L 31 Forslag til lov om ændring af lov om social pension og andre love.

(Ophør af udbetaling af social pension og andre ydelser ved unddragelse af strafforfølgning eller straffuldbyrdelse).

Af: Socialminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 23-02-2005
1. behandlet / henvist til udvalg 10-03-2005
Betænkning afgivet 28-04-2005
2. behandlet/direkte til 3. behandling 10-05-2005
3. behandlet, vedtaget 12-05-2005
Ministerområde:
Socialministeriet
Resumé:
Loven gør det muligt at stoppe udbetaling af en række offentlige ydelser (bl.a. førtidspension, dagpenge, sygedagpenge og SU) til personer, der bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse ved f.eks. at flygte fra fængslet eller ikke møde op til afsoning. Loven medfører desuden, at politiet og Kriminalforsorgen er forpligtet til at underrette kommunerne om eventuelle bevidste unddragelser.

Baggrund:

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 134 fra folketingsåret 2004-05 (1. samling).
Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for lovforslaget bl.a. var, at det kunne virke stødende på den almindelige retsopfattelse, at det offentlige gennem udbetaling af ydelser til personer, der bevidst unddrog sig straf, medvirkede til, at disse kunne opretholde unddragelsen.
Forslag om ophør om udbetaling af social pension var tidligere blevet fremsat i forbindelse med lovforslag nr. L 178 fra folketingsåret 2003-04, jf. omtalen af dette under folketingsåret 2003-04. Socialudvalget afgav beretning over L 178 den 27. maj 2004. Regeringen tilkendegav under Folketingets behandling af L 178, at den i efteråret 2004 ville fremsætte lovforslag om ophør af udbetaling af ydelser, og lovforslaget skulle ses som en udmøntning af denne tilkendegivelse.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 117 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF) mod 3 (EL).