Stormgade 2-6 1470 København K T 33 95 13 10 F 33 95 13 11 www.minff.dk [email protected] Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri J. nr. : 438 7. december 2004 Supplerende besvarelse af spørgsmål 31 fra Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som er stillet ved skrivelse af 28. oktober 2004. Spørgsmål: Ministrene bedes kommentere henvendelsen af 22. oktober 2004 fra Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl, jf. alm. del – Svar: I min besvarelse af 15. november 2004 oplyser jeg, at Miljøministeriet er anmodet om bemærkning   er, idet bekendtgørelse nr. 366 af 10. maj 1992, som er omtalt i fjerkræforeningens skrivelse, hører under miljøministerens ansvarso mråde.     Jeg kan hermed orientere udvalget om, at Miljøministeriet har oplyst følgende: ” I bekendtgørelsens § 3, stk. 1   nr. 2 angives, at ”ved ikke erhvervsmæssigt hønsehold forstås et dyr e- hold på højest 30 stk. høns”. Et hønsehold på mere end 30 stk. høns betragtes som erhvervsmæ ssigt dyrehold, og skal som sådan overholde de generelle regler for placering, indretning og d rift i husdyr- gødningsb ekendtgørelsen1. 30 høns må almindeligvis antages at være den maksimale grænse for, hvad der kan betegnes som ho b- byhold i byzone- og sommerhusområder. Genresourceudvalget i Fødevareministeriet har tidligere o  p- lyst, at man er bekendt med problemet om begrænsning i størrelsen af hønseholdet i forhold til at o p- formere racebestande og oplyser, at der er nedsat en intern arbejdsgruppe, som skal belyse problemets omfang. I henvendelsen fra Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl gøres en   dvidere opmærksom på, at kommunerne har forskellig tolkning af, hvad 30 stk. høns omfatter, og at bekendtgørelsen giver ko  m- munerne mulighed for at begrænse eller helt at forbyde dyrehold i visse områder. 1 Bekendtgørelse nr. 604 af 15. juli 2002 om erhvervsmæssigt dyrehold med, som bl.a. er ændret med bekend t- gørel serne nr.161 af 17. marts 2004 og nr. 813 af 19. juli 2004.
Side 2/2 Uddelegeringen af reglerne i bekendtgørelsen om ikk e-erhvervsmæssigt dyrehold, uhygiejniske fo  r- hold m.m. til landets kommunalbestyrelser er sket ud fra et overordnet princip om, at beslutninger bør træffes af den myndighed, som er tættest på den enkelte bo rger. Såfremt kommunerne ikke havde denne mulighed  for at regulere mindre dyrehold og herunder inddra- ge lokale forhold, kan det ikke udelukkes at det ville være nødvendigt at fastsætte langt mere restriktiv generel regulering på området for at imødegå sager om nab oklager. ” Henriette Kjær                                                                                                                                / Birgit Gottlieb