L 130  Forslag til skatteforvaltningsloven.

Af Skatteministeren
Kristian Jensen, Kristian Jensen (V)

Samling:  2004-05 (1. samling)
Status:  Bortfaldet

Forslag som fremsat

L 130 (som fremsat): Forslag til skatteforvaltningsloven.

Fremsat den 24. november 2004 af skatteministeren (Kristian Jensen)

Forslag

til

Skatteforvaltningsloven

 

Afsnit I

Forvaltningens organisation og opgaver

Kapitel 1

Told- og skatteforvaltningen

§ 1. Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltningen af lovgivning om skatter og lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Kapitel 2

Skatterådet

§ 2. Skatterådet bistår told- og skatteforvaltningen ved forvaltningen af lov om vurdering af landets faste ejendomme og lovgivning om skatter, bortset fra lovgivning om told.

Stk. 2. Skatterådet afgør sager, som told- og skatteforvaltningen forelægger for Skatterådet til afgørelse, jf. stk. 1.

Stk. 3. Skatterådet kan efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn. Skatterådet har i den forbindelse ret til at indkalde materialet i en sag fra et skatte- eller vurderingsankenævn.

§ 3. Skatterådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 medlemmer, og skatteministeren udnævner 13 medlemmer. Blandt de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal 4 medlemmer være repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handelen og lønmodtagerne, og 4 medlemmer udnævnes efter indstilling fra KL.

Stk. 2. Den ordinære funktionsperiode er på 6 år. Den første funktionsperiode begynder den 1. juli 2005. Der gælder ingen fast funktionsperiode for formanden eller en eventuel næstformand.

Stk. 3. Er et medlem fraværende fra Skatterådets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, ophører den pågældende med at være medlem af rådet, og der vælges eller udnævnes i så fald i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 et nyt medlem af rådet for den resterende del af funktionsperioden. Det samme gælder, hvis et medlem i øvrigt udtræder af rådet.

Stk. 4. Formanden og en eventuel næstformand for Skatterådet udpeges af skatteministeren blandt rådets medlemmer.

§ 4. For at Skatterådet kan træffe en afgørelse, skal mindst halvdelen af medlemmerne, heriblandt formanden eller næstformanden, deltage i afgørelsen.

Stk. 2. Reglerne for told- og skatteforvaltningens sagsbehandling finder tilsvarende anvendelse for Skatterådets sagsbehandling, medmindre andet er bestemt ved lov eller efter stk. 4.

Stk. 3. Skatterådet kan i en sag, der forelægges for rådet til afgørelse, tillade, at der afholdes syn og skøn efter regler, der svarer til § 47 om syn og skøn i landsskatteretssager.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for Skatterådet.

Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen stiller sekretariatsbestand til rådighed for Skatterådet.

Kapitel 3

Skatteankenævnene

§ 5. Skatteankenævnene afgør klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer om:

1) Forskudsregistrering af indkomst.

2) Ansættelse af indkomstskat.

3) Bindende svar efter kapitel 8 for så vidt angår spørgsmål som nævnt i nr. 1, 2 og 4-7.

4) Ansættelse af underskud eller tab, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører.

5) Ansættelse af ejendomsværdiskat.

6) Beregning af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a, der ikke vedrører værdiansættelse efter boafgiftslovens § 12.

7) Beregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D.

Stk. 2. Afgørelser, som kan påklages til skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-7, kan efter klagerens valg i stedet påklages til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1.

§ 6. Skatteministeren bestemmer landets inddeling i skatteankenævnskredse og antallet af medlemmer af det enkelte skatteankenævn.

Stk. 2. Skatteministeren udnævner nævnsmedlemmerne tillige med en suppleant for hvert af disse medlemmer efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, som skatteankenævnskredsen omfatter. Pladserne i nævnet fordeles af skatteministeren mellem disse kommuner med udgangspunkt i indbyggerantallet i kommunerne pr. 1. januar i det kalenderår, hvor den ordinære funktionsperiode begynder. Hver kommunalbestyrelse skal indstille mindst to personer til hver af kommunens pladser i nævnet, og mindst to personer til funktionen som suppleant herfor. Alene personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen, kan indstilles. Indstillingen skal være ledsaget af en angivelse af den pågældendes kvalifikationer til at bestride hvervet.

Stk. 3. Den ordinære funktionsperiode er på 4 år, således at funktionsperioden begynder den 1. juli i det år, hvor den kommunale valgperiode begynder.

Stk. 4. Er et medlem fraværende fra nævnets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, ophører den pågældende med at være medlem af nævnet, og der udnævnes i så fald i overensstemmelse med reglerne i stk. 2 et nyt medlem af nævnet for den resterende del af funktionsperioden. Det samme gælder, hvis et medlem i øvrigt udtræder af nævnet.

§ 7. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan ikke træffe en afgørelse, uden at formanden eller en næstformand deltager i afgørelsen.

Stk. 3. For at det samlede skatteankenævn kan træffe en afgørelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen.

Stk. 4. Et skatteankenævn kan vælge at opdele sig i besluttende led bestående af mindst tre medlemmer, hvoraf det ene skal være formanden eller en næstformand. Ved en sådan opdeling skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning. For at et besluttende led kan træffe en afgørelse, skal mindst tre medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Ethvert medlem af skatteankenævnet kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 5. Hvis et medlem er uenig i en afgørelse, kan medlemmet kræve sine indvendinger mod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til Skatterådet.

Stk. 6. Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for skatteankenævnene.

Stk. 7. Skatteministeren fastsætter regler om vederlæggelse af skatteankenævns formænd, næstformænd og øvrige medlemmer.

Stk. 8. Told- og skatteforvaltningen stiller sekretariatsbistand til rådighed for skatteankenævnet. Sekretariatet skal organisatorisk være adskilt fra den øvrige told- og skatteforvaltning.

Kapitel 4

Vurderingsankenævnene

§ 8. Vurderingsankenævnene afgør klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser efter:

1) Lov om vurdering af landets faste ejendomme.

2) Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.

§ 9. Skatteministeren bestemmer landets inddeling i vurderingsankenævnskredse og antallet af medlemmer af det enkelte vurderingsankenævn.

Stk. 2. Skatteministeren udnævner nævnsmedlemmerne tillige med en suppleant for hvert af disse medlemmer efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, som vurderingsankenævnskredsen omfatter. Pladserne i nævnet fordeles af skatteministeren mellem disse kommuner med udgangspunkt i indbyggerantallet i kommunerne pr. 1. januar i det kalenderår, hvor den ordinære funktionsperiode begynder. Hver kommunalbestyrelse skal indstille mindst to personer til hver af kommunens pladser i nævnet, og mindst to personer til funktionen som suppleant herfor. Alene personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen, kan indstilles. Indstillingen skal være ledsaget af en angivelse af den pågældendes kvalifikationer til at bestride hvervet.

Stk. 3. Den ordinære funktionsperiode er på 4 år, således at funktionsperioden begynder den 1. juli i det år, hvor den kommunale valgperiode begynder.

Stk. 4. Er et medlem fraværende fra nævnets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, ophører den pågældende med at være medlem af nævnet, og der udnævnes i så fald i overensstemmelse med reglerne i stk. 2 et nyt medlem af nævnet for den resterende del af funktionsperioden. Det samme gælder, hvis et medlem i øvrigt udtræder af nævnet.

§ 10. Vurderingsankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer.

Stk. 2. For at et vurderingsankenævn kan træffe en afgørelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. En afgørelse kan ikke træffes, uden at formanden eller en næstformand deltager i afgørelsen.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en afgørelse, kan medlemmet kræve sine indvendinger mod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til Skatterådet.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for vurderingsankenævnene.

Stk. 5. Skatteministeren fastsætter regler om vederlæggelse af vurderingsankenævns formænd, næstformænd og øvrige medlemmer.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen stiller sekretariatsbistand til rådighed for vurderingsankenævnet. Sekretariatet skal organisatorisk være adskilt fra den øvrige told- og skatteforvaltning.

Kapitel 5

Landsskatteretten

§ 11. Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2, klager over:

1) Told- og skatteforvaltningens afgørelser, bortset fra afgørelser om forskudsregistrering som nævnt i § 5, stk. 1, nr. 1.

2) Skatterådets afgørelser.

3) Skatteankenævnenes afgørelser efter § 5, stk. 1, nr. 2-7.

4) Vurderingsankenævnenes afgørelser.

Stk. 2. Landsskatteretten afgør sager, som skatteministeren har indbragt for Landsskatteretten efter § 40, stk. 2.

Stk. 3. Landsskatteretten afgør i øvrigt klager, der efter anden lovgivning er henlagt til Landsskatteretten til afgørelse.

§ 12. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd, 30 andre medlemmer og to særligt motorsagkyndige medlemmer.

Stk. 2. Retspræsidenten og retsformændene skal have bestået juridisk kandidateksamen.

Stk. 3. Af de øvrige 30 retsmedlemmer vælger Folketinget 8, og skatteministeren udnævner 22. Blandt de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal der være mindst en repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne. Endvidere skal mindst 14 af de medlemmer, som skatteministeren udnævner, være dommere.

Stk. 4. Ud over de retsmedlemmer, der er nævnt i stk. 3, udnævner skatteministeren to særligt motorsagkyndige retsmedlemmer. Af disse medlemmer skal det ene repræsentere bilbranchen og det andet Færdselsstyrelsen. Skatteministeren udnævner på samme måde suppleanter for disse medlemmer.

Stk. 5. De ordinære funktionsperioder for retsmedlemmer som nævnt i stk. 3 og 4 er på 6 år. Funktionsperioderne udmåles fra den 1. juni 2004.

Stk. 6. Er et medlem fraværende i en samlet periode over 6 måneder, ophører den pågældende med at være medlem af Landsskatteretten, og der vælges eller udnævnes i så fald i overensstemmelse med reglerne i stk. 3 og 4 et nyt medlem af Landsskatteretten for den resterende del af funktionsperioden. Det samme gælder, hvis et medlem i øvrigt udtræder af Landsskatteretten.

§ 13. For at Landsskatteretten kan træffe en afgørelse, skal mindst tre retsmedlemmer deltage i afgørelsen. Heraf skal mindst en være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst to skal være valgt af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 3. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende. I sager, som vedrører lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., skal tre retsmedlemmer deltage, og heraf skal en være retspræsidenten eller en retsformand, mens to skal være de særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan retspræsidenten bestemme, at en kontorchef eller en fuldmægtig i Landsskatteretten skal deltage i afgørelsen af en klage. I sådanne tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 1.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan retspræsidenten fastsætte regler om, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen skal afgøres uden medvirken af retsmedlemmer som nævnt i § 12, stk. 3. Hvis særlige omstændigheder ved en påklaget afgørelse taler for, at klagen afgøres under medvirken af retsmedlemmer efter stk. 1, kan retspræsidenten bestemme en sådan behandling af klagen, uanset regler fastsat efter 1. pkt.

Stk. 4. Uanset stk. 1 kan afgørelse vedrørende afvisning af en indkommen klage, eller afgørelse om genoptagelse efter § 46 af en påkendt klage, træffes af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten.

Stk. 5. Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for Landsskatteretten.

Kapitel 6

Kompetence og tavshedspligt mv.

Indbyrdes kompetence

§ 14. Der gælder følgende kompetencebegrænsninger:

1) Skatteministeren kan ikke træffe afgørelse om en ansættelse af skat eller om en vurdering af fast ejendom, herunder om de med sådanne ansættelser forbundne bevillinger eller dispensationer.

2) Told- og skatteforvaltningen kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3.

3) Et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen.

4) Skatterådet kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser.

Habilitet

§ 15. En ansat i told- og skatteforvaltningen kan ikke være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten.

Stk. 2. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, Skatterådet eller Landsskatteretten.

Kommunalbestyrelser

§ 16. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter landets kommunalbestyrelser får elektronisk adgang til oplysninger, der er registreret af told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal løse opgaver, der har karakter af borgervejledning og lignende faktisk forvaltningsvirksomhed, og som efter § 1 henhører under told- og skatteforvaltningens opgaver.

Tavshedspligt

§ 17. Skattemyndighederne skal under ansvar efter §§ 152-152 a og §§ 152 c-152 f i straffeloven iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde med forvaltning af love om indkomst- eller ejendomsværdiskat bliver bekendt med. Det samme gælder de kommunale myndigheder, der forestår opkrævning og inddrivelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, for så vidt angår dette arbejde. Forpligtelsen gælder tillige for sagkyndige medhjælpere samt i øvrigt enhver, der som følge af et i henhold til aftale med det offentlige påtaget arbejde kommer til kundskab om sådanne forhold. Er aftalen indgået med en virksomhed, gælder forpligtelsen alle, der under deres arbejde i virksomheden får kundskab om forhold som de ovennævnte.

§ 18. Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Afsnit II

Regler for sagsbehandling

Kapitel 7

Sagsfremstilling og agterskrivelse

Sagsfremstilling

§ 19. Forinden told- og skatteforvaltningen træffer en afgørelse, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Dette gælder dog ikke i det omfang, afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter, og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen, eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.

Stk. 2. Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse oplysninger efter forvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Stk. 3. Sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse hos sagens parter med en svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 15 dage, regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. En part i sagen kan give afkald på denne høring.

Stk. 4. Hvis der foretages høring efter stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen meddele sagens parter, at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage, regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.

Stk. 5. Kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der træffes en afgørelse, gælder dog ikke følgende typer af afgørelser:

1) Afgørelser, der kan påklages til skatteankenævn, jf. § 5.

2) Afgørelser, der kan påklages til vurderingsankenævn, jf. § 8.

3) Afgørelser, hvis en klage herover efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

4) Afgørelser, hvis en klage herover efter skatteministerens bestemmelse efter § 14, stk. 2, ikke afgøres af skatteankenævn, vurderingsankenævn eller Landsskatteretten.

5) Afgørelser om bindende svar, jf. § 21, bortset fra bindende svar, der afgives af Skatterådet efter § 21, stk. 4.

Agterskrivelse

§ 20. Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive, og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Stk. 2. Den selvangivelsespligtige mv. skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angiven frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage, regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den selvangivelsespligtige mv. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.

Stk. 3. Underretning som nævnt i stk. 1 og 2 kan undlades i det omfang, afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter, og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen, eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvis told- og skatteforvaltningen agter at ændre en ejendomsvurdering eller agter at foretage en ejendomsvurdering, der med urette ikke er foretaget som led i den almindelige vurdering. I sådanne tilfælde tilkommer de rettigheder, der følger af stk. 1-3, ejendommens ejer og andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat, jf. § 38, stk. 1.

Kapitel 8

Bindende svar

§ 21. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Stk. 2. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om virkningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat eller afgift efter pensionsbeskatningsloven for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bindende svar gives ikke på spørgsmål om den skattemæssige virkning af toldlovgivningen. Bindende svar gives heller ikke på spørgsmål om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. § 2, stk. 2, hvis:

1) Svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige.

2) Svaret vedrører større økonomiske værdier.

3) Svaret angår fortolkning af ny lovgivning.

4) Der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde.

5) Sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

§ 22. En anmodning om et bindende svar, der har betydning for en ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat for et indkomstår, skal indgives senest 1 måned efter udløbet af det pågældende indkomstår. Er spørgerens regnskabsår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det regnskabsår, som indkomståret træder i stedet for. Anmodninger, der vedrører dødsboer, skal indgives senest 1 måned efter skæringsdatoen.

Stk. 2. I følgende tilfælde gives bindende svar om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kun i det omfang flere anmoder om svaret, og fristen regnes i disse tilfælde fra udløbet af det tidligste indkomstår:

1) Ved anmodning om et bindende svar om opgørelsen af en afståelsessum eller fordelingen heraf efter afskrivningslovens § 45, stk. 1 og 2, eller ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 4 og 5, skal hver af parterne i købsaftalen anmode om svaret.

2) Ved anmodning om et bindende svar om ansættelsen af afgift af en gave, skal såvel gavegiver som gavemodtager anmode om svaret.

3) Ved anmodning om et bindende svar om ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat af en kontrolleret transaktion som beskrevet i ligningslovens § 2 eller om en transaktion mellem en hovedaktionær og det af denne beherskede selskab, skal hver af parterne i transaktionen anmode om svaret. Ved afgørelsen af, om der er tale om en hovedaktionær, finder definitionen i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2 og 3, anvendelse.

Stk. 3. Der kan anmodes om bindende svar om afgifter, bortset fra gaveafgift og afgift efter pensionsbeskatningsloven, for en periode på op til 12 måneder forud for starten af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen modtager anmodningen. Det bindende svar kan ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen modtager anmodningen. Gennemføres en påtænkt disposition inden svaret gives, kan spørgeren få tilladelse til, at svarets bindende virkning indtræder ved starten af den afgiftsperiode, hvor dispositionen er foretaget.

§ 23. Samtidig med indgivelse af en anmodning om et bindende svar skal der betales et gebyr.

Stk. 2. Angår spørgsmålet de skattemæssige virkninger for spørgeren, jf. § 21, stk. 1, er gebyret på 150 kr. pr. disposition, der ønskes vurderet i svaret. Angår spørgsmålet de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en påtænkt disposition, jf. § 21, stk. 2, er gebyret på 5.500 kr. pr. disposition.

Stk. 3. Gebyrernes størrelse, der er angivet i 1987-niveau, reguleres efter § 20 i personskatteloven.

Stk. 4. Gebyret betales tilbage, såfremt anmodningen afvises efter § 24, stk. 1 eller 2.

§ 24. En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt.

§ 25. Et bindende svar er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren eller andre som nævnt i § 21, stk. 2, ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år. Det kan dog i svaret bestemmes, at svaret kun skal være bindende i en kortere periode.

Stk. 2. Et svar er ikke bindende, i det omfang der er sket ændringer i forudsætninger, som har været afgørende for indholdet af svaret, herunder ændringer i love eller bekendtgørelser, der har ligget til grund for svaret. Det samme gælder, i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten.

Stk. 3. Et svar, der vedrører fortolkningen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er ikke bindende, i det omfang en udenlandsk, respektive en færøsk eller grønlandsk, skattemyndighed lægger en anden vurdering af det pågældende spørgsmål til grund.

Stk. 4. En afgørelse, der træffes efter § 207 i lov om finansiel virksomhed, eller en afgørelse, der træffes af en tilsynsmyndighed som nævnt i skattekontrollovens § 6 D om størrelsen af hensatte beløb eller størrelsen af lidte tab i et penge- eller realkreditinstitut mv. er bindende for skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold. Bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 9

Frister mv. vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat

Ordinær ansættelse

§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.

Stk. 2. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Stk. 3. En ansættelse, der beror på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne paragraf, kan foretages eller ændres efter stk. 1, medmindre ansættelsen beror på et skøn.

Stk. 4. En ansættelse kan ikke foretages eller ændres efter stk. 1, i det omfang ansættelsen beror på en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab, der er selvangivet i et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne bestemmelse. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse vedrørende opgørelserne efter selskabsskattelovens § 13, stk. 8-14.

Stk. 5. Fristerne efter stk. 1 og 2 udløber først i det 6. år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3 B i skattekontrolloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.

Stk. 6. Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 7. Vedrører en ansættelse efter stk. 1 eller 2 opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret alene foretages eller ændres, såfremt ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for dette indkomstår.

Stk. 8. Bestemmelsen omfatter ikke gaveafgift.

Ekstraordinær ansættelse

§ 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

2) Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. kildeskattelovens § 4, eller vedrørende et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet.

3) En ansættelse af overdragelsessummen for et aktiv, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, eller afskrivningslovens § 45, stk. 3, vedrørende en anden skattepligtig er ændret.

4) En udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen.

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

6) Skatterådet udnytter sin kompetence efter § 2, stk. 3, til at ændre en skatteankenævnsafgørelse. Det er dog en betingelse, at den skattepligtige senest tre måneder efter skatteankenævnets afgørelse er underrettet om, at afgørelsen er udtaget til ændring.

7) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse, skatteministerens beslutning efter § 49, 2. pkt., eller en praksisændring er offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af praksis.

8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen, eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige, inden 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den skattepligtige dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Et forhold i en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kan, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen, ændres af told- og skatteforvaltningen af de grunde, der er nævnt i stk. 1, selv om skatteankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet.

Stk. 4. Krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretaget efter stk. 1, nr. 4, 7 eller 8, er ikke undergivet forældelse efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Stk. 5. Vedrører en ansættelse efter stk. 1 opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret kun foretages eller ændres, hvis ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for dette indkomstår.

Stk. 6. Bestemmelsen omfatter ikke gaveafgift.

Kapitel 10

Omgørelse og lignende vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat

Skatteforbehold

§ 28. Er en privatretlig disposition betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne virkninger for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, hvis forbeholdet er klart, skriftligt og oplyst over for told- og skatteforvaltningen senest samtidig med, at told- og skatteforvaltningen oplyses om dispositionens øvrige indhold.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan afvise at tillægge et skatteforbehold virkning for en ansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige.

Omgørelse af privatretlige dispositioner

§ 29. I det omfang en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat hviler på en privatretlig disposition, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.

3) Dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne.

4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.

5) Alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, skal tiltræde omgørelsesanmodningen.

Stk. 2. Skatterådet kan fastsætte nærmere regler for told- og skatteforvaltningens udøvelse af kompetencen efter stk. 1.

Stk. 3. For at få behandlet en anmodning om omgørelse skal der betales et gebyr på 1.100 kr. (i 1987-niveau). Gebyret skal betales samtidig med indgivelse af anmodningen om omgørelse. Gebyret reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyret tilbagebetales, hvis anmodningen trækkes tilbage.

Selvangivelsesomvalg

§ 30. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at en skattepligtig ændrer et valg i selvangivelsen i det omfang skattemyndighederne har foretaget en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Stk. 2. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 skal fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den ansættelse, der begrunder anmodningen. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den skattepligtige dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Kapitel 11

Frister mv. vedrørende fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift

Ordinær fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift

§ 31. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse af afgift ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.

Ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift

§ 32. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse, skatteministerens beslutning efter § 49, 2. pkt., eller en praksisændring er offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 5 år forud for underkendelsen af praksis.

2) Ændringen er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift vedrørende den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede for samme eller en anden afgiftsperiode.

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

4) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede giver tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen, eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes, inden 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Et forhold i opgørelsen af et afgiftstilsvar eller godtgørelsen af afgift kan, hvis den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede ikke udtaler sig imod ændringen, ændres af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af told- og skatteforvaltningen, selv om Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet.

Stk. 4. Krav afledt af en ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift efter stk. 1, nr. 1 eller 4, er ikke undergivet forældelse efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Kapitel 12

Frister mv. vedrørende vurdering af fast ejendom

Ordinær og ekstraordinær ejendomsvurdering

§ 33. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, jf. stk. 4, om foretagelse eller ændring af en vurdering af en fast ejendom senere end den 1. juli i det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb. En ændring skal være gennemført senest den 1. oktober samme år.

Stk. 2. En klageberettiget, jf. § 38, stk. 1, der ønsker at få genoptaget en ejendomsvurdering, skal senest den 1. maj i det 4. år efter vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Stk. 3. Skatterådet kan efter forelæggelse af told- og skatteforvaltningen, jf. § 2, stk. 2, foretage eller ændre en vurdering af en fast ejendom efter udløbet af fristerne i stk. 1 og 2. Skatterådet kan bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved beregningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat og kommunal indkomstskat.

Stk. 4. Skatterådet kan efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen i forbindelse med en ændring efter stk. 3 bemyndige told- og skatteforvaltningen til at genoptage vurderingerne af andre ejendomme med samme forhold. Bestemmelsen i stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Det er dog en betingelse, at ejendommens ejer senest tre måneder efter, at Skatterådet har bemyndiget told- og skatteforvaltningen til at genoptage vurderingen, er underrettet om, at vurderingen er udtaget til genoptagelse.

Afledt ejendomsvurdering

§ 34. Når et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten har påkendt en vurdering, kan told- og skatteforvaltningen genoptage nyere vurderinger af den pågældende ejendom, i det omfang vurderingsankenævnets eller Landsskatterettens afgørelse giver anledning til ændring heraf.

Kapitel 13

Digital kommunikation

§ 35. Skatteministeren kan på sit sagsområde fastsætte regler om anvendelse af digital kommunikation ved henvendelser fra den offentlige forvaltning, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Stk. 2. Skatteministeren kan på sit sagsområde fastsætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at et sådant dokument i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.

Afsnit III

Klage og domstolsprøvelse samt omkostningsgodtgørelse

Kapitel 14

Klage til skatteankenævnet

§ 36. En klage til skatteankenævnet kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Stk. 2. En klage til skatteankenævnet skal indgives skriftligt og begrundet til skatteankenævnet. Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Skatteankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Forinden skatteankenævnet afgør en klage, skal det indhente en udtalelse om klagen fra told- og skatteforvaltningen.

Stk. 4. Hvis told- og skatteforvaltningen på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage afgørelsen, kan told- og skatteforvaltningen, hvis klageren er enig deri, genoptage afgørelsen.

Stk. 5. Bestemmelserne i § 19, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse ved skatteankenævnets behandling af en klage.

Stk. 6. Ved høringen efter stk. 5 skal der oplyses om, at sagens parter i øvrigt har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skatteankenævnet. Skatteankenævnet kan, hvis udtalelsen ikke er afgivet inden for en rimelig tid, fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.

Stk. 7. Skatteankenævnet kan uanset klagens formulering foretage afledte ændringer.

Stk. 8. Ved klage over afslag på en anmodning om genoptagelse efter § 26 eller § 27 kan skatteankenævnet vælge, hvis sagens parter er enige deri og genoptagelse findes berettiget, at gennemføre genoptagelsen.

§ 37. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af skatteankenævnet, når der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. De nye oplysninger skal forelægges nævnet inden for en af følgende frister:

1) Fristen efter § 26, stk. 2, jf. § 27, for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 42, stk. 1, for indgivelse af klage over skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, eller inden Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.

3) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.

4) Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret, eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Kapitel 15

Klage til vurderingsankenævnet

§ 38. En klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat.

Stk. 2. Klagen skal indgives skriftligt og begrundet til told- og skatteforvaltningen. Klagen skal være modtaget i told- og skatteforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Ved de almindelige vurderinger eller omvurderinger efter vurderingslovens § 1 eller § 3 skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Vurderingsankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Hvis told- og skatteforvaltningen på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage afgørelsen, kan told- og skatteforvaltningen, hvis klageren er enig deri, genoptage afgørelsen. I andre tilfælde videresender told- og skatteforvaltningen klagen til vurderingsankenævnet sammen med en udtalelse om klagen.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 19, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse ved vurderingsankenævnets behandling af en klage.

Stk. 5. Ved høringen efter stk. 4 skal der oplyses om, at sagens parter i øvrigt har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for vurderingsankenævnet. Vurderingsankenævnet kan, hvis udtalelsen ikke er afgivet inden for en rimelig tid, fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.

Stk. 6. Vurderingsankenævnet kan uanset klagens formulering foretage afledte ændringer.

Stk. 7. Hvis vurderingsankenævnet vil ændre en ansættelse, for hvilken der foreligger afgørelse eller fordeling efter vurderingslovens § 33, skal vurderingsankenævnet samtidig træffe bestemmelse om, hvilken indflydelse ansættelsesændringen får på afgørelsen eller fordelingen.

Stk. 8. Ved klage over afslag på en anmodning om genoptagelse efter § 33, stk. 2, kan vurderingsankenævnet vælge, hvis parterne er enig deri, og genoptagelse findes berettiget, at gennemføre ændringen.

Stk. 9. Vurderingsankenævnet kan foretage fornøden besigtigelse af en fast ejendom i forbindelse med behandlingen af en klage over en vurdering af ejendommen. Nævnet kan bemyndige told- og skatteforvaltningen til som sekretariat for nævnet at foretage besigtigelsen på nævnets vegne.

§ 39. Vurderingsankenævnet kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af vurderingsankenævnet, hvis der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. De nye oplysninger skal forelægges nævnet inden for en af følgende frister:

1) Fristen efter § 33, stk. 2, for fremsættelse af anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 42, stk. 1, for indgivelse af klage over vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, eller inden Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.

3) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.

4) Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret, eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 2. Vurderingsankenævnet kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Kapitel 16

Klage mv. til Landsskatteretten

§ 40. En klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. En klage over en afgørelse, der kan påklages til vurderingsankenævn efter § 8, stk. 1, nr. 1, kan indgives af de i § 38, stk. 1, nævnte.

Stk. 2. Skatteministeren kan indbringe en afgørelse truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål, for Landsskatteretten til prøvelse. Bestemmelserne i § 13, stk. 1, § 42, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt §§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse. Den eller de, der har været part i sagen for Skatterådet, stilles som en klager ved Landsskatterettens behandling af en klage.

Stk. 3. Er der klaget over en afgørelse som nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, kan told- og skatteforvaltningen indbringe andre afgørelser efter ejendomsvurderingsloven vedrørende ejendommen, der er en følge af klagen, for Landsskatteretten, der påkender disse afgørelser i forbindelse med klagen.

§ 41. En ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kan påklages, når den klageberettigede mener, at der foreligger et eller flere af følgende forhold:

1) Den pågældende er ikke skattepligtig.

2) Ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl.

3) Indkomsten eller ejendomsværdien er ansat forkert.

4) Skatten er beregnet forkert.

5) Ansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.

6) Underskud og tab, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører, er ansat forkert.

§ 42. Klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse, der påklages, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig, og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes anvendt som bevis, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Det samme gælder, hvis den påklagede afgørelse og en udarbejdet sagsfremstilling ikke følger med klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afvises klagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales et beløb på 400 kr. (i 1987-niveau). Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Der skal dog ikke betales for klage over afgørelser, der efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal træffes uden medvirken af læge retsmedlemmer. Hvis beløbet ikke følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. Det indbetalte beløb tilbagebetales til klageren, hvis denne får helt eller delvis medhold i klagen af Landsskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelse. Beløbet tilbagebetales ikke, hvis klagen afvises, hvis klagen indbringes for domstolene efter § 48, stk. 2, eller hvis klagen tilbagekaldes, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen.

Stk. 5. Landsskatteretten kan, forinden den afgør en klage af følgende typer, anmode told- og skatteforvaltningen om at udarbejde en sagsfremstilling under anvendelse af § 19, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt.:

1) Klager som nævnt i § 5, stk. 2.

2) Klager, der efter bestemmelse af landsskatteretspræsidenten efter § 13, stk. 3, skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

3) Klager over bindende svar, jf. § 21, stk. 1-3.

§ 43. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved afgørelsen af en klage over en vurdering af fast ejendom.

§ 44. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren kan dog ikke anmode om retsmøde i sager, som efter § 13, stk. 3, skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan i den enkelte sag anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.

§ 45. Landsskatteretten kan uanset klagens formulering foretage afledte ændringer.

Stk. 2. Det skal fremgå af Landsskatterettens afgørelse, hvorvidt afgørelsen er truffet med deltagelse af læge retsmedlemmer, jf. § 13. Har læge retsmedlemmer deltaget, skal afgørelsen indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens. Afgørelsen skal angive navn på den eller de personer, der har truffet afgørelsen.

§ 46. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er afgjort eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om betaling i § 42, stk. 4, anvendes tilsvarende i disse sager.

§ 47. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Det gælder dog ikke i sager vedrørende efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den myndighed, hvis afgørelse klagen vedrører, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6-månedersfristen i § 48, stk. 2, suspenderet.

Stk. 4. Begæres syn og skøn udmeldt, indtræder told- og skatteforvaltningen som part i sagen.

Kapitel 17

Domstolsprøvelse

§ 48. Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en afgørelse truffet af en skattemyndighed først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området. Retten kan dog tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

Stk. 2. Er der forløbet mere end 6 måneder efter den påklagede afgørelses indbringelse for den endelige administrative instans, kan afgørelsen dog indbringes for domstolene, selv om den endelige administrative instans endnu ikke har truffet en afgørelse.

Stk. 3. En endelige administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den endelige administrative instans afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket.

§ 49. Spørgsmål, som er afgjort af Landsskatteretten, kan skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter, at Landsskatteretten har truffet afgørelse. Skatteministeren kan ligeledes vedrørende et spørgsmål, der er afgjort af Landsskatteretten, træffe beslutning om, at sagen genoptages med henblik på ændring af afgørelsen til fordel for den, der ville være Skatteministeriets modpart under en eventuel retssag, såfremt skatteministeren ikke kan forventes at opnå medhold i sagen, hvis den indbringes for domstolene.

§ 50. En sag, der indbringes for domstolene efter § 48 eller § 49, anlægges ved landsret som 1. instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds Skatteministeriets modpart har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører gaveafgift, anlægges i den kreds, hvor gavegiveren har hjemting. Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører under. Sager, der anlægges efter stempelafgiftsloven eller lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v., anlægges ved den landsret, i hvis kreds tinglysning eller registrering er sket. Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har Skatteministeriets modpart ikke hjemting her i landet, anlægges sagen ved Østre landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1.

Kapitel 18

Henstand i forbindelse med klage

§ 51. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det gælder dog ikke afgørelser efter toldlovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Stk. 2. Det er en betingelse for henstand, at det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der gives ikke henstand med beløb, der efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, eller § 61 A overføres som tilsvar for et efterfølgende år (indregnet restskat). Der gives heller ikke henstand med betaling af registreringsafgift i det omfang, der efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. skal stilles depositum for registreringsafgiftens betaling.

Stk. 3. Henstand kan ikke gives for et tidsrum over 4 år. Henstand kan forlænges efter fornyet ansøgning. Henstand gives i øvrigt for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem. Indbringes en administrativ afgørelse for domstolene, eller ankes en dom, skal der indgives ny ansøgning om henstand.

Stk. 4. Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.

Stk. 5. Der kan i henstandsbevillingen tages forbehold for modregning i henstandsbeløbet for krav, som klageren måtte få mod det offentlige.

Stk. 6. Henstand betinges af, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov fra de i samme lov definerede forfaldstidspunkter. Henstand omfatter også rente samt eventuelt allerede påløbne renter.

Kapitel 19

Omkostningsgodtgørelse

§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand mv. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og skatteforvaltningen forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til ændring, jf. § 2, stk. 3, eller skatteministeren indbringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, jf. § 40, stk. 2, eller Skatteministeriet indbringer en landsskatteretsafgørelse for landsretten, eller Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret. Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling ved henholdsvis Skatterådet, Landsskatteretten, landsretten eller Højesteret.

Stk. 3. Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, jf. § 47, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan Skatterådet bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag, der afgøres af Skatterådet, skal godtgøres fuldt ud, jf. § 4, stk. 3.

Stk. 4. Krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige. Kravet kan i øvrigt ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning.

§ 53. Den godtgørelsesberettigede er, uanset om denne er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo:

1) Den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55, eller kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene.

2) Den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55.

3) Den, som en myndighed inddrager i en sag omfatte af § 55, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

2) Retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten som nævnt i § 42, stk. 4.

3) Udgifter til syn og skøn.

4) Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale.

5) Pålagte sagsomkostninger.

6) Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene.

Stk. 2. De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med:

1) Tilkendte sagsomkostninger.

2) Offentlig retshjælp.

3) Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven).

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

2) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.

3) Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.

4) I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.

5) I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2.

§ 56. I sager, der afgøres administrativt, afgiver den instans, der træffer afgørelse i den godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke bindende for afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelsens størrelse.

Stk. 2. Afgøres sagen af Skatterådet, et skatteankenævn eller Landsskatteretten, kan udtalelsen efter stk. 1 afgives af told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet, eller af en kontorchef i Landsskatteretten.

§ 57. Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse anledning til nærmere at undersøge, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har fået medhold i sin sag, udbetales forskudsvis 50 pct. af det ansøgte godtgørelsesbeløb.

Stk. 2. Er godtgørelsesbeløbet større end det beløb, som efter stk. 1 er udbetalt forskudsvis, udbetales restbeløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned regnet fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.

Stk. 3. Giver en ansøgning om omkostningsgodtgørelse alene anledning til nærmere at undersøge størrelsen af udgifterne til behandling af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetales godtgørelsen ifølge ansøgningen med forbehold for eventuel tilbagebetaling.

Stk. 4. Er godtgørelsesbeløbet mindre end det beløb, som efter stk. 3 er udbetalt med forbehold, skal den godtgørelsesberettigede tilbagebetale det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb. Den godtgørelsesberettigede har ret til henstand, hvis afgørelsen om godtgørelsens tilbagebetaling påklages eller indbringes for domstolene.

Stk. 5. Har den godtgørelsesberettigede tilbagebetalt godtgørelsesbeløbet efter stk. 4, 1. pkt., og findes dette beløb senere at være blevet tilbagebetalt med urette, udbetales beløbet med en rente. Renten beregnes med rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, pr. påbegyndt måned regnet fra dagen for indbetaling af det opkrævede godtgørelsesbeløb.

§ 58. Skatteministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

§ 59. Skatteministeren afgiver årligt en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling mv. i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

§ 60. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for beregningen af omkostningsgodtgørelse.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 61. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angiven bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af et anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning. Skattekontrollovens § 23 A om opkrævning og inddrivelse finder tilsvarende anvendelse.

Afsnit IV

Ikrafttrædelses-, overgangs- og delingsbestemmelser

Kapitel 20

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 62. Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. juli 2005 med de undtagelser, der følger af stk. 6-9 og 11.

Stk. 3. Lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver mv. (skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, ophæves fra den 1. juli 2005.

Stk. 4. Ligningsrådet nedlægges med udgangen af juni måned 2005. De på dette tidspunkt igangværende sager i Ligningsrådet, herunder modtagne klager til Ligningsrådet, overgår til behandling i Skatterådet, i Landsskatteretten eller i told- og skatteforvaltningen, alt for så vidt sagerne i øvrigt ligger inden for disse forvaltningsorganers kompetence pr. 1. juli 2005.

Stk. 5. De pr. 1. juli 2005 igangværende klagesager i ToldSkat overgår til behandling i Landsskatteretten, hvis klagens afgørelse ligger inden for Landsskatterettens kompetence pr. 1. juli 2005.

Stk. 6. Bestemmelsen i § 3 finder anvendelse ved udnævnelse af medlemmer af Skatterådet pr. 1. juli 2005.

Stk. 7. Den ordinære funktionsperiode for medlemmer af skatteankenævn pr. 30. juni 2005 forlænges til den 1. juli 2006. I perioden 1. juli 2005 til 1. juli 2006 finder de hidtidige regler i §§ 6-9 i skattestyrelsesloven fortsat anvendelse for medlemmer af skatteankenævn og suppleanter herfor.

Stk. 8. Forbuddet i § 15, stk. 1, hvorefter ansatte i told- og skatteforvaltningen ikke kan være medlemmer af bl.a. skatte- eller vurderingsankenævn, finder først anvendelse på medlemmer af skatte- eller vurderingsankenævn fra den 1. juli 2006.

Stk. 9. Hvis en kommune indgår i en kommunesammenlægning, og der oprettes et sammenlægningsudvalg til at forberede etableringen af den nye kommune, foretages indstillingen af medlemmer og suppleanter til det skatteankenævn eller det vurderingsankenævn, der udnævnes pr. 1. juli 2006, af sammenlægningsudvalget.

Stk. 10. De kontrakter, der er indgået mellem ToldSkat og kommuner, respektive kommunale fællesskaber, der er oprettet efter § 60 i lov om kommunernes styrelse, om udførelse af selskabsligning, sekretariatsbetjening af skatteankenævn og grænsegængercentret i Øresundsområdet, bortfalder den 1. juli 2005.

Stk. 11. I sager som nævnt i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., gives der fortsat omkostningsgodtgørelse efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, hvis sagen verserer i ToldSkat pr. 1. juli 2005.

§ 63. Bestemmelserne i kapitel 19 tages op til revision senest i folketingsåret 2006-07.

§ 64. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens gennemførelse.

§ 65. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Kapitel 21

Delingsbestemmelser

§ 66. Skatteministeriet overtager med virkning fra den 1. juli 2005 de aktiver, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven samt vedrørende fast ejendom passiver, der udelukkende er knyttet til eller kan henføres til ejendommen. Skatteministeriet indtræder endvidere fra den 1. juli 2005 i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan for så vidt angår overdragelse af fast ejendom fraviges ved indgåelse af aftale mellem Skatteministeriet og den pågældende kommune om, at Skatteministeriet lejer en fast ejendom eller dele heraf. Skatteministeriet og den enkelte kommune kan indgå aftale om leje af lokaler, der har været benyttet til kommunens varetagelse af skatteopgaven, og som ikke er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til varetagelsen af skatteopgaver, der udføres af kommuner eller kommunale fællesskaber efter kontrakt med ToldSkat som nævnt i § 62, stk. 10.

§ 67. Skatteministeriet overtager fra den 1. juli 2005 de kommunalt ansatte, der udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelsen af skatteopgaven.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på kommunalt ansatte, der udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelsen af skatteopgaver, der udføres af kommuner eller kommunale fællesskaber efter kontrakt med Toldskat som nævnt i § 62, stk. 10.

Stk. 3. Skatteministeriet overtager herudover en forholdsmæssig del af de kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, og som ikke udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, der fortsat varetages af kommuner eller kommunale fællesskaber.

§ 68. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for de ansatte i henhold til overenskomst eller individuel aftale, der i forbindelse med overførslen efter § 67 ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

§ 69. Tjenestemænd, der overføres efter § 67, overgår til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Stk. 2. Tjenestemænd omfattet af stk. 1 får ved pensionering fra denne ansættelse udbetalt den samlede tjenestemandspension af staten.

Stk. 3. Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren regler om beregning og fordeling af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd, der overføres efter § 67.

Stk. 4. Finansministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om beregning, administration, refusion, revision mv. af pensionerne.

Stk. 5. Finansministeren træffer afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til stk. 3 og 4.

§ 70. Aftale om overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte efter § 66 og § 67, herunder leje af fast ejendom eller lokaler efter § 66, stk. 2, skal indgås mellem Skatteministeriet og den enkelte kommune senest den 1. maj 2005. Aftalen kan indeholde vilkår om, at Skatteministeriet overtager en fast ejendom på betingelse af, at Skatteministeriet betaler et beløb til den pågældende kommune.

§ 71. Skatteministeren kan nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres efter § 66 og § 67, herunder leje af fast ejendom eller lokaler efter § 66, stk. 2, hvorom der ikke er indgået aftale senest den 1. maj 2005, jf. § 70. Bestemmelsen i § 70, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Nævnet består af 4 medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Et medlem, der tillige er formand, indstilles af finansministeren, og to medlemmer indstilles af Kommunernes Landsforening.

Stk. 3. Nævnet træffer beslutning ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

§ 72. Skatteministeren kan fastsætte regler for gennemførelsen af den flytning af opgaver og ansatte fra kommuner, respektive kommunale fællesskaber, der er oprettet efter § 60 i lov om kommunernes styrelse, til staten, der er en følge af denne lov.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af en ny kommunalreform.

Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringspartiernes aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.

Reformen tegner en ny offentlig sektor, hvor kommuner, regioner og stat har hver sin opgavemæssige identitet. Staten fastlægger de overordnede rammer. Kommunerne varetager de direkte borgerrettede opgaver og bliver dermed for borgere og virksomheder hovedindgangen til den offentlige sektor. Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet samt regionale udviklingsopgaver og får ansvaret for at løse visse driftsopgaver for kommunerne.

Reformen indebærer, at amtskommunerne, HS og Hovedstadens Udviklingsråd nedlægges, at der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses i den offentlige sektor, mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og at antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.

Det foreliggende lovforslag udmønter den del af aftalen, der vedrører organiseringen af den offentlige forvaltning af skatter, afgifter, told og lignende ydelser til det offentlige samt ejendomsvurdering.

Med lovforslaget lægges der op til at skabe en åben og helhedsorienteret forvaltning med borgerne og virksomhederne i centrum. Det sker gennem en organisatorisk samling af forvaltningen af skatter, afgifter, told og ejendomsvurdering mv. i en statslig enhedsforvaltning.

Denne enhedsforvaltning dannes gennem en fusion mellem den kommunale og den statslige skatteforvaltning, og gennem som udgangspunkt en sammenlægning af de forskellige myndigheder under ToldSkat. Herved får borgerne og virksomhederne kun én offentlig forvaltning på skatteområdet. Samtidig skabes der mulighed for en bedre udnyttelse af ressourcerne i forvaltningen.

Som et led i fusionen skal der overføres aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte fra kommunerne til staten. Lovforslaget indeholder regler for denne overførsel. Fastlæggelsen af denne overførsel og eventuelle særlige vilkår herfor skal i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform som udgangspunkt ske ved aftale mellem den enkelte kommune og Skatteministeriet. Skatteministeren kan dog nedsætte et nævn, der kan træffe beslutning om den konkrete overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i tilfælde af uenighed herom mellem en kommune og Skatteministeriet.

Til sikring af de kommunale skattemedarbejdere, der overgår til ansættelse i staten, vil de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, skulle finde tilsvarende anvendelse for ikke-tjenestemandsansatte i denne situation. Ansættelsesvilkårene for det statslige personale, hvortil skatteopgaven overføres, berøres ikke af loven.

Selv om enhedsforvaltningen forankres i statsligt regi, vil kommunerne blive inddraget i forvaltningen gennem kommunale borgerservicecentre, der ikke kun skal kunne servicere borgerne vedrørende indkomstskat og lignende, men også om afgifter, told og ejendomsvurdering.

Enhedsforvaltningen skal bistås af et centralt kollegialt organ. I dag findes et sådant organ i form af Ligningsrådet, der imidlertid kun har kompetence på områderne for indkomstskat og ejendomsvurdering. Det foreslås, at Ligningsrådet erstattes af et Skatteråd, der får kompetence ikke kun på områderne for indkomstskat og ejendomsvurdering, men også på afgiftsområdet.

Med lovforslaget lægges der endvidere op til at forenkle det administrative klagesystem ved som udgangspunkt at samle behandlingen af klagesager i Landsskatteretten. Det sker ved at overføre de klagesager, der i dag afgøres af ToldSkat eller Ligningsrådet, til afgørelse i Landsskatteretten. I forbindelse hermed justeres reglerne for sagsbehandling i Landsskatteretten.

Omlægningen ændrer ikke på ordningen med skatteankenævn og vurderingsankenævn, der afgør klager over henholdsvis skatteansættelser og ejendomsvurderinger. Men der lægges op til, at skatteankenævnene bliver statslige på den måde, at skatteministeren fremover bestemmer antallet af skatteankenævn og udnævner skatteankenævnsmedlemmerne efter indstilling fra kommunerne. I dag er skatteankenævnene kommunale, og medlemmerne vælges af kommunalbestyrelsen.

De grundlæggende regler om skatte- og ejendomsvurderingsmyndighederne findes i dag i lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven). Kommunalreformen medfører så betydelige ændringer i dette regelsæt, at det er fundet hensigtsmæssigt at erstatte skattestyrelsesloven med en ny lov; en skatteforvaltningslov. Lovforslaget udgør således både en udmøntning af kommunalreformen og en nyredigering af skattestyrelsesloven. I lovforslaget indgår en harmonisering af visse processuelle regler, herunder regler om bindende afgiftssvar.

Etablering af en enhedsforvaltning har i øvrigt nogle afledte konsekvenser, som indgår i dette lovforslag eller i det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven (Navnlig konsekvensændringer som følge af kommunalreformen).

Efter lovforslaget er den nye organisationsstruktur tillagt virkning fra den 1. juli 2005.

2. Baggrund

Lovforslaget er en udmøntning af den del af aftalen fra juni 2004 om en strukturreform, indgået mellem regeringspartierne (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti, der omhandler skatteområdet.

Aftalen bygger på anbefalinger fra Strukturkommissionen, jf. betænkning 1434/2004, og den efterfølgende høring og debat om kommissionens anbefalinger.

Kommissionen anfører konkluderende om skatteadministrationen (side 35-36 i det bind af betænkningen, der betegnes »Sammenfatning«):

»Skatteadministrationen er i dag delt mellem kommunerne og staten. Det er kommissionens vurdering, at der vil kunne opnås væsentlige effektivitets- og kvalitetsfordele ved en bredere organisering af området, først og fremmest gennem udnyttelse af stordriftsfordele i skatteligningen, men også ved at skabe grundlag for en bedre prioritering inden for den samlede skatte- og afgiftsadministration samt en mere hensigtsmæssig beslutningsstruktur i forhold til beslutninger om it-systemudvikling. Samtidig er det væsentligt, at der fortsat er en lokal borgerbetjeningsfunktion.

Da der ikke er €" og ikke skal være €" lokalpolitisk indflydelse på selve skatteligningen, vil en statslig varetagelse af den samlede skatteadministrationsopgave ikke have negative konsekvenser for kommunernes autonomi. Kommissionen har derfor som en løsning peget på en samling af ansvaret for opgaveløsningen i statsligt regi i kombination med fortsat lokal borgerbetjening i de enkelte kommuner.

Som en alternativ løsning har kommissionen endvidere peget på fortsat kommunal varetagelse som en mulighed. Denne løsning indebærer, at ligningsaktiviteten skal samles i væsentligt færre enheder i form af kommunale ligningscentre, der kombineres med lokal borgerbetjening i de enkelte kommuner. Kommissionen må dog samtidig pege på, at denne løsning ikke vil tilgodese hensynet til at sikre en tværgående styring og prioritering inden for den samlede skatte- og afgiftsadministration.«

Forligspartierne har i den ovennævnte aftale fulgt Strukturkommissionens anbefaling for så vidt angår skatteområdet.

3. Målsætning

Skatteministeriet har opstillet følgende målsætninger for den nye organisation:

At bevare og udbygge den gode borgerbetjening, der findes i dag. Dette sker bl.a. ved at give borgerne frit valg af indgang til told- og skatteforvaltningen €" fra personlig betjening i den lokale borgerbetjening til elektronisk betjening i hovedparten af døgnets timer.

At organisationsstrukturen skal være forenelig med en helhedsorienteret sagsbehandling på de forvaltningsområder, som forudsætter kendskab til borgernes økonomiske forhold, herunder mellem told- og skatteforvaltningen og andre statslige eller kommunale forvaltningsområder.

At styrke retssikkerheden og ensartetheden i told- og skatteforvaltningens opgavevaretagelse. Det sker ved at skabe faglige miljøer, der til enhver tid kan matche opgaver på det niveau, som forskellige grupper af borgere har brug for €" lige fra udlevering af nyt skattekort i den lokale borgerbetjening til behandling af komplekse skattesager i specielle enheder.

At gennemføre en ny og samlet service- og kontrolstrategi, som omfatter en øget serviceorienteret adfærd over for det store flertal af borgere, der ønsker at overholde love og regler, og en skærpet indsats i forhold til dem, som ikke har vilje hertil.

At opretholde opgaveløsningen på det nuværende niveau og på nogle områder forbedre den. Dertil at effektivisere den samlede told- og skatteforvaltning, således at der i de kommende år gradvist anvendes færre ressourcer. Det sker især ved at udnytte stordriftsfordele i færre enheder end i dag, ved udnyttelse af synergieffekter på visse opgaveområder samt i de følgende år ved en modernisering af IT-systemerne.

At sikre en sammenhængende styring og prioritering af de ressourcer, der er til rådighed for løsning af skatteopgaven, således at der opnås en fleksibel opgaveløsning, hvor der løbende foretages prioriteringer på tværs af de relevante indsatsområder.

4. Gældende ret sammenholdt med foreslåede ændringer
4.1. Forvaltningens organisation i første instans

4.1.1. Gældende ret : Forvaltningen af lovgivning om moms, punktafgifter, told og ejendomsvurdering er i dag statslig.

Forvaltningen af lovgivning om indkomstskat og ejendomsværdiskat er i dag delt mellem staten og kommunerne. Kommunerne har det primære ansvar for ligningen af personer og dødsboer under et statsligt tilsyn. Staten har det primære ansvar for ligningen af selskaber, men ligningen udføres i vidt omfang af kommunerne efter kontrakt med ToldSkat.

Den statslige forvaltning udøves af ToldSkat, der består af Told- og Skattestyrelsen, 8 regionale told- og skattemyndigheder, ToldSkat Selskabsrevisionen og Spillemyndigheden.

Den kommunale forvaltning udøves af 271 kommuner, som i væsentligt omfang samarbejder om at løse denne opgave. Samarbejdet sker formelt enten i form af udnævnelse af en fælles ligningsansvarlig embedsmand eller i form af et ligningscenter, der er en selvstændig skattemyndighed.

Herudover er der oprettet et grænsegængercenter i Øresundsområdet til forvaltning af de skattemæssige forhold vedrørende personer, der bor på den ene side af Øresund, men arbejder på den anden side af sundet.

Ved forvaltningen af lovgivning om indkomstbeskatning og ejendomsvurdering bistås ToldSkat og kommunerne af Ligningsrådet. Ved forvaltningen af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. bistås ToldSkat af en række særligt sagkyndige vurderingsmænd.

4.1.2. Forslag til ændringer : Det foreslås at samle forvaltningen af lovgivning om indkomstskat, moms, punktafgifter, told, arbejdsmarkedsbidrag og lignende retlige ydelser til det offentlige i en enhedsforvaltning i statsligt regi. Denne enhedsforvaltning vil dog ikke komme til at omfatte den del af spilleområdet, der i dag administreres af Spillemyndigheden.

Dannelsen af denne enhedsforvaltning indebærer en afskaffelse af den kommunale skatteforvaltning. Lovteknisk findes reglerne om den kommunale skatteforvaltning, på skatteministerens sagsområde, primært i skattestyrelsesloven, jf. specielt §§ 1-3, men der er i andre love henvisninger til den kommunale skattemyndighed.

Organiseringen af den statslige forvaltning er principielt et regeringsanliggende, der ikke kræver særlig lovgivning. Derfor er den nye forvaltning som udgangspunkt alene omtalt i § 1 i den foreslåede skatteforvaltningslov, hvor forvaltningen betegnes »told- og skatteforvaltningen«.

Den nye enhedsforvaltning dannes gennem en fusion mellem de nuværende kommunale skatteforvaltninger og ToldSkat, således at den nye forvaltning bemandes med personalet fra disse kommunale og statslige forvaltninger.

Det kommunale personale, der har varetaget de skatteopgaver, der nu overføres til staten, vil følge med opgaven over til staten.

Den nye enhedsforvaltning vil blive ledet af en direktør.

Told- og Skattestyrelsen vil blive nedlagt som selvstændig myndighed. De planlægnings- og styringsmæssige opgaver, som Told- og Skattestyrelsen hidtil har varetaget, vil fremover blive varetaget af et hovedkontor i enhedsorganisationen. Ligeledes vil sekretariatsbetjeningen af Skatterådet blive opretholdt samlet.

Denne nye enhedsforvaltning er tænkt organiseret som én landsdækkende forvaltningsmyndighed, der lokaliseres 30 steder landet over (skattecentre). Ved placeringen af skattecentrene er der lagt vægt på følgende 5 kriterier:

· Fordelingen skal understøtte en rationel og effektiv skatteforvaltning.

· Der skal i videst muligt omfang ske genbrug af eksisterende struktur (store byer, kommunale ligningscentre/samarbejder og ToldSkat-regioner).

· Tidligere amtshovedstæder skal tilgodeses.

· Der skal sikres fortsat regional balance.

· Skattecentre og ankenævnssekretariater skal som hovedregel ikke ligge i samme by af hensyn til retssikkerheden og den geografiske balance.

Ved at organisere told- og skatteforvaltningen som én landsdækkende myndighed opnås, at borgerne lettere kan komme i personlig kontakt med forvaltningen over hele landet. Samtidig får forvaltningen en sådan volumen, at den kan tilbyde borgerne ydelser, som mindre forvaltninger har svært ved at magte, f.eks. call centerfunktioner, der er åbne det meste af døgnet.

Målet er, at alle 30 lokale enheder af told- og skatteforvaltningen skal kunne servicere alle borgere om alle normalt forekommende skattemæssige forhold. Men en række opgaver er af sådan karakter, at administrationen heraf vil blive forankret få steder eller et enkelt sted i organisationen. Det kan f.eks. være sjældent forekommende og/eller komplicerede opgaver, og opgaver af administrativ karakter, hvor der vil kunne opnås stordriftsfordele ved en koncentration.

Eksempler på de førstnævnte opgaver kunne være behandlingen af komplicerede sager om internationale forhold eller transfer pricing. Eksempler på de sidstnævnte opgaver kunne være etableringen af et inddatacenter til bl.a. modtagelse og fejlrettelse af indberettede oplysninger eller løsningen af IT-opgaver.

Borgerne vil ikke få ulemper ved, at afklaringen af et spørgsmål skal ske i en specialiseret enhed, idet målet er, at alle 30 lokale enheder af told- og skatteforvaltningen skal kunne servicere alle borgere om flest mulige skattemæssige forhold. Specialiseringen vil derimod kunne sikre en effektiv og korrekt behandling af vanskelige spørgsmål.

Fordelene for borgerne ved en enhedsorganisation kan illustreres med et eksempel fra banksektoren. Kunderne i en bank er ofte tilknyttet en bestemt filial, hvor den normale kontakt finder sted. Kunden har dog samtidig mulighed for at kontakte andre filialer, hvis det i en given situation er mere praktisk.

Tilsvarende vil skatteborgeren af praktiske grunde være knyttet til én af de lokale enheder af told- og skatteforvaltningen; typisk der hvor borgeren bor. Men borgeren vil som udgangspunkt kunne bruge en hvilken som helst af de 30 lokale enheder som indgang til told- og skatteforvaltningen, f.eks. den enhed, der ligger nærmest borgerens arbejdsplads.

Set fra forvaltningens side giver organiseringen af told- og skatteforvaltningen som én landsdækkende forvaltningsmyndighed forvaltningen færre interne barrierer, hvilket øger mulighederne for en effektiv anvendelse af forvaltningens ressourcer, såvel med hensyn til personale som med hensyn til anvendelse af elektroniske hjælpemidler. Forvaltningen får således lettere ved at oprette enheder til at administrere specielle sagsområder og lettere ved at kanalisere ressourceanvendelsen til områder, hvor der er et aktuelt behov.

Internt i forvaltningen vil der ske en organisering med udgangspunkt i en samlet service- og kontrolstrategi.

Der vil således i den interne organisering være fokus på bl.a. service, kontrol og retsanvendelse. Der vil være fokus på at sikre ensartethed på landsplan og på en prioritering og ressourcefordeling med henblik på at sætte ind, hvor der opstår særlige behov, f.eks. i relation til kontrolopgaver. Der vil således blive udnævnt én ansvarlig for retsanvendelsen på landsplan. De nuværende faglige skillelinier f.eks. mellem de ligningsmæssige opgaver i kommunerne og de revisionsmæssige opgaver i ToldSkat vil ikke blive opretholdt, men vil blive samtænkt i lyset af service- og kontrolstrategien.

Organiseringen vil ske, så den styrker mulighederne for at prioritere anvendelsen af ressourcer og ensartethed i opgaveløsningen på landsplan samt muliggør entydige referencelinier på alle niveauer i organisationen.

Der etableres et antal ledelsesfunktioner, der vil omfatte flere af de 30 lokale enheder, med henblik på at sikre prioriteringen »på tværs«, herunder uddannelse og udvikling af medarbejderne.

Samlingen af forvaltningen af indkomstskat, afgifter og told mv. i én landsdækkende myndighed giver borgerne færre samarbejdsparter i det offentlige, således at flere typer af mellemværender med det offentlige kan løses ved henvendelse kun ét sted. Og for forvaltningen styrker denne myndighedssamling forvaltningens muligheder for at behandle sagerne »på tværs«, f.eks. ved en samlet behandling af spørgsmål om en virksomheds skatteregnskab og momsregnskab.

Den nye forvaltning skal være åben i forhold til borgerne. Således vil der være fokus på at give borgerne en løbende adgang til egne data, medmindre de må anse at have betydning for afklaring af et eventuelt strafbart forhold.

Samlingen af told- og skatteforvaltningen i én landsdækkende myndighed har den konsekvens, at korrespondance mellem de forskellige dele af denne enhedsforvaltning anses for intern korrespondance, set i forhold til de almindelige regler om aktindsigt.

Reglerne om partsindsigt vil dog blive administreret således, at der i mindst samme omfang som i dag vil være fuld indsigt i dokumenter om egne forhold. Oplysninger om den enkelte borger vil som hidtil være fortrolige i forhold til tredjemand.

Det er tanken, at denne statslige told- og skatteforvaltning skal understøttes af kommunal borgerbetjening som en integreret del af de kommunale borgerservicecentre.

Det forudsættes således i aftalen om en kommunalreform mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, at kommunerne etablerer et eller flere borgerservicecentre i hver kommune til varetagelse af de væsentligste borgerbetjeningsopgaver på alle forvaltningsområder. Denne forudsætning vil efter aftalen blive understøttet af et forslag til en lov om kommunale borgerservicecentre, der fremsættes af indenrigs- og sundhedsministeren, jf. nærmere nedenfor under 4.15.

De kommunale borgerservicecentre er et tilbud til de borgere, der ønsker en personlig kontakt med den statslige, den regionale eller den kommunale forvaltning om mere almindeligt forekommende spørgsmål.

På skatteministerens sagsområde er det tanken, at de kommunale borgerservicecentre skal kunne servicere borgerne vedrørende skatter, afgifter, told og ejendomsvurdering, men de kommunale borgerservicecentre skal ikke udøve forvaltningsmyndighed på disse områder.

De opgaver, der tænkes varetaget i de kommunale borgerservicecentre for told- og skatteforvaltningen, er bl.a. information om mere almindeligt anvendte regler, ændring af forskudsregistrering i samme omfang, som en borger selv kan ændre via TastSelv, og udskrivning af skattekort, udlevering af informationsmateriale og blanketter, modtagelse af selvangivelser og forskudsskemaer samt vejledning i brug af digitale løsninger. Borgerservicecentrene skal kunne henvise mere komplicerede spørgsmål til besvarelse i den lokale del af told- og skatteforvaltningen.

Som i dag vil denne enhedsforvaltning blive bistået af et kollegialt organ som Ligningsrådet, jf. nedenfor i afsnit 4.2., og særligt sagkyndige vurderingsmænd på motorområdet.

4.2. Ligningsrådet

4.2.1. Gældende ret : Ligningsrådet er et kollegialt lægmandsorgan, der består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 af medlemmerne, og skatteministeren beskikker 13. Blandt de medlemmer, som skatteministeren beskikker, skal 4 repræsentere erhvervslivet og lønmodtagerne, og 4 repræsentere kommunerne. Funktionsperioden er 6 år, hvilket dog ikke gælder for formanden.

Ligningsrådet har alene kompetence på indkomstskatteområdet. Opgaverne kan deles i to grupper.

For det første fastsætter Ligningsrådet sammen med ToldSkat retningslinier og anvisninger for personligningen og ejendomsvurderingen, og Ligningsrådet udøver sammen med ToldSkat tilsyn med den kommunale ligning samt skatteankenævns og vurderingsankenævns virksomhed.

For det andet har Ligningsrådet kompetencen til at give bindende forhåndsbesked, at fastsætte visse ligningsmæssige standardbeløb, at bedømme strafansvar efter skattekontrolloven og at give en række bevillinger og dispensationer. Endvidere afgør Ligningsrådet enkelte typer af klagesager, bl.a. som konsekvens af delegation af kompetence fra rådet.

Som bilag til lovforslaget er medtaget en oversigt over Ligningsrådets opgaver.

I skattestyrelsesloven findes reglerne om Ligningsrådet i §§ 17-19.

4.2.2. Forslag til ændringer : Det foreslås, at Ligningsrådet erstattes af et Skatteråd, og at Skatterådet i modsætning til Ligningsrådet får kompetence ikke kun på indkomstskatteområdet, men også på afgiftsområdet. Skatterådet skal dog ikke have kompetence på toldområdet. Det har bl.a. sammenhæng med, at en række sager på toldområdet skal forelægges EU-kommissionen til afgørelse.

Herved styrkes det læge element i forvaltningen af afgiftslovgivningen, samtidig med at der skabes fælles organisatoriske rammer for forvaltningen af indkomstskatteområdet og afgiftsområdet.

Det foreslås, at Skatterådet som udgangspunkt overtager de kompetencer, der i dag tilkommer Ligningsrådet, jf. bilaget til dette lovforslag.

Samlingen af skatteforvaltningen i en enhedsforvaltning gør Ligningsrådets nuværende kompetence til at godkende planer og anvisninger for ligningen, jf. skattestyrelseslovens § 18, unødvendig. Dette skal sammenholdes med det problematiske i, at Ligningsrådet ikke har ansvar for de ressourcer, rådet trækker på i forvaltningen gennem fastsættelse af retningslinier og anvisninger. Det foreslås derfor, at told- og skatteforvaltningen fremover får ansvaret for planlægningen af ligningen, ligesom i dag på selskabsligningsområdet.

Efter forslaget får Skatterådet kompetence på samme lovområder som told- og skatteforvaltningen, når bortses fra toldområdet og områder, hvor told- og skatteforvaltningen er tillagt kompetencer uden for skatte- og ejendomsvurderingsområdet. Men Skatterådets kompetence til myndighedsudøvelse er efter forslaget som udgangspunkt afledt af, at told- og skatteforvaltningen forelægger rådet sagen til afgørelse. Det er dog fundet af betydning, at anmodninger om bindende svar med principielt indhold efter de kriterier, der er fastlagt i § 21, stk. 4, altid skal forelægges for Skatterådet til afgørelse. Det skal i den forbindelse bemærkes, at reglerne om bindende forhåndsbesked, reglerne om bindende ligningssvar og regler om bindende afgiftssvar ved dette lovforslag foreslås samlet i ét regelsæt om bindende svar, således at Skatterådet på dette område får kompetence, som Ligningsrådet ikke har i dag. Det er i øvrigt forudsat, at Skatterådets formand og told- og skatteforvaltningen aftaler retningslinier for forvaltningens udvælgelse af anmodninger om bindende svar efter lovens kriterier.

Som led i bestræbelserne for at forenkle og styrke det administrative klagesystem ved som udgangspunkt at samle alle klagesager i Landsskatteretten foreslås Ligningsrådets hidtidige kompetencer til at afgøre klagesager afskaffet. De klager, der i dag afgøres af Ligningsrådet, bør fremover afgøres af retsmedlemmer i Landsskatteretten.

Dette synspunkt indebærer, at Ligningsrådets hidtidige mulighed for af egen drift at udlægge kompetence afskaffes. Er en kompetence henlagt til Skatterådet, bør rådet selv udøve kompetencen med bistand fra rådets sekretariat. Dette indebærer, at kompetencer, der omfatter mange sager, ikke kan henlægges til Skatterådet. Det foreslås derfor, at Skatterådet ikke får afgørelseskompetence vedrørende sambeskatning af selskaber, men alene kompetence til at fastsætte generelle retningslinier for told- og skatteforvaltningens administration af reglerne for sambeskatning, jf. det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven (Navnlig konsekvensændringer som følge af kommunalreformen), § 59 (selskabsskatteloven).

Efter gældende ret kan en række straffesager afgøres administrativt, hvis det skønnes, at overtrædelsen ikke vil medføre højere straf end bøde, og den pågældende erkender sig skyldig og accepterer et bødeforlæg. I praksis fastlægges retningslinier for administration af denne kompetence sammen med Rigsadvokaturen på baggrund af udviklingen i domspraksis.

Denne ordning med administrativ afslutning af straffesager repræsenterer en fravigelse fra princippet om, at straf kun kan pålægges ved dom. Derfor bør der ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger udvises varsomhed med at konsolidere en sådan administrativ ordning gennem f.eks. at tilknytte lægmandsbehandling eller administrative klagemuligheder. Kan borgeren og told- og skatteforvaltningen ikke nå til fuld enighed, bør straffesagen umiddelbart overgives til anklagemyndigheden til videre behandling efter reglerne i retsplejeloven og under domstolskontrol.

Ligningsrådet har i dag alene kompetence på straffesagsområdet i forbindelse med overtrædelser af straffebestemmelserne i skattekontrolloven, men ikke kompetence vedrørende overtrædelser af andre bestemmelser om straf for overtrædelse af indkomstskattelovgivningen eller for overtrædelse af afgifts- eller toldlovgivningen.

Det foreslås af disse grunde, at Skatterådet ikke får kompetence på straffesagsområdet, jf. det samtidig med dette lovforslag fremsatte forslag til lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven (Navnlig konsekvensændringer som følge af kommunalreformen), § 60 (skattekontrolloven)

Det foreslås, at Skatterådet sammensættes på samme måde som Ligningsrådet, bortset fra at de 4 kommunale repræsentanter udnævnes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening mod i dag, hvor Kommunernes Landsforening kun indstiller 2, mens Københavns og Frederiksberg kommuner hver indstiller 1.

Det foreslås, at faktisk fravær fra rådet i mere end 6 måneder medfører tab af medlemskab af rådet.

Det foreslås af hensyn til Skatterådets sammensætning, at Skatterådet kun kan træffe afgørelse, hvis halvdelen af rådets medlemmer deltager, herunder formanden eller næstformanden.

Det foreslås, at lovens regler om told- og skatteforvaltningens anvendelse af sagsfremstillinger og agterskrivelser samt lovens frister for told- og skatteforvaltningens gennemførelse af ansættelser skal anvendes tilsvarende af Skatterådet.

Det foreslås, at Skatterådet skal kunne tillade foretagelse af syn og skøn i sager, der forelægges rådet til afgørelse.

Det foreslås, at Skatterådet sekretariatsbetjenes af told- og skatteforvaltningen.

4.3. Organiseringen af det administrative klagesystem

4.3.1. Gældende ret : Efter almindelige forvaltningsretlige betragtninger er der i forvaltningens hierarkiske organisering indbygget et administrativt klagesystem, der ikke er lovreguleret. Dette gælder såvel den statslige som den kommunale forvaltning. I klagesystemet ligger bl.a., at en underordnet forvaltningsmyndigheds afgørelser kan påklages til en overordnet forvaltningsmyndighed.

På skatte- og ejendomsvurderingsområderne er klagevejene for forvaltningsafgørelser i meget vidt omfang lovreguleret, enten direkte eller gennem bemyndigelser til skatteministeren, således at det som udgangspunkt kun er afgørelser i personalesager, der behandles i dette ulovregulerede administrative klagesystem.

På personaleområdet kan regionalt ansatte i ToldSkat klage over personaleadministrative afgørelser til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til skatteministerens departement. Ansatte i Told- og Skattestyrelsen kan klage til skatteministerens departement.

Ved siden af dette ulovregulerede administrative klagesystem er der et lovreguleret administrativt klagesystem, der består af kollegiale lægmandsorganer. Der er skatteankenævn, vurderingsankenævn, Landsskatteretten og Spillenævnet. Den samlede mængde af sager i dette klagesystem er på 15-20.000 sager årligt.

Hver kommune skal have et skatteankenævn, men flere kommuner kan godt gå sammen om et fælles skatteankenævn. Der er i dag omkring 175 skatteankenævn. Medlemmerne vælges af kommunalbestyrelsen. Medlemskab er et borgerligt ombud. Skatteankenævnet afgør primært klager over kommunale afgørelser om ligning af personer og dødsboer. Skatteankenævnene sekretariatsbetjenes formelt af staten, men sekretariatsbetjeningen udføres af kommunerne efter kontrakt med ToldSkat.

For hvert amt er der et vurderingsankenævn, og derudover er der et fælles vurderingsankenævn for Københavns og Frederiksberg kommuner; i alt 15 vurderingsankenævn. Medlemmerne udnævnes af skatteministeren efter indstilling fra amtskommunerne, respektive Københavns og Frederiksberg kommuner. Medlemskab er ikke et borgerligt ombud. Vurderingsankenævnene afgør klager over ToldSkats afgørelser efter lov om vurdering af landets faste ejendomme. Vurderingsankenævnene sekretariatsbetjenes af ToldSkat.

Landsskatteretten er øverste administrative klageinstans. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd, 28 øvrige retsmedlemmer og to særligt motorsagkyndige retsmedlemmer. Folketinget vælger 11 af medlemmerne, mens skatteministeren udnævner retspræsidenten og retsformændene, samt beskikker de øvrige 19 retsmedlemmer. Af de medlemmer, som skatteministeren beskikker, skal 4 repræsentere erhvervslivet, to repræsentere lønmodtagerne og mindst 9 opfylde de almindelige betingelser for at blive landsdommer. Funktionsperioden er på 6 år.

Landsskatteretten afgør klager over skatte- og vurderingsankenævnenes afgørelser, klager over afgørelser om selskabsligning, samt klager over ToldSkats afgørelser i en række sagstyper, der er nærmere opregnet i de enkelte love.

Spillenævnet afgør klager over spillemyndighedens afgørelser. Nævnet er sammensat af en repræsentant med kendskab til branchen, en repræsentant for Told- og Skattestyrelsen og en repræsentant for Skatteministeriets departement. Nævnet behandler kun få klager årligt.

Uden for dette administrative system med kollegiale klageorganer er der en række meget forskelligartede typer af afgørelser, der klagebehandles af ToldSkat eller Ligningsrådet. Det samlede omfang af disse klagesager er omkring 1.400 sager årligt.

For det første kan en række kommunale afgørelser kun påklages til den regionale told- og skattemyndighed. Den regionale myndigheds afgørelse af klagen kan ikke påklages yderligere i det administrative system.

For det andet kan en række afgørelser truffet af regionale told- og skattemyndigheder kun påklages til Told- og Skattestyrelsen. Styrelsens afgørelse af klagen kan ikke påklages yderligere i det administrative system.

For det tredje kan enkelte typer af afgørelser truffet af en kommune, af en regional told- og skattemyndighed eller af Told- og Skattestyrelsen påklages til Ligningsrådet. Antallet af disse klagesager er 50-75 årligt.

4.3.2. Forslag til ændringer : Med etableringen af en enhedsforvaltning reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige skatteforvaltning til to niveauer; nærmere bestemt til told- og skatteforvaltningen (enhedsforvaltningen) og skatteministeren/skatteministerens departement. Hermed begrænses tilsvarende den ulovregulerede mulighed for administrativt at klage over en underordnet forvaltningsmyndigheds afgørelser til en overordnet forvaltningsmyndighed.

Denne reducerede klagemulighed skal ses i lyset af, at det er en egen målsætning, at konkrete forvaltningsafgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt ikke bør kunne påklages til skatteministeren/skatteministerens departement. Klager over konkrete forvaltningsafgørelser bør afgøres i det lovregulerede klagesystem; det vil som udgangspunkt sige af skatte- eller vurderingsankenævn eller af Landsskatteretten.

Det foreslås, at den gældende ordning med skatteankenævn og vurderingsankenævn opretholdes, men således at skatteministeren fremover bestemmer landets inddeling i skatteankenævns- og vurderingsankenævnskredse og antallet af medlemmer af de enkelte nævn. Herved muliggøres en løbende tilpasning af nævnsstrukturen efter sagstilgangen i de forskellige dele af landet og til organiseringen af told- og skatteforvaltningen.

Det er tanken, at det nuværende antal på 15 vurderingsankenævn opretholdes, mens antallet af skatteankenævn tilpasses efter antallet af skattecentre.

Det foreslås, at skatteministeren udnævner medlemmerne af såvel skatteankenævn som vurderingsankenævn efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i nævnskredsen. Pladserne i nævnene fordeles med udgangspunkt i indbyggertallet i de berørte kommuner pr. 1. januar i det år, hvor udnævnelsen skal ske. Hver kommunalbestyrelse indstiller mindst to personer til hver af kommunens pladser i nævnet og mindst to personer til hver af funktionerne som suppleant for disse medlemmer.

Som i dag er funktionsperioden for nævnsmedlemmerne 4 år. Den følger de kommunale valgperioder. Det foreslås imidlertid, at begyndelsen af funktionsperioden for skatteankenævnsmedlemmer flyttes med ½ år fra den 1. januar til den 1. juli, ligesom for vurderingsankenævnsmedlemmer. Derved bliver der tid til at indhente indstillinger til nævnsmedlemmer fra de nyvalgte kommunalbestyrelser.

Det foreslås, at medlemskab af skatte- og vurderingsankenævn ikke skal være et borgerligt ombud.

Det foreslås, at faktisk fravær fra et skatte- eller vurderingsankenævn i mere end 6 måneder medfører tab af medlemskab af nævnet.

Der foreslås ikke ændringer i de typer af klager, skatteankenævnene og vurderingsankenævnene kan afgøre, bortset fra forslag om at skatteankenævnene bemyndiges til at afgøre klager over afgørelser om gaveafgift, og bortset fra at vurderingsankenævnene tillægges kompetence til at afgøre klager over såkaldte »værdiforringelseserklæringer«.

Det foreslås, at den enkelte borger får frihed til at vælge, om en klage skal behandles af skatteankenævnet eller af Landsskatteretten. I dag kan en klager først gå til Landsskatteretten med sin klage 3 måneder efter, at klagen er indgivet til skatteankenævnet. Med forslaget får borgeren mulighed for at afpasse klagesagsbehandlingen efter sagens karakter og i øvrigt efter individuelle behov.

Det er tanken, at de hidtil gældende regler for skatteankenævnenes og vurderingsankenævnenes sagsbehandling videreføres.

Det foreslås, at skatte- og vurderingsankenævnene sekretariatsbetjenes af told- og skatteforvaltningen. Det er herved af retssikkerhedsmæssige grunde forudsat, at sekretariatsopgaven udskilles fra den øvrige told- og skatteforvaltning i en særlig enhed, men således at denne enhed kan udføre sekretariatsbetjening for såvel skatte- som vurderingsankenævn. Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene vil blive lokaliseret 16 steder i landet.

Det foreslås, at det gældende tilsyn fra Ligningsrådet og ToldSkat med skatte- og vurderingsankenævnenes virke reduceres fra et aktivt til et passivt tilsyn. Det skal forstås på den måde, at told- og skatteforvaltningen ikke fremover kan deltage i nævnsmøder som observatør, men blot reagere, hvis told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, bliver opmærksom på, at et nævn har truffet en åbenbart ulovlig afgørelse, f.eks. ved at et nævnsmedlem henleder told- og skatteforvaltningens, respektive Skatterådets, opmærksomhed herpå, eller ved at en embedsmand i nævnssekretariatet gør opmærksom herpå. Men som i dag vil Skatterådet efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen kunne ændre en åbenbart ulovlig afgørelse truffet af et skatte- eller vurderingsankenævn.

Forslaget er primært begrundet i, at det ikke forekommer rationelt at bruge ressourcer på at føre tilsyn med disse nævn, og erfaringerne viser, at Ligningsrådet i gennemsnit ændrer mindre end en nævnsafgørelse årligt.

Det foreslås for så vidt angår Landsskatteretten , at alle klagesager som udgangspunkt afgøres i Landsskatteretten som sidste administrative klageinstans. Det betyder, at de omkring 1.400 klagesager, der i dag afgøres af ToldSkat eller Ligningsrådet, som udgangspunkt overføres til afgørelse i Landsskatteretten. Herved opnås en klarere adskillelse mellem den myndighed, der klages over, og den myndighed, der klages til.

Klager til ToldSkat udgør et meget broget spektrum, der spænder fra klager over afgørelser i traditionel forstand, f.eks. af en anmodning om en bevilling eller dispensation, til klager/indsigelser mod afgørelser/beslutninger, der ligger i det »grå« område mellem afgørelser og beslutninger om sagsbehandling, f.eks. om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes, for at der kan træffes en lovlig afgørelse. Disse klager spænder også fra klager over afgørelser om egentlig myndighedsudøvelse over for en borger til klager over afgørelser om driftsmæssige forhold, herunder personalespørgsmål.

Derfor foreslås, at skatteministeren bemyndiges til undtagelsesvis at henlægge afgørelsen af klager i visse sagstyper til en særlig enhed i told- og skatteforvaltningen i stedet for afgørelse i Landsskatteretten. Denne enhed kan være den samme, som udfører sekretariatsbetjening for skatte- og vurderingsankenævn. Denne bemyndigelse vil tillige kunne benyttes til at afskære klage til skatteministeren eller skatteministerens departement.

Det foreslås, at skatteministeren skal kunne indbringe afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten til prøvelse, når afgørelserne indeholder en stillingtagen til EU-retlige forhold. Landsskatteretten vil i forbindelse med denne prøvelse kunne indhente en præjudiciel udtalelse om spørgsmålet fra EF-domstolen. Det er herved forudsat, at EF-domstolen anerkender Landsskatteretten som en domstol i EU-retlig forstand. Det foreslås, at der ydes fuld omkostningsgodtgørelse i sådanne sager.

Det foreslås, at medlemmerne af Landsskatteretten ligesom i dag udpeges af henholdsvis Folketinget og skatteministeren, men således at skatteministeren bliver mindre bundet af at udpege repræsentanter for bestemte samfundsinteresser, hvorved Landsskatterettens sammensætning løbende kan tilpasses til samfundsudviklingen. Det foreslås således, at skatteministeren alene bindes til at udnævne mindst en repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne.

Det foreslå, at antallet af medlemmer af Landsskatteretten øges med to som følge af den foreslåede sagstilgang.

Det foreslås, at antallet af retsmedlemmer, der udpeges på grundlag af juridiske kvalifikationer, øges fra 9 til 14 under hensyn til den øgede kompleksitet i de sager, som forelægges Landsskatteretten til afgørelse.

Det foreslås, at antallet af retsmedlemmer, der vælges af Folketinget, reduceres fra 11 til 8.

Det foreslås, at faktisk fravær fra Landsskatteretten i mere end 6 måneder medfører tab af medlemskab af retten.

Det foreslås, at Landsskatterettens præsident bemyndiges til at henlægge klagesager til afgørelse af en af Landsskatterettens embedsmænd. De afgørelser, der efter forslaget vil kunne påklages til Landsskatteretten, vil udgøre et meget broget spektrum, hvoraf en betydelig del ikke vil kunne bære en egentlig behandling under medvirken af retsmedlemmer. Denne bemyndigelse til retspræsidenten til at henlægge klager til kontorafgørelse er primært tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af ToldSkat til afgørelse af Landsskatteretten.

Det forudsættes, at retspræsidenten opstiller generelle kriterier for, hvilke sager der kan afgøres på kontorniveau, og at disse retningslinier offentliggøres. Retspræsidenten kan ikke bestemme kontorbehandling fra sag til sag, men retspræsidenten kan ud fra en konkret vurdering bestemme, at en klage, der ellers skulle afgøres på kontorniveau, på grund af klagens særlige karakter skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer.

Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten.

Reglerne om det administrative klagesystem findes i kapitlerne 3-6 og 14-16 samt i § 14, stk. 2.

4.4. Habilitet

4.4.1. Gældende ret : Forvaltningsloven indeholder almindelige regler om speciel inhabilitet.

Herudover er der på skatteministerens sagsområde regler om generel inhabilitet, jf. skattestyrelseslovens § 36 A.

Efter disse bestemmelser kan ingen samtidig være medlem af et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten, og medlemmer af kommunalbestyrelser, skatteankenævn, Ligningsrådet og Landsskatteretten kan ikke samtidig være medlem af vurderingsankenævn.

Herudover er det i skattestyrelseslovens § 1 bestemt, at en kommunalbestyrelse ikke kan foretage ligning.

Endvidere er det fast praksis, at skatteministeren ikke foretager ligning.

4.4.2. Forslag til ændringer : Det foreslås lovfæstet, at en ansat i told- og skatteforvaltningen ikke kan være medlem af skatteankenævn, vurderingsankenævn eller Landskatteretten. Det skal ses i sammenhæng med, at disse organer behandler klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser.

Det foreslås, at ingen samtidig kan være medlem af skatteankenævn, vurderingsankenævn, Landsskatteretten og Skatterådet.

Det foreslås, at det hidtidige forbud mod, at kommunalbestyrelsesmedlemmer er medlemmer af vurderingsankenævn, ophæves. Der ses ikke at være tvingende grunde til dette forbud i den nuværende vurderingsankenævnsstruktur.

Der henvises til forslaget til § 15.

4.5. Indbyrdes kompetence

4.5.1. Gældende ret : Efter skattestyrelseslovens § 36 kan de kommunale skattemyndigheder, skatteankenævn, vurderingsankenævn og told- og skattemyndighederne ikke træffe afgørelse i sager, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen. Det samme gælder Ligningsrådet i forhold til Landsskatteretten.

4.5.2. Forslag til ændringer: Det foreslås lovfæstet, at skatteministeren ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat eller vurdering af en fast ejendom, herunder om bevillinger eller dispensationer, der er knyttet til sådanne afgørelser, eller om skattepligt.

Det foreslås, at told- og skatteforvaltningen ikke skal kunne træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn har taget stilling til sagen.

Det foreslås, at et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn ikke skal kunne træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen.

Det foreslås, at Skatterådet ikke skal kunne træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen.

Der henvises til forslaget til § 14.

4.6. Bindende forhåndsbesked og bindende ligningssvar

4.6.1. Gældende ret - Bindende forhåndsbesked : Enhver kan mod et gebyr få et bindende svar fra Ligningsrådet på spørgsmål om de skattemæssige virkninger for spørgeren eller andre af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage.

Reglerne om bindende forhåndsbesked findes i skattestyrelseslovens § 17, stk. 3, og §§ 20 A-20 D.

Ordningen med bindende forhåndsbesked, der er fra 1983, giver borgerne mulighed for at få sikkerhed for de skattemæssige virkninger af en disposition, før den foretages.

Ordningen gælder som udgangspunkt kun spørgsmål om skattemæssige forhold, som Ligningsrådet i øvrigt kan afgøre, hvilket primært vil sige spørgsmål om indkomstbeskatning.

Ordningen omfatter også bindende forhåndsbesked om de skattemæssige virkning for andre end spørgeren, f.eks. om de skattemæssige virkninger for en virksomheds kunder af et produkt, som virksomheden sælger.

Ligningsrådet kan i et vist omfang bemyndige ToldSkat til at give bindende forhåndsbesked.

Spørgeren skal i anmodningen give alle de oplysninger af betydning for svaret, der står til spørgerens rådighed. Skønnes det, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger. Efterkommes anmodningen ikke, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der er tilstrækkeligt oplyst.

En anmodning kan i øvrigt afvises, hvis det stillede spørgsmål er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller at andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Til brug for afgivelse af en bindende forhåndsbesked kan der foretages syn og skøn efter reglerne i retsplejeloven.

Afgørelser om bindende forhåndsbesked kan påklages til Landsskatteretten.

En bindende forhåndsbesked er bindende for skattemyndighederne ved behandlingen af det i forhåndsbeskeden beskrevne forhold. En forhåndsbesked er ikke bindende i det omfang, der er sket ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af forhåndsbeskeden, herunder ændringer i love og bekendtgørelser.

Der skal i 2004 betales et grundgebyr på 1.800 kr. for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. Grundgebyret for en bindende forhåndsbesked om andres forhold er i 2004 på 8.900 kr. Ud over disse grundgebyrer skal der betales et tillæg, hvis besvarelsen af spørgsmålet er særligt arbejdskrævende. Det gælder, hvis tidsforbruget overstiger 50 timer. Gebyrniveauet er fastsat i lyset af størrelsen af honorarer for privat skatterådgivning. Gebyrsatserne reguleres årligt efter lønudviklingen.

Gebyrerne tilbagebetales, hvis myndighederne afviser at give en bindende forhåndsbesked. Tillægsgebyret, men ikke grundgebyret, tilbagebetales, hvis anmodningen trækkes tilbage.

Parallelt med reglerne om bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet er der regler i skattestyrelsesloven om en tilsvarende bindende virkning af afgørelser, der træffes af det Værdiansættelsesnævn, der er oprettet efter § 207 i lov om finansiel virksomhed.

Værdiansættelsesnævnet kan i forbindelse med en skattefri fusion eller tilførsel af aktiver mellem pengeinstitutter som følge af, at et pengeinstitut ikke længere opfylder visse solvenskrav eller er i nærliggende risiko herfor, fastsætte den skattemæssige værdi på fusionsdagen af udlånene i det nødlidende pengeinstitut. Sådanne værdifastsættelser er bindende for skattemyndighederne.

Endvidere er der parallelt med reglerne om bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet regler i skattestyrelsesloven om en tilsvarende bindende virkning af afgørelser, der træffes af tilsynsmyndigheden for et penge- eller realkreditinstitut mv., om størrelsen af hensatte beløb eller størrelsen af lidte tab i et penge- eller realkreditinstitut mv. Sådanne værdifastsættelser er bindende for skattemyndighederne.

4.6.2. Gældende ret - Bindende ligningssvar : Enhver kan mod et gebyr få et bindende svar hos den kommunale skattemyndighed på spørgsmål om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en påtænkt eller en gennemført disposition. Ordningen gælder kun spørgsmål om forhold, som den kommunale skattemyndighed kan afgøre €" hvilket primært vil sige spørgsmål om indkomstbeskatning af personer og dødsboer samt om indkomstbeskatning af selskaber, i det omfang kommunen ligner disse efter kontrakt med ToldSkat.

På tilsvarende måde kan en juridisk person, der lignes af ToldSkat, få et bindende svar fra ToldSkat på spørgsmål om indkomstbeskatning.

Reglerne om bindende ligningssvar findes i skattestyrelseslovens §§ 20 E - 20 H.

Der er ikke regler om bindende svar om afgiftslovgivningen eller om gaveafgift efter boafgiftsloven.

Ordningen med bindende ligningssvar, der er fra 2003 og 2004, giver borgerne mulighed for på et tidligt tidspunkt at få en endelig afklaring af de skattemæssige konsekvenser af en påtænkt eller gennemført disposition, hvilket skaber retssikkerhed gennem øget forudsigelighed i skatteretten.

Et bindende ligningssvar om en kontrolleret transaktion kan kun gives efter en forudgående godkendelse fra den centrale told- og skatteforvaltning, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 5. Efter bestemmelsen skal der i alle tilfælde, hvor myndighederne ønsker at ændre den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med de priser og vilkår, der kunne være opnået, hvis den kontrollerede transaktion var afsluttet mellem uafhængige parter, indhentes en sådan forudgående godkendelse. Formålet med denne godkendelsesordning er at sikre en korrekt og ensartet anvendelse af transfer pricing ligningen.

En anmodning om et bindende ligningssvar for et indkomstår skal indgives senest 1 måned efter udløbet af det pågældende indkomstår. For dødsboer skal anmodningen indgives senest 1 måned efter skæringsdatoen.

Vedrører spørgsmålet de skattemæssige virkninger af visse dispositioner, der berører flere parter, f.eks. ved overdragelse af et aktiv, skal alle parterne anmode om et bindende ligningssvar. Fristen på 1 måned regnes i disse tilfælde fra udløbet af det tidligste indkomstår.

Spørgeren skal i anmodningen om et bindende ligningssvar give alle de oplysninger af betydning for svaret, der står til spørgerens rådighed. Skønnes det, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke, kan spørgsmålet afvises, eller svaret begrænses til de forhold, der er tilstrækkeligt oplyst.

En anmodning kan i øvrigt afvises, hvis spørgsmålet er af mere vidtrækkende betydning, spørgsmålet angår et betydeligt beløb, spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller andre hensyn taler afgørende mod en besvarelse.

Afgørelser om bindende ligningssvar kan påklages på samme måde som en skatteansættelse; det vil sige til skatteankenævn og til Landsskatteretten.

En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende ligningssvar kan ikke påklages administrativt.

I visse tilfælde, hvor dispositionen vedrører flere parter, og bindende svar derfor kun gives, hvis alle parter anmoder om et bindende svar, gælder der ganske komplicerede regler for valg af den kommunale eller regionale myndighed, der skal behandle anmodningen, jf. skattestyrelseslovens § 20 H, stk. 2 og 3. Det samme gælder reglerne for klage over et bindende svar i en sådan situation.

Der skal i 2004 betales et gebyr på 300 kr. for hver disposition, der ønskes et bindende svar om. Ved anmodning om et bindende svar om de skattemæssige virkninger af en disposition, der berører flere parter, skal gebyret betales af alle parterne. Gebyrsatsen reguleres årligt efter lønudviklingen.

Gebyret tilbagebetales, hvis myndigheden afviser at give et bindende svar, medmindre afvisningen skyldes, at spørgeren ikke har efterkommet en anmodning fra skattemyndighederne om at komme med yderligere oplysninger.

Et bindende ligningssvar er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren ved behandling af det beskrevne forhold i 5 indkomstår, medmindre der er fastsat en kortere frist i svaret. Et bindende ligningssvar er ikke bindende for skattemyndighederne, i det omfang der er sket ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af ligningssvaret, herunder ændringer i love og bekendtgørelser.

Er der givet et bindende ligningssvar og efterfølgende en bindende forhåndsbesked om samme disposition, bortfalder det bindende ligningssvar med fremadrettet virkning.

4.6.3. Forslag til ændringer : Med etableringen af en enhedsforvaltning forekommer det uhensigtsmæssigt at opretholde både en ordning med bindende forhåndsbesked og en ordning med bindende ligningssvar. Det foreslås derfor, at disse regel samles i ét sæt regler om bindende svar, jf. §§ 21-25.

Et samlet sæt af regler om bindende svar på hele skatteområdet, bortset fra toldområdet, er en naturlig del af den nye organisering af told- og skatteforvaltningen.

Herved kan der opnås en enklere ordning med færre regler, uden tab af retssikkerhed for borgerne.

Der foreslås i forbindelse hermed, at der indføres regler om bindende svar på spørgsmål om afgiftslovgivningen, bortset fra toldlovgivningen. Forslaget hviler på en rapport fra maj 2004 om bindende afgiftssvar på moms- og afgiftsområdet, afgivet af et udvalg i Skatteministeriet med ekstern deltagelse.

Herefter kan der som udgangspunkt gives bindende svar om alle skattespørgsmål, når den pågældende lov i øvrigt administreres af told- og skatteforvaltningen. Der gives ikke bindende svar på spørgsmål om ejendomsvurderingsloven.

Reglerne om bindende svar har til formål at give borgerne mulighed for gennem en forenklet sagsbehandling at få et hurtigt og bindende svar på det tidspunkt, der passer den enkelte, på spørgsmål om mere almindeligt forekommende skattespørgsmål.

Reglerne om bindende svar har således til formål at styrke borgernes retsstilling ved at øge forudsigeligheden af de skattemæssige konsekvenser af den enkeltes dispositioner.

Reglerne skal endvidere ses i lyset af bestræbelser på skatteministerens område på at flytte ressourcer fra efterfølgende myndighedskontrol til forudgående vejledning og service.

Uanset disse regler om bindende svar vil told- og skatteforvaltningen fortsat servicere borgerne gennem vejledning og besvarelse af spørgsmål.

Med indførelsen af en enhedsforvaltning mindskes behovet for den styring af forvaltningen, der ligger bag ordningen med bindende forhåndsbesked fra et centralt organ som Ligningsrådet/Skatterådet. Det foreslås derfor, og for at styrke mulighederne for at kunne give hurtige svar, at bindende svar fremover skal kunne gives af told- og skatteforvaltningen, hvis sagen ikke har principiel karakter. Har sagen derimod principiel karakter, skal told- og skatteforvaltningen forelægge sagen for Skatterådet til afgørelse. De kriterier, der har betydning for, om et bindende svar skal gives af Skatterådet, er nævnt i § 21, stk. 4, nr. 1-5. Anmodninger om bindende svar, der ikke opfylder ét eller flere af disse kriterier, kan told- og skatteforvaltningen også vælge at forelægge for Skatterådet ud fra en konkret vurdering. Det vil her blive tillagt betydning, om spørgeren har udtrykt ønske om et svar fra Skatterådet, eller om det må anses for hensigtsmæssigt at indhente syn og skøn til brug for besvarelsen.

For så vidt angår bindende svar om kontrollerede transaktioner, indebærer etableringen af en enhedsorganisation, at den gældende ordningen med forudgående godkendelse ikke kan fortsætte i den nuværende form. De centrale elementer i godkendelsesordningen €" herunder fortsat sikring af koordinering og ensartet anvendelse af transfer pricing reglerne hos de lignende myndigheder €" forudsættes dog opretholdt i den nye organisationsstruktur, idet reglerne herfor vil blive fastsat administrativt. Det præcise indhold af disse administrative regler vil afhænge af den nærmere organisering af ligningen på transfer pricing området.

Det foreslås, at der som hidtil skal kunne indhentes bindende svar om såvel gennemførte som påtænkte dispositioner. Der kan dog ikke indhentes bindende svar om bevillinger eller dispositioner vedrørende påtænkte dispositioner.

Det foreslås, at der som hidtil ikke skal kunne indhentes bindende svar om andre dispositioner end de, som spørgeren, eller den spørgeren repræsenterer, har foretaget eller påtænker at foretage.

Det foreslås, at der som hidtil ikke skal kunne indhentes bindende svar om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af dispositioner, der er gennemført, men kun om påtænkte dispositioner. Det foreslås, at der ikke skal kunne indhentes bindende svar om de skattemæssige virkninger af afgiftslovgivningen for andre end spørgeren.

Det foreslås, at den gældende frist for anmodning om bindende ligningssvar på en måned efter indkomstårets udløb videreføres for så vidt angår spørgsmål om indkomst- eller ejendomsværdiskat.

Der kan anmodes om bindende afgiftssvar for en periode på op til 12 måneder forud for starten af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen modtager anmodningen. Den afgiftspligtige bestemmer inden for denne tidsmæssige ramme som udgangspunkt selv, hvornår bindingsperioden begynder, men bindingsperioden kan dog ikke blive længere end 5 år.

Det foreslås, at gebyret for et bindende svar om egne forhold fastholdes på 300 kr. pr. disposition (2004-niveau). Det foreslås, at gebyret, hvor flere parter skal anmode om svaret, skal dække alle disse parter, således at parterne ikke som i dag hver skal betale gebyret.

Det foreslås, for at harmonisere gebyrerne, at det gældende gebyr på 1.800 kr. (2004-niveau) for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold reduceres til de 300 kr., der i dag gælder for et bindende ligningssvar.

Det foreslås, at gebyret for et bindende svar vedrørende de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en påtænkt disposition fastsættes til det grundgebyr, der gælder herfor i dag; det vil sige 8.900 kr. (2004-niveau). Denne sats skal ses i lyset af honorarerne for privat skatterådgivning.

Det foreslås, at tillægsgebyret for særligt arbejdskrævende anmodninger ikke videreføres. Disse regler anvendes kun sjældent.

Det foreslås, at de gældende regler for afvisning af en anmodning om bindende ligningssvar videreføres.

Det foreslås i den forbindelse, at gebyret tilbagebetales, hvis forvaltningen afviser at give et svar. Dette forslag skal ses i sammenhæng med, at en afgørelse om afvisning af at give et bindende svar ikke kan påklages administrativt.

Det foreslås, at de gældende regler for den bindende virkning af bindende ligningssvar videreføres, således at et bindende svar som udgangspunkt binder skattemyndighederne i 5 år. Told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, kan dog efter en konkret vurdering fastsætte en kortere frist for svarets bindende virkning.

Et svar er ikke bindende i det omfang, der sker ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for svarets afgivelse, herunder ændringer i love eller bekendtgørelser.

Som følge af EU-rettens særlige status i forhold til national ret foreslås, at et svar ikke er bindende, i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten.

Som andre afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, vil et bindende svar kunne påklages enten til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.

4.7. Sagsfremstilling

4.7.1. Gældende ret : Forvaltningsloven indeholder almindelige krav om høring af en sags parter i forbindelse med forvaltningens behandling af en sag, hvor der skal træffes en afgørelse.

På skatteministerens sagsområde stilles der herudover forskellige særlige krav om, at myndighederne skal udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring af sagens parter herover, før der træffes en afgørelse. Disse krav om sagsfremstilling og høring forekommer i følgende tre varianter:

1) Ved afgørelser, der kan påklages til skatteankenævn eller vurderingsankenævn, skal der først udarbejdes en sagsfremstilling og ske høring herover, når nævnet har modtaget en klage over afgørelsen. Nævnet forestår udarbejdelsen af sagsfremstillingen og høringen. Ved klage til skatteankenævn kan høring undlades, hvis nævnet kan imødekomme klagerens påstand fuldt ud.

Har klageren udnyttet muligheden for at gå videre til Landsskatteretten med sin klage, før skatteankenævnet har færdigbehandlet klagen, kan Landsskatteretten anmode skatteankenævnet om at udarbejde sagsfremstilling og foretage høring herover til brug for Landsskatterettens behandling af klagen. Det samme gælder i andre særlige tilfælde, hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til klagen.

2) Ved afgørelser, der kan påklages direkte til Landsskatteretten, skal der udarbejdes en sagsfremstilling og ske høring herover, før der træffes en afgørelse i første instans. Det drejer sig om afgørelser om ligning af juridiske personer, bortset fra dødsboer, samt om en række afgørelser om afgifter og told mv.

I sager om bindende ligningssvar skal der dog først udarbejdes en sagsfremstilling, hvis der klages over svaret.

3) Ved afgørelser, der kan påklages til ToldSkat, skal der først udarbejdes en sagsfremstilling og ske høring herover, når klagen er modtaget. Den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, udarbejder sagsfremstillingen og foretager høringen.

En sagsfremstillings indhold og omfang afpasses efter sagens karakter. En sagsfremstilling skal som minimum indeholde oplysninger til identifikation af sagen og sagens parter mv., oplysninger om sagens faktiske forhold, oplysninger om parters opfattelse og begrundelsen herfor, og oplysninger om den afgørelse, som oplysningerne i sagen efter forvaltningens vurdering fører til, med fornøden begrundelse.

Reglerne om sagsfremstilling og høring herover fremgår dels af skattestyrelsesloven, jf. § 21, stk. 3, § 12 A, stk. 1, og § 19, stk. 1, dels af administrativt fastsatte retningslinier.

4.7.2. Forslag til ændringer : Det foreslås, at de særlige krav om sagsfremstilling og høring på skatteministerens sagsområde lovfæstes.

Det foreslås, at told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt skal udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring herover, før den træffer en afgørelse. Det vil med de undtagelser, der er foreslået nedenfor, primært være afgørelser om selskabsligning, afgifter og told.

Det foreslås, at der ikke skal være et krav om udarbejdelse af sagsfremstilling i sager, hvor afgørelsen træffes efter anmodning fra den pågældende borger, og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen.

Det foreslås, at sagsfremstillingen som minimum skal indeholde en redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske forhold, som forvaltningen påtænker at tillægge betydning ved afgørelsen, og oplysninger om den afgørelse, disse oplysninger efter forvaltningens vurdering må føre til, med en begrundelse herfor.

Det foreslås, at der skal ske høring af sagens parter om sagsfremstillingen med en frist på mindst 15 dage, regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre sagens parter accepterer en kortere frist. Der må dog tages forbehold for, at der i andre retsregler kan være foreskrevet en kortere høringsfrist, f.eks. i EU-retten.

Det foreslås, at sagens parter skal kunne afstå fra at få en sagsfremstilling til udtalelse. Denne mulighed er tænkt anvendt i sager, hvor sagens parter ønsker en hurtig afgørelse.

Det foreslås, at det i forbindelse med en sådan høring kan meddeles, at afgørelsen vil blive truffet som anført, hvis ikke sagens parter fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig indsigelse inden høringsfristens udløb.

Det foreslås, at udarbejdelse af sagsfremstilling og høring herover i sager, der kan påklages til skatteankenævn eller vurderingsankenævn, ligesom efter gældende ret først skal ske, når en klage er indgivet til skatte- eller vurderingsankenævnet, og at det så er nævnet, der forestår arbejdet.

Det foreslås, at i tilfælde, hvor en klager vælger at springe skatteankenævnsbehandlingen over og klage direkte til Landsskatteretten, skal Landsskatteretten kunne pålægge told- og skatteforvaltningen at udarbejde sagsfremstillingen og foretage høring herover.

Det foreslås, at der ikke skal udarbejdes sagsfremstilling og ske høring herover i de sager, der er af en så enkel karakter, at de efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse kan afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer, jf. § 13, stk. 3, medmindre landsskatteretspræsidenten efter en konkret vurdering af den modtagne klage beslutter, at told- og skatteforvaltningen bør udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring herover til brug for Landsskatterettens afgørelse af klagen.

Det foreslås, at der som i dag ikke skal udarbejdes sagsfremstilling og ske høring i sager om bindende svar.

Det foreslås, at der ikke skal udarbejdes sagsfremstilling og ske høring herover i de sager, hvor en klage efter skatteministerens bestemmelse efter § 14, stk. 2, ikke skal afgøres af Landskatteretten. Det vil være sager af en driftsmæssig karakter.

Reglerne om sagsfremstilling findes i § 19, § 36, stk. 5, § 38, stk. 4, og § 42, stk. 5.

4.8. Agterskrivelser

4.8.1. Gældende ret : Efter forvaltningsloven skal en myndighed som udgangspunkt foretage høring, før den træffer en afgørelse, hvis en part i sagen ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og oplysningen er af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part.

Denne almindelige høringspligt efter forvaltningsloven er på skatteområdet suppleret med en ubetinget høringspligt, før der træffes en afgørelse, hvis skattemyndighederne vil ændre en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat i forhold til det selvangivne eller foretage en sådan skatteansættelse skønsmæssigt på grund af manglende selvangivelse, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4 og 5, hvortil § 12 A, stk. 1, og § 19, stk. 1, henviser.

Forudgående høring kan dog undlades, hvis skatteansættelsen sker efter anmodning fra den skattepligtige, og afgørelsen fuldt ud imødekommer anmodningen.

Der stilles i disse lovbestemmelser alene krav om, at den skattepligtige skal underrettes om den påtænkte ansættelse. Der stilles ikke nærmere krav til indholdet af denne underretning.

Til denne særlige høringspligt er knyttet den virkning, at hvis den skattepligtige ikke fremkommer med en skriftlig eller mundtlig udtalelse imod den påtænkte ansættelse, vil ansættelsen blive gennemført som varslet.

Har den skattepligtige udtalt sig om agterskrivelsen, skal den skattepligtige have skriftlig underretning om afgørelsen. Det samme gælder, hvis der ikke er udsendt agterskrivelse pga. enighed om ændringen. Har den skattepligtige ikke udtalt sig om agterskrivelsen, skal den skattepligtige blot have en ny årsopgørelse.

4.8.2. Forslag til ændringer : Det foreslås, at denne ubetingede høringspligt om ansættelse af indkomstskat udvides til også at omfatte ejendomsværdiskat, gaveafgift og ejendomsvurdering.

Det foreslås, at høringsfristen som hidtil skal være på mindst 15 dage, regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt ved lov, men at den pågældende borger skal kunne acceptere en kortere frist.

På gaveafgiftsområdet skal en gaveanmeldelse indgives af såvel gavegiver som gavemodtager, og såvel gavegiver som gavemodtager hæfter for gaveafgiften. Derfor skal såvel gavegiver som gavemodtager høres over den påtænkte ansættelse, og såvel gavegiver som gavemodtager skal tiltræde et eventuelt afkald på en fuld høringsfrist.

Tilsvarende kan der på vurderingsområdet være andre end ejeren af den faste ejendom, der har en væsentlig retlig interesse i vurderingen af ejendommen.

Agterskrivelse skal herefter som udgangspunkt anvendes i de sagstyper, hvor afgørelsen kan påklages til skatteankenævn eller vurderingsankenævn, samt i sager om selskabsligning.

Hvor der er sket høring over en sagsfremstilling med oplysning om, at afgørelsen vil blive truffet som nævnt i sagsfremstillingen, hvis ikke den pågældende borger er fremkommet med en skriftlig og begrundet indsigelse mod sagsfremstillingen inden høringsfristens udløb, kan høring undlades.

Som hidtil skal der ikke ske underretning om den trufne afgørelse, hvis der ikke er fremsat indsigelse mod agterskrivelsen.

Reglerne om agterskrivelse findes i § 20.

4.9. Administrative klagefrister

4.9.1. Gældende ret : Der gælder forskellige frister for klage over en afgørelse om skat, afgifter, told eller ejendomsvurdering til en administrativ myndighed.

Ved klage til skatteankenævn er fristen 1 måned. For sømænd mv., der sejler i udenrigsfart, er fristen dog 3 måneder.

Ved klage til vurderingsankenævn er fristen ved de almindelige vurderinger og omvurderinger den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren har fastsat en senere frist. Ved klager til vurderingsankenævn over ansættelser efter vurderingslovens § 4, § 4 A eller § 33 A, eller efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, eller § 35 A, er fristen 1 måned.

Ved klage til Landsskatteretten er fristen 3 måneder.

Ved klage til en regional told- og skattemyndighed, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet er fristen 3 måneder.

4.9.2. Forslag til ændringer : Der synes ikke at være væsentlige grunde til disse forskelle i klagefristernes længde.

Det foreslås derfor, at fristen for klage til skatteankenævn forlænges fra 1 til 3 måneder, og at den særlige frist for sømænd afskaffes.

Det foreslås endvidere, at fristen for klage til vurderingsankenævn over ansættelser efter vurderingslovens § 4, § 4 A eller § 33 A, eller efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, eller § 35 A, forlænges fra 1 til 3 måneder.

Herefter vil de administrative klagefrister på skatteministerens sagsområde med enkelte undtagelser alle være på 3 måneder.

Reglerne om administrative klagefrister findes i § 36, § 38 og § 42.

4.10. Ligningsfrister

4.10.1. Gældende ret : Kommunerne skal efter loven have afsluttet ligningen af personer og dødsboer senest den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Men skatteministeren kan dispensere fra denne frist, hvilket er sket ved bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003.

Efter denne bekendtgørelse skal kommunerne først have afsluttet ligningen af erhvervsdrivende, hovedaktionærer, visse anpartshavere og skattepligtige med indkomst fra udlandet eller fradrag vedrørende aktiver eller passiver i udlandet inden for den ordinære ansættelsesfrist, der udløber 3 år og 7 måneder efter indkomstårets udløb, jf. skattestyrelseslovens § 34.

For så vidt angår den resterende gruppe af skattepligtige, der primært omfatter personer, der er omfattet af ordningen med en fortrykt selvangivelse, kan kommunen som udgangspunkt kun ligne disse efter udløbet af ligningsfristen, i det omfang der foreligger omstændigheder, der begrunder en ekstraordinær genoptagelse efter de almindelige regler herfor, jf. skattestyrelseslovens § 35.

Denne korte ligningsfrist gælder ikke for genoptagelser, der sker efter anmodning fra den skattepligtige. En sådan begrundet anmodning skal ordinært blot indgives inden for 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb.

Der gælder ingen tilsvarende kort ligningsfrist for den ligning, der udføres af ToldSkat.

4.10.2. Forslag til ændringer : Der stilles forslag om, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte en kort frist for told- og skatteforvaltningens afslutning af ligningsarbejdet, jf. § 26, stk. 1, 5. pkt.

Det er tanken at udnytte bemyndigelsen til at videreføre ordningen efter bekendtgørelse nr. 270 af 11. april 2003, jf. ovenfor under afsnit 4.10.1.

4.11. Ejendomsvurderinger

4.11.1. Gældende ret : Der sker i dag almindelig vurdering af landets faste ejendomme hvert andet år pr. 1. oktober. Ejerboliger vurderes i ulige år; andre ejendomme i lige år.

Der er ikke regler for ToldSkats adgang til at foretage eller ændre ejendomsvurderinger af egen drift.

Efter skattestyrelseslovens § 19 kan Ligningsrådet efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen optage en vurdering til ændring. Ligningsrådet kan i den forbindelse bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved beregning af indkomstskat, ejendomsværdiskat og kommunal ejendomsværdiskat.

Efter skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, har ejeren af en fast ejendom eller andre klageberettigede ret til at få genoptaget en ejendomsvurdering, hvis anmodningen indgives senest den 1. maj i det 4. år efter vurderingsårets udløb med oplysninger, der kan begrunde ændringen.

4.11.2. Forslag til ændringer : Det foreslås, at der foretages en mere almindelig retlig regulering af området for genoptagelse af ejendomsvurderinger og foretagelse af »glemte« ejendomsvurderinger.

Det foreslås således, at told- og skatteforvaltningen får ret til at ændre en ejendomsvurdering eller foretage en »glemt« ejendomsvurdering inden for 1 år og 9 måneder efter vurderingsårets udløb, men således at vurderingen skal varsles senest den 1. juli i det andet år efter vurderingsårets udløb.

Det foreslås, at den gældende ordning for ordinær genoptagelse efter anmodning fra ejendommens ejer eller andre klageberettigede opretholdes.

Det foreslås, at Ligningsrådets kompetence til at foretage eller ændre en ejendomsvurdering efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen overføres til Skatterådet. Det samme gælder kompetencen til at bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved beregning af indkomstskat, ejendomsværdiskat og kommunal ejendomsskat.

Det foreslås, at Skatterådet bemyndiges til, på grundlag af en vurdering af en fast ejendom, at bemyndige told- og skatteforvaltningen til at ændre vurderingerne af andre ejendomme med helt tilsvarende forhold. I så fald skal told- og skatteforvaltningen underrette ejendommens ejer om genoptagelsen senest tre måneder efter Skatterådets beslutning.

Der henvises i det hele til § 33 med tilknyttede bemærkninger.

De særlige regler i skattestyrelseslovens § 16 A, stk. 2, sidste pkt., hvorefter told- og skatteforvaltningen skal give offentligheden adgang til de oplysninger om ejendomsværdier for 2001 og 2002, der lægges til grund ved beregningen af ejendomsværdiskatten, er ikke videreført som et lovkrav. Disse oplysninger er i vidt omfang kendt i dag. Men oplysningerne vil fortsat kunne fås ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen.

4.12. Gaveafgift

4.12.1. Gældende ret : Administrationen af ordningen med afgift af gaver sker som udgangspunkt adskilt fra administrationen af indkomstskatteordningen i øvrigt, og efter særlige regler. Reglerne herom findes primært i boafgiftsloven.

Således varetages administrationen af gaveafgiftsordningen af told- og skatteregionerne med klageadgang til Landsskatteretten, mens administrationen af indkomstskatteordningen i øvrigt fsva. personer og dødsboer primært varetages af kommunerne.

Anmeldelse af en afgiftspligtig gave skal ske til gavegiverens told- og skatteregion senest den 1. maj i det efterfølgende år. Gaveanmeldelsen skal bl.a. indeholde parternes angivelse af gavens værdi. Værdiansættelsen er bindende for gavegiver og gavemodtager.

Told- og skatteregionen kan ændre parternes værdiansættelse inden for en frist på 3 måneder fra modtagelsen af gaveanmeldelsen.

Ved domstolsprøvelse af spørgsmål om gaveafgift skal sagen anlægges ved den landsret, hvor den regionale told- og skattemyndighed, hvortil gaveanmeldelsen skal indgives, ligger.

4.12.2. Forslag til ændringer : Denne adskillelse af administrationen af gaveafgiftsordningen og indkomstskatteordningen i øvrigt ophæves efter forslaget om dannelsen af en enhedsforvaltning.

Det foreslås i forlængelse heraf, at reglerne om gaveafgift delvist tilpasses reglerne om indkomstbeskatning.

Det foreslås således, at der åbnes for bindende svar om gaveafgift, jf. § 21, og at de gældende regler om skatteforbehold, omgørelse og selvangivelsesomgørelse udvides til også at omfatte afgiftspligtige gaver, jf. §§ 28-30.

Det foreslås endvidere, at afgørelser om gaveafgift skal kunne påklages til skatteankenævnene, jf. § 5.

De særlige regler om frister for indgivelse af gaveanmeldelse, om afgiftens forfald ved indgivelsen af anmeldelsen og om myndighedernes frist på 3 måneder til at ændre en værdiansættelse foreslås ikke ændret. Det er dog tanken på sigt at integrere gaveafgiften mere fuldstændigt i indkomstskatteordningen i øvrigt, herunder med hensyn til selvangivelsesregler og indbetalingsfrister.

Det foreslås, at valg af landsret ved domstolsprøvelse af spørgsmål om gaveafgift fremover sker efter, hvor gavegiver har hjemting.

4.13. Ligningsrådets stillingtagen til EU-spørgsmål

4.13.1. Gældende ret : Skatteministeren kan i dag ikke indbringe afgørelser truffet af Ligningsrådet for Landsskatteretten. Dette gælder også i tilfælde, hvor Ligningsrådet har taget stilling til EU-retlige spørgsmål. Det er samtidig tvivlsomt, om skatteministeren kan indbringe en afgørelse truffet af Ligningsrådet for domstolene.

EF-domstolen fortolker EU-retsakter autoritativt. Derfor skal nationale domstole forelægge tvivlsspørgsmål om fortolkning af EU-retten for EF-domstolen som et præjudicielt spørgsmål, jf. EF-traktatens art. 234.

For Danmarks vedkommende indebærer traktatbestemmelsen, at domstolene i visse tilfælde skal, og Landsskatteretten formentlig kan, indbringe sådanne præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen.

Ligningsrådet har imidlertid €" i modsætning til Landsskatteretten €" ikke de karakteristika, der kræves for at en administrativ myndighed kan betragtes som domstolslignende. Derfor har Ligningsrådet ikke mulighed for at indbringe præjudicielle EU-retlige spørgsmål for EF-domstolen, men er henvist til at lægge sin egen fortolkning af EU-retten til grund for sin afgørelse.

4.13.2. Forslag til ændringer : Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at indbringe sager med EU-retlige spørgsmål, der er afgjort af Skatterådet, for Landsskatteretten til prøvelse, således at Landsskatteretten, hvis retten finder grundlag herfor, kan forelægge det EU-retlige spørgsmål for EF-domstolen til præjudiciel udtalelse, jf. § 40, stk. 2.

Herved sikres, at Skatterådets fortolkning af en EU-retlig problemstilling vil kunne indbringes for EF-domstolen som præjudiciel sag. I denne situation er det således vurderet, at hensynet til den enkelte borgers retssikkerhed må vige for et mere alment retssikkerhedsmæssigt hensyn til, at Skatterådets afgørelser af fællesskabsretlige spørgsmål, som vel at mærke ikke er truffet og ikke kan blive truffet efter forelæggelse for den eneste hertil kompetente retsinstans, ikke forbliver endelige.

4.14. Kommunal adgang til at trække på oplysninger, der er registreret i told- og skatteforvaltningen

4.14.1. Gældende ret : Kommunerne bruger i vidt omfang oplysninger, der tilgår kommunen gennem den kommunale skattemyndighed, i forvaltningen af andre kommunale sagsområder.

Hjemmel for denne praksis findes i lovgivningen for de enkelte forvaltningsområder.

4.14.2. Forslag til ændringer : Med etableringen af den foreslåede enhedsforvaltning i statsligt regi mister kommunerne de informationer, der udspringer af ligningen.

Det foreslås på den baggrund, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler, hvorefter kommunalbestyrelserne får elektronisk adgang til oplysninger, der er registreret i told- og skatteforvaltningen, til brug for udførelsen af de forvaltningsopgaver, kommunerne varetager, herunder til brug for kommunernes kommende opgaver som borgerservicecentre.

Der henvises til § 16, stk. 1.

4.15. Kommunale borgerservicecentre

Det forudsættes i aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om en kommunalreform, at der skal oprettes kommunale borgerservicecentre, der kan servicere borgerne på tværs af de traditionelle forvaltningsområder, således at borgerne som udgangspunkt kun behøver at henvende sig ét sted.

Forudsætningen om oprettelse af kommunale borgerservicecentre vil blive understøttet af en ny lov om kommunale borgerservicecentre, som indenrigs- og sundhedsministeren vil fremsætte forslag til i januar 2005. Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2005. Loven vil imidlertid ikke forpligte kommunerne til at oprette borgerservicecentre, men alene tilskynde hertil.

Af hensyn til borgerbetjeningen må det sikres, at de opgaver, som med fordel kan løses af et borgerservicecenter, kan løses i kommunalt regi, uanset om en kommune eventuelt måtte vælge ikke at oprette et borgerservicecenter. Det foreslås derfor, at skatteministeren bemyndiges til at pålægge kommunerne at varetage opgaver for told- og skatteforvaltningen. Efter forslaget omfatter denne bemyndigelse alene opgaver i form af borgervejledning og lignende faktisk forvaltningsvirksomhed. Bemyndigelsen omfatter ikke myndighedsudøvelse. Bemyndigelsen vil blive udmøntet efter forudgående drøftelse med de kommunale repræsentanter.

Herved kan der gennem kommunale servicecentre skabes en samlet indgang for borgere og virksomheder til hele skatteområdet. Hvorvidt kommunerne beslutter at oprette borgerservicecentre, reguleres imidlertid hverken af denne lov eller af borgerservicecenterloven, men er en rent kommunal beslutning. I forhold til i dag udvides borgerbetjeningen på det kommunale niveau med opgaver vedrørende moms, told og afgifter.

De kommunale borgerservicecentre retter sig især mod den fysiske borgerkontakt, hvor den enkelte borger henvender sig personligt i forbindelse med en sag. Derved sigter borgerservicecentret også fortrinsvis mod borgere som privatpersoner samt helt små virksomheder, der ikke nødvendigvis har tilstrækkelig administrativ kapacitet til at ordne deres forhold til offentlige myndigheder på anden måde.

Denne primære målgruppe skal holdes for øje, når det fastlægges, hvilke opgaver, der skal kunne løses kommunalt. Det indebærer, at hovedvægten i opgaver på skatteområdet vil relatere sig til beskatningen af personer.

Nedenfor er illustreret eksempler på skatterelaterede opgaver, der med fordel kan løses kommunalt. Kommunerne bør som minimum altid kunne løse opgaver, som borgeren selv har mulighed for at løse via Internettet. I forhold til skatteområdet skal kommunerne kunne varetage alle almindelige henvendelser, rene ekspeditionsopgaver samt henvise mere komplicerede spørgsmål til den lokale told- og skatteforvaltning, men ikke yde egentlig juridisk vejledning.

€ Vejledning og information om gældende regler inden for hele skatteområdet. Da henvendelser vedrørende personbeskatning må forventes at udgøre klart størstedelen af henvendelserne, skal borgerservicecentrene kunne vejlede og informere mere detaljeret på dette område end eksempelvis vedrørende moms og afgifter. En mere detaljeret viden på personskatteområdet er også nødvendig for, at borgerservicecentrene kan yde en vejledning, der er sammenhængende med andre forvaltningsområder. Eksempelvis skal borgerservicecentrene kunne oplyse, om en social ydelse er skattepligtig, om ydelsen er indkomstafhængig, og i hvilket omfang ydelsen påvirkes af ændringer i borgerens indkomst- og formueforhold. For alle områder bør borgerservicecentrene kunne informere om satser, beløbsgrænser, betalings- og angivelsesfrister m.v.

€ Ændring af forskudsopgørelser og udskrivning af skattekort. Administration og servicering i relation til forskudsregistreringen udgør i dag et væsentligt ressourcetræk i de kommunale skatteforvaltninger €" og kræver i vidt omfang aktiv medvirken fra borgerne. Ressourcetrækket forventes dog at falde væsentligt i takt med udviklingen af digitale løsninger og enklere regler på området.

€ Udlevering af informationsmateriale og blanketter vedrørende hele skatteadministrationsområdet. Hvis borgerservicecentrene ikke er i besiddelse af fysiske eksemplarer, skal borgerne hjælpes til at hente det ønskede materiale på told- og skatteforvaltningens hjemmeside.

€ Modtagelse af selvangivelser og forskudsskemaer. En del borgere afleverer stadig selvangivelser og forskudsopgørelser €" herunder ændringer heraf €" i papirformat. Disse kan €" ligesom i dag €" afleveres i det kommunale borgerservicecenter.

€ Vejledning i brugen af digitale løsninger. Borgere skal i borgerservicecentrene kunne få en grundig vejledning i anvendelsen af de digitale løsninger, som tilbydes i relation til skatteforvaltningen. Formålet er dels at hjælpe med den konkrete forespørgsel, dels at give borgeren mulighed for selv at anvende en digital løsning næste gang. Der bør i tilknytning til borgerservicecentret være opstillet én eller flere PC'ere med online-adgang til told- og skatteforvaltningens hjemmeside.

€ Videreformidling af forespørgsler m.v. I det omfang en borger henvender sig med et problem, som ikke kan løses af borgerservicecentret, skal vedkommende henvises til det sted i told- og skatteforvaltningen, hvor problemet kan løses. Der bør ikke være tale om en »blank« henvisning. Det bør altid overvejes, hvordan problemet løses på den mest enkle måde. Det kan eksempelvis indebære, at servicecenteret forespørger på borgerens vegne, eller at borgerservicecentret sørger for, at borgeren/virksomheden kontaktes af den relevante »myndighed«.

I forhold til fordelingen af opgaver mellem kommunale borgerservicecentre og told- og skatteforvaltningen, herunder fastlæggelsen af snitfladen, vil de erfaringer, der er gjort i samspillet mellem de fælleskommunale ligningscentre og de deltagende kommuners serviceskranker, blive inddraget.

En forudsætning for, at den ovenfor beskrevne opgaveløsning i de kommunale borgerservicecentre kan fungere, er, at der kan udveksles oplysninger, herunder elektroniske oplysninger, mellem de kommunale borgerservicecentre og told- og skatteforvaltningen. Idet told- og skatteforvaltningen overlader opgaver til kommunerne, finder enten persondataloven eller forvaltningsloven anvendelse, alt efter om informationsudvekslingen sker elektronisk eller ej. Også forvaltningslovens restriktive betingelser for udveksling af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold (følsomme oplysninger) gælder, uanset at der kan være tale om oplysninger, som nødvendigvis må udveksles, for at henholdsvis kommunen og told- og skatteforvaltningen kan færdigbehandle den pågældende sag.

Lov om kommunale borgerservicecentre forventes at ville indeholde særlige bestemmelser, som sikrer, at alle til opgaveløsningen nødvendige oplysninger, herunder følsomme oplysninger, kan udveksles mellem de kommunale borgerservicecentre og told- og skatteforvaltningen. Bestemmelserne vil ikke omfatte udveksling af oplysninger mellem told- og skatteforvaltningen og andre dele af den kommunale forvaltning.

Det er hensigten i forbindelse med gennemførelsen af borgerservicecenterloven at indsætte en tilføjelse i nærværende lovs § 16. Ved tilføjelsen foreslås det, at disse bestemmelser i borgerservicecenterloven for så vidt angår de opgaver, som overlades til kommunerne i medfør af skatteforvaltningslovens § 16, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på udveksling af oplysninger mellem told- og skatteforvaltningen og den kommunale forvaltning. Tilføjelsen får betydning i de tilfælde, hvor en kommune vælger ikke at oprette et borgerservicecenter eller ikke at placere de pågældende opgaver i borgerservicecenteret.

4.16. Terminologi

Lovforslaget har til formål at skabe en enhedsforvaltning på skatte- og afgiftsområdet. Dette formål skaber grundlag for en justering af den hidtidige terminologi i skattelovgivningen. Nedenfor er der en præcisering af nogle begreber, der anvendes i den foreslåede skatteforvaltningslov.

Begrebet skat anvendes i samme betydning som i grundlovens § 43; det vil sige om indkomstskat, told, arbejdsmarkedsbidrag, moms, punktafgifter, løn­sums­afgift, boafgift, ejendomsværdiskat, kirkeskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og andre retlige ydelser til det offentlige.

Begrebet skattepligtig anvendes om en fysisk eller juridisk person, der har pligt til at betale skat her til landet. Begrebet anvendes også om sådanne personer, der har krav på at få refunderet skat her fra landet (godtgørelse).

Begrebet ansættelse anvendes om en beløbsmæssig opgørelse, uanset om opgørelsen vedrører en enkeltstående disposition eller en periode.

Begrebet skatteansættelse (ansættelse af skat) anvendes såvel om opgørelsen af grundlaget for skatteansættelsen som om beregningen af den skat, dette grundlag fører til, herunder fastsættelse af afgiftstilsvar.

Begrebet skattemyndighederne anvendes som en samlebetegnelse for told- og skatteforvaltningen, Skatterådet, Skatteankenævn, Spillemyndigheden, Spillenævnet, vurderingsmænd efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer og Landsskatteretten.

Begrebet told- og skatteforvaltningen anvendes om den del af forvaltningen af lovgivning om skat og ejendomsvurdering, der ikke er særlig lovreguleret. Begrebet omfatter således ikke Skatterådet, skatteankenævn, vurderingsankenævn, Spillemyndigheden, Spillenævnet, vurderingsmænd efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer og Landsskatteretten.

Begrebet ansættelse af indkomstskat anvendes som udgangspunkt om opgørelse af enhver form for skat, der opgøres på grundlag af en indkomst. Begrebet anvendes således bl.a. om pensionsafkastbeskatning, arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat og gaveafgift, men ikke om bl.a. boafgift, ejendomsværdiskat og afgift efter pensionsbeskatningsloven. Men der kan være fastsat fravigende regler i den enkelte skattelov.

Begrebet afgørelse anvendes om en retsakt; det vil sige en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

5. Overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte

5.1. Overførsel af ansatte - Deling : I overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform følger personalet med opgaven.

Det indebærer, at vedkommende statslige myndighed, der overtager skatteopgaven fra kommunerne, fremover bliver ansættelsesmyndighed for de kommunalt ansatte, der hidtil har været beskæftiget med skatteopgaven.

Staten overtager ikke kun det kommunale personale, der udelukkende eller overvejende er beskæftiget med skatteopgaven, men også en forholdsmæssig del af det kommunale personale, der varetager generelle funktioner.

Der fastsættes i forbindelse hermed særlige regler, der regulerer personalets rettigheder og pligter i forbindelse med overførslen, jf. §§ 67-69. Der knytter sig i den forbindelse forskellige problemstillinger til overførslen af tjenestemænd henholdsvis overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat personale.

5.2. Overførsel af ansatte - Overenskomstansatte mv. : Efter gældende ret vil visse overenskomstansatte og andet ikke tjenestemandsansat personale ved en overførsel til en anden myndighed som følge af opgaveflytninger være omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse).

Virksomhedsoverdragelsesloven indebærer på den ene side, at personalet som udgangspunkt har pligt til at tåle et arbejdsgiverskifte og således ikke kan betragte arbejdsgiverskiftet som en opsigelse, forudsat at der ikke i forbindelse med overførslen sker andre væsentlige ændringer i ansættelsesvilkårene for de enkelte ansatte. På den anden side indebærer virksomhedsoverdragelsesloven, at personalet som udgangspunkt har ret til fortsat ansættelse på de hidtidige vilkår.

Virksomhedsoverdragelsesloven finder imidlertid ikke anvendelse ved overførsel af administrative funktioner mellem offentlige myndigheder, jf. lovens § 1, stk. 2.

Ved en overførsel af opgaver fra en offentlig myndighed til en anden finder virksomhedsoverdragelsesloven således ikke efter gældende ret anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver, men vil finde anvendelse for andre grupper af ansatte, herunder ansatte der beskæftiger sig med driftsopgaver.

Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for alle overenskomstansatte og andre ikke-tjenestemandsansatte fastsættes det derfor med lovforslaget i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform, at virksomhedsoverdragelsesloven finder tilsvarende anvendelse for de overenskomstansatte m.v., der ikke efter de gældende regler er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Herved sikres alle overenskomstansatte m.v., som overføres fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten, ensartede rettigheder i forbindelse med overførslen, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår videreføres uændret.

Lovforslaget præciserer på den anden side, at de overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter opgaveflytningen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelse i staten.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes lovforslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

5.3. Overførsel af ansatte - Tjenestemænd : Efter lovforslaget overgår kommunalt ansatte tjenestemænd til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til denne lovgivning.

Det vil ved den pensionsmæssige indplacering blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.

Lovforslaget indebærer, at ansættelsesmyndigheden er vedkommende nye ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes hos denne ansættelsesmyndighed.

Overgang til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De tjenestemænd, der overføres efter § 67, vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse i staten.

Endvidere indebærer lovforslaget, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.

Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle kommunalreform. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtede til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.

Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.

5.4. Overførsel af ansatte - Tjenestemandspensioner : Det fastslås med lovforslaget, at tjenestemænd, der overføres fra kommunal til statslig ansættelse, ved pensionering fra ansættelsen får udbetalt tjenestemandspensionen af staten.

En del af tjenestemændenes pensionsrettigheder vil være optjent under kommunal ansættelse, mens en del af pensionsrettighederne optjenes under ansættelse i staten. Myndighederne er ikke efter gældende regler forpligtet til at afdække pensionsforpligtelsen forsikringsmæssigt. Det indebærer, at der ikke nødvendigvis vil kunne overføres et aktiv fra den myndighed, hvorfra tjenestemændene overføres, der svarer til det pensionstilsvar, som er optjent under den pågældende myndighed.

Med lovforslaget bemyndiges finansministeren derfor til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte regler om beregning og fordeling af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd, der overføres efter loven. Reglerne herom vil sikre, at der sker en fordeling af pensionsforpligtelsen mellem den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed.

5.5. Overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter - Deling : Lovforslaget regulerer overførslen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter ved fusionen af den statslige og kommunale skatteforvaltning.

I overensstemmelse med aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti om en kommunalreform foreslås, at Skatteministeriet fra den 1. juli 2005 overtager den del af kommunernes aktiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende knytter sig til skatteopgaven. For passiver vedr. fast ejendom, der overtages som udelukkende anvendt til skatteopgaven, skal passivet direkte vedrøre den faste ejendom eller kunne henføres dertil.

5.6. Aftale om deling: Forud for fusionen den 1. juli 2005 skal der konkret tages stilling til, hvilke aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der skal overføres fra kommunerne til Skatteministeriet. Der skal tilsvarende konkret tages stilling til, hvilke ansatte der skal overføres til Skatteministeriet.

Det foreslås i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform, at de enkelte kommuner som udgangspunkt ved aftale med Skatteministeriet skal fastlægge den konkrete fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det foreslås endvidere, at der i stedet for overtagelse af en fast ejendom kan indgås en lejeaftale mellem Skatteministeriet og den pågældende kommune om leje af ejendommen til varetagelse af skatteopgaven. Tilsvarende kan lejeaftale indgås om lokaler, der hidtil har været anvendt til den kommunale skatteopgave, og som ikke skal overføres til staten. Herved får kommunerne mulighed for, hvis de ønsker det, at beholde de pågældende ejendomme, men der skabes samtidig mulighed for en velordnet proces for lokalisering af medarbejdere som led i fusionen af skatteopgaven. Det forudsættes, at sådanne lejeaftaler ikke strækker sig ud over den 31. december 2006.

I tilfælde, hvor en kommunal skatteopgave varetages af et kommunalt fællesskab, må de kommuner, der står bag fællesskabet, indbyrdes aftale den konkrete opløsning af fællesskabet. Det er ikke et aftaleforhold, som Skatteministeriet har del i. Aftale om overførsel mm. indgås mellem Skatteministeriet og de kommuner, der står bag fællesskabet.

Det er forventningen, at de fornødne aftaler om overførsel og lejemål vil kunne indgås efter forhandlinger mellem de berørte kommuner og Skatteministeriet. Kan der imidlertid ikke opnås enighed om overførsel og lejemål senest den 1. maj 2005, er der med lovforslaget fastlagt, at skatteministeren kan nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter, ansatte samt indgåelse af lejemål.

Det forudsættes med lovforslaget, at Skatteministeriet og kommunen fører reelle forhandlinger og bestræber sig på at nå til enighed om overførsel af aktiver og passiver, rettigheder og pligter, ansatte, og indgåelse af lejemål, således at det som udgangspunkt ikke bliver nødvendigt at nedsætte nævnet.

Det følger af lovforslaget, at en eventuel beslutning om overførslen mm., som er truffet af nævnet, ikke vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Nævnets beslutninger kan derimod indbringes for domstolene. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence.

Nævnet vil bestå af 4 medlemmer, der alle udpeges af skatteministeren. Af disse 4 medlemmer udpeges et medlem, som tillige er formanden, efter indstilling af finansministeren, og to medlemmer efter indstilling fra Kommunernes Landsforening.

Skatteministeren bemyndiges endvidere med lovforslaget til at fastsætte nærmere regler for nævnets virksomhed.

6. Konsekvensændringer i andre love

Lovforslaget medfører konsekvenser for udformningen af et stort antal love på skatteministerens sagsområde samt en række andre love. Derfor er der samtidig med dette lovforslag fremsat et forslag til lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven (Navnlig konsekvensændringer som følge af kommunalreformen).

Konsekvensændringerne udspringer bl.a. af samlingen af skatteforvaltningen i en enhedsforvaltning, forenklingen af klagesystemet og ophævelse af overflødiggjorte bemyndigelser. Derudover er der medtaget enkelte ændringer, der er konsekvenser af anden lovgivning.

7. Provenumæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke provenumæssige konsekvenser.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget indebærer administrative lettelser for borgerne, der i fremtiden kun behøver at henvende sig til én offentlig told- og skatteforvaltning. Samtidig etableres mulighed for lokal betjening i kommunale borgersevicecentre. Der henvises herom til bemærkningerne under afsnit 4.15.

Samlingen af skatteforvaltningen i en enhedsforvaltning giver mulighed for at tilbyde borgerne et større spektrum af servicetilbud end i dag.

9. Økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget vurderes at medføre positive strukturelle virkninger for danske erhvervsvirksomheder. Den helhedsorienterede sagsbehandling vil styrke ensartetheden i told- og skatteforvaltningens opgavevaretagelse. Samlingen af klagesagsbehandlingen i Landsskatteretten vil styrke klagesagsbehandlingen. Virksomhederne får således lettere ved at forudse konsekvenserne af skattemæssige dispositioner, og deres retssikkerhed vil blive styrket.

Samtidig åbnes der for bindende svar om afgifter, så virksomhederne også på dette område på forhånd kan afklare konsekvenserne af en skattemæssig disposition.

Forslaget har positive direkte konsekvenser for danske virksomheder, da det gældende gebyr på 1.800 kr. for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold nedsættes til 300 kr. i forbindelse med, at reglerne om bindende svar samles i ét sæt regler.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler. Styrelsen vurderer, at forslaget indeholder løbende administrative lettelser for danske erhvervsvirksomheder, da de med forslaget i fremtiden bl.a. kun skal henvende sig til én offentlig skatteforvaltning. Styrelsen vurderer dog, at lettelserne ikke er af en sådan karakter, at de er egnede til at blive forelagt et virksomhedspanel.

10. Offentlige administrative konsekvenser
10.1. Administrative konsekvenser for det offentlige

Indledningsvis bemærkes, at der er knyttet stor usikkerhed til skønnene over de administrative konsekvenser, blandt andet fordi udgifterne først kan endeligt fastlægges efter forhandlinger med kommunerne. Udover disse generelle usikkerhedsmomenter er der knyttet en række mere konkrete forudsætninger til skønnene, hvoraf de væsentligste er følgende:

€ Opgaven overtages pr. 1. juli 2005.

€ Der er forudsat en naturlig afgang på i alt 375 årsværk i andet halvår 2005 stigende til ca. 500 årsværk i 2008. Der kan nyrekrutteres i det omfang den naturlige afgang overstiger den forudsatte afgang.

€ Der er ikke skønnet over udgifter til den endelige lokalisering i 30 skattecentre.

€ Der er ikke skønnet over evt. krav fra kommunerne mod staten som følge af udgifter til erstatninger m.v. for ophævelse af privatretlige aftaler m.v. eller andre udgifter, som kommunerne ikke med kort varsel kan frigøres fra.

€ Engangsudgifter, som er fælles for ligningsopgaven og inddrivelsesopgaven, og hvor det er vanskeligt at skønne over fordelingen mellem ligningsopgaven og inddrivelsesopgaven, er medtaget nedenfor under engangsudgifter til ligningsopgaven.

10.2. Administrative konsekvenser for kommunerne

Kommunernes Landsforening har i en rapport om fuldtidsstillinger pr. 1. januar 2003 opgjort det samlede antal fuldtidsstillinger til 4.793. Hertil kommer støtteårsværk, som skønnes til 20 pct. af antal fuldtidsstillinger svarende til 959. I alt skønnes det således, at den samlede normering i kommunerne i 2003 har udgjort 5.752 fuldtidsstillinger (svarende til årsværk).

Ved opgaveoverførslen til staten vil kommunerne skulle kompensere staten efter DUT-reglerne for det antal årsværk, der er beskæftiget med skatteopgaven, herunder støtteårsværk. Kompensationen kan først fastlægges efter forhandling med de kommunale parter. Der vil blive taget højde for betalinger fra stat til kommuner som følge af statens overtagelse af ansvaret for selskabsligningen og sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene mv.

Alle medarbejdere beskæftiget med skatteopgaven har adgang til at blive overført til staten. Det er dog vurderingen, at der vil være en række ubesatte stillinger på skatteområdet, når disse indgår i den fusionerede organisation. Det vil specielt gælde årsværk beskæftiget i støttefunktioner €" funktioner der ofte betjener alle kommunens forvaltninger €" og som fortsat vil skulle betjene de øvrige forvaltninger efter fusionen. Endvidere vil der formentlig være medarbejdere, som er interesseret i at blive i kommunen, hvilket sandsynligvis vil betyde, at kommunerne vil bruge disse medarbejdere på andre områder, hvor der er naturlig afgang. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, om alle medarbejdere overdrages sammen med skatteopgaven.

Udgifterne til skatteankenævnene skønnes p.t forsigtigt til i alt 28 mio. kr., som der skal kompenseres for i henhold til DUT-reglerne. Der vil blive taget hensyn til tidligere gennemført kompensation.

De kommunale udgifter til forskud - porto og print - skønnes til ca. 30 mio. kr. årligt.

Andre kommunale driftsudgifter skønnes til i alt 192 mio. kr.

De kommunale udgifter til revision af skatteområdet er skønnet til 15 mio. kr.

Kommunernes køb af diverse ydelser hos ToldSkat er opgjort til 6 mio. kr.

Det skønnes, at kommunernes hidtidige årlige anlægsudgifter har udgjort ca. 69 mio. kr.

Alle kommunaløkonomiske konsekvenser forhandles i henhold til DUT-reglerne, dog gælder særlige regler for aktiver og passiver, jf. afsnit 5.

10.3. Administrative konsekvenser for staten

Et af formålene med at omlægge skatteadministrationen er at skabe en slankere og mere effektiv skatteadministration.

Det er regeringens vurdering, at der ved sammenlægning af den statslige og kommunale skatteforvaltning, over en årrække vil kunne realiseres væsentlige effektiviseringer. Det er regeringens forventning, at de tilpasninger, der vil ske i den samlede arbejdsstyrke på dette område, vil kunne gennemføres ved naturlig afgang.

Strukturkommissionen påpegede dette i sin betænkning. Det hedder bl.a. i betænkningen:

»Det er kommissionens vurdering, at der vil kunne opnås væsentlige effektivitets- og kvalitets fordele ved en bedre organisering af området, først og fremmest gennem udnyttelse af stordriftsfordele i skatteligningen, men også ved at skabe grundlag for en bedre prioritering inden for den samlede skatte- og afgiftsadministration samt en mere hensigtsmæssig beslutningsstruktur i forhold til beslutninger og it-systemudvikling.« Strukturkommissionens betænkning, Sammenfatning, side 35.

Effektiviseringspotentialet kan henregnes til følgende effekter:

€ Stordriftsfordele, som følge af en betragtelig reduktion i antallet af personskatteenheder. Personskatteopgaverne omfatter ligning af lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og hovedaktionærer.

€ Synergieffekter knyttet til fusionen af det nuværende ToldSkat og personskatteopgaverne i kommunerne, idet en række planlægnings-, tilsyns-, ledelses-, klage- og fællesfunktioner kan sammenlægges. Endvidere kan den egentlige skatte- og afgiftsadministration forbedres, f.eks. kan der kontrolleres for flere skatte- og afgiftsarter på samme tid. I dag er momskontrol en statslig opgave og indkomstskattekontrol en kommunal opgave. Den nuværende organisering giver således et overlap i opgavevaretagelsen og dermed dobbeltarbejde i ToldSkat og kommunerne.

€ Tværgående effekter idet regelforenkling og systemmodernisering af skatte- og afgiftssystemerne giver besparelser på tværs af såvel det nuværende ToldSkat som personskatteopgaverne. Effekten er ikke knyttet til kommunalreformen.

Det er ikke muligt på det foreliggende grundlag at foretage et endeligt skøn over de langsigtede konsekvenser af en så omfattende omlægning.

I takt med, at potentialet vedr. effektiviseringer realiseres jf. ovenfor, kan en del heraf anvendes til en øget indsats på områder, som er særligt højt prioriterede. Alternativt vil der kunne ske en omprioritering af den eksisterende kontrol- og serviceindsats. Regeringen igangsætter en særskilt analyse heraf i foråret 2005.

Partierne bag »Aftale om strukturreform« er enige om, at der skal skabes trygge rammer for personalet ved omlægningen, og det er derfor besluttet, at virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse. Ligeledes vil der løbende blive gennemført den fornødne kompetenceudvikling.

Det forudsættes, at der fra kommunerne overføres personale til ToldSkat pr. 1. juli 2005 svarende til ca. 4.800 årsværk. Dertil kommer, at der i ToldSkat anvendes i størrelsesorden 4.150 årsværk. Det samlede ressourceforbrug i ToldSkat skønnes således til op mod 9.000 årsværk €" helårsvirkning €" i 2005 efter overførsel af årsværk til restanceinddrivelsesområdet, som med virkning fra 1. juli 2005 er budgetteret på en særskilt hovedkonto på finansloven.

Det skønnes, at der skal anvendes ca. 45 mio. kr. til flyttegodtgørelser og knap 17 mio. kr. til IT-tilretning af kommunale systemer.

Hertil skønnes ca. 60 mio. kr. til kabling, telefoni, servere mv. i f. m. lokalisering af medarbejdere i ca. 70 midlertidige lokaliteter.

Det skønnes endvidere, at der skal anvendes i størrelsesordenen 55 mio. kr. til tilretning af ToldSkats IT-systemer, og i størrelsesordenen 15 mio. kr. til lederudvælgelse.

Endelig skønnes det, at der skal anvendes i størrelsesordenen 80 mio. kr. til fusionsprocessen.

De samlede engangsudgifter skønnes til i alt ca. 270 mio. kr. og vil skulle afholdes over en årrække. Udgifterne afholdes indenfor rammerne af ToldSkats flerårsaftale, som giver mulighed for i visse situationer at få engangsudgifter finansieret via øgede bevillinger.

I forbindelse med fusionen overtager staten udgifter til forskud €" porto og print €" samt udgifter til skatteankenævn.

Det skønnes, at der vil være øgede IT-driftsudgifter i 2005 på 78 mio. kr. stigende til 157 mio. kr. i 2006 og frem. Disse udgifter modsvares af mindre udgifter i kommunerne, jf. ovenfor om konsekvenser for kommunerne. Det vil blive undersøgt i hvilket omfang det er muligt at reducere de samlede IT-driftsudgifter i forbindelse med den påbegyndte modernisering af ToldSkats IT-system.

Det skønnes, at revisionen af skatteområdet vil medføre et merforbrug på 12 årsværk i Intern Revision i ToldSkat.

De budgetmæssige konsekvenser for Landsskatteretten som følge af omlægningerne på skatteområdet medtages ikke her, men vil blive indbudgetteret på FFL 06 og TB 05. Samlet set forventes klagehåndteringen at kunne forbedres.

Det er ikke muligt mere præcist at skønne over de samlede besparelser, jf. at der udestår en række forhold, der skal forhandles med de kommunale parter, samt det ovenfor anførte om effektiviseringspotentiale, men det skønnes, at der vil være betydelige besparelser.

Det bemærkes, som det også er anført indledningsvis, at samtlige skøn €" såvel vedr. det kommunale område som det statslige område €" og forudsætningerne herfor er behæftet med en betydelig grad af usikkerhed.

De ændringer i opgavefordelingen, der følger af lovforslaget, forudsættes gennemført ud fra princippet om, at kommunalreformen er udgiftsneutral, og at pengene følger med opgaverne.

De beskrevne økonomiske konsekvenser er de på nuværende tidspunkt foreløbigt bedste bud. De økonomiske konsekvenser forhandles med de kommunale parter indtil den 7. januar 2005.

Ved ændringsforslag til finansloven for 2005 er foreslået en ny tekstanmærkning nr. 7 til § 09.21.01. ToldSkat, men ved en fejl er anmærkningerne til tekstanmærkningen udformet forkert. Anmærkningerne skulle have været udformet således:

»De endelige udgifter til overtagelse af kommunale medarbejdere er skønnet på budgetteringstidspunktet.

En ændring i den faktiske overførsel af årsværk fra kommunerne eller i de gennemsnitlige kommunale lønninger i forhold til det forudsatte bevirker, at der skal ske en regulering, svarende til forskellen mellem den på budgetteringstidspunktet skønnede udgift og den faktisk konstaterede udgift, på forslag til lov om tillægsbevilling.

En ændring i antallet af årsværk, der overføres fra kommunerne i forhold til det forudsatte bevirker endvidere, at der skal ske en regulering af øvrig drift (driftsudgiftsoverhead), svarende til forskellen mellem det på budgetteringstidspunktet skønnede antal årsværk og det faktisk konstaterede antal, på forslag til lov om tillægsbevilling.«

11. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.

12. Forhold til EU-retten

Der er ovenfor i afsnit 4.13. redegjort for, at EU-retlige spørgsmål, der måtte opstå under Ligningsrådets behandling af en sag, næppe vil kunne forelægges for EF-domstolen, hverken af Ligningsrådet eller af andre administrative myndigheder. Det antages, at Ligningsrådet ikke selv opfylder betingelserne for at kunne forelægge præjudicielle spørgsmål, og en senere efterprøvelse ved Landsskatteretten, der antages at have denne mulighed, afhænger af, om den pågældende borger påklager Ligningsrådets afgørelse eller ej.

Da EF-domstolen er den eneste instans, der autoritativt kan fortolke EU-retsakter, må det allerede efter de gældende regler anses for betænkeligt, at der ikke kan ske forelæggelse for EF-domstolen. Problemet må forventes at accelerere, når Ligningsrådets afløser €" Skatterådet €" efter gennemførelsen af omorganiseringen får tilsvarende kompetencer på afgiftsområdet, som Ligningsrådet i dag har på indkomstskatteområdet, herunder navnlig kompetencen til at afgive bindende svar. Det skyldes, at afgiftsområdet i markant højere grad end indkomstskatteområdet er reguleret ved EU-lovgivning.

Muligheden for at inddrage EF-domstolen vil således styrke den effektive gennemslagskraft af EU-retten.

Det vil dog være op til Landsskatterettens afgørelse, om et spørgsmål skal forelægges EF-domstolen, ligesom denne domstol afgør, om Landsskatteretten har karakter af en domstol, der kan forelægge spørgsmål for EF-domstolen.

De foreslåede regler om bindende svar, jf. kapitel 8, indeholder regler om, at et svar ikke er bindende, hvis svaret viser sig at være i strid med EU-retten, jf. § 25, stk. 2. Hermed er der taget højde for den forpligtelse, den danske stat har til at følge EU-retten.

13. Lovovervågning: Skatteministeren har i forbindelse med lovgivningen om bindende ligningssvar givet tilsagn om at orientere Folketinget om ordningen, når den har været anvendt i 3 år. Et sådant tilsagn er givet såvel i forbindelse med lovgivningen om bindende ligningssvar fra kommunerne, jf. lov nr. 332 af 9. maj 2003, som i forbindelse med lovgivningen om bindende ligningssvar for selskaber og hovedaktionærer mv., jf. lov nr. 357 af 19. maj 2004.

Som følge af de organisatoriske ændringer, der er stillet forslag om, og som følge af den foreslåede sammenskrivning af reglerne om bindende forhåndsbesked og bindende ligningssvar samt forslaget om bindende afgiftssvar, vil denne orientering af Folketinget blive delt i to. I efteråret 2005 vil der blive orienteret om de kommunale erfaringer med bindende ligningssvar; det vil sige for tiden frem til den 1. juli 2005. I 2008, når de nu foreslåede regler om bindende svar har virket i 3 år, vil der blive orienteret om told- og skatteforvaltningens erfaringer med bindende svar.

14. Høring

Udover i ministerierne har lovforslaget været sendt til høring i Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Børsmæglerforeningen, CFU - Centralorganisationernes Fællesudvalg, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Sælgere, Datatilsynet, Den Danske Landinspektørforening, Den Danske Skatteborgerforening, Ejendomsforeningen i Danmark, FDS €" Foreningen af Danske Skatteankenævn, Finansrådet, Finanstilsynet, FRR - Foreningen af Registrerede Revisorer, FSR - Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, HS - Hovedstadens Sygehusfællesskab, F&P - Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, FTF €" Funktionærernes & Tjenestemændenes Fællesråd, Grundejernes Landsorganisation, HTS €" Handel, Transport og Serviceerhvervene, Håndværksrådet, InvesteringsforeningsRådet, It-Brancheforeningen, KTO - Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunernes Landsforening, Københavns Fondsbørs, Københavns og Frederiksbergs Tjenestemænds Fællesvirksomhed, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Nationalbanken, Parcelhusejernes Landsorganisation, Realkreditrådet, Skattechefforeningen, Skatterevisorforeningen, Stats- og Kommunalt Ansatte Forhandlingsfællesskab, Statsansattes Kartel, Told- og Skattestyrelsen og Vurderingsankenævnsforeningen.

En oversigt over modtagne høringssvar med kommentarer er medtaget som bilag til lovforslaget.

15. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

	Positive konsekvenser/mindreudgifter	Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Se Administrative konsekvenser for staten, kommunerne og amtskommunerne	Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Der er knyttet stor usikkerhed til skønnene over de administrative konsekvenser.	Kommunerne: Skal afgive skatteforvaltningsopgaven. Staten: Ingen.
	Kommunerne :
	I alt skønnes den samlede normering i kommunerne i 2003 til 5.752 fuldtidsstillinger (svarende til årsværk).
	Ved opgaveoverførslen til staten vil kommunerne skulle kompensere staten efter DUT-reglerne for det antal årsværk, der er beskæftiget med skatteopgaven, herunder støtteårsværk.
	Som udgangspunkt har alle medarbejdere beskæftiget med skatteopgaven ret til at blive overført til staten
	De øvrige samlede kommunale driftsudgifter skønnes til 340 mio. kr. årligt.
	Alle kommunaløkonomiske konsekvenser forhandles efter DUT-reglerne, dog gælder særlige regler for aktiver og passiver.
	Staten :
	Det er Regeringens vurdering, at der ved sammenlægning af den statslige og kommunale skatteforvaltning, over en årrække vil kunne realiseres væsentlige effektiviseringer.
	Staten vil få øgede driftsudgifter i størrelsesordenen 220 mio. kr. årligt. Der er ikke skønnet udgifter til den endelige lokalisering i 30 skattecentre.
	De samlede engangsudgifter skønnes til ca. 270 mio. kr., der vil skulle afholdes over en årrække.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet	Positive strukturelle virkninger for danske erhvervsvirksomheder pga. ensartetheden i told- og skatteforvaltningens opgavevaretagelse og mulighed for at få bindende svar om afgifter. Dertil styrkelse af klagesagsbehandlingen.	Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Se Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne	Lettelser for borgerne, der fremover kun behøver at henvende sig til én offentlig told- og skatteforvaltning, samtidig med lokal betjening i de kommunale borgerservicecentre.	Den geografiske afstand til skatteforvaltningen vil for nogle borgere bliver større.
	Øgede servicetilbud til borgerne.
	Dertil styrkelse af klagesagsbehandlingen.
	Endvidere styrkes behandlingen af klager gennem samlingen af afgørelsen af klagesager i Landsskatteretten.
Forholdet til EU-retten	Bestemmelsen i § 25, stk. 2, 2. pkt., om bindende svar, og bestemmelsen i § 40, stk. 2, om prøvelse af skatterådsafgørelser vil styrke EU-rettens gennemslagskraft.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen har til dels karakter af en »programerklæring« om statslig forvaltning af skattelovgivningen og lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Men bestemmelsen udgør også det retlige grundlag for udøvelse af forvaltningsmyndighed efter en række love, hvori det ikke er angivet, hvilken myndighed, der forvalter loven, f.eks. statsskatteloven og personskatteloven.

Bestemmelsen vedrører forvaltning af lovgivning om enhver form for skat til det offentlige, jf. anvendelsen af begrebet skat i grundlovens § 43. Bestemmelsen omfatter således ikke kun indkomstskat, herunder dødsboskat, og ejendomsværdiskat, men også gaveafgift, moms, såkaldte punktafgifter, told, arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat, afgift efter pensionsbeskatningsloven og lignende retlige ydelser til det offentlige.

Bestemmelsen angiver den hovedregel, at skattelove forvaltes af told- og skatteforvaltningen, og at denne forvaltning er statslig. Men på specielle områder forvaltes skattelove af andre myndigheder, f.eks. hører retsafgiftsloven under justitsministeren.

Den nærmere regulering af, hvorledes told- og skatteforvaltningen organiseres, f.eks. om forvaltningen skal ske fra en eller flere centralt beliggende styrelser, eller om forvaltningen skal ske decentralt fra regionale enheder, er som udgangspunkt et regeringsanliggende, hvorom der ikke lovgives.

Begrebet »told- og skatteforvaltningen« omfatter de dele af organisationen, der ikke er særligt lovreguleret. Begrebet omfatter således bl.a. ikke Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankenævn eller vurderingsankenævn.

Det er hensigten at organisere told- og skatteforvaltningen således, at forvaltningens drift vil blive ledet af en direktør, der også vil få ansvaret for udøvelsen af den konkrete forvaltningsmyndighed.

Regeringens planer for den fremtidige organisering af told- og skatteforvaltningen er omtalt ovenfor under de almindelige bemærkninger, afsnit 4.1.

Til § 2

Bestemmelsen regulerer Skatterådets kompetence efter denne lov. Skatterådet kan være tillagt kompetence efter anden lov, jf. f.eks. ligningslovens § 9 B om fastsættelse af satser for skattefri befordringsgodtgørelse og skattekontrollovens § 8 D om anvendelse af kontrolmidler.

Efter bestemmelsen har Skatterådet ikke kompetence på toldområdet. Bortset herfra omfatter Skatterådets kompetence som udgangspunkt samme sagsområder som told- og skatteforvaltningens kompetence efter § 1, men Skatterådets kompetence beror i et vist omfang på, at told- og skatteforvaltningen inddrager Skatterådet i kompetencens udøvelse.

Bestemmelsen i stk. 2 skal ses i sammenhæng med forslaget til § 21, stk. 4, hvorefter told- og skatteforvaltningen skal forelægge anmodninger om bindende svar, der er af principiel karakter, for Skatterådet til afgørelse, jf. om dette begreb bemærkningerne til § 21.

Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke kun for bindende svar, men for alle sager, som told- og skatteforvaltningen har kompetence til at afgøre. Muligheden er derfor betinget af, at afgørelsen skal træffes efter en af de love, som Skatterådet efter stk. 1 bistår told- og skatteforvaltningen med at forvalte; det vil sige lovgivning om skat og ejendomsvurdering, men ikke lovgivning om told. Alle sager af denne karakter kan efter told- og skatteforvaltningens konkrete vurdering forelægges for Skatterådet til afgørelse. Det er ikke hensigten, at alle sager af principiel karakter skal forelægges for rådet, medmindre der er tale om bindende svar, jf. § 21, stk. 4. Det er forudsat, at Skatterådets formand og told- og skatteforvaltningen aftaler retningslinier for anvendelsen af denne mulighed for at forelægge sager for Skatterådet til afgørelse. Der må i den sammenhæng tages hensyn til, hvor mange sager Skatterådet kan overkomme at behandle inden for rimelige sagsbehandlingstider.

Hvis told- og skatteforvaltningen forelægger en sag for Skatterådet til afgørelse, skal den pågældende borger efter almindelige forvaltningsretlige principper underrettes om dette skift af afgørelseskompetence, før Skatterådet afgør sagen, således at borgeren får mulighed for at varetage sine interesser over for rådet.

Efter stk. 3 kan Skatterådet efter indstilling fra told- og skatteforvaltningen ændre en afgørelse, truffet af et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn, der er åbenbart ulovlig. Denne revisionskompetence er styret af ansættelsesfristerne i § 27, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 4, og § 33.

Der er tale om videreførelse af Ligningsrådets hidtidige revisionskompetence over for skatte- og vurderingsankenævn, jf. skattestyrelseslovens § 19, men i en meget reduceret form.

Denne revisionskompetence er alene tænkt anvendt i tilfælde, hvor et nævnsmedlem gør Skatterådet opmærksom på en nævnsafgørelse, som den pågældende ikke er enig i, jf. § 7, stk. 5, og § 10, stk. 3, eller en embedsmand, f.eks. i et nævnssekretariat, gør Skatterådet opmærksom på, at nævnet har truffet en åbenbart ulovlig afgørelse.

Hverken Skatterådet eller told- og skatteforvaltningen har efter skatteforvaltningsloven en pligt til at føre et aktivt tilsyn med arbejdet i skatte- eller vurderingsankenævn. Og bestemmelsen giver ikke en borger ret til at klage til Skatterådet over en nævnsafgørelse, som den pågældende er utilfreds med.

Til brug for Skatterådets overvejelser om revision af en nævnsafgørelse, kan Skatterådet €" eller told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet €" indkalde det materiale i sagen, som nævnet ligger inde med, til gennemsyn. Told- og skatteforvaltningen har ikke ret til som tilsynsmyndighed at overvære møder i skatte- eller vurderingsankenævn.

Til § 3

Bestemmelsen regulerer Skatterådets etablering.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 17.

Efter bestemmelsen sammensættes Skatterådet af personer valgt af Folketinget og personer udnævnt af skatteministeren. Ligesom Ligningsrådet skal Skatterådet have 19 medlemmer, hvoraf Folketinget vælger de 6, og skatteministeren udnævner de 13, herunder formanden. 4 af de ministerudnævnte medlemmer skal repræsentere henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handelen og lønmodtagerne. 4 medlemmer udnævnes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening.

Sammensætningen af Skatterådet svarer til sammensætningen af Ligningsrådet.

Efter bestemmelsen medfører faktisk fravær fra rådets møder i mere end 6 måneder fortabelse af medlemskab. Der kan ikke dispenseres fra bestemmelsen.

Til § 4

Bestemmelsen regulerer Skatterådets virke.

Efter stk. 2 skal Skatterådet ved afgørelse af sager, der efter § 2, stk. 2, forelægges rådet til afgørelse af told- og skatteforvaltningen, medmindre andet er bestemt ved lov eller af skatteministeren i forretningsordenen for Skatterådet, følge de regler for sagsbehandling, der ville gælde, hvis told- og skatteforvaltningen skulle træffe afgørelsen, herunder regler om agterskrivelse, sagsfremstilling og ansættelsesfrister.

Efter stk. 3 kan Skatterådet tillade, at der indhentes syn og skøn til brug for rådets afgørelse af en sag, der er forelagt rådet til afgørelse efter § 2, stk. 2. Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes undtagelsesvist.

Til § 5

Bestemmelsen afgrænser skatteankenævnenes kompetence.

I forhold til hidtil er kompetencen udvidet til også at gælde gaveafgift.

Efter stk. 1 er skatteankenævnene som udgangspunkt 1. klageinstans for told- og skatteforvaltningens afgørelser om indkomst- og ejendomsværdiskat vedrørende fysiske personer og dødsboer, herunder om gaveafgift.

Skatteankenævnene kan ikke påkende klager over Skatterådets afgørelser.

I bestemmelsen er opregnet de typer af afgørelser, truffet af told- og skatteforvaltningen, som kan påklages til skatteankenævnet.

Efter nr. 1 kan skatteankenævn afgøre klager over forskudsregistrering af indkomst. Skatteankenævnets afgørelser heraf kan ikke påklages administrativt, jf. kildeskattelovens § 55 B.

Efter nr. 2 kan skatteankenævn afgøre klager over ansættelse af indkomstskat, herunder klager over gaveafgift og kirkeskat.

Efter nr. 3 kan skatteankenævn afgøre klager over bindende svar, men kun for så vidt skatteankenævnet i øvrigt har kompetence til at afgøre de sagstyper, som det bindende svar vedrører.

Efter nr. 4 kan skatteankenævn afgøre klager over underskud eller tab, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører. Regler om sådanne underskud eller tab findes i en række love om indkomstbeskatning samt i ejendomsværdiskatteloven.

Der kan også klages til skatteankenævnet over told- og skatteforvaltningens afslag på en genoptagelsesanmodning efter § 26 eller § 27 vedrørende disse sagstyper.

Efter stk. 2 kan en klager vælge at springe skatteankenævnsbehandlingen over og klage direkte til Landsskatteretten. Dette gælder dog ikke afgørelser om forskudsregistrering, jf. stk. 1, nr. 1, hvor skatteankenævnet efter kildeskattelovens § 55 B som hidtil er første og eneste administrative klageinstans.

Til § 6

Bestemmelsen regulerer etableringen af skatteankenævn.

Der henvises om baggrunden til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.3.

Landets inddeling i skatteankenævnskredse og antallet af medlemmer af de enkelte skatteankenævn fastsættes i en bekendtgørelse, udstedt af skatteministeren.

Ved fordelingen af pladserne i det enkelte skatteankenævn mellem kommunerne i skatteankenævnskredsen skal der tages udgangspunkt i forholdet mellem indbyggertallene i de berørte kommuner pr. den 1. januar i det år, hvor funktionsperioden begynder. Men skatteministeren er ikke bundet af et præcist udregnet forholdstal for indbyggertallene, hvis det kun er et lille antal indbyggere, der skiller en kommune fra at få en plads i nævnet. I så fald kan ministeren inddrage bredere relevante samfundshensyn ved fordelingen af den pågældende plads i nævnet.

Efter bestemmelsen medfører faktisk fravær fra skatteankenævnet i mere end 6 måneder fortabelse af medlemskab. Der kan ikke dispenseres fra denne bestemmelse.

Til § 7

Bestemmelsen regulerer skatteankenævnenes virke.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 21.

Told- og skatteforvaltningen sekretariatsbetjener skatteankenævnene. Det er hensigten, at disse sekretariater på landsplan skal samles under en ledelse, der så vidt muligt sikrer dem organisatorisk uafhængighed af den øvrige told- og skatteforvaltning, men således at sekretariatsbetjeningen af skatteankenævn og vurderingsankenævn kan udføres af samme enhed i told- og skatteforvaltningen. Ledelsen af sekretariatsbetjeningen vil komme til at referere til direktøren for told- og skatteforvaltningen.

Til § 8

Bestemmelsen afgrænser vurderingsankenævnenes kompetence.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 16 B.

Vurderingsankenævnene er 1. klageinstans for told- og skatteforvaltningens afgørelser vedrørende vurdering af fast ejendom og afgørelser om værdiforringelseserklæringer efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Der kan også klages til vurderingsankenævnet over told- og skatteforvaltningens afslag på en anmodning om genoptagelse af en ejendomsvurdering efter § 33.

En klager kan ikke - som ved sager, der kan påklages til skatteankenævn - fravælge klage til vurderingsankenævnet og gå direkte til Landsskatteretten. Det har sammenhæng med den tekniske karakter af ejendomsvurderinger, der bevirker, at eventuelle klager i højere grad end klager over f.eks. ansættelse af indkomst kan løses i forståelse med klageren.

Til § 9

Bestemmelsen regulerer etableringen af vurderingsankenævn.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 16 C.

Landets inddeling i vurderingsankenævnskredse og antallet af medlemmer af de enkelte vurderingsankenævn fastsættes i en bekendtgørelse, udstedt af skatteministeren.

Ved fordelingen af pladserne i det enkelte vurderingsankenævn mellem kommunerne i vurderingsankenævnskredsen skal der tages udgangspunkt i forholdet mellem indbyggertallene i de berørte kommuner pr. den 1. januar i det år, hvor funktionsperioden begynder. Men skatteministeren er ikke bundet af et præcist udregnet forholdstal for indbyggertallene, hvis det kun er et lille antal indbyggere, der skiller en kommune fra at få en plads i nævnet. I så fald kan ministeren inddrage bredere relevante samfundshensyn ved fordelingen af den pågældende plads i nævnet.

Efter bestemmelsen medfører faktisk fravær fra vurderingsankenævnet i mere end 6 måneder fortabelse af medlemskab. Der kan ikke dispenseres fra bestemmelsen.

Til § 10

Bestemmelsen regulerer vurderingsankenævnenes virke.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 16 D.

Told- og skatteforvaltningen sekretariatsbetjener vurderingsankenævnene. Det er hensigten, at disse sekretariater på landsplan skal samles under en ledelse, der så vidt muligt sikrer dem organisatorisk uafhængighed af den øvrige told- og skatteforvaltning, men således at sekretariatsbetjeningen af skatteankenævn og vurderingsankenævn kan udføres af samme enhed i told- og skatteforvaltningen. Ledelsen af sekretariatsbetjeningen vil komme til at referere til direktøren for told- og skatteforvaltningen.

Til § 11

Bestemmelsen afgrænser Landsskatterettens kompetence.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 23.

Landsskatteretten er som udgangspunkt 1. klageinstans vedrørende klager over told- og skatteforvaltningens og Skatterådets afgørelser og som udgangspunkt 2. klageinstans vedrørende afgørelser, der kan påklages til skatteankenævnene eller vurderingsankenævnene.

Landsskatteretten afgør endvidere sager, som er afgjort af Skatterådet, og som skatteministeren indbringer for retten, fordi sagen indeholder EU-retlige spørgsmål, som skatteministeren ønsker efterprøvet, jf. § 40, stk. 2.

Endelig afgør Landsskatteretten klagesager, som er henlagt til Landsskatteretten efter anden lovgivning. Som et eksempel herpå kan nævnes, at Landsskatteretten efter vægtafgiftslovens § 20 er klageinstans for visse afgørelser truffet af Centralregisteret for Motorkøretøjer.

Til § 12

Bestemmelsen regulerer Landsskatterettens etablering.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 20, stk. 2-4.

Skatteministeren udnævner retspræsidenten og retsformændene samt 22 øvrige retsmedlemmer. Retspræsidenten og retsformændene skal have bestået juridisk kandidat eksamen, og 14 af de øvrige retsmedlemmer skal være dommere.

Skatteministeren skal endvidere udnævne mindst en repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne, men ministeren kan udnævne mere end én repræsentant for henholdsvis erhvervslivet eller lønmodtagerne og vælge at udnævne repræsentanter for andre relevante samfundsinteresser.

Efter stk. 4 udnævner skatteministeren to motorsagkyndige retsmedlemmer. Disse to retsmedlemmer deltager alene i afgørelsen af klager over afgørelser truffet efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Efter stk. 5 udmåles retsmedlemmernes funktionsperiode fra den 1. juni 2004. De nuværende medlemmer af Landsskatteretten fortsætter således i funktionen til den 1. juni 2010, hvorefter der vælges og udnævnes nye medlemmer.

Efter stk. 6 medfører faktisk fravær fra retten i mere end 6 måneder fortabelse af medlemskab. Der kan ikke dispenseres fra bestemmelsen.

Til § 13

Bestemmelsen regulerer Landsskatterettens virke.

Bestemmelserne i stk. 1, 2, 4 og 5, er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 20, stk. 5-8.

Efter stk. 3 kan Landsskatterettens præsident fastsætte regler om, at nærmere angivne typer af sager skal afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer. Denne kompetence er tænkt anvendt til at henlægge afgørelsen af klager i sagstyper, der generelt er ukomplicerede, til afgørelse af Landsskatterettens kontorer. Disse retningslinier vil blive offentliggjort i en bekendtgørelse, udstedt af retspræsidenten.

Retspræsidenten kan imidlertid beslutte, ud fra en konkret vurdering af en klage, at klagen, uanset at den er omfattet af de klagetyper, der skal afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer, alligevel skal forelægges disse til afgørelse. Kompetencen er tænkt anvendt helt undtagelsesvis, hvis klagen vedrører et principielt spørgsmål af betydning for fastlæggelse af Landsskatterettens praksis.

Landsskatteretten har eget sekretariat. Som følge deraf indeholder bestemmelsen ingen regulering af sekretariatsbistanden.

Til § 14

Bestemmelsen i stk. 1 er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 36.

Bestemmelsen i stk. 1 regulerer den indbyrdes kompetence mellem de enkelte told- og skattemyndigheder, herunder skatteministeren. Reguleringen sker gennem fastsættelse af grænser for de enkelte myndigheders kompetence.

Efter bestemmelsen lovfæstes, at skatteministeren - medmindre Folketinget på særlige områder har bestemt andet - ikke kan afgøre, hvordan en borger skal ansættes i skat, herunder ansættes vedrørende afgifter eller told, eller hvordan en fast ejendom skal vurderes.

Forbuddet omfatter ikke kun den egentlige beløbsfastsættelse, der ligger i en ansættelse, eller skatteberegning, men også afgørelser vedrørende eventuelle bevillinger eller dispensationer mv., der indgår i grundlaget for ansættelsen eller vurderingen, eller afgørelse af spørgsmål om skattepligt.

Bestemmelsen omfatter også spørgsmål om tilbagebetaling/godtgørelse af afgift.

Bestemmelsen berører derimod ikke skatteministerens ret eller pligt til at fastsætte generelle retningslinier for told- og skatteforvaltningens administration eller ministerens ansvar herfor, herunder ansvar for at føre tilsyn.

Efter stk. 2 er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler for retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Denne bemyndigelse skal ses i lyset af, at klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser efter lovforslaget som udgangspunkt afgøres administrativt enten af skatte- eller vurderingsankenævn eller af Landsskatteretten.

Bemyndigelsen er for det første tænkt anvendt til helt undtagelsesvis at henlægge afgørelsen af klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser til andre enheder end de kollegiale klageorganer, når de pågældende afgørelser på grund af deres karakter er uegnede til klagebehandling i disse organer, f.eks. klager over afgørelse om driftsmæssige eller ansættelsesmæssige forhold. Bemyndigelsen kan i den forbindelse anvendes til at fastsætte frister for klage over sådanne afgørelser.

Bemyndigelsen er for det andet tænkt anvendt til at afskære klage til skatteministeren, herunder skatteministerens departement. Denne bemyndigelse skal ses i sammenhæng med stk. 1, nr. 1, hvorefter skatteministeren ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat eller en vurdering af en fast ejendom. Bemyndigelsen er bl.a. tænkt anvendt til at afskære klager fra ansatte i told- og skatteforvaltningen over afgørelser om ansættelsesmæssige forhold. Der vil inden for enhedsforvaltningen blive skabt betryggende rammer for behandlingen af klager over personaleadministrative afgørelser.

Til § 15

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 36 A.

Bestemmelsen supplerer de almindelige regler om speciel inhabilitet efter forvaltningslovens kapitel 2 med særlige regler om generel inhabilitet hos told- og skattemyndighederne.

Efter stk. 1 udelukker ansættelse i told- og skatteforvaltningen medlemskab af et kollegialt klageorgan, men ikke medlemskab af Skatterådet.

Til § 16

Efter stk. 1 er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler, hvorefter landets kommunalbestyrelser får elektronisk adgang til oplysninger, der er registreret i told- og skatteforvaltningen.

Bemyndigelsen kan anvendes til to formål.

For det første kan bemyndigelsen bruges til at kompensere kommunerne for tab af oplysninger fra den kommunale skatteforvaltning om borgerne i kommunen. Disse oplysninger er hidtil brugt af kommunens øvrige forvaltningsgrene.

For det andet kan bemyndigelsen bruges til at sikre de kommunale borgerservicecentre fornødne oplysninger om landets borgere til brug for den borgerservice, kommunerne skal kunne yde alle landets borgere.

Bemyndigelsen indebærer ikke kun, at skatteministeren kan give kommunerne adgang til nærmere fastsatte typer af oplysninger. Bemyndigelsen indebærer tillige, at skatteministeren kan stille krav til kommunalbestyrelsers sikring af, at sådanne oplysninger ikke misbruges.

I begge situationer vil det blive tilstræbt, at der gælder samme regler i forhold til alle landets kommunalbestyrelser.

Bemyndigelsen vil blive udøvet i overensstemmelse med reglerne i lov om behandling af personoplysninger og i samarbejde med Datatilsynet.

Efter stk. 2 er skatteministeren bemyndiget til at pålægge kommunalbestyrelser at yde borgerne vejledning og information om skat og ejendomsvurdering, jf. omtalen ovenfor i afsnit 4.15. under de almindelige bemærkninger af ordningen med kommunale borgerservicecentre.

Bemyndigelsen kan ikke anvendes til at give kommunalbestyrelser forvaltningsmyndighed, men alene til at pålægge kommunalbestyrelser at udføre nærmere angivne typer af vejledning og information om skat og ejendomsvurdering.

Det er ikke tanken, at kommunerne skal kunne give en egentlig juridisk vejledning om regler om skat eller ejendomsvurdering, men primært vejlede borgerne om blanketter, frister, forskudsregistrering, internetmuligheder, informationskilder og lignende service. Ønskes en egentlig juridisk vejledning, må der henvises til de lokale skattecenter eller et call-center i told- og skatteforvaltningen.

Til § 17

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 37.

Det påtænkes at ophæve 2. pkt. om de kommunale inddrivelsesmyndigheders tavshedspligt som led i den planlagte lovgivning om at samle den offentlige inddrivelsesopgave som led i kommunalreformen.

Til § 18

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 37 A, stk. 1.

Den særlige bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 A, stk. 2, om ægtefællers ret til at få behandlet en klage over den anden ægtefælles skatteansættelse bliver unødvendig som følge af forslagene til § 36, stk. 1, og § 40, stk. 1, hvorefter enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen, har ret til at få behandlet en klage i skatteankenævnet og Landskatteretten.

Til § 19

Bestemmelsen supplerer reglerne i forvaltningsloven om partshøring.

Efter stk. 1 skal told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt udarbejde en sagsfremstilling, før den træffer en afgørelse.

Grænsedragningen mellem forvaltningsafgørelser og faktisk forvaltningsvirksomhed (beslutninger) kan give anledning til tvivl. En forvaltningsafgørelse er traditionelt defineret som en retsakt; det vil sige en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf. forvaltningslovens § 2. Herefter har eksempelvis de »efterangivelser«, som afgiftsmyndighederne udsender til tiltrædelse af afgiftspligtige, ikke karakter af forvaltningsafgørelser.

De oplysninger, en sagsfremstilling efter stk. 2 skal indeholde, er oplysninger, som en sagsfremstilling som minimum skal indeholde. Sagsfremstillingen skal bl.a. oplyse om den afgørelse, som told- og skatteforvaltningen vurderer, at de foreliggende oplysninger må føre til, og en begrundelse for denne vurdering.

Told- og skatteforvaltningen kan undlade at udarbejde en sagsfremstilling, hvis afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter, og afgørelsen fuldt ud imødekommer anmodningen. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor afgørelsen vil berøre flere, der ikke alle er enige i afgørelsen.

Told- og skatteforvaltningen ved ikke altid, hvem der er parter i en sag. Forvaltningen må derfor foretage høringen på grundlag af de oplysninger om sagens parter, som told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af.

Efter stk. 3 skal sagens parter have sagsfremstillingen til udtalelse, medmindre de giver afkald derpå.

Ved høring over sagsfremstilling kan told- og skatteforvaltningen efter stk. 4 meddele, at afgørelsen vil blive truffet som beskrevet, hvis ikke den pågældende inden høringsfristens udløb er fremkommet med en begrundet skriftlig eller mundtlig indsigelse mod afgørelsen. Særskilt fremsendelse til en ægtefælle kan normalt undlades i de tilfælde, hvor ægtefællerne har samme folkeregisteradresse.

Efter stk. 5, nr. 3, kan udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring herover undlades, hvis afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten og er af en så enkel type, at den efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., kan afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Men Landsskatteretten kan på grundlag af en konkret vurdering af en modtagen klage bestemme, at told- og skatteforvaltningen skal udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring herover til brug for Landsskatterettens behandling af klagen, jf. § 42, stk. 5.

Til § 20

Bestemmelserne i stk. 1-3 er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, § 12 A, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 21, stk. 3.

Efter bestemmelsen skal told- og skatteforvaltningen i videre omfang end efter de almindelige regler i forvaltningsloven foretage høring af den borger, som afgørelsen direkte berører skatteretligt, før den træffer en afgørelse.

Bestemmelsen omfatter afgørelser om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, herunder gaveafgift, og ejendomsvurderinger.

Ved afgørelser om ansættelse af indkomstskat, herunder gaveafgift, eller ejendomsværdiskat skal der ske høring af alle, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen. Særskilt fremsendelse til en ægtefæller kan normalt undlades, når ægtefællerne har samme folkeregisteradresse.

Told- og skatteforvaltningen ved ikke altid, hvem der er parter i en sag. Forvaltningen må derfor foretage høringen på grundlag af de oplysninger om sagens parter, som told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af.

En skattepligtig skal ubetinget selvangive til brug for ansættelsen af indkomstskat, herunder gaveafgift, og efter anmodning fra myndighederne til brug for ansættelsen af ejendomsværdiskat og ejendomsvurdering.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., omfatter bl.a. situationer, hvor en selvangivelsespligtig, der er omfattet af ordningen med en fortrykt selvangivelse, undlader at indgive selvangivelse, og dermed er blevet ansat i overensstemmelse med de fortrykte oplysninger, jf. skattekontrollovens § 4. Skal ansættelsen efterfølgende ændres, finder denne særlige høringsbestemmelse anvendelse.

Kravene i forvaltningsloven til begrundelse af en forvaltningsafgørelse findes i forvaltningslovens § 24.

Til § 21

Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition. Efter stk. 2 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en påtænkt disposition.

Det er i begge tilfælde en forudsætning, at dispositionen er foretaget eller påtænkes foretaget af spørgeren, eller at spørgeren repræsenterer den, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionen.

Der gives ikke bindende svar på spørgsmål om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en gennemført disposition.

Eksempelvis vil en brancheforening som sådan ikke kunne spørge på vegne af medlemmer. Men er foreningen udstyret med fuldmagt til at repræsentere et medlem i netop den sag, som spørgsmålet vedrører, kan foreningen få et bindende svar for medlemmet.

Der gives bindende svar for andre end spørgeren af en påtænkt disposition, men kun hvis spørgsmålet er om virkningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat eller afgift efter pensionsbeskatningsloven. Der gives således ikke bindende svar for andre end spørgeren, når spørgsmålet er om afgiftslovgivningen i øvrigt.

Eksempelvis kan en virksomhed få et bindende svar om de indkomstskattemæssige virkninger for kunder af et produkt, som virksomheden påtænker at markedsføre.

Eksempelvis gives der ikke bindende svar på spørgsmål om den moms- eller afgiftsmæssige virkning for juridiske personer, der ikke har et CVR-/SE-nummer, idet en sådan juridisk person som udgangspunkt ikke kan identificeres med fornøden sikkerhed, før den er registreret.

Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger. Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om beskatning. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis kontrol, straf, gebyrer og forrentning.

Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skattepligt eller til skattefritagelse.

På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

Alle afgifts- eller betalingspligtige kan få et bindende svar. Det gælder såvel de, der er afgifts- eller betalingspligtige her til landet, som de, der vil blive afgifts- eller betalingspligtige her til landet. Alle godtgørelsesberettigede vil desuden kunne få et bindende svar.

Bindende svar gives som udgangspunkt om al skattelovgivning, bortset fra lovgivning om told, samt om bevillinger eller dispensationer for så vidt angår påtænkte dispositioner. Der kan dog kun gives bindende svar om skattelovgivning, der administreres af told- og skatteforvaltningen, jf. § 1.

Efter stk. 4 er told- og skatteforvaltningen forpligtet til at forelægge visse typer af bindende svar for Skatterådet til afgørelse, fordi de er af principiel karakter. Det er imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt i lovteksten at nævne begrebet »principielle sager«, fordi en anvendelse af dette begreb ville efterlade en unødig fortolkningstvivl. I stedet fremgår det af lovteksten, hvad det er for en type anmodninger om bindende svar, der som principielle altid skal forelægges for Skatterådet til afgørelse. De kriterier, der har betydning, er nævnt i stk. 4, nr. 1-5. Det drejer sig om sager, som vedrører et større antal skatteydere, større økonomiske værdier, fortolkning af ny lovgivning eller EU-retlige spørgsmål af væsentlig rækkevidde, eller som i øvrigt har påkaldt sig eller er egnet til at påkalde sig betydelig offentlig interesse. Det sidste kan f.eks. skyldes, at den skattepligtige er en offentligt kendt virksomhed, eller at der tidligere har været offentlig debat om det emne, som sagen vedrører.

Der er ikke i lovteksten sat tal på, hvor mange skatteydere en sag skal vedrøre, eller hvor stort et beløb den skal dreje sig om, for at sagen hører blandt de sager, som skal forelægges for Skatterådet til afgørelse. Det skyldes, at der er tale om relative begreber, hvor grænsedragningen må afhænge af, hvilket retsområde der er tale om. En sag om indkomstbeskatning af lønmodtagere skal således vedrøre et større antal skatteydere end en sag om en punktafgift, der kun betales af et mindre antal virksomheder, for at skulle forelægges for Skatterådet til afgørelse. Endvidere skal der foreligge et vist element af fortolkningstvivl, idet det ikke er hensigten, at Skatterådet skal tage stilling til sager, hvor der allerede foreligger en fast administrativ praksis.

Bestemmelsen i stk. 4 er udtryk for en afgrænsning af, hvilke sager der skal forelægges for Skatterådet til afgørelse. Bestemmelsen suppleres af § 2, stk. 2, hvorefter told- og skatteforvaltningen altid kan vælge at forelægge en sag for Skatterådet til afgørelse. Det betyder, at told- og skatteforvaltningen godt kan vælge at forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til besvarelse, selv om den ikke falder ind under én eller flere af kategorierne i § 21, stk. 4. Ved vurderingen af, om en anmodning om et bindende svar bør forelægges, vil det bl.a. blive tillagt betydning, om spørgeren har udtrykt ønske om at få svar fra Skatterådet, eller om det må anses for hensigtsmæssigt at indhente syn og skøn i sagen.

Det er i øvrigt forudsat, at Skatterådets formand og told- og skatteforvaltningen aftaler retningslinier for forvaltningens udvælgelse af sager efter kriterierne i stk. 4. Det gælder bl.a. i forbindelse med en afgrænsning af, hvad der til enhver tid skal betragtes som ny lovgivning, jf. bestemmelsens nr. 3, idet hensigten her er, at Skatterådet i en periode skal medvirke ved fastlæggelsen af en administrativ praksis, som herefter skal videreføres af told- og skatteforvaltningen.

Et bindende svar er udtryk for skattemyndighedernes retsopfattelse. Derfor vil den retsopfattelse, der er lagt til grund for et bindende svar, blive fulgt af myndighederne ved deres administration af den disposition, der er omfattet af det bindende svar. Spørgeren kan naturligvis påklage et bindende svar, og den skattepligtige kan påklage en eventuel senere ansættelse. Kun de, som det bindende svar er rettet til, kan støtte ret på svarets bindende virkning.

Til § 22

Efter stk. 1 skal en anmodning om et bindende svar, der har betydning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat for et indkomstår, indgives senest en måned efter udløbet af det pågældende indkomstår. Dette gælder spørgsmål om såvel gennemførte som påtænkte dispositioner.

For anmodninger, der vedrører dødsboer, er fristen en måned fra skæringsdatoen.

I skatteretten fastlægges indkomstår med udgangspunkt i en kalenderårsinddeling. Er spørgerens regnskabsår ikke sammenfaldende med kalenderåret, skal anmodningsfristen på en måned efter indkomstårets udløb regnes fra udløbet af spørgerens regnskabsår, idet dette udgør det år, der danner rammerne for opgørelsen af den skattepligtige indkomst mv. Har spørgeren undtagelsesvis et »regnskabsår«, der lovligt fraviger 12 måneder, regnes anmodningsfristen også i disse tilfælde fra »regnskabsårets« udløb.

Anmodes om et bindende svar vedrørende overdragelse af et aktiv, en kontrolleret transaktion eller en transaktion mellem en hovedaktionær og det af denne beherskede selskab, kan svaret have skattemæssige virkninger for alle parter i dispositionen. Efter stk. 2 er det derfor i sådanne tilfælde en betingelse for at få et bindende svar, at alle parterne anmoder om et bindende svar. Dette gælder dog ikke, hvis det er sikkert, at en part ikke bliver skattemæssigt berørt af svaret, f.eks. en udenlandsk part.

Der er ikke frister for indgivelse af anmodninger om et bindende svar om virkningerne for ansættelsen af gaveafgift eller afgift efter pensionsbeskatningsloven. Men har en gave betydning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat for et indkomstår, skal fristen på en måned efter indkomstårets udløb overholdes.

Efter stk. 3 er det inden for visse frister spørgerens valg, hvor bindingsperioden skal ligge.

Bindingsperioden kan ikke begynde tidligere end 12 måneder forud for begyndelsen af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen har modtaget anmodningen om det bindende svar. Der kan anmodes om bindende svar om afgifter vedrørende en gennemført disposition op til 12 måneder forud for starten af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen modtager anmodningen om bindende svar. Hvis der er tale om en løbende disposition, vil det bindende svar ligeledes tidligst kunne gå tilbage til 12 måneder før starten af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen modtager anmodningen om det bindende svar.

Et bindende svar om afgifter kan ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen modtager anmodningen om det bindende svar. Hvis en anmodning eksempelvis bliver modtaget i januar 2005, vil det bindende svar maksimalt kunne udstrækkes til 31. december 2009.

Hvis det ikke fremgår af en anmodning om et bindende afgiftssvar, om der er tale om en gennemført eller en påtænkt disposition, indtræder den bindende virkning af svaret fra starten af den afgiftsperiode, hvor anmodningen modtages.

Bindingsperioden kan ikke udstrækkes mere end 5 år ud i fremtiden, regnet fra begyndelsen af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen har modtaget anmodningen om det bindende svar. Denne afgrænsning er af betydning for spørgsmål om påtænkte dispositioner.

Har spørgeren ikke tilkendegivet, hvornår bindingsperioden skal begynde, vil den bindende virkning af svaret indtræde ved begyndelsen af den afgiftsperiode, hvor told- og skatteforvaltningen har modtaget anmodningen.

Til § 23

Der skal betales et gebyr for at få et bindende svar. Gebyret skal betales samtidig med indgivelse af anmodningen.

Gebyret betales for hver disposition, der ønskes svar om, men uanset antallet af spørgsmål om den pågældende disposition. Dog vil der kunne ske afvisning, hvis spørgeren ønsker en række alternative muligheder besvaret, således at en besvarelse vil være at ligestille med rådgivning.

I tilfælde som nævnt i § 22, stk. 2, hvor dispositionen vedrører flere parter, dækker gebyret alle parterne, således at de tilsammen kun skal betale ét gebyr. Det er op til parterne selv at afgøre, hvem der skal betale gebyret, herunder hvorledes udgiften skal fordeles mellem dem.

Afviser told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, at give et bindende svar, tilbagebetales det betalte gebyr.

Gebyret tilbagebetales ikke, selv om anmodningen trækkes tilbage.

Til § 24

Spørgeren har som udgangspunkt ansvaret for at oplyse de faktuelle forhold vedrørende den disposition, der ønskes et bindende svar om. Det har primært sammenhæng med, at spørgeren normalt har - eller bør have - et bedre kendskab til dispositionen end forvaltningen.

Forvaltningen har ansvaret for, at der kun gives et bindende svar, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst. Og forvaltningen har i øvrigt ansvaret for retsanvendelsen ved spørgsmålets besvarelse.

Told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, kan derfor anmode spørgeren om at belyse spørgsmålet nærmere, herunder om at dokumentere et forhold ved fremlæggelse af en vareprøve, og fastsætte en rimelig frist herfor. En sådan frist bør som udgangspunkt ikke være på under 14 dage.

I det omfang told- og skatteforvaltningen vurderer, at spørgsmålet ikke er oplyst tilstrækkeligt til, at det kan besvares, skal told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, afvise at give et bindende svar.

Efter stk. 2 kan told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar.

Ved administrationen af reglerne om bindende svar må det indgå, at der er spørgsmål, der ikke egner sig for den forenklede og borgerstyrede sagsbehandling, der ligger i ordningen med bindende svar. Det vil derfor ske, at en anmodning om bindende svar må afvises med henvisning til, at det pågældende spørgsmål har en sådan karakter, at det enten ikke kan besvares med den hast, som spørgeren ønsker, eller at det ikke kan besvares løsrevet fra andre skattemæssige forhold vedrørende den pågældende. Et bindende svar binder jo skattemyndighederne i op til 5 år.

Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om. Der kan også være tale om, at anmodningen om et bindende svar har en sådan karakter, at told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, finder, at der bør foretages kontrol i virksomheden af dispositionen, f.eks. fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten.

Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter.

Til § 25

Et bindende svar er som udgangspunkt bindende for skattemyndighederne i 5 år.

Den bindende virkning af et svar gælder såvel told- og skatteforvaltningen og Skatterådet som de administrative klageorganer. De administrative klageorganer er dog kun bundet i det omfang, det bindende svar ikke er påklaget, enten af spørgeren som en klage over svaret, eller af den skattepligtige som en klage over ansættelsen. Skatteankenævnene eller Landsskatteretten er heller ikke bundet af svaret, i det omfang den skattepligtige har klaget over et andet forhold i ansættelsen m.v., og denne klage har en direkte betydning for det forhold i ansættelsen m.v., som det bindende svar vedrører, jf. princippet i § 45, stk. 1.

Der kan ud fra en konkret vurdering fastsættes en kortere frist end 5 år for den bindende virkning af et svar. Det vil i givet fald ske i selve svaret. En sådan kortere frist må bl.a. påregnes fastsat i bindende svar om en løbende kontrolleret transaktion eller i et bindende svar om værdien af et aktiv eller et passiv.

Efter stk. 2 bortfalder den bindende virkning af et svar, i det omfang der sker ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af svaret. Sådanne ændringer kan være såvel ændringer af faktiske forhold som ændringer af det retsgrundlag, der har været lagt til grund for besvarelsen.

Brister en sådan afgørende forudsætning for et bindende svar, kan den bindende virkning af svaret bortfalde såvel med oprindelig virkning som med fremadrettet virkning, alt afhængigt af karakteren af den bristede forudsætning.

I det omfang en lov eller en bekendtgørelse, der har ligget til grund for et bindende svar, ændres, bortfalder den bindende virkning af svaret. Det gælder såvel love og bekendtgørelser på skatteministerens område som love og bekendtgørelser på andre ministres områder. Det gælder også forordninger mv. med direkte virkning for skattepligtige, der er omfattet af det bindende svar.

En ændret fortolkning af en lov eller et forkert svar vil ikke fratage et svar dets bindende virkning. Den skattepligtige vil i sådanne situationer fortsat kunne støtte ret på det bindende svar. Dette gælder såvel i situationer, hvor praksis ændres på initiativ af forvaltningen, som i situationer, hvor praksis tilsidesættes af domstolene.

Et bindende svar er ikke bindende i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten.

Hvis et bindende svar eksempelvis er afgivet i overensstemmelse med dansk praksis, men det viser sig, at dansk praksis er i strid med EU-retten, vil den bindende virkning af svaret bortfalde med fremadrettet virkning. Myndighederne kan blive opmærksomme på, at dansk praksis er strid med EU-retten på baggrund af en dansk dom, en kendelse fra Landsskatteretten eller som følge af, at en dansk myndighed selv bliver opmærksom på, at den danske praksis er i strid med EU-retten. Hvis det i forbindelse med en sådan vurdering er åbenbart, at dansk praksis er i strid med EU-retten, vil told- og skatteforvaltningen selv kunne ændre praksis. Hvis det derimod ikke er åbenbart, om svaret er i strid med EU-retten, kan told- og skatteforvaltningen, f.eks. ved at indhente en udtalelse fra Kammeradvokaten afklare spørgsmålet om, hvorvidt praksis bør ændres.

Et bindende svar er endvidere ikke til hinder for, at der kan ske tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte efter EU-retlige regler herom.

Tilsvarende gælder, hvis et bindende afgiftssvar eksempelvis er afgivet i overensstemmelse med dansk praksis og EU-retten, men praksis ændres af EF-domstolen. Også i dette tilfælde bortfalder den bindende virkning af svaret med fremadrettet virkning.

Told- og skatteforvaltningen vil i begge de beskrevne situationer, hvor der sker en generel ændring af praksis, offentliggøre den nye praksis og tilkendegive, fra hvilket tidspunkt denne praksisændring har virkning. En sådan praksisændring medfører, at samtlige bindende svar, der er afgivet efter den hidtidige praksis, bortfalder med fremadrettet virkning. I det omfang told- og skatteforvaltningen er bekendt med, at et bindende svar er afgivet i strid med den hidtidige praksis, vil indehaveren blive orienteret herom. Er der tale om en skærpende praksisændring, vil told- og skatteforvaltningen fastsætte et passende varsel for ikrafttræden af praksisændringen, således at borgerne kan indrette sig på ændringen. Hvis der er tale om en lempelse af praksis, vil indehavere af det bindende svar, der har indrettet sig efter svaret og dermed praksis, foruden at få en gunstigere retsstilling fremover tillige kunne søge om genoptagelse af tidligere ansættelser m.v. inden for de herfor gældende frister.

Hvis et bindende svar eksempelvis er afgivet i strid med såvel dansk praksis som EU-retten, vil indehaveren af det bindende svar heller ikke kunne støtte ret på svaret. Et sådant singulært forkert svar vil af told- og skatteforvaltningen blive tilbagekaldt direkte over for indehaveren. Tilbagekaldelsen vil ske med fremadrettet virkning og med et passende varsel, der fastsættes med udgangspunkt i indehaverens konkrete situation, men som udgangspunkt ikke kortere end 3 måneder.

Efter stk. 4 er visse afgørelser truffet af andre myndigheder end skattemyndigheder tillagt bindende virkning for skattemyndighederne. I disse tilfælde gælder der ikke en fast frist for den bindende virkning af afgørelsen.

Til § 26

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 34.

For så vidt angår fristreglen i stk. 1, 5. pkt., henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.10.

Bestemmelsen omfatter ikke gaveafgiftsområdet, for hvilket der gælder særlige frister i boafgiftsloven.

Til § 27

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35.

Bestemmelsen omfatter ikke gaveafgiftsområdet, for hvilket der gælder særlige frister i boafgiftsloven.

Til § 28

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 37 B.

Bestemmelsens anvendelsesområde er udvidet med gaveafgiftsområdet. Der skal således under visse betingelser kunne tages skatteforbehold i en anmeldelse af en afgiftspligtig gave. Der henvises herom til omtalen ovenfor under de almindelige bemærkninger, afsnit 4.12.

Til § 29

Bestemmelsens stk. 1 og 3 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 37 C.

Bestemmelsens anvendelsesområde er udvidet med gaveafgiftsområdet. En gavedisposition skal således under visse betingelser kunne omgøres efterfølgende. Der henvises herom til omtalen ovenfor under de almindelige bemærkninger, afsnit 4.12.

Efter stk. 2 kan Skatterådet fastsætte nærmere regler for told- og skatteforvaltningens administration af stk. 1. Herved videreføres Ligningsrådets kompetence til at fastsætte sådanne regler efter § 24, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Ligningsrådets kompetence efter den ovennævnte bekendtgørelses § 24, stk. 1, nr. 3, til at behandle klager over afgørelserne foreslås derimod ikke overført til Skatterådet. I stedet bliver Landsskatteretten klageinstans i kraft af hovedreglen i forslaget til § 11, stk. 1, nr. 1.

Til § 30

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 37 D.

Bestemmelsens anvendelsesområde er udvidet med gaveafgiftsområdet. Der skal således under visse betingelser kunne ske ændringer af valg i en gaveanmeldelse. Der henvises herom til omtalen ovenfor under de almindelige bemærkninger, afsnit 4.12.

Til § 31 og § 32

Bestemmelserne er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35 B og § 35 C.

Bestemmelsen i § 32, stk. 1, nr. 1, kan ikke bruges til ugunst for borgeren.

Til § 33

Efter stk. 1 kan told- og skatteforvaltningen af egen drift foretage eller genoptage en ejendomsvurdering inden for en frist på 1½ år efter vurderingsårets udløb, men vurderingen skal være gennemført senest den 1. oktober i det andet år efter vurderingsårets udløb. Fristen 1. oktober kan efter anmodning fra en klageberettiget forlænges.

Bestemmelsen i stk. 2 er en videreførelse af de regler for genoptagelse efter anmodning fra en klageberettiget, der hidtil har været i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.

Efter stk. 3 har Skatterådet mulighed for ekstraordinært at foretage eller ændre en ejendomsvurdering efter udløbet af fristerne i stk. 1 og 2. Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 19, stk. 1.

Efter stk. 4 kan Skatterådet bemyndige told- og skatteforvaltningen til - på grundlag af Skatterådets vurdering af en konkret fast ejendom - at ændre vurderingerne af andre ejendomme med helt tilsvarende forhold som den af Skatterådet vurderede, efter udløbet af fristerne i stk. 1. I så fald skal den pågældende ejendoms ejer underrettes om genoptagelsen senest tre måneder efter, at Skatterådet har bemyndiget told- og skatteforvaltningen til at genoptage.

Til § 34

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35 A.

Til § 35

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 38 B.

Til § 36

Bestemmelsen indeholder procedure- og sagsbehandlingsregler for klage til skatteankenævnet. Bestemmelsen vil blive suppleret af mere detaljerede sagsbehandlingsregler i en forretningsorden for skatteankenævn, jf. § 7, stk. 6.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 21 og § 21 A.

Efter stk. 1 kan klage indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Det kan eksempelvis være en ægtefælle, en part i en overdragelsesaftale eller en gavemodtager. Klage kan ikke indgives af en, der indirekte bliver påvirket af afgørelsen, f.eks. i forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor.

Efter stk. 2 indgives klagen til skatteankenævnet, og ikke til told- og skatteforvaltningen som sekretariat for skatteankenævnet.

Efter stk. 5 skal skatteankenævnet, før det afgør en klage, hvis nævnet ikke kan imødekomme klagerens påstand fuld ud, lade udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring af sagens parter herom efter principperne i § 19.

Efter stk. 6 kan skatteankenævnet i særlige tilfælde fastsætte en frist for afgivelse af en udtalelse ovenfor nævnet. Denne frist bør ikke fastsættes til under 14 dage.

Efter stk. 7 kan skatteankenævnet, foruden at tage stilling til det direkte påklagede forhold, foretage afledede ændringer. Således kan skatteankenævnet ved klage over en indkomstansættelse ændre andre forhold i ansættelsen for det pågældende indkomstår, der er en direkte følge af klagen.

Efter stk. 8 kan skatteankenævnet, i forbindelse med stillingtagen til en klage over et afslag på genoptagelse, vælge, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldte, at gennemføre ændringen, frem for at told- og skatteforvaltningen skal gøre dette. Denne mulighed er tænkt anvendt på enkle sagsforhold, der således kan afsluttes hurtigt.

Til § 37

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 22.

Til § 38

Bestemmelsen indeholder procedure- og sagsbehandlingsregler for klage til vurderingsankenævnet. Bestemmelsen vil blive suppleret af mere detaljerede sagsbehandlingsregler i forretningsordenen for vurderingsankenævn, jf. § 10, stk. 4.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 22 A.

Efter stk. 1 er det ikke kun ejeren af en fast ejendom, der er klageberettiget, men også andre med en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat.

Klage fra andre end ejeren kan f.eks. forekomme, hvor ejendommen er solgt, og sælgeren fortsat i et vist omfang hæfter for skatter vedrørende ejendommen. Ligeledes er en kommune, der efter lovgivningen vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, klageberettiget efter bestemmelsen. Derimod vil f.eks. en lejer i en udlejningsejendom med flere lejemål ikke kunne klage over en ansættelse af ejendommens grundværdi, selv om ejendomsskatten overvæltes på den leje, lejerne afkræves.

Efter stk. 2 skal en klage indgives til told- og skatteforvaltningen. Dette har sammenhæng med, at klager over ejendomsvurderinger ofte skyldes forhold af teknisk karakter, der er konstaterbare og derfor ofte kan rettes af told- og skatteforvaltningen i forståelse med klageren. Derfor er det mest hensigtsmæssigt, at klagen indgives til told- og skatteforvaltningen.

Efter stk. 3 har told- og skatteforvaltningen mulighed for at genoptage ansættelsen uden forelæggelse af klagen for vurderingsankenævnet. Det er tilfældet, hvis told- og skatteforvaltningen finder, at sagen bør genoptages, og klageren er enig i, at en fornyet behandling kan ske ved told- og skatteforvaltningen. Hvis klageren og told- og skatteforvaltningen ikke opnår en sådan enighed, skal told- og skatteforvaltningen videresende klagen sammen med en udtalelse om sagen til vurderingsankenævnet. Der stilles ikke krav om, at eventuelle andre parter i sagen end klageren skal være enige med told- og skatteforvaltningen om forvaltningens behandling af klagen.

Efter stk. 4 skal vurderingsankenævnet, forinden det afgør en klage, hvis dets påtænkte afgørelse ikke imødekommer klagerens påstand fuldt ud, lade udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring af sagens parter herom efter principperne i § 19.

Efter stk. 5 kan vurderingsankenævnet i særlige tilfælde fastsætte en frist for afgivelse af en udtalelse overfor nævnet. Denne frist bør ikke fastsættes til under 14 dage.

Efter stk. 6 kan vurderingsankenævnet, foruden at tage stilling til det direkte påklagede forhold, foretage afledede ændringer.

Stk. 7 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 22 B.

Efter stk. 8 kan vurderingsankenævnet, i forbindelse med stillingtagen til en klage over et afslag på genoptagelse, vælge, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldte, at gennemføre ændringen, frem for at told- og skatteforvaltningen skal gøre dette. Denne mulighed er tænkt anvendt på enkle sagsforhold, der således kan afsluttes hurtigt.

Stk. 9 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 36 B, stk. 2.

Til § 39

Med bestemmelsen, der er ny, lovfæstes en ret for vurderingsankenævn til at genoptage egne afgørelser, hvilket svarer til de hidtil gældende regler for skatteankenævn, jf. skattestyrelseslovens § 22.

Til § 40

Efter stk. 1 kan klage til Landsskatteretten indgives af den, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den påklagede afgørelse, jf. bemærkningerne til § 36, stk. 1.

For så vidt angår retten til at klage over en ejendomsvurdering, afgrænses kredsen af klageberettigede på samme måde som kredsen af klageberettigede til vurderingsankenævnene, jf. § 38, stk. 1.

For så vidt angår klage over bindende svar kan Landsskatteretten ikke alene påkende det materielle indhold i et bindende svar, hvad enten dette er afgivet af told- og skatteforvaltningen eller af Skatterådet. Landsskatteretten kan tillige påkende spørgsmålet om, hvorvidt et bindende svar, der er afgivet af told- og skatteforvaltningen, rettelig burde have været afgivet af Skatterådet, fordi sagen opfylder ét eller flere af kriterierne i § 21, stk. 4. Finder Landsskatteretten, at dette er tilfældet, skal sagen overgå til Skatterådet til behandling for så vidt angår det eller de materielle spørgsmål. Da en klager som udgangspunkt må formodes at have interesse i, at sagens materielle spørgsmål afgøres hurtigst muligt, forudsættes spørgsmålet om, hvorvidt et bindende svar er af principiel karakter eller ej, dog kun påkendt af Landsskatteretten i tilfælde, hvor klageren direkte har anmodet Landsskatteretten om at tage stilling til dette spørgsmål.

Efter stk. 2 kan skatteministeren indbringe skatterådsafgørelser for Landsskatteretten med henblik på afklaring af EU-retlige spørgsmål. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.13.

Bestemmelsens anvendelsesområde vil primært være bindende svar. Det bemærkes herved, at bindende svar, der kræver stillingtagen til EU-retlige spørgsmål af væsentlig rækkevidde, ikke må afgøres af told- og skatteforvaltningen, men skal forelægges for Skatterådet til afgørelse, jf. § 21, stk. 4, nr. 4.

Der skal ikke betales gebyr ved indbringelse af en sådan sag for Landsskatteretten. Under Landsskatterettens behandling af sagen har den eller de, der var parter under skatterådssagen, status som klagere.

Bestemmelsen i stk. 3 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 23 A, stk. 2.

Til § 41

Bestemmelsen er en omredigeret videreførelse af skattestyrelseslovens § 24.

Til § 42

Bestemmelsens stk. 1-4 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 25, idet der dog i stk. 2 og 3 er taget hensyn til, at der ikke i alle tilfælde foreligger en sagsfremstilling på det tidspunkt, hvor afgørelsen påklages, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 5.

I stk. 4 er som 2. pkt. indsat en særregel om de klager, der overføres fra behandling i ToldSkat eller Ligningsrådet, til Landsskatteretten. Efter gældende ret betales der ikke for at få afgjort en sådan klage, mens der skal betales for at klage til Landsskatteretten. Det foreslås, at der fremover kun betales for klager, der skal afgøres under medvirken af læge retsmedlemmer, mens klager, der afgøres af Landsskatterettens ansatte, jf. § 13, stk. 3, skal være gratis. Af de klager, der overføres fra ToldSkat og Ligningsrådet, vil alene sager fra Ligningsrådet blive pålagt en ny betalingsforpligtelse. Beløbet dækker kun delvist omkostningerne ved klagens behandling.

Bestemmelsen i stk. 5 finder anvendelse i de tilfælde, hvor en afgørelse af den type, der kan påklages til skatteankenævnet efter § 5, stk. 1, indbringes direkte for Landsskatteretten uden en forudgående prøvelse i skatteankenævnet, jf. § 5, stk. 2. I disse tilfælde er der ikke udarbejdet en sagsfremstilling eller sket høring af sagens parter herover. Derfor bemyndiges Landsskatteretten til at indhente en sagsfremstilling med klagerens kommentarer fra told- og skatteforvaltningen til brug for rettens behandling af klagen. Retspræsidenten kan herunder bestemme, at en sagsfremstilling kun skal udarbejdes om en del af klagen, eller at sagsfremstillingen ikke skal omfatte told- og skatteforvaltningens vurdering af, hvilken afgørelse de forelagte oplysninger må føre til.

Tilsvarende bemyndiges Landsskatteretten i sager, der efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse er så enkle, at de kan afgøres af på kontorniveau i retten uden deltagelse af læge retsmedlemmer, til at indhente en sagsfremstilling med klagerens kommentarer fra told- og skatteforvaltningen til brug for rettens behandling af klagen.

Til § 43

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 26, stk. 1-3.

Skattestyrelseslovens § 26, stk. 4, foreslås ikke videreført. Om Landsskatterettens mulighed for at anmode om sagsfremstilling henvises til § 42, stk. 5, og bemærkningerne dertil.

Til § 44

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 27.

Bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke holdt retsmøder.

Til § 45

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af skattestyrelseslovens § 28 og i øvrigt en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.

Det foreslås, at det skal fremgå af Landsskatterettens afgørelse af en klage, om sagen er afgjort med eller uden deltagelse af læge medlemmer.

Til § 46

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 29.

Til § 47

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 30.

Til § 48 og § 49

Bestemmelserne er videreførelser af skattestyrelseslovens § 31 og § 32.

Til § 50

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 33, dog med den præcisering, at en sag om gaveafgift anlægges ved den landsret, hvor gavegiveren har hjemting.

Til § 51

Bestemmelsen er en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning, med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen i § 27 er udtryk for en mangeårig praksis.

Efter gældende ret har en klage ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt, jf. f.eks. statsskattelovens § 38.

Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand.

Efter stk. 2 gives der ikke henstand, i det omfang skatten efter reglerne i kildeskattelovens § 61, stk. 3, og § 61 A indregnes i forskudsskatten for følgende år. Der gives heller ikke henstand med betaling af registreringsafgift i det omfang, der efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. skal stilles depositum for registreringsafgiftens betaling.

Der gælder særlige regler på toldområdet.

Af hensyn til reglerne om formueretlig forældelse gives der ikke henstand for et tidsrum over 4 år, men henstanden kan forlænges efter anmodning.

Henstand, der er givet i forbindelse med en administrativ behandling af en klage, gælder ikke ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af afgørelsen. Indbringes sagen for domstolene, skal der på ny søges om henstand.

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 38, der giver skatteministeren hjemmel til at udstede den ovennævnte bestemmelse i bekendtgørelsesform, foreslås ikke videreført.

Til § 52-54

Bestemmelserne er videreførelser af skattestyrelseslovens § 33 A, § 33 B og § 33 C.

Til § 55

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 33 D.

Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 2, ydes der omkostningsgodtgørelse i sager, som skatteministeren efter § 36, stk. 2, indbringer for Landsskatteretten til prøvelse af EU-retlige spørgsmål.

Bestemmelsens stk. 2 er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke ydet omkostningsgodtgørelse.

Til § 56-61

Bestemmelserne er videreførelser af skattestyrelseslovens § 33 E, § 33 F, § 33 G, § 33 H, § 33 I og § 33 J.

Til § 62

Efter stk. 2 har loven virkning fra den 1. juli 2005 med de undtagelser, der følger af stk. 6-9 og 11.

Efter stk. 3 ophæves skattestyrelsesloven fra den 1. juli 2005, jf. dog stk. 7 og 11.

Efter stk. 4 overføres behandlingen af igangværende sager i Ligningsrådet pr. 1. juli 2005 til behandling i de myndigheder, der efter loven har kompetence til at afgøre sagerne. Det kan være Landskatteretten, Skatterådet eller told- og skatteforvaltningen.

Efter stk. 5 overføres behandlingen af igangværende klagesager i ToldSkat pr. 1. juli 2005 til behandling i Landsskatteretten pr. denne dato, i det omfang Landsskatteretten har kompetence til at afgøre klagerne fra den 1. juli 2005.

Efter stk. 6 finder reglerne for valg/udnævnelse af medlemmer af Skatterådet anvendelse allerede i første halvdel af 2005 ved valg/udnævnelse af rådsmedlemmer pr. 1. juli 2005.

Efter stk. 7 fortsætter de hidtidige skatteankenævn med at virke til udgangen af juni måned 2006. Det vil sige, at den ordinære funktionsperiode forlænges med ½ år fra den 1. januar 2006 til den 1. juli 2006. Hermed opnås, at de kommunalbestyrelser, der vælges i efteråret 2005, får tid til at indstille medlemmer til de nye skatteankenævn, der skal udnævnes pr. 1. juli 2006.

I perioden fra den 1. juli 2005, hvor loven er tillagt virkning, og til udløbet af funktionsperioden for skatteankenævnsmedlemmer den 30. juni 2006, finder de hidtidige regler i skattestyrelseslovens §§ 6-9 om udtræden, udnævnelse, fælles skatteankenævn m.v. fortsat anvendelse.

Efter stk. 8 finder forbuddet i § 15, stk. 1, hvorefter ansatte i told- og skatteforvaltningen ikke samtidig kan være medlem af et kollegialt klageorgan, først anvendelse for skatte- eller vurderingsankenævnsmedlemmer fra den 1. juli 2006. Hermed sikres, at nuværende nævnsmedlemmer, der samtidig er ansat i en skatteforvaltning, ikke skal opgive medlemskabet af den grund.

Efter stk. 9 finder de nye regler for udnævnelse af medlemmer af skatteankenævn og vurderingsankenævn pr. 1. juli 2006 anvendelse på udnævnelsesproceduren i foråret 2006. De sammenlægningsudvalg, der forventes valgt ved kommunevalget i november 2005, udøver den kommunale kompetence for de pågældende kommunalbestyrelser til at indstille de medlemmer til henholdsvis skatteankenævnet og vurderingsankenævnet, der skal udnævnes pr. 1. juli 2006.

Efter stk. 10 bortfalder de kontrakter, der er indgået mellem ToldSkat og kommuner eller ligningscentre, om selskabsligning, sekretariatsbetjening af skatteankenævn og grænsegængercentret i Øresundsområdet. Disse opgaver overgår til den nye told- og skatteforvaltning.

Efter stk. 11 finder de gældende regler i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, om fuld omkostningsgodtgørelse i ligningssager i ToldSkat, som nævnt i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. pkt., anvendelse, hvis sagen ikke er afsluttet pr. 1. juli 2005. Godtgørelsen ydes, indtil sagen er afsluttet af told- og skatteforvaltningen.

Til § 63

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 33 K. Da der er tale om en revisionsbestemmelse, foreslås bestemmelsen flyttet til afsnittet om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Til § 64 og § 65

Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler for lovens gennemførelse, og at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Bestemmelserne svarer til skattestyrelseslovens §§ 41 og 42.

Til § 66

Bestemmelsen i stk. 1 regulerer, hvilke dele af kommunale aktiver og passiver, Skatteministeriet overtager. Bestemmelsen regulerer endvidere, hvilke kommunale rettigheder og pligter, Skatteministeriet indtræder i.

Det drejer sig om aktiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af skatteopgaven. For passivers vedkommende dog kun passiver vedrørende fast ejendom, der overtages som udelukkende knyttet til varetagelsen af skatteopgaven, eller som kan henføres til den overtagne ejendom; dette omfatter den situation, at f.eks. en finansiering af en fast ejendom, der udelukkende vedrører skatteopgaven, er tilvejebragt i kommunens samlede finansiering, men dog kan dokumenteres at vedrøre aktivet.

Bestemmelsen omfatter samtlige rettigheder og pligter, der på tidspunktet for overførslen af skatteopgaven tilkommer henholdsvis påhviler den kommune, hvorfra skatteopgaven overføres, ligesom bestemmelsen omfatter samtlige aktiver og passiver. Det gælder uanset karakter, retsgrundlag og stiftelsestidspunkt for de omhandlede aktiver og passiver samt rettigheder og pligter. Bestemmelsen omfatter således rettigheder og pligter indgået på såvel offentligretligt som privatretligt grundlag. Sker der ikke overførsel, fordi der alene er delvis tilknytning til skatteopgaven, og der foreligger f.eks. kontraktforhold overfor tredjepart, vil det fortsat være den pågældende kommune, der er forpligtet.

Bestemmelsen medfører blandt andet, at staten indtræder som ejer af bygninger og andre aktiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af skatteopgaven, og som hidtil har været ejet af kommunen. Staten indtræder endvidere som debitor i forhold til lån og andre passiver vedr. fast ejendom, herunder garantiforpligtelser, der udelukkende er optaget af kommunen i forbindelse med varetagelsen af skatteopgaven, jfr. dog ovenfor om henførbare passiver vedrørende fast ejendom. Bestemmelsen indebærer således, at kreditorerne i forhold til kommunen ikke kan opsige det pågældende mellemværende alene som følge af debitorskiftet.

Bestemmelsen omfatter aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der eksisterer på tidspunktet for overførslen af skatteopgaven. Bestemmelsen omfatter således ikke aktiver og passiver mv., der erhverves på et senere tidspunkt.

Bestemmelsen omfatter dog alene aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af skatteopgaven, jfr. dog ovenfor om henførbare passiver vedrørende fast ejendom. Det afgørende er i den forbindelse den konkrete anvendelse af det pågældende aktiv, henholdsvis hvorvidt et passiv, en rettighed eller en pligt er pådraget, tilkommer eller påhviler kommunen i forbindelse med varetagelsen af skatteopgaven. Det er den konkrete anvendelse på tidspunktet for overførslen af skatteopgaven, der er afgørende, ikke en eventuel tidligere anvendelse.

Bestemmelsen medfører endvidere, at Skatteministeriet generelt indtræder i kommunens sted i forhold til samarbejder med myndigheder og private, der udelukkende knytter sig til varetagelsen af skatteopgaven. Dette gælder dog ikke kommunale fællesskaber om skatteopgaven.

Der foreslås i stk. 2 en mulighed for at indgå aftale om leje af fast ejendom eller dele heraf, der har været benyttet af en kommunal skatteforvaltning. En sådan lejeaftale vil kunne indgås i stedet for statens overtagelse af en fast ejendom. Herved får de pågældende kommuner mulighed for, hvis de ønsker det, at beholde de pågældende ejendomme til brug for formål, der er tilpasset kommunens udvikling, planlægning o.lign. Der kan tilsvarende være ønske fra statens side om ikke at overtage en sådan fast ejendom. Endvidere foreslås en tilsvarende mulighed for at indgå lejeaftale om lokaler, der hidtil har været anvendt af den kommunale skatteforvaltning, og som ikke overtages af staten. Begge former for lejeaftaler skaber grundlag for et velordnet forløb ikke mindst af hensyn til de berørte ansatte for lokaliseringen som led i fusionen af den kommunale og statslige skatteforvaltning. Det forudsættes, at sådanne lejeaftaler ikke strækker sig ud over den 31. december 2006.

Efter stk. 3 skal der også ske overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter fra kommuner til Skatteministeriet i det omfang, aktiverne og passiverne, respektive rettighederne og pligterne, udelukkende er knyttet til varetagelsen af skatteopgaver, der udføres kommunalt efter aftale med ToldSkat. Det drejer sig om selskabsligning, sekretariatsbetjening af skatteankenævn og varetagelse af funktionen som grænsegængercenter for Øresundsområdet. Det foreslås, at bestemmelserne i stk. 2 om indgåelse af lejeaftaler også finder anvendelse i disse tilfælde.

Til § 67

Bestemmelsen regulerer, hvilke dele af de kommunalt ansatte, der følger med skatteopgaven til ansættelse i staten.

Efter bestemmelsen drejer det sig ikke kun om kommunalt ansatte, der udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelsen af skatteopgaven, men også om en forholdsmæssig del af de kommunalt ansatte, der ikke udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelsen af opgaver, som fortsat skal varetages i kommunalt regi. Herved sikres, at også kommunalt ansatte, der er beskæftiget med generelle funktioner, kan overgå til ansættelse i staten.

Den konkrete afgrænsning af det personale, der overføres, fastlægges ved aftale mellem den statslige ansættelsesmyndighed og den enkelte kommunalbestyrelse.

Ansatte i kommunale fællesskaber, der er oprettet efter § 60 i kommunestyrelsesloven, overgår direkte fra ansættelse i fællesskabet til ansættelse i staten på grundlag af aftale med kommunalbestyrelserne bag fællesskabet.

Det forudsættes, at de berørte myndigheder tilvejebringer og meddeler de oplysninger, udleverer de dokumenter og yder den bistand i øvrigt, der er nødvendig for gennemførelsen af denne personaleoverførsel.

Bestemmelser om personalets ansættelsesvilkår ved ansættelsen i staten er fastsat i § 68 og § 69. Den foreslåede regulering er i overensstemmelse med regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti om en kommunalreform.

Til § 68

Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002, finder ikke anvendelse på overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 1, stk. 2.

Det indebærer bl.a., at virksomhedsoverdragelsesloven ikke finder anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med myndighedsopgaver.

Med henblik på at sikre et ensartet retsgrundlag for samtlige overenskomstansatte og ansatte efter individuel aftale, der som nævnt i § 67 overføres fra kommunal ansættelse til ansættelse i staten, bestemmes, at lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse skal finde tilsvarende anvendelse for ansatte, som ikke er direkte omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Derved sikres alle overenskomstansatte mv. ensartede rettigheder efter loven, herunder bl.a. at de pågældendes ansættelsesvilkår skal videreføres uændret med den nye ansættelsesmyndighed som ny part, ligesom de pågældende bliver omfattet af lovens særlige bevisbyrderegler, der beskytter de ansatte mod usaglige afskedigelser som følge af kommunalreformen.

Bestemmelsen præciserer på den anden side, at de overenskomstansatte mv. som udgangspunkt er forpligtet til efter kommunalreformen at opfylde arbejdsaftalen ved ansættelsen i staten.

Efter en samlet afvejning af de rettigheder og pligter, som følger af virksomhedsoverdragelsesloven, vurderes forslaget at medføre en forbedret retsstilling for de overenskomstansatte m.v., som efter de gældende regler ikke er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Til § 69

Efter stk. 1 bestemmes, at de tjenestemænd, der overføres efter § 68, overgår til ansættelse i staten på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

De pågældende ansættes som statstjenestemænd i henhold til tjenestemandslovgivningen og de kollektive aftaler, der er indgået i henhold til denne lovgivning.

Det vil ved den pensionsmæssige indplacering i staten blive sikret, at der ikke som følge af overgangen sker forringelse af den pensionsret, der er optjent i kommunalt regi. Tilsvarende vil de pågældende ved indplacering i de lønsystemer, der gælder i staten, blive sikret mod lønnedgang som følge af overgangen.

Bestemmelsen indebærer, at ansættelsesmyndigheden er vedkommende nye statslige ansættelsesmyndighed, og at ansættelsesområdet er det samme som for andre tjenestemænd, der ansættes i denne statslige ansættelsesmyndighed.

Overgangen til ansættelse i staten vil ikke i sig selv være en forflyttelse. De pågældende tjenestemænd vil således ikke kunne kræve sig afskediget med rådighedsløn/ventepenge eller pension som følge af selve overgangen til ansættelse i staten.

Endvidere indebærer bestemmelsen, at de pågældende tjenestemænd fremover vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde.

Ved vurderingen af, om en anden stilling kan anses for passende, vil det blandt andet skulle indgå, at ændringen af ansættelsesområdet sker som led i den generelle kommunalreform. Det betyder, at de pågældende tjenestemænd vil kunne være forpligtede til at overtage en anden passende stilling inden for det nye ansættelsesområde, som de ikke ville have været forpligtet til at overtage inden for rammerne af deres hidtidige ansættelsesområde.

Det gælder dog ikke, hvis forpligtelsen til inden for rammerne af det nye ansættelsesområde at overtage en anden stilling måtte være af særlig indgribende karakter over for den enkelte.

Efter stk. 2 bestemmes, at det er staten, der i forhold til tjenestemanden er forpligtet til at udbetale tjenestemandspensionen.

Efter stk. 3 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de kommunale parter at fastsætte regler om beregning og fordeling af pensionsforpligtelsen for tjenestemænd, der overføres efter loven.

Bestemmelsen indebærer således, at tjenestemandspensionsforpligtelsen vil blive fordelt mellem den hidtidige ansættelsesmyndighed og den nye ansættelsesmyndighed. Om beregningen af de pensioner, der skal udbetales, henvises til stk. 4.

Efter stk. 4 bemyndiges finansministeren til efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren og drøftelse med de kommunale parter at fastsætte regler for forskellige andre pensionsspørgsmål vedrørende beregning, administration, refusion, revision mv. for de pensioner, der skal udbetales til de overførte tjenestemænd.

Til § 70

Det fastsættes, at overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte i forbindelse med overflytning af skatteopgaven skal ske efter aftale mellem de berørte kommuner og Skatteministeriet. Tilsvarende gælder aftaler om leje af fast ejendom, der ikke overtages, eller om lokaler, der har været anvendt til den kommunale varetagelse af skatteopgaven. Det foreslås, at en aftale kan indeholde vilkår om, at Skatteministeriets overtagelse af en fast ejendom er betinget af, at Skatteministeriet betaler et beløb til den pågældende kommune. Med denne bestemmelse sikres det, at der kan være en rimelig balance mellem på den ene side den faste ejendom, der skal overføres til staten efter § 66, og på den anden side de hertil knyttede passiver, der overtages, og den eventuelle betaling til kommunen.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det forventningen, at den konkrete overførsel m.m. vil kunne ske ved aftaler på grundlag af forhandlinger mellem parterne. Forhandlingerne skal føres med henblik på, at der senest den 1. maj 2005 kan indgås aftale mellem den enkelte kommune og Skatteministeriet. Aftale kan kun indgås ved enighed mellem disse myndigheder.

Kan der ikke senest den 1. maj 2005 indgås aftale, kan medvirken af det særlige nævn være fornøden, jf. § 71.

Til § 71

Det fastsættes i stk. 1, at skatteministeren kan nedsætte et nævn, der træffer beslutning om overførsel og eventuelle vilkår om betaling samt lejeaftale efter § 70, hvis der ikke senest den 1. maj 2005 er indgået aftale herom. Efter det foreslåede stk. 2 har nævnet 4 medlemmer, der udpeges af skatteministeren. Finansministeren indstiller ét medlem, der tillige er nævnets formand. Kommunernes Landsforening indstiller to medlemmer.

Med bestemmelsen i stk. 3 præciseres dels nævnets beslutningsregler, og dels at nævnets beslutninger ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen indebærer, at nævnets beslutninger ikke kan påklages.

Nævnets beslutninger vil dog kunne undergives domstolsprøvelse. Nævnets virksomhed er endvidere omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence.

Efter stk. 4 kan skatteministeren fastsætte de nærmere regler for nævnets virksomhed, herunder om finansiering og sekretariatsbetjening.

Til § 72

Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at fastsætte regler for den praktiske gennemførelse af overdragelsen af opgaver, personale, aktiver mv. fra kommunerne til staten. Det kan eksempelvis være frister for gennemførelse af de enkelte dele af overdragelsen, eller regler for overdragelse af arkivmateriale.

De kommunale repræsentanter vil blive inddraget i tilrettelæggelsen af dette arbejde.

Skatteministeren vil kunne delegere denne kompetence til embedsmænd.

---