Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 170 af 7. oktober 2004 stillet af Sandy Brinck (S ). Spørgsmål nr.   S 170: Oktober  2004 Vores  sag 304-0003 ”Vil ministeren, eventuelt med bidrag fra indenrigs- og sundhedsministeren, oplyse, om det er korrekt, at mennesker på fleksydelse ikke på samme vis som mennesker på efterløn kan indefryse deres ejendomsskatter og i givet fald begrunde denne forskel i en ordning, som ellers er oprettet for at lave lige muligheder for mennesker i fleksjob i forhold til andre lønmodtagere, herunder oplyse, om ministeren anser det for en fejl, som ministeren vil tage initiativ til at ændre?” Svar: Reglerne om indefrysning af ejendomsskatter er fastsat i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, som hører under indenrigs- og sundhedsministerens område. Jeg har i den forbindelse indhentet en udtalelse fra indenrigs- og sundhedsministeren, som oplyser: ”Efter reglerne i § 1, stk. 4, i lov om lån til betaling af ejendomsskatter (lovbekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2003), kan ordningen med indefrysning af ejendomsskatter benyttes såfremt: ”ejeren eller dennes ægtefælle har fast bopæl her i landet og på det tidspunkt, til hvilket de pågældende beløb er forfaldne til betaling, er fyldt 65 år eller får udbetalt pension efter lov om social pension eller lov om delpension eller modtager efterløn,”. Loven giver således ikke mulighed for at modtagere af fleksydelse eller modtagere af andre lignende ydelser og pensioner end de i loven nævnte kan benytte ordningen. Fleksydelsen blev indført som en del af den politiske aftale om førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked som erstatning for den tidligere seniorydelse – der heller ikke var omfattet af reglerne om lån til betaling af ejendomsskatter. Der er på den baggrund ingen planer om at ændre loven, så modtagere af fleksydelse bliver omfattet af lov om lån til betaling af ejendomsskatter.” Jeg kan henholde mig til indenrigs- og sundhedsministerens udtalelse.