Bilag til udenrigsministerens Forsvarsudvalget skrivelse af 16. november 2004 (B 42 – spørgsmål 39) (offentligt) Spørgsmål nr. 39:    ”Er regeringen også af den opfattelse, at den amerikanske militære opførsel i Irak - koblet med en katastrofal mangel på prioritering af genopbygningen af infrastrukturen, den høje permanente arbejdsløshed, den kummerlige tilstand som sundheds- og uddannelsessektoren er i - har medført en styrkelse af terrorismen, ikke kun i Irak, hvor det før var Saddam Hussein som havde eneret på at terrorisere sin befolkning, men også andre steder i Mellemøsten og den øvrige verden?” Svar: Fjernelsen af Saddam Hussein har betydet afslutningen på et brutalt rædselsregime og enden på en diktator, der startede angrebskrige mod nabolandene Iran og Kuwait. Terrorismen kommer fra kræfter, der ikke ønsker et demokratisk Irak. De vil gøre, hvad de kan, for at forhindre en demokratisk udvikling. Der kan forventes yderligere terrorisme, særligt op mod datoerne for de demokratiske milepæle i den irakiske politiske proces. Denne trussel er velkendt. Regeringen ønsker sammen med de øvrige deltagende lande i den multinationale sikringsstyrke, og lige som FN, EU og NATO, aktivt at støtte den midlertidige irakiske regering med at sikre en demokratisk udvikling i landet med fokus på gennemførelsen af den politiske proces, der er skitseret i FNs sikkerhedsråds resolution 1546. Et led i denne støtte til den midlertidige irakiske regering er bekæmpelsen af terrorisme, som sker dels med militære midler dels gennem humanitær- og genopbygningsbistand. Kun gennem en flerstrenget strategi vil indsatsen lykkes. For så vidt angår den danske bistand til Irak henvises til besvarelsen af spørgsmål 26 og B42 afsnit IV.