Folketingets Kulturudvalg Christiansborg 1240 København K 24. november 2004 Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr.    2 (L 77 - bilag), Forslag til lov om pligtaflevering, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 17. november 2004. Brian Mikkelsen
-1- Spørgsmål nr.   2 (L 77 - bilag), Forslag til lov om pligtaflevering Skrivelse af 17. november 2004 Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren. Spørgsmål nr.   2: "Hvem vurderer, hvilke begivenhedshøstninger der skal foretages?" Svar: Internetarkivet etableres som et virtuelt center, der drives i samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket. Centeret skal arbejde tæt sammen med alle brugergrupper og være internationalt orienteret. Det er tanken, at der skal nedsættes en ”redaktion” med repræsentanter for bl.a. berørte institutioner, forskning og erhvervsliv, der får til opgave at medvirke til at udvælge de netsteder, der høstes løbende. Det vil være naturligt, at det også er denne ”redaktion”, der får til opgave at medvirke til at udpege begivenheder til de årlige begivenhedshøstninger. Den selektive indsamling fra de omkring 80 netsteder vil give en tilstrækkelig dækning af et betydeligt antal begivenheder. Anbefalingen af 2-3 begivenhedsorienterede indsamlinger sikrer derfor muligheden for at bringe strategien i anvendelse ved særlige begivenheder, hvor der kommer væsentligt materiale på nye og uventede netsteder. ”Redaktionen” får en rådgivende funktion med hensyn til samlingens indhold samt dens kvalitet og integritet. Det betyder, at redaktionen aktivt deltager i at lægge strategier for udvælgelse af startgrundlaget for de forskellige høstninger. Ministeriet overvejer endvidere at etablere en større kontaktgruppe bestående af 30-100 personer med bred geografisk og interessemæssig spredning.