L 124 Forslag til lov om ændring af fiskeriloven.

(Udvalg for muslingeproduktion, overdragelse af rettigheder til etablering, udnyttelse og drift af opdrætsanlæg, offentlig adgang til dele af Fødevareministeriets registre på fiskeriområdet).

Af: Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-03-2005
1. behandlet / henvist til udvalg 05-04-2005
Betænkning afgivet 11-05-2005
2. behandlet/direkte til 3. behandling 17-05-2005
3. behandlet, vedtaget 19-05-2005
Ministerområde:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Resumé:
Loven indebærer følgende hovedelementer:
- Nedsættelse af et permanent rådgivende udvalg for muslingeproduktion.
- Mulighed for fastsættelse af regler om, at rettigheder til at drive opdrætsanlæg i saltvand kan overdrages.
- Mulighed for at fastsætte regler om praktisk og teoretisk uddannelse som forudsætning for tilladelse til at etablere, udnytte og drive opdrætsanlæg.
- Ophævelse af generelt forbud mod etablering af opdrætsanlæg i fjordområder.
- Mulighed for fastsættelse af regler om offentlig adgang til dele af Fødevareministeriets registre på fiskeriområdet.

Baggrund:

Baggrunden for lovforslaget var et ønske om at forbedre vilkårene for en bæredygtig erhvervsmæssig udvikling inden for opdræt og fiskeri af muslinger m.v. samt at indføre lettere adgang til oplysninger i Fødevareministeriets registre på fiskeriområdet. Lovforslagets bestemmelser på muslingeområdet var en opfølgning på dele af muslingeudvalgets anbefalinger af april 2004.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF og KF) mod 52 (S, RV, SF og EL).