Jeg beslutter en gang imellem, at jeg ikke vil lade mig provokere, men bare blive siddende, når hr. Søren Krarup tager ordet, men det gør jeg ikke nu. Jeg vil nemlig ikke have, at kun hr. Søren Krarup skal tale om - eller rettere sagt lade, som om han taler om forslag til lov om indfødsrets meddelelse og i stedet benytte lejligheden til at tale om udlændingeproblemer og udlændingepolitik i al almindelighed i
3 minutter. Der er store problemer i det danske samfund, og vi er mange, der har påpeget det i mange år, lige så længe som hr. Søren Krarup har påpeget det. Vi har vidst, at det var et problem, at der var så mange mennesker i det danske samfund, som havde en ganske anden kulturbaggrund. Nu skal jeg nok lade være med at holde et langt indlæg om den konservative udlændingepolitik; det ville der ellers være god anledning til, for den er nemlig meget god. Men jeg vil sige noget om det, der vedrører dette lovforslag om indfødsrets meddelelse.
I år 2002 - den 7. maj, tror jeg det var - lavede regeringspartierne og Dansk Folkeparti nogle nye retningslinjer for optagelse på lovforslaget. De var markant strammet op i forhold til de tidligere regler, som Det Konservative Folkeparti ikke havde andel i. Der blev strammet op på kravene om ikkebegået kriminalitet, om gæld til det offentlige og om, hvor lang tid man skulle have opholdt sig i Danmark for at kunne få indfødsret, og der blev strammet betydeligt op på kravet om danskkundskaber. Der blev stillet præcise krav.
På det første lovforslag, der blev vedtaget efter stramningen af reglerne, var der meget få personer, og det var Dansk Folkeparti og hr. Søren Krarup meget tilfreds med og meget glad for. Det var vi også, men vi var også godt klar over, at det ikke ville vare ved, og det hang sammen med, at der lå en lang række ansøgninger, som skulle behandles.
Efterfølgende opdagede Dansk Folkeparti, at disse meget stramme regler ikke satte antallet af nye danske statsborgere markant ned, og det skyldtes ganske enkelt, at der var mange, der opfyldte kravene. Så genoptog vi forhandlingerne med henblik på at lave nogle endnu strammere sprogkrav. Regeringspartierne strakte sig meget langt, men forhandlingerne strandede til sidst på, at vi ikke kunne gå ind for Dansk Folkepartis krav om, at helt almindelige mennesker med ganske almindelige danskkundskaber, som færdedes helt naturligt i det danske samfund, ikke længere skulle kunne få indfødsret.
Jeg vil godt gøre opmærksom på, at på det lovforslag, som Dansk Folkeparti nu om lidt - så vidt jeg ved som de eneste - stemmer imod, er der over 3.000 personer. 38 af dem kan Dansk Folkeparti ikke kan sige ja til - 38 ud af over
3.000! Jeg siger det blot for at sætte tingene lidt i perspektiv. Resten har nemlig fuldt ud opfyldt de krav, som vi og Dansk Folkeparti har stillet, men disse 38 bliver brugt til at nægte de øvrige 3.000 indfødsret. Det lykkes dog ikke, fordi et stort flertal vil give dem indfødsret. Lad mig sige en ting til. Spørgsmålene om ytringsfrihed, tæskehold, parallelkultur og meget andet hænger jo ikke sammen med danskkundskaberne. Vi har vist alle sammen hørt personer med nogle holdninger, som jeg tror gør ondt langt ind i sjælen på os alle her i Folketinget, udtale sig til medierne på flydende og formfuldendt dansk, og ikke selv de allerstrengeste krav til sprogkundskaber kunne forhindre dem
i at blive danske statsborgere. Lad os kæmpe kampene dér, hvor de skal kæmpes, lad betingelsen for at opnå indfødsret være opfyldelse af de meget stramme krav, vi stiller nu, og lad os alle sammen være opmærksomme på, at der skal være strenge krav.