Den næste sag på dagsordenen var:
12) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 23:
Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af lejeres tryghed og retsstilling ved fraflytning fra private udlejningsboliger. Af Lissa Mathiasen (S) m.fl. (Fremsat 16/3 2005).

Sammen med denne sag foretoges:
13) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 24:
Forslag til folketingsbeslutning om sikring af og øget indflydelse for beboerrepræsentationerne i private udlejningsejendomme. Af Lissa Mathiasen (S) m.fl. (Fremsat 16/3 2005).

14) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 25:
Forslag til folketingsbeslutning om priskonkurrence og bedre omkostningsstyring i private udlejningsejendomme. Af Lissa Mathiasen (S) m.fl. (Fremsat 16/3 2005).

Forslagene sattes til forhandling.

Forhandling

Socialdemokraterne har genfremsat tre beslutningsforslag om at give lejerne øget indflydelse på, hvad der skal foretages
i private udlejningsejendomme. Beslutningsforslagene nåede ikke at blive behandlet her i Tinget i den foregående samling. Jeg må starte med at konstatere, at her har forslagsstillerne virkelig haft pungen fremme, altså lejernes pung. Forslagene har én fælles virkning, nemlig yderligere administrativ belastning af privat boligudlejning. Administrationsudgifterne indgår som bekendt i huslejen, og når administrationsudgifterne stiger, ja, så medfører det lejeforhøjelser for lejerne, lejeforhøjelser, som efter min bedste overbevisning ikke modsvares af en tilsvarende forbedring af lejernes retsstilling. Forslagene spænder lige fra, at lejerne ikke skal kunne forpligtes til at foretage nyistandsættelse af en lejlighed ved fraflytning, over diverse forslag om sikring af priskonkurrence mellem håndværkere, der skal udføre arbejder på en udlejningsejendom, og til forslag, der skal sikre og øge beboerrepræsentanternes indflydelse. Det vil føre for vidt her at kommentere alle de forslag til konkrete tiltag, som er omfattet af beslutningsforslagene, men overordnet vil jeg gerne sige, at jeg synes, at forslagene måske ved en overfladisk betragtning ser sådan tilforladelige ud, men ved et nærmere eftersyn viser det sig, at der er tale om tomme kalorier. Mange af de problemer, som forslagsstillerne vil løse med forslagene, kan faktisk løses med de regler, vi allerede har i dag, og hvorfor så komplicere lovgivningen, hvis det er unødvendigt?

     Lad mig knytte et par kommentarer til nogle af de gennemgående temaer, som jeg ser i B 23, 24 og 25.
     I B 25 om priskonkurrence er der tale om forslag, der sikrer, at arbejder på ejendommen udføres bedst og billigst. At det er hensigtsmæssigt, er der såmænd ingen, der kan være uenige i. Men er det nødvendigt med nye regler for at opnå dette? Efter min mening er svaret nej. Det er overflødigt, det, der foreslås. Udlejeren har allerede efter de gældende regler incitamenter til at sikre sig, at der er et fornuftigt forhold mellem prisen for det udførte arbejde og kvaliteten heraf. Udføres arbejdet i en for ringe kvalitet, vil det fordyre den fremtidige drift af ejendommen på grund af øgede udgifter til vedligeholdelse, som udlejeren ikke kan lægge på huslejen. Man skal huske på, at udlejeren har pligt til at vedligeholde ejendommen, uanset om der er hensat midler hertil. Derfor har udlejeren en interesse i at sikre sig, at vedligeholdelsesarbejder hverken bliver udført for dyrt, eller at arbejdet er af en for ringe kvalitet. Lejerne har endvidere instrumenter til at få efterprøvet, om en forbedringsforhøjelse er i orden. Huslejenævnet kan tage stilling til, om de gennemførte arbejder i den kvalitet, de nu konkret måtte have, kan medføre den krævede lejeforhøjelse. Lejerne har samtidig mulighed for at indhente og fremlægge et kontroltilbud. Mener nævnet ikke, at der er en rimelig sammenhæng mellem kvaliteten af forbedringerne og den krævede lejeforhøjelse, nedsættes lejeforhøjelsen tilsvarende. Jeg vil også gerne knytte et par kommentarer til forslagene om vedligeholdelse af ejendommen, herunder om 5-årige vedligeholdelsesplaner for ejendommen. Udgangspunktet er her, at udlejeren efter lejeloven har en generel pligt til at holde ejendommen og det lejede forsvarligt ved lige. Denne pligt har udlejeren som allerede nævnt, uanset om der er hensat bestemte beløb til vedligeholdelse eller ej, og uanset om udlejeren kan dokumentere, at midlerne på de to udvendige vedligeholdelseskonti ikke kan dække udgifterne. Hvis lejerne i regulerede kommuner mener, at der er vedligeholdelsesmangler i ejendommen, kan de gå til huslejenævnet for at få taget stilling til, om arbejderne kan kræves gennemført. Hvis udlejeren ikke gennemfører de påbudte arbejder, kan de gennemtvinges, enten ved at Grundejernes Investeringsfond gennemfører dem på udlejernes vegne, eller ved at ejendommen kommer under tvungen administration, indtil arbejderne er gennemført. Vi er næppe uenige om, at der kan være fordele ved at udarbejde langsigtede planer for en ejendoms drift på både vedligeholdelsessiden og forbedringssiden. Det er der uden tvivl mange udlejere der allerede gør, og det skal fortsat være en frivillig sag for udlejeren, for de foreslåede regler vil komplicere regelsættet, uden at der herved opnås en effekt, som står i et rimeligt forhold til resultatet.
     I denne sammenhæng skal jeg også bemærke, at der efter min opfattelse ikke bør ændres i det såkaldte tostrengede system, der giver kommunerne mulighed for at bestemme, om boligreguleringslovens udvidede regelsæt skal anvendes eller ej. Derfor mener jeg heller ikke, at reglerne om vedligeholdelse skal udvides til at gælde for andre kommuner end de regulerede. Jeg har derfor svært ved at se, at de fordele, der kan opnås ved et omfattende regelsæt om priskonkurrence for arbejder på ejendommen, kan opveje ulemperne ved yderligere ved at komplicere lejelovgivningen, især når vi i forvejen har regler, der i meget stort omfang tager hånd om de problemer, som forslagsstillerne vil løse. Det samme gælder med hensyn til forslagene om at udvide udlejernes oplysningspligt om den omkostningsbestemte leje over for lejerne. Det merarbejde, der herved pålægges udlejeren, står ikke i et rimeligt forhold til det, der kan opnås, når man tænker på, at lejerne jo kan gøre indsigelse imod en lejeforhøjelse med den virkning, at udlejeren skal indbringe sagen for huslejenævnet.
     I B 24 foreslås en række regler om øget indflydelse til beboerrepræsentationerne, men allerede i dag kan en beboerrepræsentation efter at have indhentet fuldmagter repræsentere lejerne i sager om mangler på ejendommen, så hvorfor regulere lejelovgivningen yderligere?
     I B 23 stilles der forskellige forslag med henblik på at forbedre lejernes tryghed og retsstilling ved fraflytning. Det foreslås bl.a., at lejere ikke skal kunne forpligtes til at aflevere et lejemål nyistandsat ved fraflytning. Det skal alene kunne aftales, at lejemålet skal afleveres normalistandsat.

     Jeg er ikke afvisende over for, at den nuværende mulighed for at aftale nyistandsættelse kan rumme visse ulemper for lejerne, men jeg mener også, at saglige og rimelige hensyn taler for ikke at begrænse aftalefriheden på dette punkt. Jeg mener ikke, at der er belæg for, at aftaler om nyistandsættelse udgør et så stort problem, at der er behov for at indføre regler, der begrænser aftalefriheden yderligere.
     Også forslaget om, at lejerne skal kunne udpege en bydende håndværker til udførelse af istandsættelsesarbejder, er svært at støtte. Sager om istandsættelse ved fraflytning og de hermed forbundne udgifter kan indbringes for huslejenævnet. Dette må antages at sikre priskonkurrencen.
     Det er heller ikke rimeligt, at udlejere, som ønsker et højt kvalitetsniveau for ejendommen, kan blive pålagt at acceptere det billigste tilbud, som ikke lever op til det kvalitetsniveau, udlejeren ønsker at sætte.
     I øvrigt vil lejeren i forbindelse med fraflytningen kunne vælge sine egne håndværkere eller selv udføre arbejdet håndværksmæssigt forsvarligt, hvis det er gennemført inden lejers opsigelse og gennemgang af lejemålet ved fraflytning. Det er jo kun den manglende istandsættelse, der konstateres ved lejerens fraflytning, som udlejeren kan forlange gennemført.
     I tilknytning til beslutningsforslaget om at forbedre lejernes tryghed ved fraflytning synes jeg også, det er vigtigt at være opmærksom på, at regelsættet ikke skal gøres så formalistisk og regelbundet, at udlejerne mister muligheden for at tilrettelægge deres virksomhed på den måde, som skønnes mest hensigtsmæssigt, selvfølgelig uden at hensynet til lejernes interesser tilsidesættes. Om der skal gennemføres ind- og fraflytningssyn og udarbejdes ind- og fraflytningsrapporter, skal derfor være omfattet af parternes aftalefrihed. Man skal også huske på, at krav om pligtmæssige ind- og fraflytningsforanstaltninger igen vil forøge de driftsomkostninger, som indgår i lejen. Hvad angår forslaget om, at lejerne skal kunne kræve godtgørelse for eget arbejde i forbindelse med udførelse af indvendig vedligeholdelse, tror jeg faktisk at man vil gøre lejerne en bjørnetjeneste. En sådan regel kan meget vel resultere i, at udlejerne i langt højere grad vil engagere håndværkere til at udføre vedligeholdelsesarbejdet, når nu der alligevel skal betales for det arbejde, der skal gøres. Det betyder, at lejerne får mindre vedligeholdelse for pengene og mindre indflydelse på vedligeholdelsesarbejderne, og det er ikke en udvikling, som jeg ønsker at fremme. Socialdemokraterne forsøger med disse forslag både at blæse og have mel i munden. Lejeboligformen indebærer en række fordele, såsom maksimalpriser, der begrænser lejernes boligudgifter, og lave omkostninger ved boligskift. På den anden side er lejernes indflydelse begrænset af, at den bolig, lejeren bebor, tilhører en anden. Det vil sige, at lejeren ikke kan råde over boligen, på den samme måde som en ejer kan. Disse forskelle synes jeg må og skal fastholdes, og så må det være op til den enkelte at vælge den boligform, som nu opfylder det behov, den enkelte har, og lever op til den måde, den enkelte gerne vil bo på. Hertil kommer, at forslagene tilmed vil føre til lejeforhøjelser, uden at det egentlig forbedrer lejernes forhold i tilsvarende omfang. Og så bare for at fuldende billedet vil forslagene gøre lovgivningen endnu mere kompliceret og endnu mere uoverskuelig. Regeringen kan derfor ikke støtte de tre beslutningsforslag.

Det var jo mange ord på kort tid, ministeren her fik sagt. Men fra starten af undrede jeg mig lidt over de bemærkninger, som kom fra ministeren, der gik på, at Socialdemokraterne med forslaget her har haft pungen fremme til lejernes fordel, hvilket skulle belaste udlejerne vældig meget.
     Jeg vil egentlig godt bede ministeren om at kommentere det en gang til og også uddybe det, for jeg har meget svært ved at se, hvad det er, der egentlig kommer til at belaste en udlejer, fordi der kommer priskonkurrence. Det burde sådan set være til fordel for både lejer og ejer, medmindre det er, fordi det er nogle penge, der kommer i nogle lommer, hvor de ikke skulle havne.

Det er en misforståelse, hvis fru Lissa Mathiasen har sagt, at jeg mente, at forslagsstillerne havde pungen fremme til lejerens fordel. Det var så absolut til lejerens ulempe.
     Det, jeg sagde i min indledning, var, at Socialdemokraterne havde haft pungen fremme, vel at mærke lejernes pung, men i den forstand, at det jo er lejerne, der kommer til at hænge på de administrative omkostninger, der er forbundet med de mange krav, der stilles i de tre beslutningsforslag.

     Jeg er enig i, at konkurrence er godt, og jeg mener, at der på mange måder er mulighed for at have konkurrence på området i dag. Jeg mener, at Socialdemokraterne mangler at tage stilling til, om de vil have tvunget udbud på en lang række områder, hvor der ikke er det i dag, eller de synes, at underhåndsbud er o.k. Der er nogle uklarheder i beslutningsforslagene.
     Men det, jeg synes er vigtigt at understrege, er, at alle de formalistiske krav, der bliver stillet her, vil betyde administrative byrder for udlejeren, som udlejeren ikke kan andet end at lægge over på huslejen.
     Det, der er mit synspunkt, er, at det indhold, der er i nogle af de her forslag, giver meget, meget lidt i forhold til, hvor kompliceret det bliver, hvor omfattende det bliver, og hvor dyrt det bliver. Men jeg ved ikke, om Socialdemokraterne har regnet på, hvad der egentlig er forbundet af omkostninger med de her forslag.

Jeg vil godt prøve en gang til, for nu kan jeg forstå, at det er lejerne, der kommer til at skulle betale.
     Så vil jeg godt spørge en gang til med hensyn til lejerne: Koster det lejeren noget at kunne få lov til selv at komme med et tilbud på, hvad det vil koste at få sat sin lejlighed i stand i forbindelse med fraflytning? Den eneste, det kan komme til at koste noget, er udlejeren, hvis ikke vedkommende kan få lov til at tage en for høj pris, men der synes jeg, at man skulle glæde sig over, at turen omkring huslejenævnet kunne spares. Jeg vil godt bede om ministerens kommentar til, hvad det kommer til at koste lejeren?

Jeg undrer mig over det der med spareturen omkring huslejenævnene. Er det udtryk for, at fru Lissa Mathiasen faktisk ikke mener, at huslejenævnene magter de opgaver, de har i dag? Er det udtryk for manglende tillid til, at man kan bruge huslejenævnene på den måde, det er reguleret i lovgivningen i dag?
     For sagen er jo, at man på mange af de punkter, hvor fru Lissa Mathiasen taler om øget konkurrence, i dag har alle muligheder for at indbringe det over for huslejenævnene. Jeg er ikke afvisende over for konkurrence. Tværtimod synes jeg faktisk, det er en god ting.
     Men når vi tager underhåndsudbud, er der jo ingen sikkerhed for, at man f.eks. vælger det, der er billigst. Der er det udlejeren, der går ind og tager stilling til det. Så er det tvungen licitation, og der mangler Socialdemokraterne at svare på, om de vil have tvungen licitation ved enhver udførelse af arbejdsopgaver.
     Så vil jeg bare understrege, at jeg mener, at forslag om
f.eks. ind- og udflytningsrapporter er en administrativ belastning, og jeg synes, det er at gå alt, alt for langt at kræve, at det skal være obligatorisk, frem for at man aftaler sig til det og tager højde for, at der er forhold, hvor det absolut ikke er nødvendigt. At give betaling for eget arbejde mener jeg som nævnt er en bjørnetjeneste at gøre lejerne, fordi det vil medføre, at det simpelt hen ikke bliver en mulighed længere. Derfor vil de beslutningsforslag, som Socialdemokraterne her har fremført, påføre lejerne en lang række flere udgifter end dem, de har i dag.

Ministeren giver udtryk for, at de socialdemokratiske forslag er tomme kalorier. Mit spørgsmål er: Med hvilken dokumentation begrunder ministeren sin påstand om, at det her bliver dyrere for lejerne? Er der ikke også tomme kalorier i den, og er der ikke tomme udsagn i den?
     Så vil jeg spørge ind til den øgede indflydelse, der bliver lagt op til at lejerne skal have. Kunne man ikke forestille sig, at det også kunne bidrage til en øget ansvarliggørelse af lejerne, sådan at det også bliver en fordel for udlejerne? Kunne det ikke også være en måde at se tingene på?

Den dokumentation for udgifter, som hr. Rasmus Prehn efterlyser, burde have været til stede i de pågældende beslutningsforslag, for det ville være helt naturligt, at man, når man som parti kommer med en række forslag på området, så også havde beregnet de økonomiske konsekvenser af dem. Der må jeg konstatere, at beslutningsforslagene er fuldstændig blottede for, hvad det her egentlig har af konsekvenser.
     Jeg ved ikke, om hr. Rasmus Prehn vil tage afstand fra, at f.eks. det at kræve, at der altid skal laves ind- og udflytningsrapporter, er en administrativ belastning. Jeg ved ikke, om hr. Rasmus Prehn vil benægte, at det, at man vil til at kræve betaling for en lejers eget arbejde, let kan medføre, at udlejeren siger: Så er det bare ikke en mulighed, så vil vi altid have fagligt kvalificeret arbejdskraft til at udføre de opgaver.
     Jeg ved ikke, om hr. Rasmus Prehn vil lægge afstand til det synspunkt, at et krav om obligatoriske vedligeholdelsesplaner ikke betyder administrative udgifter.

     Jeg synes, at de beslutningsforslag, der er fremsat, i den grad er mangelfulde, fordi man netop ikke har taget højde for, hvad konsekvenserne egentlig er af de forslag, der er bragt frem.

Vi mener selv, at vi har taget højde for de her ting, og at vi i fremlæggelsen har prøvet at argumentere for, hvordan det hænger sammen. Jeg synes, at ministeren giver udtryk for en række påstande, som jo heller ikke er dokumenterede.
     Jeg vil ikke nægte, at der vil være øget administration, men jeg vil også sige, at ministeren jo får den her øgede administration til at lyde ekstra dyr i forhold til, hvad der nødvendigvis er hold i.
     Jeg kunne godt forestille mig, at det, hvis lejeren skal bruge de nugældende regler, så også vil være meget administrationstungt og meget besværligt, hvor de her regler vil medvirke til at gøre det lettere, hurtigere og mere sikkert for lejeren.

Jeg må sige, at jeg finder det yderst tvivlsomt, om der er nogen af de her forslag, som gør det lettere for lejerne og mere trygt for lejerne, for som jeg var inde på i mit svar, kan en lang række af de ting, der bliver foreslået, jo lade sig gøre i dag.
     Der er f.eks. muligheden for, hvis man får en fuldmagt fra lejerne, at beboerrepræsentationen kan rejse en sag. Der ønsker Socialdemokraterne så, at man ikke skal indhente den fuldmagt. Jeg synes, det er oplagt, at man spørger de lejere, det vedrører, om de er enige i, at man rejser den pågældende sag.
     Så vil jeg gerne anerkende, at det blev medgivet, at der nok er nogle administrative omkostninger forbundet med de forslag, der ligger her. Det ville være fint, hvis man også fra Socialdemokraternes side ville medgive, at reguleringen bliver væsentlig mere kompliceret og uigennemsigtig, end den er nu.
     Man har netop, som jeg sagde tidligere, ikke taget højde for, hvad de økonomiske konsekvenser egentlig er, ligesom man slet ikke har været inde at vurdere, hvor meget det egentlig betyder for lejernes retsstilling. Hvor mange nye muligheder får de i forhold til den belastning, der helt generelt vil være i forbindelse med udlejernes arbejde og oplysningspligt over for lejerne? Jeg synes bare, at det er ærgerligt, at man ikke har sørget for at tage den del med, så der også var mulighed for at gå ind og vægte, hvor meget det her flytter i forhold til de omkostninger og ressourcer, der er forbundet med at gennemføre det.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ministeren, og så går vi videre i ordførerrækken. Første ordfører er fru Inge-Lene Ebdrup.

Nu er det jo privilegeret at være ordfører, når man kommer kort efter en minister, der så grundigt har gennemgået de tre forslag, og derfor vil jeg heller ikke gå i detaljer. Og det kommer nok heller ikke bag på nogen, at Venstre er meget enig
i det, som ministeren netop har sagt. Jeg vil dog nok sige det en smule skarpere, end ministeren gjorde. Jeg synes, at disse forslag tilsammen generelt set er et slag i luften, i hvert fald for en stor dels vedkommende. Når man samlet set kigger dem igennem, ser det jo fint ud, som ministeren sagde. Umiddelbart virker det, som om man gør en masse for lejerne, men i sidste ende vil det her føre til øget bureaukrati og en langt mere kompliceret lovgivning, end vi har i dag, og, vil jeg ikke undlade at nævne, en lovgivning, som i øvrigt allerede i dag får mange skældud for at være alt for kompliceret og uigennemsigtig. Vi vil opleve, at det her vil føre til en højere leje, som fremkommer ved, at udlejer jo økonomisk kan vælte det øgede bureaukrati, alt bøvlet, over på lejerne. Det kunne man måske sige i sig selv ikke er nogen ulempe, hvis det, man gennemfører, så bare vil give langt større forbedringer for lejerne, end de har i dag. Men det er netop ikke tilfældet med de forslag, vi står med her. Det ser flot ud, men i virkeligheden er det jo kun forslag, som for en stor dels vedkommende allerede kan løses med den gældende lovgivning. Jeg ser det her som et udtryk for en overregulering, og det, jeg måske nok synes er, kan man sige, værst, eller det, som er mindst kønt ved disse forsalg, er, at de er gennemsyret af en mangel på tillid til de afgørelser, som man nemt og billigt kan få i huslejenævnene. Det er et udtryk for, at man fra Folketingets side ikke vil lade noget som helst være overladt til aftalefriheden mellem lejer og udlejer, man vil overregulere alt. Oven i købet har man ikke tillid til de nævn, som er sat til at afsige domme i de tilfælde, hvor der er aftaler, der ikke bliver overholdt mellem to parter, her lejer og udlejer.

     Jeg mener, at de her forslag i sidste ende vil vise sig at være effektløse i forhold til de store omkostninger, der er ved dem, ikke bare økonomisk og bureaukratisk, men også i forhold til, at man her forsøger at bilde lejerne ind, at man vil gøre en masse, som gør det bedre og nemmere at være lejer. I sidste ende vil det vise sig, hvis man gennemførte de her forslag - det er for meget at sige bluffnummer - at de
i hvert fald ikke giver lejerne de forbedringer, som man i første omgang har forsøgt at love dem. Så samlet set kan Venstre ikke tilslutte sig forslagene.

Jeg kan forstå, at Venstres ordfører på samme måde som ministeren hele tiden bruger henvisningen til huslejenævnene. Så vil jeg godt spørge, om fru Inge-Lene Ebdrup er klar over, hvor mange sager der rent faktisk kører ved huslejenævnet. Og er man fra Venstres side klar over, hvor belastende det er for lejerne? Har man ikke gjort sig den overvejelse fra Venstres side om, at det godt kunne være, at det for lejeren
- sådan set også for udlejeren - ville være en fordel, hvis man var fri for at skulle omkring huslejenævnet? Det er jo ikke et udtryk for, at hverken Socialdemokraterne eller jeg mener, at huslejenævnene er dårlige, men at det er en belastning, som er unødvendig, hvis det er muligt at regulere systemet på en anden måde. Ville det ikke være en overvejelse værd at tænke på, at det måske kunne lette tingene specielt for lejeren, men også for udlejeren?

Jeg må sige, at vi for det første lægger meget vægt på, at der er den aftalefrihed, der er nødvendig, for at man kan tilgodese alle de aspekter, der måtte være i et lejeforhold. Der er jo, når man kigger ud over det danske boligmarked, meget stor forskel på de boliger, man kan leje, og derfor er der også meget stor forskel på, hvilke aftaler det er nødvendigt at indgå. Når man så fra Folketingets side, som det her er foreslået, vil regulere alt, betyder det samtidig, at man kommer til at overregulere nogle steder og måske underregulere andre steder, hvor vi mener, at det er meget vigtigt med aftalefriheden.
     Der er det netop, at vi har et - synes jeg - fantastisk system i huslejenævnene, hvor man meget billigt, for det er ikke afskåret for nogen at rejse en sag, og også uden den store juridiske kompetence kan få afgjort en sag. Jeg synes egentlig, at det er lidt skræmmende, at man nu her så at sige vil sætte huslejenævnene ud af kraft ved at gennemregulere området mere, end det er i forvejen. Især når det, man får ud af det, er, at man laver en meget mere kompliceret lovgivning, og at man for lejernes vedkommende vil vælte bureaukrati og større huslejer over på dem som følge af det her.
     Så nej, jeg synes, det er meget vigtigt, at vi holder fast i den kompetence, huslejenævnene har, og at vi holder fast i måden at gennemføre en sag på, nemlig både billigt og nemt for så vel lejer som udlejer.

Jeg vil sådan set godt bede fru Inge-Lene Ebdrup om at svare på det spørgsmål, jeg stillede. Mit spørgsmål gik i al sin enkelhed på, om man fra Venstres side var klar over, at mange lejere føler, at det er en meget stor belastning at skulle omkring huslejenævnet. Men det lyder jo, som om fru Inge-Lene Ebdrup mener, at hvis der f.eks. er en tvist mellem en lejer, der skal fraflytte, og en udlejer, så kan huslejenævnet afgøre, om det er en rimelig regning. Det kan huslejenævnet ikke. Det kan de ikke tage stilling til. Så skal man videre i systemet, og så er det i øvrigt ikke gratis.
     Derfor spørger jeg bare, om man fra Venstres side ikke finder, at det ville være en lettelse for udlejer, men primært for lejer, ikke at skulle rejse de her sager i huslejenævnet osv. Finder man ikke, at det ville være en fordel sådan set for begge parter, men primært for lejerne?

Til det vil jeg sige to ting. For det første er det jo en meget subjektiv vurdering fra Socialdemokraternes ordfører at komme med, at mange lejere føler, at det er meget svært at få en sag igennem huslejenævnet. Jeg kan med rette stå og påstå fra talerstolen, fordi det passer ind i min argumentation, at mange lejere fortæller mig, at det er meget nemt og meget billigt. Det er så dog et faktum, at det er det, jeg hører.

     Så vil jeg også angribe den anden del af den socialdemokratiske ordførers argumentation, nemlig det, at huslejenævnene ikke har kompetence til at afgøre disse sager, for det er nemlig ikke korrekt. Det er nemlig sådan, at huslejenævnene kan afgøre sager, som f.eks. vedrører et for stort træk på et indbetalt depositum eller i øvrigt en tvist om, hvor meget der skal gøres - altså hvad der er renovering, hvad der er vedligeholdelse, og hvad der er istandsættelse.
     I det hele taget synes jeg egentlig, at spørgsmålene fra Socialdemokraternes ordfører meget tydeligt viser, at det her bygger på subjektive vurderinger og ikke så meget på objektive fakta.

Man må med rette sige, at Venstres ordfører også giver udtryk for en række subjektive vurderinger. Jeg synes, at vi har hørt en hel kavalkade af skældsord om de her forslag:
bureaukrati osv. osv. Det synes jeg nok man må sige er temmelig subjektivt. Sådan er det jo i politik. Når vi fremfører vores synspunkter, så er det jo subjektivt.
     Jeg vil gerne holde fast på det spørgsmål, som også min kollega, fru Lissa Mathiasen, gav udtryk for. Er der ikke tale om en afbureaukratisering, når de her sager ikke skal rundt om huslejenævnet, og når man kan gøre det mere enkelt på den her måde? Det er det ene spørgsmål.
     Det andet er det samme spørgsmål, jeg prøvede at stille ministeren før, om ikke man kan tale om, at det også er en ansvarliggørelse af lejerne, når de får mere indflydelse, og at det dermed kunne være en fordel for udlejeren. Det synes jeg faktisk er et perspektiv, som kunne passe ind i Venstres kram, og jeg kunne godt tænke mig at få Venstres ordførers bemærkning til det.

Nu noterer jeg med stor glæde, at en socialdemokrat kalder ordet bureaukrati for et skældsord. Det vil jeg så huske.
     I øvrigt vil jeg sige, at det jo med mange af de her forslag er sådan, at de netop ikke giver lejeren en større indflydelse. For sådan som jeg har forstået det - vi kan også begynde at tage en juridisk tvist om, at selve forslaget er skrevet lidt kringlet - er der f.eks. forslaget om, at man skal kunne hente et alternativt tilbud ind. Så er det jo sådan, at det alternative tilbud vil udlejer jo ikke være forpligtet til at tage på nogen måde. Derfor kan man sige, at lejeren ikke bliver bedre stillet. Det eneste, man gør, er at stikke blår i øjnene på lejerne ved at fortælle dem: I har nogle rettigheder, I kan gøre nogle krav gældende. Men reelt set vil man med disse forslag ikke kunne gøre noget i forhold til udlejeren. Undskyld, men det er et slag i luften.

Jeg mener stadig væk ikke at have fået noget særlig fyldestgørende svar på anden del af mit spørgsmål, som jeg også stillede ministeren, det der med ansvarliggørelsen af lejeren i forhold til indflydelse. Det er klart, at hvis Venstres ordfører ikke mener, at der ligger indflydelse i det, så er det selvfølgelig svært at svare på,
     Men vi mener fra Socialdemokratiets side, at der er indflydelse at hente her, og det er jo vores subjektive vurdering. Lad os nu lege den leg, at det rent faktisk er sådan, vil Venstres ordfører så kommentere, at der rent faktisk kan være en ansvarsfølelse hos lejerne, der kan være til fordel for udlejer?

Nu har hr. Rasmus Prehn næsten selv svaret på spørgsmålet, han stiller mig, fordi jeg netop ikke mener, at der er nogen reel indflydelse her. Men skal vi nu prøve at gøre det her lidt mere konkret i stedet for bare til et spil om ord? Så vil jeg da medgive, som jeg også sagde i min indledning, at vi for en stor dels vedkommende mener, at det var overbureaukrati.
     Men i forhold til det med at tage beboerrepræsentanterne alvorligt, at der måske skal strammes op i forhold til, hvis en udlejer negligerer det forhold, at han skal tage beboerrepræsentanterne med på råd og tage dem alvorligt, så vil vi gerne medgive, at det kunne trænge til at blive set på
i de tilfælde, hvor udlejerne ikke opfylder de forpligtelser, de ellers har. Det er noget, jeg ser frem til at vi i udvalgsarbejdet i øvrigt kan få en snak om, altså hvordan vi kan sikre det, og at vi måske senere kan lave et forslag, som omhandler det. Men det skal være gennemarbejdet generelt, for der er flere ting i det end blot det enkelte, der er nævnt i det konkrete forslag.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Anita Knakkergaard.

Beslutningsforslag nr. B 23, B 24 og B 25 er fremsat af Socialdemokratiet og behandles samlet i dag.
     Umiddelbart finder jeg en del af forslagene gode. Vi mener dog i Dansk Folkeparti, at regeringen skal fremkomme med en ordentlig boliglovgivning og prøve at få de foreninger, der varetager lejernes og udlejernes interesser, samlet om bordet igen, så regeringen kan udarbejde den boliglovgivning.
     Vi finder i Dansk Folkeparti, at lejerne har krav på fair behandling i de tilfælde, hvor nogle udlejere misbruger deres beføjelser.
     Jeg har nærlæst Socialdemokraternes forslag og vil gennemgå dem i rækkefølgen B 23, B 25 og B 24.
     Først er der B 23 om forbedring af lejeres tryghed og retsstilling ved fraflytning fra private udlejningsboliger.
     Her foreslås som punkt 1, at lejerne ikke kan forpligtes til nyistandsættelser ved fraflytning. Det foreslås derfor, at man ikke fremover kan kræve, at lejemålet skal nyistandsættes, men blot afleveres normalistandsat. Vi mener, at der er aftalefrihed mellem lejer og udlejer, og det mener vi egentlig er en god idé.
     Det andet punkt er priskonkurrence ved istandsættelse af en lejlighed. Det vil sige, at udlejeren forpligtes til at udbyde arbejderne i underhåndstilbud, og at udlejeren i den forbindelse forpligtes til at tilbyde lejeren at pege på en deltager. Hvis udlejer ikke gør det, er det udlejeren, der skal betale istandsættelsesomkostningerne.
     Vi mener i Dansk Folkeparti, at lejere allerede i dag har mulighed for at klage til huslejenævnet og selv indhente sammenlignelige tilbud. Lejer kan eventuelt selv udføre arbejder, inden lejligheden synes. Dog skal man jo have opsagt lejemålet. Man skal således gøre det, inden man opsiger sit lejemål.
     Men vi ved også, at huslejenævnet i mange tilfælde afviser at vurdere, om priserne er rimelige. Her kunne vi i Dansk Folkeparti tænke os, at huslejenævnet fik mulighed for syn og skøn og dermed mulighed for prisfastsættelse. Mener ministeren måske, at det kunne være en mulighed?
     Det tredje er, at der indføres obligatoriske ind- og fraflytningsrapporter. Det vil sige, at der ved indflytning udarbejdes en rapport over lejemålets tilstand, og det samme sker ved fraflytning. Deltagere er lejer og udlejer og administrator. Endvidere foreslås, at det, hvis beboerrepræsentanten ikke er indkaldt hertil, kan komme udlejer til skade ved tvist. Hvad mener Socialdemokraterne at skaden for udlejer eventuelt skal bestå i ved tvist? Beboerrepræsentanten skal også kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste. Hvor mange beboerrepræsentanter kan det i deres arbejdstid? Og hvor mange har lyst til at være beboerrepræsentant, hvis de overbebyrdes med arbejde?
     Der er ind- og udflytningsrapporter. Det er udlejere, der skal løfte beviset, så vidt jeg ved, og lejere kan også allerede nu ved indflytning inden 14 dage skriftligt gøre mangler gældende over for udlejer, hvis der ikke er afholdt flyttesyn.
     Det fjerde punkt er, at udlejer har ret til godtgørelse for eget arbejde. I Dansk Folkeparti mener vi, at ca. 90 pct.
- det er, hvad jeg har undersøgt - er udgifter til vedligehold lagt over på lejer, og kun 10 pct. er på udlejer.
I fremtiden vil udlejer nok vælge, at det er en håndværker, der udfører arbejdet, hvis lejer skal godtgøres for eget arbejde, og det er for os at se en dårlig idé set fra lejers synspunkt. Det femte er, at udlejer, såfremt parterne er uenige, skal indbringe tvisten for huslejenævnet. Vi mener da, at det er mest naturligt, at den, der er utilfreds, lejer eller udlejer, også er den, der indbringer sagen for huslejenævnet. Så vil jeg gå til beslutningsforslag nr. B 25, priskonkurrence og bedre omkostningsstyring i private udlejningsejendomme. Her står der, at der er priskonkurrence ved udfærdigelse af arbejder på ejendomme. Her skal udlejeren skriftligt anmode beboerrepræsentanten om med et skriftligt varsel at udpege mindst én bydende på arbejderne i ejendommen. Lejer kan også her klage til huslejenævnet. Men her kunne vi igen forestille os, at det blev muligt for huslejenævnet at udføre syn og skøn, så de fik mulighed for prisfastsættelse. Det andet punkt er, at der indføres obligatoriske 5-årige vedligeholdelsesplaner. Det foreslås, at det er en gyldighedsbetingelse for opkrævning af henlæggelser til vedligehold, at udlejeren hvert år gennemgår ejendommen med beboerrepræsentanterne med henblik på revidering af vedligeholdelsesplanen. Vi kan igen være bange for, at det er lejer, der får unødige omkostninger, samt at beboerrepræsentanterne pålægges endnu flere arbejdsbyrder. Men vi vil gerne se nærmere på det
i udvalget. Punkt tre er, at der ved varsling af budgetleje i store huse oplyses om budgetlejen. Det fremgår jo allerede nu af boligreguleringslovens § 5, stk. 1, at lejen ved lejeaftalens indgåelse ikke må fastsættes til et beløb, der overstiger den omkostningsbestemte leje. Som ordføreren er bekendt med, gælder det i forvejen, at ved varsling skal budget vedlægges, hvis man ikke har taget fuld omkostningsbestemt leje. Samtidig kan sagen indbringes for huslejenævnet, hvis lejer mener, at lejen er for høj.

     Det fjerde punkt er, at der ved varsling af budgetleje oplyses om nøgletal. Som ordfører for Dansk Folkeparti går jeg ud fra, at det er nøgletal på budgetposter, som er et gennemsnitstal fra Socialministeriet, og der er jo stor prisforskel på tallene i Brønderslev og København. Men jeg vil godt lige spørge fru Lissa Mathiasen, om det er det, man mener.
     B 24 drejer sig om sikring af øget indflydelse for beboerrepræsentationer i private udlejningsejendomme; at beboerrepræsentationen kan indbringe spørgsmål om mangler på ejendommen for huslejenævnet. Her mener ordføreren fra Socialdemokratiet, at beboerrepræsentationen også skal kunne nedlægge veto mod forbedringer. Med hensyn til at nedlægge veto mod forbedringer må vi se nærmere på, om det kan være en ulempe for lejeren, før vi tager stilling. Det andet punkt er, at beboerrepræsentation ved væsentlige arbejder på ejendommen kan pege på en bydende på arbejderne i ejendommen. Der er intet til hinder for, at lejerne indhenter kontrolbud, men måske skulle huslejenævnene også her kunne udføre syn og skøn. Det tredje punkt er, at udlejer kan pålægges en sanktion, såfremt udlejeren ikke overholder lejelovens bestemmelser vedrørende inddragelse af beboerrepræsentationen
i ejendommens anliggender. Jeg vil spørge ordføreren fra Socialdemokratiet, hvilke sanktioner der menes, eller sagt på en anden måde: Hvori skal sanktionerne bestå, og kan huslejenævnet overhovedet udstede sanktioner? Det er jeg i tvivl om. Men vi er da enige i, at udlejeren skal overholde lejelovens bestemmelser. Beboerrepræsentationen kan nedlægge veto mod en forbedring af ejendommen, såfremt den ikke er indarbejdet i en 5-årig forbedrings- og vedligeholdelsesplan for ejendommen, og såfremt den ikke er hensigtsmæssig. En tvist herom afgøres af huslejenævnet. Kan det ikke gå ud over det, man kalder balanceprincippet mellem lejer og udlejer? Det kan også være et gode for mange lejere at få forbedret deres bolig, blot det selvfølgelig foregår til en pris, der er rimelig og til at betale. Som det fremgår af min ordførertale, er vi til dels positivt indstillet over for beslutningsforslagene, men vi ser dog helst, at regeringen nu sikrer en ordentlig boliglov, så vi undgår lappeløsninger. En stor del af omkostningerne, der er forbundet med forslagene, kan lægges direkte over på lejere, så alt i alt er det nogle dyre ekstraomkostninger. Men vi vil se frem til arbejdet i udvalget.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er Jakob Axel Nielsen, undskyld, hr. Jakob Axel Nielsen.

Det er rart at høre, at det ikke kun er os nyvalgte, der kan glemme det der hr. og fru, men altså også fru formand.
     Lad mig få lov til at sige det med det samme: Det her forslag, der er tale om, er et dårligt forslag. Det knægter nemlig aftalefriheden, som i den danske obligationsret er et hævdvundet princip, og det er et meget fint princip, at man har den her aftalefrihed. Det er dårligt, når man knægter den.
     Det andet, der gør, at det er skidt, er, at man i den grad miskrediterer huslejenævnene, og det ser jeg overhovedet ikke noget belæg for eller nogen anledning til.
     Hvad er det egentlig, forslagsstillerne vil med det her, som man ikke allerede har mulighed for? Det har jeg dybest set lidt svært ved at se. Jeg tror, at det var fru Inge-Lene Ebdrup, der i en bemærkning til hr. Rasmus Prehn sagde - jeg hørte den lige tilfældigvis - at det er et slag i luften. Det er i virkeligheden det, det er, for der er intet i de her tre forslag, som man ikke med brug af aftalefriheden allerede kan komme frem til.
     Hvad er det for en ekstra sikkerhed, man vil have for et eller andet, siden de her huslejenævn ikke nyder ens fulde tillid? Hvis jeg tager B 25 specifikt, har vi jo i dag en praksis, men jeg kan forstå, at forslaget går ud på, at man skal have en praksis med underhåndsbud, men det er jo sådan med underhåndsbud, at de ikke er bindende. Der kan udlejeren sige: Nej, det passer mig ikke, jeg vil stadig væk have mine egne håndværkere. Så hvad vil man opnå med det?

     Nej, er det, som forslagsstillerne har i baghovedet, i virkeligheden en tvungen licitation med alt, hvad det indebærer af bøvl og bureaukrati og faste rammer og tre tilbud, og at man skal tvinges til at tage det billigste?
     Man skal tænke sig rigtig godt om, når man prøver at lave om på det her system, inden man ved en eller anden hovsaløsning, fordi et underhåndsbud måske går hen og bliver tvungen licitation, må acceptere, at udlejer skal acceptere et tilbud fra nogle håndværkere, der slet ikke kvalitativt lever op til det, som han måske ønsker på sin egen ejendom, eller som måske heller ikke kvalitativt bringer ejendommen op på det niveau, som den burde have efter fraflytning set i relation til det niveau, som lejemålet havde ved indflytning.
     Det, der skal ske, er jo, at lejeren skal betale for almindelig slid og ælde, nej, han skal ikke betale for almindelig slid og ælde. Det er netop det, han ikke skal betale for, men for det, der ligger ud over det. Han skal betale for hvidtning, maling og tapetsering, hvis ikke andet er aftalt. Så kan det udvides lidt. Men altså hvidtning, maling og tapetsering.
     Jeg forstår slet ikke den der frygt for - jeg tror også, at den er overdrevet - at der er en hulens; jeg ved ikke, om man må bruge det udtryk i Folketinget; risiko for, at der kommer nogle meget dyre fraflytningsomkostninger. Det mener jeg slet ikke der er dokumentation for.
     Men jeg kan da give et godt råd til lejere, der vil være helt sikre på at undgå at få de der dyre fraflytningsopgør, for de ved jo bedre end nogen anden, hvornår de flytter. Det har lejeren jo gjort op med sig selv eller sin hustru eller de andre lejere. Og så kan man jo nemt gøre det, mens man bor der. Jeg kan se, at fru Lissa Mathiasen ryster på hovedet, men jo, det kan man.
     Man kan, mens man sidder i et lejemål som lejer, vælge at male sine vægge, og hvis de nu skulle være hvide, så kan man male dem hvide, mens man bor der, og derefter kan man meddele sin opsigelse. Derefter kommer en repræsentant for udlejeren eller måske endda udlejeren selv og møder lejeren, og så laver man fraflytningsopgøret.
     Så vil det jo komme frem, at lejemålet ikke trænger - ordet trænger er rent faktisk kriteriet i lejeloven - og så trænger det ikke, og så må udlejeren sige: Hov, det trænger jo ikke, så må jeg tilbagebetale hele depositum, for lejemålet trænger ikke.
     Hvis udlejer alligevel skulle mene, at det trængte, så kan lejeren gå til huslejenævnet, som man altid har kunnet, og få svar på: Trænger det her, eller trænger det ikke? Og så vil huslejenævnet sige: Nej, det har du søreme malet pænt, kære lejer. Og selv om der står i kontrakten, at det skal der håndværkere til at gøre, så vil man stadig væk vurdere det, og hvis han nu havde malermæssige evner, ville man sige, at det ikke trænger, og så vil man ikke kunne tage noget på en fraflytningsopgørelse.
     Hvis huslejenævnet ikke skulle give lejeren medhold i det, kan man også klage til boligretten. Det er altså masser af garantier, som jeg snakker om allerede er der. Nej, de her regler, som forslagsstillerne fremsætter, er nok mest, som fru Inge-Lene Ebdrup sagde, et slag i luften for at lave nogle mere bureaukratiske regler. Det lyder meget godt ude i publikken at sige, at nu skal vi til at gøre det godt for lejerne. Men man gør det ikke godt for lejerne, for man gør det mere bureaukratisk, og man gør det mere bøvlet for udlejeren, og hvad betyder det på den omkostningsbestemte husleje? Ja, den stiger. Det var ikke smart.
     Alt i alt opnår man en problemstilling, hvor man gør det dårligere for lejerne. Nu skal forslagsstillerne også huske på, at lejelovgivningen gælder mellem en udlejer og en lejer, men den gælder altså også mellem en lejer og en fremlejer.
     Så den fattige student, der vil rejse om på den anden side af jorden og lave godtgørende arbejde og fremleje sin lejlighed, er pludselig blevet udlejer, og så skal han leve op til alle de her bureaukratiske regler. Det er ikke meningen, at et i forvejen meget, meget kompliceret retsområde, som lejelovgivningen er, fordi den her aftalefrihed, som burde herske, fuldstændig er blevet forpestet, skal negligeres og gøres endnu sværere, end det i forvejen er.
     Som det måske er gået op for de fleste, vil Det Konservative Folkeparti ikke støtte forslagene.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Charlotte Fischer.

Helt overordnet vil jeg sige om de tre beslutningsforslag, at der på mange måder umiddelbart er et godt sigte både om at sikre lejerne rimelige vilkår og bl.a. også om at styrke beboerrepræsentationerne. Men når vi står og ser på hele det samlede billede, føler vi måske også, at det er blandede bolsjer. Der er ting, som vi støtter og synes er positive, og der er også nogle ting, som vi har sværere ved at leve med.

     Jeg vil også tage det lidt fra en ende af uden at blive helt så prisværdig grundig, som Dansk Folkepartis ordfører var.
     Hvad angår B 23, synes vi som sagt, at sigtet er ganske positivt, og vores princip er egentlig som udgangspunkt, at hvis man på nogen måde kan sikre en form for ensartet retsstilling for lejere, uanset om de er i den almene sektor eller i den private sektor, så var det måske en meget god idé. Det er jo mere betryggende for lejerne, og man kan også sige, at det egentlig er mere logisk og konsekvent, at hvis man f.eks. mener, at ind- og fraflytningsrapporter er en god idé i den almene sektor, så er de det måske også i den private sektor; i hvert fald synes jeg, det er problematisk, hvis man mener, det kun gælder det ene sted og ikke det andet sted. Så helt overordnet synes jeg, det er en linje, vi i hvert fald vil tale for.
     Så er der hele spørgsmålet om de høje fraflytningsomkostninger, og hvorvidt man skal sætte et krav ind om normalistandsættelse i stedet for nyistandsættelse. Vores udgangspunkt er jo også, at aftalefriheden sådan set er meget god, men indimellem kan man jo være nødt til at fravige det, men det skal der jo så være en rigtig god grund til. Noget af det, vi måske savner lidt, er mere - hvad skal man sige - fast grund under fødderne for at kunne sige, at der er så stort et problem på det her område med store flytteomkostninger, at det faktisk berettiger, at man laver et indgreb på det her område og fraviger aftalefriheden. Det vil vi være åbne for at se på, men vi mangler dokumentation, eller man kan sige mere fast grund under fødderne.
     Så er der spørgsmålet om godtgørelse for eget arbejde, og det er måske et af de steder, hvor vi er mere skeptiske. Der bliver i beslutningsforslaget talt om, at det er noget, man kan få i forbindelse med istandsættelse, når det gælder andre boformer. Det har vi i hvert fald brug for at vide noget mere om for at retfærdiggøre den her udvidelse, for umiddelbart ser vi ikke det store behov. Vi mener egentlig, at i det omfang lejerne får mulighed for at gøre arbejdet selv, er det jo et valg, den enkelte lejer træffer, og i sig selv sparer det lejeren for udgifter til en håndværker. Så på den baggrund er det et af de forslag, vi måske betragter som overflødige.
     Så er der spørgsmålet om priskonkurrence. Det er der sagt rigtig meget om, og det er jo sådan helt den omvendte verden, at det er venstre side af salen, der taler om konkurrence, og højre side af salen, der sætter hælene i, så det er jo helt mystifistisk.
     Men i vores tilfælde synes jeg under alle omstændigheder, at det er en god idé at se på, om der kan skabes konkurrence, hvis der er et behov, og under alle omstændigheder kan man sige, at princippet om bedste og billigste tilbud tror jeg sådan set er både i lejers og udlejers interesse, og jeg tror måske ikke, man skal se så stift på det og se det som en kamp eller et opgør mellem udlejer og lejer på det her område. Sådan som det står beskrevet i forslaget, ser vi det som et rimelig enkelt tiltag, der kunne være udmærket, og ikke den store bureaukratisering, som jeg lidt forstår at regeringspartierne ser det som.
     Med hensyn til B 24 og styrkelsen af beboerrepræsentationerne er vi sådan overordnet positive. Det gælder bl.a. deres mulighed for at indbringe sager om mangler. Hele princippet om at indføre nogle sanktioner - uden at jeg vil tage stilling til det helt konkrete på de enkelte områder, for det skal man, synes jeg, arbejde mere med i udvalget - synes jeg giver meget god mening, hvis der vitterlig er et problem med, at man ikke tager beboerrepræsentanterne alvorligt.
     Igen når vi frem til priskonkurrencen, og der gælder sådan set det samme synspunkt, som jeg omtalte før. Der, hvor vi har en stærk reservation, er forslaget om at give beboerrepræsentationen vetoret mod enhver forbedringsplan, »såfremt den ikke er hensigtsmæssig«, som der står i beslutningsforslaget. For os er det nok lidt for stor en elastik. Vi synes, man går et skridt for vidt. Et er, at det er godt, hvis lejerne tages mest muligt med på råd, men i sidste ende må vi jo respektere, at der er noget, der hedder den private ejendomsret, og at det i sidste ende er udlejer, der bestemmer, om det lige er trappeopgangen eller vinduerne, der skal males.

     Derfor har vi også et problem med kravet om 5-årige forbedringsplaner og vedligeholdelsesplaner. Vi synes, det er vigtigt at give lejerne indseende med, hvad der foregår, og også tage dem med på råd, men igen er det nu engang den, der ejer ejendommen, der må træffe de endelige afgørelser.
     Så med forbeholdet over for vedligeholdelsesplanerne er vi sådan overordnede positive.
     Til det allersidste beslutningsforslag skal jeg bare gentage, at med hensyn til priskonkurrencen gælder igen de samme principper. Det, jeg har brug for at vide, er måske, i hvilke tilfælde og hvor stor en forskel det vil give, hvis man giver tilladelse til at få priskonkurrence ikke kun, når der er tale om bunden licitation, for det er vel i de fleste tilfælde. Så man kan sige: Hvor stor en forskel gør det her? Det kan jeg være i tvivl om, og det er måske noget af det, vi kan få at vide under udvalgsbehandlingen. Er det virkelig noget, der batter? Det er jeg sikker på at forslagsstillerne ved noget om.
     Vi synes også, det er fint, hvis udlejeren fremover får pligt til at oplyse den nye lejer om budgetlejen og øvrige lejere om nøgletal, så lejerne og deres beboerrepræsentationer får bedre mulighed for selv at føre justits med huslejen. Vi skal selvfølgelig være sikre på, at kravet om f.eks. nøgletal, der benchmarkes, ikke bliver et stort bureaukrati for udlejerne, men ellers synes vi, det er en meget positiv idé.
     Så alt i alt synes vi, der er meget positivt, men der også nogle ting, vi har svært ved at leve med. Jeg vil sige, at vi føler, at vi under udvalgsbehandlingen har brug for at få noget mere fodfæste, både når det gælder økonomien i de her ting, konsekvenser, og også hvor store problemer, der er
f.eks. i forbindelse med fraflytningsomkostninger. Så det ser jeg frem til, men vi går positivt ind i udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører i rækken er hr. Holger K. Nielsen.

Det er klart, at der kan være mange elementer i det her, som man er nødt til at se på, f.eks. de kritikpunkter, der har været fra ministeren og fra borgerlige ordførere om bureaukratisering og om økonomiske forhold, og i hvilket omfang det kan overføres på lejerne, og det synes jeg vi skal se på.
     Men generelt, og det er sådan den overordnede betragtning fra vores side på det her, er der jo tale om nogle forslag, der styrker lejernes situation, styrker lejernes retsstilling og styrker deres indflydelse på deres bolig, og det er vi helt overordnet set positive over for. Det er vigtigt, at vi får nogle forslag, at vi får en lovgivning, der styrker lejernes position i forhold til udlejerne, og derfor er vi helt overordnet set positive over for de her forslag.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Den næste ordfører er hr. Frank Aaen.

Der er sagt fra flere ordførere, at det er et kompliceret område. Det er der jo ingen tvivl om at det er, og det er jo, fordi det afspejler, at i virkeligheden er det her område jo et, hvor vi måske skulle overveje, om det overhovedet er gavnligt at have privat udlejningsbyggeri.
     Det, der er hele humlen, er jo, at det selvfølgelig bør være en menneskeret at have en bolig. Det er et område, hvor der er mangel, og hvor lejere, når først de bor et sted, jo er meget afhængige af udlejer og dermed også kan presses af udlejer, og hvor udlejeren kan misbruge sin ejendomsret. Og så er det jo altså et område, hvor det grundlæggende er, at den, der ejer boligen, skal tjene penge og tjene profit.
     Den modsætning mellem lejerens menneskeret til at have en bolig og udlejeres - efter liberalisters opfattelse - menneskeret til at kunne tjene penge på andres bolig er jo det, der gør, at vi har sådan et område, hvor der hele tiden opstår skandaler og problemer og tvister, og hvor at der så laves en masse lovgivning for at regulere det.

     Der bliver f.eks. sagt heroppefra, at der er aftalefrihed, og at det er meget vigtigt, at der er aftalefrihed. Hvad er det for noget sludder? Vi kan jo netop ikke have aftalefrihed på det her område. Vi er jo nødt til hele tiden at regulere for at undgå misbrug fra udlejeres side.
     Så for os er der ikke nogen tvivl om, at i stedet for at have private udlejningsboliger og specielt store private udlejningsboliger, burde vi have et boligmarked domineret af almennyttige boliger, af andelsboliger og ejerboliger. Så slap vi for det her profitmotiv på den måde, som det udvikler sig inden for det her område.
     Ellers vil jeg sige, at vi er positive over for de forslag, der er lagt frem. Det er nogle, der gør det nemmere at gennemskue beregninger af husleje; det er nogle, der generelt styrker lejernes retsstilling på en række områder, herunder ved fraflytning fra private udlejningsboliger; det giver nogle muligheder for at kunne stoppe eller bremse fupmoderniseringer; det giver en styrkelse af vedligeholdelsen i den private boligmasse, som jo er et enormt problem.
     Netop igen, fordi profitmotivet er så stærkt, ja, så kan man altså have en interesse i at lade ejendomme forfalde over en lang periode for på den måde at trække maksimal profit ud af ejendommen, og så har man jo så kunnet spekulere i, at man på et tidspunkt kunne få tilskud fra det offentlige for at rette op på det, man ikke selv har gjort, og så yderligere på et senere tidspunkt kapitalisere det og tjene på den ejendom, der er blevet moderniseret for offentlige midler. Så det er vi også med på. Vi er med på, at det skal sikre en generel styrkelse af vedligeholdelsen.
     De forslag, der er om priskonkurrence, støtter vi selvfølgelig også. Det er jo underligt - og det var den radikale ordfører også inde på - at det gang på gang er venstrefløjen, der skal belære liberalister om, hvad det er, der er mekanismen i det samfund, de er så meget tilhængere af. Når man nu har det, som man har det på det her område, så er det jo selvfølgelig nødvendigt at have mest mulig priskonkurrence, det går selv vi ind for, for ellers kan man jo ikke styre udlejer, så kan man jo ikke styre entreprenørerne. Derfor er man nødt til at have priskonkurrence. Og det er altså underligt at skulle stå her og høre på, at øget priskonkurrence giver øget bureaukrati og fordyrelse, når der står i handelshøjskolens abc, at mere priskonkurrence giver lavere priser og dermed forbedringer for alle. Men sådan er der jo så meget, man ikke kan forstå, når ting, som man måske i en anden situation ville sige er helt rigtige, her af politiske årsager skal afvises. Sådan er det jo. Det er jo bare derfor, vi har fået den snak om, at det her gør det dyrere for lejerne. Alle og enhver kan se, at de her forslag er til fordel for lejerne.
     Vi kan støtte dem. Det er muligt, der er småting heri - sådan er det jo med beslutningsforslag - som der skal kigges på, men hovedlinjerne støtter vi fuldt ud.

Jeg vil gerne bede ordføreren om at blive stående; der er en kort bemærkning fra fru Inge-Lene Ebdrup.

Tak for det, og tak til ordføreren for sådan en dybere indførelse i det her med priskonkurrence og markedsmekanismer.
     Det, jeg nu sådan hæftede mig mest ved, var det her med den store, onde udlejer, som kun har profit for øje. Det er jo et mantra for Enhedslisten altid at stå på talerstolen og tale om de onde mennesker, der gerne vil tjene penge. Nej, siger man så, det er meget bedre, hvis man bare lader det hele være alment byggeri og ejerboliger og sådan noget, for så er der ikke nogen, der bliver taget ved næsen.
     Jeg vil gerne spørge Enhedslistens ordfører: På det private område har vi huslejenævn til at tage sig af tvister mellem lejere og udlejere. På det almene område har vi kommunale beboerklagenævn i alle kommuner. Hvordan kan det være, at der i de kommunale beboerklagenævn, som jo tager sig af det almene, er masser af sager, som vedrører beboere i den almene sektor, som føler, at de har betalt for meget, når de fraflytter? Beror det på misforståelser, eller er det, fordi det er en naturlig følge af, at når to parter indgår en aftale, så kan der være tvister, og at det altså ikke nødvendigvis kun behøver at henføre til, at der er en meget ond udlejer, som kun har profit for øje?

Hverken andelsboliger eller almennyttige boliger er en garanti mod, at der sker noget, der ikke er rigtigt, eller en garanti mod, at der ikke kan opstå modsætningsforhold mellem alle de andre og den enkelte beboer, at der ikke kan opstå diskussion om, om f.eks. en synsrapport, der er lavet på en lejlighed, er rimelig osv. osv.
     Der er ingen garantier. Jeg kunne aldrig drømme om at have den opfattelse, at bare det er almennyttigt eller andelsboliger, så kan vi afskaffe alle regler vedrørende lejeres retsstilling; det mener jeg ikke, bestemt ikke. Men det, vi er fri for, når vi har at gøre med andelsboliger og almennyttige boliger, er, at det profitmotiv, som udlejere har til privat vinding på andres bolig, er vi trods alt fri for, og det ville gøre det nemmere at regulere det her område, end når der er privat udlejningsbyggeri.

Jeg er glad for den her indføring, for det lød jo nærmest, som om den hellige grav var vel forvaret, hvis vi udelukkende havde almene boliger.
     Jeg vil gerne vende mig lidt imod det her med priskonkurrence, at det er meget vigtigt, som en del af de her forslag siger, at lejerne kan komme med et alternativt bud til udlejer. Hvis jeg læser det, der står her, korrekt, så står der, at man må komme med endnu et underhåndsbud til udlejer, men et tilbud, som udlejer ikke har pligt til at tage imod, det vil sige, at udlejer egentlig bare kan se stort på det.
     Hvis det ikke er det, man mener, men at man vil have en licitation, hvor man er tvunget til fra udlejers side at tage det billigste, så vil jeg bare gerne spørge: Mener man virkelig fra Enhedslistens side, at man vil underbygge et system, der er så bureaukratisk og dyrt - og dyrt vel at mærke forstået på den måde, at alle udgifter her kan væltes over på lejeren - at bare man skal have høvlet et gulv, så skal man have en bunden licitation med tre bydere og alt, hvad det indebærer af bureaukrati? Er det virkelig i lejernes interesse?

Der står ikke det i forslaget, jeg sagde: at der skal være tvungen licitation af selv den mindste opgave, men jeg er tilhænger af, at lejere har ret til at sige, at de vil have et bud mere. Så er det rigtigt, at så må udlejer jo selv bestemme, om udlejer vil tage det dyre eller det billigste, men der synes jeg rigtig nok, det er Venstres ordfører, der har et meget betændt forhold til udlejere, hvis man mener, at udlejere bestemt skulle tage det dyre tilbud i stedet for det billige.
     Men det er da klart, at hvis udlejer er i familie med den, der har givet det dyre tilbud, så kan det da godt være, at udlejer tager det dyre tilbud. Men så er vi da vist også enige om, at så er vi inde i et eller andet, der skal reguleres - mon ikke?

Vi siger tak til ordføreren.
     Hermed er ordførerrækken afsluttet, og jeg giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lissa Mathiasen.

Jeg vil godt starte med at sige tak for debatten, tak til ordførerne og til ministeren for de bemærkninger, der er faldet.
     For at der ikke er nogen, der skal misforstå det, så vil jeg da godt sige, at det har ikke været et forsøg på fra Socialdemokraternes side at sætte sig ned og lave nogle forslag, hvor det nærmest af alt skulle ligne, at nu skal den store stygge ulv altså ud på banen. Det, der har været ønsket fra vores side med de her forslag, har klart overordnet været at forbedre lejernes tryghed, og samtidig vil vi også godt være med til, at lejernes retsstilling bliver forbedret set i forhold til det, der sker i dag. Som der også står i beslutningsforslagene, mener vi faktisk, at forslagene her også ville have en effekt med hensyn til mange af de, jeg tror, vi ofte hører udlejere bruge udtrykket absurditeter, som de også er udsat for.
     Jeg vil godt prøve at tage fat i nogle af dem. Jeg har jo siddet og hørt på ordførerne her, og det var hr. Jakob Axel Nielsen og fru Anita Knakkergaard, der sagde: Jamen hvorfor overhovedet som i B 23 tale om, at lejerne ikke kan forpligtes til en nyistandsættelse ved fraflytning? De kan jo bare gøre det, at mens de bor der, kan de skynde sig at male væggene.
     Det svarer sådan set til, at en lejer måske ikke engang når at bo der så længe, man har ikke fået billeder, malerier op på væggene, man har ikke sat nogen søm eller skruer i væggene, man har sådan set en meget nydelig lejlighed. Det til trods betyder det, at der, hvis man har lavet en lejekontrakt og sat kryds ud for § 7 i lejekontrakten, skal laves en nyistandsættelse, og det vil sige, at alt skal forfra, og det er i ordets bogstaveligste forstand alt: Det er vægge, det er lofter, det er gulve, der skal slibes af og lakeres, det er radiatorer, der skal males, det er karme, der skal slibes og males.
     Udlejerne synes også i de her situationer, at det er vanvittigt. Har man lavet sådan en aftale her, så er en nyistandsættelse ikke som det begreb, der er blevet nævnt her, at man har mulighed for, at man kan male sine vægge. Har man sådan en aftale, så har man retten til, så er man forpligtet til som lejer, at så skal der ske en nyistandsættelse. Det er sådan, som huslejenævnsafgørelserne har tolket det. Og det er det, vi synes er fuldstændig tåbeligt.

     En normalistandsættelse, hvor vægge, hvor lofter, hvor, skal vi sige, det, der er almindeligt med hensyn til at få en lejlighed istandsat, ville en ny lejer også føle var en ganske udmærket ting. Det er derfor, vi finder, at det er urimeligt, at vi stadig væk har muligheden for, at en lejer kan komme ud for at få skrevet under og acceptere og forpligtes til en nyistandsættelse ved fraflytningen.
     Og så må jeg indrømme, og det blev også sagt fra hr. Frank Aaens side her for et øjeblik siden, at vi har meget svært ved at forestille os, at man nødvendigvis skulle være sådan fra udlejers side, at man altid sidder og tænker på, om man nu kan få mest muligt ud af det. Men omvendt så har vi jo altså også en del sager, der viser, at der er udlejere, der tænker sådan, og derfor synes vi egentlig, at det vil være en ganske stor fordel for vores lejere herhjemme i den private udlejningsmasse, hvis de fik mulighed for selv at komme med et tilbud i forbindelse med istandsættelse ved fraflytning. Det lyder da egentlig rimeligt, synes vi.
     Jeg forstår heller ikke, hvis man fra ministerens side og fra de borgerlige partiers side ikke kan se, at det vil være rimeligt at give muligheden for, at man netop kunne gå ind der og sige: Vi kommer med et tilbud; vi er enige om, hvad det er, der skal laves; jeg vil godt have lov at indhente tilbud.
     Nu ved vi jo også, at der er udlejere, som selv har firmaer, og vi ved også, at der er udlejere, som rent faktisk er i en situation, hvor de sætter familie og venner og bekendte til at sætte i stand, og bagefter kan man så se en regning, som ikke ligefrem ligner, at det er, skal vi sige, familien, der har gået og malet. Derfor ville det være naturligt, at man som lejer har muligheden for selv at komme med et tilbud.
     Så er det rigtigt, at udlejeren kan bestemme hvilket tilbud, men hvis man kan komme med et seriøst tilbud på en istandsættelse, så har jeg meget, meget svært ved at forestille mig, at det ikke også vil blive taget som et seriøst bud. Og jeg har endnu mere svært ved at forestille mig, at man fra huslejenævnets side ikke også ville kigge med positive øjne på, at der rent faktisk har ligget et væsentlig billigere tilbud, som var den samme udførelse.
     Så tror jeg, det beror på en misforståelse, når der er flere partier, både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti og også ministeren, der siger, at forslagene er et udtryk for en dyb mistillid til huslejenævnene. Det er de ikke - tværtimod. Men jeg har det da sådan, vi har det da sådan, at alle sager, hvor det kan undgås, at de kommer til huslejenævnet, fordi man kan blive enige, er en fordel både for ejer/udlejer og for den, der skal leje eller har boet til leje. Begge parter har en fordel af, at man undgår en tvist. Sådan tror jeg, at de fleste mennesker føler det.
     Når man så ser på, hvor stort tidsforbruget er i de her sager, ja, så er vi jo i en situation, hvor jeg vil sige: Jeg forstår meget vel, hvorfor mange synes, det er belastende. Man kan også sige: Hvorfor få flere sager i huslejenævnene end nødvendigt? De er jo heller ikke gratis. Så jeg synes ikke, der er noget, der taler for, at man skal lægge mest muligt over til huslejenævnene at klare, som det er kommet til udtryk her i dag fra både Venstres og Konservatives side.
     Fru Inge-Lene Ebdrup talte om, at det er et slag i luften. Jeg tror faktisk, der er mange lejere, der sidder og undrer sig, hvis de hører den udtalelse, men jeg håber da, at vi undervejs i udvalgsarbejdet også kan få Venstres ordfører til at fatte, at det her for lejerne ikke er et slag i luften.
     Altså, jeg står her med et par gode eksempler, to sager fra huslejenævns afgørelser, det er fraflytningssager, og den ene er på godt 75.000 kr. ved fraflytning af en lejlighed, den anden er på 47.000 kr. Det er to sager, som har kørt ved huslejenævnene. Hvis vi bare tager et område som Århusområdet, er vi oppe på over 100 sager om året, og man vurderer, at det kun er toppen af isbjerget, fordi det netop er så besværligt.
     Der skal jeg så lige rette, for jeg kunne høre, at fru Inge-Lene Ebdrup ikke var klar over, hvordan det foregår, men det er altså ikke sådan, at huslejenævnene kan tage stilling til omkostningerne ved istandsættelse. Prisen, og om det har været for dyrt, kan et huslejenævn ikke tage stilling til. Det spørgsmål henhører under domstolene, og det vil sige, at så skal man videre med den sag. Og set fra en lejers synspunkt er det altså en både meget bekostelig og også besværlig affære.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Jakob Axel Nielsen.

Først vil ...

Undskyld, undskyld! Ordføreren var ikke færdig, det var jeg ikke klar over. Spørgeren får ordet igen om et øjeblik. Undskyld, ordfører!

Sådan er det, når man trækker vejret, det er farligt, men på den anden side kan man risikere ikke at overleve ved ikke at gøre det.

Naturligvis skal ordføreren have lov til at trække vejret, det skulle bare mangle andet.

Jeg vil da godt benytte lejligheden til at sige tak for det lille input, der kom fra Venstre, hvor det blev sagt, at det godt kan være, at det ikke er godt nok, at beboerrepræsentanterne i dag ikke informeres, og at det godt kan være, vi skal kigge på det. Det glæder mig, og jeg vil meget gerne tage den handske op.
     Dansk Folkeparti var inde på huslejenævnene, hvor man mener, at det er dem, der skal ind med syn og skøn. Der vil jeg kun sige lidt, som jeg også før argumenterede for: Jeg har meget svært ved at se logikken i, hvorfor vi skal give huslejenævnene flere opgaver, hvis det er opgaver, der kan løses af lejer og udlejer i fællesskab.
     Så selvfølgelig en tak til både De Radikale, til SF og til Enhedslisten for positive bemærkninger. I øvrigt mener jeg, det er rimeligt, at vi - også fordi jeg kunne forstå og kunne høre, at der var mange misforståelser undervejs - undervejs i udvalgsarbejdet bruger noget tid på at få afdækket det, for så har jeg faktisk også en fornemmelse af, at det vil betyde, at der måske er nogle ordførere, ikke mindst fra de borgerlige partier, som finder ud af, at det kunne godt være, at det her var en rimelig ting at få kigget lidt nærmere på.

Tak til ordføreren. Så er der en kort bemærkning til hr. Jakob Axel Nielsen.

Nu håber jeg så ikke, jeg afbryder fru Lissa Mathiasen.
     Det første er lige en bemærkning til det der med, hvis der er sat et kryds ved § 7 i lejekontrakten. Der er det jo altså sådan, at § 7 er under forudsætning af, at lejemålet trænger til at blive malet, og ordet trænger, som altså er et begreb i lejelovgivningen, er jo en ufravigelig regel.
     Når jeg nu har taget ordet, så er det lidt inspireret af hr. Frank Aaens indlæg. Pludselig står det mig måske klart, at der er mere lighed mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet, end jeg umiddelbart troede, for er det fru Lissa Mathiasens opfattelse, at vi skal have udryddet den private udlejning og overgå til den almene?

For de lejere, der bor i den private udlejningsmasse - og vi respekterer fuldt ud, at vi har private udlejningsejendomme og dermed også private udlejere - synes vi, at det selvfølgelig ikke er uinteressant hele tiden at være opmærksom på: Hvor kan vi være med til at skabe nye retningslinjer, som kan gøre det lettere - og gerne lettere for begge parter, både udlejer og lejer? Men der er da ingen tvivl om - det lægger vi heller ikke skjul på, det står klart
i overskriften til de her forslag - at det er et ønske om at give lejerne nogle muligheder for at komme ind og være med på banen. Jeg har meget, meget svært ved - men jeg synes, det er naturligt selvfølgelig, at vi under udvalgsarbejdet også får det afdækket - at genkende det, som bl.a. blev udtrykt fra ministerens side, at det her var meget omkostningstyngende for udlejerne og dermed ville blive det for lejerne også. Jeg kan simpelt hen ikke genkende det. Så skal jeg kun lige sige den korte bemærkning, at det ikke er normalt, at man i et beslutningsforslag har de økonomiske beregninger med.

Ønsker hr. Jakob Axel Nielsen en yderligere kort bemærkning?
... Det gør han ikke. Så er det fru Inge-Lene Ebdrup.

I første omgang vil jeg sige, at jeg er glad for at få slået fast, at det, man mener her, er, at lejeren skal have mulighed for at komme med et alternativt bud, som udlejeren ikke har nogen pligt til at tage imod. Det var det, den socialdemokratiske ordfører slog fast. Dernæst blev det også slået fast, at man jo har alle mulige gode tanker om udlejerne, og at de selvfølgelig vil tage det billige bud, hvis det er det, lejeren kommer med. Derfor mener man så, det er meget rimeligt at indføre en ret for lejerne til at komme med det her måske billigere bud, og så kan udlejeren tage det, eller han kan lade være. Der stoler man så selvfølgelig på udlejeren. Må jeg gerne spørge sådan ganske kort: Er det ikke muligt i dag for en lejer at bibringe udlejer et tilbud fra en anden håndværker end udlejers, og hvis det er tilfældet, at det er muligt i dag, ville den her udlejer så ikke tage imod det her tilbud, hvis det både var bedre og billigere, når han nu også ville gøre det i den anden situation, hvor han heller ikke er forpligtet?

Se, nu er der jo mange situationer, hvor der rent faktisk står, at udlejer selv bestemmer håndværker. Det er det ene.
     Og punkt 2: Hvis verden var så nem, hvis verden var så ordentlig, som fru Inge-Lene Ebdrup giver udtryk for, så var der ikke behov for ret meget lovgivning hverken på lejeområdet eller på andre områder. Vi ved bare, at sådan er det ikke, for vi kan jo se, at vi har de her sager.

     Nu nævnte jeg før, at det var toppen af isbjerget med de godt 100 sager om året, man har i Århus, og det er ikke, fordi Århus har specielt mange sager i forhold til andre steder, nej, det er, fordi der er tvist efter tvist, og så er der stadig væk de mange sager, der ikke bliver rejst, fordi lejerne simpelt hen ikke kan se, at det kan betale sig for dem, fordi de får store omkostninger i det øjeblik, de skal videre til domstolene og have afklaret det her spørgsmål.

Jeg vil egentlig gerne bare have bekræftet, for, ja, den socialdemokratiske ordfører må undskylde, men jeg føler lidt, der bliver snakket udenom: Hvad er det, der i dag hindrer en lejer i at bibringe udlejeren et alternativt tilbud på de arbejder, der måtte skulle udføres i forbindelse med en fraflytning? Hvad er det, der afholder lejeren fra at gøre det? Og omvendt: Hvad er det for en retssikkerhed, lejeren får ved, at det bliver skrevet ind i loven, som det her er foreslået, i forhold til, at udlejer så benytter sig af det tilbud, som lejeren måtte komme med?
     Det, jeg egentlig bare prøver at sige, er, at jeg slet ikke kan forstå, hvor det er, lejeren får en forbedret retssikkerhed, og det vil jeg gerne høre Socialdemokraternes bud på.

Lejerne har ingen ret i dag. Der kan godt være udlejere, der siger: Fint, kom du bare, jeg vil gerne se, hvad du kan komme med af tilbud. Men lejerne har ikke retten til at komme med de tilbud i dag, og derfor vil det da være en fordel dem at få det.
     Men hvis det fra Venstres side betragtes som værende så lille og bagatelagtigt et spørgsmål, burde det jo sådan set også være et lille og bagatelagtigt problem at blive enige om herinde at give lejerne den mulighed.
     Jeg vil sige, at jeg i hvert fald synes, det er et ret stærkt kort, hvis man som lejer kommer efterfølgende til huslejenævnet og siger: Jeg har haft et tilbud på nøjagtig den samme opgave og nøjagtig de samme ting, der skulle udføres; jeg har et bud, det koster 30.000 kr. Nu har jeg fået en regning, og der er vi altså oppe på 50.000 kr., eller hvad det måtte være, og den sag vil jeg godt have prøvet.
     Der har jeg meget svært ved at se, at der ikke også vil være noget, der ville falde ud til lejerens fordel i den sammenhæng.
     Men hvis det er så bagatelagtigt, så håber jeg da også, at man fra Venstres side vil anerkende, at det er bagatelagtigt, som man siger, og så være med til at give lejerne den ret. Lejerne føler ikke, det her er bagateller. Det er, som om man ikke fra Venstres ordførers side er klar over, hvor store og alvorlige problemer, der er. Tag nu bare de to sager, jeg havde med her, hvor lejer skulle betale henholdsvis 75.000 og 47.000 kr. ved fraflytning for at få istandsat deres lejlighed, det opleves ikke af lejerne som værende bagateller.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslagene overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):
Jeg foreslår, at forslagene til folketingsbeslutning henvises til Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.