Bilag til forsvarsministerens skrivelse af 16. november 2004 (B 42-spørgsmål   3) Spørgsmål nr.   3: Hvad er årsagen til, at regeringen så sent har skiftet forklaring for så vidt angår modstanden i Irak. Før blev der henvist til, at modstanden kom fra små isolerede grupper. Nu henvises til, at modstanden har ”karakter af guerillakrig”, og at modstanden bakkes op af lokalbefolkningen. Svar: Forsvarets Efterretningstjeneste har oplyst at:   "Modstanden i Irak og opbakningen hertil fra lokalbefolkningen varierer meget fra region til region. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderede i forslag til folketingsbeslutning B 213 om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak fremsat den 19. maj 2004, at angrebene i det centrale Irak lokalt har karakter af guerillakrig. I forbindelse med fremsættelsen af nærværende beslutningsforslag vurderedes, at situationen i det centrale Irak lokalt har karakter af guerillakrig, samt at modstandsgrupperne bakkes op af lokalbefolkningen i de områder, hvor modstandsgrupperne er stærkest. Den sunni-arabiske befolkningsgruppe i det centrale Irak, som tidligere regerede Irak, føler sig marginaliseret og sat uden for indflydelse. Siden Saddam Husseins regimes fald har denne befolkningsgruppe mistet magt og privilegier. Der har derfor her været et gunstigt rekrutteringsgrundlag for modstandsgrupper. Samtidig er modstandsgruppernes evne til at gennemføre angreb gradvist blevet øget i løbet af de seneste 18 måneder". Jeg kan henholde mig hertil. Side 1/1