandling,

2) om patienten kan tilbydes behandling inden for 2 måneder efter reglerne i § 88,

3) om retten til at vælge sygehus efter §§ 87-88,

4) om ventetiden på behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i § 80, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl.,

5) om, at patienten ved henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages på de i nr. 4 nævnte sygehuse, og

6) om, at sygehuset tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter §§ 87-88.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt.

Kapitel 24

Beløb til personlige fornødenheder

§ 92. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at sygehusvæsenet og tilknyttede institutioner udbetaler et beløb til personlige fornødenheder til personer, der ikke oppebærer pension eller anden indkomst under længerevarende indlæggelser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter beløbets størrelse.

Afsnit VII

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Kapitel 25

Betingelser for svangerskabsafbrydelse

§ 93. En kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne i § 101 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.

§ 94. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet.

§ 95. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis:

1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold,

2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i straffelovens § 210 eller §§ 216-224,

3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,

4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,

5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, eller

6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.

Stk. 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.

Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det.

Kapitel 26

Betingelser for fosterreduktion

§ 96. En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.

Stk. 2. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 3. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.

Stk. 4. Må fosteret i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det.

§ 97. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægefagligt begrundet.

Kapitel 27

Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

§ 98. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter § 95, § 96, stk. 2 og 3, § 99, stk. 2, og § 100, stk. 2 og 3. Et samråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af indenrigs- og sundhedsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de to andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Stk. 3. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.

Stk. 4. Samrådenes og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren for indtil 4 år ad gangen.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter forretningsordenen for samrådene og ankenævnet.

Kapitel 28

Fremgangsmåden

§ 99. Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal fremsættes af kvinden selv.

Stk. 2. Er kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter anmodning fra en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller værgen.

§ 100. Er kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal forældremyndighedens indehaver samtykke i anmodningen.

Stk. 2. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke efter stk. 1 ikke indhentes. Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet.

Stk. 3. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens indehaver.

§ 101. Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes over for en læge eller over for et regionsråd.

Stk. 2. Fremsættes anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun ved henvendelse til regionsrådet kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel. Fremsættes anmodningen over for et regionsråd skal kvinden, hvis hun ønsker det, vejledes som nævnt i 1. pkt.

Stk. 3. Kvinden skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter § 99, stk. 2, eller samtykke efter § 100, stk. 1.

Stk. 4. Skønner lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i § 93, § 94, § 96, stk. 1, eller § 97 ikke er opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.

Stk. 5. Forud for og efter indgrebet skal kvinden tilbydes en støttesamtale. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter de nærmere regler herom.

Stk. 6. Fremsættes der anmodning om svangerskabsafbrydelse begrundet i omstændigheder som nævnt i § 95, stk. 1, nr. 3, eller fosterreduktion begrundet i omstændigheder som nævnt i § 96, stk. 3, skal kvinden tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning hos relevante handicaporganisationer mv.

§ 102. Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og fosterreduktion må kun foretages af læger på regionale sygehuse.

§ 103. Læger, sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte erhverv.

§ 104. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og om behandling af sager herom.

Afsnit VIII

Sterilisation og kastration

Kapitel 29

Anvendelsesområde

§ 105. Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion (kastration), samt på andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen (sterilisation).

Stk. 2. Indgreb og behandlinger for at helbrede legemlig sygdom omfattes ikke af reglerne i afsnit VIII.

Kapitel 30

Sterilisation

§ 106. Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive steriliseret

Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 111 og § 112.

§ 107. Selv om en kvinde er under 25 år, kan hun blive steriliseret uden særlig tilladelse, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet.

Stk. 2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og kvindens ægtefælle eller samlever er under 25 år, kan han i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog § 108, stk. 3.

§ 108. Er betingelserne i § 106 eller § 107 ikke opfyldt, kan tilladelse til sterilisation gives, hvis:

1) der på grund af arvelige anlæg hos ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler,

2) ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,

3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever ikke kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser, eller

4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde.

Stk. 2. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde.

Stk. 3. Sterilisation af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler derfor.

Kapitel 31

Samråd og ankenævn for sterilisation

§ 109. Sager efter § 107, stk. 2, § 108, § 111 og § 112 afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til § 98.

Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til § 98.

Stk. 3. Samrådet tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra en person, der

1) er under 18 år,

2) er undergivet foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70, eller

3) mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Stk. 4. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen og kan omfatte flere samråd.

Kapitel 32

Fremgangsmåden

§ 110. Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages, jf. dog § 111.

§ 111. Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter § 110 på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.

§ 112. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.

§ 113. Anmodning om sterilisation fremsættes overfor en læge eller over for et regionsråd.

Stk. 2. Hvis betingelserne i § 106 eller § 107, stk. 1, er opfyldt, uden at der foreligger omstændigheder som nævnt i § 111 eller § 112, henviser lægen eller regionsrådet den pågældende til sterilisationsbehandling. I modsat fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.

§ 114. Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter § 111, eller tiltræde anmodningen efter § 112.

§ 115. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om sterilisation og om behandling af sager herom.

Kapitel 33

Kastration

§ 116. En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.

Stk. 2. En person kan få tilladelse til kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser.

Stk. 3. Kastration af personer under 21 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

§ 117. Tilladelse til kastration gives af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2. § 111 og § 112 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 111 og § 112 træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af indenrigs- og sundhedsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.

Stk. 3. § 114 finder tilsvarende anvendelse ved kastration.

§ 118. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om ansøgning om kastration og om behandlingen af sager herom.

Afsnit IX

Kommunale sundhedsydelser

Kapitel 34

Kommunalbestyrelsens ansvar

§ 119. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om sundhedsydelser efter afsnit IX.

Kapitel 35

Forebyggelse og sundhedsfremme

§ 120. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Stk. 3. Regionsrådet tilbyder rådgivning mv. i forhold til kommunernes indsats efter stk. 1 og 2.

Kapitel 36

Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge

§ 121. Kommunalbestyrelsen bidrager til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.

Stk. 2. Kommunale tilbud skal tilrettelægges, så der dels ydes en generel forebyggende og sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig mod alle børn samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på børn med særlige behov.

§ 122. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge vederlagsfri sundhedsvejledning, bistand samt funktionsundersøgelse ved en sundhedsplejerske indtil undervisningspligtens ophør.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge i den undervisningspligtige alder 2 vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge.

§ 123. Kommunalbestyrelsen skal vederlagsfrit tilbyde alle børn og unge med særlige behov en øget indsats indtil undervisningspligtens ophør, herunder øget rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser ved sundhedsplejerske eller læge.

Stk. 2. Personer, for hvem undervisningspligten er ophørt, kan, når særlige forhold gør sig gældende, tilbydes ydelser som omtalt i stk. 1 efter kommunalbestyrelsens beslutning.

§ 124. Kommunalbestyrelsen opretter, med henblik på at tilgodese børn og unge med særlige behov, en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at den enkeltes udvikling, sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægefaglig, psykologisk og anden sagkundskab.

§ 125. Kommunalbestyrelsen bistår vederlagsfrit skoler, daginstitutioner for børn og unge og den kommunalt formidlede dagpleje med vejledning om almene sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger.

§ 126. Børn og unge, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, skal tilbydes de forebyggende ydelser i den kommune, hvor skolen er beliggende.

§ 127. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kommunale forpligtelser efter §§ 121-126.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at opgaver, der efter loven er henlagt til en sundhedsplejerske, varetages af en sygeplejerske.

Kapitel 37

Kommunal tandpleje

Tandpleje til børn og unge

§ 128. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger ud over det fyldte 18. år.

§ 129. Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter § 128 på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår aftale med.

§ 130. Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje i privat tandlægepraksis efter eget valg eller på en anden kommunes tandklinik, jf. stk. 2-4.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder tilskud til tandpleje til børn under 16 år, der modtager børnetandpleje i privat tandlægepraksis, hvor dette ikke er en del af det tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til rådighed. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til tilskud samt om tilskuddets størrelse.

Stk. 3. Unge på 16 og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan.

Stk. 4. For børn og unge under 18 år, der vælger tandpleje på en anden kommunes tandklinik, der er dyrere end børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen, kan behandlerkommunen opkræve en egenbetaling, der svarer til forskellen mellem den gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale tandpleje i henholdsvis behandlerkommunen og bopælskommunen.

Stk. 5. En kommune kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige hensyn.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte mellem kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen til at modtage tandplejetilbuddet på en anden kommunes tandklinik.

§ 131. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.

Omsorgstandpleje

§ 132. Kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.

Stk. 2. Personer, der får tilbudt tandpleje på kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage tandplejetilbuddet hos praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med regionsrådet om, at regionsrådet varetager omsorgstandpleje for de af stk. 1 omfattede personer.

§ 133. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et kommunalt tandplejetilbud efter § 132, selv skal betale en del af udgiften til tandpleje.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den maksimale årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten. For forebyggende og behandlende tandpleje, der er omfattet af overenskomst med Dansk Tandlægeforening, og som der ydes tilskud til i medfør af § 66, kan kommunalbestyrelsen maksimalt afkræve patienten en betalingstakst svarende til patientens egenbetaling i praksistandplejen.

Specialtandpleje

§ 134. Kommunalbestyrelsen tilbyder et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om specialiseret tandpleje i henhold til stk. 1, ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private klinikker.

Stk. 3. Regionsrådet driver efter aftale specialiseret tandplejetilbud til de i stk. 1, nævnte persongrupper.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen udarbejder en årlig redegørelse for behov og kommunens forventede brug af pladser i regionen. På baggrund af kommunalbestyrelsens redegørelse indgås en årlig rammeaftale mellem kommunalbestyrelser og regionsråd, som danner grundlag for regionens tilpasnings- og udviklingsansvar for de tilbud, regionsrådet driver.

Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om den årlige redegørelse og rammeaftale efter stk. 4.

§ 135. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et specialiseret tandplejetilbud efter § 134 selv skal betale en del af udgiften til tandpleje.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den maksimale årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten

Stk. 3. Børn og unge under 18 år, der modtager et særligt tandplejetilbud efter § 134, kan ikke afkræves betaling for behandlingen.

Økonomisk støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader

§ 136. Kommunalbestyrelsen yder støtte til tandproteser til personer i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller vansirende følger af ulykkesbetingede skader på tænder, mund eller kæber.

Koordination af tandplejen mv.

§ 137. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje, jf. §§ 128-135.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte i henhold til § 136.

§ 138. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet skal sikre en koordination af den offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis, jf. §§ 66, 128, 130, 132, 134, 163, 164 og 167.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende koordinationen.

Kapitel 38

Hjemmesygepleje

§ 139. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.

§ 140. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning.

Kapitel 39

Genoptræning

§ 141. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus, har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 85 om genoptræningsplaner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale træningstilbud mv. i henhold til anden lovgivning.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1, ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud.

Kapitel 40

Behandling for alkoholmisbrug

§ 142. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere.

Stk. 2. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold til stk. 1, ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf. stk. 4, eller private institutioner.

Stk. 4. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser mv., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.

Stk. 5. Behandling og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.

Stk. 6. Behandling på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

Kapitel 41

Lægelig behandling for stofmisbrug

§ 143. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri lægelig behandling med euforiserende stoffer til stofmisbrugere.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om lægelig behandling i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Stk. 3. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser mv., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.

Afsnit X

Tilskud til lægemidler

Kapitel 42

Retten til tilskud

§ 144. Regionsrådet yder tilskud til køb af lægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har meddelt tilskud efter reglerne i afsnit X.

Stk. 2. Tilskud til køb af lægemidler ydes til personer, der har ret til ydelser efter loven.

Generelt tilskud

§ 145. Der ydes tilskud til køb af receptpligtige lægemidler, som af Lægemiddelstyrelsen er meddelt generelt tilskud.

Stk. 2. Tilskuddet til receptpligtige lægemidler efter stk. 1 kan være betinget af, at lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme (generelt klausuleret tilskud).

Stk. 3. For håndkøbslægemidler er tilskud betinget af, at lægemidlet ordineres på recept med henblik på behandling af bestemte sygdomme fastsat af Lægemiddelstyrelsen (generelt klausuleret tilskud) eller til personer, der modtager pension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv.

Enkelttilskud

§ 146. I særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen bestemme, at der ydes tilskud til køb af et lægemiddel, der ordineres til en bestemt patient (enkelttilskud), uanset at lægemidlet ikke er meddelt generelt tilskud efter § 145.

Tilskuddets størrelse

§ 147. Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i tilskudspriser, jf. § 151, til lægemidler med tilskud i henhold til §§ 145 og 146, som personen har købt inden for en periode på et år, der regnes fra første indkøbsdato. En ny periode indledes første gang, patienten køber lægemidler med tilskud i henhold til §§ 145 eller 146 efter udløbet af den foregående periode.

Stk. 2. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på et år ikke 520 kr., ydes ikke tilskud til personer over 18 år. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på et år 520 kr., udgør tilskuddet til personer over 18 år

1) 50 pct. af den del, som overstiger 520 kr., men ikke 1.260 kr.,

2) 75 pct. af den del, som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og

3) 85 pct. af den del, som overstiger 2.950 kr.

Stk. 3. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på et år ikke 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18 år 50 pct. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på et år 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18 år

1) 75 pct. af den del, som overstiger 1.260 kr., men ikke 2.950 kr., og

2) 85 pct. af den del, som overstiger 2.950 kr.

Stk. 4. Fylder en person 18 år i en allerede indledt periode på et år, beregnes tilskud efter stk. 3, indtil denne periode udløber.

Kronikertilskud og terminaltilskud

§ 148. Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at for personer med et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for lægemidler kan tilskuddet til køb af lægemidler med tilskud i henhold til §§ 145 og 146 udgøre 100 pct. af den del af den samlede egenbetaling opgjort i tilskudspriser, som udgør mere end 3.805 kr. årligt (kronikertilskud).

§ 149. Lægemiddelstyrelsen bevilger 100 pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler til personer, der er døende, når en læge har fastslået, at prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling med henblik på helbredelse må anses for udsigtsløs. Tilskuddet ydes til den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, uanset om denne pris overstiger tilskudsprisen efter § 151 (terminaltilskud).

Regulering

§ 150. Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som overstiger det, patienten efter regler i § 147, stk. 2 og 3, og §§ 148 og 149 var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af lægemidler med tilskud i henhold til §§ 145 og 146. Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende køb af tilskudsberettigede lægemidler. Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som er mindre end det, patienten efter reglerne i § 147, stk. 2 og 3, og §§ 148 og 149 var berettiget til, reguleres der herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af lægemidler med tilskud.

Stk. 2. Ved patientens død bortfalder regionsrådets krav på regulering, mens krav mod regionsrådet skal fremsættes senest et år efter patientens død. Oplysninger om lægemiddelkøb, herunder oplysninger om udligningsbeløb mv., slettes fra Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, jf. § 157, et år efter patientens død.

Beregning af tilskud

§ 151. Ved beregning af tilskud anvendes lægemidlets tilskudspris. Tilskudsprisen udgør den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan inddele lægemidler, som anvendes på samme indikation og som har behandlingsmæssig sammenlignelig virkning, i tilskudsgrupper med henblik på, at der fastsættes samme tilskudspris for de pågældende lægemidler.

Stk. 3. For lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, jf. stk. 2, udgør tilskudsprisen den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.

Stk. 4. I tilfælde, hvor patienter får udleveret en del af en pakning med lægemidler (dosisdispensering), beregnes en tilskudspris pr. lægemiddelenhed (enhedstilskudspris) på baggrund af den tilskudspris, der er fastsat i henhold til stk. 1. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud til dosisdispenserede lægemidler, herunder om beregning af enhedstilskudsprisen.

Forhøjet tilskud

§ 152. Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at tilskuddet til et lægemiddel, der ordineres til en bestemt person, skal beregnes på grundlag af den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris, selvom denne overstiger tilskudsprisen efter § 151 (forhøjet tilskud). Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14 dage efter, at ansøgning om forhøjet tilskud er modtaget fra den behandlende læge.

Administration og revurdering

§ 153. Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt tilskud efter § 145, stk. 1, til et receptpligtigt lægemiddel træffes efter ansøgning fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet i Danmark, jf. dog stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan ved behandlingen af en ansøgning om generelt tilskud bestemme, at tilskuddet er betinget af, at lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme. Virksomheden kan ikke ansøge om generelt klausuleret tilskud.

Stk. 2. Der stilles ikke krav om fremsendelse af ansøgning om generelt tilskud til lægemidler, som er synonyme med lægemidler, hvortil Lægemiddelstyrelsen allerede har meddelt tilskud.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt klausuleret tilskud til håndkøbslægemidler efter § 145, stk. 3, træffes uden ansøgning fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet i Danmark.

Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen kan herudover i særlige tilfælde meddele tilskud til et lægemiddel uden ansøgning fra den virksomhed, der har bragt lægemidlet på markedet i Danmark.

§ 154. Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af tilskud efter §§ 146, 148, 149 og 152 træffes efter ansøgning fra den behandlende læge. Afgørelse om meddelelse af tilskud efter § 146 kan endvidere træffes efter ansøgning fra den behandlende tandlæge.

Stk. 2. Den ansøgende læge eller tandlæge er part i de i stk. 1 nævnte ansøgningssager.

Stk. 3. Patienten er ikke part i sagen om de i stk. 1 nævnte ansøgninger.

Stk. 4. Uanset stk. 3 har patienten ret til aktindsigt i sager om ansøgninger om tilskud til vedkommende efter principperne i forvaltningslovens kapitel 4.

Stk. 5. Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter §§ 146, 148, 149 og 152 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 155. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for meddelelse og tilbagekaldelse af meddelt tilskud samt regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud til et lægemiddel efter reglerne i afsnit X skal indeholde.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at der skal fastsættes nærmere regler for revurdering af tilskud meddelt efter § 145.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om regulering af udgiftsgrænserne i § 147, stk. 2 og 3, og egenbetalingsloftet i § 148.

Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen offentliggør meddelelser om generelt, herunder generelt klausuleret tilskud, på Lægemiddelstyrelsens netsted.

Medicintilskudsnævnet

§ 156. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et Medicintilskudsnævn, der rådgiver Lægemiddelstyrelsen i sager om tilskud til lægemidler.

Stk. 2. Medicintilskudsnævnet består af højst 7 medlemmer, hvoraf et medlem beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra det i § 228 nævnte forhandlingsudvalg. De øvrige medlemmer, hvoraf 2 skal være alment praktiserende læger, beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen. Ministeren udpeger en formand blandt nævnets medlemmer.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for Medicintilskudsnævnet. Medlemmerne af Medicintilskudsnævnet må ikke være økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som fremstiller, importerer eller forhandler lægemidler.

Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister - CTR

§ 157. Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de oplysninger, der er nødvendige for beregning af tilskud efter §§ 144 -152 (Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister).

Stk. 2. Registeret kan ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger indeholde oplysninger, der er nødvendige for administrationen af en særlig myndigheds- eller apoteksadministreret betalingsordning for lægemiddelkøb, samt oplysninger, der benyttes af apotekerne ved administrationen af tilskud til lægemidler efter den sociale lovgivning.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften af registeret, herunder om

1) hvilke oplysninger der må registreres i registeret,

2) indberetning af oplysning om tilskud til medicin efter den sociale lovgivning,

3) pligt til sletning af registrerede oplysninger,

4) apotekeres, lægers og andres adgang til oplysninger i registeret,

5) apotekeres pligt til at etablere forbindelse til registeret og til at benytte registerets oplysninger ved beregning af tilskud, og

6) apotekeres pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret.

Lægemiddelstyrelsens register over Personlige Elektroniske Medicinprofiler - PEM

§ 158. Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de enkelte medicinbrugeres køb mv. af lægemidler og hertil knyttede oplysninger (personlige elektroniske medicinprofiler).

Stk. 2. Den læge, der aktuelt har en patient i behandling, har adgang til de oplysninger, der er registreret om patienten, når dette er nødvendigt for behandlingen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at den kommunale hjemmesygepleje kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om en patient, når dette er relevant for behandlings- eller plejeopgaven.

Stk. 4. Apotekere og apotekspersonale har adgang til de oplysninger, der er registreret om en medicinbruger, når denne har givet udtrykkeligt samtykke hertil.

Stk. 5. Lægemiddelstyrelsen har adgang til oplysninger i det register, der er nævnt i stk. 1, når dette er påkrævet af driftstekniske grunde eller følger af Lægemiddelstyrelsens forpligtelser mv. som dataansvarlig.

Stk. 6. De personer, som i medfør af stk. 2-4 har adgang til oplysninger i de personlige elektroniske medicinprofiler, må alene anvende oplysningerne med henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af medicinbrugernes lægemiddelanvendelse.

Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften mv. af det register, der er nævnt i stk. 1, og fastsætter herunder nærmere regler om,

1) hvilke oplysninger der må registreres i registeret,

2) pligt til sletning og ændring af registrerede oplysninger,

3) den registreredes direkte elektroniske adgang til de oplysninger, der er registreret om vedkommende i den personlige elektroniske medicinprofil, og til den maskinelle registrering (logning) af alle anvendelser af de registrerede oplysninger,

4) lægers, den kommunale hjemmesygeplejes, apotekeres, apotekspersonales og Lægemiddelstyrelsens adgang til registeret i medfør af stk. 2-5, og

5) apotekernes og sygehusenes pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret og til at korrigere urigtige oplysninger.

Afsnit XI

Øvrige ydelser og tilskud

Kapitel 43

Vaccination til visse persongrupper

§ 159. Regionsrådet yder vederlagsfri vaccination mod visse sygdomme.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke vaccinationer der efter stk. 1 er omfattet af loven, herunder om

1) hvilke sygdomme der skal tilbydes vaccination mod,

2) hvilke persongrupper der skal tilbydes vaccination, og

3) hvilke læger der skal kunne foretage vaccination efter loven.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes pligt til at give oplysning om vaccinationer efter loven.

Kapitel 44

Tilskud til ernæringspræparater

§ 160. Regionsrådet yder efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for godkendelse af ernæringspræparater som tilskudsberettigede.

Kapitel 45

Begravelseshjælp

§ 161. Kommunalbestyrelsen yder begravelseshjælp. Begravelseshjælpens størrelse afhænger af afdødes og den efterlevende ægtefælles formue og formuerettigheder. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for begravelseshjælpens udbetaling og beregning.

Kapitel 46

Ydelser til søfarende

§ 162. Til søfarende og medsejlende ægtefæller og børn, og til disse personers dødsboer, ydes der sygehjælp, barselshjælp, begravelseshjælp samt betaling af hjemsendelsesudgifter efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.

Kapitel 47

Regionstandpleje

§ 163. Regionsrådet skal tilbyde børn og unge under 18 år med odontologiske lidelser, der ubehandlede medfører varig funktionsnedsættelse, et vederlagsfrit specialiseret tandplejetilbud. Herudover skal regionsrådet tilbyde vederlagsfrit højt specialiseret behandling til de børn og unge, der har behov for det.

Stk. 2. Det særlige tandplejetilbud skal tilrettelægges i samarbejde med den kommunale børne- og ungdomstandpleje, der har ansvaret for den almindelige forebyggende og behandlende tandpleje til børn og unge under 18 år, jf. § 128.

Stk. 3. Regionsrådet skal til børn og unge, der er omfattet af stk. 1, tilbyde vederlagsfri specialbehandling efter det fyldte 18. år, indtil fysisk modenhed muliggør, at den pågældende behandling kan færdiggøres. Regionsrådet kan beslutte at indgå aftale med privat tandlægepraksis eller den kommunale tandpleje om varetagelse af opgaver, der kan løses af disse.

Kapitel 48

Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion

§ 164. Regionsrådet skal vederlagsfrit tilbyde højt specialiseret odontologisk rådgivning, udredning og behandling af patienter med sjældne sygdomme og handicaps, hos hvem den til grund liggende tilstand giver anledning til specielle problemer i tænder, mund eller kæber samt højt specialiseret rådgivning eller behandling af børn, jf. § 163, stk. 1, 2. pkt.

§ 165. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den regionale tandpleje, jf. §§ 163 og 164.

§ 166. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne sikrer koordination af tandplejen, jf. § 138.

Kapitel 49

Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper

§ 167. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på grund af strålebehandling i hoved eller halsregionen eller på grund af kemoterapi har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 2. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til personer, der på grund af Sjøgrens Syndrom har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte til de nævnte patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling i praksistandplejen.

Kapitel 50

Den offentlige rejsesygesikring

§ 168. Regionsrådet kan yde tilskud til sygehjælp mv. til personer under midlertidigt ophold i udlandet, på Færøerne og i Grønland efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i henhold til overenskomst med en anden stat eller til EF-retten træder i stedet for ydelser efter stk. 1.

Kapitel 51

Tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land

§ 169. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU-/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for at sikre anvendelsen af en aftale indgået mellem Fællesskabet og et andet land om forhold omfattet af stk. 1.

Afsnit XII

Præhospital indsats, befordring og befordringsgodtgørelse

Kapitel 52

Præhospital indsats

§ 170. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådenes tilrettelæggelse af den præhospitale indsats og ambulancetjeneste, herunder regler for uddannelsen af ambulancemandskabet.

Kapitel 53

Befordring og befordringsgodtgørelse

§ 171. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 60, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 65, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse til personer omfattet af 1. pkt. samt til personer omfattet af § 60, stk. 1, ved besøg hos speciallæge.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 60, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

§ 172. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 80-84 og 87-90 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 76, nævnte institutioner, samt til behandling på andre sygehuse mv. efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 87-88.

Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 80-84 og 87-90 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt.

§ 173. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til genoptræning til personer, der har behov for genoptræning efter endt behandling på sygehus, jf. § 141. Befordringen eller befordringsgodtgørelsen ydes efter reglerne i § 172.

§ 174. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 171 skal ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat grænse.

Stk. 2. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter §§ 172-173 skal ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften eller afstanden til behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat grænse.

Stk. 3. Nærmere regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 4. Når der anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 171-172 fra et midlertidigt opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved hjemtransport kun forlanges tilbage til det midlertidige opholdssted, medmindre andet følger af aftaler eller af traktatlige forpligtelser.

§ 175. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med kommunalbestyrelsen og regionsrådet godkende, at kommunalbestyrelserne i en region varetager udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsning af andre befordringsopgaver efter § 172 på regionsrådets vegne.

§ 176. Regler om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 60, stk. 1, nævnte personer, fastsættes ved de i § 228 nævnte overenskomster. Foreligger der ingen godkendt overenskomst herom, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren de nærmere regler.

Afsnit XIII

Ligsyn og obduktion mv.

Kapitel 54

Dødens konstatering

§ 177. En persons død kan konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

§ 178. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om de undersøgelser, der skal foretages for at konstatere dødens indtræden ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion, jf. § 177.

Kapitel 55

Ligsyn mv.

Ligsyn

§ 179. Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Stk. 2. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, foretages ligsyn af en af de læger, der her har deltaget i patientens behandling.

Stk. 3. I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder denne at have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages af denne læge.

Stk. 4. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

Indberetning til politiet

§ 180. Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

2) når en person findes død,

3) når døden er indtrådt pludselig og ikke er forudset af lægefaglige grunde,

4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring,

5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom,

6) når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller

7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.

Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af den ledende læge.

Retslægeligt ligsyn

§ 181. I de tilfælde, der er nævnt i § 180, iværksættes retslægeligt ligsyn.

Stk. 2. Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:

1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken og politiet efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden politimæssig interesse,

2) ved de dødsfald, der er nævnt i § 180, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, såfremt der mellem politiet og embedslægen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig død,

3) ved de dødsfald, der er nævnt i § 180, stk. 1, nr. 4, såfremt embedslægen finder, at de tilvejebragte oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, og

4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er antaget at kunne have politimæssig interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om naturlig død.

§ 182. Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og en embedslæge i forening.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan meddele andre læger tilladelse til at deltage i retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde kan en af politimesteren udpeget læge deltage.

Dødsattest

§ 183. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er dødsfaldet indberettet til politiet efter § 180, må dødsattest kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning til retslægeligt ligsyn. Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af den læge, der har deltaget heri.

Stk. 2. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt. Er dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves, brændes eller føres ud af landet.

Omsorg for lig

§ 184. En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus, før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i kiste eller føres til kapel.

Kapitel 56

Obduktion

Retslægelig obduktion

§ 185. Retslægelig obduktion skal foretages:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, eller muligheden heraf ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes eller obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre, at der senere kan opstå mistanke herom,

2) når dødsmåden i øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn, eller

3) når dødsårsagen ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn og yderligere retsmedicinske undersøgelser af politimæssige grunde skønnes påkrævet.

Stk. 2. Skønnes almen interesse i øvrigt at kræve en særlig undersøgelse af dødsårsagen ved bestemte grupper af dødsfald, kan indenrigs- og sundhedsministeren bestemme, at der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig obduktion.

§ 186. Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet. Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste, førend obduktion foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at der vil blive foretaget obduktion. Den pågældende skal samtidig gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

Domstolsprøvelse

§ 187. Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, skal politiet inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden af beslutningen herom for retten.

Stk. 2. Sagen behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I de i § 185, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages, inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers vil forspildes.

Lægevidenskabelig obduktion

§ 188. Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed og i forbindelse hermed udtagelse af væv og andet biologisk materiale kan efter reglerne i stk. 2-5 foretages på en person, som er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller en lignende institution.

Stk. 2. Obduktion må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit samtykke til obduktion. Har afdøde givet sit samtykke til obduktion under forudsætning af de pårørendes accept, skal denne foreligge. I andre tilfælde må obduktion ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har udtalt sig derimod eller indgrebet må antages at stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes, underrettes om den påtænkte obduktion med anmodning om at give tilladelse hertil. Obduktion må herefter foretages, såfremt afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Ønsker afdødes nærmeste ikke at tage stilling til det påtænkte indgreb, skal der oplyses om adgangen til at modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter underretningen som nævnt i 1. pkt. Obduktion må tidligst foretages 6 timer efter denne underretning, medmindre afdødes nærmeste forinden har givet samtykke til obduktion.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har samtykket heri.

Stk. 5. Obduktion må først foretages, når ligsyn er foretaget. Obduktion må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.

Kapitel 57

Andre bestemmelser

§ 189. Andre indgreb på en afdød end nævnt i kapitel 56 må kun foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.

Stk. 2. Sådanne indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er indtrådt.

§ 190. Bestemmelserne i afsnit XIII finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).

Stk. 2. Bestemmelserne i afsnit XIII gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier samt andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.

§ 191. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om almindelige ligsyn, lægevidenskabelige obduktioner samt om dødsattester. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af lig, om foretagelse af retslægelige ligsyn og om retslægelige obduktioner.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft en særlig tilknytning til.

Stk. 3. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion.

§ 192. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om ligsyn og begravelse mv. ved dødsfald til søs.

§ 193. Henlægger indenrigs- og sundhedsministeren sine beføjelser efter afsnit XIII til Sundhedsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen for afgørelser truffet i medfør af lovens § 182, stk. 2, 1. pkt., herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Afsnit XIV

Kvalitetsudvikling, forskning, indberetning og patientsikkerhed

Kapitel 58

Kvalitetsudvikling

§ 194. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal sikre kvalitetsudvikling af ydelser efter denne lov, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om krav til kvalitet og IT-anvendelse i sundhedsvæsenet.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at private sygehuse og klinikker mv., der leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav fastsat i medfør af stk. 1-3.

Kapitel 59

Forskning

§ 195. Regionsrådet skal sikre udviklings- og forskningsarbejde, således at ydelser efter denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages på et højt fagligt niveau.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal medvirke til udviklings- og forskningsarbejde, således at ydelser efter denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages på et højt fagligt niveau.

Kapitel 60

Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder mv.

§ 196. Det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende sundhedspersoner samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse mv., at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl. efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

§ 197. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at regionsråd, kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der driver sygehuse mv., samt praktiserende sundhedspersoner skal indberette oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er dataansvarlig for, og hvor der sker registrering af helbredsoplysninger mv. med henblik på overvågning og udvikling af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af patienter.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at den registrerede på begæring skal have indsigtsret i oplysninger, der er registreret om vedkommende i de i stk. 1 nævnte kliniske kvalitetsdatabaser.

Stk. 3. Indberetning af oplysninger efter stk. 1, der kan henføres til bestemte personer, kan ske uden samtykke fra personen.

§ 198. Sundhedsstyrelsen kan med en patients mundtlige samtykke videregive oplysninger fra Landspatientregisteret om patientens tidligere undersøgelser, diagnoser og behandlinger til den behandlende læge på det behandlende sygehus til brug for behandling af patienten på sygehuset.

Stk. 2. Patientsamtykke skal gives til den læge, der modtager oplysningerne.

Kapitel 61

Patientsikkerhed

§ 199. Regionsrådene modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om utilsigtede hændelser, jf. stk. 2, til brug for forbedring af patientsikkerheden og -behandlingen samt for rapportering af oplysninger til Sundhedsstyrelsen, jf. § 200.

Stk. 2. En sundhedsperson, som bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse i forbindelse med en patients behandling eller ophold på sygehus, skal rapportere denne hændelse i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Ved en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der er en følge af behandling eller ophold på sygehus, og som ikke skyldes patientens sygdom, og som samtidig enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder. Utilsigtede hændelser omfatter både på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl.

§ 200. Sundhedsstyrelsen modtager rapporteringer fra regionsrådene om utilsigtede hændelser og opretter et nationalt register herfor. Sundhedsstyrelsen vejleder sundhedsvæsenet om patientsikkerhed på baggrund af de modtagne oplysninger.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser, der skal rapporteres af regionsrådene til Sundhedsstyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde. Sundhedsstyrelsen fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke tilfælde sundhedspersoner skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fra regionsrådene indhente supplerende oplysninger om indrapporterede hændelser til brug for styrelsens vejledningsarbejde, jf. stk. 1.

Stk. 4. Rapportering om utilsigtede hændelser fra regionsrådene til Sundhedsstyrelsen efter stk. 1 og 3 skal ske i anonymiseret form vedrørende såvel patienten som sundhedspersonen.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen afgiver en årlig beretning om sin virksomhed i henhold til dette kapitel.

§ 201. Rapporteringer om utilsigtede hændelser, der kan henføres til bestemte personer, kan uden samtykke fra patienten eller de involverede sundhedspersoner udveksles inden for den personkreds, der i regionen varetager opgaver i henhold til § 199, stk. 1, samt videregives til kliniske databaser og andre registre, hvori der sker registrering af helbredsoplysninger med henblik på dokumentation og kvalitetsudvikling på patientsikkerhedsområdet.

Stk. 2. Regionsrådene må ikke videregive oplysninger om den indrapporterende sundhedspersons identitet til andre end de personer, der varetager opgaver i henhold til § 199, stk. 1.

§ 202. En sundhedsperson, som rapporterer en utilsigtet hændelse, kan ikke som følge af sin rapportering underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af ansættelsesmyndigheden, tilsynsmæssige reaktioner af Sundhedsstyrelsen eller strafferetlige sanktioner af domstolene.

§ 203. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for inddragelse af den primære sundhedssektor, herunder privatpraktiserende sundhedspersoner, under §§ 199-202€™s område. Ministeren kan fastsætte afvigelser fra §§ 199-202, som særlige forhold i den primære sundhedssektor måtte begrunde.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom Sundhedsstyrelsen kan fastsætte særlige regler for de private sygehuses rapporteringssystem.

Stk. 3. §§ 199-202 gælder tillige for private sygehuse.

Stk. 4. §§ 199-202 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger vedrørende utilsigtede hændelser og fejl opstået under behandling. Sundhedsstyrelsen kan i samarbejde med berørte myndigheder fastsætte nærmere regler, der præciserer og eventuelt samordner indrapporteringsforhold, jf. 1. pkt.

Afsnit XV

Samarbejde og planlægning

Kapitel 62

Samarbejde

§ 204. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejder om indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.

§ 205. Regionsrådet nedsætter i samarbejde med kommunalbestyrelserne i regionen et sundhedskoordinationsudvalg vedrørende den regionale og kommunale indsats på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte sundhedskoordinationsudvalg, herunder om sammensætning og formandskab mv.

§ 206. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen indgår aftaler om varetagelsen af opgaver på sundhedsområdet.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal omfatte.

Stk. 3. Aftaler vedrørende indsatsområder, som er omfattet af de af indenrigs- og sundhedsministeren nærmere fastsatte regler efter stk. 2, indsendes til Sundhedsstyrelsen til godkendelse.

Kapitel 63

Planlægning

§ 207. Regionsrådet udarbejder en samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på sundhedsområdet.

Stk. 2. Forud for regionsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal regionsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning.

Stk. 3. Regionsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i regionens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.

Stk. 4. Regionsrådet indsender planen og senere ændringer heri til Sundhedsstyrelsen.

Kapitel 64

Specialeplanlægning

§ 208. Sundhedsstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

Stk. 2. Udvalget består af repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber, regionsrådene, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren udnævner formanden for udvalget efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen og ministeriets medlem af udvalget samt suppleanter herfor. Sundhedsstyrelsen udpeger de øvrige medlemmer samt suppleanter herfor.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udvalgets sammensætning og funktionsperiode samt regler for udvalgets virksomhed.

§ 209. Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktioner, herunder til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse, efter høring af det i § 208 nævnte udvalg.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen godkender lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om visitation af patienter til behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktioner efter høring af det i § 208 nævnte udvalg.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan inddrage en godkendelse efter stk. 2 efter høring af det i § 208 nævnte udvalg, såfremt en sygehusafdeling med lands- eller landsdelsfunktion, trods pålæg herom fra Sundhedsstyrelsen, ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte krav. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer andet.

Stk. 5. Regionsrådet og vedkommende private sygehuse afgiver årligt en statusrapport til Sundhedsstyrelsen om opfyldelsen af de i stk. 1 fastsatte krav på afdelinger med lands- eller landsdelsfunktion.

§ 210. Det påhviler hvert regionsråd, under iagttagelse af de i § 209 fastsatte krav, at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsfunktioner på regionale sygehuse.

Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen træffe afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter og efter høring af det i § 208 nævnte udvalg.

Stk. 3. Indgår et regionsråd ikke de fornødne aftaler efter stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen bestemme, at betaling kan afkræves vedkommende region for patienter, der modtages til behandling på afdelinger med lands- og landsdelsfunktion på sygehuse i andre regioner samt på private sygehuse.

Afsnit XVI

Sundhedsberedskab

Kapitel 65

Planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet

§ 211. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der sikres syge og tilskadekomne nødvendig behandling i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Planen skal vedtages af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen i et møde.

Stk. 2. Forud for regionsrådets og kommunalbestyrelsens behandling af forslag til sundhedsberedskabsplan skal henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen indhente Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning.

Stk. 3. Det påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som regionale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for regionsråds og kommunalbestyrelsers planlægning og varetagelse af sundhedsberedskabet.

§ 212. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, pålægge regionsrådet eller kommunalbestyrelsen at løse en sundhedsberedskabsopgave på en nærmere bestemt måde.

Afsnit XVII

Statslige myndigheder mv.

Kapitel 66

Sundhedsstyrelsen

§ 213. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der bistår ministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen opretter som en organisatorisk del af styrelsen en embedslægeinstitution i hver region.

§ 214. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret om den til enhver tid værende faglige viden på sundhedsområdet.

Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.

§ 215. Sundhedsstyrelsen vejleder om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver efter denne lov.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.

Stk. 3. Statslige, regionale og kommunale myndigheder kan indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning i hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold.

§ 216. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet en fast læge.

Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1 afkræve personer inden for sundhedsvæsenet de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og lignende.

Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.

§ 217. Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer mv. af virksomheden i det offentlige sundhedsvæsen med henblik på at fremme kvalitetsudviklingen og en mere effektiv ressourceanvendelse i sundhedssektoren. Evalueringerne kan omfatte alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser samt de under Indenrigs- og Sundhedsministeriet hørende institutioner at give de for gennemførelsen af evalueringer mv. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra patientregistre og andre registre samt regnskabs- og budgetoplysninger.

Stk. 3. Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter stk. 1, kan ikke videregives til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

§ 218. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for den uddannelse, som læger skal have gennemgået efter lægevidenskabelig embedseksamen for at kunne få ansættelse som embedslæger.

§ 219. Sundhedsstyrelsen yder bistand til rets- og politimyndighederne i det omfang, indenrigs- og sundhedsministeren efter aftale med justitsministeren fastsætter regler herom.

§ 220. Sundhedsstyrelsen gennemfører én gang årligt et uanmeldt tilsynsbesøg vedrørende de sundhedsmæssige forhold i plejehjem mv., jf. § 140 i lov om social service, plejeboligbebyggelser omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap og andre tilsvarende boligenheder i kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og lejere, der modtager kommunale serviceydelser.

Stk. 2. Efter hvert tilsynsbesøg udarbejder Sundhedsstyrelsen en tilsynsrapport om de sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet mv. til brug for plejehjemmets og kommunens opfølgning på konstaterede fejl og mangler ved de sundhedsmæssige forhold. Tilsynsrapporten sendes endvidere til bruger- og pårørenderådet, jf. § 112 a i lov om social service, og til det kommunale ældreråd, jf. § 30 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal påse, at plejehjemmet eller kommunen følger op på eventuelle kritisable sundhedsmæssige forhold, der måtte være konstateret ved det sundhedsmæssige tilsynsbesøg.

Stk. 4. Embedslægeinstitutionen udarbejder årligt for den enkelte kommunes plejehjem mv. et sammendrag af årets tilsynsrapporter samt et sammendrag af den kommunale opfølgning efter stk. 3 til brug for den enkelte kommune.

Stk. 5. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere indholdet af de sundhedsadministrative, sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede opgaver, der indgår i tilsynet med de sundhedsmæssige forhold, og de nærmere regler for tilsynsbesøg og afrapportering herom efter stk. 1-4.

Stk. 6. Reglerne i § 221, stk. 4-5, om udstedelse af påbud og forbud over for institutioner mv. finder tilsvarende anvendelse på tilsyn, der udføres efter stk. 1-3.

§ 221. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for de sundhedsmæssige forhold på behandlings- og plejeinstitutioner mv., skoler og daginstitutioner mv. samt klinikker og lignende, som udfører lægefaglig behandling og legemspleje. I reglerne fastsættes regler om tilsynet med de nævnte institutioner mv.

Stk. 2. I reglerne kan der gives kommunalbestyrelsen eller regionsrådet adgang til at udstede påbud og forbud over for institutioner mv., der ikke overholder reglerne. Over for institutioner, som drives af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, tilkommer denne adgang Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Sundhedsstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid og mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger, der kan træffes i henhold til dette kapitel eller regler udfærdiget med hjemmel heri.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsens og regionsrådets påbud og forbud efter stk. 2, 1. pkt. kan påklages til Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse af klagen kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren. Sundhedsstyrelsens påbud og forbud efter stk. 2, 2. pkt., kan ligeledes indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren. Sundhedsstyrelsen kan kræve sig forelagt afgørelser truffet af kommunalbestyrelser og regionsråd efter 1. pkt.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens, regionsrådets og Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1-4 kan påklages af enhver, der må antages at have en individuel og væsentlig interesse i sagens udfald.

§ 222. Erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af graviditet må kun foretages af læger og apotekere samt af personer, som Sundhedsstyrelsen autoriserer hertil.

Kapitel 67

Statens Serum Institut

§ 223. Statens Serum Institut er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren, hvis formål er at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler. Statens Serum Institut er landets centrallaboratorium for så vidt angår diagnostiske analyser, herunder referencefunktioner. Instituttet sikrer forsyning af vacciner, herunder vacciner til børnevaccinationsprogrammet og beredskabsprodukter gennem fremstilling eller fremskaffelse. Instituttet indgår i det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk terrorisme. Instituttet driver videnskabelig forskning og yder rådgivning og bistand på områder, der vedrører instituttets opgaver.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for instituttets udlevering af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.

Kapitel 68

Det nationale råd for folkesundhed

§ 224. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt, sagkyndigt råd for folkesundhed. Rådet har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i hele befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til debat og at rådgive indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.

Stk. 2. Det nationale råd for folkesundhed afgiver hvert andet år en beretning om rådets arbejde til Folketinget og indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3. Det nationale råd for folkesundhed består af 11 medlemmer, som beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren for tre år ad gangen på baggrund af deres sagkundskab inden for folkesundhedsområdet. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger rådets formand blandt rådets medlemmer.

Stk. 4. Rådet kan indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.

Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Afsnit XVIII

Administration, overenskomster og forsøg mv.

Kapitel 69

Forskellige bestemmelser

§ 225. Regionsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 60-61, 65-72, 160, 168 samt § 176. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser, som efter ovennævnte bestemmelser tilkommer de i § 59 nævnte personer, på regionernes vegne.

§ 226. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende betaling for personer, som ikke efter reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri behandling på sygehus.

Stk. 2. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, kan betaling inddrives ved udpantning.

§ 227. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes medvirken til rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale sundhedsopgaver.

Kapitel 70

Overenskomster mv.

§ 228. Det i henhold til § 37 i lov om regioner nedsatte nævn afslutter overenskomster med organisationer af sundhedspersoner m.fl. om vilkårene for de i § 51, §§ 59-61, §§ 65-70, §§ 72-73, § 160 og § 176 nævnte ydelser.

Stk. 2 . Indenrigs- og sundhedsministeren skal inden fastsættelse af nærmere regler efter §§ 8-13, 73 og 168, indhente en udtalelse fra det i § 37 i lov om regioner nedsatte nævn.

Stk. 3 . Inden der afsluttes overenskomster med andre stater i medfør af § 233, eller der i medfør af EF-retten indgås aftaler med andre medlemsstater om hel eller delvis undladelse af mellemstatslig refusion af sundhedsudgifter omfattet af EF-retten, skal indenrigs- og sundhedsministeren indhente en udtalelse fra det i henhold til § 37 i lov om regioner nedsatte nævn.

§ 229. I de tilfælde, hvor det påhviler den sikrede at udrede en del af betalingen for en ydelse i medfør af denne lov, betaler den sikrede sin andel direkte til den sundhedsperson, der er omfattet af overenskomst, hvorefter denne rejser krav over for regionsrådet om det tilskud, som regionsrådet skal yde. Er sundhedspersonen ikke omfattet af en overenskomst, modtager den sikrede kontanttilskud fra kommunalbestyrelsen efter § 225.

Stk. 2. I tilskud som regionsrådet udbetaler til sundhedspersoner i henhold til stk. 1, kan der foretages indeholdelse med henblik på inddrivelse af offentlige fordringer efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Tilsvarende kan der foretages indeholdelse i tilskud til lægemidler, som regionsrådet i henhold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organisation udbetaler direkte til apotekerne.

§ 230. Foreligger der ingen godkendt overenskomst vedrørende vilkårene for ydelser efter § 228, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om vilkårene for regionernes tilskud, herunder honorarer, tilskud og antal ydere, samt kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 60 omhandlede personer.

§ 231. Udbetaling af ydelser efter denne lov kan ikke danne grundlag for regreskrav imod en skadevolder.

§ 232. Indtægterne fra Sygekassernes Helsefond kan anvendes til støtte af socialmedicinsk, sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af plejehjem og til at imødekomme behovet for efterløn og understøttelse til tidligere ansatte ved sygekasse mv. og sådannes efterladte. Midler, der er hensat til pensionsformål, eller som med socialministerens godkendelse overføres til kommuner i forbindelse med disses overtagelse af pensionsforpligtelser over for tidligere ansatte og deres efterladte, kan dog holdes uden for fonden. Socialministeren fastsætter nærmere regler om fondens ledelse og virksomhed og om tilsyn med fonden.

Kapitel 71

Overenskomster med andre stater

§ 233. Regeringen kan indgå overenskomster med andre stater om koordinering af offentlige sundhedsordninger i Danmark og tilsvarende ordninger i andre stater for personer, der rejser mellem staterne, og om de finansielle vilkår for koordineringen, herunder hel eller delvis undladelse af mellemstatslig refusion af sundhedsudgifter omfattet af overenskomsterne.

Stk. 2. I overensstemmelse med reglerne i de i stk. 1 omhandlede overenskomster eller EF-rettens regler om koordinering af medlemsstaternes sundhedsordninger for personer, der rejser mellem staterne, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at personer, der ville være omfattet af denne lovs personkreds og sådanne personers dødsboer, helt eller delvist undtages fra anvendelsen af denne lov, for så vidt der tilkommer sådanne personer eller dødsboer ret til ydelser ifølge en anden stats lovgivning.

Kapitel 72

Forsøg med fravigelse af lovens regler

§ 234. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra et regionsråd eller en kommunalbestyrelse godkende, at der iværksættes forsøg, der indebærer fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra bestemmelserne i afsnit II og III samt §§ 78, 80, 82, stk. 1, 83 og 84.

Stk. 2. Forsøg skal have til formål at fremme omstilling i sundhedsvæsenet, herunder med nye organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud eller ændrede honoreringssystemer mv. Ved godkendelse af forsøg skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kan også gives til forsøg med opkrævning af gebyr for udeblivelse fra aftalt sygehusbehandling.

Afsnit XIX

Finansiering

Kapitel 73

Ydelser i praksissektoren

§ 235. Bopælsregionen afholder udgifter til ydelser efter §§ 61-73.

Stk. 2. Bopælskommunen betaler til bopælsregionen en andel af regionens udgifter pr. ydelse, der er leveret af praktiserende sundhedspersoner efter §§ 61-70 og § 72, til patienter fra kommunen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om bopælskommunens betaling efter stk. 2, herunder om beregning af andelens størrelse.

Stk. 4. Staten yder et aktivitetsafhængigt tilskud til regionernes udgifter til de af indenrigs- og sundhedsministeren nærmere fastsatte ydelser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vilkår for og fordeling, udbetaling mv. af det statslige tilskud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herunder fastsætte, at regionsrådet skal sikre, at budgetrammen for de enheder, der har bidraget til øget aktivitet, øges med de nævnte tilskud eller andele heraf.

Kapitel 74

Ydelser i sygehussektoren

§ 236. Bopælsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter §§ 80, 84, 86-89 og 90, stk. 1 og stk. 3.

Stk. 2. Den region, der yder sygehusbehandlingen, kan opkræve bopælsregionen eller opholdsregionen betaling herfor efter reglerne i afsnit XIX.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af betalingen, når bopælsregionen eller den midlertidige opholdsregion skal betale for en patients behandling ved en fremmed regions sygehusvæsen.

Stk. 4. Bopælsregionens pligt til at yde vederlagsfri behandling i henhold til § 80, stk. 2, er begrænset til en årlig økonomisk ramme, som for hver institution fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

§ 237. Bopælsregionen betaler et gebyr til Sundhedsstyrelsen for behandling af henvisningssager efter § 89, stk. 3 og 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter gebyrets størrelse.

§ 238. Opholdsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter § 81, stk. 1. Opholdsregionen kan afholde udgifter til sygehusbehandling efter § 81, stk. 2.

§ 239. Bopælskommunen betaler til bopælsregionen en andel af udgiften til behandling efter afsnit VI pr. indlæggelse på sygehus for patienter fra kommunen

Stk. 2. Bopælskommunen betaler til bopælsregionen en andel af udgiften pr. ambulant behandling for patienter, som modtager behandling efter afsnit VI.

Stk. 3. Bopælskommunen betaler til bopælsregionen en andel af udgiften til genoptræning, der er ydet under indlæggelse på sygehus til patienter fra kommunen.

Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om bopælskommunens betaling efter stk. 1-3, herunder om beregning af andelens størrelse.

§ 240. Bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen.

Stk. 2. Bopælsregionen kan af bopælskommunen opkræve betaling for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i §§ 76, stk. 4, og 80, stk. 2.

Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte betaling kan maksimalt udgøre 1.522 kr. Beløbet er anført i 2004 pris- og lønniveau. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

§ 241. Et regionsråd kan indgå aftale med en kommunalbestyrelse om betaling for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til sygehusindlæggelse.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en region i særlige tilfælde kan opkræve betaling for visse sygehusbehandlinger og -ydelser eller for behandling på visse regionale institutioner efter afsnit VI.

§ 242. En kommunalbestyrelse kan, når sociale hensyn taler for det, træffe beslutning om at afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling, der ydes i det regionale sygehusvæsen, til personer, der har bopæl i kommunen.

Stk. 2. Udgifter efter stk. 1 kan ikke dækkes ved forsikring.

§ 243. Staten afholder udgiften til sygehusbehandling i udlandet efter § 90, stk. 2.

§ 244. Staten yder et aktivitetsafhængigt tilskud til regionernes sygehusvæsen.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vilkår for samt fordeling og udbetaling mv. af det statslige tilskud til sygehusformål. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herunder fastsætte, at regionsrådene skal sikre, at budgetrammen for de enheder, der har bidraget til øget aktivitet, øges med de nævnte tilskud eller andele heraf.

§ 245. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved løsningen af særlige opgaver inden for det regionale sygehusvæsen.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte nærmere regler om, at der af staten ydes vedkommende region hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og behandling af personer, hvis ret til vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.

§ 246. Der kan ydes tilskud af statskassen til private sygehuse efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

Kapitel 75

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

§ 247. Bopælsregionen afholder udgifter til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Kapitel 76

Sterilisation og kastration

§ 248. Bopælsregionen afholder udgifter til sterilisation.

§ 249. Staten afholder udgifter til kastration.

Kapitel 77

Kommunale sundhedsydelser

Forebyggende sundhedsordninger

§ 250. Bopælskommunen afholder udgifter til forebyggende ydelser efter §§ 121-124. Den kommune, hvor institutionen eller skolen er beliggende, afholder udgifter til ydelser efter §§ 125-126.

Tandplejeydelser

§ 251. Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter §§ 128 og 130.

Stk. 2. For børn og unge, der modtager tandpleje på en anden kommunes tandklinik, jf. § 130, stk. 4, betaler bopælskommunen til behandlerkommunen et beløb, der svarer til bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i børne- og ungdomstandplejen. Betalingen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til behandlerkommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale tandpleje. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunal betaling samt om opkrævning af egenbetaling efter § 130, stk. 4.

§ 252. Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter §§ 132, 134 og 136.

Hjemmesygepleje

§ 253. Opholdskommunen afholder udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter § 139.

Genoptræning

§ 254. Bopælskommunen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter § 141.

Alkoholbehandling og behandling for stofmisbrug

§ 255. Bopælskommunen afholder udgifter til alkoholbehandling efter § 142 og til lægefaglig behandling for stofmisbrug efter § 143.

Kapitel 78

Lægemidler

§ 256. Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til lægemidler efter afsnit X.

Kapitel 79

Øvrige ydelser og tilskud

Vaccinationer

§ 257. Bopælsregionen afholder udgifter til vaccinationsydelser efter § 159. For personer, der ikke har bopæl i landet, afholdes udgifterne af opholdsregionen.

Stk. 2. Staten afholder dog udgifter til børnevacciner i medfør af de af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler om børnevaccinationer, jf. § 159, stk. 2.

Udstedelse af bevis

§ 258. Bopælsregionen afholder udgifter ved udstedelse af bevis efter lovens § 13, stk. 1 og 2.

Ernæringspræparater

§ 259. Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til ernæringspræparater efter § 160.

Begravelseshjælp

§ 260. Bopælskommunen afholder udgifter til begravelseshjælp efter § 161.

Søfarende

§ 261. Staten afholder udgifter til ydelser til søfarende m.fl. efter § 162. Til dækning af udgifterne betaler rederne (ejerne) et bidrag årligt for hver søfarende i udenrigsfart. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan bestemme, at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis. Bidraget reguleres efter indhentet erklæring fra vedkommende rederorganisationer under hensyn til indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser efter § 162.

Regionale tandplejeydelser

§ 262. Bopælsregionen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter § 163, stk. 1 og 3, § 164 og § 167, stk. 1 og 2.

Den offentlige rejsesygesikring

§ 263. Regionerne afholder udgifter til den offentlige rejsesygesikring efter § 168.

Kapitel 80

Befordring

§ 264. Opholdskommunen afholder udgiften til befordringsgodtgørelse efter § 171. Bopælsregionen afholder udgifter til kørselsgodtgørelse efter § 176.

§ 265. Opholdsregionen afholder udgifter til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling efter reglerne i §§ 80-84, §§ 87-88, stk. 1, og § 90 når betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 172. Dog afholdes udgiften til befordring fra et sygehus uden for bopælsregionen til fortsat indlæggelse på et sygehus i bopælsregionen af sidstnævnte region.

Stk. 2. Bopælsregionen afholder udgifter til befordring og ophold i forbindelse med behandling efter § 89, stk. 1-3.

§ 266. Bopælskommunen afholder udgifter til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 141.

Kapitel 81

Overenskomster med andre stater

§ 267. Udgifter, der i medfør af § 233 skal dækkes af det danske sundhedsvæsen, afholdes af staten. Beløb, der i medfør af § 233 overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om den nationale administrative gennemførelse af refusion af offentlige sundhedsudgifter i henhold til overenskomster med andre stater eller til EF-retten. Ministeren kan herunder fastsætte regler om opkrævning af administrationsgebyr for statens medvirken til indhentelse af refusion fra andre stater af regionsrådets eller kommunalbestyrelsens udgifter til offentlige sundhedsydelser vedrørende sikrede fra andre stater.

Kapitel 82

Ydelser til personer, der ikke har bopæl i Danmark

§ 268. For personer, der har ret til ydelser efter denne lov i medfør af overenskomster med andre stater eller EF-retten, og som ikke har bopæl her i landet, afholdes udgifterne til ydelserne af opholdsregionen eller opholdskommunen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Afsnit XX

Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Kapitel 83

Straffebestemmelser

§ 269. Den, der anvender biologisk materiale i strid med en beslutning, der er registreret i henhold til § 30, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2. Den, der videregiver biologisk materiale i strid med § 33, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 3. Den, der tilsidesætter bestemmelser i § 36 eller bestemmelser fastsat med hjemmel heri, straffes med bøde. Dette gælder dog ikke, hvis bestemmelserne er tilsidesat af afgiveren af biologisk materiale eller den, der handler på dennes vegne.

§ 270. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger efter afsnit III, kapitel 9, straffes efter straffelovens §§ 152-152 f.

§ 271. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der udtager væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 53 eller § 54, eller foretager indgreb efter § 56 uden at betingelserne efter loven er opfyldt.

Stk. 2. Den, der yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller overførsel af væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 53 eller § 54, straffes med bøde. Det samme gælder den, der med viden om, at der er ydet eller modtaget betaling som nævnt i 1. pkt., medvirker til, at et sådant indgreb foretages.

§ 272. En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at betingelserne i § 93, § 94, § 96, stk. 1, eller § 97 er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 95 eller § 96, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde.

Stk. 2. En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at betingelserne i § 99, § 100 og § 101, stk. 3, er opfyldt, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Stk. 3. Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Stk. 4. Stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende virksomhed.

Stk. 5. Overtrædelser, der begås af uagtsomhed, straffes ikke.

§ 273. Den, der uden at betingelserne i kapitel 30 eller kapitel 33 er opfyldt, foretager sterilisation eller kastration, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

§ 274. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der uberettiget indhenter, videregiver eller udnytter oplysninger indsamlet efter § 158, eller undlader at indberette oplysninger og at korrigere urigtige oplysninger efter § 158.

§ 275. Med mindre højere straf er fastsat i anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder regler, påbud eller forbud udstedt i medfør af §§ 220 og 221.

§ 276. Den, der overtræder bestemmelserne i §§ 179-180 og §§ 183-184 vedrørende ligsyn mv., straffes med bøde.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der foretager obduktion i lægevidenskabeligt øjemed, eller indgreb efter § 189, uden at betingelserne herfor efter denne bestemmelse er opfyldt.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af afsnit XIII, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

§ 277. Den, der udfører erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver i strid med § 222, straffes med bøde.

§ 278. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 84

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 279. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3-8.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) Lov om patienters retsstilling, jf. lov nr. 482 af 1. juli 1998,

2) Lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998,

3) Lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 28. august 2003,

4) Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995,

5) Lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, jf. lov nr. 634 af 17. december 1976,

6) Lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, jf. lov nr. 438 af 14. juni 1995,

7) Lov om hjemmesygeplejerskeordninger, jf. lov nr. 408 af 13. juni 1973,

8) Lov om tandpleje mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 15. december 2003,

9) Lov om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet, jf. lov nr. 429 af 10. juni 2003,

10) Kapitel 1, kapitel 3 a og § 25 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002.

11) Lov om embedslægeinstitutioner mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 805 af 13. september 2001, idet lovens § 1 a om tjenestemandsansatte ved Stadslægeembedet i Københavns Kommune dog opretholdes.

12) Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af 16. juni 2004.

13) Lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994.

Stk. 3 . Afsnit IV om transplantation og afsnit XIII om ligsyn og obduktion mv. samt § 271 og § 276 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv.

Stk. 4. §§ 208-210 træder i kraft den 1. januar 2006, idet forpligtelserne, der efter disse bestemmelser påhviler regionerne, i stedet vil påhvile amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Bornholms Kommune i perioden fra 1. januar 2006 til 31. december 2006. De i § 208, stk. 2, nævnte repræsentanter fra regionsrådene udpeges af forberedelsesudvalget med virkning for denne periode, jf. lov om regioner § 51 om forberedelsesudvalgets opgaver.

Stk. 5. § 223 træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves kapitel 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002 og § 9, stk. 1-2, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995.

Stk. 6. § 267 træder i kraft for beløb, der overføres til det danske sundhedsvæsen for behandling, der afsluttes efter den 31. december 2005. Beløb fra udenlandske syge(for)sikringer, der efter bestemmelsen tilfalder et regionsråd eller en kommunalbestyrelse, for behandling afsluttet efter den 31. december 2005 og inden den 31. december 2006, tilfalder i stedet den amtskommune, Hovedstatens Sygehusfællesskab, Bornholms Kommune eller den kommune, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.

Stk. 7. §§ 29-36 har virkning for biologisk materiale, der er afgivet efter den 1. september 2004. Bestemmelser fastsat i medfør af §§ 31 og 32 kan dog tillige have virkning for biologisk materiale, der er afgivet før den 1. september 2004.

Stk. 8. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 86 om brystundersøgelse til kvinder.

Stk. 9. § 51, stk. 2 og 3, vedrørende tolkebistand træder i kraft den 1. juni 2011.

Stk. 10. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen om levering af hjemmesygepleje, jf. § 138, bevares efter de tidligere gældende regler.

Stk. 11. Regler, der er fastsat i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

§ 280. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 . Kapitel 4-9, §§ 62-64, kapitel 36-38, kapitel 61, kapitel 66-68, §§ 250-253, § 257, § 262, §§ 269-271 og §§ 275-278 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Stk. 3 . Kapitel 12 og kapitel 54-57 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

REGISTER

Afsnit I Indledende bestemmelser

Kapitel 1. Formål og opgaver mv.

Afsnit II Retten til ydelser efter loven

Kapitel 2. Personkreds

Kapitel 3. Bevis for ydelser efter loven

Afsnit III Patienters retsstilling

Kapitel 4. Patientkreds

Kapitel 5. Patienters medinddragelse i beslutninger

€ Informeret samtykke

€ Mindreårige

€ Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke

€ Øjeblikkeligt behandlingsbehov

€ Patientens inddragelse

€ Sundhedspersonens ansvar

Kapitel 6. Selvbestemmelse i særlige tilfælde

€ Reglernes anvendelse

€ Sultestrejke

€ Afvisning af at modtage blod

€ Behandling af uafvendeligt døende

€ Livstestamenter

Kapitel 7. Selvbestemmelse over biologisk materiale

€ Anvendelsesområde

€ Vævsanvendelsesregisteret

€ Opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk materiale

€ Ret til destruktion

€ Ret til udlevering

€ Aftale om biologisk materiale, der afgives til private virksomheder

Kapitel 8. Aktindsigt

Kapitel 9. Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv.

€ Patientens krav på sundhedspersoners tavshed

€ Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling af patienter

€ Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål

€ Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter

€ Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning, statistik mv.)

€ Videregivelse til tredjelande

Kapitel 10. Tolkebistand

Kapitel 11. Patientkontorer

Afsnit IV Transplantation

Kapitel 12. Transplantation fra levende og afdøde personer

€ Transplantation fra levende personer

€ Transplantation fra afdøde personer

Afsnit V Praksissektorens ydelser

Kapitel 13. Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren

Kapitel 14. Valg af sikringsgruppe

Kapitel 15. Ydelser

€ Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge

€ Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.

Afsnit VI Sygehusydelser

Kapitel 16. Regionsrådets ansvar for sygehusydelser

Kapitel 17. Sygehusbehandling mv.

Kapitel 18. Særlige sygehusydelser

Kapitel 19. Frit sygehusvalg

Kapitel 20. Udvidet frit sygehusvalg

Kapitel 21. Maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme

Kapitel 22. Behandling i udlandet

Kapitel 23. Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til sygehus

Kapitel 24. Beløb til personlige fornødenheder

Afsnit VII Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Kapitel 25. Betingelser for svangerskabsafbrydelse

Kapitel 26. Betingelser for fosterreduktion

Kapitel 27. Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Kapitel 28. Fremgangsmåden

Afsnit VIII Sterilisation og kastration

Kapitel 29. Anvendelsesområde

Kapitel 30. Sterilisation

Kapitel 31. Samråd og ankenævn for sterilisation

Kapitel 32. Fremgangsmåden

Kapitel 33. Kastration

Afsnit IX Kommunale sundhedsydelser

Kapitel 34. Kommunalbestyrelsens ansvar

Kapitel 35. Forebyggelse og sundhedsfremme

Kapitel 36. Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge

Kapitel 37. Kommunal tandpleje

€ Tandpleje til børn og unge

€ Omsorgstandpleje

€ Specialtandpleje

€ Økonomisk støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader

€ Koordination af tandplejen mv.

Kapitel 38. Hjemmesygepleje

Kapitel 39. Genoptræning

Kapitel 40. Behandling for alkoholmisbrug

Kapitel 41. Lægefaglig behandling for stofmisbrug

Afsnit X Tilskud til lægemidler

Kapitel 42. Retten til tilskud

€ Generelt tilskud

€ Enkelttilskud

€ Tilskuddets størrelse

€ Kronikertilskud og terminaltilskud

€ Regulering

€ Beregning af tilskud

€ Forhøjet tilskud

€ Administration og revurdering

€ Medicintilskudsnævnet

€ Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister €" CTR

€ Lægemiddelstyrelsens register over Personlige Elektroniske Medicinprofiler - PEM

Afsnit XI Øvrige ydelser og tilskud

Kapitel 43. Vaccination til visse persongrupper

Kapitel 44. Tilskud til ernæringspræparater

Kapitel 45. Begravelseshjælp

Kapitel 46. Ydelser til søfarende

Kapitel 47. Regionstandpleje

Kapitel 48. Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion

Kapitel 49. Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper

Kapitel 50. Den offentlige rejsesygesikring

Kapitel 51. Tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land

Afsnit XII Præhospital indsats, befordring og befordringsgodtgørelse

Kapitel 52. Præhospital indsats

Kapitel 53. Befordring og befordringsgodtgørelse

Afsnit XIII Ligsyn og obduktion mv.

Kapitel 54. Dødens konstatering

Kapitel 55. Ligsyn

€ Ligsyn

€ Indberetning til politiet

€ Retslægeligt ligsyn

€ Dødsattest

€ Omsorg for lig

Kapitel 56. Obduktion

€ Retslægelig obduktion

€ Domstolsprøvelse

€ Lægevidenskabelig obduktion

Kapitel 57. Andre bestemmelser

Afsnit XIV Kvalitetsudvikling, forskning, indberetning og patientsikkerhed.

Kapitel 58. Kvalitetsudvikling

Kapitel 59. Forskning

Kapitel 60. Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder mv.

Kapitel 61. Patientsikkerhed

Afsnit XV Samarbejde og planlægning.

Kapitel 62. Samarbejde

Kapitel 63. Planlægning

Kapitel 64. Specialeplanlægning

Afsnit XVI Sundhedsberedskab

Kapitel 65. Planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet

Afsnit XVII Statslige myndigheder mv.

Kapitel 66. Sundhedsstyrelsen

Kapitel 67. Statens serum Institut

Kapitel 68. Det nationale råd for folkesundhed

Afsnit XVIII Administration, overenskomster og forsøg mv.

Kapitel 69. Forskellige bestemmelser

Kapitel 70. Overenskomster mv.

Kapitel 71. Overenskomster med andre stater

Kapitel 72. Forsøg med fravigelse af lovens regler

Afsnit XIX Finansiering

Kapitel 73. Ydelser i praksissektoren

Kapitel 74. Ydelser i sygehussektoren

Kapitel 75. Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Kapitel 76. Sterilisation og kastration

Kapitel 77. Kommunale sundhedsydelser

€ Forebyggende sundhedsordninger

€ Tandplejeydelser

€ Hjemmesygepleje

€ Genoptræning

€ Alkoholbehandling og behandling for stofmisbrug

Kapitel 78. Lægemidler

Kapitel 79. Øvrige ydelser og tilskud

€ Vaccinationer

€ Udstedelse af beviser

€ Ernæringspræparater

€ Begravelseshjælp

€ Søfarende

€ Regionale tandplejeydelser

€ Den offentlige rejsesygesikring

Kapitel 80. Befordring

Kapitel 81. Overenskomster med andre lande

Kapitel 82. Ydelser til personer, der ikke har bopæl i Danmark

Afsnit XX Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Kapitel 83. Straffebestemmelser

Kapitel 84. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

Kommunalreform €" Sundhedsreform

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af en ny kommunalreform.

Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.

Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner, regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet. Staten fastlægger de overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte borgerrettede opgaver og bliver dermed for borgere og virksomheder hovedindgangen til den offentlige sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet samt regionale udviklingsopgaver og får ansvaret for at løse visse driftsopgaver for kommunerne.

Reformen indebærer, at amtskommunerne, HS og Hovedstadens Udviklingsråd nedlægges, at der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses i den offentlige sektor, mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og at antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.

De regioner, som etableres ved reformen, er indrettet med udgangspunkt i målsætningen om at sikre et fremtidigt stærkt, regionalt sundhedsvæsen. Med 5 regioner bliver der grundlag for at samle flere behandlinger, udnytte fordelene ved specialisering bedre og sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne. Samtidig vil de 5 regioner give et stærkt planlægningsgrundlag og gøre det muligt at give kvaliteten et markant løft. Med de nye stærkere kommuner er der endvidere skabt grundlag for, at kommunerne får en væsentligt styrket rolle på sundhedsområdet.

Reformen på sundhedsområdet skaber et forbedret grundlag for at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af administrative grænser samt let og lige adgang til forebyggelse, undersøgelse, behandling og pleje på et højt fagligt niveau, samtidig med at der sker en styrkelse af borgernes frie valgmuligheder. Endvidere skabes der grundlag for en stærkere indsats for at sikre kvalitet, effektivitet og faglig udvikling i sundhedsvæsenet i et samspil med de centrale sundhedsmyndigheder, der tildeles styrkede beføjelser.

En realisering af de muligheder, der er skabt med kommunalreformen, kræver en grundlæggende revision af sundhedslovgivningen. Med det foreliggende lovforslag gennemføres en sådan revision.

2. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget omfatter de forhold, der hidtil har været reguleret i følgende love:

€ Lov om patienters retsstilling

€ Lov om offentlig sygesikring

€ Lov om sygehusvæsenet

€ Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab

€ Lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp

€ Lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme

€ Lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge

€ Lov om hjemmesygeplejerskeordninger

€ Lov om tandpleje mv.

€ Lov om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet

€ Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse (bortset fra reglerne om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn)

€ Lov om embedslægevæsenet

€ Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

€ Lov om sterilisation og kastration

€ Lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv.

Disse love vil blive ophævet samtidig med ikrafttrædelsen af sundhedsloven. Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab vil blive ophævet samtidigt i forbindelse med ikrafttrædelsen af lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

I forhold til gældende lovgivning vil lovforslaget først og fremmest indebære indholdsmæssige ændringer, som er en følge af aftalen om kommunalreformen. Lovforslaget vil herudover kun indeholde indholdsmæssige ændringer på enkelte områder. I lovforslaget er der i øvrigt - for at skabe større overblik - foretaget en sammenskrivning af de gældende regler, uden at der hermed sker realitetsændringer af disse regler.

Ved udformningen af lovforslaget har regeringen lagt afgørende vægt på, at sundhedslovgivningen indrettes med udgangspunkt i hensynet til borgernes behov. Det skal sikres, at sundhedsvæsenets tilbud til den enkelte er karakteriseret af kontinuitet, sammenhæng og tryghed. Lovgivningen skal derfor sikre de bedst mulige rammer for sammenhæng i patientforløbene, således at den enkelte patient får netop den ydelse, der er behov for på det givne tidspunkt, uanset hvilken myndighed, der har ansvaret.

Med dette sigte vil kommunerne få en styrket rolle på sundhedsområdet, hvor kommunerne tilskyndes til en effektiv forebyggelses-, trænings- og plejeindsats og bl.a. få ansvaret for al genoptræning udenfor sygehusregi samt for behandling af alkohol- og stofmisbrug.

Der skabes således en forpligtelse for de lokale myndigheder til i et samarbejde at yde en indsats for primær forebyggelse og sundhedsfremme med det sigte at forhindre, at sygdom opstår eller udvikler sig, bl.a. ved i forbindelse med varetagelse af opgaverne i forhold til borgerne generelt at bidrage til at skabe rammerne for en sund levevis.

Med henblik på at understøtte kvalitet og sammenhæng i sundhedsydelser og mellem sundhedsydelser og andre velfærdsydelser er der i lovforslaget fastsat bestemmelser, der forpligter regioner og kommuner til et konkret samarbejde.

Det bliver også på en overskuelig måde præciseret i lovgivningen, hvilke basale rettigheder borgerne har i forhold til sundhedsvæsenet i form af regler om valgfrihed, information, behandlingsfrister, samtykke, aktindsigt mv.

I forbindelse med kommunalreformen er der lagt op til en stærkere indsats for at sikre kvalitet og effektivitet i sundhedsvæsenet. Med forslaget skabes der derfor grundlag for, at de centrale sundhedsmyndigheder får bedre mulighed for at sikre en styrket landsdækkende koordinering og en bedre samling af den specialiserede behandling, og endvidere en systematisk opfølgning på kvalitet, effektivitet og it-anvendelse i sundhedsvæsenet på grundlag af fælles standarder. Der skabes også et forbedret grundlag i lovgivningen for at sikre uddannelse og forskning af høj kvalitet og på højt niveau.

Oprettelsen af større og stærkere kommuner og regioner medfører et behov for en yderligere faglig og organisatorisk integration mellem Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne. I sundhedsloven gennemføres der derfor en samling af Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne, således at embedslægeinstitutionerne også lovgivningsmæssigt kommer til at udgøre en organisatorisk del af Sundhedsstyrelsen.

Med sundhedsloven erstattes Sygesikringens Forhandlingsudvalg, som er oprettet i henhold til sygesikringsloven, af en nyt centralt nævn, som består af repræsentanter fra regionerne, kommunerne og staten. Nævnet benævnes Regionernes Lønnings- og Takstnævn og er nærmere reguleret i lov om regioner.

Reformen medfører, at der skal gennemføres en ny finansieringsordning for sundhedsvæsenet, som kan understøtte de mål, der ligger til grund for reformen. Det overordnede formål med en ny finansieringsordning er, at:

€ Sikre sammenhængende patientforløb.

€ Forankre et større ansvar for sundhedsområdet hos kommunerne.

€ Målrette regionernes indsats på høj kvalitet og service på sundhedsområdet.

€ Sikre regionerne økonomisk lige vilkår for at levere mest sundhed for pengene.

€ Sikre udgiftsansvarlighed i regionerne, herunder styrke incitamenter til mere sundhed for pengene ved anvendelse af præstationsfremmende afregningsformer.

Formålet med kommunal medfinansiering er at skabe bedre sammenhæng mellem opgaveansvar og finansieringsansvar på sundhedsområdet, herunder skabe mere synlige incitamenter for kommunerne til at investere i forebyggelse og samarbejde om sammenhængende patientforløb.

Regionernes varetagelse af sundhedsopgaverne vil på denne baggrund blive finansieret gennem et statsligt bloktilskud samt via en statslig aktivitetspulje og kommunal medfinansiering af sundhedsydelserne. Den kommunale medfinansiering vil finde sted dels gennem et kommunalt grundbidrag pr. indbygger, dels gennem kommunale aktivitetsafhængige betalinger. Reglerne om det statslige bloktilskud og de kommunale grundbidrag vil blive fastsat i den generelle lovgivning om regionernes finansiering. I sundhedsloven indgår regler om en statslig aktivitetspulje samt kommunale aktivitetsafhængige betalinger.

Disse store og principielle ændringer af grundlaget for sundhedsvæsenet er som anført baggrunden for, at der i forbindelse med lovforslaget gennemføres en egentlig lovreform på sundhedsområdet med en samling af de centrale lovbestemmelser på området, som i dag er fastsat i 15 forskellige love. Herved understreges behovet for sammenhæng i opgavevaretagelsen. Endvidere sikres større gennemskuelighed og overblik over reglerne af hensyn til såvel borgere som myndigheder.

Disse hensyn er endvidere baggrunden for, at de gældende regler om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, om sterilisation og kastration og om ligsyn, obduktion og transplantation med lovforslaget foreslås overført til sundhedsloven. Disse opgaver vil blive overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Med det sigte at skabe større gennemskuelighed og overblik vil der samtidig med dette lovforslag blive fremsat særskilt forslag til lov om klage- og erstatningsadgang på sundhedsområdet.

3. Hovedpunkterne i lovforslaget

Patienternes rettigheder i forhold til sundhedsvæsenet

Lovforslaget samler de centrale bestemmelser om patienternes rettigheder inden for sundhedslovgivningen i én sammenhængende lov, således at borgerne lettere kan få overblik over alle de rettigheder, de har i forhold til sundhedsvæsenet.

Reglerne fra lov om patienters retsstilling vedrørende patienters selvbestemmelse er videreført i lovforslagets afsnit III. Bestemmelserne herom regulerer de grundlæggende og generelle principper for den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i forhold til sundhedsvæsenet i forbindelse med undersøgelse, behandling mv. Bestemmelserne, der tager udgangspunkt i patienten og dennes retsstilling, omhandler information og samtykke, aktindsigt og videregivelse af helbredsoplysninger. Reglerne er en forudsætning for, at en patient kan varetage sine interesser i forbindelse med kontakten til den enkelte sundhedsperson.

Reglerne fra lov om patienters retsstilling er videreført uændret, herunder de ændringer, der blev gennemført ved lov nr. 312 af 5. maj 2004 om ændring af lov om patienters retsstilling, hvor spørgsmålet om selvbestemmelse over biologisk materiale, der er afgivet i forbindelse med behandling, blev reguleret i loven.

Herudover er foreslået enkelte justeringer i forhold til den gældende lovgivning, som er nærmere beskrevet i de specielle bemærkninger.

Opgavefordelingen

Opgavefordeling mellem regioner og kommuner

Kommunalreformen vil generelt betyde en klarere ansvarsfordeling mellem de offentlige myndigheder. Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner, regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet: Staten fastlægger de overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte, borgerrettede opgaver og bliver dermed hovedindgangen til den offentlige sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sygehus- og praksissektoren og får endvidere en række positivt afgrænsede opgaver i forhold til den regionale udvikling og i forhold til at løse en række opgaver, som den enkelte kommune ikke hensigtsmæssigt kan løse.

Regionerne overtager sygehus- og praksissektoropgaverne fra amterne, Frederiksberg og Københavns kommuner/Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms Kommune. Regionernes forpligtelser på sygehusområdet og praksissektorområdet er med dette lovforslag samlet i én lov. En samlet lovgivningsmæssig ramme for regionernes opgavevaretagelse på sundhedsområdet fremhæver og understøtter den regionale myndigheds arbejde med at skabe sammenhængende og effektive patientforløb på tværs af fag og sektorer.

På samme måde samles kommunernes forpligtelser på sundhedsområdet med dette lovforslag i afsnit IX om kommunale sundhedsydelser. Her samles kommunernes eksisterende lovgivningsmæssige forpligtelser på sundhedspleje, tandpleje- og hjemmesygeplejeområdet, kommunernes nye genoptræningsopgave fremgår, og kommunernes indsats på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet gives en mere eksplicit lovgivningsmæssig ramme. Dermed afspejler dette lovforslag kommunalreformens mål om at gøre kommunerne ansvarlige for de borgerrettede velfærdsopgaver og - for så vidt angår sundhedsområdet - at give kommunerne en klar ramme for en effektiv forebyggelses-, trænings- og plejeindsats og en styrket rolle i sundhedsvæsenet.

Med kommunalreformen, hvor 5 regioner får ansvaret for sygehuse og praksissektoren og hvor kommunerne får et større ansvar på sundhedsområdet, vil borgerne opleve et sundhedsvæsen, som sætter det samlede patientforløb i centrum. De komplicerede sygehusbehandlinger samles i de mest kyndige og rutinerede hænder. Regionerne skal sikre sammenhæng mellem behandlingen i sygehussektoren og behandlingen i praksissektoren. Og kommunerne får ansvaret for at sikre sundhedstilbud, der bedst løses i borgernes nærmiljø og i sammenhæng med løsningen af øvrige velfærdsopgaver.

Samarbejde og planlægning

Med forslaget fastlægges der en række krav til regionernes og kommunernes planlægning og samarbejde, herunder en række krav til specialeplanlægningen i regionerne.

Med det formål at styrke samarbejdet mellem regioner og kommuner om indsatsen over for de patientgrupper, der har behov for ydelser både i sygehusvæsenet, praksissektoren og kommunale sundheds- og sociale tilbud, foreslås det at gøre et regionalt samarbejdsforum obligatorisk og samtidig forpligte regionsrådene til at indgå sundhedsaftaler med kommunalbestyrelserne i regionen.

Der er allerede i dag i sygesikringsloven en forpligtelse til, at amter og kommuner skal etablere et samarbejde om deres indsats på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer, herunder til at udarbejde en amtslig sundhedsplan. Den gældende lovgivning indeholder imidlertid ikke egentlige forpligtelser til at nedsætte et sundhedskoordinationsudvalg eller at indgå aftaler om de områder, hvor det er nødvendigt.

Der er derfor i dag stor forskel på, hvordan samarbejdet fungerer mellem amter og kommuner. Nogle steder er der veletablerede og velfungerende samarbejdsfora, nogle steder er der indgået aftaler om de mere komplicerede opgaver, der går på tværs af sektorerne, som fx genoptræning og hjælpemidler, andre steder har det ikke fungeret.

Specialeplanlægning

Det fremgår af kommunalreformen, at regeringen vil styrke de centrale sundhedsmyndigheders beføjelser til at sikre en bedre kvalitet, herunder opstilling af krav og kriterier for, at de enkelte sygehuse/afdelinger kan udføre relevante, specialiserede behandlinger.

De nuværende regler om specialeplanlægning, der fremgår af sygehusloven, og som foreslås afløst af lovforslaget, giver ikke de centrale sundhedsmyndigheder de nødvendige, klare beføjelser og forpligtelser i forhold til et ønske om mere effektiv koordinering af specialeplanlægningen.

Efter sygehuslovens nugældende regler om specialeplanlægning, påhviler det amterne at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger på andre offentlige sygehuse samt på private sygehuse. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom. Derudover har ministeren en lovmæssig beføjelse til at fastsætte regler for visitation af patienter, hvis kvalitets- eller ressourcemæssige hensyn taler for, at visse behandlingsformer samles på et eller få sygehuse.

De nugældende regler og praksis har imidlertid en række svagheder. Den regionale specialeplanlægning sker ikke konsekvent på grundlag af eksplicitte krav. Dermed er der risiko for, at de højtspecialiserede funktioner i praksis ikke opfylder relevante ressourcemæssige og faglige krav. De centrale sundhedsmyndigheder modtager ikke løbende og systematisk rapportering fra de driftsansvarlige myndigheder om status for lands- og landsdelsafdelingernes opfyldelse af fastsatte krav. Dermed mangler en løbende vurdering af, om lands- og landsdelsafdelingerne opfylder relevante krav.

En effektiv landsdækkende koordinering skal sikre samling af den allermest specialiserede behandling. Det er vigtigt at sikre den rette balance mellem regionernes egen planlægning og hensynet til den overordnede koordination af sundhedsvæsenet, fx for at sikre den nødvendige samling af behandlingen af bl.a. hjerte- og kræftpatienter.

Der er således på nogle punkter brug for en stærkere landsdækkende styring af specialeplanlægningen, som også anbefalet af regeringens rådgivende sundhedsudvalg og af strukturkommissionen.

Det foreslås, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen får klarere samt mere vidtgående beføjelser og forpligtelser i forhold til specialeplanlægningen af lands- og landsdelsfunktionerne.

Det foreslås derfor, at Sundhedsstyrelsen får lovhjemmel dels til at fastlægge krav til lands- og landsdelsfunktionerne, dels til at godkende deres placering på bestemte sygehuse og endelig til at tilbagetrække godkendelser, hvis kravene trods pålæg herom ikke er opfyldt. Regionsrådene skal årligt rapportere til Sundhedsstyrelsen om status for lands- og landsdelsafdelingernes opfyldelse af de fastsatte krav. Sundhedsstyrelsen skal være forpligtet til løbende at vurdere, om de fastlagte krav er opfyldt.

Sundhedsstyrelsen skal varetage ovennævnte opgaver på baggrund af indstillinger fra et rådgivende udvalg, hvor sygehusejerne, faglige organisationer, relevante videnskabelige selskaber, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet er repræsenteret.

Psykiatri

Ansvaret for at behandle patienter med sindslidelse lægges med kommunalreformen i regionerne sammen med ansvaret for den øvrige del af det behandlende sundhedsvæsen. Ansvaret for den sociale indsats for sindslidende samles i kommunen. Hidtil har den sociale indsats for sindslidende været delt mellem amt og kommune. Med kommunalreformen reduceres dermed antallet af overgange og risikoen for brud i det sammenhængende behandlings- og rehabiliteringsforløb for sindslidende. Der gennemføres ikke med lovforslaget en indskrænkning i de aktiviteter, som i dag varetages af de psykiatriske afdelinger, herunder distriktspsykiatrien. Den behandlende psykiatri omfatter derfor som hidtil stationær og ambulant behandling, distriktspsykiatri, opsøgende psykoseteams og andre udgående/opsøgende psykiatriske teams, konsulentbistand til kommuner og regionale institutioner, informationsarbejde overfor patienter og pårørende osv. På samme måde som det hidtil har været et amtskommunalt ansvar, vil det blive regionernes ansvar at videreudvikle behandlingstilbudene til sindslidende ligesom det vil blive et regionalt ansvar at videreudvikle behandlingstilbud til andre patienter. Amternes modtagepligt for domfældte sindslidende følger af lov nr. 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne. Der sker ikke med sundhedsloven ændringer i ansvaret for at modtage og behandle domfældte sindslidende, som således videreføres af regionerne.

Kommunale opgaver

Et hovedformål med kommunalreformen er at samle flest mulige velfærdsopgaver i nye, større kommuner. Kommunerne skal være borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Opgaverne skal tilbydes i borgernes nærmiljø. Med reformen samles en række velfærdsopgaver på sundhedsområdet, beskæftigelsesområdet, undervisningsområdet mv. i kommunerne. Derved skabes grundlaget for sammenhængende opgaveløsning.

Kommunerne får altså med kommunalreformen €" særligt på det sociale område og sundhedsområdet €" ansvaret for flere opgaver og mulighed for at løse opgaverne i en sammenhæng.

Det følger endvidere af aftalen om en kommunalreform, at kommunerne skal medfinansiere egne borgeres brug af ydelser, der leveres af det regionale sygehusvæsen eller af privatpraktiserende sundhedspersoner. Denne kommunale medfinansiering af udgifterne i det regionalt forankrede sundhedsvæsen har til formål at skabe klare økonomiske incitamenter for kommunalbestyrelserne til at samarbejde med regionsrådene om sammenhængende og omkostningseffektive behandlingsforløb samt til at styrke deres egen indsats på forebyggelses-, pleje- og genoptræningsområdet.

De økonomiske incitamenter suppleres i lovforslaget af nye forpligtende bestemmelser om samarbejde om og planlægning af opgavevaretagelsen på sundhedsområdet og tilgrænsende områder. Lovforslaget indebærer derudover, at kommunerne som noget nyt får medlemskab af det centrale forhandlingsudvalg, der indgår overenskomster med de faglige organisationer i praksissektoren. Formålet er at sikre en effektiv opgavefordeling, således at de privatpraktiserende sundhedspersoner, fx de praktiserende læger, varetager de behandlingsmæssige kerneopgaver, der bedst løses i praksis, og at kommunernes indsats effektivt aflaster og supplerer praksissektoren fx i forhold til forebyggelse og sundhedsfremme, det socialmedicinske område og i relation til indsatsen for patienter med kroniske sygdomme.

Forebyggelse og sundhedsfremme

Forebyggelse og sundhedsfremme er tværsektorielt - og indsatsen sker på mange niveauer i samfundet. Det er ikke alene en opgave for det kommunale og regionale sundhedsvæsen - også tilrettelæggelsen af en lang række andre (velfærds-)områder har betydning for sundheden, fx miljø-, arbejdsmiljø-, trafik-, beskæftigelses-, og fritids- og undervisningsområdet og ikke mindst det sociale område.

En forebyggende indsats i forhold til de store folkesygdomme og befolkningens sundhed i det hele taget indeholder to elementer €" borgerrettet forebyggelse og patientorienteret forebyggelse.

Borgerrettet forebyggelse er først og fremmest rettet mod den raske del af befolkningen med det formål at mindske risikoen for, at sygdom overhovedet opstår €" og involverer en indsats i forhold til fx rygning, alkohol, kost, fysisk inaktivitet, svær overvægt og smitsomme sygdomme.

Men forebyggelse handler ikke alene om at forebygge sygdom. Det handler også om at forebygge, at en sygdom udvikler sig yderligere og om at begrænse eller udskyde dens eventuelle komplikationer. Den patientrettede forebyggelse tager sigte på at optimere behandlingen og sætte den enkelte patient i stand til at tage bedst muligt vare på sig selv. Det kræver, at patienten får kompetencer, den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder til at udøve en god egenomsorg, fx ved rehabilitering, patientundervisning og genoptræning.

Kommunalreformen tillægger kommunerne et hovedansvar for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Kommunerne er tæt på borgerne og har omfattende erfaringer med forebyggelse og sundhedsfremme fra bl.a. sundheds- og hjemmeplejeområderne. For at tilskynde kommunerne yderligere til en forebyggende og sundhedsfremmende indsats skal de fremover medfinansiere det regionale sundhedsvæsen.

Kommunernes forebyggende og sundhedsfremmende indsats bør basere sig på en sundhedsfaglig prioritering, dokumenterede metoder og aktiviteter samt en løbende kvalitetsovervågning.

Regionernes opgaver på forebyggelsesområdet knytter sig især til den patientrettede forebyggelse, herunder tværgående opgaver vedr. kvalitetssikring og -udvikling. De nye obligatoriske samarbejdsaftaler mellem kommunalbestyrelser og regionsråd vil være et væsentligt redskab ved tilrettelæggelsen af en sammenhængende og tværgående forebyggelsesindsats.

Den centrale indsats i forhold til udvikling og formidling af effektive forebyggelsesmetoder og modeller vil blive videreført. Sundhedsstyrelsen vil i dialog med de lokale myndigheder udstikke overordnede retningsliner og igangsætte udviklingsprojekter i samarbejde med kommuner, regioner mv. Sundhedsstyrelsen vil samtidig forestå nødvendig faglig opbakning til kommuner og regioner.

Kvalitet

Et klart formuleret mål med kommunalreformen er at sikre en høj kvalitet i sundhedsydelserne og en ensartet høj kvalitet på landsplan. Reformens finansieringssystem vil understøtte kvalitet og sammenhæng på sundhedsområdet, ligesom lovforslagets forpligtende samarbejdsbestemmelser og øgede muligheder for en central koordinering af specialeplanlægningen vil sikre kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.

Dette lovforslag indeholder et selvstændigt kapitel om kvalitetsudvikling. Kvalitetsudvikling har altid været en integreret del af sundhedsmyndighedernes driftsopgave, idet der allerede er en implicit forpligtelse til at sikre, at de ydelser, myndighederne har ansvar for at levere, har en høj kvalitet. De senere års stigende fokus på kvalitetsudvikling, kvalitetsmåling og information om kvalitet til borgerne afspejles således med dette lovforslag i sundhedslovgivningen. Med kapitlet gøres de decentrale sundhedsmyndigheders forpligtelse til generelt at sikre kvalitetsudvikling herunder forsknings- og udviklingsarbejde eksplicit.

Indenrigs- og sundhedsministeren skal efter lovforslaget i samarbejde med de decentrale myndigheder fastlægge en fælles ramme for kvalitetsudviklingsarbejdet. Samtidig foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren gives adgang til at fastlægge regler på områder, hvor hensynet til patienternes sikkerhed særligt kan begrunde det. Det vil dog blive delegeret til Sundhedsstyrelsen at fastlægge de nærmere bestemmelser herom. Både regeringens rådgivende udvalg på sundhedsområdet og strukturkommissionen har anbefalet en sådan hjemmel.

Bestemmelsen i lovforslagets afsnit om kvalitetsudvikling afspejler, at det ansvar, der ligger i at sikre, at sundhedsydelserne har høj kvalitet består i mange forskellige indsatser. Kvalitetsudvikling af sundhedsydelser omfatter forskning og udvikling, uddannelse og efteruddannelse, centrale registreringer af relevante oplysninger herunder oplysninger om fejl og utilsigtede hændelser mv.

De centrale sundhedsmyndigheder

I lovforslagets afsnit XVII er der fastsat bestemmelser om de statslige myndigheder mv. på sundhedsområdet.

Sundhedsstyrelsen

De generelle bestemmelser om Sundhedsstyrelsens placering og opgaver i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse er overført uændret til lovforslaget. Der er i lovforslaget tilføjet en bestemmelse om, at Sundhedsstyrelsen skal vejlede om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver efter loven. Hermed lovfæstes Sundhedsstyrelsens generelle forpligtelse til at fastsætte faglige retningslinier mv. over for sundhedsvæsenet i det omfang, der er behov for det. Denne bestemmelse træder i stedet for de forpligtelser, der er fastsat i en række af de gældende lovbestemmelser om, at styrelsen fastsætter faglige retningslinier.

I lovforslagets kapitel 58 om kvalitetsudvikling og afsnit XV om samarbejde og planlægning er der tillagt Sundhedsstyrelsen en række nye opgaver og beføjelser. Disse er nærmere omtalt i bemærkningerne til disse bestemmelser.

I lovforslaget foreslås Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne samlet i en enhedsorganisation, således at embedslægeinstitutionerne udgør en organisatorisk del af Sundhedsstyrelsen.

Baggrunden herfor er, at der i forbindelse med oprettelsen af større og stærkere kommuner og regioner vil være behov for en yderligere faglig og organisatorisk integration mellem Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne.

Embedslægevæsenet er på nuværende tidspunkt en decentral statslig organisation, som er placeret med en institution i hver af de enkelte amtskommuner mv. Embedslægerne har overordnet til opgave at påse, at sundhedslovgivningen overholdes, herunder føre tilsyn med medicinalpersoner på Sundhedsstyrelsens vegne, jf. lov om embedslægeinstitutioner mv.

En styrkelse af integrationen mellem Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne i en enhedsorganisation er en naturlig forlængelse af det hidtidige arbejde med embedslægernes faglige og administrative samordning med styrelsen. Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne vil med større styrke kunne varetage de statslige opgaver på sundhedsområdet, hvis kræfterne forenes i en sammenhængende opgaveløsning og faglig integration.

En sådan enhedsorganisation vil kunne sikre en effektiv prioritering og ressourceudnyttelse og dermed en optimal varetagelse af de statslige opgaver i en ny, regional struktur for den offentlige sektor.

Ved samlingen af embedslægeinstitutionerne og Sundhedsstyrelsen pålægges styrelsen at oprette en embedslægeinstitution i hver region. Herved videreføres embedslægeinstitutionernes lokale forankring i de enkelte regioner. Samtidig vil integrationen være medvirkende til at sikre en bæredygtig faglighed, så embedslægeinstitutionerne også fremover kan være en interessant og kompetent samarbejdspartner for lokale og regionale myndigheder.

Efter sammenlægningen af Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne vil styrelsen udsende en nærmere beskrivelse af embedslægernes fremtidige opgaver.

Som følge af embedslægeinstitutionernes fremtidige regulering i sundhedsloven vil loven om embedslægeinstitutioner mv. blive ophævet. Det bemærkes, at bortset fra den foreslåede samling af embedslægeinstitutionerne og Sundhedsstyrelsen er embedslægelovens regler grundlæggende videreført uændret, idet der dog er sket nødvendige konsekvensændringer som følge af regionernes oprettelse samt en delegation til Sundhedsstyrelsen af visse beføjelser til regeludstedelse på området, for eksempel vedrørende fastsættelse af regler om tilsyn med visse behandlings- og plejeinstitutioner mv.

Statens Serum Institut

A. Baggrund

I den hidtidige centralstyrelseslov er Statens Serum Instituts opgaver defineret meget overordnet i forhold til de faktiske opgaver, som instituttet løser. Baggrunden for at præcisere lovgivningen om Statens Serum Institut er, at instituttet gennem årene har fået tillagt nye opgaver, bl.a. har instituttet fået væsentlige opgaver i forbindelse med varetagelsen af indsatsen mod biologisk terrorisme, samt at nogle af instituttets opgaver i dag varetages af andre, bl.a. fremskaffelsen af blodprodukter. Samtidig er der kommet et øget fokus på internationalt samarbejde, formidling m.m.

Dertil kommer, at en tværministeriel arbejdsgruppe, der har haft til opgave at analysere modeller for den fremtidige leverance af vacciner til børnevaccinationsprogrammet, har anbefalet, at Statens Serum Instituts forpligtelser præciseres i lovgivningen, således at det fremgår, hvor Statens Serum Institut har myndighedslignende opgaver €" herunder forsyningspligtopgaver. Arbejdsgruppen har endvidere peget på, at finansieringsmodellen for børnevaccinationsprogrammet bør ændres, således at ordningen bringes i overensstemmelse med det EU-retlige grundlag. I dag betaler amterne for instituttets leverance af vacciner til programmet og er kompenseret herfor via bloktilskuddet. Fremover bliver det staten, der betaler Statens Serum Institut direkte for vaccinerne, som herefter stilles gratis til rådighed for amterne/regionerne. Finansieringsomlægningen indarbejdes på finansloven for 2006 og vil med vedtagelsen af den samlede sundhedslov træde i kraft pr. 1. januar 2006.

B. Statens Serum Instituts opgaver

Statens Serum Institut har som hovedformål at medvirke til at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler. Instituttet er ikke tillagt myndighedsopgaver, med mindre de er fastlagt ved lov eller givet instituttet på anden måde. Statens Serum Instituts rådgivning og formidling af data og information varetages i samråd med relevante myndigheder.

Overvågning, forebyggelse og påvisning er grundstenen i alle landes smitteberedskaber. Statens Serum Institut overvåger og analyserer forekomsten af infektionssygdomme m.m. samt formidler data og information herom. Overvågningsopgaven indebærer bl.a., at Statens Serum Institut i dag varetager de statslige systemer for anmeldelsespligtige sygdomme i henhold til bekendtgørelser og retningslinjer samt overvåger vaccinationstilslutningen til børnevaccinationsprogrammet. Statens Serum Institut varetager desuden overvågning som følge af bl.a. EU-beslutninger og deltager i nationale og internationale overvågningssystemer og samarbejder. Endvidere formidler Statens Serum Institut data, information og faglig viden til sundhedsvæsenet, myndighederne m.fl.

På det diagnostiske område er Statens Serum Institut landets centrallaboratorium og tilbyder analyser til sundhedsvæsenet m.fl., både hvad angår rutinediagnostik, specialiserede analyser og referencefunktioner i form af fx teknisk ekspertise og rådgivning. En stor bredde i de diagnostiske aktiviteter er en betingelse for en effektiv beredskabsvaretagelse. I forbindelse med medfødte lidelser tilbydes analyser for en række alvorlige medfødte sygdomme (i øjeblikket tre sygdomme: Føllings sygdom, hypothyrose og toxoplasmose) hos alle nyfødte børn. Instituttet foretager disse undersøgelser, og det resterende prøvemateriale opbevares i en national prøvebank.

Statens Serum Institut sikrer forsyningen af vacciner, herunder til børnevaccinationsprogrammet, og beredskabsprodukter. Forsyningssikringen sker under hensyntagen til det samlede smitteberedskab gennem fremstilling eller fremskaffelse. Instituttet har i lægemiddelloven adgang til i særlige tilfælde og i begrænset mængde at hjemtage og forhandle vacciner, sera, immunglobuliner m.m., der ikke har markedsføringstilladelse i Danmark.

Statens Serum Institut indgår i det operationelle beredskab i forbindelse med udbrud af overførbare sygdomme. Beredskabet kan bl.a. aktiveres ved uventede ophobninger og større sygdomsudbrud eller mistanke herom. I sådanne situationer omfatter beredskabet fx epidemiologiske udredninger og diagnostisk ekspertise, herunder for sjældent forekommende sygdomme.

Statens Serum Institut indgår også i beredskabet i forbindelse med biologisk terrorisme, eller mistanke herom gennem forskellige former for udredninger m.m., herunder trusselsvurdering, prøveindsamling, analyser, spredningsvurdering og undervisning.

Statens Serum Institut udfører forsknings- og udviklingsopgaver på et internationalt højt niveau, da dette er en forudsætning for at kunne løse instituttets opgaver. Samtidig bidrager instituttet til uddannelse inden for instituttets arbejdsområde.

Statens Serum Institut informerer, rådgiver og bistår sundhedsvæsenet, myndigheder m.fl. på områder, der vedrører instituttets opgaver. Statens Serum Institut rådgiver og bistår på en række områder også internationale myndigheder (fx EU og WHO).

Statens Serum Institut udbyder produkter og ydelser inden for instituttets arbejdsområde på markedsvilkår i Danmark og internationalt.

Lægemiddelstyrelsen

I lovens afsnit X om tilskud til lægemidler er der fastsat en række opgaver for Lægemiddelstyrelsen. Der er ikke behov for en særskilt regulering af Lægemiddelstyrelsens forhold i sundhedslovens afsnit om statslige myndigheder, idet styrelsens forhold først og fremmest er reguleret i apotekerloven og lægemiddelloven.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Reglerne om Patientklagenævnet har hidtil været fastsat i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Samtidig med forslaget til sundhedslov er der fremsat forslag til lov om klage- og erstatningsadgang på sundhedsområdet. Reglerne om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er indeholdt heri.

Samling af reglerne om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, om sterilisation og kastration og om ligsyn, obduktion og transplantation i sundhedsloven.

Reglerne om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion , om sterilisation og kastration og om ligsyn, obduktion og transplantation har hidtil været fastsat i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af 16. juni 2004, i lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994 med senere ændringer, og i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation mv. med senere ændringer. Lovene hører i dag under Justitsministeriet.

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, sterilisation og kastration samt transplantation er ydelser, der udføres af sundhedsvæsenet i meget høj grad på grundlag af sundhedsfaglige vurderinger, og som har udgjort en stadigt stigende del af sundhedsvæsenets tilbud til borgerne. Ligsyn og obduktion er ligeledes opgaver, der har tæt sammenhæng med det sundhedsfaglige område. I forbindelse med en samling af de centrale regler på sundhedsområdet i én lov er det derfor fundet hensigtsmæssigt også at indarbejde reglerne i de 3 love i sin helhed i sundhedsloven.

Reglerne i de 3 love er indarbejdet indholdsmæssigt uændret i lovforslaget, idet dog de beføjelser, der hidtil har været tillagt justitsministeren, er foreslået overført til indenrigs- og sundhedsministeren. Beføjelsen til at fastsætte nærmere regler om behandling af lig og om retslægelige ligsyn og retslægelige obduktioner, som i vidt omfang er begrundet i politimæssige hensyn, vil dog efter forslaget fortsat være tillagt justitsministeren. Ligeledes følger det af forslaget, at beføjelsen til at fastsætte nærmere regler om ligsyn og begravelse mv. ved dødsfald til søs fortsat skal være tillagt økonomi- og erhvervsministeren.

Ressortansvaret for opgaverne vedrørende de 3 love vil blive overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

4. De økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Som nævnt indebærer lovforslaget, at en række love på sundhedsområdet samles i én lov. Forslaget har den overordnede administrative konsekvens, at regionerne overtager amternes opgaver på sundhedsområdet. Overførsel af personale, aktiver og passiver i forbindelse med strukturreformen vil ske i henhold til forslag til lov om visse procedurespørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.

Som det fremgår af aftalen om strukturreformen, vil ændringerne i opgavefordelingen i forbindelse med reformen blive gennemført ud fra princippet om, at reformen er udgiftsneutral og pengene følger opgaverne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte på den baggrund forslag til sundhedsloven i DUT-høring i oktober 2004. Udgangspunktet for drøftelserne af de økonomiske konsekvenser har været udgiftsniveauet i regnskaberne for 2003, som er det seneste afsluttede regnskabsår. Formålet med drøftelserne har været at kvalificere skønnene over de økonomiske konsekvenser, herunder især at nå en teknisk afklaring af lovforslagets udgiftsopgørelser på de kommunale og amtskommunale driftskonti, bortset fra administration (hovedkonto 6).

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at der i forbindelse med lovforslaget overføres 66.873 mio. kr. fra den amtskommunale sektor. Heraf overføres 14.451 mio. kr. til primærkommunerne, 52.402 mio. kr. til regionerne og 20 mio. kr. til staten. De anførte beløb er baseret på udgiftsopgørelserne på hovedkonto 0-5 i regnskab 2003 opregnet til 2005 pris- og lønniveau. Endvidere overføres statens tilskud til H:S til regionerne svarende til 699 mio. kr. i 2003 opregnet til 2005 pris- og lønniveau. Det bemærkes, at op til fem procent af regionernes sundhedsudgifter vil blive udmøntet i form af et statsligt aktivitetsbestemt tilskud. Den hermed forbundne finansieringsmæssige omlægning er ikke afspejlet i ovennævnte overførsler.

Hertil kommer korrektioner som følge af fordeling af væksten i den amtskommunale sektor fra regnskab 2003 - 2006, fordelingen af de amtskommunale administrationsudgifter (hovedkonto 6) og anlægsudgifter på sektorer.

Regeringen vil søge tilslutning til den endelige regulering af amternes og kommunernes økonomi i forbindelse med den lovgivning, som fastlægger ændringerne i den kommunale finansiering, herunder tilskuds- og udligningssystemet. Denne lovgivning fremsættes i folketingssamlingen 2005/06.

Ad adgang til fremsendelse af udskrivningsbreve til den praktiserende læge

Det foreslås med forslaget, at der uden patientens samtykke kan ske videregivelse af udskrivningsbreve til patientens alment praktiserende læge. Dette forslag bidrager til en bedre sammenhæng mellem behandlingen på sygehuset og behandlingen hos den alment praktiserende læge.

Såfremt regionerne benytter sig af denne adgang til videregivelse, vil de således i forhold til i dag lettes for at skulle indhente samtykke. Samtidig vil sygehusene ikke længere i den konkrete situation skulle vurdere, hvorvidt der er tale om et aktuelt behandlingsforløb.

Endelig skal sygehusene sikre, at patienten gøres bekendt med muligheden for at frabede sig videregivelse.

Samlet set skønnes ændringen at være udgiftsneutral.

Ad forebyggelse og sundhedsfremme

Efter de gældende regler er indsatsen for forebyggelse og sundhedsfremme amternes ansvar.

Efter lovforslaget overføres det generelle ansvar for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i forhold til borgerne til kommunerne. Regionerne vil dog også have opgaver på området, navnlig i forhold til den patientrettede forebyggelsesindsats i det regionale behandlingssystem samt i forhold til kvalitetsudvikling- og sikring på forebyggelsesområdet.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at der overføres 137 mio. kr. til primærkommunerne og 30 mio. kr. til regionerne i forbindelse med opgaveoverflytningen. Heraf er 18 mio. kr. direkte henførbare fra hovedkonto 6. Opgaveoverflytningen vil samlet set være udgiftsneutral.

Ad genoptræning

Efter de eksisterende regler er genoptræning - som en integreret del af sygehusbehandlingen - amternes ansvar. Forslaget indebærer, at al genoptræning, der ikke foregår under indlæggelse på sygehus, fremover bliver et kommunalt ansvarsområde. Genoptræning under indlæggelse er fortsat et regionalt ansvar.

For at tilstræbe økonomisk neutralitet mellem genoptræning under og efter indlæggelse og undgå kassetænkning medfinansierer kommunerne efter forslaget - ud over den træning, de selv har ansvar for - genoptræning under indlæggelse ved en økonomisk model baseret på relativt få takster.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurdering, at der overføres 693 mio. kr. til primærkommunerne til varetagelse af genoptræning efter indlæggelse og 349 mio. kr. til medfinansiering af genoptræning under indlæggelse. Opgaveoverflytningen er samlet set udgiftsneutral.

Ad alkohol- og stofmisbrugsbehandling

Efter gældende regler er behandling af alkoholmisbrugere og den lægelige behandling af stofmisbrugere et amtskommunalt ansvar.

Efter lovforslaget vil disse opgaver blive overtaget af kommunerne.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at der overføres 187 mio. kr. til primærkommunerne til varetagelse af alkoholbehandlingsopgaven og 107 mio. kr. til varetagelse af stof­mis­brugs­be­hand­lings­op­gaven. Heraf vedrører 14 mio. kr. direkte henførbare udgifter fra hovedkonto 6. Opgaveoverflytningen vil samlet set være udgiftsneutral.

Ad specialtandpleje

Efter de gældende regler er det amternes ansvar at yde specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.

Efter lovforslaget vil ansvaret for denne opgave blive overtaget af kommunerne.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at der overføres 36 mio. kr. til primærkommunerne i forbindelse med opgaveflytningen. Opgaveflytningen er samlet set udgiftsneutral.

Ad kvalitetsudvikling

Det påhviler amter og kommuner at sikre, at sundhedsvæsenets ydelser har en høj kvalitet - fagligt og organisatorisk - og at det opleves sådan af patienterne. Forslaget om, at de decentrale myndigheder skal sikre kvalitet i sundhedsydelserne, indebærer dermed ikke en ny opgave og er derfor udgiftsneutral.

Forslaget om, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte krav til kvalitet og IT-anvendelse i sundhedsvæsenet medfører heller ikke i sig selv merudgifter. Først når ministeren beslutter at udnytte hjemlen, kan der tages stilling til, hvorvidt dette medfører merudgifter for regionerne.

Ad udviklings- og forskningsarbejde

Forslaget om udviklings- og forskningsarbejde medfører ikke merudgifter.

Der er således ikke tale om en ny opgave, selvom forskningsforpligtelsen - med undtagelse for Hovedstadens Sygehusfællesskab, der med kommunalreformen nedlægges - ikke tidligere har været lovreguleret. Forskningsopgaver har således indgået som et naturligt led i amternes almindelige driftsansvar for sygehusenes opgaver, ligesom det altid har været en naturlig forudsætning for kvalitet i sundhedsydelserne generelt, at de ydes på baggrund af udvikling og forskning på området.

Staten betaler i dag et årligt tilskud til H:S€™ varetagelse af en række særlige opgaver, der i 2005 udgør 260,4 mio. kr. Herudover har H:S overført 10,6 mio. kr. fra tidligere år. Af det samlede beløb på 271 mio. kr. er der afsat 240,5 mio. kr. til udvikling og forskning mv. Tilskuddet til udvikling og forskning mv. vil blive fordelt på alle fem regioner på grundlag af forskningens omfang og kvalitet efter en model, som vil blive nærmere fastlagt.

Regionerne skal gennem deres forskningsforpligtelse bidrage til forskning, der relaterer sig til de kommunale sundhedsydelser. Det vil typisk være sundhedstjenesteforskning, hvor fokus særligt er at styrke patientforløb og det tværsektorielle samarbejde samt at optimere opgavefordelingen mellem primær- og sekundærsektor, men naturligvis også klinisk forskning som grundlag for udvikling af ydelserne i fx hjemmesygeplejen. Det er heller ikke en ny forpligtelse, det sker allerede som naturligt led i amternes opgavevaretagelse på sundhedsområdet.

Ad planlægning og samarbejde

Forslaget om, at regionsrådet skal nedsætte et sundhedskoordinationsudvalg, og at regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal indgå sundhedsaftaler, samt at regionsrådet skal udarbejde en samlet sundhedsplan for tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på sundhedsområdet, er udgiftsneutralt. Forpligtelsen modsvarer således til den i dag i sygesikringsloven gældende forpligtelse til, at amter og kommuner skal etablere et samarbejde om deres indsats på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer, herunder at amtet skal udarbejde en sundhedsplan. Der er også i dag etableret forskellige samarbejdsfora og mange steder er der indgået aftaler om samarbejde og opgavefordeling på særlige indsatsområder.

Gennem en formalisering og styrkelse af rammerne for regionernes og kommunernes samarbejde forventes en forbedring og effektivisering af de decentrale myndigheders varetagelse af opgaverne på sundhedsområdet.

Ad specialeplanlægning

Forslagets del om specialeplanlægning er udgiftsneutralt. Efter sygehuslovens regler om specialeplanlægning påhviler det allerede i dag sygehusejerne at indgå aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger og at planlægge fordelingen af specialer. De nuværende regler om specialeplanlægning giver imidlertid ikke de centrale sundhedsmyndigheder de nødvendige, klare beføjelser og forpligtelser i forhold til ønsket om en mere effektiv, central koordinering af specialeplanlægningen.

Sundhedsstyrelsen vil med forslaget få en større opgave i forbindelse med fastlæggelse af krav til lands- og landsdelsfunktionerne, dels til at godkende deres placering på bestemte sygehuse, dels til at tilbagetrække godkendelser, hvis de fastsatte krav ikke er opfyldt. For regionernes vedkommende indebærer forslaget, at de årligt skal rapportere til Sundhedsstyrelsen om status for lands- og landsdelsafdelingernes opfyldelse af de fastsatte krav. Sundhedsstyrelsen vil løbende skulle vurdere, om de fastlagte krav er opfyldt.

Ad sundhedsberedskab

Forslagets bestemmelser om planlægning og gennemførelse af regionernes og kommunernes sundhedsberedskab medfører ikke i sig selv merudgifter.

Ad finansiering af sundhedsydelser

På sundhedsområdet vil regionerne for langt størstepartens vedkommende (omkring tre fjerdedele) blive finansieret ved et bloktilskud fra staten. For at give regionerne lige muligheder for at drive sundhedsvæsenet fordeles tilskuddet efter en række objektive fordelingskriterier.

Endvidere vil en del af den statslige finansiering af regionerne blive udbetalt som et statsligt, aktivitetsbestemt tilskud. Aktivitetspuljen vil blive fastlagt årligt, men udgør som udgangspunkt højst fem procent af regionernes sundhedsudgifter.

Med forslaget pålægges kommunerne at medfinansiere sygehusvæsenet, gennem dels et grundbidrag, dels et aktivitetsafhængigt bidrag. Det aktivitetsafhængige bidrag tager udgangspunkt i borgernes anvendelse af sundhedsvæsenet og vil primært afhænge af antal udskrivninger fra sygehusene. Grundbidraget og det aktivitetsafhængige bidrag ventes at finansiere i alt ca. 20 % af de samlede regionale sundhedsudgifter.

For en nærmere specifikation af finansieringsgrundlaget henvises til lov om regionernes finansiering.

Til brug for finansiering af sundhedsudgifterne udskriver staten et sundhedsbidrag. Sundhedsbidraget afløser delvist den amtskommunale indkomstskat. Sundhedsbidraget, som udskrives på det kommunale udskrivningsgrundlag, udgør 8 %, og provenuet indbetales til staten.

Lovforslaget tillægger de centrale sundhedsmyndigheder en række beføjelser og opgaver, fx sygehusplanlægning, IT og DRG, som i dag er varetaget af dels de enkelte decentrale sundhedsmyndigheder, dels i samarbejde mellem decentrale sundhedsmyndigheder og dels i fællesskaber.

Formålet er at sikre en overordnet styring og koordinering og skabe det bedst mulige grundlag for at nationale sundhedspolitiske målsætninger kan realiseres.

Der vil i forbindelse hermed ske en finansieringsomlægning fra de decentrale til de centrale sundhedsmyndigheder.

Finansieringsomlægningen for børnevaccinationsprogrammet indebærer, at bloktilskuddet reduceres, svarende til amternes årlige udgifter til Statens Serum Institut for betaling af børnevaccine. Der ventes ikke at være administrative konsekvenser af omlægningen.

Ad omlægning af finansieringen af udgifter ifølge overenskomster med andre stater eller EF-retten

Den refusion, der opkræves udenlandske syge(for)sikringer til dækning af udgifter til sygehjælp, som er ydet her i landet til sikrede fra andre stater, tilfalder efter gældende regler statskassen.

Med lovforslaget fastlægges, at medmindre der foreligger en aftale om at undlade mellemstatslig refusion af udgifter, skal refusionen fra udenlandske syge(for)sikringer tilfalde det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der har afholdt udgiften til den ydelse, refusionen vedrører. Med forslaget skabes således sammenhæng mellem den myndighed, der afholder udgiften til sygehjælp til sikrede fra andre stater, og den myndighed, som er berettiget til at modtage den udenlandske refusion herfor.

Den udenlandske refusion, som hidtil er tilfaldet staten, er ca. 15 mio. kr. årligt. Omlægningen vil samlet set være udgiftsneutral men vil indebære en økonomisk regulering i forholdet mellem staten, amterne og kommunerne.

Ad tilskud til visse aktiviteter

For at sikre, at der efter den 1. januar 2007 er finansiering til at fortsætte de nuværende amtskommunale tilskud til »Julemærkehjem«, »Alternativ til vold« og »Grønlænderens hus«, der i dag finansieres på baggrund af kommunalfuldmagten, vil staten i en overgangsperiode på fire år finansiere tilskuddet på den måde, at staten overtager amtskommunernes hidtidige tilskud og videregiver det til de pågældende institutioner mv.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil på den baggrund skulle kompenseres med 4,0 mio. kr. årligt fra amtskommunerne. Beløbet dækker over tilskud til »Julemærkehjem« 2,8 mio. kr., »Grønlændernes hus« 0,5 mio. kr. og »Alternativ til vold« 0,7 mio. kr.

Efter periodens udløb overføres det tilskud, som staten overtager fra amterne, fuldt ud til det kommunale bloktilskud. I løbet af perioden vil der blive søgt etableret aftale om videreførelse af kommunal støtte til institutionerne mv.

5. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR), som har vurderet, at forslaget ikke er erhvervsrelevant. Forslaget bør således ikke forelægges for et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler med henblik på vurdering af eventuelle administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder - bortset fra de nødvendige ændringer som følge af kommunalreformen - i det væsentlige allerede gældende regler. Lovforslaget indeholder på den baggrund ikke nye EU-retlige aspekter.

8. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

9. Hørte myndigheder og organisationer m.fl.

Kommunale parter

Amtsrådsforeningen

KL

Hovedstadens Sygehusfællesskab

Københavns Kommune

Frederiksberg Kommune

Bornholms Kommune

Sygesikringens Forhandlingsudvalg

Faglige organisationer m.fl.

Den Almindelige Danske Lægeforening

Dansk Sygeplejeråd

Forbundet af Offentligt Ansatte

Danmarks Apotekerforening

Den Almindelige Danske Jordemoderforening

Dansk Tandlægeforening

Tandlægernes Nye Landsforening

Amtstandlægekollegiet

Ergoterapeutforeningen

Dansk Farmaceutforening

Dansk Psykologforening

Danske Fysioterapeuter

Foreningen af Fodterapeuter

Foreningen af Kliniske Diætister

Dansk Kiropraktor-Forening

Dansk Laborantforening

Dansk Tandplejerforening

Danske Bioanalytikere

Farmakonomforeningen

Foreningen af Radiografer i Danmark

Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere

Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Dansk Medicinsk Selskab

Dansk Selskab for Almen Medicin

Foreningen af socialchefer

HK Danmark

Akademikernes Centralorganisation (AC)

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)

Landsorganisationen i Danmark (LO)

Patientforeninger m.fl.

Forbrugerrådet

Patientforeningen i Danmark

Patientforum

De Samvirkende Invalideorganisationer

Det Centrale Handicapråd

Center for Små Handicapgrupper

Dansk Handicapforbund

Landsforeningen for Bedre Hørelse

Ældresagen

ÆldreForum

Hospice Forum Danmark

Rådet for Socialt Udsatte

Ældremobiliseringen

Hjernesagen

Kræftens Bekæmpelse

Hjerteforeningen

Landsforeningen SIND

Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP)

Landsforeningen Bedre Psykiatri

Foreningen Pårørende til Sindslidende

Alkoholpolitisk Landsråd

KFUM's Sociale Arbejde i Danmark

Blå Kors Danmark

Lænkeambulatorierne i Danmark

Minnesotaforeningen

Private foreninger og institutioner m.fl.

Dansk Handel og Service

Dansk Industri

Dansk Arbejdsgiverforening

Forsikring & Pension

Patientforsikringen

Sankt Lukas Hospice

Diakonissestiftelsens Hospice

Sct. Maria Hospice

Epilepsihospitalet i Dianalund

Sclerosecenter Haslev

Sclerosecenter Ry

Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium

Dronning Alexandrines Gigtsanatorium

Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem

Gigtsanatoriet i Skælskør

Institut for Muskelsvind

Vejlefjord

Center for Hjerneskade

OASIS

RCT-Jylland

Dansk Optikerforening

Foreningen af Parallelimportører af lægemidler

Industriforeningen for Generiske Lægemidler

Lægemiddelindustriforeningen

Megros

Falck A/S

Statslige myndigheder m.fl.

Patientklagenævnet

Patientskadeankenævnet

Lægemiddelskadeankenævnet

Ankestyrelsen

Datatilsynet

Den Centrale Videnskabsetiske Komité

Det Etiske Råd

Konkurrencestyrelsen.

Rigsrevisionen

Københavns Universitet

Roskilde Universitetscenter

Syddansk Universitet

Århus Universitet

Aalborg Universitet

Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Sundhed

Færøernes Landsstyre

Høringssvarene udtrykker en generel positiv holdning til lovforslaget.

Specielle bemærkninger

Til afsnit I

Sundhedsvæsenet

Kapitel 1

Formål og opgaver mv.

Til §§ 1-4

Med sundhedsloven udmøntes en del af kommunalreformen, der som et centralt formål har at skabe grundlag for at understøtte og fremme et stærkt sundhedsvæsen. Bestemmelserne i afsnit I beskriver sundhedsvæsenets formål og regionernes og kommunernes overordnede ansvar for sundhedsvæsenet og for samarbejde og kvalitet.

Formålet er at fremme befolkningens sundhed og at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning.

Det er regionerne og kommunerne, der er ansvarlige efter loven for at yde en forebyggelses- og sundhedsfremmeindsats rettet til befolkningen samt tilbyde behandling til den enkelte patient.

Sundhedsvæsenets opgaver udføres af regionernes sygehusvæsen, praktiserende sundhedspersoner, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner mv.

Regionsrådene og kommunalbestyrelserne skal sammen med de statslige myndigheder og i dialog med brugerne løbende sikre udvikling af kvaliteten og en effektiv ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet. Det skal ske gennem uddannelse, forskning, planlægning og samarbejde mv.

Til § 5

Med bestemmelsen defineres, hvad der i loven forstås ved behandling, dvs. undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

De enkelte bestemmelser i loven, som omhandler behandling, vil dog efter omstændighederne kun omhandle dele af dette behandlingsbegreb.

Ved anvendelse af begrebet sundhedsfaglig pleje præciseres det, at den pleje, der finder sted med hjemmel i lov om social service og den øvrige sociale lovgivning, ikke er omfattet af reglerne i loven.

Bestemmelsen svarer med enkelte tekniske ændringer til § 3 i patientretsstillingsloven.

Til § 6

Bestemmelsen definerer, hvad der i loven forstås ved sundhedspersoner, dvs. personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver og personer, der handler på disses ansvar. Personer, der ikke er undergivet en autorisationsordning, hvilket fx er tilfældet med social- og sundhedsassistenter, kan kun optræde som en sundhedsperson i lovens forstand, når det sker på fx en læges eller sygeplejerskes ansvar. Andre personalegrupper, som fx apotekere og apoteksassistenter, er ikke omfattet af definitionen sundhedsperson efter denne lov, selvom de anses som sundhedspersoner efter anden lovgivning, herunder lægemiddelloven.

Bestemmelsen svarer til § 4 i patientretsstillingsloven.

Til afsnit II

Retten til ydelser efter loven

Kapitel 2

Personkreds

Til §§ 7- 8

Der sker med bestemmelserne en videreførelse af de gældende regler om personkreds i § 1 i sygesikringsloven, § 5 i sygehusloven, § 11 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, § 2, stk. 1, i lov om tandpleje mv. og § 1, stk. 1, i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.

Personer, der har bopæl her i landet, dvs. er tilmeldt med bopæl i Folkeregistret, har efter § 7 ret til lovens ydelser.

Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har ret til lovens ydelser fra tilmeldingen til Folkeregistret.

Ydelser omfattet af overenskomster med andre stater eller EF-retten, her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, tilkommer endvidere personer, der i henhold til disse overenskomster eller EF-retten er dansk socialt sikret, herunder også sygesikret, uanset at de pågældende ikke har bopæl i Danmark.

Dette vil eksempelvis være personer, der er beskæftiget i Danmark, men bor i et andet EU-land, eller personer, der udsendes fra en virksomhed her i landet til i en kortere eller længere periode at arbejde i et andet land.

For tilflyttere fra udlandet gælder, at de efter § 8 først har ret til lovens ydelser 6 uger efter tilmeldingen til Folkeregistret.

Der gælder dog ikke 6 ugers karenstid for personer, der flytter til eller får arbejde i Danmark, i det omfang disse personer kan sammenlægge forsikringstid optjent i en anden stat, jf. overenskomster med andre stater og EF-retten, her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.

Der gælder heller ingen karenstid for personer, der vender tilbage for at tage bopæl her i landet, efter at have opholdt sig i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, ansat i et dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt beskæftiget i dansk interesse eller med henblik på uddannelse, jf. bekendtgørelser fastsat i medfør af § 1, stk. 3 i sygesikringsloven og § 5, stk. 7, i sygehusloven. Disse bestemmelser vil uændret blive videreført efter bemyndigelse i § 8, stk. 2.

Der gælder ingen karenstid for ret til ydelser efter loven om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, loven om forebyggende sundhedsordninger for børn, loven om hjemmesygeplejerskeordninger, samt loven om tandpleje mv., hvilket uændret vil blive videreført i medfør af bemyndigelsen i § 8, stk. 2.

Til § 9

Bestemmelsen fastlægger, at personer, der ikke har bopæl her i landet, under midlertidigt ophold har ret til ydelser efter bestemmelserne i § 81, dvs. ret til akut sygehusbehandling.

I stk. 2 bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler herom, samt om at lovens ydelser helt eller delvist skal tilkomme enhver eller nærmere bestemte persongrupper, som ikke har bopæl her i landet.

Med bemyndigelsen vil indenrigs- og sundhedsministeren først og fremmest kunne fastsætte regler, som viderefører reglerne om akut behandling i § 9 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv. samt om adgang til vaccinationer i § 1, stk. 1, i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil udarbejde en vejledning om ret til lovens ydelser for personer, der ikke har bopæl her i landet.

Til § 10

Bestemmelsen er med enkelte ændringer en videreførelse af § 1, stk. 2, i sygesikringsloven. Den gældende lovs bestemmelser om, at søfarende fortsat vil være omfattet af loven i 2 uger efter udløbet af den dag, da tjenesteforholdet ophører, dog længst indtil de tager anden beskæftigelse, vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Bestemmelserne om rettigheder for hyresøgende i udlandet udgår, da de hviler på en forudsætning om, at der findes danske forhyringskontorer i udlandet, hvilket ikke længere er tilfældet. Det foreslås derudover, at der indføjes en direkte lovhjemmel til, at medsejlende ægtefæller og børn omfattes af loven. Dette har hidtil været fastsat i bekendtgørelse om offentlig sygesikring for søfarende m.fl.

Til § 11

§ 11 er en videreførelse af reglerne § 1, stk. 5, i sygesikringsloven og § 5, stk. 9, i sygehusloven, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens ydelser tilkommer personer, hvis ophold her i landet er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt, udenlandske statsborgere, der er beskæftiget her i landet for en udenlandsk stat eller en international organisation samt familiemedlemmer til de under nr. 1 og 2 nævnte personer.

Til § 12

Bestemmelsen i § 12 er en videreførelse af § 1, stk. 6, i sygesikringsloven, idet bemyndigelsen til at fastsætte særlige regler om sygesikring af personer optaget i sociale institutioner dog ikke er videreført, da den ikke har været anvendt.

Kapitel 3

Bevis for retten til ydelser efter loven

Til § 13

Med bestemmelsen sker der i vidt omfang en videreførelse af § 5 i sygesikringsloven, som bestemmer, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om udfærdigelse af et bevis til personer, som har ret til ydelser efter loven. Med den foreslåede bestemmelse er der ikke tilsigtet en ændring i det samarbejde amterne (regionerne) har med kommunerne i dag om udstedelse af beviser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvorledes sikringsform 1 og 2 skal gælde for børn, der har fast ophold uden for hjemmet og personer, der ikke har bopæl i landet. Endvidere kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om opkrævning af gebyr for beviser, der udstedes på grund af, enten at den sikrede ønsker ændringer af bevisets oplysninger eller på grund af bevisets bortkomst eller ødelæggelse. Bestemmelsen viderefører med enkelte ændringer sygesikringslovens § 5, som senest blev ændret ved L 1989 857, jf. bilag.

Det er hensigten med den foreslåede § 13, at beviset skal gælde som dokumentation for retten til alle lovens ydelser, hvormed der sker en udvidelse i forhold til det nuværende sygesikringsbevis, der alene dokumenterer retten til ydelserne efter sygesikringsloven. Da enkelte persongrupper alene har ret til visse af lovens ydelser, tillægges indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsættelse regler om udstedelse af bevis m.m. til disse persongrupper. Disse regler er i dag fastsat i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser mv.

Til afsnit III

Patienters retsstilling

Til §§ 14-50

Bestemmelserne i afsnit III er en videreførelse af de gældende regler i § 2, §§ 5-18 i, §§ 20-23 og §§ 25-32 i lov om patienters retsstilling. Alene §§ 37 og 42 indeholder ændringer i forhold til gældende ret (§§ 19 og 24).

Kapitel 4

Patientkreds

Til §§ 14-15

§ 14, der er en videreførelse af § 2 i patientretsstillingsloven, beskriver anvendelsesområdet for reglerne i afsnit III: patienter der inden for sundhedsvæsenet modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet er særligt fastsat i lovgivningen, som fx i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Reglerne i § 36 gælder dog for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale til opbevaring eller lægemiddelproduktion mv., dvs. for såvel raske personer som patienter.

§ 15, der er en videreførelse af § 5 i patientretsstillingsloven, indeholder en almindelig bestemmelse om, i hvilket omfang en tredjeperson kan varetage patientens interesser, når patienten ikke selv er i stand til dette.

Kapitel 5

Patienters medinddragelse i beslutninger

Kapitel 5 indeholder de almindelige bestemmelser om patienters medinddragelse i beslutninger i læge-patientforholdet.

Til §§ 16-17

§ 16, der er en videreførelse af § 6 i patientretsstillingsloven, angiver, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Begrebet "informeret samtykke" defineres, og det fastlægges, at patientens samtykke på ethvert tidspunkt kan tilbagekaldes.

§ 17, der er en videreførelse af § 7 i patientretsstillingsloven, angiver omfanget og intensiteten af den information, som patienten har krav på, og som danner basis for det informerede samtykke.

Såvel § 16 som § 17 indeholder bemyndigelser for ministeren til at fastsætte nærmere regler om samtykkes form og indhold. Dette er sket ved bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Til §§ 18-19

§§ 18-19, der er en videreførelse af §§ 8-9 i patientretsstillingsloven, indeholder bestemmelser om mindreåriges og inhabiles samtykkekompetence.

Efter § 18 kan en patient, der er fyldt 15 år, selv give informeret samtykke til behandling. For at sikre, at forældremyndighedens indehaver varetager sin omsorgspligt over for den mindreårige, skal forældremyndighedsindehaveren have samme information som den mindreårige, og inddrages i dennes stillingtagen.

Efter § 19 indtræder de nærmeste pårørende i patientens samtykkekompetence, hvis patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, kan informeret samtykke gives af værgen.

Til § 20

Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 10 i patientretsstillingsloven, omhandler de situationer, hvor der opstår et øjeblikkeligt behandlingsbehov, og patienten midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år. I disse situationer kan sundhedspersonen behandle uden indhentelse af samtykke.

Til §§ 21-22

§ 21, der er en videreførelse af § 11 i patientretsstillingsloven, angiver, at patienter, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal inddrages mest muligt i beslutningsprocessen.

Reglen i § 22, der er en videreførelse af § 12 i patientretsstillingsloven, angiver, at det er den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, der er forpligtet til at sørge for, at reglerne i §§ 16-21 overholdes.

Kapitel 6

Selvbestemmelse i særlige tilfælde

Kapitel 6 indeholder regulering af nogle særlige tilfælde, hvor patienter har en specifik beskrevet selvbestemmelse i læge-patientforholdet.

Til § 23

§ 23, der er en videreførelse af § 13 i patientretsstillingsloven, redegør for sammenhængen mellem de almindelige bestemmelser i kapitel 5 og de særlige bestemmelser i kapitel 6.

Til § 24

Efter § 24, der er en videreførelse af § 14 i patientretsstillingsloven, skal en sundhedsperson respektere en sultestrejke, som patienten bevidst har iværksat.

Til § 25

En patient har ret til at afvise at modtage blod i forbindelse med behandling, jf. § 25, der er en videreførelse af § 15 i patientretsstillingsloven.

Dette ønske fra patienten skal de involverede sundhedspersoner respektere. Såfremt en sundhedsperson af etiske grunde ikke ønsker at medvirke ved en behandling uden blodtilførsel, har vedkommende ret til at frasige sig opgaven, der så i givet fald må varetages af en anden sundhedsperson.

Til §§ 26-28

Efter § 26, der er en videreførelse af § 16 i patientretsstillingsloven, kan en uafvendelig døende patient afvise behandling, der kun har til formål at udskyde dødens indtræden, og patienten kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet.

Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, kan oprette et livstestamente, jf. § 27, der er en videreførelse af § 17 i patientretsstillingsloven. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at 1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, og 2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignede har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. I første tilfælde er testators ønske bindende for sundhedspersonen, i andet tilfælde er testators ønske vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister, og fastsætter nærmere regler om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering, tilbagekaldelse mv., jf. § 28, der er en videreførelse af § 18 i patientretsstillingsloven. Efter stk. 2 bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte bestemmelser om gebyr for registrering af livstestamenter. Indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet Livstestamenteregisteret på Rigshospitalet, og har benyttet de to bemyndigelser ved udstedelse af bekendtgørelse om livstestamenter.

Kapitel 7

Selvbestemmelse over biologisk materiale

Til §§ 29-36

Kapitel 7 indeholder regler om patienters selvbestemmelse over biologisk materiale, der er afgivet i forbindelse med behandling. § 36 gælder dog for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale til opbevaring eller lægemiddelproduktion mv., dvs. for såvel raske personer som patienter.

Til § 29

Efter bestemmelsen i § 29, der er en videreførelse af § 18 a i patientretsstillingsloven, får særlige regler om biologisk materiale, som måtte være fastsat i anden lovgivning, forrang for bestemmelserne i §§ 30-36.

Ved særlige regler om biologisk materiale tænkes først og fremmest på de regler, der regulerer de eksisterende donorordninger, dvs. lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv. og lov om fremskaffelse af blodprodukter til lægemiddelformål mv. Endvidere tænkes på den kontrollovgivning, der er etableret med henblik på at imødegå misbrug af rusmidler, dopingmidler mv. Endelig tænkes på de regler, hvor menneskeligt biologisk materiale må anvendes som bevismateriale i straffesager mv.

Reglerne i § 53 fortrænger ligeledes bestemmelserne i §§ 30-36.

Til § 30

En patient kan beslutte, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har afgivet i forbindelse med behandling, kun må anvendes til behandling af den pågældende selv, jf. § 30, der er en videreførelse af § 18 b i patientretsstillingsloven. En sådan beslutning skal registreres i Vævsanvendelsesregisteret, der er oprettet i Sundhedsstyrelsen. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om Vævsanvendelsesregisterets indretning og drift, herunder udformningen af registreringsblanket, registreringsform mv. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse om Vævsanvendelsesregisteret.

Til §§ 31-33

Bestemmelserne i §§ 31-32, der er en videreførelse af § 18 c€" 18 d i patientretsstillingsloven, bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk materiale. Disse bemyndigelser er endnu ikke benyttet.

§ 33, der er en videreførelse af § 18 e i patientretsstillingsloven, indeholder en regel om, at biologisk materiale kan videregives til brug for et biomedicinsk forskningsprojekt, hvis der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, medmindre patienten har fået registreret en beslutning i Vævsanvendelsesregisteret.

Til §§ 34-35

En patient kan kræve, at biologisk materiale, som patienten har afgivet i forbindelse med behandling, skal destrueres eller udleveres til patienten selv. Udlevering kræver dog, at patienten kan godtgøre en særlig interesse heri. §§ 34-35 er en videreførelse af §§ 18 f-18 g i patientretsstillingsloven.

Destruktion eller udlevering kan dog afslås, hvis patientens interesse i at få destrueret eller udleveret det biologiske materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.

Til § 36

En privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med henblik på opbevaring - fx stamceller fra navlesnorsblod fra nyfødte - eller lægemiddelproduktion, skal sikre, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den person, der afgiver biologisk materiale - for børns vedkommende forældremyndighedsindehaveren - og virksomheden, jf. § 36, der er en videreførelse af i patientretsstillingslovens § 18 i.

Aftalen, der skal underskrives af begge parter, skal indeholde en række specifikke oplysninger om formålet med opbevaringen, længden af opbevaringstiden, beskrivelse af firmaets ejer- og ansvarsforhold mv., der nærmere er opregnet i nr. 1-5 i stk. 2

Kapitel 8

Aktindsigt

Kapitel 8 indeholder de almindelige regler om aktindsigt i helbredsoplysninger indeholdt i patientjournaler mv.

Til § 37

Med bestemmelsen forslås en ændring af den nuværende § 19 i lov om patienters retsstilling, idet § 19, stk. 2, foreslås ophævet, da dette stykke henviser til lov om offentlige myndigheders registre, der blev ophævet ved persondatalovens ikrafttræden.

Det er hermed tydeliggjort, at bestemmelsen omfatter aktindsigt i såvel elektroniske som manuelle journaler.

Til § 38

Reglen, der er en videreførelse af § 20 i patientretsstillingsloven, fastslår patientens ret til aktindsigt i helbredsoplysninger i patientjournaler mv. De oplysninger, som skal meddeles, svarer til de oplysninger, som skal gives efter persondataloven.

Til § 39

I bestemmelsen, der er en videreførelse af § 21 i patientretsstillingsloven, fastslås, at det er den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalen mv. i sin besiddelse, der skal træffe afgørelse om retten til aktindsigt. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Til § 40

Efter bestemmelsen, der er en videreførelse af § 22 i patientretsstillingsloven, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om gebyr til dækning af kopierings- og forsendelsesomkostninger mv. i forbindelse med aktindsigten. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter kapitel 4 om aktindsigt i lov om patienters retsstilling.

Kapitel 9

Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Kapitel 9 indeholder de almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Til § 41

I § 41, der er en videreførelse af § 23 i patientretsstillingsloven, fastslås som almindelig regel, at sundhedspersoner skal iagttage tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Til § 42

Aftalen om en strukturreform mellem regeringen og Dansk Folkeparti fastslår, at det er afgørende for det gode sammenhængende patientforløb, at der er et godt og stabilt samarbejde mellem sygehusene og de praktiserende læger.

Med henblik på at sikre en sammenhæng i patientforløbet, foreslås det i stk. 2, nr. 2, at læger ansat i sygehusvæsenet kan videregive oplysninger om konkret sygehusbehandling af patienter til patientens alment praktiserende læge. Sygehuslægen kan dermed sende oplysninger om indlæggelsen, behandlingen samt udskrivningstidspunktet mv., ligesom der kan gives oplysning om eventuel henvisning til fortsat behandling hos anden praktiserende sundhedsperson.

Forslaget er en udvidelse af de nugældende regler om videregivelse af helbredsoplysninger i § 24 i lov om patienters retsstilling, som foreslås afløst af lovforslaget. Der gælder efter lov om patienters retsstilling en altovervejende hovedregel om, at patienten har krav på, at sundhedspersoner m.fl. iagttager tavshed om, hvad de under udøvelse af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold mv. Det er således en fundamental regel, at de oplysninger, man betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende. Sundhedspersoner må dermed kun videregive oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, til andre sundhedspersoner, såfremt patienten har givet sit samtykke hertil. Sundhedspersonen kan dog uden samtykke videregive og indhente helbredsoplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb for patienten, dvs. i de tilfælde, hvor patienten skal fortsætte den aktuelle behandling hos den praktiserende læge.

De fleste patienter vil imidlertid betragte det som en naturlig ting, at den praktiserende læge kan blive underrettet om den foretagne behandling på sygehuset uagtet af, at behandlingen ikke skal fortsætte hos egen praktiserende læge. Det vil særligt være naturligt i de situationer, hvor patienten er henvist til sygehusbehandlingen af den praktiserende læge. Det vil endvidere sikre det sammenhængende patientforløb, såfremt den praktiserende læge kan virke som tovholder for patienten i forbindelse med patientens behandling i sygehusvæsenet samt eventuel efterbehandling hos anden praktiserende sundhedsperson, og dermed have overblikket over den behandling, som patienten er blevet tilbudt og således være bedre i stand til at rådgive og vejlede patienten.

Patienten kan efter stk. 3 frabede sig, at oplysningerne videregives til den alment praktiserende læge. Patienten skal informeres om sin ret til at nægte videregivelse, enten direkte af sundhedspersonen eller i form af mere generel information, fx informationsmateriale, som bliver udleveret på sygehuset.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter stk. 6 fastsætte nærmere regler om underretningens omfang samt om gennemførelsen heraf. Der kan bl.a. fastsættes regler om, hvilke informationer der kan fremsendes til patientens praktiserende læge, herunder om det kan ske i skemaform, ligesom der kan fastsættes regler om elektronisk overførelse af informationen.

Til § 43

Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 25 i patientretsstillingsloven, angiver, at samtykket til videregivelse af helbredsoplysninger til behandlingsformål kan være mundtligt eller skriftligt. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om samtykket. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Til § 44

Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 26 i patientretsstillingsloven, fastlægger på hvilke betingelser, der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål end behandling. Hovedreglen er, at dette kun kan ske med patientens samtykke. I bestemmelsen opregnes tre undtagelser, hvor der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger uden patientens samtykke.

Til § 45

Bestemmelsen, der er en videreførelse af § 27 i patientretsstillingsloven, angiver, at samtykket til videregivelse af helbredsoplysninger til ikke-behandlingsformål skal være skriftligt. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om samtykket. Denne bemyndigelse er benyttet ved udstedelse af bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Til § 46

§ 46, der er en videreførelse af § 28 i patientretsstillingsloven, regulerer videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod.

Til §§ 47-49

Bestemmelserne, der er en videreførelse af §§ 29-31 i patientretsstillingsloven, angiver betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger til forskning og statistik mv.

Til § 50

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger til tredjelande, jf. § 50, der er en videreførelse af § 32 i patientretsstillingsloven. Denne bemyndigelse er endnu ikke blevet benyttet.

Kapitel 10

Tolkebistand

Til § 51

Der er tale om en videreførelse af reglen i § 6, stk. 6, i sygesikringsloven, som bestemmer, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at den offentlige sygesikring afholder udgifter til nødvendig tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter stk. 1-4, samt en videreførelse af praksis efter sygehusloven. Det følger af bekendtgørelse om tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter lov om offentlig sygesikring bl.a., at lægen har kompetencen til at skønne, om tolkens tilstedeværelse er nødvendig for behandlingen, og at lægen skal sikre sig, at tolken behersker det danske sprog.

På sygehusområdet er der praksis for at opfatte tolkebistand som en accessorisk del af ydelsen, således at sygehuset er forpligtet til at sørge for tolkning, når det er nødvendigt for behandlingens gennemførelse. Med forslaget bliver denne praksis forankret i lovgivningen.

Stk. 2-3 i den foreslåede § 51 er en videreførelse af sygehusloven og sygesikringsloven, som senest ændret ved L 2004 441, jf. bilag, som bestemmer, at amtskommunerne (nu regionerne) opkræver gebyr for tolkebistand for personer, der har boet her i landet i mere end 7 år. Bestemmelserne træder i kraft den 1. juni 2011.

Kapitel 11

Patientkontorer

Til § 52

Reguleringen af patientkontorernes virksomhed findes i dag i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv.

Forslaget er en videreførelse af de eksisterende regler om patientkontorer i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 23, dog med den ændring, at forpligtelsen til at etablere patientkontorerne, fastsætte nærmere retningslinjer mv., overføres til regionsrådene fra amtsrådene, kommunalbestyrelsen i Bornholms Kommune og bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab i samarbejde med kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg kommuner. Dette er en konsekvens af nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Stk. 3 er en videreførelse af § 5 b, stk. 7, i lov om sygehusvæsenet. Bestemmelsen blev indsat i sygehusloven ved L 2004 441, jf. bilag. Oprettelsen i november 2003 af patientkontorer i alle amtskommuner, jf. lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 23, havde til formål at styrke patienternes retstilling gennem en forbedret og uafhængig rådgivning og bistand samt sikre en enstrenget klage- og erstatningsvej. I forlængelse heraf foreslås med lovforslaget at gøre det lettere og hurtigere for patienterne at få bistand og rådgivning fra patientkontorerne. Patientvejlederne skal straks kunne indhente de journaloplysninger mv., der er nødvendige, hvor de i dag først skal indhente et skriftligt samtykke fra patienten, jf. lov om patienters retsstilling § 26, stk. 1.

Med lovforslaget foreslås det, at sundhedspersoner skal kunne give patientvejlederen disse oplysninger med patientens mundtlige samtykke med henblik på hurtig og let rådgivning af patienten.

I praksis drejer det sig oftest om oplysninger om patientens henvisningsdiagnose, hvor længe patienten har stået på venteliste, samt hvor længe patienten endnu skal vente på undersøgelse og behandling. Med disse oplysninger kan patientvejlederen hurtigt og let rådgive om patientens muligheder for at blive viderehenvist dels til et andet offentligt sygehus efter det frie sygehusvalg og dels til et privat sygehus, klinik eller et sygehus i udlandet efter det udvidede frie sygehusvalg.

Indenrigs- og sundhedsministeren får efter stk. 3 adgang til at fastsætte nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger mv. og om krav til det mundtlige samtykke.

Til afsnit IV

Transplantation

Reglerne i kapitel 5 (§§ 16-22) om patienters medinddragelse i beslutninger finder ikke anvendelse i relation til transplantation. Patienters medinddragelse i beslutninger om transplantation er udtømmende reguleret i afsnit IV.

Reglerne i kapitel 7 (§§ 29-36) om selvbestemmelse over biologisk materiale finder ikke anvendelse i relation til transplantation.

Reglerne i kapitel 8 (§§ 37-40) om aktindsigt, i kapitel 9 (§§ 41-49) om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv. i kapitel 10 (§ 51) om tolkebistand og i kapitel 11 (§ 52) om patientkontorer finder alle anvendelse i relation til transplantation.

Kapitel 12

Transplantation fra levende og afdøde personer

Transplantation fra levende personer

Til § 53

Bestemmelsen viderefører § 13 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv., som ændret ved L 2000 259, jf., bilag. Efter bestemmelsen kræves samtykke til transplantation. Samtykke kan gives af personer, som er fyldt 18 år. I særlige tilfælde, kan samtykke gives af en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver. Samtykket kan ikke vedrøre ikke-gendanneligt væv. Bestemmelsen om, at samtykket ikke kan vedrøre ikke-gendanneligt væv er en opfølgning på ratifikationen af Europarådets konvention af 4. juni 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin.

Transplantation fra afdøde personer

Til §§ 54-57

Bestemmelsen viderefører § 14 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv., som ændret ved L 2001 432, jf. bilag. Efter bestemmelsen kan transplantation foretages fra en afdød, såfremt den pågældende efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom. Såfremt afdøde skriftligt har truffet beslutning herom, kan de pårørende ikke modsætte sig transplantation medmindre afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.

I andre tilfælde må indgrebet foretages, såfremt der ikke foreligger tilkendegivelse imod indgrebet fra afdøde, og afdødes nærmeste pårørende ikke modsætter sig indgrebet. Efterlader afdøde sig ingen nærmeste pårørende kan indgrebet ikke finde sted.

"Nærmeste pårørende " afgrænses i overensstemmelse med hidtidig praksis, således at udtrykket i hvert fald omfatter ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linje og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Adoptivbørn og plejebørn vil som regel jævnligt være omfattet af reglen. Bestemmelsen vil efter omstændighederne, navnlig hvor afdøde ikke har efterladt sig ægtefælle, samlever eller børn kunne omfatte slægtninge, som afdøde var nært knyttet til, eller nært besvogrede. Det er tilstrækkeligt, at der er givet samtykke fra en af de personer, der i det konkrete tilfælde kan henregnes til afdødes nærmeste. Det må dog også understreges, at der ikke kan antages at foreligge samtykke til transplantation, såfremt blot en af de personer, der hører til kredsen af afdødes nærmeste, har udtalt sig imod indgrebet, inden indgrebet er foretaget.

Vedrørende stk. 4 bemærkes, at det forudsættes, at forældremyndighedens indehaver ved afgørelsen af, hvorvidt der gives samtykke, vil tillægge det vægt, såfremt en person på 14 €" 17 år (mundtligt eller skriftligt) har tilkendegivet sin holdning til organdonation.

Generelt i forbindelse med afgivelse af samtykke efter dette afsnit bemærkes, at almindelige habilitetskrav skal være opfyldt. Det vil særlig være nærliggende at frakende et samtykke betydning, når det afgives af en psykisk syg person eller af en person, der i øvrigt ikke har tilstrækkelig forståelse af betydningen af et samtykkes gyldighed.

Med bestemmelsen er det markeret, at det primært er afdødes indstilling, som er afgørende for, om der må foretages organudtagning. Kun hvor der ikke foreligger nogen tilkendegivelse fra afdøde, er de pårørendes indstilling således af betydning. Lovgivningen er således samlet udtryk for en afvejning mellem på den ene side hensynet til den enkeltes integritet og selvbestemmelse, der fuldt ud respekteres, og på den anden side hensynet til organmodtageren og de pårørende.

Der er lagt vægt på, at det må forventes, at der også fremover vil være mange, som ikke i levende live har tilkendegivet deres holdning til transplantation, således at spørgsmålet om organudtagning ikke vil kunne afgøres på grundlag af en sådan tilkendegivelse. Der opretholdes derfor en retstilstand, hvorefter afdødes nærmeste kan give tilladelse til transplantation, hvis afdøde ikke har tilkendegivet sin holdning.

De i 1990 ikrafttrådte bestemmelser ændredes med virkning fra 1. juni 2001, således at de pårørendes adgang til at modsætte sig en afdøds skriftlige bestemmelse om organdonation fjernes. Adgangen til at modsætte sig en afdøds skriftlige bestemmelse fremgik ikke af lovens bestemmelser, men var en følge af, at det af bemærkningerne til loven fra 1990 fremgik, at »det forudsættes i øvrigt, at lægerne i overensstemmelse med hidtidig praksis og lægeetiske principper vil undlade at foretage transplantation i tilfælde, hvor afdøde har udtalt sig for et sådant indgreb, men de pårørende modsætter sig transplantation«. Dette betød i praksis, at de pårørende havde mulighed for at modsætte sig donation, også i tilfælde, hvor den afdøde skriftligt har meddelt sin positive holdning til organdonation. Det fremgår således ikke af lovens tekst, at donation undlades, såfremt de pårørende modsætter sig donation på trods af afdødes beslutning herom, men i praksis og på grundlag af lovbemærkningerne undlades donation altid, hvis de pårørende modsætter sig det. Ved en skriftlig tilkendegivelse imod organdonation, har de pårørende ikke mulighed for at omgøre afdødes beslutning.

Lovændringen i 2001 indebærer, at der ikke længere er tvivl om, at afdødes skriftligt tilkendegivne indstilling, hvor en sådan foreligger, er afgørende for, om der må foretages organudtagning.

Regeringen ønsker, at alle skal have mulighed for skriftligt at tilkendegive deres holdning til organdonation - også de personer, for hvem det er afgørende, at de pårørende fortsat kan modsætte sig afdødes skriftlige beslutning. Der er derfor indføjet en bestemmelse, som giver de pårørende mulighed for at modsætte sig indgrebet, hvis afdøde har bestemt, at beslutningen om organdonation er givet under forudsætning af de pårørendes accept. Der er således mulighed for at tilkendegive, at de pårørendes accept skal foreligge.

Det indgik i bemærkningerne til loven fra 1990, at der skal etableres en ordning, hvorefter borgerne på en enkel og ubureaukratisk måde kan tilkendegive deres holdning til organdonation. Der blev herefter etableret mulighed for at tilkendegive sin holdning på tre måder: ved at fortælle de pårørende om sin holdning, ved at udfylde et donorkort, som man bærer på sig og ved at tilmelde sig et centralt donorregister. Ved lovændringen i 2001 blev det yderligere gjort nemmere for befolkningen at tage stilling til organdonation, idet der afsattes et årligt beløb til permanentgørelse af det igangværende forsøg med udsendelse af donorkort sammen med sygesikringsbeviset. Donorkortet sendes ud til personer i alderen 18-70 år, som modtager nyt sygesikringsbevis.

Det fremgår af bemærkningerne til lovændringen fra 2001, at ca. 230.000 personer dengang havde tilmeldt sig donorregisteret, og et ukendt antal havde udfyldt donorkortet og bærer det på sig. De, som på det tidspunkt skriftligt har udtalt sig for organdonation, har gjort dette under den nuværende lovgivning, hvor de pårørende har mulighed for at modsætte sig indgrebet. Det forudsættes, at tilmeldinger på gamle kort uden mulighed for at afkrydse felt vedrørende pårørendes eventuelle »vetoret«, registreres og tolkes, som om vedkommende har ønsket, at de pårørende fortsat skal have mulighed for at modsætte sig indgrebet.

Der er ikke i lovforslaget fastsat sanktioner mod hverken pårørende eller personale i tilfælde af, at donation undlades på trods af reglerne i § 54, stk. 2. Der vil således ikke blive anvendt magt imod pårørende, som alligevel modsætter sig afdødes skriftlige bestemmelse, ligesom det forudsættes, at det ikke får konsekvenser for personalet, såfremt man på grund af de pårørendes modstand undlader donation.

Til § 55

Bestemmelsen viderefører § 15 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv., hvorefter transplantation ikke må foretages af de læger, som har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har konstateret personens død. Det fremgår ligeledes af bestemmelsen, at udtagelse af væv kun må foretages af læger, der er ansat på sygehus eller lignende institution, og som Sundhedsstyrelsen har godkendt hertil. Det er således den enkelte læge, som Sundhedsstyrelsen giver godkendelsen til og ikke institutionen som sådan.

Til § 56

Bestemmelsen viderefører § 16 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv. Reglen gælder for indgreb i videnskabeligt eller undervisningsmæssigt øjemed, der ikke foretages i forbindelse med obduktion. Bestemmelsen indebærer, at disse indgreb kun må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet beslutning herom.

Efter stk. 2 må sådanne indgreb uanset tilladelse fra afdøde ikke foretages, før uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er indtrådt. Hermed forbydes fx videnskabelige forsøg på hjernedøde personer, hvis åndedrætsfunktioner holdes i gang ved hjælp af en respirator.

Til § 57

Bestemmelsen viderefører § 17 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv., som ændret ved L 2004 133, jf. bilag.

Til afsnit V

Praksissektorens ydelser

Kapitel 13

Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren

Til § 58

Med bestemmelsen lovfæstes, at regionsrådet har en pligt i forhold til at sikre tilvejebringelsen af behandlingstilbud i praksissektoren. Der er ikke tale om en ny opgave, da forsyningsforpligtelsen har indgået som en del af ansvaret for at tilbyde ydelser efter de gældende regler i sygesikringsloven. Der er med beskrivelsen af praksissektorens ydere ikke tilsigtet ændring i forhold til praksissektoren i dag.

Kapitel 14

Valg af sikringsgruppe

Til § 59

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler om valg af sikringsgruppe i sygesikringslovens §§ 2, 4 og 6, stk. 5. Der kan vælges sikringsform én gang om året, dog sker der den ændring, at personer mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsform uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Ændringen af aldersgrænsen fra 16 til 15 år er begrundet i et ønske om at harmonisere aldersgrænsen med den 15 års grænse, som er afgørende i relation til afgivelse af informeret samtykke til behandling jf. lovforslagets § 18.

Med den foreslåede bestemmelse, bliver børn selvstændigt sikrede, således at de med forældrenes eller værgens samtykke kan vælge en anden sikringsform end forældrene, når børnene er i aldersgruppen 0-15 år. Herefter kan de vælge sikringsform uden forældrenes samtykke. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 59, stk. 4, omfatter generelle regler om gruppeskift, samt den nuværende sygesikringslovs bestemmelse om tvangsoverførelse af en person fra gruppe 2 til gruppe 1-sikring, jf. sygesikringslovens § 2, stk. 5, samt i den situation, hvor der må anses at foreligge et misbrug af retten til tilskud, jf. sygesikringslovens § 6, stk. 5. Bemyndigelsen er i dag udmøntet i bekendtgørelse om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser mv.

Kapitel 15

Ydelser

Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge

Til § 60

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 6, stk. 2, i sygesikringsloven om valg af alment praktiserende læge, som beskriver, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for ydelse af lægehjælp, herunder valg af læge og begrænsninger heri. Dog bliver børn med den foreslåede bestemmelse selvstændigt sikrede, således at de med forældrenes eller værgens samtykke kan vælge en anden læge end forældrene, når børnene er i aldersgruppen 0-15 år. Herefter kan de vælge læge uden forældrenes samtykke. Ændringen af aldersgrænsen fra 16 til 15 år er begrundet i et ønske om at harmonisere aldersgrænsen med den 15 års grænse, som er afgørende i relation til afgivelse af informeret samtykke til behandling jf. lovforslagets § 18.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 skal anvendes til at videreføre gældende lægevalgsregler i bekendtgørelse om lægehjælp efter sygesikringsloven.

Til § 61

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i sygesikringsloven om behandling hos alment praktiserende læge, jf. § 2, stk. 1-2, § 6, stk. 1 og 4, som beskriver, at den offentlige sygesikring yder vederlagsfri lægehjælp hos alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af gruppe 1, og at den offentlige sygesikring yder tilskud til delvis dækning af udgifter til lægehjælp hos alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af gruppe 2.

Til § 62

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelsen i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp § 1, stk. 1, hvor det dog er udtrykkeligt anført, at kvinder har ret til indtil 5 forebyggende helbredsundersøgelser i anledning af svangerskab hos en læge. Med den foreslåede bemyndigelse vil det blive fastsat, at kvinden fortsat har ret til indtil 5 forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge.

Til § 63

Efter bestemmelsen, der er en videreførelse af reglerne i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. § 1, stk. 2, yder regionsrådet vederlagsfri vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder. Vejledningen ydes hos en alment praktiserende læge efter personens eget valg og uanset personens sikringsgruppe

Vejledning kan også tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Til § 64

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 3 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, som sikrer, at alle førskolebørn får tilbudt 7 forebyggende lægeundersøgelser, heraf 3 undersøgelser det første år.

Til § 65

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 6, stk. 3 og 4, i sygesikringsloven om adgang til speciallægebehandling, som beskriver, at den offentlige sygesikring yder vederlagsfri lægehjælp hos praktiserende speciallæge efter henvisning fra alment praktiserende læge efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren til personer, der er omfattet af gruppe 1. Derudover yder den offentlige sygesikring tilskud til delvis dækning af udgifter til lægehjælp hos praktiserende speciallæge til personer, der er omfattet af gruppe 2. Derudover er det bestemt, at ved behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale, der ikke findes nogen godkendt overenskomst med den offentlige sygesikring, yder sygesikringen tilskud til delvis dækning af udgiften efter regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen.

Med bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4 er det tilsigtet at bringe lovgivningen i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet sig på området samt med eksisterende overenskomster, fx således at det præciseres, at behandling hos praktiserende øjen- og ørelæge tilbydes vederlagsfrit uden henvisning fra alment praktiserende læge. Det er endvidere tilsigtet at anvende bemyndigelsen til i overensstemmelse med gældende lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion at fastlægge, at svangerskabsafbrydelse hos praktiserende speciallæge kan ske uden henvisning fra alment praktiserende læge. Endvidere bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til i overensstemmelse med den i dag gældende praksis efter speciallægeoverenskomsten inden for visse specialer at bestemme, at en praktiserende speciallæge kan henvise direkte til en anden praktiserende speciallæge.

Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.

Til §§ 66-73

Der sker med bestemmelserne en videreførelse af de gældende regler i §§ 8, 9 og 10 i sygesikringsloven.

§ 8 omhandler mulighederne for tilskud til tandbehandling. § 9 omhandler mulighederne for tilskud til fysioterapi, psykologbehandling, fodterapi, kiropraktik og anden behandling. For begge bestemmelser gælder, at den offentlige sygesikring yder tilskud med samme beløb til gruppe 2-sikrede, som den skulle have afholdt for en tilsvarende behandling til en gruppe 1-sikret. § 10 bestemmer, at den offentlige sygesikring yder tilskud til briller til børn under 16 år efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren.

Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1, 1. pkt. om at Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for indretningen på fysioterapeutiske klinikker ophæves, da bestemmelsen ikke anvendes. Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1, 3. pkt. om at tilskud til behandling hos fysioterapeut på klinik kun kan ydes, hvis klinikken er godkendt af amtsrådet (i Københavns og Frederiksberg kommuner af kommunalbestyrelsen) ophæves, da der ikke er behov for, at tilskuddet forudsætter særlig godkendelse af de omhandlede klinikker, idet overenskomstsystemet regulerer området.

Bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 73 skal anvendes til at videreføre bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til tandpleje, bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling, bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til psykologbehandling for særligt udsatte grupper, bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til fodbehandling, bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til kiropraktisk behandling, bekendtgørelse om tilskud efter sygesikringsloven til optræning af handicappede og behandling af muskellidelser på optræningscentret i Karlslunde og bekendtgørelse om tilskud til briller under en vis styrke til børn under 16 år.

§§ 66-70 og §§ 72-73 viderefører sygesikringslovens § 9, som senest ændret ved L 1998 267, jf. bilag.

Til § 74

Bestemmelsen er en videreførelse af sygesikringsloven § 13, som bestemmer, at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis kan yde hjælp til supplering af de i sygesikringslovens §§ 6, 8, 9 og 10 omhandlede ydelser, dvs. lægehjælp og speciallægehjælp, tandlægehjælp, hjælp til fysioterapi, fodterapi, kiropraktik, psykologhjælp, anden behandling samt brilletilskud.

Til afsnit VI

Sygehusydelser

Kapitel 16

Regionsrådets ansvar for sygehusydelser

§§ 75-77

Der sker med bestemmelserne en videreførelse af de gældende regler i sygehuslovens § 1, stk. 1, som senest ændret ved L 2002 145, jf. bilag, § 3, som senest ændret ved L 2004 1432, jf. bilag, § 4 og § 5, stk. 6, der blev indført ved L 1994 452, jf. bilag, om ansvaret og rammerne for at løse sygehusvæsenets opgaver med de konsekvensændringer, som er en følge af nedlæggelsen af amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab, og som indebærer, at regionsrådene overtager disse myndigheders opgaver samt som følge af, at kommunerne overtager opgaver, herunder genoptræning fra amtskommunerne.

Det fastlægges her, at regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver, og at en regions sygehusvæsen omfatter regionens egne sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner mv.

Til § 75

Der er tale om en videreførelse af reglerne i sygehusloven §§ 1 og 3, stk. 1.

I bestemmelsen fastlægges, at regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver, og det fastslås, at en regions sygehusvæsen omfatter regionens egne sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner mv.

Her nævnes dog ikke eksplicit fødeklinikker og rekonvalescenthjem, således som de er nævnt i den gældende sygehuslovs § 3, stk. 1, idet der ikke i dag eksisterer amtslige fødeklinikker eller rekonvalescenthjem, og de ville under alle omstændigheder være "behandlingsinstitutioner mv.".

Behandlingsinstitutioner omfatter efter forslaget også døgnhuse, som amtskommunerne kan etablere efter den gældende servicelovs § 93, stk. 2. Det fremgår af den gældende servicelovs § 93, stk. 2, at amtskommunen kan oprette pladser til midlertidigt ophold i døgnhuse med behandlingsunderstøttende rammer til personer med sindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig støtte og pleje, mens deres situation stabiliseres. Det er som led i kommunalreformen besluttet, at adgangen til at etablere døgnhuse overføres til regionerne som en del af sygehusvæsenets tilbud efter denne lov. De regler om tvang i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, der forudsætter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, finder fortsat ikke anvendelse på døgnhuse.

Til § 76

Det fastlægges i bestemmelsen, at et regionsråd kan samarbejde med andre regioners sygehusvæsen som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Det fastlægges desuden, at regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om regionsrådenes benyttelse af sådanne institutioner. Hjemlen er anvendt til udstedelse af cirkulære om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet.

Efter bestemmelsen skal regionsrådene indgå driftsoverenskomst med de private specialsygehuse m.fl., som er nævnt i § 80, stk. 2, som er beliggende i regionen. Det drejer sig om Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

Efter bestemmelsen skal regionsrådet i øvrigt indgå driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i regionen, og som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om det antal hospicepladser, som et regionsråd skal tilbyde at indgå driftsoverenskomst om, samt om vilkår for driftsoverenskomsten.

I bestemmelsen fastlægges endelig, at indenrigs- og sundhedsministeren efter ansøgning fra en privat institution som nævnt i stk. 4 kan bestemme, at reglerne om frit sygehusvalg som nævnt i § 87 helt eller delvist skal finde anvendelse på institutionen.

Bestemmelsen er anvendt til at bestemme, at de selvejende hospicer, som har modtaget støtte fra de på finansloven 2003 og 2004 afsatte hospicepuljer, er omfattet af det frie sygehusvalg.

Til § 77

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges med bestemmelsen til at fastsætte nærmere regler om et regionsråds adgang til som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller benytte sygehuse og institutioner i udlandet, herunder om regionernes betaling for behandling i udlandet. Der er tale om en videreførelse af bestemmelsen i sygehuslovens § 4.

Med denne bemyndigelse kan indenrigs- og sundhedsministeren videreføre reglerne i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv.

Herudover bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte, i hvilket omfang reglerne i dette afsnit og i § 172 om befordring finder anvendelse, når et regionsråd driver eller benytter institutioner i udlandet.

Med bemyndigelsen kan ministeren videreføre regler i cirkulære om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Det drejer sig om amtskommunernes pligt til at afholde udgifter til befordring for en patient (og evt. ledsager) til og fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste befordringsmiddel, når patienten er blevet henvist til behandling i udlandet.

Med bemyndigelsen kan endvidere regler om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem i udlandet videreføres, jf. cirkulære om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet. Bestemmelserne heri vedr. befordring fremgår endvidere af cirkulære om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

Til § 78

Efter denne bestemmelse kan et regionsråd kun deltage i driften, ledelsen eller finansieringen mv. af et sygehus, hvis det drives efter bestemmelserne i denne lov. Der er med sproglige ændringer tale om en videreførelse af sygehusloven § 5, stk. 6, der blev indført ved L 1994 452, jf. bilag.

Til § 79

Efter bestemmelsen i stk. 1, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde sygehusbehandling til personer, som ikke har ret til sygehusbehandling efter denne lov, fx til gravide kvinder med tilknytning her til landet, som midlertidigt bor i et ikke-EU/EØS-land, og som ønsker at føde på et sygehus her, der har kapacitet til det. Det kan også dreje sig om personer med en sjælden sygdom, eller en sygdom i øvrigt, som kræver en særlig ekspertise, som findes på et sygehus her i landet. Der er tale om en videreførelse af § 10, stk. 2, i lov om sygehusvæsenet.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter stk. 2, fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af lokaler og udstyr til offentlige myndigheder og private virksomheder.

Bestemmelsen er i al væsentlighed en videreførelse af praksis og gældende bestemmelser i sygehusloven, som præciseret i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv. § 34, hvorefter amtskommunen opkræver betaling for behandlinger, undersøgelser og prøver mv., der udføres til brug for forsikringsselskaber, pensionskasser, trafikselskaber m.fl. I de tilfælde, hvor der er fastsat takster for disse ydelser i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om betaling for sygehusbehandling ved en anden amtskommunes sygehusvæsen, anvendes disse.

På samme måde vil sygehusene - med hjemmel i bestemmelsen - som hidtil mod betaling kunne levere diagnostiske undersøgelser til privathospitaler mv.

Bestemmelsen vil herudover kunne benyttes til at fastsætte regler om, at et regionsråd efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen vil kunne etablere eller videreføre de genoptræningstilbud, der i dag gives i sygehusregi. Sådan regional opgaveløsning på kommunale ansvarsområder bør i øvrigt aftales i det sundhedskoordinationsudvalg, som regionsrådet og kommunalbestyrelserne skal etablere efter lovforslaget og indgå fx i de aftaler, der skal udarbejdes om genoptræning eller om forebyggelse.

Herudover giver bestemmelsen i stk. 2 grundlag for at videreføre accessoriske ydelser i sygehusvæsenet, som fx cafeteriaer og patienthoteller.

Baggrunden for bestemmelserne i stk. 3-4 er, at kommunalfuldmagtsreglerne i dag gælder for amtskommunerne. Ifølge lovforslag om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab § 5, stk. 2, kan regionsrådet ikke fremover varetage andre opgaver end de, der er beskrevet i bestemmelsens stk. 1. Regionsrådene skal efter bestemmelsens § 5, stk. 1, nr. 1 i det nævnte lovforslag varetage sygehusvæsenets opgaver og tilvejebringe tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner, herunder varetage opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver på sundhedsområdet.

Bestemmelserne i stk. 3-4 har således til formål dels at skabe hjemmel til at videreføre eksisterende samarbejder - som i dag er hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne - mellem amterne i kommunale selskaber, eller mellem det offentlige sygehusvæsen og private virksomheder samt dels at skabe grundlag for lignende samarbejder i fremtiden. Derudover vil regionerne kunne forpligtes økonomisk af de aftaler, som det kommunale eller offentligt-private selskab indgår. Bestemmelserne har ikke til formål at udvide regionernes frihedsgrader ud over, hvad der gælder i dag for amtskommunerne i henhold til sygehusloven og kommunalfuldmagtsreglerne mv.

Efter stk. 3, kan et regionsråd efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform om løsningen af fælles opgaver.

Indenrigs- og sundhedsministeren har ved godkendelse af samarbejderne mulighed for at sikre, at det eller de relevante regionsråd direkte indgår i de relevante samarbejder.

I medfør af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner har de offentlige sygehusejere pligt til at arbejde for erhvervsmæssig nyttiggørelse af nye opfindelser fra sygehusforskningen. På denne baggrund har navnlig universitetshospitalerne over de senere år opbygget et beredskab til at patentere opfindelser, indgå licensaftaler med erhvervslivet og indskyde immaterielle rettigheder i nye forskningsbaserede virksomheder.

Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for organisering af sådanne aktiviteter i selskabsform, herunder samarbejde mellem sygehuse og selskaber stiftet efter lov om teknologioverførsel mv. ved offentlige forskningsinstitutioner.

Eksempelvis vil en virksomhed som det amtskommunale selskab AMGROS I/S, sundhed.dk - den fælles offentlige sundhedsportal, MedCom og den Danske Kvalitetsmodel kunne videreføres med hjemmel i bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt.

Efter stk. 3, 2. pkt. kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at bestemte former for samarbejder indgås uden godkendelse.

Med denne bestemmelse er der bl.a. skabt grundlag for, at eksisterende samarbejder mellem sygehuse og private virksomheder umiddelbart vil kunne videreføres.

Med bestemmelsen er der ligeledes skabt grundlag for, at forsknings- og udviklingssamarbejde mv. mellem sygehuse og universiteter eller private virksomheder ikke behøver godkendelse.

Endvidere vil det kunne fastsættes, at samarbejde om sundhedsberedskab, herunder præhospital indsats over landegrænser - fx det planlagte samarbejde over Øresund - ikke kræver godkendelse.

Efter stk. 4 kan et regionsråd efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse påtage sig opgaver og dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov, såfremt det har væsentlig betydning for varetagelsen af regionsrådets opgaver efter dette afsnit og afsnit XI, XII XIV-XVI.

Der vil i forbindelse med stillingtagen til en ansøgning om godkendelse bl.a. blive lagt vægt på, om der foreligger en særlig regionsinteresse, der kan begrunde varetagelsen af den pågældende opgave, og dette vil bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Kapitel 17

Sygehusbehandling mv.

Til § 80

Bestemmelsen er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehusloven, jf. § 5, stk. 1-3, som senest ændret ved L 2004 441, jf. bilag. Den fastlægger, at et regionsråd skal yde sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen dels ved sit eget sygehusvæsen og dels ved andre regioners sygehuse. Det drejer sig om både akut og ikke-akut behandling.

Herudover skal regionsrådet inden for en nærmere bestemt økonomisk ramme, jf. § 236, stk. 4, yde behandling til personer, der har bopæl i regionen, ved følgende private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS og RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske Ambulatorium, Dronning Alexandrines Gigtsanatorium, Gigtsanatoriet Hans Jansens Hjem, Gigtsanatoriet i Skælskør, Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.

Til § 81

Bestemmelsen er en videreførelse af de eksisterende regler, som i henhold til sygehusloven er præciseret i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp § 9, stk. 1 og 2.

Efter bestemmelsen skal regionsrådet yde akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i landet, men som midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 9, ved sit eller ved andre regioners sygehusvæsen.

Herudover yder regionsrådet behandling til personer, som ikke har bopæl her i landet, når det under de foreliggende omstændighederne ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus der.

Til § 82

§ 82, stk. 1, er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehusloven, jf. § 5, stk. 1, som ændret ved L 1999 967, jf. bilag.

Bestemmelsen fastslår, at sygehusbehandling efter bestemmelserne i dette afsnit samt afsnit VII om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og afsnit VIII om sterilisation er vederlagsfri for patienten, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 og 3 er en videreførelse af eksisterende regler, jf. sygehuslovens § 5, stk. 8, som ændret ved L 1992 1024, jf. bilag, og § 5, stk. 12, som de i henhold til sygehusloven er præciseret i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv. § 9, stk. 2 og 3.

Efter disse bestemmelser kan regionsrådet opkræve betaling af patienter, der ikke har bopæl her i landet, for akut sygehusbehandling, jf. § 81, stk. 2.

Behandlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt. Denne bestemmelse anvendes typisk i forhold til gravide asylansøgere og gravide kvinder, som har søgt om opholdstilladelse, og som har en herboende ægtefælle.

Hvor særlige forhold taler herfor, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren efter stk. 3 til - uanset reglerne i §§ 80-81 - at fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor patienten bor.

I stk. 4 bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det regionale sygehusvæsen. Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i sygehusloven § 5, stk. 8, som ændret ved L 1992 1024, jf. bilag, som er uddybet i bekendtgørelse om ret til syge­hus­ydelser og fødselshjælp mv. Her er det fx fastsat, at ophold af længere varighed end 3 måneder, når det efter omstændighederne skønnes rimeligt, kan ligestilles med bopæl her i landet uanset bevarelse af bopæl i udlandet. Det er ligeledes fastsat, at personer med bopæl på Færøerne eller Grønland, som er under uddannelse her i landet, har ret til sygehusbehandling og fødselshjælp under opholdet. Stipendiater fra udviklingslande har ligeledes under nærmere fastsatte vilkår ret til sygehusydelser uden ventetid.

Reglerne for adgang til og betaling for svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation for personer, der ikke har bopæl i Danmark, og som ikke har akut behandlingsbehov, vil komme til at fremgå af cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og vejledning om svangerskabsafbrydelse samt cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation og vejledning om sterilisation, når disse efter lovens vedtagelse skal revideres.

Til § 83

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i sygehuslovens § 5, stk. 10.

Den fastslår et ikke-diskriminationsprincip, hvorefter regionsrådet skal yde behandling på samme vilkår til personer med bopæl i en anden region som til personer med bopæl i regionen.

Kapitel 18

Særlige sygehusydelser mv.

Til § 84

Bestemmelsen fastlægger, at regionsrådet skal yde forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder samt jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet. Der et tale om en videreførelse af de eksisterende regler herom i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. § 1, stk. 2, og stk. 3, 2. pkt., som ændret ved L 1985 113, jf. bilag.

Der er med placeringen af bestemmelsen i dette kapitel ikke tilsigtet ændring i de nuværende muligheder for tilrettelæggelsen af jordemoderhjælpen.

Til § 85

Der er tale om en videreførelse af sygehuslovens § 5 f.

Til § 86

Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 5 e, der blev indført ved L 1999 1117, jf. bilag.

Den fastlægger, at hvert regionsråd hvert andet år skal tilbyde en røntgenundersøgelse af brystet (mammografi) til kvinder, som er mellem 50 og 69 år, og som har bopæl i regionen. I henhold til § 279, stk. 5, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren tidspunktet for ikrafttræden af denne bestemmelse.

I øvrigt bemyndiger bestemmelsen i stk. 3 indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om tilbudet om brystundersøgelse.

Denne gældende bemyndigelse er endnu ikke anvendt.

Kapitel 19

Frit sygehusvalg

Til § 87

Bestemmelsen vedrørende frit sygehusvalg er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehuslovens § 5 b, som senest ændret ved L 2004 441, jf. bilag.

Formålet med bestemmelsen er at forbedre den enkelte borgers valgmuligheder samt sikre de private specialsygehuse mv.

Bestemmelsen skal tilgodese patienternes krav om medbestemmelse, når det gælder valg af behandlingssted. Mulighederne for at ønske behandlingssted vil først og fremmest tilgodese hensynet til den enkelte patient. Hertil kommer, at valgmuligheden vil have en selvstændig værdi for regionerne, idet befolkningens valgmønstre og ændringer heri kan give et indtryk af befolkningens tilfredshed med de enkelte sygehuse. Dermed får regionsrådene anledning til at rette op på forholdene på sygehuse, der har vanskeligt ved at holde på patienterne.

Sigtet med det frie sygehusvalg er endvidere at skabe et bedre grundlag for en udjævning af ventetider, hvilket også vil kunne indebære samfundsøkonomiske fordele, fx i tilfælde, hvor en region med relativt lange ventetider kan undgå en kostbar kapacitetsudvidelse.

Hvis borgernes egne valg skal være en reel mulighed, kræver det relevante informationer, der gør det muligt at vurdere og sammenligne kvaliteten i de enkelte ydelser. Tilsammen giver det den bedste garanti for, at der sker en kvalitetsudvikling i den offentlige sektor.

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger, at en person, der af sin læge, bliver henvist til sygehusbehandling, kan vælge, hvilket sygehus vedkommende ønsker at blive behandlet på.

Retten til at vælge behandling uden for bopælsregionen omfatter regionale sygehuse og behandlingsinstitutioner mv. og de i stk. 2 nærmere angivne specialsygehuse m.fl. Adgangen til vederlagsfri behandling efter eget valg på disse private sygehuse m.fl., er begrænset af den årlige økonomiske ramme for det enkelte private specialsygehus, jf. § 236, stk. 4.

Retten til selv at vælge, hvilket sygehus man ønsker at blive behandlet på, vil ikke omfatte tilfælde, hvor den pågældende indlægges akut uden forudgående lægehenvisning. Ved ambulancekørsel i disse akutte situationer ("112-udrykning" o.lign.) vil ambulancetjenesten følge den sædvanlige instruks for akut syge­hus­indlæggelse, hvorefter patienten bringes ind til det nærmeste sygehus med den fornødne akutte modtagelse.

I andre akutte tilfælde, hvor der foreligger en forudgående lægehenvisning, og hvor patientens tilstand tillader det, kan patienten benytte det frie sygehusvalg.

For ikke-akutte patienter forudsættes, at patienterne som udgangspunkt indkaldes til behandling efter en lægefaglig vurdering af patientens aktuelle situation og behandlingsbehov.

I stk. 2. præciseres gældende praksis, hvor efter et sygehus kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i regionen ellers vil blive tilsidesat. Efter bestemmelsen kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om afvisning af patienter fra andre regioner.

Bestemmelsen fremgår i dag i § 15, stk. 3, i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv. Hensigten med bestemmelsen er, at der ved beslutningen om at modtage en patient fra en anden region kan tages hensyn til udviklingen i presset på den pågældende afdelings kapacitet. Et sygehus kan således i situationer, hvor særlige hensyn til afdelingens øvrige patienter gør sig gældende, afvise patienter fra andre regioner. Afdelingen kan dog kun afvise patienter fra andre regioner indtil ventetiden er bragt ned på et rimeligt niveau.

Stk. 3 indebærer, at adgangen til at vælge psykiatrisk behandlingsinstitution kan begrænses, hvis hensynet til psykiatriske patienter taler for det. Det beror på en konkret lægefaglig vurdering i hver enkel situation, hvor en psykiatrisk patient fremsætter ønske om at benytte det frie sygehusvalg, hvorvidt valgfriheden skal begrænses. I vurderingen kan der fx tages hensyn til, at hyppige ønsker om at skifte behandlingssted kan vanskeliggøre den nødvendige kontinuitet i behandlingen. Udgangspunktet er imidlertid, at psykiatriske patienter har samme ret til at benytte det frie sygehusvalg, som andre patienter. Bestemmelsen i stk. 3 kan således kun anvendes i undtagelsestilfælde. Det vil normalt være den ansvarlige overlæge på den pågældende psykiatriske afdeling, hvor patienten ønsker behandling, der afgør, hvorvidt der er grundlag for at begrænse patientens frie sygehusvalg. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil udsende en nærmere vejledning om psykiatriske patienters ret til frit sygehusvalg.

Formålet med bestemmelsen i stk. 4 er, at indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med justits- og socialministeren kan fastsætte regler om, at visse persongrupper ikke er omfattet af reglerne om frit sygehusvalg i henhold til stk. 1 og 2. Bestemmelsen tager sigte på eksempelvis personer, der er anbragt i kriminalforsorgens institutioner eller anbragt på institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien eller straffeloven. For disse persongrupper vil sikkerhedsmæssige hensyn, typisk begrundet i faren for ny kriminalitet eller undvigelse, men også andre hensyn, tale imod frit sygehusvalg. Endvidere tager bestemmelsen sigte på personer, der er anbragt på sikret afdeling/sikret institution i henhold til lov om social service. Endelig tager bestemmelsen sigte på personer, der er frihedsberøvet eller i øvrigt har fået deres handlefrihed begrænset i henhold til udlændingeloven.

Den hidtidige hjemmel er ikke anvendt endnu.

Kapitel 20

Udvidet frit sygehusvalg

Til § 88

Bestemmelsen er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehuslovens § 5 g, der blev indført ved L 2002 143, jf. bilag.

Der gives med bestemmelsen et udvidet frit valg for patienterne til private sygehuse og udenlandske sygehuse i tilfælde, hvor det offentlige sygehusvæsen ikke inden 2 måneder kan tilbyde en behandling, som en patient er henvist til. Bestemmelsen giver den enkelte patient en væsentlig rettighed, ligesom bestemmelsen vil medvirke til at nedbringe urimelige ventetider.

Efter bestemmelsen opnår patienter, som bopælsregionen ikke kan tilbyde behandling inden for 2 måneder efter henvisning, ret til at få behandling på et privat sygehus eller et sygehus i udlandet betalt af bopælsregionen.

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges efter stk. 3 til at fastsætte de fornødne nærmere bestemmelser om afgrænsning af vilkår for og regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om det udvidede frie sygehusvalg. En forudsætning for at kunne benytte det udvidede frie sygehusvalg er, at patienten er veloplyst herom. Om sygehusvæsenets oplysningspligt henvises til § 91 og de specielle bemærkninger hertil.

I stk. 4 pålægges regionsrådene i forening at indgå de aftaler med de private sygehuse, klinikker m.m., der er en forudsætning for det udvidede frie sygehusvalg. Kan parterne ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af indenrigs- og sundhedsministeren.

Det er præciseret, at der er hjemmel til at fastsætte bestemmelser om afgrænsning af den behandling, der er omfattet af ordningen, og herunder at undtage bestemte behandlingsformer. Denne hjemmel er i dag udmøntet i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv.

Det er fastsat i denne bekendtgørelse, at det udvidede frie sygehusvalg gælder for henvisning til alle behandlinger, bortset fra organtransplantation, sterilisation, fertilitetsbehandling, herunder refertilisationsbehandling, høreapparatbehandling, kosmetisk operation, kønsskifteoperation, psykiatrisk behandling og ophold på rekonvalescenthjem. Retten gælder heller ikke forskningsmæssig, eksperimentel eller alternativ behandling.

Høreapparater, der udgør hovedudgiften ved høreapparatbehandling, er et hjælpemiddel under den sociale lovgivning, og der er her mulighed for frit valg til høreapparatbehandling hos private udbydere med tilskud efter den sociale servicelov.

Det er en forudsætning for frit valg med offentlig betaling til et privat sygehus, at sygehuset har indgået en aftale med regionerne om vilkårene. Der er i den forbindelse i stk. 4, fastsat en pligt for regionsrådene i forening til at indgå aftaler med private sygehuse, klinikker m.m., som ønsker det, og som udfører sygehusopgaver. En aftale forudsætter naturligvis enighed om vilkårene. Kan parterne ikke blive enige herom, fastsættes vilkårene på de udestående punkter af indenrigs- og sundhedsministeren. Regionsrådene vil have pligt til at indgå aftale på de således fastsatte vilkår. Derimod kan der ikke pålægges de private sygehusejere en tilsvarende pligt. Hvis de ikke ønsker en aftale på de fastsatte vilkår, vil de ikke komme med i ordningen.

Udenlandske sygehuse kan opnå aftale om behandlingen af danske patienter på samme vilkår som de private danske sygehuse.

Endelig bemærkes, at der i dag er frit sygehusvalg inden for en budgetramme til en række selvejende/foreningsejede specialsygehuse, som er opregnet i forslagets § 80, stk. 2. Denne gruppe sygehuse er ikke omfattet af det udvidede frie sygehusvalg.

Kapitel 21

Maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme

Til § 89

Bestemmelsen er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehuslovens § 5 d, der blev indført ved L 1999 395, jf. bilag.

Med bestemmelsen i § 89 gælder der en maksimal ventetid for visse livstruende sygdomme. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at patienter med livstruende sygdomme som kræftsygdomme og visse alvorlige hjertelidelser opnår behandling uden unødig ventetid.

Efter bestemmelsen gælder der således en maksimal ventetid for, hvor længe disse patienter skal vente på behandling, herunder undersøgelse og efterbehandling. Den maksimale ventetid for de enkelte typer af behandlinger fastsættes af Sundhedsstyrelsen.

Med bestemmelsen forpligtes regionsrådet i patientens bopælsregion til at tilbyde behandling inden for den af Sundhedsstyrelsen fastsatte maksimale ventetid ved sit eget sygehusvæsen, og hvis det ikke er muligt ved henvisning til et sygehus i en anden amtskommune, et privat sygehus eller til et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid. Det betyder, at regionsrådet i bopælsregionen snarest efter henvisningen af en patient, typisk fra en praktiserende læge, skal bekræfte, at det kan opfylde den maksimale ventetid og meddele patienten en dato for forundersøgelsen. Tilsvarende gælder fra forundersøgelse til behandling og fra behandling til evt. efterbehandling.

Det er lagt til grund for bestemmelsen, at regionsrådene påtager sig et fælles ansvar for løsningen af de her omhandlede sygehusopgaver specielt gennem udnyttelse af de regionale samarbejdsstrukturer, der allerede eksisterer, herunder til fælles planlægning af den nødvendige kapacitet.

Hvis patienten i dette tilfælde fastholder valget af sygehus, anses forpligtelsen for regionsrådet i bopælsregionen for opfyldt. Under alle omstændigheder er det bopælsregionen, der afholder behandlingsomkostningerne i overensstemmelse med de generelle regler for fritvalgspatienter.

Kan regionsrådet tilbyde patienten den nødvendige behandling, herunder undersøgelse og efterbehandling inden for den fastsatte ventetid, har regionsrådet også overholdt den fastsatte maksimale ventetid, selvom det efterfølgende viser sig, at behandlingsforløbet ikke gik efter planen på grund af særlige forhold hos patienten eller ved behandlingen. Der kan fx opstå behov for fornyede undersøgelser, og at efterbehandlingen må udsættes på grund af komplikationer i forbindelse med den primære behandling eller fordi patienten er for dårlig.

Hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke kan tilvejebringe et behandlingstilbud enten ved eget sygehusvæsen, eller på et sygehus i en anden region, på et privat sygehus eller på et sygehus i udlandet, skal regionsrådet, hvis patienten ønsker det, så hurtig som muligt give besked herom til Sundhedsstyrelsen. Nogle patienter vil eventuelt foretrække fortsat at lade deres egen region stå for behandlingen - selvom det indebærer en lidt længere behandlingstid - frem for at blive henvist til et sygehus, patienten ikke på forhånd kender.

Sundhedsstyrelsen skal henvise patienten til behandling på et sygehus i en anden region eller på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet. Det forventes at det sædvanligvis vil være muligt for styrelsen at finde et sådant behandlingstilbud.

Sundhedsstyrelsen skal behandle henvisningssagen meget hurtigt, og styrelsen har derfor pligt til at følge med i, hvor der er ledig behandlingskapacitet på forskellige relevante behandlingssteder både her i landet og i de nærmeste nabolande.

I særlige tilfælde, hvor der ikke kan tilvejebringes andre behandlingstilbud, herunder på private sygehuse eller sygehuse i udlandet, har Sundhedsstyrelsen i medfør af stk. 3 hjemmel til at pålægge danske offentlige sygehuse at behandle patienten €" forudsat, at Sundhedsstyrelsen vurderer, at det pågældende sygehus er i stand til at varetage behandlingen.

Må også Sundhedsstyrelsen opgive at tilvejebringe et behandlingstilbud inden for den fastsatte maksimale ventetid, og finder patienten selv et sygehus her i landet eller i udlandet, der på forsvarlig vis kan varetage den behandling, som patienten er henvist til, får patienten et tilskud til denne behandling. Patienten får herefter i henhold til stk. 4 ret til et tilskud på 100 pct. af DRG-taksten (den gennemsnitlige omkostning ved en given behandling på et dansk offentligt sygehus) for den pågældende behandling (dog højst den faktiske pris for behandlingen), hvis vedkommende selv kan finde en behandling på et privat sygehus i Danmark eller i udlandet. Der ydes ikke tilskud efter bestemmelsen til behandling på offentlige sygehuse i udlandet. Hvis patienten finder et sådant passende behandlingstilbud, må Sundhedsstyrelsen henvise hertil efter stk. 3 med fuld betaling.

Ved behandling på private sygehuse svarer tilskuddet til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende behandling på et dansk offentligt sygehus. Ved behandling på offentlige sygehuse her i landet betales, den af de offentlige sygehuse benyttede takst. Ved behandling på offentlige sygehuse i udlandet betales den takst, der anvendes i det pågældende land.

I tvivlstilfælde afgør Sundhedsstyrelsen, om den behandling, der er henvist til, kan anses for forsvarlig.

Hvis patienten ikke selv finder et behandlingstilbud eller ikke ønsker at benytte sig af den mulighed, vil Sundhedsstyrelsen fortsat have pligt til at henvise patienten til behandling snarest muligt.

Der kan ikke ydes tilskud til alternativ behandling eller til behandling, der har forskningsmæssig eller eksperimentel karakter.

I de tilfælde, hvor regionsrådet i bopælsregionen og Sundhedsstyrelsen ikke kan tilvejebringe et behandlingstilbud til patienten, og patienten selv finder et privat sygehus her i landet eller i udlandet, som kan varetage behandlingen betaler bopælsregionen et tilskud til behandlingen svarende til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende behandling på et dansk offentligt sygehus.

Herudover betaler bopælsregionen et gebyr til Sundhedsstyrelsen, der skal dække styrelsens udgifter i forbindelse med behandling af henvisningssager efter bestemmelsen. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter gebyrets størrelse, jf. forslagets § 237.

Med forslaget bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om patienternes adgang til behandling og regionsrådenes forpligtelser til at tilbyde behandling. Reglerne er fastsat i bekendtgørelse om behandling af patienter med livstruende kræftsygdomme mv.

Kapitel 22

Behandling i udlandet

Til § 90

Bestemmelsen om at regionsrådet kan tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehuslovens § 4, der er nærmere præciseret i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv. i §§ 20, 21, 25 og 26 om behandling i udlandet.

Efter bestemmelsen skal regionsrådet tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet, hvis behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus, når patienten er indstillet hertil af den sygehusafdeling, som her i landet har den højeste indenlandske specialkundskab, og indstillingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Herudover kan regionsrådet tilbyde en patient henvisning til forskningsmæssig behandling i udlandet. Dette forudsætter, at patienten er indstillet hertil af en sygehusafdeling med lands- eller landsdelsfunktion, og at behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus. Denne ordning blev indført på baggrund af lovforslag L 1999 395, jf. bilag.

Endelig kan Sundhedsstyrelsen rådgive sygehusvæsenet om behandling af patienter, som har en livstruende sygdom, der ikke umiddelbart kan tilbydes behandling for på offentlige sygehuse her i landet eller i udlandet efter stk. 1-3. Denne ordning blev indført på baggrund af L 1999 395, jf. bilag.

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler og betingelser for henvisning af patienter til behandling i udlandet efter stk. 1-4. Denne bemyndigelse er benyttet til at udstede bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv.

Kapitel 23

Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til sygehus

Til § 91

Bestemmelsen er en videreførelse af de eksisterende regler i sygehuslovens § 5 b, stk. 5. Bestemmelsen blev indført ved L 2004 441, jf. bilag.

Det foreslås med bestemmelsen, at henviste patienter senest 8 hverdage efter, at sygehuset har modtaget henvisningen, skal have oplysning om dato og sted for undersøgelse eller behandling, samt om patienten kan tilbydes behandling inden for 2 måneder. Desuden skal patienten have oplysning om det frie og det udvidede frie sygehusvalg. For at der skal være tale om en reel valgmulighed, skal patienten også have oplysning om ventetiden på behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse mv. inden for det aktuelle behandlingsområde, og at patienten ved henvendelse til sygehuset kan få oplysning om, hvor mange af den slags behandlinger, der foretages på disse sygehuse. Endelig skal sygehuset tilbyde at henvise patienten til et andet sygehus, hvis patienten ønsker det. Oplysningerne om ventetider skal med forslaget gives konsekvent og systematisk og inden for den anførte frist. Endelig skal patienten have tilbud om viderehenvisning til et andet sygehus efter reglerne om frit og udvidet frit sygehusvalg.

Det er en forudsætning for, at regionernes sygehusvæsen kan oplyse patienten, om patienten kan tilbydes behandling inden for 2 måneder i bopælsamtskommunen, at henvisningsdiagnosen er tilstrækkelig klar til, at det med en vis sandsynlighed kan vurderes, hvilke undersøgelser og behandlinger som patienten skal tilbydes.

Med bestemmelsen bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om denne oplysningspligt for regionsrådene. Bestemmelsen er anvendt til at udstede vejledning af 2. december 2004 til amtskommunerne mv. om oplysningspligt og patientinformation som led i styrkelse af det frie sygehusvalg.

Kapitel 24

Beløb til personlige fornødenheder

Til § 92

Bestemmelsen viderefører med en mindre ændring § 5 a i sygehusloven, som senest ændret ved L 2003 383, jf. bilag, om beløb til personlige fornødenheder under længerevarende indlæggelse til visse persongrupper.

Dog foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren får adgang til at fastsætte nærmere regler om, at sygehusvæsenet og tilknyttede institutioner udbetaler et beløb til personlige fornødenheder til personer, der ikke oppebærer pension eller anden indkomst under længerevarende indlæggelser, og at ministeren kan fastsætte beløbets størrelse.

Efter den gældende bestemmelse skal institutionen til pensionister, der under indlæggelse på institution under sygehusvæsenet ikke får udbetalt pension i henhold til § 46, stk. 1, i lov om social pension og § 45, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv., udbetale et beløb til personlige fornødenheder. Beløbet udgør 1.101 kr. pr. måned (2004 pris- og lønniveau.)

Til indlagte personer, der ikke er pensionister, og som må anses for plejepatienter eller i øvrigt skønnes uegnede til mere varig udskrivning til eget hjem, udbetaler institutionen et beløb til personlige fornødenheder af samme størrelse som det i sygehuslovens § 5 a, stk. 1, nævnte beløb. Der kan dog tidligst ske udbetaling, når de pågældende har haft en samlet indlæggelsestid på sygehus eller anden institution under sygehusvæsenet på 6 måneder ud over indlæggelsesmåneden regnet fra 1 1/2 år forud for indlæggelsen.

Til øvrige personer, der ikke er pensionister, og som har haft en længerevarende indlæggelse, kan der udbetales et beløb til personlige fornødenheder, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Størrelsen af det til hver person udbetalte beløb kan ikke overstige det i sygehuslovens § 5 a, stk. 1, nævnte beløb. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetalingen af beløb til personlige fornødenheder.

Til afsnit VII

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Til kapitel 25-28

Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion vil blive overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Reglerne bliver i al væsentlighed videreført i lovforslaget, idet de beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, dog overføres til indenrigs- og sundhedsministeren.

Nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse om svangerskabsafbrydelse, cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse og i vejledning om svangerskabsafbrydelse.

Reglerne i kapitel 5 (§§ 16-22) om patienters medinddragelse i beslutninger finder ikke anvendelse i relation til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. Patienters medinddragelse i beslutninger om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion er udtømmende reguleret i afsnit VII.

Reglerne i kapitel 7 (§§ 29-36) om selvbestemmelse over biologisk materiale finder ikke anvendelse i relation til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Reglerne i kapitel 8 (§§ 37-40) om aktindsigt, i kapitel 9 (§§ 41-49) om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv., i kapitel 10 (§ 51) om tolkebistand og i kapitel 11 (§ 52) om patientkontorer finder alle anvendelse i relation til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Svangerskabsafbrydelse

Bestemmelserne om svangerskabsafbrydelse er i al væsentlighed en videreførelse af §§ 1-6, § 8 og §§ 10-12 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. §§ 3 a, 3 b og 10 b blev indsat ved L 2003 435, jf. bilag, ligesom der i samme lov blev ændret i §§ 1-3, §§ 5-6, § 8 og §§ 10-12.

Det følger af forslagets § 93, at en kvinde som udgangspunkt har ret til svangerskabsafbrydelse (abort), hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Hvorvidt denne grænse er overskredet bestemmes på baggrund af kvindens oplysninger sammenholdt med et lægefagligt skøn på grundlag af en aktuel gynækologisk undersøgelse foretaget af en speciallæge i gynækologi og obstetrik samt en ultralydsundersøgelse.

Selv om 12-ugers grænsen er overskredet, kan abort foretages uden særlig tilladelse, hvis det af lægefaglige grunde er nødvendigt, fx for at afværge fare for kvindens liv, jf. § 94.

Uanset om 12. svangerskabsuge er udløbet eller ej, kræves dog tilladelse til abort, hvis kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. § 99, stk. 2.

Ligeledes kræves tilladelse til abort for ugifte kvinder under 18 år, hvis forældremyndighedsindehaverne ikke samtykker, jf. § 100.

I § 95, stk. 1, angives betingelserne for at få tilladelse til abort efter, at 12-ugers fristen er overskredet. Der er bl.a. tale om situationer, hvor svangerskabet eller fødslen vil medføre fare for kvindens eller barnets helbred. Tilladelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet indebærer, jf. stk. 2. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til abort dog kun gives, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og at disse omstændigheder med afgørende vægt taler for at give tilladelsen, jf. stk. 3.

Afgørelser om, hvorvidt der skal gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse i de nævnte tilfælde, træffes af de samråd og - for så vidt angår klagesager - ankenævn, indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet i henhold lovens § 98, stk. 1 og 2.

Svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge kan foretages både på offentlige sygehuse og på private hospitaler og klinikker. Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge må kun foretages af læger på regionale sygehuse, jf. § 102.

Fosterreduktion

Bestemmelserne om fosterreduktion er en videreførelse af § 3 a, § 3 b, §§ 5-6, § 8 og §§ 10-12 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. §§ 3 a, 3 b og 10 b blev indsat ved L 2003 435, jf. bilag, ligesom der i samme lov blev ændret i §§ 5-6, § 8 og §§ 10-12.

Fosterreduktion må kun foretages af læger på regionale sygehuse.

Det følger af § 96, stk. 1, at en kvinde, der er gravid med flere fostre, som udgangspunkt uden særlig tilladelse kan få reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet. Vurderingen af om disse risici er til stede, foretages af en af sygehusets speciallæger i gynækologi og obstetrik.

Selv om 12-ugers grænsen er overskredet, kan fosterreduktion foretages uden særlig tilladelse, hvis det af lægefaglige grunde er nødvendigt fx for at afværge fare for kvindens liv, jf. § 96, stk. 2.

Der kræves tilladelse til indgrebet, hvis kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. § 99, stk. 2. I så fald skal der beskikkes en særlig værge for kvinden.

Ligeledes kræves tilladelse til fosterreduktion for ugifte kvinder under 18 år, hvis forældremyndighedsindehaverne ikke samtykker, jf. § 100.

Afgørelser om, hvorvidt der skal gives tilladelse til fosterreduktion i de nævnte tilfælde, træffes af de samråd og - for så vidt angår klagesager - ankenævn, indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet i henhold lovens § 98, stk. 1 og 2, jf. nærmere herom nedenfor.

Tilladelse gives, hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig sygdom, eller hvis €" efter 12. svangerskabsuge - de ovennævnte risici er til stede, og der foreligger særlige omstændigheder. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til fosterreduktion dog kun gives, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og at disse omstændigheder med afgørende vægt taler for at give tilladelsen.

Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Bestemmelserne om samråd og ankenævn er en videreførelse af § 4 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, som senest ændret ved L 2003 435, jf. bilag, dog med den ændring, at speciallæger i kirurgi ikke længere kan indgå i samråd eller ankenævn.

Ændringen skyldes, at gynækologi og obstetrik ikke længere indgår i den kirurgiske speciallægeuddannelse. Det er således den sundhedsfaglige vurdering, at en gynækologisk speciallæge vil være mest kvalificeret til at vurdere aborter og fosterreduktion samt kvindelig sterilisation, der udgør langt størstedelen af sagerne. Det er ligeledes den sundhedsfaglige vurdering, at en gynækologisk speciallæge er kvalificeret til at vurdere sager om mandlig sterilisation. I samråd og ankenævn om sterilisation, jf. § 109, vil der således heller ikke længere indgå en speciallæge i kirurgi.

I henhold til § 98, stk. 1, opretter indenrigs- og sundhedsministeren et eller flere samråd for hver region. Et samråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Disse samråd træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i de tilfælde, hvor tilladelse kræves, jf. § 98, stk. 1.

Samrådets afgørelser kan indbringes for et af indenrigs- og sundhedsministeren oprettet ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed, jf. § 98, stk. 2. Ankenævnet består af en formand, som skal være dommer, og et antal medlemmer, hvoraf en skal være speciallæge i gynækologi og en anden speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Indbringelse for ankenævnet kan ske af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.

Til afsnit VIII

Sterilisation og kastration

Til kapitel 29-33

Lov om sterilisation og kastration vil blive overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Reglerne bliver videreført i lovforslaget, idet de beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, dog overføres til indenrigs- og sundhedsministeren.

Nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse om sterilisation og kastration, cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation og vejledning om sterilisation.

Reglerne i kapitel 5 (§§ 16-22) om patienters medinddragelse i beslutninger finder ikke anvendelse i relation til sterilisation og kastration. Patienters medinddragelse i beslutninger om sterilisation og kastration er udtømmende reguleret i afsnit VIII.

Reglerne i kapitel 7 (§§ 29-36) om selvbestemmelse over biologisk materiale finder ikke anvendelse i relation til sterilisation og kastration.

Reglerne i kapitel 8 (§§ 37-40) om aktindsigt, i kapitel 9 (§§ 41-49) om tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv., i kapitel 10 (§ 51) om tolkebistand og i kapitel 11 (§ 52) om patientkontorer finder alle anvendelse i relation til sterilisation og kastration.

Sterilisation

Bestemmelserne om sterilisation er en videreførelse af følgende bestemmelser i lov om sterilisation og kastration: § 1, § 2, som senest ændret ved L 2003 435, § 3, § 4, som ændret ved L 2003 435, § 5, som senest ændret ved L 2003 435, §§ 6-7, som ændret ved L 1995 389, § 9, som senest ændret ved L 2002 145, § 10, som indsat ved L 2003 435 og § 11, som senest ændret ved L 1993 1136. Der henvises til bilag.

Ved sterilisation forstås indgreb, der ikke udgør kastration, og som varigt ophæver forplantningsevnen, jf. § 105.

Som udgangspunkt har enhver person, der er fyldt 25 år, ret til at blive steriliseret, jf. lovens § 106. Endvidere følger det af lovens § 107, stk. 1, at kvinder under 25 år kan steriliseres uden særlig tilladelse, hvis det er nødvendigt for at forebygge svangerskab for at afværge fare for kvindens liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet.

Personer under 25 år, som ikke er omfattet af § 107, stk. 1, skal derimod have tilladelse til sterilisation.

Uanset alder kræver det endvidere tilladelse at blive steriliseret, hvis man på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet eller, hvis det pga. hæmmet psykisk udvikling eller dårlig begavelse er betænkeligt, at man på egen hånd anmoder om sterilisation, jf. §§ 111 og 112.

Tilladelse til sterilisation i de nævnte tilfælde gives fx, hvis der på grund af arvelige anlæg er fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig sygdom, eller hvis sociale og familiemæssige forhold gør det påkrævet at undgå barnefødsel, jf. § 107, stk. 2 og § 108.

Afgørelser om, hvorvidt der skal gives tilladelse til sterilisation i de nævnte tilfælde, træffes af de samråd og - for så vidt angår klagesager - ankenævn, indenrigs- og sundhedsministeren har oprettet i henhold til § 109, jf. § 98.

Kastration

Bestemmelserne om kastration er en videreførelse af følgende bestemmelser i lov om sterilisation og kastration: §§ 6-7, som ændret ved L 1995 389, § 9, som senest ændret ved L 1993 1136, § 13, som ændret ved L 2003 435, § 14, som senest ændret ved L 2003 435 samt §§ 15-16. Der henvises til bilag.

Ved kastration forstås indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandling, hvorved de varigt sættes ud af funktion, jf. § 105.

Kastration kan kun foretages efter tilladelse fra indenrigs- og sundhedsministeren (Sundhedsstyrelsen), jf. § 117, stk. 1.

Efter § 116 kan en person få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.

Tilladelse til kastration kan også gives, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser.

Dog må kastration af personer under 21 år ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. §§ 111 og 112 som nævnt ovenfor finder tilsvarende anvendelse, jf. § 117, stk. 2, idet afgørelser, når der er ansøgt om kastration, dog træffes af indenrigs- og sundhedsministeren og ikke af de nævnte samråd.

Samråd og ankenævn for sterilisation

Bestemmelserne om samråd og ankenævn er en videreførelse af lov om sterilisation og kastration, jf. ovenfor under sterilisation og kastration.

I henhold til § 109, stk. 1, jf. § 98, opretter indenrigs- og sundhedsministeren et eller flere samråd for hver region. Et samråd består af en medarbejder ved regionen (kommunen) med juridisk eller social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Disse samråd træffer afgørelse om, hvorvidt der skal gives tilladelse til sterilisation i de tilfælde, hvor tilladelse kræves, jf. § 107, stk. 2, § 108, § 111 og § 112.

Samrådets afgørelser kan indbringes for et af indenrigs- og sundhedsministeren oprettet ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed, jf. § 98, stk. 2. Ankenævnet består af en formand, som skal være dommer, og et antal medlemmer, hvoraf en skal være speciallæge i gynækologi og en anden speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Indbringelse for ankenævnet kan ske af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.

Der henvises til bemærkningerne for samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion i øvrigt til bemærkninger til lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Til afsnit IX

Kommunale sundhedsydelser

Kapitel 34

Kommunalbestyrelsens ansvar

Til § 119

Det fastslås med bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om sundhedsydelser efter lovens afsnit IX.

En af målsætningerne med strukturreformen er at give kommunerne et større ansvar og flere opgaver på sundhedsområdet. Oprettelsen af 5 regioner med ansvar for sygehusbehandling vil sammen med den generelle behandlingsteknologiske og strukturelle udvikling betyde mere specialiserede sygehuse. Kommunalreformen sikrer samtidig borgerne sundhedstilbud i nærmiljøet.

De sundhedstilbud, man som borger oftest har brug for, er typisk af vejledende, rådgivende, sundhedsfremmende og forebyggende karakter. De leveres også i dag i den primære sundhedssektor, særligt hos de praktiserende læger. Der er samtidig tale om tilbud og ydelser, der allerede i et vist omfang er placeret i kommunerne, fx i sundhedsplejen og ældreplejen, og som kommunerne med kommunalreformen og med reformen på sundhedsområdet tilskyndes til at forstærke indsatsen på. Der bliver herved også skabt et forbedret grundlag for en sammenhængende opgaveløsning på det kommunale sundhedsområde.

Et styrket kommunalt ansvar på sundhedsområdet skaber også forudsætningerne for, at kommunerne €" eventuelt på tværs af kommunegrænser og i samarbejde med regionerne €" udvikler og anvender nye organisatoriske løsninger. Der kan på pleje-, forebyggelses €" og genoptræningsområdet være gevinster i form af styrket kvalitet, tværfaglighed, rekruttering eller stordriftsfordele mv. ved organisatorisk samling af opgaveløsningen i sundhedscentre el.lign. efter lokale behov.

Kapitel 35

Forebyggelse og sundhedsfremme

Til § 120

Bestemmelsen, som er ny, giver kommunerne ansvar for at skabe rammer for en sund levevis for borgerne. Bestemmelsen har til formål at sikre den forebyggende og sundhedsfremmende indsats en forankring i kommunerne.

Kommunerne er nær på borgerne. Det er en væsentlig ressource i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde. Forebyggelsen foregår bedst i de miljøer, hvor borgeren færdes, fx børneinstitutioner, skoler, hjemmeplejen og lokalsamfundet.

Kommunerne har særlig god adgang til en række målgrupper. Det gælder fx børn og ældre. Samtidig har kommuner erfaring med driftsmæssigt at forestå forebyggende og sundhedsfremmende opgaver, fx den kommunale sundhedspleje, tandpleje og hjemmepleje.

Kommunernes meget brede opgaveportefølje giver dem et godt udgangspunkt for at prioritere tværgående og overordnet på forebyggelsesområdet. Dette kan fx ske gennem udformning af sundhedspolitikker.

For at tilskynde kommunerne til at investere i den primære forebyggende indsats, men især den patientrettede forebyggelse skal kommunerne som led i reformen medfinansiere deres borgeres behandling i sundhedsvæsenet.

Kommunernes opgaver på det forebyggende og sundhedsfremmende område omfatter dels en indsats i forhold til kommunens indbyggere med henblik på at forebygge sygdom og ulykker (borgerrettet forebyggelse), dels en indsats med henblik på at forebygge, at en sygdom udvikler sig yderligere og om at begrænse eller udskyde dens eventuelle komplikationer (patientrettet forebyggelse).

Forebyggelse, der ikke foregår i forbindelse med patientbehandling i sygehusvæsenet og i almen praksis, varetages fremover af kommunerne.

Med hensyn til den patientrettede forebyggelse, herunder rehabilitering, forudsættes det, at kommunalbestyrelserne og regionsrådene indgår aftaler, jf. § 206, med henblik på at sikre sammenhængende patientforløb.

I forbindelse med at kommunerne fremover skal varetage væsentligt flere opgaver på sundhedsområdet, herunder vedrørende forebyggelse og sundhedsfremme, forudsættes det, at der tilsvarende på andre driftsområder som fx daginstitutioner, skolevæsenet, ældreplejen mv., udarbejdes flerårige planer mv.

Borgerrettet forebyggelse

Med de større kommuner bliver der skabt bedre rammer for en borgernær forebyggende indsats, som sundhedsfaglig prioriteret afspejler de lokale sundhedsmæssige udfordringer og hvor indsatsen tilrettelægges ud fra lokale behov og forudsætninger.

De større kommuner får samtidig forudsætninger for at driftssikre den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, evt. i samarbejde med andre kommuner eller andre samarbejdspartnere.

Som væsentlige områder for kommunerne for den borgerrettede forebyggende indsats kan nævnes: Rygning, alkohol, sund kost, svær overvægt, herunder børneovervægt, fysisk aktivitet, forebyggelse af ulykker og seksuelt overførte sygdomme og uønskede graviditeter.

Patientrettet forebyggelse

En af de store udfordringer, samfundet står overfor i de kommende år, er indsatsen i forhold til kronisk syge personer. Det drejer sig særligt om sygdommene aldersdiabetes, forebyggelige kræftsygdomme, hjerte-karsygdom, knogleskørhed, muskel- og skeletlidelser, overfølsomhedssygdomme, psykiske lidelser og rygerlunger.

Mere end hver tredje voksne dansker lever i dag med en langvarig sygdom, fx type 2 diabetes, hjerte-karsygdomme, muskelskeletlidelser. I en kommune på 30.000 indbyggere vurderes der at være ca. 1.400 med diabetes type 2, godt 1.700 med astma, ca. 1.100 med KOL (rygerlunger) og små 2.900 med ryglidelser.

Kroniske og langvarigt syge har behov for regelmæssig og tilbagevendende kontakt til sundhedsvæsenet. Der skal derfor ske tilpasninger i sundhedsvæsenets indsats.

Kommunalbestyrelserne får fremover en væsentlig opgave med at samarbejde med regionsrådene om at udvikle og bidrage til indsatsen overfor denne patientgruppe. Sigtet er især at optimere behandlingen og sætte den enkelte patient i stand til at tage bedst muligt vare på sig selv.

Det forudsætter et sammenhængende patientforløb. Tilrettelæggelsen af den patientrettede forebyggelse bør derfor være et obligatorisk punkt i sundhedsaftalerne jf. § 206.

Det forudsætter, at den enkelte patient i videst muligt omfang får de kompetencer, den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder til at tage vare på eget helbred og udøve en god egenomsorg, fx. ved rehabilitering, patientundervisning og genoptræning.

Almen praksis spiller en vigtig rolle i forhold til sammenhængende patientforløb.

Tilrettelæggelse af indsatsen

Det er kommunernes ansvar at tilrettelægge deres indsats, det gælder også på det forebyggende og sundhedsfremmende område.

Også i forhold til de forebyggende og sundhedsfremmende opgaver er det væsentligt, at de varetages fagligt prioriteret på det bedst muligt dokumenterede grundlag og af personale mv. med de nødvendige kompetencer.

Det er ligeledes væsentligt, at tilrettelæggelsen sker med hensyntagen til svage grupper bl.a. ved koordination af forebyggelse på tværs af sundhedspleje, hjemmesygepleje, praksissektor og sygehus og ved integration i kommunens mange sektorer, som skole, fritids- og ældretilbud.

Rammerne om indsatsen kan tilrettelægges på forskellige måder, fx i form af et sundhedscenter. Det væsentlige er hvilke ydelser og aktiviteter, der tilbydes og med hvilken kvalitet. Specielt i relation til et udbygget samarbejde med de alment praktiserende læger vil det være relevant at overveje ydelser, som kan aflaste eller supplere de praktiserende læger, fx i form af henvisningsmuligheder til rygestopkurser, kostvejledning, motion mv. Det kan evt. ske i et samarbejde med sygdomsbekæmpende foreninger, apoteker mv.

Regionerne

Regionernes opgaver på det forebyggende og sundhedsfremmede område vedrører specielt den patientrettede forebyggelse. Det drejer sig bl.a. om videreudvikling af de forebyggende sygehuse, almen praksis og deres opgaver på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet og samarbejdet med kommuner om især indsatsen i forhold til kronisk syge, langvarigt syge, patienter med genoptrænings- og rehabiliteringsbehov.

Regionerne forudsættes samtidig at få tværgående opgaver i relation til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring for den patientrettede forebyggelse. Det er meget væsentligt, at kvalitetsudviklingen sker parallelt i det regionale og det kommunale sundhedsvæsen og følger fælles standarder. På nuværende tidspunkt er det vurderingen, at der i de kommende år er behov for at opprioritere kvalitetsarbejdet uden for sygehusvæsenet.

Regionernes opgaver i forhold til de tværgående opgaver vil desuden finde sted i forbindelse med indgåelse af samarbejdsaftaler med kommunerne. I den forbindelse vil regionerne få en viden, som med fordel kan anvendes til at formidle samarbejde, erfaringer mv. mellem kommunerne i regionen.

Regionerne kan derudover i samarbejde med kommunerne bidrage til at forestå tværgående opgaver som fx overvågning af sundhedstilstanden, specialiseret rådgivning, kvalitetsarbejde vedr. den borgerrettede forebyggelse og uddannelse med udgangspunkt i det regionale sundhedsvæsens erfaringer og kompetencer, herunder metodeudvikling og evaluering.

Staten

De centrale sundhedsmyndigheder mv. vil etablere et samarbejde med kommunalbestyrelser og regionsråd om deres indsats vedr. den borgerrettede og patientrettede forebyggelse. De centrale sundhedsmyndigheder vil bistå med bl.a. overvågning, overordnede retningslinier, dokumentation, vidensformidling mv.

Kapitel 36

Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge

Til §§ 121-127

Reglerne i kapitel 36 er en videreførelse af reglerne i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, som ændret ved L 2002 344, og L 2003 1220 (ophævelse af lovens § 9), jf. bilag.

Lovforslaget bygger på fire hovedprincipper:

€ Generelle sundhedsfremmende og forebyggende foranstaltninger.

€ Ydelser til alle børn.

€ En særlig indsats over for de svagest stillede børn og unge.

€ Konsulentfunktioner i forhold til daginstitutioner, dagplejen, skoler mv. om børns sundhed og trivsel og sundhedstilstanden på institutionerne.

Til § 121

Bestemmelsen fastlægger som opfølgning på kommunalreformen, at kommunerne får ansvaret for forpligtelser efter § 1 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Dette ansvar er i dag tillagt både kommuner og amtskommuner. Bestemmelsen er i øvrigt en videreførelse af den gældende bestemmelse.

Kommunalbestyrelsen skal således dels yde en generel sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig mod alle børn og en særlig indsats, der specielt tager sigte på de svagest stillede børn og unge.

Til § 122

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i §§ 2 og 4 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Alle børn og unge skal således fortsat have tilbud om sundhedsvejledning, bistand og funktionsundersøgelse fra en sundhedsplejerske og 2 helbredsundersøgelser af en læge. Reglerne i lovens § 2, stk. 2, hvorefter sundhedsplejerskens virksomhed i barnets første leveår normalt udøves ved besøg i hjemmet, foreslås fastlagt i en bekendtgørelse. Der foreslås samtidig, at tidspunktet for gennemførelse af de 2 lægeundersøgelser bliver fastsat i en bekendtgørelse, jf. § 127, stk. 1. Der er ikke tilsigtet ændring af de gældende regler.

Til § 123

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 6 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Både sundhedsplejersken og lægen skal fortsat tage sig ekstra af de svagest stillede børn og unge. Har barnet/den unge behov for lægefaglig behandling, skal den unge/forældrene opfordres til at søge egen læge.

Til § 124

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 7 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, som pålægger kommunerne en pligt til at have en tværfaglig gruppe, der skal sikre at børn og unge med særlige behov får taget hånd om eventuelle problemer. Dog foreslås det fastlagt ved bekendtgørelse, jf. lovforslagets § 127, stk. 1, at en af gruppens medlemmer skal udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge. Der er hermed ikke tilsigtet ændring af de gældende regler. Barnet og dets familie vil således fortsat have en enkelt person at holde sig til.

Til § 125

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 8 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, som pålægger kommunerne en konsulentfunktion i forhold til skoler, daginstitutioner og den kommunalt formidlede dagpleje om børns sundhed og trivsel. Dog foreslås det fastlagt ved bekendtgørelse, jf. lovforslagets § 127, stk. 1, at den kommunale sundhedstjeneste (læger og sundhedsplejersker) skal rådgive institutionspersonalet vedrørende de børn, som personalet finder, har særlige behov, samt at kontakten til den kommunale sundhedstjeneste sker efter forudgående drøftelse med barnets forældre. Der er ikke tilsigtet ændring af de gældende regler.

Til § 126

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 18, stk. 2, i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, hvorefter det er skolekommunen og ikke bopælskommunen, der skal tilbyde de forebyggende ydelser. Ydelser, der efter lov om forebyggende sundhedsordninger § 18, stk. 3, afholdes af bopælsamtskommunen, jf. lovens § 3, vil efter forslaget skulle afholdes af regionsrådet, jf. § 64.

Til § 127

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 14 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, der giver indenrigs- og sundhedsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om de kommunale forpligtelser efter loven. Bemyndigelsen er i dag udmøntet i bekendtgørelse om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Bemyndigelsen efter stk. 1 forudsættes bl.a. også anvendt til fastsættelse af bestemmelser, der tidligere har fremgået af lovgivningen, jf. bemærkningerne til § 122 og § 124. Der vil ligeledes i en bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om kommunernes særlige forpligtelser over for børn, der befinder sig med forældre i kriminalforsorgens institutioner eller i krisecentre. Sundhedsstyrelsen vil fortsat kunne fastsætte retningslinier for tilrettelæggelsen og indholdet af ydelser i de forebyggende sundhedsordninger, jf. § 215, stk. 1.

Kapitel 37

Kommunal tandpleje

Tandpleje til børn og unge

Til §§ 128-131

Reglerne i kapitel 37 om børne- og ungdomstandpleje er en videreførelse af reglerne i lov om tandpleje, som ændret ved L 2003 377, jf. bilag.

Lovforslaget bygger på følgende hovedprincipper:

€ Et vederlagsfrit tandplejetilbud til alle børn og unge under 18 år.

€ Fuld frihed for kommunerne til at beslutte hvordan man vil tilrettelægge børne- og ungdomstandplejen.

€ Frihed til forældre til at vælge privat tandlægepraksis efter eget valg med kommunalt tilskud på 65 % (de 16 og 17 årige dog med 100 % tilskud).

€ Øget valgfrihed på tværs af kommunegrænsen.

Til § 128

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 2, stk. 1-3, i lov om tandpleje, som forpligter kommunerne til at give alle børn og unge under 18 år et vederlagsfrit tandplejetilbud. Det er fortsat kommunalbestyrelsen der beslutter, hvorledes man nærmere vil tilrettelægge tandplejetilbuddet efter stk. 1, jf. dog § 130, stk. 3. Unge på 16 og 17 år har fortsat ret til vederlagsfri ungdomstandpleje efter eget valg, jf. forslagets § 130, stk. 3.

Til § 129

Bestemmelsen er en videreførelse af de gældende regler, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om tandpleje, hvorefter kommunalbestyrelsen selv beslutter, om den vederlagsfri børnetandpleje skal tilbydes på offentlig klinik eller i privat tandlægepraksis, som kommunalbestyrelsen indgår aftale med om opgaven.

Til § 130

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 2, stk. 4, og § 3 i lov om tandpleje, der giver børn/forældre mulighed for at vælge et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen stiller vederlagsfrit til rådighed, enten i privat praksis efter eget valg med kommunalt tilskud (børn under 16 år) eller ved en anden kommunes tandklinik, hvis den ønskede kommune har kapacitet til at modtager barnet eller den unge i behandling. Ved valg af anden kommunes klinik, kan der blive tale om en egenbetaling for alle under 18 år, jf. forslagets stk. 4. De 16-17 årige kan fortsat vælge vederlagsfri tandpleje i privat praksis med 100 % tilskud, jf. forslagets stk. 3.

Bestemmelsen blev indført ved L 2003 377, jf. bilag.

Til § 131

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 5, stk. 2, i lov om tandpleje, som giver ministeren hjemmel til at fastsætte bindende rammer for ressourceforbruget.

Bestemmelsen blev indført ved L 1989 858, jf. bilag.

Omsorgstandpleje

Til §§ 132 og 133

Reglerne om omsorgstandleje blev indført ved L 1994 178, jf. bilag.

Kommunerne blev med ændringen forpligtet til at tilbyde tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap, kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.

Til § 132

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i lov om tandpleje § 4, stk. 1 og 2, som pålægger kommunerne en forpligtelse til at tilbyde omsorgstandpleje. I medfør af stk. 2, har borgeren mulighed for at vælge at modtage omsorgstandplejen i privat praksis i stedet for på kommunal klinik. Tandplejelovens § 4, stk. 3, om sygesikringstilskud til personer, der ikke tager imod et tilbud om omsorgstandpleje, er ikke medtaget, da det følger af sygesikringsreglerne om tilskud til tandpleje til voksne.

I dag kan kommunalbestyrelsen med hjemmel i bekendtgørelse om tandpleje § 7, stk. 2, indgå aftale med amtsrådet om, at amtskommunen (amtstandplejen) varetager omsorgstandpleje for kommunen. Forslagets stk. 3 skaber tilsvarende hjemmel til, at regionsrådet efter aftale med kommunalbestyrelsen kan varetage tandpleje for de af forslagets § 132, stk. 1 omhandlede personer (omsorgstandpleje).

Kommunalbestyrelsen kan efter forslagets § 134, stk. 2, indgå aftale med regionsrådet om at varetage specialtandplejen for de af forslagets § 134, stk. 1, omhandlede personer. Såfremt kommunalbestyrelsen beslutter at lade regionsrådet varetage specialtandplejen, kan det være hensigtsmæssigt at give mulighed for, at regionsrådet også kan varetage omsorgstandplejen, såfremt kommunalbestyrelsen ønsker det. Det vil give mulighed for en samlet varetagelse af kommunernes opgave i forhold til hele gruppen af personer, som ikke eller kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud. Der henvises til bemærkningerne til § 134.

Til § 133

Hjemlen til at opkræve betaling fremgår i dag af lov om tandpleje § 4, stk. 4. I dag udgør den maksimale egenbetaling i følge § 10, stk. 1, i bekendtgørelse om tandpleje 380 kr. årligt. Det fastsatte loft reguleres én gang årligt på grundlag af satsreguleringsprocenten, jf. bekendtgørelse om tandpleje § 27 og udgør pr. 1. januar 2005 390 kr.

Specialtandpleje

Til § 134

Bestemmelsen skal sikre, at der fortsat gives et specialiseret behandlingstilbud til de personer, der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, voksentandplejen eller i omsorgstandplejen. Personkredsen er den samme som i § 6 a i lov om tandpleje. Opgaven varetages i dag af amtskommunerne hovedsageligt på særlige amtstandklinikker. § 6 a blev indført ved L 2000 1315, jf. bilag.

Med forslaget følger ansvaret for denne del af tandplejen den øvrige opgaveplacering på det sociale område for de omhandlede grupper. Alle myndighedsopgaver og det fulde finansieringsansvar lægges således i kommunerne. Opgaven vil hermed kunne løses tættere på borgerne i deres nærmiljø. Den enkelte kommune har allerede i dag ansvaret for at tilbyde omsorgstandpleje til personer, som på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud. Kommunerne vil efter forslaget få ansvaret for tandplejen til alle sindslidende, udviklingshæmmede m.fl., som ikke eller kun vanskeligt kan udnytte det almindelige tandplejetilbud. Det vil give kommunerne mulighed for en mere fleksibel tilrettelæggelse af tilbuddene til de enkelte borgere. Samtidig undgås, at patienter visiteres frem og tilbage mellem 2 tandplejesystemer, når den samme myndighed har ansvaret for alle tilbud på tandplejeområdet til de omhandlede patientgrupper.

Borgerens hjemkommune vil have ansvaret for, at borgeren får det specialiserede tandplejetilbud, som borgeren har krav på. Behandlingsopgaver, som i specialisering og kompleksitet overstiger, hvad den enkelte kommune kan løfte på egne klinikker, har kommunalbestyrelsen dog mulighed for at få varetaget af andre jf. forslagets stk. 2, 3 og 4.

I følge forslagets stk. 3 får regionerne ansvaret for at stille de nødvendige behandlingspladser til rådighed for de kommuner i regionen, der ikke ønsker eller har mulighed for at løfte opgaven.

Kommunerne får efter forslagets stk. 4 ansvaret for at udarbejde en årlig redegørelse for behov og kommunens forventede forbrug af pladser i regionen. Redegørelsen skal danne grundlag for indgåelse af en rammeaftale mellem kommunerne og regionen. I den årlige redegørelse vil der også skulle angives et overslag over det forventede forbrug i den efterfølgende 3-årige periode.

Til § 135

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 6 a i lov om tandpleje, der i dag giver amtskommunerne mulighed for at opkræve en egenbetaling hos borgere, der modtager amtstandpleje. Beløbet for den maksimale årlige egenbetaling er dog ikke medtaget i lovteksten, men vil med hjemmel i stk. 2 blive fastsat i en bekendtgørelse. I dag udgør den maksimale egenbetaling ifølge lovteksten 1.300 kr. årligt. Det fastsatte loft reguleres imidlertid én gang årligt på grundlag af satsreguleringsprocenten og udgør pr. 1. januar 2005 1.450 kr.

Økonomisk støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader

Til § 136

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 4 a i lov om tandpleje, som giver borgerne mulighed for at få støtte fra kommunen ved ulykkesbetingede tandskader.

Bestemmelsen blev indført ved L 2000 1315, jf. bilag.

Koordination af tandplejen mv.

Til § 137

Bestemmelsen er en videreførelse af de nuværende bemyndigelsesbestemmelser i tandplejeloven. Bemyndigelsen er i dag udmøntet i bekendtgørelse om tandpleje, der indeholder bestemmelser, der mere detaljeret regulerer omfanget af og indholdet i de kommunale tandplejetilbud både i børne- og ungdomstandplejen og i omsorgstandplejen, jf. kapitel 1 og 2. Der er bl.a. i dag fastsat regler om valg af tilhørsforhold, adgang til behandlerskift samt tilskud i børnetandplejen. Indholdet af det amtslige tilbud efter tandplejelovens § 6 a, som kommunerne efter forslagets § 134 får ansvaret for, er i dag fastlagt i bekendtgørelse om tandpleje § 16. Med hjemmel i stk.1 vil der som opfølgning på loven i en bekendtgørelse blive fastsat bestemmelser for tandplejetilbud både for børne- og ungdomstandplejen, omsorgstandplejen og det specialiserede tandplejetilbud efter § 134.

Bemyndigelsen i stk. 2 er i dag udmøntet i kapitel 3 i bekendtgørelse om tandpleje.

Til § 138

Bestemmelsen om koordination er en videreførelse af reglen i § 8, stk. 1, i lov om tandpleje, der pålægger amtsrådet og kommunalbestyrelserne i amtskommunen at sikre en koordination af den offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis. Der vil i en bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler om koordination på hele tandplejeområdet.

Kapitel 38

Hjemmesygepleje

Reglerne om hjemmesygepleje er en videreførelse af reglerne i lov om hjemmesygeplejerskeordninger som senest ændret ved L 2002 242, jf. bilag.

Til § 139

Der sker med bestemmelsen en videreførelse af de gældende regler i § 1 i lov om hjemmesygeplejerskeordninger, hvorefter kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning. Dog lovfæstes, at det er opholdskommunen, der efter bestemmelsen er ansvarlig for at yde hjemmesygepleje. Dette er efter de gældende regler fastlagt i bekendtgørelse om hjemmesygepleje § 1.

Til § 140

Bestemmelsen er en videreførelse af § 2 i lov om hjemmesygeplejerskeordninger. Bestemmelsen er i dag udmøntet i bekendtgørelse om hjemmesygepleje.

Kapitel 39

Genoptræning

Til § 141

Med bestemmelsen får kommunerne pligt til at yde vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning. Dermed får kommunerne en ny opgave på sundhedsområdet.

I dag er genoptræning en integreret del af sygehusbehandlingen og dermed en amtslig forpligtelse efter sygehusloven. Amtskommunens forpligtelse er efter de gældende regler afgrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres gennem yderligere genoptræning. Således har amtskommunen i dag også ansvaret for borgernes genoptræning i forlængelse af sygehusbehandlingen, hvis der fortsat er behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehuset.

De amtskommunale og kommunale træningstilbud er imidlertid karakteriseret ved en glidende overgang fra den specialiserede genoptræning i amtsligt regi til vedligeholdelsestræningen, der varetages i kommunalt regi. Genoptræningsområdet er bl.a. af denne grund et af de områder, der oftest har været fremhævet som et gråzoneområde, trods mange forsøg fra de centrale myndigheders side gennem årene på at indskærpe amtskommuners og kommuners forpligtelse til gennem samarbejde at sikre den enkelte patient et sammenhængende og effektivt træningsforløb.

Sigtet er derfor som led i kommunalreformen at give kommunerne ansvaret for al den træning, der ikke foregår under indlæggelse på sygehus. Kun den træningsindsats, der sker under patientens ophold på sygehus, er sygehusets ansvar.

Sygehusets forpligtelse til at udarbejde en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning ved udskrivning fra sygehus opretholdes jf. § 85. Genoptræningsplanen er patientens sikkerhed for en målrettet indsats også i forhold til den træning, der foregår efter udskrivning fra sygehuset.

Med det udvidede kommunale ansvar for genoptræning samles ansvaret for indsatsen overfor borgere med et rehabiliteringsbehov i kommunerne. Rehabilitering omfatter indsatser efter flere lovgivninger fx på specialundervisningsområdet, på beskæftigelsesområdet og ikke mindst på det sociale område. Således har kommunerne i medfør af lov om social service i dag pligt til at tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse. Hertil kommer kommunernes forpligtelse til at tilbyde træning med henblik på at vedligeholde fysiske og psykiske (herunder kognitive) færdigheder. Det udvidede kommunale ansvar på genoptræningsområdet supplerer de eksisterende træningsbestemmelser i den sociale lovgivning og skaber grundlag for, at genoptræning og vedligeholdelsestræning fremover vil kunne tilrettelægges i sammenhæng og i sammenhæng med kommunernes rehabiliteringsindsats efter anden lovgivning i øvrigt.

For at tilstræbe økonomisk neutralitet mellem genoptræning under og efter indlæggelse og undgå kassetænkning skal kommunerne ud over den træning, de selv har ansvar for, betale for egne borgeres genoptræning under indlæggelse ved en grundtakstmodel baseret på relativt få takster, jf. § 239, stk. 3. Denne kommunale medfinansiering af sygehusgenoptræning vil dels styrke kommunernes mulighed for at påvirke sygehusenes genoptræningsindsats, dels vil det understøtte et obligatorisk samarbejde om genoptræningsområdet og mere målrettede aftaler mellem kommune og region.

Kommunalbestyrelser og regionsråd vil efter lovforslaget, jf. afsnit XV, blive forpligtet til at etablere et samarbejde om sammenhæng i patientforløbene. Lovpligtige sundhedsaftaler skal blandt andet indeholde aftaler om genoptræningsindsatsen. Det kommende, lovpligtige samarbejdsforum mellem region og kommuner skal på genoptræningsområdet bl.a. anvendes til at indgå aftaler om serviceniveau, faglige indikationer og visitationskriterier og løsning af evt. uenigheder herom.

Dermed véd borgeren, når vedkommende forlader sygehuset, at det er kommunen, der har ansvaret for at sikre en indsats på grundlag af den genoptræningsplan, sygehuset har beskrevet. Kommunalbestyrelsen har forpligtelsen til at sørge for et relevant tilbud til borgeren. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde genoptræningen ved egne institutioner eller efter aftale med regionsråd, andre kommunalbestyrelser eller private institutioner eller sygehuse mv. Genoptræningen skal, for patienter, der ifølge genoptræningsplanen har behov for specialiseret, ambulant genoptræning, der forudsætter et sygehus€™ ekspertise, udstyr mv. tilbydes på sygehus.

Genoptræningen er vederlagsfri. Dette indebærer også, at tilbud om genoptræning efter denne bestemmelse ikke kan erstattes af fx tilskud til fysioterapeutisk behandling, jf. lovforslagets § 68 om tilskud til fysioterapi i privat praksis.

Stk. 3 giver mulighed for, at kommunen kan løse genoptræningsopgaven ved egne institutioner, ved indgåelse af aftaler med regionsråd eller andre kommuner samt ved indgåelse af aftaler med private institutioner.

I øvrigt bemærkes, at genoptræning, som en patient modtager under indlæggelse, er at anse som en del af sygehusbehandlingen.

I forbindelse med den generelle høring over forslag til sundhedslov har flere udtrykt ønske om større klarhed og yderligere præcisering af den fremtidige tilrettelæggelse af genoptræningsområdet. Der peges især på et behov for afklaring af snitfladen mellem behandling og genoptræning, for en nærmere beskrivelse af genoptræning som et element i den bredere rehabiliteringsindsats, for en nærmere afgrænsning af »almen« genoptræning og specialiseret genoptræning, for en præcisering af genoptræningsplanernes indhold mv. Med henblik på at sikre implementeringen af den nye lovgivning på genoptræningsområdet €" herunder at tilvejebringe et godt fagligt grundlag for de centrale sundhedsmyndigheders vejledning og rådgivning i forbindelse hermed €" nedsætter indenrigs- og sundhedsministeren derfor en arbejdsgruppe om genoptræning. Arbejdsgruppen skal i 2005 se nærmere på og komme med anbefalinger vedrørende genoptræningsområdet.

Stk. 4 bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om patienternes valgmuligheder i forhold til den genoptræning, kommunerne får ansvaret for. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i regler, hvorefter patienterne er sikret fortsat frit sygehusvalg i de tilfælde, hvor det af genoptræningsplanen fremgår, at der er behov for specialiseret, ambulant genoptræning i sygehusregi. Patienterne får herudover mulighed for €" hvor det af genoptræningsplanen fremgår, at der er behov for »almindelig« genoptræning €" at vælge mellem de tilbud, bopælskommunen har etableret eller indgået aftaler om, og kan også vælge genoptræning på andre kommuners institutioner.

Kapitel 40

Behandling for alkoholmisbrug

Til § 142

Med kommunalreformen henlægges ansvaret for behandlingen af alkoholmisbrugere til kommunerne. Kommunen beslutter, hvorvidt misbrugeren skal tilbydes ambulant behandling, dagbehandling eller døgnbehandling. Ansvar for forebyggelse, behandling og efterbehandling på alkoholområdet samles herved i kommunalt regi.

Stk. 2 indebærer en ret for alkoholmisbrugeren til at modtage og en pligt for kommunen til at tilbyde alkoholbehandling senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Det er den enkelte kommunes ansvar at tilrettelægge behandlingsindsatsen på alkoholområdet. Det nødvendige behandlingstilbud kan tilvejebringes ved, at kommunalbestyrelsen selv etablerer behandlingspladser, ved at kommunalbestyrelsen træffer aftale med et regionsråd eller en anden kommune om at stille alkoholbehandlingspladser til rådighed eller ved at kommunalbestyrelsen træffer aftale med andre udbydere af alkoholbehandlingstilbud.

Vælger kommunalbestyrelsen at overlade behandlingen til regionsrådet i den region, hvori kommunen er beliggende, er regionsrådet ifølge bestemmelsens stk. 4 forpligtet til €" efter nærmere aftale med kommunalbestyrelsen €" at stille behandlingspladser til rådighed og til at yde faglig bistand og rådgivning.

Et regionsråd, med hvilket kommunalbestyrelsen har indgået aftale, kan tilvejebringe behandlingspladser ved aftale med private institutioner. Regionsrådet kan ligeledes tilvejebringe behandlingspladser ved aftale med et andet regionsråd i tilfælde, hvor dette måtte anses for hensigtsmæssigt på grund af geografiske forhold eller til varetagelse af særlige behandlingsbehov.

Ved tilrettelæggelsen af alkoholbehandlingen skal kommunen sikre, at der er et tilstrækkeligt udbygget behandlingstilbud, som også tilgodeser særlige udsatte grupper. Kommunen skal således sikre, at der er tilbud, som særligt retter sig mod sindslidende eller udviklingshæmmede alkoholmisbrugere.

For at sikre et så godt kommunalt behandlingstilbud som muligt, vil Sundhedsstyrelsen igangsætte et kvalitetsudviklingsarbejde bl.a. med henblik på udvikling af kvalitetsstandarder for alkoholbehandling.

Alkoholbehandling vil fortsat kunne finde sted på psykiatrisk afdeling på et sygehus og hos egen læge.

Bestemmelsen i stk. 5 om anonymitet er en videreførelse af den gældende bestemmelse i sygehuslovens § 16, stk. 2.

Med forslaget har en alkoholmisbruger ligesom i dag ret til vederlagsfri behandling på et alkoholambulatorium efter eget valg. Det vil sige, at en alkoholmisbruger uden henvisning har ret til behandling på et alkoholambulatorium, som ikke er en del af det kommunale tilbud.

I forhold til den kommunale indsats på forebyggelsesområdet skal kommunen sikre, at misbrugsforebyggelse ligeledes kommer til at omfatte børn og unge.

Kapitel 41

Lægelig behandling for stofmisbrug

Til § 143

Med kommunalreformen henlægges ansvaret for lægelig behandling af stofmisbrugere med euforiserende stoffer (substitutionsbehandling) til kommunerne.

Substitutionsbehandlingen forudsættes at være en integreret del af den enkelte kommunes samlede behandlings- og omsorgstilbud til stofmisbrugere. Forslaget giver derfor ikke den enkelte stofmisbruger ret til frit valg af behandlingssted; adgang til behandlingen kan alene opnås gennem den kommune, hvor stofmisbrugeren har bopæl.

Det er den enkelte kommunes ansvar at tilrettelægge behandlingsindsatsen. Det nødvendige behandlingstilbud kan tilvejebringes, ved at kommunalbestyrelsen selv etablerer behandlingspladser, ved at kommunalbestyrelsen træffer aftale med andre kommunalbestyrelser eller med et regionsråd om at stille behandlingspladser til rådighed, eller ved at kommunalbestyrelsen indgår aftale med private institutioner. Adgangen til at tilvejebringe behandlingspladser ved aftale med private institutioner er en videreførelse af den gældende retstilstand.

Kommunalbestyrelsen bør ved sin afgørelse af, hvorvidt og i hvilken udstrækning behandlingen skal overlades til andre, lægge betydelig vægt på under alle omstændigheder at sikre den fornødne sammenhæng mellem den lægelige behandling og den hermed forbundne psyko-sociale indsats og indsatsen mod de sociale problemer, stofmisbrugeren i øvrigt måtte have.

Vælger kommunalbestyrelsen at overlade behandlingen til regionsrådet i den region, hvori kommunen er beliggende, er regionsrådet ifølge bestemmelsens stk. 3 forpligtet til €" efter nærmere aftale med kommunalbestyrelsen €" at stille behandlingspladser til rådighed og til at yde faglig bistand og rådgivning.

Et regionsråd, med hvilket kommunalbestyrelsen har indgået aftale, kan tilvejebringe behandlingspladser ved aftale med private institutioner. Regionsrådet kan ligeledes tilvejebringe behandlingspladser ved aftale med et andet regionsråd i tilfælde, hvor dette måtte anses for hensigtsmæssigt på grund af geografiske forhold eller til varetagelse af særlige behandlingsbehov.

Adgangen til ved aftale at overlade behandlingen til en anden kommune, til et regionsråd eller til en privat behandlingsinstitution omfatter alle stofmisbrugere med bopæl i kommunen eller en nærmere afgrænset del af disse. Ordination af euforiserende stoffer som led i den lægelige behandling for stofmisbruget kan dermed foretages af læger ansat i kommunale eller regionale lægestillinger samt ved private institutioner, hvormed en kommunalbestyrelse eller et regionsråd har indgået aftale om sådan behandling, jf. lægelovens § 5 f, stk. 1. Herudover består der efter bestemmelsen i lægelovens § 5 f, stk. 2, en adgang til efter konkret aftale i nærmere bestemte tilfælde, dvs. for den enkelte stofmisbruger, at overlade ordinationsretten til en anden læge, herunder en alment praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge.

Sundhedsstyrelsen vil som hidtil udarbejde nærmere faglige retningslinjer for substitutionsbehandlingen.

Til afsnit X

Tilskud til lægemidler

Kapitel 42

Retten til ydelser

Til §§ 144-158

Der er tale om en indholdsmæssigt uændret videreførelse af bestemmelserne om medicintilskud i sygesikringslovens §§ 7-7 i, således som disse er vedtaget med L 2004 1431, jf. bilag. L 2004 1431 træder i kraft den 1. april 2005, dog er enkelte bestemmelser om beløbsgrænser trådt i kraft den 1. januar 2005.

Der er foretaget visse sproglige og redaktionelle justeringer af bestemmelserne med det sigte at tilrette bestemmelserne til sundhedslovens systematik og at lette læsbarheden.

Til §§ 144-145

Bestemmelsen i § 144, stk. 1, fastslår regionsrådets pligt til at yde tilskud til køb af tilskudsberettigede lægemidler, det vil sige lægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har meddelt tilskud efter reglerne i dette afsnit.

I § 144, stk. 2, fastslås det, at tilskud til køb af lægemidler ydes til personer, der har ret til ydelser efter loven.

Bestemmelsen i § 145 fastsætter regler om tilskud, herunder generelt klausuleret tilskud, til receptpligtige lægemidler og generelt klausuleret tilskud til håndkøbslægemidler. Lægemiddelstyrelsen kan efter bestemmelserne meddele tilskud til receptpligtige lægemidler enten som generelt tilskud eller som generelt klausuleret tilskud, hvor tilskud er betinget af, at lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme. Til håndkøbslægemidler kan Lægemiddelstyrelsen meddele generelt klausuleret tilskud, således at tilskud er betinget af, at lægemidlet ordineres på recept med henblik på behandling af bestemte sygdomme fastsat af Lægemiddelstyrelsen. Til personer omfattet af lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv., ydes der i alle tilfælde tilskud til receptordinerede, tilskudsberettigede håndkøbslægemidler, uanset hvilken lidelse, lægemidlet ordineres til.

Bestemmelserne er en sprogligt justeret videreførelse af sygesikringslovens § 7, stk. 1-3, og § 7 b, stk. 1, idet bestemmelserne om ansøgning fra den virksomhed, der bringer et lægemiddel på markedet, dog af redaktionelle grunde er udskilt til en særskilt bestemmelse, jf. § 153.

Til § 146

Bestemmelsen fastsætter regler om meddelelse af enkelttilskud, det vil sige tilskud til køb af et lægemiddel, der ikke har generelt tilskud, når dette ordineres til en bestemt patient. Enkelttilskud meddeles af Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den behandlende læge eller tandlæge.

Bestemmelsen er en sprogligt justeret videreførelse af sygesikringslovens § 7, stk. 7, idet reglen om ansøgning fra læge eller tandlæge dog af redaktionelle grunde er udskilt til en særskilt bestemmelse, jf. § 154, stk. 1.

Til § 147

I bestemmelsen fastsættes vilkårene for beregning af medicintilskuddets faktiske størrelse til den enkelte patient, idet tilskudsbeløbet er afhængigt af patientens samlede årlige udgift til lægemidler opgjort i tilskudspriser. Systemet benævnes det behovsafhængige tilskudssystem.

I stk. 2 og 3 angives beløbsgrænserne, som er afgørende for, hvor stor en andel af patientens udgifter til tilskudsberettigede lægemidler, der vil blive finansieret over medicintilskudssystemet. De i loven anførte beløbsgrænser svarer til de gældende beløbsgrænser pr. 1. januar 2005 efter sygesikringslovens § 7 b, stk. 3 og 4. Tilsvarende er egenbetalingsloftet for kronikertilskud efter § 148 anført i 2005-niveau svarende til den gældende bestemmelse i sygesikringslovens § 7 c, stk. 1. Beløbsgrænserne og egenbetalingsloftet vil blive reguleret efter regler fastsat i medfør af sygesikringslovens § 7 b, stk. 6, og der vil derfor inden sundhedslovens ikrafttræden blive fremsat lovforslag med henblik på opdatering af beløbsgrænserne og egenbetalingsloftet til det niveau, der vil være gældende ved sundhedslovens ikrafttræden den 1. januar 2007.

Efter stk. 4 beregnes tilskud til personer, der fylder 18 år i en allerede indledt tilskudsperiode på et år, efter de særlige, lavere beløbsgrænser for personer under 18 år, jf. stk. 3, indtil denne periode udløber.

Bestemmelsen er en sproglig justeret videreførelse af sygesikringslovens § 7 b, stk. 2-5.

Til § 148

Bestemmelsen fastsætter regler om meddelelse af kronikertilskud. Efter bestemmelsen kan Lægemiddelstyrelsen bestemme, at personer med et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for lægemidler, får 100 pct. tilskud til den del af den samlede egenbetaling for tilskudsberettigede lægemidler, som overstiger 3.805 kr. årligt (2005-niveau). Der henvises til bemærkningerne til § 147 vedrørende lovforslag om opdatering af egenbetalingsloftet inden sundhedslovens ikrafttræden.

Egenbetalingen opgøres i tilskudspriser og omfatter såvel generelt tilskudsberettigede lægemidler som lægemidler, den pågældende patient måtte have opnået enkelttilskud til, jf. § 146. Kronikertilskud meddeles af Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den behandlende læge.

Bestemmelsen er en sprogligt justeret videreførelse af sygesikringslovens § 7 c, stk. 1, idet reglen om ansøgning fra lægen dog af redaktionelle grunde er udskilt til en særskilt bestemmelse, jf. § 154, stk. 1.

Til § 149

Bestemmelsen fastsætter regler om meddelelse af terminaltilskud, hvorefter Lægemiddelstyrelsen bevilger 100 pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler til en døende patient. Det er en forudsætning for ydelse af terminaltilskud, at en læge har fastslået, at prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling med henblik på helbredelse må anses for udsigtsløs. Tilskuddet ydes i forhold til lægemidlets forbrugerpris, uanset om denne overstiger den tilskudspris, der normalt anvendes ved ydelse af tilskud, jf. § 151. Kronikertilskud meddeles af Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den behandlende læge.

Bestemmelsen er en sprogligt justeret videreførelse af sygesikringslovens § 7 c, stk. 2, idet reglen om ansøgning fra lægen dog af redaktionelle grunde er udskilt til en særskilt bestemmelse, jf. § 154, stk. 1.

Til § 150

Bestemmelsen fastsætter regler om udligning af tilskudsbeløb, som fraviger det beløb, en patient er berettiget til efter reglerne om beløbsgrænser i § 147, stk. 2 og 3, og om kronikertilskud og terminaltilskud efter henholdsvis §§ 148 og 149. Hvis der ved køb af lægemidler er ydet et tilskud, som overstiger det, patienten efter disse regler har ret til, skal der efter bestemmelsen reguleres herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af tilskudsberettigede lægemidler. Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende køb af tilskudsberettigede lægemidler. Dette kan navnlig komme på tale i tilfælde, hvor patienten ikke har været bekendt med det skyldige beløb og ikke er i stand til at udrede betalingen i forbindelse med det aktuelle lægemiddelkøb. Nærmere regler herom vil blive fastsat i bekendtgørelse om Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR). Det er endvidere praksis, at der maksimalt modregnes et tilgodehavende hos patienten svarende til det medicintilskudsbeløb, patienten er berettiget til ved det aktuelle køb, idet regulering for et eventuelt overskydende udligningsbeløb udskydes til patientens næstfølgende lægemiddelkøb, medmindre patienten frivilligt tilbagetaler det fulde udligningsbeløb straks.

Udligningsbeløb i patientens favør reguleres i forbindelse med patientens førstkommende køb af tilskudsberettigede lægemidler, herunder eventuelt ved udbetaling over den såkaldte »Nemkonto«.

Efter stk. 2 bortfalder regionsrådets krav på regulering ved patientens død. Det følger endvidere af bestemmelsen, at krav fra patientens bo mod regionsrådet skal fremsættes senest et år efter patientens død. Oplysninger om lægemiddelkøb, herunder oplysninger om udligningsbeløb mv., slettes fra Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister et år efter patientens død.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 b, stk. 7 og 8, idet en særlig overgangsbestemmelse i § 7 b, stk. 7, som alene har betydning i forbindelse med ikrafttræden af L 2004 1431, ikke er medtaget.

Til § 151

Bestemmelsen fastsætter regler om tilskudsprissystemet. I stk. 1 fastslås det grundlæggende princip, at beregning af tilskud sker ud fra lægemidlets tilskudspris. Tilskudsprisen udgør efter stk. 1 lægemidlets forbrugerpris. For lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, udgør tilskudsprisen dog den laveste forbrugerpris for de lægemidler, der indgår i gruppen, jf. stk. 3. Lægemiddelstyrelsen foretager efter stk. 2 inddeling af lægemidler i tilskudsgrupper, hvor en tilskudsgruppe omfatter lægemidler, som anvendes på samme indikation og har behandlingsmæssig sammenlignelig virkning. I stk. 4 er fastsat særlige regler om beregning af en enhedstilskudspris ved dosisdispensering af lægemidler. Enhedstilskudsprisen beregnes på baggrund af tilskudsprisen efter stk. 1. For lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, beregnes enhedstilskudsprisen ud fra den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen, jf. henvisningen i stk. 1 til stk. 3. Efter bestemmelsen bemyndiges Lægemiddelstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud til dosisdispenserede lægemidler, herunder om beregning af enhedstilskudsprisen. Den tilsvarende bemyndigelse i sygesikringslovens § 7 d, stk. 4, er udmøntet i bekendtgørelse om tilskud til dosisdispenserede lægemidler.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 d, stk. 1-4.

Til § 152

Bestemmelsen fastsætter regler om meddelelse af forhøjet tilskud. Efter bestemmelsen kan Lægemiddelstyrelsen i ganske særlige tilfælde bestemme, at tilskud til en bestemt patient skal beregnes ud fra lægemidlets forbrugerpris, selvom lægemidlet indgår i en tilskudsgruppe, jf. § 151, hvor tilskudsprisen er lavere end forbrugerprisen på det pågældende lægemiddel. Forhøjet tilskud meddeles af Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den behandlende læge.

Bestemmelsen er en sprogligt justeret videreførelse af sygesikringslovens § 7 d, stk. 5, idet reglen om ansøgning fra lægen dog af redaktionelle grunde er udskilt til en særskilt bestemmelse, jf. § 154, stk. 1.

Til § 153

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger, at Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt tilskud til et receptpligtigt lægemiddel, jf. § 145, stk. 1, sker efter ansøgning fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet. Det fastslås endvidere, at virksomheden ikke kan ansøge om generelt klausuleret tilskud til receptpligtige lægemidler. Afgørelse herom træffes ved, at Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med behandling af en ansøgning om generelt tilskud tager stilling til, om det generelle tilskud til lægemidlet skal klausuleres til behandling af bestemte sygdomme. Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes efter forudgående faglig rådgivning fra Medicintilskudsnævnet.

Med bestemmelsen i stk. 2 fastslås det, at en virksomhed ikke er forpligtet til at fremsende ansøgning om generelt tilskud til et lægemiddel i tilfælde, hvor et synonymt lægemiddel allerede er tildelt generelt (klausuleret) tilskud. Lægemiddelstyrelsen vil i disse tilfælde af egen drift meddele tilskud til disse lægemidler, idet Lægemiddelstyrelsen allerede er i besiddelse af og har foretaget en vurdering af den produktdokumentation, som er nødvendig for at tage stilling til, om det pågældende lægemiddel skal være tilskudsberettiget. Lægemiddelstyrelsen vil dog i forbindelse med meddelelse af tilskud til lægemidler, der er synonyme med allerede tilskudsberettigede lægemidler, foretage en priskontrol, idet det - som for øvrige lægemidler - er en forudsætning for meddelelse af generelt tilskud, at prisen på lægemidlet står i et rimeligt forhold til lægemidlets behandlingsmæssige værdi.

Efter stk. 3 træffes Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt klausuleret tilskud til håndkøbslægemidler uden ansøgning fra virksomheden.

Efter stk. 4 kan Lægemiddelstyrelsen udover de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 og 3, i særlige tilfælde beslutte at meddele tilskud til et lægemiddel uden ansøgning fra virksomheden.

Bestemmelsen er en sproglig justeret videreførelse af reglerne i sygesikringslovens § 7 om virksomhedernes adgang til at fremsende ansøgning om tilskud til lægemidler og om Lægemiddelstyrelsens adgang til at træffe beslutning om meddelelse af tilskud uden ansøgning fra en virksomhed.

Til § 154

Bestemmelsen i stk. 1 samler de gældende bestemmelser i sygesikringslovens § 7, stk. 7, § 7 c og § 7 d, stk. 5, om, at Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af enkelttilskud, kronikertilskud, terminaltilskud og forhøjet tilskud sker efter ansøgning fra den behandlende læge, eller for så vidt angår enkelttilskud fra den behandlende tandlæge.

I stk. 2 fastslås det, at den ansøgende læge eller tandlæge har status som part i sager om ansøgning om enkelttilskud, kronikertilskud, terminaltilskud og forhøjet tilskud. Patienten er efter stk. 3 ikke part i sagen om sådanne ansøgninger, men patienten har dog efter stk. 4 adgang til aktindsigt i sager om sådanne ansøgninger efter principperne i forvaltningslovens kapitel 4 (partsindsigt). Stk. 2-4 er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 e.

Stk. 5 er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 f, der fastslår, at Lægemiddelstyrelsens afgørelser om enkelttilskud, kronikertilskud, terminaltilskud og forhøjet tilskud ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Lægemiddelstyrelsens afgørelser i disse sager beror således på en konkret, sundhedsfaglig vurdering af, hvorvidt specifikke patienter har behov for behandling med lægemidler, der berettiger til ydelse af medicintilskud på særlige vilkår.

Til § 155

Med bestemmelsen i stk. 1 bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler for meddelelse og tilbagekaldelse af meddelt tilskud samt regler om, hvilke oplysninger der skal være indeholdt i ansøgninger om generelt tilskud til lægemidler og i ansøgninger fra behandlende læge eller tandlæge om enkelttilskud, kronikertilskud, terminaltilskud og forhøjet tilskud. Den tilsvarende bemyndigelse i sygesikringslovens § 7 a, stk. 1, § 7 a, stk. 3, og § 7 c, stk. 3, er udmøntet i bekendtgørelse om medicintilskud og bekendtgørelse om ansøgning om medicintilskud.

I stk. 2, der er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 a, stk. 2, fastsættes hjemmel til, at indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at der skal fastsættes nærmere regler for revurdering af tilskud meddelt efter § 145, dvs. meddelelser om generelt tilskud, herunder generelt klausuleret tilskud. Revurderingen skal sikre, at beslutninger om tildeling af generelt tilskud til lægemidler bliver underkastet en systematisk revurdering med henblik på at vurdere, om de forudsætninger, som lå til grund for den oprindelige beslutning om bevilling eller ikke-bevilling af tilskud, fortsat har gyldighed. Der vil blive fastsat nærmere regler om proceduren og grundlaget for revurdering af afgørelser om generelt tilskud i bekendtgørelsen om medicintilskud på baggrund af et af Lægemiddelstyrelsen igangsat arbejde herom.

Med stk. 3, der er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 b, stk. 6, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om regulering af beløbsgrænserne efter § 147 og egenbetalingsloftet for kronikertilskud, jf. § 148. Der henvises til bemærkningerne til § 147 vedrørende lovforslag om opdatering af beløbsgrænserne og egenbetalingsloftet inden sundhedslovens ikrafttræden.

Efter stk. 4, der er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7, stk. 6, skal Lægemiddelstyrelsen offentliggøre meddelelser om generelt, herunder generelt klausuleret tilskud, på Lægemiddelstyrelsens netsted.

Til § 156

Efter bestemmelsen skal indenrigs- og sundhedsministeren nedsætte et Medicintilskudsnævn, der rådgiver Lægemiddelstyrelsen i sager om tilskud til lægemidler.

Medicintilskudsnævnets sammensætning vil være uændret i forhold til gældende regler i sygesikringslovens § 7 h, idet den nuværende adgang for Sygesikringens Forhandlingsudvalg til at indstille ét medlem af nævnet vil overgå til det centrale forhandlingsudvalg, der nedsættes i medfør af sundhedslovforslagets § 228. Forhandlingsudvalget nedsættes af regionerne og kommunerne i fællesskab.

Til § 157

Bestemmelsen fastsætter regler om Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister - CTR. Registeret anvendes som grundlag for administration af det behovsafhængige tilskudssystem og indeholder de oplysninger, der er nødvendige for beregning af tilskud efter reglerne i dette afsnit.

Efter stk. 2 kan registeret herudover indeholde oplysninger, der er nødvendige for administration af en særlig myndigheds- eller apoteksadministreret betalingsordning for lægemiddelkøb, samt oplysninger, der benyttes af apotekerne ved administration af tilskud til lægemidler efter den sociale lovgivning.

Nærmere regler om driften af registeret er fastsat i bekendtgørelse om Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, der er udstedt i medfør af sygesikringslovens § 7 g, stk. 3. Bemyndigelsen i forslagets stk. 3 vil blive udmøntet med tilsvarende regler.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 g.

Til § 158

Bestemmelsen fastsætter regler om Lægemiddelstyrelsens register over Personlige Elektroniske Medicinprofiler - PEM.

Der er tale om en uændret videreførelse af sygesikringslovens § 7 i.

Til afsnit XI

Øvrige ydelser og tilskud

Kapitel 43

Vaccination til visse persongrupper

Til § 159

Bestemmelsen er en videreførelse af lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, som ændret ved L 2002 145 (sammenlægningen af de bornholmske kommuner), jf. bilag. Vaccinationslovens § 2, stk. 1, hvorefter Sundhedsstyrelsen fastsætter retningslinier om gennemførelsen af vaccinationer efter loven, gælder fortsat, jf. § 215, stk. 1

Kapitel 44

Tilskud til ernæringspræparater

Til § 160

Bestemmelsen er en videreførelse af sygesikringslovens regler om tilskud til ernæringspræparater, jf. § 8 a, som i stk. 1 bestemmer, at den offentlige sygesikring yder tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse. Bestemmelsen blev indført ved L 1998 267, jf. bilag.

Stk. 2, som giver hjemmel til at opkræve gebyr for godkendelse af ernæringspræparater som tilskudsberettiget, blev indført ved L 2003 378, jf. bilag.

Kapitel 45

Begravelseshjælp

Til § 161

Bestemmelserne er en forenkling af § 16, stk. 1-3, i sygesikringsloven som ændret ved L1999 1118, jf. bilag, og § 28, stk. 1 i sygesikringsloven.

Den gældende bestemmelse er hjemmel for reglerne i bekendtgørelse om beregning og udbetaling af begravelseshjælp efter lov om offentlig sygesikring. Bekendtgørelsen fastlægger bl.a., at begravelseshjælpen beregnes på grundlag af afdødes og den efterlevende ægtefælles formue og formuerettigheder, og at begravelseshjælpen bortfalder ved formuer over visse fastsatte formuegrænser.

Der tilsigtes ikke en realitetsændring af gældende regler eller af begravelseshjælpens størrelse og formuegrænserne, men de meget detaljerede regler i den gældende lov findes at kunne fastlægges i en bekendtgørelse.

I bekendtgørelsen vil det blive fastlagt, at retten til begravelseshjælp på 1.050 kr. efter personer født før 1. april 1957 og begravelseshjælp i henhold fripolicer udstedt med hjemmel i gældende lovs § 16, stk. 4 og 5, bevares.

Det vil endvidere blive fastlagt, at begravelseshjælpen fortsat reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Kapitel 46

Ydelser til søfarende

Til § 162

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i sygesikringslovens § 14, idet det præciseres, at medsejlende ægtefæller og børn også har disse rettigheder.

Kapitel 47

Regionstandpleje

Reglerne om tandpleje efter kapitel 47, 48 og 49 er en videreførelse af reglerne i lov om tandpleje som ændret ved lov nr. 1315 af 20. december 2000, jf. bilag (amtstandpleje), der pålagde amtskommunerne en særlig tandplejeforpligtelse i forhold til følgende grupper:

€ Personer med sindslidelser, psykisk udviklingshæmning m.fl.

€ Personer med øget behov for specialbehandling på grund af manglende tandanlæg samt øvrige tanddannelsesforstyrrelser.

€ Personer med sjældne sygdomme og handicap hos hvem den tilgrundliggende tilstand giver anledning til specielle problemer i tænder, mund og kæber.

€ Personer med Sjøgrens Syndrom.

€ Kræftpatienter, der er blevet strålebehandlet i hoved-/halsregionen.

€ Kræftpatienter, der har modtaget kemoterapi.

Tandplejen for de førstnævnte grupper (personer med sindslidelser, psykisk udviklingshæmning m.fl.). skal efter forslagets § 134 fremover varetages af kommunerne.

Regionstandpleje

Til § 163

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 6 b i lov om tandpleje, som forpligter amtsrådet til at tilbyde børn og unge under 18 år med manglende tandanlæg eller andre tanddannelsesforstyrrelser et specialiseret og sammenhængende tandplejetilbud.

Bestemmelsen blev indført ved L 2000 1315, jf. bilag.

Kapitel 48

Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion

Til § 164

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i lov om tandpleje § 6 c, som sikrer, at der er et behandlingsregi på højt niveau, der dels kan yde odontologisk rådgivning og behandling af patienter med sjældne sygdomme og handicap, der pga. deres sygdom/handicap har specielle problemer i tand-, mund og kæberegionen, dels kan varetage højt specialiseret rådgivning og behandling af børn med manglende tandanlæg, tanddannelsesforstyrrelser mv. Der er i dag etableret 2 odontologiske landsdels- og videnscentre ved henholdsvis Rigshospitalet og Århus Universitetshospital.

Bestemmelsen blev indført ved L 2000 1315 jf. bilag.

Til § 165

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 6 e i lov om tandpleje, der bemyndiger ministeren til at fastsætte regler, der regulerer omfanget af og kravene til den amtskommunale (regionale) tandpleje. Bemyndigelsen er i dag udmøntet i bekendtgørelse om tandpleje, der i kapitel 5, 6 og 7 fastsætter nærmere regler om den i §§ 163,164 og 167 omhandlede tandpleje.

Bestemmelsen blev indført ved L 2000 1315, jf. bilag.

Til § 166

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 8, stk. 1, i lov om tandpleje, der pålægger amtsrådet og kommunalbestyrelserne i amtskommunen at sikre en koordination af den offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis.

Kapitel 49

Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper

Til § 167

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 6 d i lov om tandpleje, der sikrer visse Sjøgrenspatienter og kræftpatienter efter stråle- eller kemoterapibehandling et særligt tilskud (amtslig tilskudsbevilling), såfremt de opfylder visse nærmere angivne betingelser (dokumenterede tandproblemer som følge af sygdom/behandling samt en egenbetaling, der årligt overstiger p.t. 1.450 kr. årligt). De nærmere regler for støtte, jf. stk. 3, er i dag udmøntet i bekendtgørelse om tandpleje kapitel 7. Beløbet for den maksimale årlige betalingstakst, der i dag fremgår af loven, er dog ikke medtaget i forslaget, men vil med hjemmel i stk. 3 blive fastsat i en bekendtgørelse. I dag udgør den maksimale egenbetaling ifølge loven 1.300 kr. årligt. Det fastsatte loft reguleres imidlertid én gang årligt på grundlag af satsreguleringsprocenten og udgør pr. 1. januar 2005 1.450 kr. Beløbet på de 1.300 kr. er fastsat ud fra den gennemsnitlige egenbetaling i voksentandplejen.

Bestemmelsen blev indført ved L 2000 1315, jf. bilag.

Kapitel 50

Den offentlige rejsesygesikring

Til § 168

Bestemmelsen viderefører § 15 i sygesikringsloven, som ændret ved L 1992 193, jf. bilag.

Bestemmelsen er hjemmel for reglerne i bekendtgørelsen om den offentlige rejsesygesikring, hvorefter danske sygesikrede har ret til dækning af udgifter til læge- og hospitalsbehandling, medicin m.m. i tilfælde af sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald under den første måned af en ferie- eller studierejse i Europa.

Bestemmelsen i stk. 2, hvorefter ministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i henhold til overenskomst med en anden stat træder i stedet for ydelser efter den offentlige rejsesygesikring, er udvidet med en henvisning til EF-retten - her Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - der i vidt omfang regulerer adgangen til sygehjælp under ophold i andre EU-/EØS-lande. Der er alene tale om en lovteknisk ændring, der afspejler den gældende retstilstand.

Forordningens regler anvendes også i forhold til Schweiz, jf. aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer.

Kapitel 51

Tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land

Til § 169

Bestemmelsen viderefører med en enkelt ændring § 15 a i sygesikringsloven, som blev indført ved L 2000 467, jf. bilag.

Bestemmelsen er hjemmel for bekendtgørelsen om adgang til tilskud efter sygesikringsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land. Ifølge bekendtgørelsen har sygesikrede ret til tilskud til enkelte af lovens ydelser, fx ernæringspræparater, briller til børn under 16 år og visse ydelser i praksissektoren, også når disse ydelser købes eller leveres i et andet EU-/EØS-land.

Med bestemmelsen udvides ministerens bemyndigelse til også at omfatte ydelser efter loven, som kommunalbestyrelsen giver tilskud til.

Ministeren vil foreløbig udmønte bemyndigelsen som hidtil.

Til afsnit XII

Præhospital indsats og befordring og befordringsgodtgørelse

Kapitel 52

Præhospital indsats

Til § 170

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 10 a i sygehusloven, men indeholder samtidig en præcisering af, at indenrigs- og sundhedsministerens bemyndigelse også omfatter adgang til at fastsætte bestemmelser om regionsrådenes tilrettelæggelse af den præhospitale indsats. I dag har ministeren således i henhold til sygehuslovens § 10 a fastsat sådanne regler i bekendtgørelse om planlægning af den præhospitale indsats og uddannelse af ambulancepersonale mv. Bestemmelsen blev indført ved L 1992 1024, jf. bilag. Efter bestemmelsen er regionsrådet således pålagt at udarbejde en plan for den præhospitale indsats. Regionsrådet pålægges at koordinere denne plan med sundhedsberedskabet, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 211.

Kapitel 53

Befordring og befordringsgodtgørelse

Til §§ 171-176

§ 171 og §§ 174-176 er en videreførelse af befordringsreglerne i sygesikringslovens §§ 17-19.

Efter sygesikringsloven yder kommunen i sygdomstilfælde befordringsgodtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge til pensionister, der er gruppe 1-sikret, ved behandling eller undersøgelse for amtskommunens regning efter sygesikringsloven. Samme betingelser gælder for samme gruppe ved behandling hos speciallæge, dog skal der derudover foreligge en henvisning fra egen læge, og befordringsgodtgørelsen ydes for udgifter til befordring til den nærmeste speciallæge.

Som en konsekvens af, at gruppe 1-sikrede i særlige tilfælde kan konsultere praktiserende speciallæger uden henvisning og af, at praktiserende speciallæger i bestemte situationer kan henvise direkte til behandling hos andre praktiserende speciallæger, jf. lovforslagets § 65, stk. 4, er § 171, stk. 2 ændret i forhold til sygesikringslovens § 17. Henvisningen til behandling hos praktiserende speciallæge, som én af betingelserne for at kunne modtage befordringsgodtgørelse, kan efter forslaget udstedes af en alment praktiserende læge eller af en anden praktiserende speciallæge. I særlige tilfælde vil betingelsen om henvisning kunne fraviges i nærmere bestemt omfang, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 65, stk. 4.

For andre gruppe 1-sikrede har indenrigs- og sundhedsministeren fastsat regler om befordring i bekendtgørelse om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven.

Derudover ydes godtgørelse til gruppe 1-sikrede for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge, for så vidt den pågældende behandling finder sted for amtskommunens regning efter sygesikringsloven.

Befordring skal ske med det efter forholdene billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når den enkelte udgift overstiger en grænse fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren. Beløbsgrænserne fremgår af bekendtgørelse om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven.

Befordringsgodtgørelse ydes af den kommune, som patienten opholder sig i på det tidspunkt, da befordringen rekvireres. Søges befordringshjælp hos en kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, kan godtgørelse for tilbagekørsel fra læge kun forlanges til det midlertidige opholdssted.

Bestemmelserne er senest ændret redaktionelt ved L 1997 980.

§§ 172-175 er en videreførelse af befordringsreglerne i sygehuslovens §§ 6-8, som senest ændret ved L 1995 1121, jf. bilag.

Efter bestemmelserne ydes der befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer med ret til vederlagsfri behandling, såfremt vedkommendes tilstand nødvendiggør dette.

Ydelsen udspringer af et helbredsmæssigt behov hos patienten, der udelukker transport med almindelige befordringsmidler (kollektiv trafik, hyrevogn eller egen bil).

Efter bestemmelsen ydes der befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling til personer, som modtager social pension, og som har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, når de modtager behandling på regionale sygehuse og de i § 76 nævnte institutioner samt på andre sygehuse mv., såfremt de af indenrigs- og sundhedsministeren er henført til denne bestemmelse. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i øvrigt i hvilke tilfælde, der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse, herunder i hvilket omfang der ydes befordring ved frit sygehusvalg. Der er i henhold til sygehuslovens § 3, stk. 3, og §§ 6 og 7 fastsat nærmere bestemmelser i bekendtgørelse om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

Befordring skal ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun når udgiften eller afstanden til behandlingsstedet overstiger en grænse fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren. Beløbsgrænserne fremgår af den gældende bekendtgørelse om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes af den region, som patienten opholder sig i på det tidspunkt, da befordringen rekvireres. Dog ydes befordring fra et sygehus i et andet amt tilbage til et sygehus i bopælsregionen af sidstnævnte region.

Udbetaling af befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling kan efter denne bestemmelse efter godkendelse fra indenrigs- og sundhedsministeren og efter forhandling med vedkommende kommunale organisation henlægges til kommunalbestyrelsen.

Ved lovforslaget overgår ansvaret for genoptræningen fra sygehusvæsenet til kommunerne. Med § 173 fastlægges, at personer, som efter de gældende regler i sygehusloven, jf. sygehuslovens §§ 6-9, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med et ambulant genoptræningsforløb, fortsat vil være berettiget hertil. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at personer, som er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, når den ambulante genoptræning foregår på sygehuset også vil være berettiget hertil når genoptræning efter indlæggelse tilbydes i kommunal regi, i det omfang de fortsat opfylder betingelserne for ydelsen.

Til afsnit XIII

Ligsyn og obduktion mv.

Kapitel 54-57

Lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv. bliver overført fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Reglerne bliver videreført i lovforslaget, idet de beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, dog overføres til indenrigs- og sundhedsministeren.

Bestemmelserne om ligsyn og obduktion er en videreførelse af §§ 1-12 samt §§ 16-19 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv. § 10 er ændret ved L 2000 259, § 12 er ændret ved L 2001 432, § 17 er ændret ved L 2004 133. Der henvises til bilag.

For så vidt angår transplantation henvises til bemærkningerne til kapitel 12.

Bestemmelserne om ligsyn og obduktion mv. har bl.a. til formål at sikre, at der ved ethvert dødsfald foretages en betryggende undersøgelse af, om døden er indtrådt. Til brug for denne lægefaglige vurdering er det i bestemmelserne defineret, hvornår en person må anses for afgået ved døden (hjerte- og hjernedødskriteriet), jf. § 177. Bestemmelserne i kapitel 54 €" 57 regulerer endvidere spørgsmålet om foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelige obduktioner, dvs. foretagelse af ligsyn og obduktioner af politimæssige, herunder efterforskningsmæssige, grunde.

De beføjelser, der i lov om ligsyn mv. var tillagt justitsministeren, overføres til indenrigs- og sundhedsministeren. Det drejer sig om adgangen til efter:

€ § 182, stk. 2, til at meddele andre læger end embedslæger tilladelse til at deltage i retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. Denne adgang til at fungere som stedfortræder for embedslægen kan navnlig komme på tale, hvor ligsynet må gennemføres i længere afstand fra den pågældende embedslægeinstitutions geografiske placering.

€ § 185, stk. 2, at bestemme, at der ved dødsfald, der skønnes at have almen interesse, skal foretages retslægelig obduktion.

€ § 186, stk. 1, at udpege en sagkyndig læge, til at udføre en retslægelig obduktion.

€ § 191 at fastsætte nærmere regler om almindelige ligsyn, lægevidenskabelige obduktioner samt om dødsattester mv.

Dog bevarer justitsministeren adgangen til at fastsætte nærmere regler om behandling af lig, om foretagelse af retslægelige ligsyn og om retslægelige obduktioner efter § 191, stk. 1, 2. pkt.

Endvidere bevarer økonomi- og erhvervsministeren adgangen til efter forhandling med justitsministeren og herefter også indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om ligsyn og begravelse mv. ved dødsfald til søs, jf. § 192.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til kapitel 12 ovenfor.

Til afsnit XIV

Kvalitetsudvikling, forskning, indberetning og patientsikkerhed

Kapitel 58

Kvalitetsudvikling

Til § 194

Med denne bestemmelse lovfæstes de decentrale myndigheders forpligtelse til at sikre kvalitet i sundhedsydelserne. Der er ikke tale om en ny opgave, selv om forpligtelsen ikke tidligere har været lovreguleret. Sikring af kvalitet indgår som et naturligt led i det decentrale driftsansvar for sundhedsvæsenet. Amtskommuner og kommuner skal således også i dag sikre, at sundhedsvæsenets ydelser har høj kvalitet både fagligt, patientoplevet og organisatorisk.

Således var et af hovedformålene med indførelsen af samarbejds- og planlægningskapitlet i sygesikringsloven for mere end 10 år siden at sikre kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser. Samtidig har kvalitetssikring og -udvikling været et gennemgående tema i de årlige aftaler mellem de kommunale parter og regeringen de senere år.

Efter stk. 2 lovfæstes forpligtelsen til at fastlægge rammerne for den fortsatte kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen. Arbejdet hermed er i fuld gang. De centrale sundhedsmyndigheder og sygehusejerne samarbejder efter aftale om udvikling og drift af Den Danske Kvalitetsmodel. Modellen skal fastlægge standarder for kvaliteten og sikre en akkreditering af sundhedsvæsenet. Kvalitetsmodellen er udviklet over en årrække og skal fortsat udvikles og etableres i et samarbejde mellem de centrale og de decentrale sundhedsmyndigheder. Herefter skal modellen gradvist udvides til at omfatte hele sundhedsvæsenet, altså også ydelser i praksissektoren og i kommunerne.

Sundhedsstyrelsen har hidtil haft formandskabet for styregruppen for Den Danske Kvalitetsmodel, og det er aftalt mellem regering og sygehusejerne, at Sundhedsstyrelsen også i modellens nye organisation har formandskabet i bestyrelsen. Det følger allerede i dag af centralstyrelsesloven, at Sundhedsstyrelsen følger sundhedsforholdene og holder sig orienteret om den faglige viden på sundhedsområdet, rådgiver, bistår og orienterer myndigheder om mangler mv. på sundhedsområdet, ligesom styrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, jf. lovforslagets afsnit XVII.

Det er hensigten, at kvalitetsmodellens udvikling og drift, herunder fastlæggelsen af modellens standarder og indikatorer mv., skal ske i et samarbejde mellem de centrale og decentrale sundhedsmyndigheder i den fælles organisation, der er oprettet til formålet.

Med stk. 3 får indenrigs- og sundhedsministeren endvidere adgang til at fastlægge bindende kliniske retningslinier på områder, hvor hensynet til patienternes sikkerhed særligt kan begrunde det. Det forudsættes dermed, at indenrigs- og sundhedsministeren kun undtagelsesvist anvender denne adgang. Både regeringens rådgivende udvalg på sundhedsområdet og strukturkommissionen har anbefalet en sådan hjemmel. Indenrigs- og sundhedsministeren vil i praksis fastsætte krav til IT og kvalitet på grundlag af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen kan således i medfør af denne bestemmelse fastsætte krav også til IT-anvendelse i sundhedsvæsenet, herunder IT-standarder. Dette skal sikre en hurtig gennemførelse af eksempelvis elektroniske patientjournaler for dermed at skabe sammenhæng i IT-systemerne på tværs af regionerne, understøtte det gode patientforløb på tværs af sundhedsvæsenets aktører samt sikre den bedst mulige kvalitet af sundhedsvæsenets registre.

Efter stk. 4 får ministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, at private leverandører, der leverer sundhedsydelser omfattet af lovforslaget, er omfattet af kravet om kvalitetssikring og udvikling. I takt med udvidelsen af det privat-offentlige samarbejde - herunder udbredelsen af det udvidede, frie sygehusvalg - opstår i stigende grad et fagligt behov for at sikre ensartede kvalitetskrav til offentlige og private sygehuse. Bestemmelsen skal sikre, at patienter bliver tilbudt samme høje kvalitet, uanset om behandlinger finder sted i offentligt eller privat regi. Formålet er at understøtte ensartet kvalitet og patientsikkerhed, men også at sikre lige konkurrencevilkår.

Kapitel 59

Forskning

Til § 195

Bestemmelsen lovfæster regionsrådenes forpligtelse til forskning. Der er ikke tale om en ny opgave, selvom forskningsforpligtelsen €" med undtagelse af Hovedstadens Sygehusfællesskab €" ikke tidligere har været lovreguleret. Forskningsopgaver har således indgået som et naturligt led i det almindelige driftsansvar for sundhedsvæsenets opgaver.

Også regioner, som ikke har et universitetssygehus, skal varetage forsknings- og udviklingsarbejde, idet oprettelsen af fem regioner giver det fornødne befolkningsgrundlag og faglige ekspertise til, at alle regioner vil kunne varetage forskningsopgaver, herunder til støtte for uddannelse af sundhedspersonale (bl.a. læger og tandlæger) på et videnskabeligt niveau.

Regionernes forskningsforpligtelse omfatter således forskning på universitetssygehuse og andre sygehuse mv. samt i praksissektoren, hvor forskningsarbejde sker som led i overenskomstaftalerne. Herudover skal regionerne, som det allerede sker i amtskommunerne i dag, gennem deres forskningsforpligtelse bidrage til forskning, der relaterer sig til de kommunale sundhedsydelser. Det vil typisk være sundhedstjenesteforskning, hvor fokus særligt er at styrke patientforløb og det tværsektorielle samarbejde samt at optimere opgavefordelingen mellem primær- og sekundærsektor, men naturligvis også klinisk forskning som grundlag for udvikling af ydelserne i fx hjemmesygeplejen.

I stk. 2 forpligtes kommunalbestyrelsen til at medvirke til udviklings- og forskningsarbejde, således at de ydelser, kommunerne har ansvar for på sundhedsområdet, kan leveres på et højt fagligt niveau. Også på det primærkommunale område har det været implicit, at ydelserne efter sundhedslovgivningen skal leveres på et højt fagligt niveau, og at dette kræver forsknings- og udviklingsarbejde. Med den stigende fokus på sundhedsområdet i kommunerne foreslås det, at også det kommunale bidrag til forskning og udvikling gøres eksplicit i sundhedslovgivningen.

Kapitel 60

Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder mv.

Til § 196

Efter bestemmelsen påhviler det regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende sundhedspersoner samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse mv., at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl. efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.

Bestemmelsen vedrører alle oplysninger om virksomheden, herunder også oplysninger om aktivitet, omkostninger og ressourceanvendelse, finansielle oplysninger mv.

Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 15, som ændret ved L 1995 437, jf. bilag, dog med den ændring, at indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at der også skal ske indberetning til andre end de centrale sundhedsmyndigheder.

Formålet med udvidelsen i forhold til den nugældende bestemmelse i sygehusloven er at etablere hjemmel til at pålægge regionsrådet - i praksis jordemødre på regionale sygehuse - pligt til at indberette fund af læbe- og/eller ganespalte hos nyfødte til de to tale- og høreinstitutter i Hellerup og Århus, som er finansieret af offentlige midler, og som løser opgaver for det offentlige. Det er af stor betydning, at disse tale- og høreinstitutter hurtigst muligt kan tilbyde hjælp til forældre til børn født med læbe- og/eller ganespalte i form af information om barnets lidelse, herunder mhp. henvisning til relevant behandling.

En sådan indberetning foregår allerede i dag i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning om jordemødres virksomhedsområde, journalføringspligt, indberetningspligt mv. Tidligere var der også fastsat en underretningspligt til de to institutter vedrørende talelidelser mv. i Socialministeriets lovgivning.

Bestemmelsen i § 196 vedrører i øvrigt alle oplysninger om virksomheden, herunder også oplysninger om aktivitet, omkostninger og ressourceanvendelse, finansielle oplysninger mv.

Til § 197

Med bestemmelsen, der er en videreførelse af sygehuslovens § 15 a, der blev indsat ved L 2003 429, jf. bilag, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om, at regionsråd, kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der driver sygehuse, samt praktiserende sundhedspersoner skal indberette oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er dataansvarlig for, og hvor der sker registrering af helbredsoplysninger mv. med henblik på overvågning og udvikling af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af patienter.

Det kan i den forbindelse bestemmes, at den registrerede på begæring skal have indsigtsret i oplysninger, der er registreret om vedkommende i de nævnte kliniske kvalitetsdatabaser.

Med denne bemyndigelse vil reglerne i bekendtgørelse om indberetning af oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser mv. kunne videreføres.

Efter stk. 3, kan indberetning af oplysninger efter stk. 1, der kan henføres til bestemte personer, ske uden samtykke fra personen.

Til § 198

Med bestemmelsen, der er en videreførelse af sygehuslovens § 15 b, der blev indført ved L 2004 441, jf. bilag, kan Sundhedsstyrelsen med en patients mundtlige samtykke videregive oplysninger fra Landspatientregisteret om patientens tidligere undersøgelser, diagnoser og behandlinger til den behandlende læge på det behandlende sygehus til brug for behandling af patienten på sygehuset.

Efter stk. 2, skal patientsamtykke gives til den læge, der modtager oplysningerne.

Kapitel 61

Patientsikkerhed

§§ 199-203

Bestemmelserne er en videreførelse af lov nr. 429 af 10. juni 2003 om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet § 1, stk. 2-5, § 2, stk. 1, §§ 3-4, stk. 1-3, og stk. 5 og 6, samt §§ 5-6.

Patientsikkerhedsloven trådte i kraft den 1. januar 2004, og loven forpligter sundhedspersoner til at rapportere alle utilsigtede hændelser i sygehusvæsenet, som de bliver opmærksomme på efter denne dato.

Lovens nuværende bestemmelse vedrørende formål og anvendelsesområde er ikke videreført som en selvstændig bestemmelse, men ligger fortsat til grund for reglerne. Formålet med den nugældende lov og dermed med de videreførte bestemmelser er at forbedre patientsikkerheden i sundhedsvæsenet.

Vedrørende patientsikkerhedsordningens forhold til lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der såvel regionalt som centralt i Sundhedsstyrelsen udelukkende sker behandling af oplysninger, som beskrevet i persondatalovens § 10, stk. 1, idet der i patientsikkerhedsordningen alene indsamles og videregives oplysninger med henblik på at udføre statistiske og videnskabelige undersøgelser til brug for udarbejdelse af generelle retningslinier og vejledninger mv. af væsentlig samfundsmæssig betydning. Formålet med bestemmelserne i kapitel 61 er at forbedre patientsikkerheden i sundhedsvæsenet, hvilket, som krævet efter § 10, stk. 1, i persondataloven, er af væsentlig samfundsmæssig betydning.

Rapporteringerne om utilsigtede hændelser analyseres både regionalt og centralt og munder ud i henholdsvis de regionale patientsikkerhedsenheders og Sundhedsstyrelsens udstedelse af helt generelle retningslinier og vejledninger mv. for sikre arbejdsgange og systemstrukturer etc., så utilsigtede hændelser reduceres, og patientsikkerheden forbedres. Oplysninger fra ordningen må udelukkende anvendes til brug for statistik og generelle tiltag med henblik på øget patientsikkerhed. Oplysningerne må ikke senere blive behandlet i andet end dette øjemed.

Rapporteringerne i patientsikkerhedsordningen må således på intet tidspunkt danne grundlag for konkrete retlige eller faktiske foranstaltninger over for de enkelte registrerede, dvs. at oplysninger fra ordningen ikke kan anvendes til konkret sagsbehandling, kontrol eller lign. af sundhedspersoner og andre, jf. også lovforslagets § 196 for så vidt angår den indrapporterende sundhedsperson. Rapporteringerne kan endvidere ikke danne grundlag for medicinsk behandling af de enkelte patienter.

Der vil endvidere ikke kunne gives aktindsigt i oplysningerne i patientsikkerhedsordningen, og reglerne om indsigt i henhold til persondatalovens § 31, stk. 1, finder ikke anvendelse, jf. lovens § 32, stk. 4. Endelig påhviler der kun i særdeles begrænset omfang den dataansvarlige en oplysningspligt over for de personer, som berøres af behandlinger af oplysninger i patientsikkerhedsordningen, jf. rettighedsvejledningen til persondataloven, punkt 2.3.3.

Det bemærkes, at der med udtrykket "anonymiseret" i § 200, stk. 4, sigtes til, at rapporteringerne ikke må indeholde navneoplysninger, personnumre og lignende identifikationsoplysninger. Rapporteringerne kan imidlertid uanset dette være personhenførbare i persondatalovens forstand, hvis de af rapporteringen omfattede personer ved anvendelse af andre data - fx ved samkørsel af oplysninger fra flere forskellige databaser, patientjournaler mv. - vil kunne identificeres til trods for den delvise anonymisering. Valget af graden af anonymisering er imidlertid begrundet i såvel hensynet til praktiske administrative forhold som i hensynet til at sikre, at rapporteringen også efter anonymisering (som defineret i denne lov, cfr. persondataloven) har et for patientsikkerhedsordningen brugbart indhold med hensyn til beskrivelse af det indrapporterede forhold.

Kapitlet indeholder herudover en række bemyndigelser. I § 200, stk. 2, bemyndiges Sundhedsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om hvilke utilsigtede hændelser, der skal rapporteres af regionsrådene til Sundhedsstyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde. Sundhedsstyrelsen fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke tilfælde sundhedspersoner skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.

I § 203 er Sundhedsstyrelsen endvidere blandt andet bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for hvilke sygehuse og behandlingsinstitutioner, der er omfattet af rapporteringspligten. Disse bemyndigelser er alle udmøntet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om rapportering af utilsigtede hændelser i sygehusvæsenet. Bekendtgørelsen fastsætter blandt andet, at sygehuse omfattet af rapporteringspligten er behandlingsinstitutioner, hvor patienter kan indlægges, hvor der er mindst 5 sengepladser og døgnbemanding med sundhedspersonale samt fast tilknyttede læger. Endvidere omfattes de specialsygehuse, som er nævnt i lov om sygehusvæsenets § 5, stk. 3, (nu sundhedslovens § 80, stk. 2). Herudover fastsætter bekendtgørelsen, at rapportering skal ske via rapporteringssystemets hjemmeside, www.dpsd.dk, eller ved at udfylde en af Sundhedsstyrelsen udarbejdet blanket.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter den nugældende lov og efter den foreslåede § 203, stk. 1, fastsætte nærmere regler for inddragelse af den primære sundhedssektor, herunder privatpraktiserende sundhedspersoner i rapporteringsordningen. Det er i den enighed, regeringen opnåede med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre samt Kristeligt Folkeparti om indsatsen på dette område, fastslået, at der skal foretages en vurdering af rapporteringssystemet, når dette har været i drift i 2 år. Dette tager bl.a. sigte på ud fra erfaringerne fra sygehusvæsenet at vurdere, hvorvidt og i givet fald hvordan praksissektoren kan omfattes af patientsikkerhedssystemet.

Det er i samme enighed fastslået, at også muligheden for at indføre en indrapporteringsadgang for andre, for eksempel patienter og pårørende, skal overvejes i forbindelse med vurderingen af rapporteringssystemet efter 2 års drift.

Bestemmelsen i § 203, stk. 4, tager sigte på, at patientsikkerhedssystemet ikke tilsidesætter andre særlige lovbestemte indberetningspligter, for eksempel pligten til at indberette oplysninger til Lægemiddelstyrelsen om alvorlige hændelser med medicinsk udstyr, jf. bekendtgørelse om medicinsk udstyr, og indberetningssystemet for bivirkninger ved lægemidler, jf. § 19 i lov om lægemidler. Bestemmelsen bemyndiger Sundhedsstyrelsen til sammen med berørte myndigheder eventuelt at samordne de lovbestemte indberetningspligter, idet der kan være behov for, at patientsikkerhedssystemet helt eller delvist behandler sager, som i øvrigt skal indberettes efter de ovennævnte særlove. Bemyndigelsen er endnu ikke udnyttet.

I § 200, stk. 2, bemyndiges Sundhedsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om hvilke utilsigtede hændelser, der skal rapporteres af regionerne til Sundhedsstyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde. Sundhedsstyrelsen fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke tilfælde sundhedspersoner skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.

Til afsnit XV

Samarbejde og planlægning

Kapitel 62

Samarbejde

Til § 204

Bestemmelsen er en videreførelse af § 27 b, der blev indført ved L 1992 1024, jf. bilag, i den gældende sygesikringslovs planlægnings- og samarbejdskapitel. Bestemmelsen fastslår, at regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejder om indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.

Amtskommuner og kommuner er således allerede efter sygesikringsloven forpligtet til at etablere et samarbejde om deres indsats på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer. Der er imidlertid i dag stor forskel på, hvordan samarbejdet fungerer mellem amtskommuner og kommuner. Nogle steder er der veletablerede og velfungerende samarbejdsfora, nogle steder er der indgået aftaler om de mere komplicerede opgaver, der går på tværs af sektorerne, som fx genoptræning og hjælpemidler, og andre steder har det ikke fungeret.

Med dette kapitel om samarbejde og planlægning på sundhedsområdet foreslås en præcisering og en stærkere forpligtelse til samarbejde og planlægning gennem pligt til dels at nedsætte et sundhedskoordinationsudvalg dels at indgå aftaler om de områder, hvor det er nødvendigt.

Til § 205

Regionsrådet skal efter stk. 1 nedsætte et sundhedskoordinationsudvalg vedrørende den regionale og kommunale indsats på sundhedsområdet. Det lovpligtige sundhedskoordinationsudvalg har til formål at understøtte sammenhængende behandlingsforløb på tværs af det regionale og kommunale myndighedsansvar, herunder understøtte kvaliteten og den effektive ressourceudnyttelse i opgaveløsningen. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter bestemmelsens stk. 2 nærmere regler om sammensætningen af sundhedskoordinationsudvalgene, udpegning af medlemmer i udvalget samt udvalgets opgaver. Ministeren fastsætter endvidere regler om, at regionsråd og kommunalbestyrelse kan nedsætte et kontaktforum, hvor en kommunes beliggenhed, størrelse eller andre forhold rejser særlige problemstillinger eller særlige behov for samarbejde om løsningen af opgaver på sundhedsområdet. Fx. vil Bornholms Kommunes særlige behov for tæt samarbejde med den kommende Hovedstadsregions sygehusvæsen kunne indfries med et sådant kontaktforum.

Det er hensigten, at sundhedskoordinationsudvalget skal drøfte og eventuelt forhandle de aftaler, som regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal indgå i medfør af lovforslagets § 206 samt løbende følge parternes opfølgning på aftalerne. Sundhedskoordinationsudvalget vil endvidere fungere som et forum, hvor forventninger og interesser afstemmes og drøftes fx som led i regionsrådets udarbejdelse af den samlede sundhedsplan efter § 207.

Det er således hensigten, at sundhedskoordinationsudvalget som udgangspunkt skal behandle spørgsmål af generel relevans, og således ikke forholde sig til konkrete patientforløb mv. Det enkelte sundhedskoordinationsudvalg kan desuden få pålagt opgaver og beføjelser i det omfang de deltagende kommunalbestyrelser og regionsrådet træffer beslutning herom. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne kan beslutte at nedsætte underudvalg efter behov, fx udvalg og arbejdsgrupper med inddragelse af faglig ekspertise og repræsentanter for brugerne.

Indenrigs- og sundhedsministeren vil derudover bl.a. fastsætte regler om, at sundhedskoordinationsudvalget skal sammensættes af repræsentanter fra regionen, kommunerne i regionen og repræsentanter fra praksissektoren.

Til § 206

Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen skal efter bestemmelsen indgå sundhedsaftaler. Formålet med forslaget er at sikre samordning og sammenhæng for de patientforløb, der går på tværs af de to myndighedsniveauer, regioner og kommuner. Regionsrådet skal indgå sundhedsaftaler med alle regionens kommunalbestyrelser.

Der findes i dag flere eksempler på formaliserede aftaler mellem amtsråd og kommunalbestyrelser om samarbejde på særlige indsatsområder, fx ældreaftaler og aftaler om særlige forebyggelsesindsatser. Og der er gode erfaringer med disse aftaler, der hvor man har haft dem. Imidlertid er der langt fra tale om et landsdækkende fænomen, ligesom det langt fra har været på alle områder, hvor amtskommuner og kommuner har fælles ansvar og forpligtelse for opgaveløsningen, hvor man har indgået aftaler. Resultatet er, at sammenhæng i indsatsen og sammenhæng for patienten ikke er sikret og kan afhænge af, hvor man bor. Som led i dette lovforslags sikring af en ensartet kvalitet i sundhedsydelserne, formaliseres samarbejdet mellem regioner og kommuner ved lovkravet om sundhedsaftaler på visse, vigtige områder.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter stk. 2 nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal omfatte.

Der vil blive fastsat regler om, at der bl.a. skal indgås sundhedsaftaler på følgende områder:

€ Udskrivningsforløb for svage, ældre patienter

€ Indlæggelsesforløb.

€ Træningsområdet.

€ Hjælpemiddelområdet.

€ Forebyggelse og sundhedsfremme, herunder patientrettet forebyggelse.

€ Indsatsen for mennesker med sindslidelser.

Efter stk. 3 fremsender regionsrådet de indgåede aftaler til Sundhedsstyrelsen til godkendelse. Godkendelsen vil afhænge af, om regionsrådet og kommunalbestyrelsen har indgået aftaler på de områder, der er udmeldt som obligatoriske.

Kapitel 63

Planlægning

Til § 207

Der skal med § 207 for hver region foreligge en samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på sundhedsområdet.

Bestemmelsen viderefører dermed § 27 e i sygesikringsloven, der blev indført ved L 1992 1024, jf. bilag, hvorefter der i hvert amt skal foreligge en sundhedsplan. Den regionale sundhedsplan vil fungere som den samlede beskrivelse af regionens sundhedsindsats og vil naturligt gengive regionens planlægning på specialeområdet (sygehusspecialer og praksisplaner) og beskrive de aftaler, regionsrådet har med kommunalbestyrelserne på de centralt udmeldte områder, men også på områder man i øvrigt lokalt har valgt at gøre en indsats på.

Herudover vil en sundhedsplan naturligt indeholde følgende:

€ Planens forudsætninger, herunder en beskrivelse af sundhedstilstanden i regionen.

€ Det regionale sundhedsvæsens betjening af regionens borgere for så vidt angår ydelser efter denne lov om sygehusvæsenet, svangerskabshygiejne og fødselshjælp, vaccination mod visse sygdomme, lægeundersøgelse af børn samt forebyggelse.

€ Regionens forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger i øvrigt herunder aftaler med kommunerne om særlige indsatsområder.

€ Regionens samarbejde med alment praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og øvrige ydere i privat praksis (praksisplanlægningen).

€ Regionens samarbejde med kommunerne i regionen og med andre regioner om varetagelse af sundhedsvæsenets opgaver.

€ Regionens tilrettelæggelse af den præhospitale indsats.

€ Regionens sundhedsberedskab.

Sundhedsplanen vil fungere som regionens samlede ramme om indsatsen på sundhedsområdet. Den vil give de regionale aktører (politikere, administratorer og sundhedspersonale), samarbejdsparter (kommunerne og de privatpraktiserende) og borgere et samlet overblik over den regionale sundhedsplanlægning.

Regionsrådet skal efter stk. 2 indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning forud for rådets behandling af sundhedsplanen. De centrale sundhedsmyndigheder får med det samlede forslag til sundhedslov styrket den koordinerende rolle, for så vidt angår specialeplanlægning, sundhedsberedskab og sundhedsaftaler. For disse tre vigtige elementer i sundhedsplanen er der således allerede sikret en central koordinering og styring. Herudover vil Sundhedsstyrelsens rådgivning til regionernes sundhedsplanlægning yderligere bidrage til sikring af sammenhæng og kvalitet i den regionale indsats på sundhedsområdet.

Den regionale sundhedsplan skal ikke sendes i egentlig høring i kommunerne i regionen eller hos de privatpraktiserende sundhedspersoner. Det forudsættes, at den regionale sundhedsplan er udarbejdet efter drøftelser med repræsentanter herfra i det regionale sundhedskoordinationsudvalg efter § 205.

Den vedtagne sundhedsplan, og eventuelle senere ændringer heri, skal indsendes til Sundhedsstyrelsen.

Kapitel 64

Specialeplanlægning

Til § 208

Sundhedsstyrelsen fastsætter de i § 209 nævnte krav på baggrund af indstillinger fra et rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

Det rådgivende udvalg består af repræsentanter fra de lægevidenskabelige selskaber, regionsrådene, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indenrigs- og sundhedsministeren udnævner formanden for udvalget efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen samt ministeriets medlem af udvalget. Sundhedsstyrelsen udpeger efter indstilling de øvrige medlemmer samt suppleanter.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udvalgets sammensætning samt regler for det rådgivende udvalgs virksomhed. Det forudsættes, at medicinaldirektøren er formand for rådet.

Opgaven for det rådgivende udvalg bliver at drøfte det faglige grundlag for specialeplanlægning samt komme med oplæg til Sundhedsstyrelsens udmeldinger vedrørende specialeplanlægning. Samarbejdsorganet er af rådgivende karakter.

Med denne samarbejdsstruktur understreges det, at tilrettelæggelsen af opgavevaretagelsen vil være et fælles ansvar, og at det alene er i de tilfælde, hvor der ikke kan findes en fælles løsning, at de statslige styringsbeføjelser vil være aktuelle.

Til § 209

Bestemmelsen i § 209 giver Sundhedsstyrelsen en række kompetencer, som er nye i forhold til de gældende regler i sygehusloven. Sundhedsstyrelsen får med bestemmelsen hjemmel til at fastlægge krav til lands- og landsdelsfunktionerne, dels til at godkende deres placering på bestemte sygehuse, dels til at tilbagetrække godkendelser, såfremt de fastsatte krav ikke er opfyldt €" trods pålæg herom. Regionsrådene skal årligt rapportere til Sundhedsstyrelsen om status for lands- og landsdelsafdelingernes opfyldelse af de fastsatte krav, ligesom Sundhedsstyrelsen er forpligtet til løbende at vurdere, om de fastlagte krav er opfyldt. Sundhedsstyrelsen får endvidere beføjelser til at fastlægge regler om visitation af patienter til behandling på lands- og landsdelsafdelinger. Endvidere kan Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om, at visse behandlingsformer samles på et eller få sygehuse, hvor kvalitets- eller ressourcemæssige hensyn taler herfor.

En effektiv landsdækkende koordinering skal sikre samling af den allermest specialiserede behandling. Det er vigtigt at sikre den rette balance mellem regionernes egen planlægning og hensynet til den overordnede koordination af sundhedsvæsenet, fx for at sikre den nødvendige samling af behandlingen af bl.a. hjerte- og kræftpatienter. Også i den nye struktur skal regionerne €" med afsæt i regionale muligheder og begrænsninger €" samarbejde på tværs af regionsgrænser, så det sikres, at alle regioner kan levere behandling af høj kvalitet til deres borgere, og at ressourcerne bruges bedst muligt. Udgangspunktet på fx hjerte- og kræftbehandlingsområdet skal være, at der også med de nye regioner vil være behov for den kapacitet og ekspertise, der i dag er veletableret og velfungerende fx på Aalborg Sygehus.

Med bestemmelsen får Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen klarere samt mere vidtgående beføjelser og forpligtelser i forhold til specialeplanlægningen af lands- og landsdelsfunktionerne. Specialeplanlægning vil dog - som hidtil - foregå ved en dialog mellem alle parter. Det er derfor en forudsætning, at de centrale sundhedsmyndigheder anvender deres beføjelser efter disse bestemmelser i overensstemmelse med rådgivningen fra det rådgivende udvalg vedrørende specialeplanlægningen. Det skønnes således kun at være i tilfælde af uenighed i udvalget, og hvor hensynet til patienterne taler herfor, at Sundhedsstyrelsen får behov for at udøve sine beføjelser til selv at træffe beslutninger.

Til § 210

Bestemmelsen viderefører med enkelte ændringer reglerne i sygehuslovens § 13, som senest ændret ved L 2003 383, jf. bilag. De forskellige kompetencer, som indenrigs- og sundhedsministeren har i dag, formuleres med dette forslag som Sundhedsstyrelsens kompetencer. Dels fordi det svarer til praksis, dels for at understrege Sundhedsstyrelsens styrkede beføjelser, som forudsat i kommunalreformen, idet det i bestemmelsen som noget nyt er forudsat, at aftalerne respekterer Sundhedsstyrelsens fastsatte krav efter § 209.

Til afsnit XVI

Sundhedsberedskab

Kapitel 65

Planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet

Til § 211

I afsnit XVI fastsættes regler om kommunernes og regionernes sundhedsberedskab.

Bestemmelsen viderefører med enkelte ændringer § 16 a i sygehusloven, som senest ændret ved L 1994 1133, jf. bilag og § 27 f i sygesikringsloven, som senest ændret ved L 2004 209, jf. bilag.

I dag er amtskommunerne forpligtet til at udarbejde sundhedsberedskabsplaner efter sygesikringslovens planlægningsbestemmelser og efter § 16 a i sygehusloven, mens kommunerne er forpligtet til sundhedsberedskabsplanlægning som led i pligten til i medfør af beredskabsloven at udarbejde en samlet plan for kommunens beredskab. I National Sårbarhedsudredning fra januar 2004 peges bl.a. på behov for en bedre planlægning af sundhedsberedskabet i kommunerne. For at styrke den kommunale sundhedsberedskabsplanlægning foreslås det, at også kommunalbestyrelsen fremover pålægges at udarbejde særskilte sundhedsberedskabsplaner, jf. lovforslagets § 211, stk. 1.

§ 27 f, stk. 2, i sygesikringsloven om, at amtsrådet skal indhente rådgivning fra Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen forud for planens behandling i amtsrådet, foreslås videreført, således at bestemmelsen kommer til at omfatte såvel regionsrådet som kommunalbestyrelsen, jf. lovforslagets § 211, stk. 2.

Forpligtelsen i sygehuslovens § 16 a, 2. pkt. om planlægning for et sundhedsberedskab på private sygehuse videreføres med bestemmelsen.

I dag er der alene udsendt en vejledning vedrørende sundhedsberedskabsplanlægningens indhold. For at styrke planlægningen foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for regioners og kommuners planlægning for og varetagelse af sundhedsberedskabet.

Baggrunden for dette er en meget stor uensartethed i den nuværende planlægning og i organiseringsmåden - herunder fx opfølgning på den nuværende vejlednings anbefaling om en entydig indgang til beredskabet. Der vil også kunne fastsættes regler om planlægningens indhold i forhold til sygehusberedskab, beredskab i primærsektoren, lægemiddelberedskab, herunder et psykoterapeutisk beredskab og beredskabsindsats i forbindelse med kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare hændelser. Endvidere vil der kunne fastsættes regler om etablering af en entydig indgang til beredskabet såvel regionalt som kommunalt, herunder om udpegning af en leder for området, samarbejde med øvrige aktører i en beredskabsindsats (fx politi, redningsberedskabet, beredskabet vedrørende andre nøglefunktioner, som man er afhængig af), koordinering af indsats på det enkelte administrative niveau og mellem niveauerne, fx ved oprettelse af kontaktfora, kommunikation og øvelse. Da den præhospitale indsats udgør en grundbestanddel af sygehusberedskabet, vil det komme til at fremgå af de i medfør af § 211 fastsatte bestemmelser, at planlægningen af den præhospitale indsats er en integreret del af planlægningen af sundhedsberedskabet.

Som følge af den for store uensartethed i planlægningen tiltænkes Sundhedsstyrelsens rådgivende rolle endvidere styrket i forhold til kommunernes sundhedsberedskabsplanlægning. Baggrunden er, at der er tale om en funktion, hvis funktionsevne ikke er synlig i dagligdagen, og at det har særdeles stor betydning for samfundet i øvrigt, at sundhedsberedskabet fungerer i tilfælde af en hændelse.

Det bemærkes i øvrigt, at der efter lægemiddelloven er fastsat bestemmelser om spredning af lagre. Disse bestemmelser forudsættes videreført.

Det skal yderligere bemærkes, at indenrigs- og sundhedsministeren efter gældende bestemmelser i beredskabsloven inden for eget ressortområde kan pålægge offentlige myndigheder og private og offentlige virksomheder og institutioner, herunder praksissektoren at yde bistand ved planlægning og udførelsen af opgaver inden for sundhedsberedskabet.

Til § 212

Med beredskabslovens ændring ved lov nr. 293 af 30. april 2003 ophævedes bestemmelsen om, at sygehusberedskabet i tilfælde af krise eller krig overgik til redningsberedskabet. Der kan derfor opstå behov for, at der fra central side kan træffes beslutning om koordinering og fordeling af indsatsen i tilfælde af et meget stort antal tilskadekomne. Der foreslås derfor med bestemmelsen etableret hjemmel hertil. Hjemmelen er alene tænkt anvendt i særlige tilfælde, som fx en terrorsituation, hvor regionerne modtager mange patienter af en bestemt type, og hvor der ikke regionerne imellem kan træffes aftale om en fordeling.

Til afsnit XVII

Statslige myndigheder mv.

Til §§ 213-224

Bestemmelserne er en videreførelse af mange af de gældende bestemmelser i centralstyrelsesloven og embedslægeloven, som blandt andet fastlægger rammerne for rådgivning om og tilsynet med sundhedsvæsenet.

Centralstyrelsesloven fastslår, at Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, dvs. at ministeren har instruktionsbeføjelse over for Sundhedsstyrelsen, og at ministeren har det sædvanlige parlamentariske ansvar for styrelsens virksomhed i forhold til Folketinget. Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt og vil med lovforslaget fortsat have til opgave at være sundhedsfaglig rådgiver for indenrigs- og sundhedsministeren og centrale, regionale samt kommunale myndigheder. Sundhedsstyrelsen har hidtil haft en generel rådgivningsbeføjelse også over for andre myndigheder end Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Denne virksomhed vil fortsætte med lovforslaget.

Centralstyrelsesloven indeholder herudover bestemmelser om:

€ Fratagelse og generhvervelse mv. af autorisation til udøvelse af erhverv inden for sundhedsvæsenet. Disse bestemmelser berøres ikke af lovforslaget.

€ Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Disse bestemmelser indgår i det samtidigt fremsatte forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

€ Statens Serum Institut. Bestemmelsen om Seruminstituttet er nu fastsat i lovforslagets § 223.

€ Det nationale råd for folkesundhed. Rådet vil blive videreført med hjemmel i lovforslagets § 224.

Med vedtagelsen af forslag til sundhedsloven og forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet vil centralstyrelsesloven således blive ophævet, bortset fra kapitel 2 om fratagelse og generhvervelse af autorisation, jf. § 279, stk. 2, nr. 10.

Embedslægeloven regulerer embedslægeinstitutionernes virksomhed. Herudover er embedslægerne i anden lovgivning tillagt en række nærmere beskrevne opgaver, bl.a. vedrørende sundhedsplanlægning, behandling af patientklager og miljøbeskyttelse. Embedslægerne hører i faglig henseende under Sundhedsstyrelsen.

Hovedvægten i embedslægernes arbejde ligger og vil også fremover ligge på statslige overvågnings-, tilsyns- og kontrolfunktioner samt lægefaglige opgaver for andre myndigheder i lokalområdet. Generelt har embedslægeinstitutionerne til opgave at følge sundhedsforholdene i de enkelte regioner og påse, at sundhedslovgivningen overholdes, herunder på Sundhedsstyrelsens vegne at føre tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet.

I forlængelse af disse opgaver skal embedslægeinstitutionerne henlede myndighedernes opmærksomhed på eventuelle mangler ved de sundhedsmæssige forhold og komme med forslag til forbedringer. Embedslæger­nes opgaver svarer på dette område til Sundhedsstyrelsens på centralt niveau. Ved siden af de nævnte opgaver varetager embedslægerne en række andre opgaver, der har sammenhæng med den generelle forpligtelse til at følge sundhedsforholdene i lokalområdet, nemlig rådgivning af kommuner og regioner vedrørende fx miljømæssige og hygiejniske forhold samt retsmedicinsk bistand til politi og retsvæsen.

Med vedtagelsen af lovforslaget ophæves embedslægeloven, jf. § 279, stk. 2, nr. 11.

Kapitel 66

Sundhedsstyrelsen

Til § 213

Bestemmelsens stk. 1 er en videreførelse af centralstyrelseslovens § 1, stk. 1, hvorefter Sundhedsstyrelsen skal bistå indenrigs- og sundhedsministeren med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.

Med bestemmelsens stk. 2 foreslås Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne samlet i en enhedsorganisation. Embedslægevæsenet består efter den gældende embedslægelovs § 1 af 15 selvstændige institutioner, således at der findes en embedslægeinstitution i hver amtskommune samt en institution for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Disse institutioner er med bekendtgørelse om embedslægeinstitutionernes virksomhed fra den 1. januar 2003 blevet samlet i fire samarbejdsregioner: Jylland Nord, Jylland Syd og Fyn, Sjælland og Lolland-Falster samt Storkøbenhavn og Bornholm.

Med bestemmelsen foreslås en samling af embedslægeinstitutionerne i 5 regionale institutioner, så der placeres en embedslægeinstitution i hver region. Herved skønnes hver embedslægeinstitution at få gennemsnitligt ca. 15 medarbejdere.

Det er ved udmøntningsplan om kommunalreformen fra september 2004 besluttet, at de 5 institutioner geografisk vil blive placeret i København, Ribe, Sorø, Aalborg og Århus.

De hidtidige benævnelser "embedslæger" og "embedslægeinstitutioner" bevares, dels for at understrege, at der er tale om en særlig type læger, dels for at signalere, at disse læger har en offentligretlig baggrund. Samtidig er der tale om en fast indarbejdet betegnelse, som de fleste myndigheder og borgere forbinder med lokalt forankret læge med tilknytning til staten.

Med forslaget indgår embedslægeinstitutionerne i Sundhedsstyrelsens samlede opgaveløsning, og styrelsens direktør kan derfor henlægge opgaver udover de i § 215, stk. 3, § 216, stk. 2, og §§ 219-220 nævnte opgaver til institutionerne. Dette sker allerede i dag, for så vidt angår en række opgaver, blandt andet medvirken til lokal gennemførelse af centrale initiativer til at fremme befolkningens sundhed, underretning af de centrale myndigheder om lokale forhold af væsentlig sundhedsmæssig betydning og indsamling og behandling af medicinalstatistiske oplysninger mv. Herudover bidrager embedslægeinstitutionerne i forhold til generelle og specifikke overvågnings- og tilsynsopgaver.

Der vil fremover blive indgået en samlet kontraktstyringsaftale for Sundhedsstyrelsens, herunder embedslægeinstitutionernes, virksomhed.

Til § 214

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i centralstyrelseslovens § 2, som blandt andet pålægger Sundhedsstyrelsen at holde sig orienteret om forholdene og den faglige viden på sundhedsområdet samt orientere om eventuelle overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet.

Til § 215

Stk. 1 og 2 er en videreførelse af centralstyrelseslovens § 3, hvorefter Sundhedsstyrelsen har til opgave at være sundhedsfaglig rådgiver for indenrigs- og sundhedsministeren og centrale samt kommunale myndigheder.

Herudover er Sundhedsstyrelsen pålagt opgaver i en række særlove inden for andre ministerområder end Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I de fleste af disse love består Sundhedsstyrelsens opgaver i besættelsen af medlemsposter i sagkyndige organer eller i konkret rådgivningsvirksomhed. Dette gælder fx lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer (Fødevareministeriet) og lov om arbejdsmiljø (Beskæftigelsesministeriet).

På andre områder har Sundhedsstyrelsen mere omfattende administrative opgaver efter de pågældende love. Det gælder bl.a. lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg mv. (Forsvarsministeriet). Lovforslaget vil ikke ændre i Sundhedsstyrelsens opgaver over for disse ministerier.

Med bestemmelsen i stk. 3 bevares embedslægernes opgaver i princippet uændrede, men opgaverne varetages integreret med Sundhedsstyrelsen for at sikre en samlet større faglighed, ensartet praksis, vidensdeling og en bedre ressourceudnyttelse.

Sundhedsstyrelsen fastsætter som for andre dele af styrelsens virksomhed nærmere retningslinier for embedslægernes arbejde, herunder for Sundhedsstyrelsens udøvelse af det overordnede ansvar for embedslægernes opgavevaretagelse.

Til § 216

Bestemmelserne i stk. 1 og 3-5 er en videreførelse af reglerne i centralstyrelseslovens § 4, der vedrører Sundhedsstyrelsens individrettede tilsynsvirksomhed.

Bestemmelsen i stk. 2 er medtaget for at understrege samordningen af Sundhedsstyrelsens og embedslægeinstitutionernes tilsynsforpligtelse. Embedslægen fører på Sundhedsstyrelsens vegne tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Overvågning af sundhedsforholdene sker ud fra en samfundsmedicinsk indfaldsvinkel, som tilstræber en forbedring af folkesundheden for grupper af befolkningen eller befolkningen som helhed.

Kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Sundhedsstyrelsen, herunder embedslægeinstitutionen, eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid og mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger, der kan træffes i henhold til dette kapitel, eller regler udfærdiget med hjemmel heri.

Til § 217

Bestemmelsen er en videreførelse af centralstyrelseslovens § 4 a om iværksættelse af evalueringer, som i 2001 er overgået til Sundhedsstyrelsen fra det tidligere selvstændige evalueringsinstitut.

Til § 218

Embedslægerne forudsættes fortsat at skulle gennemføre en særlig videreuddannelse, som i dag udgør en uddannelse som speciallæge i samfundsmedicin, jf. embedslægelovens § 2, stk. 1. Ansættelse som embedslæge i Sundhedsstyrelsen vil ske efter samme regler som for andre tilsvarende lægestillinger i Sundhedsstyrelsen. Udover embedslæger kan ansættes fornøden medhjælp til løsning af institutionens opgaver og i øvrigt oprettes uddannelsesstillinger.

Til § 219

Bestemmelsen fastslår dels Sundhedsstyrelsens opgaver vedrørende retsmedicinske spørgsmål, dels at denne opgave varetages lokalt af embedslægeinstitutionerne, idet indenrigs- og sundhedsministeren efter aftale med justitsministeren kan træffe bestemmelse om omfanget heraf, jf. den gældende embedslægelovs § 6.

Til § 220

Bestemmelsen fastsætter, at pligten til at føre tilsyn med de sundhedsmæssige forhold på plejehjem mv. påhviler Sundhedsstyrelsen, men at tilsynet i praksis udføres af embedslægeinstitutionen. Embedslægeinstitutionen kan som hidtil fastsat i embedslægelovens § 6 a lade tilsynsbesøg, udarbejdelse af tilsynsrapporter og opfølgning heraf efter stk. 1-4 udføre af sundhedspersoner, der tilknyttes embedslægeinstitutionen alene med henblik på varetagelsen af disse opgaver.

Sundhedsstyrelsen afholder som ansvarlig for udførelsen af tilsynet udgiften ved tilsynsbesøg og udarbejdelse af tilsynsrapporter mv.

Med stk. 5 bemyndiges Sundhedsstyrelsen til nærmere at fastsætte indholdet af de opgaver, der indgår i det sundhedsmæssige tilsyn med plejehjem mv. Bestemmelsen er udmøntet i Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2001 til landets embedslægeinstitutioner om tilsyn med plejehjem, plejeboligbebyggelser og tilsvarende boligenheder.

Stk. 6 er en videreførelse af embedslægelovens § 6 a, stk. 8, om udstedelse af påbud og forbud på baggrund af de fund, som er gjort ved tilsynet.

Til § 221

Bestemmelserne i stk. 1-4 er en videreførelse af de opgaver, som embedslægeinstitutionerne i dag har efter embedslægelovens § 8, idet der dog er sket en tilpasning til Sundhedsstyrelsens og embedslægeinstitutionernes enhedsorganisation og af hvilke myndigheder, der skal varetage påbuds- og forbudsordningen.

Bemyndigelsesadgangen til Sundhedsstyrelsen i stk. 1 er blandt andet fastsat i bekendtgørelse om embedslægeinstitutionernes opgaver i forhold til dag- og døgninstitutioner mv. Det fremgår heraf, at der er adgang for kommunalbestyrelsen og amtsrådet til at anmode den lokale embedslægeinstitution om rådgivning og vejledning om sundhedsmæssige forhold på de pågældende institutioner. Embedslægeinstitutionen kan på baggrund af fund på institutionen henstille til driftsherren at afhjælpe konstaterede mangler.

Stk. 5 er en ændring af reglerne om påklage af forhold omfattet af bestemmelsens stk. 1-4. Påklagereglerne fremgår efter gældende ret af embedslægelovens § 8, stk. 6 og 7, men er i lovforslaget forenklet og tilpasset Sundhedsstyrelsens og embedslægeinstitutionernes enhedsorganisation og den nye kommunale struktur.

Til § 222

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp § 9, stk. 3.

Kapitel 67

Statens Serum Institut

Til § 223

§ 223, stk. 1, præciserer Statens Serum Instituts opgaver, således at lovteksten nu i højere grad afspejler de opgaver, som Statens Serum Institut i dag varetager, jf. de almindelige bemærkninger.

§ 223, stk. 2, er en uændret videreførelse af § 24, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv.

Kapitel 68

Det nationale råd for folkesundhed

Til § 224

Efter § 224 nedsætter indenrigs- og sundhedsministeren et uafhængigt, sagkyndigt råd for folkesundhed. Rådet har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i hele befolkningen. Rådet har også til opgave at bidrage til debat og det skal herudover rådgive indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 23 a og § 23 b i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Til afsnit XVIII

Administration, overenskomster og forsøg mv.

Kapitel 69

Forskellige bestemmelser

Til § 225

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i sygesikringslovens § 23, som bestemmer, at amtsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 6-12, § 15 og § 19, dvs. om lægehjælp og speciallægehjælp, tandlægehjælp, tilskud til ernæringspræparater, fysioterapi, fodterapi, psykologbehandling, kiropraktik, anden behandling, brilletilskud, rejsesygesikring og kørselsgodtgørelse til læger.

Amtsrådet træffer endvidere afgørelser om ydelser efter sygesikringslovens § 12, der omhandler overenskomstindgåelser om ovennævnte vilkår. De tilsvarende afgørelser træffes for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende af kommunalbestyrelsen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med vedkommende kommunale organisationer fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser, som efter ovennævnte bestemmelser tilkommer de i § 2 omhandlende personer, på amtskommunens vegne. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse om udbetaling af visse kontantydelser til sygesikrede.

Til § 226

Med bestemmelsen, der er en videreførelse af reglerne i sygehusloven § 10, stk. 2 og 3, som ændret ved L 1992 279, jf. bilag, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling for personer, som ikke har ret til vederlagsfri behandling på sygehus.

Det fastlægges endvidere, at for personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, kan betaling inddrives ved udpantning.

Til § 227

Bestemmelsen, om at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes medvirken til rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale sundhedsopgaver, er en videreførelse af reglerne i sygehusloven § 4 a, der blev indført ved L 1995 437, jf. bilag.

Kapitel 70

Overenskomster mv.

Til § 228

Sygesikringens Forhandlingsudvalg, som er oprettet i henhold til sygesikringslovens § 26, stk. 1, erstattes af et nyt centralt nævn, som består af repræsentanter fra regionerne, kommunerne og staten. Nævnet får bl.a. til opgave at varetage de opgaver, som Sygesikringens Forhandlingsudvalg har varetaget, dvs. først og fremmest at afslutte overenskomster på praksisområdet mv. med organisationer af sundhedspersoner m.fl. Nævnet aftaler og fastsætter i øvrigt bl.a. bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i regional tjeneste. Nævnet benævnes Regionernes Lønnings- og Takstnævn og er nærmere reguleret i lov om regioner § 37.

Nævnet består af 9 medlemmer, der beskikkes af finansministeren. 5 af nævnets medlemmer beskikkes efter indstilling af regionsrådene, idet hvert regionsråd indstiller 1 medlem. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling af KL, 1 medlem beskikkes efter indstilling af indenrigs- og sundhedsministeren og 1 medlem udpeges af finansministeren. Rollen for medlemmerne fra KL og staten er ændret i forhold til sygesikringslovens § 26, stk. 1, hvor disse medlemmer alene har observatorstatus i Sygesikringens Forhandlingsudvalg.

Den ændrede rolle for de kommunale medlemmer er bl.a. en følge af aftalen om den nye kommunale struktur, som giver kommunerne en styrket rolle på sundhedsområdet.

Statens primære hensyn i nævnet i relation til sundhedslovens § 228 vil være at sikre, at de af nævnet forhandlede og indgåede overenskomster mv. er i overensstemmelse med målsætningerne for udviklingen i de offentlige udgifter, og at overenskomster mv. ikke virker strukturelt forvridende under hensyn til bl.a. den regionale finansieringsstruktur. Således kan statens medlemmer i nævnet modsætte sig nævnets beslutninger med den virkning, at beslutningerne ikke lader sig gennemføre. Modsættelse forventes kun at ske i helt særlige tilfælde. Indenrigs- og sundhedsministerens medlem i nævnet kan også af sundhedsfaglige hensyn modsætte sig beslutninger om godkendelse af overenskomster, idet disse overenskomster i et vist omfang indeholder bestemmelser af sundhedsmæssig betydning for patienterne.

Regionernes Lønnings- og Takstnævn får på sundhedsområdet til opgave i lighed med Sygesikringens Forhandlingsudvalg at afslutte overenskomster med organisationer af sundhedspersoner m.fl. om vilkårene for de i § 51, §§ 59-61, §§ 65-70, §§ 72-73, § 160 og § 176 nævnte ydelser, dvs. lægehjælp, speciallægehjælp, tandlægehjælp, ernæringspræparater, fysioterapi, psykologbehandling, fodterapi, kiropraktik, anden behandling og kørselsgodtgørelse for læger, samt at afgive udtalelser som følge af stk. 2 og 3.

Bestemmelsen i sygesikringsloven om, at overenskomsterne skal godkendes af indenrigs-. og sundhedsministeren for at få gyldighed, jf. sygesikringsloven § 26, stk. 2, videreføres ikke, da bestemmelsen ikke længere er relevant, idet statens medlemmer af nævnet som anført ovenfor har ret til at modsætte sig nævnets beslutninger.

Bestemmelsen i sygesikringsloven om ministerens forpligtelse til at høre Sygesikringens Forhandlingsudvalg inden udmøntning af bemyndigelsesbestemmelser, jf. sygesikringsloven § 26, stk. 3, videreføres i stk. 2 ved høring af Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Bemyndigelsesbestemmelsen vedrører personkredsen for lovens anvendelsesområde, udformning af bevis for retten til ydelser efter loven mv., tilskud til ydelser hos praktiserende sundhedspersoner og den offentlige rejsesygesikring.

Bestemmelsen i sygesikringsloven om ministerens forpligtelse til at høre Sygesikringens Forhandlingsudvalg inden indgåelse af overenskomster med andre stater eller aftaler med andre medlemsstater ifølge EF-retten €" her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, jf. sygesikringsloven § 26, stk. 3, €" videreføres i stk. 3 ved høring af Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Til § 229

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne om nettoafregning og inddrivelse af fordringer i den gældende sygesikringslov, jf. § 12, stk. 2-3.

Stk. 3 om inddrivelse af fordringer blev indført ved L 1991 414, jf. bilag. Loven var et led i regeringens bestræbelser på at søge restancer til det offentlige nedbragt. Med loven blev der skabt hjemmel til at foretage indeholdelse af offentlige fordringer i de sygesikringstilskud, der i henhold til overenskomster med Sygesikringens Forhandlingsudvalg udbetales direkte fra kommuner og amtskommuner til læger, tandlæger m.fl. Ligeledes vil der kunne foretages indeholdelse i de medicintilskud, der i henhold til aftale med Danmarks Apotekerforening udbetales direkte til apotekerne.

Til § 230

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende regler i sygesikringsloven § 12 a om håndteringen af en konflikt i den situation, hvor der ikke foreligger en godkendt overenskomst.

Bestemmelsen blev indført ved L 1991 416, jf. bilag. Formålet med loven var at sikre, at ministeren fik hjemmel til at fastsætte regler, der kan sikre, at gruppe 1-sikrede i en situation, hvor der ikke er overenskomst om vilkårene for bl.a. lægehjælp, fortsat vil have ret til gratis lægehjælp. Ministeren har bemyndigelse til at fastsætte regler om størrelsen af honorarerne for de enkelte ydelser. Det vil bl.a. indebære, at ministeren kan bestemme, at lægernes honorar ikke må overstige de til enhver tid gældende tilskudsbeløb. For tandlægehjælp, fysioterapi mv. foreslås, at vilkårene for ydelserne kan fastlægges således, at det kan sikres, at borgerne i tilfælde, hvor der ikke foreligger en overenskomst, ikke bliver udsat for en større egenbetaling for tandlægehjælp mv., end tilfældet vil være efter overenskomst.

De overenskomster, der fastsætter vilkårene for sygesikringslovens ydelser, omhandler flere spørgsmål af væsentlig betydning for det samlede sundhedsvæsen. Det er væsentligt at sikre, at amtskommunerne (nu regionerne) også uden overenskomst har mulighed for, at tilrettelæggelsen af sundhedsvæsenet sker i overensstemmelse med lokale politiske ønsker og krav. Det blev derfor foreslået, at ministeren i forbindelse med fastsættelsen af regler om patienternes tilskud kan fastlægge regler for lægehenvisninger, bestemmelser om regulering af antallet af læger m.fl., der kan levere tilskudsberettigede ydelser etc. Disse bestemmelser vil i givet fald erstatte regler, der allerede i dag er indeholdt i gældende overenskomster.

Til § 231

Bestemmelsen er en videreførelse af sygesikringslovens § 28 a, som bestemmer, at udbetaling af ydelser efter loven ikke kan danne grundlag for regreskrav imod en skadevolder.

Til § 232

Bestemmelsen er en videreførelse af sygesikringslovens § 30, som beskriver, hvad indtægterne fra Sygekassernes Helsefond kan anvendes til. Opgaven henhører fortsat under Socialministeriet. Det er ikke længere relevant at videreføre § 30, stk. 2, som bestemmer, at legater eller hjælpefonde, der efter de hidtil gældende regler har været bestyret af en anerkendt sygekasse, ved (sygesikrings)lovens ikrafttræden overgår til bestyrelse ved kommunalbestyrelsen i den kommune, inden for hvis område vedkommende sygekasse har haft sin virksomhed. For Københavns og Frederiksbergs vedkommende kan Socialstyrelsen (nedlagt pr. 1. januar 1991, nu Socialministeriet) fastsætte de fornødne regler om bestyrelsen af disse legater eller hjælpefonds, såfremt enighed herom ikke opnås mellem Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser.

Kapitel 71

Overenskomster med andre stater

Til § 233

Bestemmelsen fastsætter bemyndigelse for regeringen til at indgå overenskomster med andre stater om koordinering af offentlige sundhedsordninger for personer, der rejser mellem staterne, jf. § 20 i sygesikringsloven.

I forhold til den gældende bestemmelse er der foretaget en præcisering af personkredsen, der kan være omfattet af overenskomster med andre stater, idet disse overenskomster kan omfatte enhver person. Endvidere præciseres, at bemyndigelsen til regeringen også omfatter mulighed for at aftale, at den gensidige koordinering i overenskomster eller i henhold til EF-retten - her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - gennemføres således, at udgifterne til de offentlige sundhedsydelser ikke eller kun delvist refunderes mellem staterne. Dette er i overensstemmelse med hidtidig praksis.

Kapitel 72

Forsøg med fravigelse af lovens regler

Til § 234

Der sker med bestemmelsen en videreførelse og en samling af gældende bestemmelser i § 4 b i sygehusloven, der blev indført ved L 1997 464, jf. bilag, § 28 b i sygesikringsloven, § 19 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og § 13 i bekendtgørelse af lov om tandpleje.

Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til efter ansøgning fra et regionsråd eller en kommunalbestyrelse at godkende, at der iværksættes forsøg, der indebærer fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra bestemmelserne i afsnit II og III samt §§ 78, 80, 82, stk. 1, 83 og 84.

Forsøg skal have til formål at fremme omstilling i sundhedsvæsenet, herunder med nye organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud eller ændrede honoreringssystemer mv. Ved godkendelse af forsøg skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.

Tilladelse efter stk. 1 kan også gives til forsøg med opkrævning af gebyr for udeblivelse fra aftalt sygehusbehandling.

Til afsnit XIX

Finansiering

Kapitel 73

Ydelser i praksissektoren

Til § 235

Bestemmelsen i § 235, stk. 1, fastslår, at bopælsregionen afholder udgifter til praksissektorens ydelser efter §§ 61-73. Bestemmelsen er en videreførelse af § 21, stk. 1, i sygesikringsloven, § 5 i sygehusloven, som senest ændret ved L 2004 441, jf. bilag, samt § 18, stk. 3, i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge.

Aftalen om den nye kommunale struktur indebærer, at kommunerne får et delvist betalingsansvar for sundhedsvæsenet. Det kommunale bidrag til finansieringen af sundhedsvæsenet består af et grundbidrag pr. indbygger og et aktivitetsafhængigt bidrag. Den aktivitetsafhængige kommunale betaling, der tilgår regionen, omfatter også ydelser i praksissektoren.

Det aktivitetsafhængige bidrag ventes at finansiere ca. 10 % af de samlede regionale sundhedsudgifter. Med et delvist betalingsansvar for egne borgeres behandling i sundhedsvæsenet, der afhænger af borgernes anvendelse af sundhedsvæsenet, får kommunerne en yderligere tilskyndelse til at yde en effektiv forebyggelses-, trænings- og plejeindsats.

Den aktivitetsafhængige kommunale betaling efter forslagets § 235, stk. 2, vil omfatte praksissektorens ydelser efter §§ 61-70 samt § 72.

Indenrigs- og sundhedsministeren får med forslagets 235, stk. 3, hjemmel til at fastsætte regler for den kommunale betaling på de ovenfor nævnte områder.

Reglerne vil i første omgang blive fastsat på følgende måde:

Betalingen for ydelser fra alment praktiserende læger efter §§ 61-64 opgøres som 10 % af regionens udgifter til honorarer for grundydelser, der er aftalt ved overenskomst efter lovforslagets § 228, stk. 1 og 2.

Betalingen for ydelser fra praktiserende speciallæger efter § 65 opgøres som 30 % af regionens udgifter til takster, der er aftalt ved overenskomst efter lovforslagets § 228, stk. 1 og 2. Beløbet kan dog maksimalt udgøre 266 kr. pr. ydelse (2003 pris- og lønniveau). Dermed bliver den kommunale betaling for ydelser fra praktiserende speciallæger tilrettelagt parallelt med betalingen for ambulant somatisk behandling i sygehusvæsenet.

Betalingen for ydelser efter §§ 66-70 samt § 72 opgøres som 10 % af regionens udgifter til takster, der er aftalt ved overenskomst efter lovforslagets § 228, stk. 1 og 2.

Den kommunale medfinansiering vil løbende blive fulgt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på, om den opfylder formålet herunder den forventede størrelse. Det forudsættes, at finansieringsmodellen videreudvikles over tid med henblik på at optimere målopfyldelsen.

Som det fremgår af § 244, vil en del af den statslige finansiering af regionernes sundhedsvæsen blive udbetalt som et statsligt, aktivitetsbestemt tilskud, der afhænger af regionernes (mer-)aktivitet på sygehusområdet. Desuden indgår en række nærmere definerede ydelser, som kan udføres i speciallægepraksis, i meraktivitetspuljen. Indenrigs- og sundhedsministeren udarbejder en oversigt over disse substituerbare sygesikringsydelser, der tillige medgår i meraktivitetspuljen.

Som anført under bemærkningerne til § 244, foreslås puljen i første omgang pr. 1. januar 2007 etableret efter samme principper som regeringens nuværende meraktivitetspulje, jf. sygehuslovens § 5 c. Aktivitetspuljen vil blive fastlagt årligt, men udgør som udgangspunkt højst fem procent af regionernes sundhedsudgifter.

Kapitel 74

Ydelser i sygehussektoren

Til §§ 236-238

Bestemmelserne er en videreførelse af sygehuslovens betalingsregler, jf. § 5 og § 5 d, stk. 6. Bestemmelsen i sygehuslovens § 5 d, stk. 6 blev indført ved L 1999 395, jf. bilag.

Bestemmelserne angiver regionernes forpligtelse til at yde vederlagsfri behandling samt i hvilket omfang, der kan opkræves betaling for ydelserne dels fra andre amtskommuner, dels fra patienten.

Bestemmelserne giver indenrigs- og sundhedsministeren hjemmel til at fastsætte bestemmelser om regionernes forpligtelse til at yde behandling til personer, som opholder sig i landet uden at have bopæl her i landet. Der er fastsat nærmere bestemmelser herom i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv.

Bestemmelserne angiver regionernes forpligtelse til at betale Sundhedsstyrelsen et gebyr ved henvisningssager i forbindelse med maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme.

Til § 239

Det indgår i kommunalreformen, at kommunerne i øget omfang skal inddrages i finansieringen af sundhedsvæsenet, og dermed tildeles en større rolle i sundhedsvæsenet. Den kommunale medfinansiering består dels af et grundbidrag, dels af et aktivitetsafhængigt bidrag. Det aktivitetsafhængige bidrag tager udgangspunkt i borgernes anvendelse af sundhedsvæsenet og vil primært afhænge af antal udskrivninger fra sygehusene. Det aktivitetsafhængige bidrag ventes at finansiere ca. 10 % af de samlede regionale sundhedsudgifter. Med et delvist betalingsansvar for egne borgeres behandling i sundhedsvæsenet, der afhænger af borgernes anvendelse af sundhedsvæsenet, får kommunerne en yderligere tilskyndelse til at yde en effektiv forebyggelses-, trænings- og plejeindsats.

Den aktivitetsafhængige kommunale betaling vil omfatte sygehusindlæggelser, ambulant behandling, genoptræning og psykiatrisk behandling.

Indenrigs- og sundhedsministeren får med forslaget hjemmel til at fastsætte regler for den kommunale betaling på de ovenfor nævnte områder.

Reglerne vil i første omgang blive fastsat på følgende måde:

Betalingen for sygehusindlæggelser beregnes som 30 % af DRG-taksten og en eventuel langliggertakst. Betalingen beregnet på baggrund af DRG-taksten kan dog maksimalt udgøre 4.000 kr. (2003 pris- og lønniveau). For psykiatrisk behandling udgør betalingen 60 % af sengedagstaksten; dog maksimalt 6.398 kr. pr. indlæggelse (2003 pris- og lønniveau).

Betalingen for ambulant behandling opgøres som 30 % af DRG-taksten. Beløbet kan dog maksimalt udgøre 266 kr. pr. besøg (2003 pris- og lønniveau). For ambulant psykiatrisk behandling udgør betalingen 30 % af besøgstaksten.

Betalingen for genoptræning på sygehus fastsættes som en finansiering baseret på relativt få takster. Regionen betaler for den del af genoptræningensudgiften, som ligger ud over den kommunale medfinansiering.

Den kommunale medfinansiering vil løbende blive fulgt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på, om den opfylder formålet herunder den forventede størrelse. Det forudsættes, at finansieringsmodellen videreudvikles over tid med henblik på at optimere målopfyldelsen.

Til § 240

Bestemmelsen er med en enkelt ændring en videreførelse af sygehuslovens § 12, stk. 1 €" 2, som senest ændret ved L 1995 437, jf. bilag, samt sygehuslovens § 5, stk. 14. Bestemmelsen i sygehuslovens § 5, stk. 14, blev indført ved L 2000 470, jf. bilag.

Efter sygehuslovens § 12, stk. 1, kan en amtskommune af en kommune opkræve betaling for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på et amtskommunalt sygehus, og som har bopæl i den pågældende kommune. Bestemmelsen ændres således, at det bliver obligatorisk for regionen at opkræve denne betaling for færdigbehandlede patienter. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der ikke fortsat ligger færdigbehandlede patienter på sygehuse, som alene venter på kommunale foranstaltninger.

Betalingen for færdigbehandlede patienter er i forslaget fastsat med udgangspunkt i den betaling, som bopælsamtskommunen i dag kan opkræve af bopælskommunen, jf. sygehuslovens § 12, stk. 2. Som følge af at grundtakstmodellen i lov om social service erstattes af et nyt finansieringssystem, fastsættes der alene én takst for gruppen af færdigbehandlede patienter. Denne takst fastsættes med baggrund i den nugældende takst for færdigbehandlede patienter på 67 år eller derover. På denne måde opretholdes incitamentet til at hjemtage færdigbehandlede patienter på det nuværende niveau. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Efter bestemmelsen, der er en videreførelse af sygehuslovens § 5, stk. 14, kan bopælsregionen opkræve betaling fra bopælskommunen for patienter, der er indlagt på et hospice, hvortil der er frit valg efter sygehusloven, svarende til taksten for færdigbehandlede patienter.

Til § 241

§ 241 er en videreførelse af sygehuslovens § 12, stk. 3, og § 5, stk. 13. Sygehuslovens § 12, stk. 3, indførtes ved L 1997 484, jf. bilag.

Efter bestemmelsen kan et regionsråd aftale med en kommunalbestyrelse, at der betales for personer, som henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til sygehusindlæggelse.

Efter bestemmelsen har indenrigs- og sundhedsministeren hjemmel til at fastsætte regler, hvorefter der i særlige tilfælde kan opkræves betaling for visse behandlinger og ydelser eller for behandling på visse institutioner.

Hjemmelen er i dag udmøntet i en bestemmelse om, at amtskommunen opkræver betaling for behandling, undersøgelser og prøver mv. der udføres til brug for forsikringsselskaber, pensionskasser, trafikselskaber mv. jf. § 34 i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv.

Til § 242

Efter bestemmelsen, der er en videreførelse af sygehuslovens § 4 c, kan en kommunalbestyrelse, når sociale hensyn taler herfor, afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling ydet i det regionale sygehusvæsen. Bestemmelsen i sygehuslovens § 4 c blev indført ved L 2002 142.

Til § 243

Efter bestemmelsen, der er en videreførelse og præcisering af hjemmelen i sygehuslovens § 17, som ændret ved L 1975 295, jf. bilag, kan der i særlige tilfælde af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifter ved løsning af særlige opgaver inden for det regionale sygehusvæsen. I forslaget præciseres, at staten betaler for behandling i udlandet når patienten er indstillet hertil af den sygehusafdeling, som her i landet har den højeste indenlandske specialkundskab, og indstillingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Til § 244

En del af den statslige finansiering af regionernes sundhedsvæsen vil blive udbetalt som et statsligt, aktivitetsbestemt tilskud. Det aktivitetsafhængige statslige bidrag til sundhedsvæsenet afhænger af regionernes (mer-)aktivitet på sygehusområdet. Desuden indgav en række nærmere definerede ydelser på speciallægeområdet, som substituerer sygehusbehandling, jf. § 235, stk. 4. Aktivitetspuljen vil blive fastlagt årligt, men udgør som udgangspunkt højst fem procent af regionernes sundhedsudgifter. Puljen udbetales á conto til regionerne og nedskrives efter faste takster, hvis regionerne ikke præsterer en aftalt aktivitet. Puljen vil styrke regionernes incitament til at skabe meraktivitet i sygehusvæsenet.

Puljen foreslås i første omgang pr. 1. januar 2007 etableret efter samme principper som regeringens nuværende meraktivitetspulje, jf. sygehuslovens § 5 c. Det kan overvejes på sigt at videreudvikle modellen, så tilskuddet udover ren aktivitet - også kommer til at afhænge af regionernes produktivitet, effektivitet el. lign.

Med forslaget videreføres de positive erfaringer med den nuværende meraktivitetspulje i forhold til at skabe et permanent incitament til at øge aktiviteten og reducere ventetiderne i sygehussektoren.

Bestemmelsen i sygehuslovens § 5 c blev indført ved L 2002 143, jf. bilag.

Til § 245

Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 17, stk. 1 og 2, som senest ændret ved L 1975 295, jf. bilag. Hjemlen i § 17, stk. 1, anvendes til dækning af udgifter i forbindelse med regionernes henvisning til eksperimentel behandling her i landet eller i udlandet for patienter med livstruende kræftsygdom eller anden livstruende sygdom.

Til § 246

Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 18, hvorefter indenrigs- og sundhedsministeren kan yde tilskud af statskassen til private sygehuse.

Kapitel 75

Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

Til § 247

Bestemmelsen er en videreførelse af § 11 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, som senest ændret ved L 435, jf. bilag, hvorefter udgifter i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion afholdes af bopælsamtskommunen i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov om offentlig sygesikring. Med bestemmelsen vil udgifterne skulle afholdes af bopælsregionen.

Kapitel 76

Sterilisation og kastration

Til § 248

Bestemmelsen er en videreførelse af § 11 i lov om sterilisation og kastration, som senest ændret ved L 1993 1136, jf. bilag, hvorefter udgifterne i anledning af sterilisation afholdes af bopælsamtskommunen i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov om offentlig sygesikring. Med bestemmelsen vil udgifterne skulle afholdes af bopælsregionen.

Til § 249

Bestemmelsen er en videreførelse af § 15 i lov om sterilisation og kastration, hvorefter udgifter ved kastration afholdes af statskassen.

Kapitel 77

Kommunale sundhedsydelser

Forebyggende sundhedsordninger

Til § 250

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i § 18, stk. 2, i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, hvorefter udgifterne i de forebyggende sundhedsordninger som hovedregel afholdes af bopælskommunen. For ydelser efter lovens §§ 8 og 11, stk. 2, afholdes udgifterne dog i dag og efter forslaget af den kommune, hvor institutionen er beliggende.

Tandplejeydelser

Til § 251

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i § 11 i lov om tandpleje, hvorefter det er bopælskommunen, der betaler udgifterne i den kommunale børne- og ungdomstandpleje.

Hjemlen i stk. 2, hvorefter ministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunal betaling og opkrævning af egenbetaling ved valg af en anden kommunes tandklinik er i dag udmøntet i bekendtgørelse om tandpleje § 5 og § 26, stk. 2 og 3.

Til § 252

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i §§ 12 og 12 a i lov om tandpleje vedrørende tandpleje efter §§ 4 og 4 a (omsorgstandpleje og støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader) i tandplejeloven. Bestemmelsen indebærer den ændring, at udgifter, som tidligere blev afholdt af amtskommunen i henhold til § 6 a i lov om tandpleje (amtstandpleje til personer med sindslidelser, psykisk udviklingshæmning m.fl.), afholdes af bopælskommunen som følge af opgavens overflytning fra amt til kommune, jf. forslagets § 134.

Hjemmesygepleje

Til § 253

Bestemmelsen er en videreførelse af finansieringsreglen i § 5, stk. 1, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger, hvorefter kommunen (opholdskommunen) afholder udgifterne til hjemmesygepleje.

§ 5, stk. 2 og 3, i lov om hjemmesygeplejerskeordninger, som fastslår, at udgifter til hjemmesygepleje til personer, der har ophold i særlige boformer efter lov om social service, medregnes til de faktiske udgifter og er omfattet af grundtakstfinansiering, videreføres ikke, da kommunerne, som følge af aftalen om en strukturreform, skal afholde finansieringen heraf.

Genoptræning

Til § 254

Det er et led i kommunalreformen, at kommunerne får pligt til at yde vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt behov for genoptræning. Finansieringsbestemmelsen i § 254 er en konsekvens heraf.

Alkoholbehandling og behandling for stofmisbrug

Til § 255

Bopælskommunen afholder udgifter til behandling af alkoholmisbrugere efter § 110.

Bopælskommunen afholder udgifter til stofmisbrugsbehandling efter § 111.

Regionerne stiller det nødvendige antal behandlingspladser til rådighed for kommunerne. Regionsrådene kan indgå aftaler med private institutioner om at stille behandlingspladser til rådighed for borgerne som en del af det offentliges tilbud om alkoholbehandling. Kommunerne refunderer fuldt ud regionernes udgifter til alkoholbehandling.

Kapitel 78

Lægemidler

Til § 256

Efter bestemmelsen afholder bopælsregionen udgifter til tilskud til lægemidler efter afsnit X.

Kapitel 79

Øvrige ydelser og tilskud

Vaccinationer

Til § 257

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i § 1, stk. 2, i lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, hvorefter udgifterne ved vaccination omfattet af loven afholdes af amtskommunerne og Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner.

Stk. 2 er indføjet som en ny bestemmelse, der følger af den i lovforslaget indeholdte ændring af finansieringsmodellen for børnevaccinationsprogrammet, således at det fremover bliver staten, der afholder udgifterne til vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet, jf. de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 223.

Udstedelse af bevis

Til § 258

Bestemmelsen om finansiering af udgifter ved udstedelse af bevis viderefører amtskommunernes finansieringsforpligtelse på området.

Ernæringspræparater

Til § 259

Bestemmelsen er en videreførelse af reglerne i § 21, stk. 1, i sygesikringsloven, jf. L 1998 267, jf. bilag, som bestemmer, at udgiften ved en række ydelser efter loven, herunder § 8 a (tilskud til ernæringspræparater) afholdes af amtskommunen; for så vidt angår København og Frederiksberg, af de pågældende kommuner.

Begravelseshjælp

Til § 260

Bestemmelsen om begravelseshjælp er en videreførelse af reglerne i sygesikringslovens § 21, stk. 2.

Søfarende

Til § 261

Bestemmelsen er en videreførelse af § 21, stk. 3, i sygesikringsloven som ændret ved L 2003 1207, jf. bilag og § 28, stk. 2, i sygesikringsloven. Bestemmelsen er hjemmel for reglerne i bekendtgørelse om rederiers bidrag til sygesikring for søfarende. Ifølge bekendtgørelsen beregnes rederiets bidrag som et gennemsnitsbeløb pr. søfarende forhyret på dansk skib i udenrigsfart på grundlag af statens samlede faktiske udgifter til ydelser i henhold til loven i det foregående kalenderår og de faktiske hyredage.

Regionale tandplejeydelser

Til § 262

Bestemmelsen er en videreførelse af finansieringsreglerne i § 12 b i lov om tandpleje for så vidt angår tandplejeydelser i henhold til §§ 6 b, 6 c og 6 d i tandplejeloven, hvorefter udgifterne til amtsspecialtandpleje, højt specialiseret tandpleje ved odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion samt tilskud til kræftpatienter, der har modtaget strålebehandling eller kemoterapi samt til patienter med Sjøgrens Syndrom er en amtskommunal udgift.

Den offentlige rejsesygesikring

Til § 263

Med bestemmelsen videreføres ansvaret for betaling af udgifter til den offentlige rejsesygesikring, jf. § 21, stk. 1, i sygesikringsloven. Ifølge hidtidig praksis fordeles udgifterne efter en særlig aftale indgået mellem amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg kommune. Dette aftaleforhold tilsigtes ikke ændret.

Kapitel 80

Befordring

Til § 264

Bestemmelsen er en videreførelse af sygesikringslovens § 21, stk. 1 og 2, som bestemmer, at amtskommunen, for så vidt Frederiksberg og København, af de pågældende kommuner, afholder udgiften til kørselsgodtgørelse til læger, jf. § 19, og at kommunen afholder udgiften til befordringsgodtgørelse til alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge, jf. §§ 17-18.

Til § 265

Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 5 d, stk. 6, og § 8, stk. 1.

Efter sygehuslovens § 8, stk. 1, betales befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i sygehuslovens §§ 6-10 af opholdsamtskommunen. Dog betaler bopælsamtskommunen for befordring fra et sygehus i en anden amtskommune til fortsat sygehusindlæggelse i bopælsamtskommunen.

Efter sygehuslovens § 5 d, stk. 6, betaler bopælsamtskommunen befordring og ophold ved behandling efter sygehuslovens § 5 d, stk. 1-3, for livstruende sygdom, for hvilken der er fastsat maksimale ventetider.

Til § 266

Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 8, stk. 1, jf. bemærkningerne til § 265.

Kapitel 81

Overenskomster med andre stater

Til § 267

Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende § 21, stk. 4 i sygesikringsloven. Bestemmelsen fastlægger hvilke danske myndigheder, der skal afholde udgifter og oppebære indtægter, der følger af reglerne i overenskomster med andre stater eller EF-retten. Med EF-retten menes her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og i den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72 om gennemførelse af forordning nr. 1408/71. Bestemmelsen omfatter ikke udgifter, der er knyttet til regionsrådets/kommunalbestyrelsens anvendelse af regler i dansk lovgivning, bl.a. om patienters ret til behandling i udlandet eller sikredes ret til tilskud til varer eller tjenesteydelser i lovgivningen, der er købt eller leveret i en anden EU-/EØS-stat.

Staten skal som hidtil betale udgifter til begravelseshjælp, offentlig sygehjælp eller sygeforsikring i andre stater af personer, der ifølge overenskomster med andre stater eller ifølge EF-retten skal betragtes som dansk socialt sikrede. Baggrunden for dette er dels, at de udenlandske opkrævninger ikke altid vil kunne henvises til et bestemt regionsråd, da der ikke findes en "hjemregion" for personer, der er fraflyttet landet, dels at begrænse administrationen ved gennemførsel af den mellemstatslige refusion.

I stk. 1, 2. pkt. fastlægges som noget nyt, at refusionsbeløb, der i medfør af overenskomster med andre stater eller i medfør af EF-retten, skal overføres til det danske sundhedsvæsen, skal tilfalde det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der afholder udgiften til den ydelse, som refusionen vedrører. Dette er en ændring af gældende ret, hvorefter den udenlandske refusion tilfalder statskassen. Baggrunden for ændringen er et ønske om at skabe sammenhæng mellem den myndighed, som er ansvarlig for ydelse af behandling af en sikret fra en anden stat, og den myndighed som er berettiget til refusion af udgifterne fra den sikredes udenlandske syge(for)sikring. Målet er således, at styrke regionsrådets og kommunalbestyrelsens incitament til at tilrettelægge den lokale administration således, at alle udgifter, der afholdes vedrørende udenlandske sikrede, opkræves hos de udenlandske syge(for)sikringer.

Udgifter vedrørende sygehjælp ydet til sikrede fra andre EU-/EØS-stater skal af regionerne/kommunerne indberettes via edb til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der videresender kravene til det nationale forbindelsesorgan i den relevante EU-/EØS-stat. Nærmere regler for den mellemstatslige afregningsprocedure er fastlagt i ovennævnte EF-forordninger. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om de nationale procedurer for regionernes/kommunernes indberetning af krav til ministeriet, herunder bl.a. frister for indsendelse af krav og besvarelse af indsigelser fra udenlandske syge(for)sikringer vedrørende fremsendte krav. Endvidere fastsættes gebyr for statens administrationsudgifter ved opkrævning af regionernes/kommunernes krav mod udenlandske syge(for)sikringer.

Kapitel 82

Ydelser til personer, der ikke har bopæl i Danmark

Til § 268

Ifølge overenskomster med andre stater eller EF-retten, her reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet har en række personer ret til lovens ydelser under ophold i Danmark på lige fod med bosatte i landet, uanset at de pågældende ikke har bopæl i Danmark. Dette vil eksempelvis være personer, der er beskæftiget i Danmark men bor i et andet EU-land, eller personer, der udsendes fra en virksomhed her i landet, til i en kortere eller længere periode at arbejde i et andet land. Endvidere har personer, der er sikret i et andet EU-land, ret til visse ydelser under ophold her i landet.

Bestemmelsen fastlægger, at udgifterne til disse ydelser afholdes af opholdsregionen henholdsvis opholdskommunen, afhængig af hvilken myndighed, der skal betale for den tilsvarende ydelse, der gives til personer med bopæl i landet.

Bestemmelsen er en præcisering af gældende lovgivning, jf. sygesikringslovens § 21, stk. 1-2 (for så vidt angår befordringsgodtgørelse) og § 29, stk. 2, i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp mv.

Til afsnit XX

Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Kapitel 83

Straffebestemmelser

Til § 269

Bestemmelserne i stk. 1-3 viderefører straffebestemmelserne i § 34, stk. 2-4, i lov om patienters retsstilling og fastsætter straf for anvendelse af biologisk materiale i strid med § 30, for videregivelse af biologisk materiale i strid med § 33 og for tilsidesættelse af bestemmelserne i § 36 eller bestemmelser fastsat med hjemmel heri.

Til § 270

Bestemmelsen er en videreførelse af straffebestemmelsen i § 34, stk. 1, i lov om patienters retsstilling vedrørende straf for uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger efter §§ 41-50.

Til § 271

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelserne for straf for overtrædelse af reglerne vedrørende transplantation i § 20 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv.

Det fastlægges hermed, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der udtager væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 53 eller § 54 eller foretager indgreb efter § 56 uden at betingelserne efter loven er opfyldt.

Det fastlægges endvidere, at den, der yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller overførsel af væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 53 eller § 54, straffes med bøde. Det samme gælder den, der med viden om, at der er ydet eller modtaget betaling som nævnt i 1. pkt., medvirker til, at et sådant indgreb foretages.

I forskrifter, der udstedes i medfør af afsnit XIII, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Til § 272

Bestemmelsen er en videreførelse af straffebestemmelserne i §§ 14 og 16 i lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion. § 14 er senest ændret ved L 2003 435, jf. bilag.

Det fastlægges heri, at en læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at betingelserne i § 93, § 94, § 96, stk. 1, eller § 97 er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 95 eller § 96, stk. 2, eller 3, straffes, er medmindre højere straf forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde. En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at betingelserne i § 99, § 100 og § 101, stk. 3, er opfyldt, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven. Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven. Stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende virksomhed.

Overtrædelser, der begås af uagtsomhed, straffes ikke.

Til § 273

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelserne i lov om sterilisation og kastration § 17, som ændret ved L 1993 1136, jf. bilag, hvorefter den, der ulovligt foretager sterilisation eller kastration, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

Til § 274

Bestemmelsen er en videreførelse af straffebestemmelsen i § 30 a i lov om offentlig sygesikring vedrørende straf for uberettiget indhentelse, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger indsamlet efter § 158 (personlige elektroniske medicinprofiler).

Til § 275

Bestemmelsen er en videreførelse af embedslægelovens § 8, stk. 4, vedrørende straf i form af bøde for overtrædelse af bestemmelser, forbud eller påbud udstedt i forbindelse med det sundhedsmæssige tilsyn med plejehjem, institutioner mv. Formuleringen af bestemmelsen er dog forenklet.

Til § 276

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelserne for straf for overtrædelse af reglerne vedrørende ligsyn i § 20 i lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv.

Det fastlægges heri, at den, der overtræder bestemmelserne i §§ 179-180 og §§ 183-184 vedrørende ligsyn og indberetning til politiet mv. straffes med bøde. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der foretager obduktion i lægevidenskabeligt øjemed, eller indgreb efter § 189, uden at betingelserne herfor efter denne bestemmelse er opfyldt. I forskrifter, der udstedes i medfør af afsnit XIII, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Til § 277

Bestemmelsen i stk. 5 er en videreførelse af § 9, stk. 3, 2. pkt., i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, der blev indført ved L 1975 327, jf. bilag, vedrørende straf for overtrædelse af bestemmelsen om, at erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af svangerskab kun må foretages af læger og apotekere samt af personer, som Sundhedsstyrelsen autoriserer hertil.

Til § 278

Bestemmelsen fastlægger, at der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 84

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 279

Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2007. Samtidig ophæves den lovgivning, som sundhedsloven samler og præciserer. Kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse ophæves dog ikke med denne lov, idet reglerne i lovens kapitel 3 vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævn foreslås overført til forslag til lov om klage- og erstatningsadgang på sundhedsområdet, der fremsættes sammen med dette lovforslag.

I stk. 2, nr. 11, fastlægges, at embedslægeloven ophæves, men at lovens § 1 a om tjenestemandsansatte ved Stadslægeembedet i Københavns Kommune opretholdes.

Baggrunden herfor er, at der er enkelte embedslæger m.fl., der har valgt at benytte adgangen til at opretholde deres ansættelse som tjenestemænd i Københavns Kommune efter Stadslægeembedets overførelse til staten pr. 1. oktober 2001 med heraf følgende løn- og pensionsrefusioner mv., ligesom bestemmelsen i § 1 a medfører, at disse tjenestemænd kan søge overgang til staten frem til den 1. oktober 2006. Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at indsætte § 1 a i en samlet sundhedslov, da § 1 a kun har funktion i en begrænset periode, og da bestemmelsen ikke naturligt falder under lovens emneområder.

Det er derfor nødvendigt at opretholde embedslægelovens § 1 a €" også efter den 1. januar 2007, hvor embedslægelovens øvrige bestemmelser ophæves i forbindelse med sundhedslovens ikrafttræden.

Det foreslås efter stk. 3, at bestemmelserne om transplantation, ligsyn og obduktion mv. træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig hermed ophæves lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv.

Det foreslås efter stk. 4, at reglerne om specialeplanlægning i forslagets §§ 208-210 træder i kraft den 1. januar 2006. Baggrunden for den rykkede ikrafttræden er, at de nuværende regler om specialeplanlægning ikke giver de centrale sundhedsmyndigheder de nødvendige og klare beføjelser i forhold til ønsket om mere effektiv styring af specialeplanlægningen. Denne manglende beføjelse betyder, at der er risiko for, at de højtspecialiserede funktioner i praksis ikke kan opfylde relevante ressourcemæssige og faglige krav. For at sikre samling af den allermest specialiserede behandling ved en effektiv landsdækkende koordinering foreslås det derfor, at bestemmelserne om specialeplanlægning træder i kraft allerede den 1. januar 2006. Sundhedsstyrelsen får derved de nødvendige beføjelser til at fastlægge en langsigtet strategi for specialeplanlægning, der derved tillige kan tage højde for de kommende fem regioner. Idet forpligtelserne efter bestemmelserne om specialeplanlægning imidlertid påhviler regionerne, er det nødvendigt at fastsætte en overgangsordning, hvorved forpligtelserne i perioden 1. januar 2006 til 31. december 2006 påhviler amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Bornholms Kommuner. De i § 208, stk. 2, nævnte repræsentanter fra regionsrådene udpeges i overgangsperioden dog af forberedelsesudvalget, jf. lov om regioner § 51. Dette sikrer dermed, at der i det rådgivende udvalg for specialeplanlægning er det samme antal medlemmer i udvalget i både overgangsperioden samt fra den 1. januar 2007, hvor forpligtelsen påhviler regionerne.

I stk. 5 foreslås det, at § 223 om Statens Serum Institut træder i kraft pr. 1. januar 2006.

Samtidig med bestemmelsens ikrafttræden ophæves kapitel 4 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv., der fastsætter de nugældende regler om Statens Serum Institut.

Samtidig med bestemmelsens ikrafttræden ophæves endvidere § 9, stk. 1-2, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, hvoraf det fremgår, at Statens Serum Institut efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse skal foretage de blodprøveundersøgelser, som er nødvendige som led i forebyggende helbredsundersøgelser af gravide.

Bestemmelsen ophæves, fordi opgaven ikke længere varetages af Statens Serum Institut, men er overgået til de amtslige laboratorier.

Det foreslås efter stk. 6, at omlægningen af finansieringen af udgifter til sygehjælp ydet efter overenskomster med andre stater eller EF-retten træder i kraft for sygebehandling, der afsluttes efter den 31. december 2005. Baggrunden for at denne finansieringsomlægning træder i kraft inden lovens generelle ikrafttræden er, at der tidligere er opnået enighed med Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab om denne omlægning. Da beløb fra udenlandske syge(for)sikringer efter bestemmelsen skal tilfalde regionerne eller kommunerne, er det imidlertid nødvendigt at fastsætte en overgangsordning, hvorved beløb, der overføres til det danske sundhedsvæsen for sygebehandlinger afsluttet efter den 31. december 2005 og inden den 31. december 2006, tilfalder den amtskommune, Hovedstatens Sygehusfællesskab, Bornholms Kommune eller den kommune, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.

I stk. 7 fastlægges, at §§ 29-36 ("biobankreglerne") - som hidtil - alene gælder for biologisk materiale, der er afgivet efter den 1. september 2004. Dog kan regler, der er fastsat med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelserne i §§ 31 og 32 - som hidtil - tillige have virkning for biologisk materiale, der er afgivet før den 1. september 2004.

Stk. 8 er en videreførelse af den gældende overgangsbestemmelse vedr. mammografiundersøgelser i sygehusloven § 5 e.

Der er med stk. 9 tale om en overførelse af ikrafttrædelsesbestemmelsen vedr. gebyr for tolkebistand i lov om sygehusvæsenet og lov om offentlig sygesikring.

Bestemmelsen i stk. 10 er en videreførelse af gældende overgangsbestemmelser, hvorefter eksisterende aftaler med selvejende institutioner indgået før den 1. maj 2002 efter den da gældende § 1, stk. 3, i lov om hjemmesygeplejerskeloven kan videreføres.

De bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af den lovgivning, der ophæves, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af lovforslaget, jf. stk. 11.

Til § 280

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. For Færøernes vedkommende kan dele af loven ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvist med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger, jf. stk. 2.

For Grønlands vedkommende er kompetencen til at fastsætte regler inden for sundhedslovgivningen overgået til hjemmestyrets myndigheder, jf. § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland. Ønsker Grønlands hjemmestyre regler af tilsvarende indhold gennemført i Grønland, må dette ske ved landstingsforordning. Dette gælder dog ikke de fra Justitsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet overførte regler fra ligsynsloven, der fortsat kan sættes i kraft ved kongelig anordning i Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger, jf. stk. 3.