Udenrigsministeriet Den 25. oktober 2004 Spørgsmål i Folketinget nr. S 186 af 13. oktober 2004 til skriftlig besvarelse fra Morten Helveg Petersen (RV) Spørgsmål S 186: ”Hvornår agter ministeren at støtte og opmuntre den fortsatte reformproces i UNESCO ved at føre det årlige ekstrabudgettære  bidrag tilbage til et niveau på 30 mio. kr.?” Svar: ”En verden til forskel, regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand 2004-2008” blev ledsaget af en markant nedprioritering af samarbejdet med en række organisationer og programmer, som bl.a. ikke havde haft tilstrækkelig gennemslagskraft på landeniveau. Dette gjaldt også UNESCO, som trods en forholdsvis vellykket reformproces på hovedkvartersniveau fortsat ikke fremstod som en effektiv aktør på landeniveau. Det gjaldt ikke mindst i forhold til opfølgningen på internationale handlingsplan om uddannelse for alle vedtaget på Dakar-topmødet i 2000. En netop gennemført ekstern evaluering af UNESCO’s bidrag til gennemførelse af handlingsplanen synes umiddelbart at bekræfte dette billede. Det er således hverken på kort eller på mellemlangt sigt sandsynligt, at den ekstra budgettære støtte til UNESCO øges.