39. møde

Fredag den 19. december 2014 kl. 9.00

Dagsorden

1) Spørgsmål om fremme af forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til udenrigsministeren om Thulebasen.

Af Johan Lund Olsen (IA) og Nick Nielsen (SIU).

(Anmeldelse 17.12.2014).

2) 3. behandling af lovforslag nr. L 34:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Lægesamtaler, lægelig stofmisbrugsbehandling, frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling og befordring af personer i lægelig stofmisbrugsbehandling med heroin).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 09.10.2014. 1. behandling 30.10.2014. Betænkning 09.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

3) 3. behandling af lovforslag nr. L 57:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Hjælperordninger til personer med kronisk respirationsinsufficiens).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 06.11.2014. 1. behandling 21.11.2014. Betænkning 09.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 70 A:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse. (Forsøgsordning for kyst- og naturturisme og ophævelse af muligheden for at planlægge for lavenergibebyggelse i lokalplaner m.v.).

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(2. behandling 11.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Tillægsbetænkning 16.12.2014).

5) 3. behandling af lovforslag nr. L 70 B:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og byggeloven. (Helårsbeboelse i sommerhuse i sommerhusområder på de 27 små øer).

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(2. behandling 11.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

6) 3. behandling af lovforslag nr. L 77:

Forslag til lov om Den Danske Naturfond.

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 25.11.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

7) 3. behandling af lovforslag nr. L 22:

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. (Genbeskikkelse af DR’s bestyrelse og genvalg af de regionale TV 2-virksomheders bestyrelser, adgang til støtte fra public service-puljen, afskaffelse af erhvervslicensen og forhandlerindberetningspligten, ny ordning for ikkekommercielle lokalradioer m.v.).

Af kulturministeren (Marianne Jelved).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 06.11.2014. Betænkning 03.12.2014. 2. behandling 09.12.2014. Tillægsbetænkning 17.12.2014).

8) 3. behandling af lovforslag nr. L 23:

Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og lov om fremme af dopingfri idræt. (Ny økonomisk fordelingsnøgle på idrætsområdet, ændring af bestyrelser i selvejende institutioner på idrætsområdet, udvidelse af Anti Doping Danmarks virksomhed m.v.).

Af kulturministeren (Marianne Jelved).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 06.11.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

9) 3. behandling af lovforslag nr. L 80:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Enlig forsørger-sats til unge med anbragte børn og mulighed for arbejdsindtægter op til 24.000 kr. årligt uden fradrag for unge på særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse).

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

10) 3. behandling af lovforslag nr. L 81:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel boligstøtte og kildeskatteloven. (Ophævelse af gensidig forsørgelsespligt for samlevende, afskaffelse af laveste forsørgersats, højere boligsikring til unge par med børn, særlig støtte for unge under 30 år, ingen fradrag for lejeindtægter fra logerende i egen bolig m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

11) 3. behandling af lovforslag nr. L 78:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), lov om erhvervsuddannelser og lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Socialt tilskud til ungdomsuddannelsesinstitutioner på baggrund af andelen af frafaldstruede elever).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

12) 3. behandling af lovforslag nr. L 62:

Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om individuel boligstøtte, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 12.11.2014. 1. behandling 18.11.2014. Betænkning 09.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

13) 3. behandling af lovforslag nr. L 25:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Rehabiliteringsforløb og hjemmehjælp m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 30.10.2014. Betænkning 04.12.2014. 2. behandling 09.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

14) 3. behandling af lovforslag nr. L 26:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven, forældreansvarsloven og lov om dansk indfødsret. (Adgang for samlevende til at adoptere sammen m.v.).

15) 3. behandling af lovforslag nr. L 27:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Forenkling af udmålingssystemet og præcisering af anvendelsesområdet for merudgiftsydelsen til børn med nedsat funktionsevne eller indgribende lidelse m.v.).

16) 3. behandling af lovforslag nr. L 79:

Forslag til lov om ændring af lov om social pension. (Genindførelse af tidligere gældende regler for optjening af ret til folkepension for flygtninge).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

17) 3. behandling af lovforslag nr. L 20:

Forslag til lov om offentlige veje m.v.

Af transportministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 23.10.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Tillægsbetænkning 17.12.2014).

18) 3. behandling af lovforslag nr. L 55:

Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love. (Forlængelse af rabat på afgiften ved omlægning af eksisterende kapitalpensioner og rabat på afgiften ved udbetaling fra eller omlægning af konti i Lønmodtagernes Dyrtidsfond).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 05.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

19) 3. behandling af lovforslag nr. L 64 A:

Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om afgift af lønsum m.v., momsloven, lov om afgift af naturgas og bygas, spiritusafgiftsloven og forskellige andre love. (Forenkling af registrerede varemodtageres adgang til godtgørelse af afgift ved eksport, afgiftsfritagelse af varer henhørende under toldoplagsprocedure, andre særlige toldordninger og afgiftsoplag, lønsumsafgift for selvstændige momsgrupper, indførelse af mulighed for indirekte opgørelse af afgifter af bygas, afskaffelse af banderoler på spiritus m.v.).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Ændringsforslag nr. 1 af 17.12.2014 til 3. behandling af skatteministeren (Benny Engelbrecht)).

20) 3. behandling af lovforslag nr. L 64 B:

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af skadesforsikringer. (Betaling af skadesforsikringsafgift for alle udbydere af vejhjælpsabonnementer).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

21) 3. behandling af lovforslag nr. L 74:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en børne- og ungeydelse. (Forhøjelse af loftet over fradrag for fagforeningskontingenter og beregning af ydelser i 2012 ved bopæl eller beskæftigelse i Grønland og på Færøerne).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 25.11.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

22) 3. behandling af lovforslag nr. L 75:

Forslag til lov om indgåelse af aftale om ændring af dansk-færøsk protokol til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 27.11.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

23) 3. behandling af lovforslag nr. L 76:

Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme. (Vurderingerne i årene 2015 og 2016).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

24) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 26:

Forslag til folketingsbeslutning om en pulje til turismeerhvervet.

Af Torsten Schack Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

25) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 27:

Forslag til folketingsbeslutning om videreførelse af boligjobordningen (håndværkerfradraget).

Af Torsten Schack Pedersen (V), Dennis Flydtkjær (DF) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

26) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af NO x -afgiften.

Af Torsten Schack Pedersen (V), Ole Birk Olesen (LA) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

27) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om aflysning af stigningen i forbrugsafgifterne i 2015.

Af Torsten Schack Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

28) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 30:

Forslag til folketingsbeslutning om en pulje til sanering i punktafgifter.

Af Torsten Schack Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

29) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 31:

Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager.

Af Torsten Schack Pedersen (V), Ole Birk Olesen (LA) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

30) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 24:

Forslag til folketingsbeslutning om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter.

Af finansministeren (Bjarne Corydon).

(Fremsættelse 12.11.2014. 1. behandling 21.11.2014. Betænkning 12.12.2014).

31) 2. behandling af lovforslag nr. L 72:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.).

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 20.11.2014. Betænkning 17.12.2014).

Kl. 09:00

Meddelelser fra formanden

Formanden:

Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelser:

Uffe Elbæk (UFG) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 47 (Forslag til folketingsbeslutning om etablering af Center for Borgerinddragelse og Demokratiudvikling på Christiansborg).

Özlem Sara Cekic (SF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 48 (Forslag til folketingsbeslutning om mænds/medmødres ret til barselsorlov).

Özlem Sara Cekic (SF) og Jonas Dahl (SF):

Beslutningsforslag nr. B 49 (Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk indsats for børn som pårørende).

Peter Skaarup (DF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 50 (Forslag til folketingsbeslutning om strafforfølgelse for deltagelse i væbnet konflikt med danske styrker i udlandet).

Eva Kjer Hansen (V), Pia Adelsteen (DF), Mette Bock (LA) og Lars Barfoed (KF):

Beslutningsforslag nr. B 52 (Forslag til folketingsbeslutning om information til Folketinget vedrørende implementering af EU-direktiver, forordninger og administrative forskrifter).

Søren Pind (V) og Karsten Lauritzen (V):

Forespørgsel nr. F 16 (Vil ministrene redegøre for regeringens syn på danske statsborgere, der på vegne af terrorbevægelsen ISIL og lignende terrorbevægelser deltager i kampene i Irak og Syrien mod den internationale koalition, som Danmark bidrager militært til, herunder om regeringen mener, at der er behov for ændringer af landssvigerparagrafferne, således at danske statsborgere, der deltager i kampene mod koalitionen, kan dømmes for landsforræderi?).

Titler på de anmeldte sager vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Kulturudvalget har afgivet:

Beretning om brugen af betalte kilder og mediernes ansvar ved publicering af urigtige historier, bagvaskelse og privatlivskrænkelse.

(Beretning nr. 3).

Beretningen vil fremgå af www.folketingstidende.dk.

Det første punkt på dagsordenen er:

1) Spørgsmål om fremme af forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til udenrigsministeren om Thulebasen.

Af Johan Lund Olsen (IA) og Nick Nielsen (SIU).

(Anmeldelse 17.12.2014).

Kl. 09:01

Formanden:

Hvis ingen gør indsigelse mod fremme af denne forespørgsel, betragter jeg Tingets samtykke som givet.

Det er givet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 3. behandling af lovforslag nr. L 34:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Lægesamtaler, lægelig stofmisbrugsbehandling, frit valg i forbindelse med stofmisbrugsbehandling og befordring af personer i lægelig stofmisbrugsbehandling med heroin).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 09.10.2014. 1. behandling 30.10.2014. Betænkning 09.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

Kl. 09:01

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:02

Afstemning

Formanden:

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 112 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 112 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 3. behandling af lovforslag nr. L 57:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Hjælperordninger til personer med kronisk respirationsinsufficiens).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 06.11.2014. 1. behandling 21.11.2014. Betænkning 09.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

Kl. 09:02

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 09:02

Afstemning

Formanden:

Vi stemmer om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 112 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 112 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 70 A:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse. (Forsøgsordning for kyst- og naturturisme og ophævelse af muligheden for at planlægge for lavenergibebyggelse i lokalplaner m.v.).

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(2. behandling 11.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Tillægsbetænkning 16.12.2014).

Kl. 09:03

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Hr. Per Clausen som Enhedslistens ordfører.

Kl. 09:03

(Ordfører)

Per Clausen (EL):

Når jeg tager ordet her, er det, fordi det her lovforslag, som vi lige om lidt skal stemme om, jo markerer et klart brud med den politik, regeringen i hvert fald hævder den fører på planlægningsområdet og på natur- og miljøområdet.

Man lægger op til at gennemføre det, man kalder en forsøgsordning, hvor der ti steder i landet skal være mulighed for at lave det, man kalder kyst- og naturturisme. Det skal være muligt at bygge ting, som det i dag ikke er lovligt at bygge, ude ved stranden, og det vil sige, at man lægger op til at ødelægge og forringe de herlighedsværdier, som i dag er en af de vigtigste ting for at tiltrække mennesker og give store oplevelser i de danske kystområder. Det er dog kun i ti områder og kun som et forsøg.

Vi har så spurgt ind til, om der er nogen som helst sikkerhed for, at det ikke fører til naturødelæggelse, som ikke kan rulles tilbage, altså permanent naturødelæggelse, og det kan man selvfølgelig ikke give nogen som helst sikkerhed for. Det er det ene element i det her lovforslag, som jeg da bare endnu en gang vil opfordre til at overveje om er klogt og fornuftigt at vedtage.

Det andet element i det er ophævelse af muligheden for i lokalplaner at planlægge for lavenergibebyggelse. Det vil sige, at man fjerner kommunernes mulighed for at beslutte sig til at sikre, at der i det byggeri, der laves planer for, bruges mindre energi, end lovgivningen giver mulighed for.

Man kan jo undre sig over, at en regering, der ofte taler om, hvor vigtigt det er, at nogen går foran, når det handler om energipolitik og energibesparelser, nu siger til kommunerne, at de må holde op med det pjat med at gå foran; det skal ikke være lovligt. Det må jeg indrømme at jeg absolut ingenting forstår af.

Har regeringen så ikke argumenteret for det her lovforslag? Jo, de har argumenteret med, at de har lavet en aftale med højrefløjen. Det er jo i sig selv et argument for mange dårligdomme – det er jeg med på. Men man har også forsøgt sig med et sagligt argument. Man siger, at man også godt kunne kalde det her en forenkling. Og hvorfor er det en forenkling? Jo, det er, fordi man har haft et konsulentfirma – et af dem, som Finansministeriet bruger alt, alt for mange penge på – til at spørge Dansk Industri og Dansk Byggeri, om de ikke kunne komme med nogle forslag til forenklinger på byggeriets område. Og der har de nævnt det her med, at nogle virksomheder synes, det er lidt besværligt, at de kan risikere, at kommunerne har stillet nogle udvidede energikrav, når de skal til at bygge. For så bliver det en anelse dyrere at bygge, og det er ikke altid, man er i stand til at overføre denne ekstraudgift på dem, der bagefter køber eller lejer sig ind i ejendommene.

Vi har så spurgt, hvor stor en ekstraomkostning det drejer sig om, og det ved man ingenting om, for det har man ikke undersøgt. Vi har spurgt, om det her har betydet, at der er noget byggeri, som var planlagt, der ikke er blevet opført, og nej, det har man ingen eksempler på. Men der er tale om en forenkling, siger man så.

Det er en lille smule ubegribeligt, hvorfor man har fundet på det her, medmindre klima-, energi- og bygningsministeren har fået til opgave at præsentere et præcist antal forenklinger på sit ministerområde, og så gjaldt det om at tage alt det, som ikke gjorde nogen skade. Jeg siger klima-, energi- og bygningsministeren, det kan også være, det er miljøministeren – jeg kan ikke helt gennemskue, hvem af dem der manglede en enkelt forenkling for at nå op på den kvote, de havde fået udstukket af Finansministeriet. Men det er i hvert fald den eneste fornuftige forklaring.

Man kan spørge sig selv, om der så er tale om en forenkling, og der skal man huske, at forenkling er en rigtig god ting, for da man indførte den her mulighed, var der også tale om en forenkling. Der var nemlig tale om, at før den tid gjorde kommunerne typisk det, at de i forbindelse med salg af kommunal jord i byudviklingsområder tinglyste kravet, og det var rigtig besværligt at finde ud af, at man ud over at kigge på planlægning skulle kigge på tinglysning.

Det kan kommunerne jo starte med igen, og så kan en ny regering om nogle år endnu en gang gennemføre en forenkling, som måske genindfører den her mulighed eller laver et nyt forbud, så kommunerne heller ikke må tinglyse den slags krav. Det er jo ikke godt at vide.

Kort og godt er det her lovforslag et lovforslag, der skader miljøet og skader kommunernes mulighed for at planlægge. Og det står i fuldstændig modsætning til, at regeringen i går sammen med Enhedslisten og SF vedtog at øge mulighederne for at planlægge, sådan at man kan få en alsidig beboersammensætning.

Men på den måde får vi også her op til jul illustreret, at når regeringen laver aftaler med højrefløjen, går det rigtig, rigtig skidt, og de socialdemokratiske folketingsmedlemmer må gøre, hvad de kan, for ikke at sætte sig ind i, hvad for en lov de skal stemme om, hvorimod alle kan være glade, når de laver aftaler med os – undtagen dem, der har fortjent at være sure.

Kl. 09:08

Formanden:

Tak til Enhedslistens ordfører. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Det synes ikke at være tilfældet. Så går vi til afstemning.

Kl. 09:08

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 96 (V, S, DF, RV, SF, LA og KF), imod stemte 16 (EL og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 3. behandling af lovforslag nr. L 70 B:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og byggeloven. (Helårsbeboelse i sommerhuse i sommerhusområder på de 27 små øer).

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(2. behandling 11.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:09

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:09

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 110 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 110 (V, S, DF, RV, EL, SF, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 3. behandling af lovforslag nr. L 77:

Forslag til lov om Den Danske Naturfond.

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 25.11.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

Kl. 09:10

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Hr. Torben Hansen som socialdemokratisk ordfører.

Kl. 09:10

(Ordfører)

Torben Hansen (S):

Det bliver tit sagt fra denne talerstol af forskellige ordførere, at det, man står med lige nu og her, er et historisk forslag, og så bliver det krydret med rosende ord og måske lige præcis i dag og måske også andre gange med lidt selvovervurdering og billig julevin.

Men sådan er det ikke med det, der bliver vedtaget her lige om lidt, L 77, lovforslaget om Den Danske Naturfond, for om lidt bliver Den Danske Naturfond en realitet, og det er en historisk dag både for Danmark og også for naturen i Danmark, fordi den fond, der lige om lidt med et meget bredt flertal bliver stemt igennem her i Folketinget, skal arbejde for mere natur i Danmark, og den er et resultat af et visionært og unikt samarbejde mellem staten, Villum Fonden og Aage V. Jensens Fonde.

Socialdemokratiet er meget tilfreds med, at fonden gør det muligt for alle – og der blev sagt »alle« – at investere i naturen og det, uanset om man er privatperson, organisation, et lokalsamfund eller en kommune. Derfor håber og tror Socialdemokratiet også, at der kommer flere penge end de 875 mio. kr., som er med i startbagagen, hvilket er vældig, vældig flot. Men vi tror også helt grundlæggende på, at mange flere danskere bliver interesserede og engagerede i naturbeskyttelse og naturgenopretning. Fonden er også et direkte resultat af de anbefalinger, som Natur- og Landbrugskommissionen kom med i april 2013, og fonden vil bl.a. også opkøbe og udlægge arealer som natur for at beskytte truede arter og sikre et godt vandmiljø.

Som jeg sagde tidligere, er det et centralt og selvstændigt mål for fonden at styrke den folkelige forankring og opbakning til arbejdet med naturgenopretning og naturbeskyttelse. Så lige om lidt, når et bredt flertal her i Folketinget trykker på de grønne knapper, er de grønne knapper jo også symbolet på, at det her forslag rent faktisk skubber noget fremad i en grøn retning og gør det stort og gør det flot. Så det er en kæmpesejr for naturen og miljøet, og fondens aktiviteter skal vel at mærke ikke erstatte eksisterende aktiviteter, men forstærke og supplere.

Så lige om lidt er det en historisk dag, og vi jubler, og vi glæder os over, at her pr. 1. januar er Den Danske Naturfond en realitet. Så det er i sandhed en historisk dag. Det er en stor dag. Og det kan man sige uden at forsøge at garnere det og krydre det med billig vin og slesk juletale.

Kl. 09:13

Formanden:

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Er der andre, der ønsker ordet?

Det er ikke tilfældet. Så går vi til afstemning.

Kl. 09:13

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 107 (V, S, DF, RV, SF, EL, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 4 (LA), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 3. behandling af lovforslag nr. L 22:

Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. (Genbeskikkelse af DR’s bestyrelse og genvalg af de regionale TV 2-virksomheders bestyrelser, adgang til støtte fra public service-puljen, afskaffelse af erhvervslicensen og forhandlerindberetningspligten, ny ordning for ikkekommercielle lokalradioer m.v.).

Af kulturministeren (Marianne Jelved).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 06.11.2014. Betænkning 03.12.2014. 2. behandling 09.12.2014. Tillægsbetænkning 17.12.2014).

Kl. 09:14

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 09:14

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 112 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 112 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 3. behandling af lovforslag nr. L 23:

Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og lov om fremme af dopingfri idræt. (Ny økonomisk fordelingsnøgle på idrætsområdet, ændring af bestyrelser i selvejende institutioner på idrætsområdet, udvidelse af Anti Doping Danmarks virksomhed m.v.).

Af kulturministeren (Marianne Jelved).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 06.11.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

Kl. 09:14

Forhandling

Formanden:

Hr. Orla Hav som socialdemokratisk ordfører – ikke som socialdemokratisk ordfører? Hr. Orla Hav som privatist.

Kl. 09:15

(Privatist)

Orla Hav (S):

Jeg tillod mig at tage ordet ved første behandling af L 23 og påpegede i den sammenhæng, at man risikerer at ødelægge et lille stykke kultur i Danmark, nemlig hestevæddeløb. I det betænkningsbidrag, som ligger i dag, tilkendegives det, at der er en vilje til at skabe nogle rammer, der kan sikre, at Danmark igen kan fostre en Tarok.

Det vil ikke give sig selv. Flere ministerier vil skulle i arbejdstøjet for at sikre sporten en finansiering, som den selv har mulighed for at øve indflydelse på. De organisatoriske rammer om sporten vil skulle ændres, vilkårene for at gennemføre spil skal ændres radikalt og give plads til, at sporten gennem sine repræsentanter reelt kan få indflydelse på egne indtægter. Der bliver kort sagt behov for, at det brede flertal, som jeg forventer manifesterer sig bag betænkningen her i dag, tager arbejdstøjet på i 2015, og at flere ministre også bliver involveret i løsningen af den her sag. Det glæder jeg mig til, men jeg vil også tillade mig at puste jer i nakken.

Kl. 09:16

Formanden:

Tak til hr. Orla Hav. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:16

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 110 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 110 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 3. behandling af lovforslag nr. L 80:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Enlig forsørger-sats til unge med anbragte børn og mulighed for arbejdsindtægter op til 24.000 kr. årligt uden fradrag for unge på særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse).

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:17

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 09:17

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 112 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 112 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 3. behandling af lovforslag nr. L 81:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel boligstøtte og kildeskatteloven. (Ophævelse af gensidig forsørgelsespligt for samlevende, afskaffelse af laveste forsørgersats, højere boligsikring til unge par med børn, særlig støtte for unge under 30 år, ingen fradrag for lejeindtægter fra logerende i egen bolig m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:17

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:17

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 76 (S, DF, RV, SF, EL, Uffe Elbæk (UFG) og 1 LA (ved en fejl)), imod stemte 36 (V, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 3. behandling af lovforslag nr. L 78:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), lov om erhvervsuddannelser og lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Socialt tilskud til ungdomsuddannelsesinstitutioner på baggrund af andelen af frafaldstruede elever).

Af undervisningsministeren (Christine Antorini).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

Kl. 09:18

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:18

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 70 (S, RV, SF, EL, KF, Uffe Elbæk (UFG) og 3 DF (ved en fejl)), imod stemte 42 (V, DF og LA), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 3. behandling af lovforslag nr. L 62:

Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om individuel boligstøtte, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 12.11.2014. 1. behandling 18.11.2014. Betænkning 09.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:19

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:19

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 111 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 111 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 3. behandling af lovforslag nr. L 25:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Rehabiliteringsforløb og hjemmehjælp m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 30.10.2014. Betænkning 04.12.2014. 2. behandling 09.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:20

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Hr. Finn Sørensen som Enhedslistens ordfører.

Kl. 09:20

(Ordfører)

Finn Sørensen (EL):

Det er gået alt for stille for sig. Med det her lovforslag er der tale om en fuldstændig omlægning af principperne for hjemmehjælp – en omlægning, som vil medføre, at om ganske få år er en meget stor gruppe svækkede ældre blevet overladt til at klare sig selv. Det er et af den slags lovforslag, der ser vældig pænt og uskyldig ud, men når man så kradser lidt i lakken, er det ikke så kønt.

Hvem kan have noget imod, at man tilbyder de ældre et såkaldt rehabiliteringsforløb, hvor de trænes i bedre at kunne klare hverdagen selv? Det er der ingen der har noget imod. Det store flertal af kommunerne gør det i forvejen. Men hvorfor vil man så lovgive om det? Hvorfor gribe ind i det kommunale selvstyre og kommunernes hidtidige ret til selv at afgøre, hvordan og hvornår de vil anvende rehabilitering? Fordi man fra regeringens og flertallets side vil pålægge kommunerne at sende de ældre igennem et sådant træningsforløb, inden der tages stilling til, om de har brug for hjemmehjælp. Det bliver nemlig hovedreglen fremover, hvis lovforslaget bliver vedtaget.

Det betyder, at før kommunen visiterer borgeren til hjemmehjælp, skal den ældre først gennem træningsforløbet vise, at den ældre ikke er i stand til at klare hverdagen selv. Man skal lægge mærke til, at det ikke kun skal gælde nye ansøgninger om praktisk hjælp og personlig pleje. I løbet af de næste par år skal kommunerne sørge for at sende de knap 150.000 nuværende hjemmehjælpsmodtagere gennem sådanne træningsforløb, så man kan se, om de nu også har brug for hjemmehjælp.

Enhedslisten har stillet nogle ændringsforslag, der præciserer, at kommunerne skal give hjemmehjælp også i træningsperioden, at man ikke kan nægte borgeren hjælp, med henvisning til at borgeren ikke ønsker at deltage i et sådant forløb, og at kommunen ikke bare skal kunne skrue op og ned for hjælpen under træningsforløb uden at træffe en afgørelse om det, sådan at borgeren eventuelt kan klage over en nedsættelse af hjælpen. Formålet med ændringsforslagene har selvfølgelig været at styrke retssikkerheden for den svækkede borger, men vores ændringsforslag er alle sammen blevet stemt ned af de andre partier.

Vi har heller ikke kunnet få ministeren til at svare på, om de retningslinjer, man kører efter i Københavns Kommune, er ulovlige, eller om de vil være ulovlige, hvis lovforslaget bliver vedtaget. Det er nemlig retningslinjer, der siger, at man kan fratage borgeren hjælp, hvis borgeren ikke vil medvirke til rehabiliteringsforløbet. Det korte af det lange er, at ministeren ikke har villet præcisere lovforslaget, så det kommer i overensstemmelse med hans egne udtalelser om, at der selvfølgelig ikke er nogen, der skal tvinges til at rehabiliteres på nogen måde, og at det ikke giver mening at tale om tvang i forbindelse med rehabilitering.

Lovforslaget er samlet set yderligere en udhuling af borgernes retssikkerhed på det her område, hvor der har været massive nedskæringer de sidste 5-6 år. Kommunerne bliver nu pålagt at tage et nyt redskab i anvendelse for at spare endnu mere, men de ældre bliver ikke udstyret med klare rettigheder, så de kan forsvare sig imod det. Det er ganske enkelt uværdigt, at vi behandler ældre medborgere på den måde, og det er i strid med de højtidelige vedtagelser her i Folketinget om at respektere de ældres selvbestemmelsesret.

Det kommer ikke bag på mig, at regeringspartierne fremsætter sådan et lovforslag, for det er jo i smuk forlængelse af visionen om konkurrencestaten, men det undrer mig virkelig, at Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti vil medvirke til det. Især Dansk Folkeparti forsømmer jo ingen lejlighed til at gøre opmærksom på, hvor højt de sætter de ældres ve og vel. Men hvorfor har man så stillet sig tilfreds med et forkølet ændringsforslag fra ministeren, der ikke ændrer grundlæggende ved mekanikken i forslaget, i stedet for at støtte Enhedslistens ændringsforslag? Hvorfor har man stillet sig tilfreds med en erklæring fra ministeren om, at det skam ikke er et spareforslag, selv om det jo netop er det, det er?

Hvis kommunerne ikke var så pressede på økonomien, som tilfældet er, kunne man håbe, at de ville administrere det lempeligt, men de samme partier, som stemmer dette lovforslag igennem, har jo samtidig godkendt snævre økonomiske rammer for kommunerne og vedtaget en budgetlov, der tvinger kommunerne til at spare – alt sammen som led i en overordnet økonomisk politik, som prioriterer skattelettelser, de fleste og de største til den velbjærgede del af befolkningen, frem for velfærd.

Det ville virkelig klæde partierne bag det her lovforslag, hvis de sagde tingene lige ud: Ja, vi ved godt, der bliver mange flere ældre i de kommende år; vi ved også godt, der bliver mange flere plejekrævende ældre i de kommende år, men nej, vi vil ikke bruge flere penge på hjemmehjælp; det skal klares inden for de rammer, der er i dag. Og det kan også blive endnu mindre, hvis V, K og Dansk Folkeparti kommer til magten igen. Derfor må mange flere ældre klare sig selv, uanset om de kan eller ej, for det er jo det, det går ud på. Enhedslisten stemmer imod lovforslaget.

Kl. 09:25

Formanden:

Jeg skal lige finde ud af, om de to, der står på listen her, ønsker korte bemærkninger. Fru Trine Mach og fru Karin Nødgaard, er det korte bemærkninger? Ja. Fru Trine Mach for en kort bemærkning.

Kl. 09:26

Trine Mach (SF):

Tak for det. Nu er ordførerens parti jo ikke det, jeg oftest ønsker at lægge mig ud med, men jeg har lidt svært ved at forstå kommentaren om respekten for det kommunale selvstyre, når man påtænker finanslovsforhandlingerne sidste år, hvor ordførerens parti ønskede at indføre en regel om, at alle ældre skulle være garanteret to bade om ugen. Hvordan hænger det sammen med den respekt?

Kl. 09:26

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 09:26

Finn Sørensen (EL):

Jeg synes, det er besynderligt at argumentere med, at det skulle være en begrænsning af det kommunale selvstyre, at man udstyrer borgerne med nogle rettigheder, nogle minimumsrettigheder, der siger noget om, at der skal være en grænse for, hvor ringe det kan blive. Det var jo det, vores krav om velfærdsrettigheder drejede sig om. Det her lovforslag drejer sig om noget andet. Det er jo et meget klart indgreb i det kommunale selvstyre. For det har indtil i dag været sådan, at det var op til kommunerne at vurdere, om de ville benytte sig af hverdagsrehabiliteringen, i hvilket omfang, i hvilke situationer, og efter hvad det konkrete formål skulle være i den givne situation, ud fra en vurdering af borgerens situation. Men det her lovforslag betyder, når det er vedtaget, at alle kommuner så pålægges at lade borgeren gennemgå et rehabiliteringsforløb, inden man tager stilling til, om borgeren skal have noget hjemmehjælp.

Kl. 09:27

Formanden:

Fru Trine Mach.

Kl. 09:27

Trine Mach (SF):

Jeg synes ikke rigtig, ordføreren svarede på det, der var spørgsmålet. Jeg deler jo ordførerens bekymring for den økonomiske smalhals i kommunerne, det tror jeg vi er mange herinde der gør, og jeg er også enig i, at der skal holdes grundigt øje med, om kommunerne med den her lovændring rent faktisk håndterer det efter ambitionen og efter ønsket. Men jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren lige kommenterede noget. Går ordføreren ikke ind for ældres selvbestemmelse, det at myndiggøre mennesker i deres eget liv, som det her jo grundlæggende går ud på, og var det ikke noget, som Enhedslisten i virkeligheden gerne ville bakke op om? Kunne man ikke i stedet stemme for det her lovforslag og så være med til at holde øje med, at det faktisk går, som det skal, ude i kommunerne? Og i øvrigt: Hvad er det ved ministeriets garanti om, at det her ikke må betyde, at man kan afvise at give hjemmehjælp, alene fordi nogen ikke har deltaget i et rehabiliteringsforløb, som ordføreren ikke tror på? For den diskussion har vi jo haft ret grundigt.

Kl. 09:28

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 09:28

Finn Sørensen (EL):

Vi går jo varmt ind for de ældres selvbestemmelsesret. Det er jo derfor, vi har stillet nogle ændringsforslag, der kunne sikre denne selvbestemmelsesret i forbindelse med indføringen af det her lovforslag. Vi har jo faktisk valgt at spille ind på lovforslagets bane og sagt: Okay, så lad os da sige til kommunerne, at de skal give de ældre et tilbud om det her rehabiliteringsforløb; vi vil bare gerne sikre, at den ældre har nogle rettigheder til at sige nej til at deltage i det. Den ret har de ældre ikke fået med ministerens ændringsforslag, næh, der er blevet rettet en lille del af det, hvor der står, at hvis man afbryder hjemmehjælpsforløbet, er årsagen til, at det bliver afbrudt, uinteressant i forhold til udmåling af hjælpen. Det er såmænd den eneste ændring, der er sket.

Kl. 09:29

Formanden:

Fru Karin Nødgaard for en kort bemærkning.

Kl. 09:29

Karin Nødgaard (DF):

Tak. Jamen jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hr. Finn Sørensen ville gå op og tage ordet til det her lovforslag.

Jeg synes, det har været en lidt ærgerlig proces i forhold til Enhedslisten, og at det er ærgerligt, at Enhedslisten faktisk ikke har været mere aktive ved forhandlingsbordet. For vi har brugt timer på det her forslag, og Dansk Folkeparti har netop prøvet at få præciseret rigtig mange ting i det her.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Mener ordføreren ikke, at rehabilitering som sådan er positivt, og at det kan øge livskvaliteten? Det mener Dansk Folkeparti i hvert fald. Nu har vi fået med, at det er sådan, at uanset hvad en borger angiver som årsagen til, at man ikke kan gennemføre det her forløb, vil man aldrig blive frataget sin hjemmehjælp. Er det ikke et skridt i den rigtige retning?

Kl. 09:29

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 09:29

Finn Sørensen (EL):

Nu tror jeg, at fru Karin Nødgaard udmærket kender historien i forbindelse med forhandlingsforløbet, nemlig at Enhedslisten ikke har haft mulighed for at deltage i de forhandlinger. Vi er simpelt hen ikke blevet indbudt til de videre forhandlinger efter det første møde. Der er også et andet parti, der har været i den samme situation. Og det er jo den første betingelse for, at man kan øve indflydelse.

Nu er det ikke sådan, at vi er sure. Vi har jo forsøgt at øve indflydelse på det her lovforslag ved at stille nogle ændringsforslag, og vi har deltaget i den offentlige debat om det. Og den eneste lillebitte ting, der er blevet ændret i det, er, at kommunen, hvis borgeren ikke kan gennemføre forløbet, så skal foretage en vurdering af, om borgeren skal have hjemmehjælp. Det er rent lovteknisk og retssikkerhedsmæssigt den eneste lille ændring.

Vi har ikke kunnet få svar på et helt afgørende spørgsmål: Vil de retningslinjer, man har i Københavns Kommune, være lovlige eller ulovlige, når det her bliver vedtaget? Og det er jo sådan set kernen i det hele, for de retningslinjer siger, at hvis borgeren ikke vil medvirke til rehabilitering, er der ingen hjemmehjælp.

Kl. 09:30

Formanden:

Fru Karin Nødgaard.

Kl. 09:30

Karin Nødgaard (DF):

Jamen det var lidt en gentagelse af det, hr. Finn Sørensen sagde i sin ordførertale. Ordføreren svarede overhovedet ikke på det, jeg spurgte om i forhold til rehabilitering som sådan.

Det var sådan, at da vi nedsatte Hjemmehjælpskommissionen, som jo var et forslag, Dansk Folkeparti fremsatte i Folketinget, var det her noget af det, der kom med, og man lavede de her anbefalinger. Ældre Sagen sad bl.a. med i kommissionen, og der har været en god dialog.

Så vil jeg også gerne lige påpege, at Enhedslisten jo aldrig plejer at holde sig tilbage fra noget, så derfor undrer det mig, at hr. Finn Sørensen virker sådan lidt forarget over, at man ikke har været inviteret mere med. Man kunne jo bare have meldt mere ind i forhold til det, så man kunne have deltaget på lige fod med alle os andre, som faktisk kæmpede for at få gjort det her lovforslag meget bedre, end sådan som det oprindelig så ud.

Men jeg vil altså meget gerne høre hr. Finn Sørensens kommentar i forhold til rehabilitering, altså om det ikke er noget, der kan være med til at øge livskvaliteten for en borger, og derudover også om det ikke er korrekt, at nu har vi fået præciseret det så meget, at det er sådan, at uanset hvilken årsag en borger angiver for ikke at kunne gennemføre et rehabiliteringsforløb, bliver vedkommende ikke frataget hjemmehjælpen.

Kl. 09:32

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 09:32

Finn Sørensen (EL):

Når fru Karin Nødgaard stiller spørgsmål om noget, jeg allerede har sagt i min ordførertale, kan jeg jo blive nødt til at gentage det, for så har hun åbenbart ikke hørt efter. Og jeg sagde i min ordførertale, at rehabilitering er en fin ting. Men det er jo ikke det, vi diskuterer. Vi diskuterer, om det skal være et redskab til at spare på hjemmehjælpen, om det skal være et redskab til at bringe ældre medborgere i en situation, hvor de bliver overladt til sig selv. Det er jo det, det hele drejer sig om i det her lovforslag. Det er det, diskussionen har drejet sig om.

Så vil jeg bare sige, at jeg var yderst aktiv for at komme med, inden aftalen blev indgået. Men det har ministeren bekræftet ved tidligere lejligheder.

Kl. 09:32

Formanden:

Fru Astrid Krag for en kort bemærkning.

Kl. 09:32

Astrid Krag (S):

Jeg skal bare bede Enhedslistens ordfører bekræfte nogle ting. Altså, jeg har meget svært ved at genkende det billede, der bliver tegnet af, hvordan tingene hænger sammen her. Jeg besøgte selv et rehabiliteringscenter i Mou, hvor man giver folk et godt ophold, og i snit sparer man 9,3 timers hjemmehjælp pr. borger, der kommer ind der, fordi de kan mere selv, når de kommer tilbage, fordi de kan leve det liv, de plejer at leve, fordi de bliver selvhjulpne.

Så står Enhedslisten her og gør det til et meget stort problem. Det er jeg faktisk lidt rystet over, og derfor vil jeg bare bede Enhedslistens ordfører om at bekræfte, at med den her nye rehabiliteringsparagraf, § 83 a, har man som borger stadig præcis den samme ret til at blive visiteret til hjælp efter § 83, hvis ikke man får gavn af rehabiliteringsforløbet. Det er nemlig det, der er virkeligheden, og den utryghed, som Enhedslistens ordfører prøver at skabe, er der ikke nogen der er tjent med. Derfor vil jeg bare gerne bede om at få bekræftet det meget faktuelle, at man har præcis den samme ret til at blive visiteret til den klassiske hjemmehjælp efter § 83, som man hidtil har haft, hvis man ikke har gavn af § 83 a.

Kl. 09:33

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 09:33

Finn Sørensen (EL):

Det har man ikke. Ordføreren rammer jo lige nøjagtig ned i det, der er kernen i problematikken. Jeg vil gerne læse op af bemærkningerne:

»Med lovforslaget forpligtes kommunalbestyrelsen til, forud for vurderingen af behovet for hjemmehjælp, at tilbyde et tidsafgrænset, korterevarende og målorienteret rehabiliteringsforløb, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre modtagerens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjemmehjælp.«

Det betyder, at man ikke kan få hjemmehjælp, før end man har gennemgået et rehabiliteringsforløb, hvis kommunen vurderer, at man har behov for det, og kommunen vurderer, at man har udviklingspotentiale til at kunne klare sig selv. Det er en hel anden retsstilling omkring retten til hjemmehjælp end den, der er i den nuværende lov. Det har været vores hovedanke mod det her, og vi har gerne villet udstyre borgeren med noget retssikkerhed i den situation, og derfor har vi stillet nogle ændringsforslag. De er alle sammen blevet forkastet, og vi kan ikke få nogen saglig, konkret forklaring på, hvad der er i vejen med de ændringsforslag.

Kl. 09:34

Formanden:

Fru Astrid Krag.

Kl. 09:34

Astrid Krag (S):

Jeg er ked af at sige det, men det, Enhedslistens ordfører står og siger, er fuldstændig på månen. Kan ordføreren ikke selv høre det? Er det et problem, at kommunen først vurderer, hvor selvhjulpen den ældre kan blive, og hvor meget af ens liv, man kan få tilbage? Det er det, Enhedslisten står og siger er et stort overgreb. Det er det altså ikke. Hvis man ikke kan gennemføre rehabiliteringsforløbet, hvis man ikke får gavn af det – og det kan jo være fra dag et, fordi man er plaget af sorg og tankemylder, og eller fordi man har en svær funktionsnedsættelse – har man præcis det samme retskrav på at blive visiteret efter § 83, som man har i dag.

Det, Enhedslistens ordfører står og siger, er simpelt hen ikke rigtigt, og jeg håber ikke, at der er alt for mange derude, der lytter til det, for det her kommer til at betyde en meget positiv forandring for mange ældre, der kommer til at kunne det, som de har kunnet hele deres liv, i længere tid. Det skal man altså være et lidt særligt sted for at synes er et stort problem.

Kl. 09:35

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 09:35

Finn Sørensen (EL):

Ordføreren vil jo ikke rigtig forholde sig til det, jeg siger. Problemet er, at man som udgangspunkt ikke må visitere borgeren til hjemmehjælp, før borgeren har gennemført rehabiliteringsforløbet. Det er det, der er den helt nye mekanik i det her lovforslag. Det vil man pålægge kommunerne at gøre. Man vil sikre sig, at de gør det på den måde, fordi man på den måde vil håbe at nå frem til en situation, hvor man kan spare endnu flere millioner hjemmehjælpstimer, end man allerede har gjort. Det er krumtappen i det her lovforslag.

Vi har forsøgt at give borgerne nogle redskaber til at beskytte sig mod det. Dem har de ikke fået. Derfor er vi selvfølgelig nødt til at stemme imod lovforslaget.

Kl. 09:36

Formanden:

Tak til Enhedslistens ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Kl. 09:36

Afstemning

Formanden:

Vi går til afstemning om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 102 (V, S, DF, RV, SF, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 8 (EL og Eyvind Vesselbo (V)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 3. behandling af lovforslag nr. L 26:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven, forældreansvarsloven og lov om dansk indfødsret. (Adgang for samlevende til at adoptere sammen m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 30.10.2014. Betænkning 04.12.2014. 2. behandling 09.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:37

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 09:37

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 98 (V, S, RV, EL, SF, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 13 (DF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 3. behandling af lovforslag nr. L 27:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Forenkling af udmålingssystemet og præcisering af anvendelsesområdet for merudgiftsydelsen til børn med nedsat funktionsevne eller indgribende lidelse m.v.).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 30.10.2014. Betænkning 04.12.2014. 2. behandling 09.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:37

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, så vi går til afstemning.

Kl. 09:37

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 112 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 112 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 3. behandling af lovforslag nr. L 79:

Forslag til lov om ændring af lov om social pension. (Genindførelse af tidligere gældende regler for optjening af ret til folkepension for flygtninge).

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

Kl. 09:38

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:38

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 60 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 52 (V, DF, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 3. behandling af lovforslag nr. L 20:

Forslag til lov om offentlige veje m.v.

Af transportministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 08.10.2014. 1. behandling 23.10.2014. Betænkning 11.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Tillægsbetænkning 17.12.2014).

Kl. 09:39

Forhandling

Formanden:

Forhandlingen drejer sig i første omgang om det stillede ændringsforslag.

Ønsker nogen her at udtale sig?

Det er ikke tilfældet. Forhandlingen om ændringsforslaget er sluttet, og vi går til afstemning.

Nej, hr. Henning Hyllested ville alligevel udtale sig om ændringsforslaget som ordfører for Enhedslisten.

Kl. 09:39

(Ordfører)

Henning Hyllested (EL):

Som forholdsvis ny i Tinget må man jo ligesom finde ind i procedurerne, så jeg undskylder naturligvis. Det var faktisk i forbindelse med ændringsforslaget jeg ville sige, at jeg vil have lov at følge det her til dørs, da vi nu i tirsdags ved andenbehandlingen fik skabt en del larm og hurlumhej i gaden, og det var jo i forbindelse med det ændringsforslag, som Enhedslisten havde stillet. Det ændringsforslag blev som bekendt ikke vedtaget, men vi må alligevel i dag konstatere, at Transportministeriet og transportministeren har lyttet til Enhedslistens argumenter og erkendt, at bestemmelserne om snerydning m.v. i det oprindelige lovforslag ikke var helt rimelige.

Så ligger der jo altså nu det her ændringsforslag fra ministeren. Vi synes, det er godt, at man sådan lytter efter, når der tales fra talerstolen i Tinget. Men vi må også sige, at det kun delvis retter op på miseren i det oprindelige lovforslag. Det gør det på den måde at forstå, at der stadig væk er betydelige arealer for grundejere at vedligeholde og rydde for sne, hvis man er så uheldig at have en grund, som ligger op til et såkaldt oversigtsareal. Ministeren tilkendegiver dog i et svar til Transportudvalget, at kommunen på disse arealer trods alt skal stå for renholdelse og snerydning på dele af det her oversigtsareal, hvis det ellers er sådan, at det er kommunen, der ejer arealet.

Vi må sige, at ændringsforslaget bestemt er et fremskridt, og det er en imødekommelse af Enhedslisten og de andre partier, som så støttede os i tirsdags. Og når nu Enhedslistens eget ændringsforslag blev nedstemt, vil jeg blot meddele, at vi naturligvis stemmer for det her pågældende ændringsforslag, som er stillet af ministeren, og vi takker for lydhørheden. Jeg vil så også med det samme sige, at af mange andre og meget forskellige grunde, som vi har redegjort for ved førstebehandlingen, stemmer vi hverken for eller imod det endelige lovforslag.

Kl. 09:41

Formanden:

Tak til Enhedslistens ordfører.

Er der flere, der vil udtale sig om ændringsforslaget?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:42

Afstemning

Formanden:

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 1, tiltrådt af udvalget?

Det er vedtaget.

Kl. 09:42

Forhandling

Formanden:

Forhandlingen drejer sig herefter om lovforslaget som helhed.

Er der her nogen, der vil udtale sig?

Det er ikke tilfældet.

Kl. 09:42

Afstemning

Formanden:

Vi går til afstemning om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 103 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 8 (EL).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 3. behandling af lovforslag nr. L 55:

Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love. (Forlængelse af rabat på afgiften ved omlægning af eksisterende kapitalpensioner og rabat på afgiften ved udbetaling fra eller omlægning af konti i Lønmodtagernes Dyrtidsfond).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 05.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:42

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:43

Afstemning

Formanden:

Der stemmes nu om lovforslagets endelige vedtagelse.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 97 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 13 (DF).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 3. behandling af lovforslag nr. L 64 A:

Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om afgift af lønsum m.v., momsloven, lov om afgift af naturgas og bygas, spiritusafgiftsloven og forskellige andre love. (Forenkling af registrerede varemodtageres adgang til godtgørelse af afgift ved eksport, afgiftsfritagelse af varer henhørende under toldoplagsprocedure, andre særlige toldordninger og afgiftsoplag, lønsumsafgift for selvstændige momsgrupper, indførelse af mulighed for indirekte opgørelse af afgifter af bygas, afskaffelse af banderoler på spiritus m.v.).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling. Ændringsforslag nr. 1 af 17.12.2014 til 3. behandling af skatteministeren (Benny Engelbrecht)).

Kl. 09:43

Forhandling

Formanden:

Forhandlingen drejer sig i første omgang om det stillede ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet.

Så er forhandlingen om ændringsforslaget sluttet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:43

Afstemning

Formanden:

Hvis ikke afstemning begæres, betragter jeg ændringsforslag nr. 1 af skatteministeren som vedtaget.

Det er vedtaget.

Kl. 09:44

Forhandling

Formanden:

Forhandlingen drejer sig herefter om lovforslaget som helhed.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 09:44

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 109 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 109 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 3. behandling af lovforslag nr. L 64 B:

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af skadesforsikringer. (Betaling af skadesforsikringsafgift for alle udbydere af vejhjælpsabonnementer).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:44

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet. Så går vi til afstemning.

Kl. 09:44

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 59 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 52 (V, DF, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 3. behandling af lovforslag nr. L 74:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en børne- og ungeydelse. (Forhøjelse af loftet over fradrag for fagforeningskontingenter og beregning af ydelser i 2012 ved bopæl eller beskæftigelse i Grønland og på Færøerne).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 25.11.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014).

Kl. 09:45

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:45

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 73 (S, DF, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 38 (V, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 3. behandling af lovforslag nr. L 75:

Forslag til lov om indgåelse af aftale om ændring af dansk-færøsk protokol til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 27.11.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 12.12.2014).

Kl. 09:46

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:46

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget med 111 stemmer og vil nu blive sendt til statsministeren.

[For stemte 111 (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0].

Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 3. behandling af lovforslag nr. L 76:

Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme. (Vurderingerne i årene 2015 og 2016).

Af skatteministeren (Benny Engelbrecht).

(Fremsættelse 19.11.2014. 1. behandling 02.12.2014. Betænkning 10.12.2014. 2. behandling 16.12.2014. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Kl. 09:46

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet. Vi går til afstemning.

Kl. 09:47

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 60 (S, RV, SF, EL, Uffe Elbæk (UFG) og 1 V (ved en fejl)), imod stemte 51 (V, DF, LA og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 26:

Forslag til folketingsbeslutning om en pulje til turismeerhvervet.

Af Torsten Schack Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

Kl. 09:47

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:48

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse. Det er et af de tilfælde, hvor man skal høre efter, hvad formanden siger. Jeg slutter afstemningen.

Kan vi ikke bare notere den manglende stemmeafgivning her? Duer skærmen?

Vi noterer, for vi har sluttet afstemningen, og det vil sige, at hvis jeg skal gætte, er forslaget forkastet med 38 stemmer for, 58 stemmer imod, og 13 tilkendegav hverken at stemme for eller imod.

Det vil sige, at forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Så håber vi, at teknikken holder til resten af løbet.

[Afstemningssystemet viser følgende resultat: For stemte 38 (V, LA og KF), imod stemte 57 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 13 (DF)].

Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 27:

Forslag til folketingsbeslutning om videreførelse af boligjobordningen (håndværkerfradraget).

Af Torsten Schack Pedersen (V), Dennis Flydtkjær (DF) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

Kl. 09:50

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:50

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 47 (V, DF og KF), imod stemte 59 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 5 (LA).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

26) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af NO x -afgiften.

Af Torsten Schack Pedersen (V), Ole Birk Olesen (LA) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

Kl. 09:50

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Kl. 09:51

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 38 (V, LA og KF), imod stemte 58 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk UFG)), hverken for eller imod stemte 13 (DF).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om aflysning af stigningen i forbrugsafgifterne i 2015.

Af Torsten Schack Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

Kl. 09:51

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:51

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 38 (V, LA og KF), imod stemte 57 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 13 (DF).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

28) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 30:

Forslag til folketingsbeslutning om en pulje til sanering i punktafgifter.

Af Torsten Schack Pedersen (V) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

Kl. 09:52

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet, og vi går til afstemning.

Kl. 09:52

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 38 (V, LA og KF), imod stemte 57 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 13 (DF).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

29) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 31:

Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager.

Af Torsten Schack Pedersen (V), Ole Birk Olesen (LA) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 04.12.2014. Betænkning 10.12.2014).

Kl. 09:52

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Det er ikke tilfældet. Vi går til afstemning.

Kl. 09:53

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 38 (V, LA og KF), imod stemte 57 (S, RV, SF, EL og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 13 (DF).

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Det næste punkt på dagsordenen er:

30) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 24:

Forslag til folketingsbeslutning om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter.

Af finansministeren (Bjarne Corydon).

(Fremsættelse 12.11.2014. 1. behandling 21.11.2014. Betænkning 12.12.2014).

Kl. 09:53

Forhandling

Formanden:

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Kl. 09:53

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 88 (V, S, RV, SF, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 22 (DF og EL), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til finansministeren.

Det sidste punkt på dagsordenen er:

31) 2. behandling af lovforslag nr. L 72:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når ansøgeren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.).

Af justitsministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 14.11.2014. 1. behandling 20.11.2014. Betænkning 17.12.2014).

Kl. 09:54

Forhandling

Formanden:

Hr. Karsten Lauritzen som Venstres ordfører.

Kl. 09:54

(Ordfører)

Karsten Lauritzen (V):

Tak. Jeg tager ordet på vegne af Venstres folketingsgruppe her i dag under andenbehandlingen af L 72, fordi vi i Venstre ser med bekymring på det pågældende lovforslag. Det er jo det lovforslag, som statsministeren annoncerede i sin åbningstale, om, at regeringen vil stramme reglerne for at bremse den tilstrømning af asylansøgere, som Danmark oplever. Man vil have vedtaget et lovforslag, som har til formål til dels at bremse asylansøgertilstrømningen. Det var faktisk en melding, vi i Venstre var glade for, en melding, vi har efterspurgt de sidste 3 år, hvor regeringen jo ikke har gjort noget for at bremse asylansøgertilstrømningen til Danmark, men tværtimod har lavet den ene lempelse efter den anden sammen med venstrefløjen og med Enhedslisten i spidsen.

Rent faktisk er det sådan, at en anerkendt asylansøgerfamilie på to voksne og tre børn i 2015 vil få 10.000 kr. mere om måneden, end den ville i 2011, da VK-regeringen sad ved magten. Det betyder selvfølgelig, at der er en langt større tilskyndelse, et langt større incitament til at vælge Danmark som asyldestination, og det har været en betydelig medvirkende årsag til, at tilstrømningen af asylansøgere er øget. Det har regeringen været ligeglad med. Så bliver tilstrømningen hen over sommeren så stor, at man bukker under for presset og anerkender, at ja, man bliver nødt til at stramme op, ganske som vi borgerlige partier i længere tid har efterspurgt at man gjorde. Det er vi som sagt glade for.

Det, vi er knap så glade for, er den måde, regeringen vælger at gøre det på. Det lovforslag, som vi andenbehandler her i dag, L 72, indfører en ny midlertidig beskyttelsesstatus for asylansøgere, som har et mere midlertidigt beskyttelsesbehov, og det udskyder tidspunktet for familiesammenføring for den pågældende gruppe med lidt under et år. Det er også begrundet i, at når de kun skal være her midlertidigt, er der ikke nogen grund til, at de får deres familie med. Det kunne sådan set være fornuftigt nok – det er to i sig selv udmærkede, fornuftige tiltag – hvis det bare var sådan, at regeringens lovforslag, altså de to forslag, hvilede på virkeligheden i stedet for på en tænkt situation.

Forslaget hviler nemlig i hvert fald efter Venstres opfattelse på noget, der tyder på at være falske antagelser og forkerte forudsætninger. Først og fremmest hviler det jo på en antagelse om – qua midlertidigheden – at de her asylansøgere, som der er tale om, og det er primært asylansøgere fra Syrien, kan vi hurtigt sende hjem igen. De skal være i Danmark for en kort stund – 1, måske 2 år, og så kan vi sende dem tilbage til Syrien. Det kunne sådan set være en fornuftig vej at gå, hvis det var en vej, der kunne lade sig gøre, men det er det bare ikke, for det forudsætter jo, at der er fred og fordragelighed og stabile vilkår i Syrien. Det er der tilsyneladende ingen – med undtagelse af den her regering – der tror på sker inden for en overskuelig årrække.

Det er også sådan med lovforslaget, at problemet med det er, at det rammer meget få. Hvis det er en opstramning, en stramning af lovgivningen, er det i hvert fald en stramning, som rammer meget få. Da regeringen første gang præsenterede forslaget ved daværende justitsminister Karen Hækkerup og integrationsministeren, sagde man, at man ville ramme størstedelen af asylansøgerne fra Syrien. De ville blive ramt af den her stramning. Det viste sig at være forkert. Det viste sig, man havde fiflet med tallene. Så blev det til en tredjedel, så blev det til en fjerdedel, og nu under udvalgsbehandlingen har vi faktisk ikke kunnet få noget svar fra regeringen på, hvilken betydning det her lovforslag vil have, hvilke af de asylansøgere, vi har, det vil komme til at ramme, eller hvem det i virkeligheden vil være en opstramning for. Det, man må konkludere, er, at det er en meget, meget lille gruppe.

Forslaget er altså tilsyneladende en teoretisk stramning, et asylstramningsfatamorgana, om man vil, der ikke synes at ville kunne klare virkelighedstesten. Det er det, vi i Venstre er ganske bekymrede for. Nu vedtager vi noget i Folketinget – det bliver så på den anden side af juleferien – som ikke kommer til at virke efter hensigten, men som kommer til at skabe langt flere problemer, end det i virkeligheden løser, og som jo kommer til at være en stramning af det på papiret, men slet ikke kommer til at være det ude i virkeligheden, for det vil være meget, meget få, der i virkeligheden vil blive ramt af de ændringer af reglerne og lovgivningen, som regeringen lægger op til.

Det er lidt ligesom den her Eritrearapport, som vi har diskuteret så mange gange, og som var regeringens bud på, hvordan vi skal stoppe tilstrømningen af asylansøgere fra Eritrea. Man laver en factfindingrapport, og så bruger man den til at nægte de her eritreanere asyl. Det kunne sådan set være en udmærket vej frem, hvis den var holdbar, hvis den holdt i Flygtningenævnet, hvis den holdt til lidt offentlig debat, men det har vist sig ikke at være tilfældet. Og enhver – måske ikke alle i den her sal, men uden for Folketinget – tror jeg er klar over, at det sejler for regeringen i forhold til de eritreanske asylansøgere og den pågældende factfindingmission. Vi frygter i Venstre, at præcis det samme vil gentage sig med det her lovforslag.

Kl. 10:00

Derfor har vi under udvalgsbehandlingen forsøgt at få klare svar fra regeringen på, hvad betydningen er af lovforslaget. Vi har stillet mange spørgsmål, som justitsministeren beredvilligt har besvaret. Vi har jo ikke noget ønske om at bestemme, hvad der bliver svaret, men vi kunne godt tænke os, at der bliver svaret på det, der bliver spurgt om, og det er der desværre ikke blevet i alle tilfælde. Derfor står det uklart, hvem lovforslaget rammer, og hvad det kommer til at betyde.

Når man spørger, står det klart, at regeringen rent faktisk ikke engang selv tror på, at det her vil føre til, at man bremser asylansøgertilstrømningen, i hvert fald ikke når man under ministeransvar svarer Folketinget. Jeg kan forstå, at der er ordførere, der uden for det her lokale svarer, at det selvfølgelig vil føre til en lavere asylansøgertilstrømning til Danmark. Når man spørger ministeren, og det er det, vi skal basere vores afstemning på nede i salen, så kan man ikke få noget svar på, om regeringen tror, at det vil føre til en lavere asylansøgertilstrømning fra Syrien.

Der er dog en i debatten fra regeringen, som har været ærlig, og som har sagt det, som det er, og der vil jeg godt her fra talerstolen rose De Radikales formand, vicestatsminister Morten Østergaard, for han sagde, og nu citerer jeg:

»Der er jo ikke nogen, der tror på, at de syriske flygtninge, der kommer til Danmark, kan vende hjem inden for en kort periode.«

Det var det, vicestatsministeren sagde, og det hiver jo fuldstændig tæppet væk under regeringens såkaldte asylstramning. Vi har i samråd ikke fået svar på, hvad regeringen mener. Er det det, justitsministeren siger, eller er det det, vicestatsministeren siger? Man må bare sige, at det er ganske umuligt at få et klart svar på, hvad regeringen mener. Hvis det er det, vicestatsministeren mener, så giver det ikke meget mening at vedtage det pågældende lovforslag. Hvis det er det, justitsministeren og statsministeren mener, så giver det måske mening. Der vil jeg da komme med en klar opfordring til regeringen om, at man her i juleferien finder ud af, hvad man mener om det pågældende lovforslag, og hvad regeringens linje er. For det kan ikke være begge dele. Det kan ikke både være det, vicestatsministeren siger, og det, justitsministeren og statsministeren siger om lovforslaget.

Så glæder vi os i øvrigt til, når regeringen er blevet afklaret om, hvad den mener, og vi har fået klare svar på, hvad lovforslaget betyder, at tage stilling efter juleferien. Det er også derfor, vi ønsker at få forslaget tilbage til fornyet udvalgsbehandling her mellem anden- og tredjebehandlingen. Og vi vil også stille yderligere spørgsmål for at forsøge at få nogle klare svar, for vi bliver nødt til at lovgive på et oplyst grundlag.

Med de ord har jeg nu redegjort for Venstres folketingsgruppes stillingtagen, og man skal i parentes bemærket passe på med at rose sig selv, og det vil jeg ikke gøre, men jeg må bare sige, at det nogle gange er klogt, som Venstre har gjort i den her sag, ikke bare at agere gummistempel for regeringens såkaldte asylstramningsforslag, for der er store spørgsmålstegn ved, om det her rent faktisk får en betydning ude i virkeligheden.

Kl. 10:02

Formanden:

Der er ikke andre ordførere, men der er et antal korte bemærkninger. Fru Mette Reissmann først.

Kl. 10:02

Mette Reissmann (S):

Tak. I oktober kunne Venstres partiformand Lars Løkke Rasmussen ikke vente til de stramninger, som ville komme, og som regeringen bebudede den 14. september. Han krævede hurtigere handling. Nu er vi så i december måned, og vi andenbehandler nu her i dag det her lovforslag, som helt konkret indeholder stramninger af asylreglerne. Vi kunne have færdigbehandlet det her lovforslag inden jul, hvis ikke det var, fordi Venstre havde konstante bekymringer, konstante blokeringer for det her.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren: Hvordan hænger det sammen med, også med henvisning til ordførerens tale, hvad hans egen partiformand sagde, nemlig at han ønskede hurtigere handling, han ønskede en stramning? Det er der jo tale om, men jeg ser bare en tydelig forskel på, hvad ordføreren har sagt nu, og hvad hans partiformand bad os om i november.

Kl. 10:03

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:03

Karsten Lauritzen (V):

Jeg kan sige, at der absolut ikke er nogen mangel på sammenhæng mellem, hvad hr. Lars Løkke Rasmussen og jeg har sagt i den her sag. Vi har efterspurgt reelle stramninger, og det er jo sådan, at det har vist sig, at jo mere man graver i det her, jo færre rammer det, jo færre er det en opstramning for, og jo større tvivl er der, om det her reelt er en opstramning.

I Venstre ønsker vi modsat regeringen varige løsninger for det asylpres, ikke midlertidige løsninger. Vi ønsker ikke en Eritrearapportsituation igen med det her lovforslag. Det frygter vi altså sker, og det kan jeg selvfølgelig godt se er træls for regeringen, men hvis regeringen havde et oprigtigt ønske om at stramme op på det område, havde man jo inviteret Venstre over til en kop kaffe i Justitsministeriet, da hr. Lars Løkke Rasmussen sagde, som han gjorde, men det har regeringen ikke ønsket. Nej, man har lavet sit eget forslag, som man godt selv ved vil få en begrænset effekt, for ellers ville man aldrig få De Radikale til at stemme for det, og så lægger man det ned i Folketingssalen. Når der så er nogle, der stiller kritiske spørgsmål, bliver man sur. Det synes jeg sådan set ikke man har nogen grund til at være.

Kl. 10:04

Formanden:

Fru Mette Reissmann.

Kl. 10:04

Mette Reissmann (S):

Nu skal jeg ikke lige forholde mig til hr. Karsten Lauritzens gætterier om, hvem der er sure, og hvem der er glade. Jeg kan nu konstatere, at vi har med et lovforslag at gøre, der indeholder konkrete stramninger, og i den her sammenhæng vil jeg gerne have lov til at henlede hr. Karsten Lauritzens opmærksomhed på et citat fra Politiken den 27. oktober, hvor hr. Karsten Lauritzen siger:

»Men vi har sagt, at vi stemmer for en stramning af lovgivningen, selvom det er en lille en, og det står vi selvfølgelig ved«.

Så nu begynder jeg jo så at høre hr. Karsten Lauritzen betvivle, hvad han egentlig selv sagde, så selv om den var nok så lille i hr. Karsten Lauritzens verden, ville han alligevel stemme for den. Så vil jeg gerne have at vide: Stemmer Venstre ja eller nej til det her lovforslag?

Kl. 10:05

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:05

Karsten Lauritzen (V):

Det vil man jo se, når vi stemmer efter jul til tredjebehandlingen. Der vil vi redegøre for vores stillingtagen. Vi vil bare have lov til at finde ud af, hvad det er, vi stemmer for, og det synes jeg sådan set er reelt nok.

Så skal jeg beklage, hvis jeg har givet udtryk for, at fru Mette Reissmann var sur. Jeg vil dog sige, at hun ser i denne sag en smule mellemfornøjet ud, og det er jo en ærlig sag, fordi det er selvfølgelig træls, at regeringen ikke kan gå ud og sige: Nu har vi strammet. Men det kan regeringen ikke, fordi det er tvivlsomt, om det her rent faktisk er et opstrammende forslag. Når vi har klarhed over det, tager vi stilling i Venstre, og hvis det er en stramning, stemmer vi for.

Kl. 10:06

Formanden:

Hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Kl. 10:06

Martin Henriksen (DF):

Tak for det. Jeg er enig med hr. Karsten Lauritzen i, at det her er en lille stramning. Det er tæt på ingenting, men det er trods alt bedre end ingenting, og derfor vil jeg også opfordre Venstre til at stemme for. Jeg vil også godt spørge Venstre om noget. Når nu det er, at Venstre mener, at regeringens lovforslag ikke er nok, hvordan kan det så være, at man ikke stemmer for Dansk Folkepartis ændringsforslag, som alt andet lige strammer markant mere end det, som regeringen lægger op til? For hvis Venstre ikke mener, at regeringens lovforslag er nok, og det er vi fra Dansk Folkepartis side enige i, så må logikken jo være, at Venstre kan stemme for Dansk Folkepartis forslag, som strammer mere.

Kl. 10:06

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:07

Karsten Lauritzen (V):

Nu har Dansk Folkeparti jo stillet en række ændringsforslag hertil, og vi kan faktisk også godt se os selv i nogle af dem, men al den stund at de ikke vil blive vedtaget, heller ikke selv om vi ville stemme for, tror jeg, vi har det sådan, at vi gerne vil gemme den diskussion med Dansk Folkeparti til et tidspunkt, hvor vi kan mønstre et flertal i Folketingssalen, og så er jeg sikker på, at vi nok skal nå til enighed om at skabe varige løsninger på den asylsituation, som Danmark står i. Men lige i forhold til regeringens lovforslag har vi altså valgt at sige nej tak til Dansk Folkepartis ændringsforslag. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan se os selv i nogle af dem, men det betyder bare, at vi sådan set synes, det ville være rigtigst at gemme den diskussion og forhandling til et senere tidspunkt, og vi har i Venstre også selv en række bud på, hvad man kunne gøre for at bremse asyltilstrømningen, det har vi skrevet i vores oplæg »Danmark – for dem der kan og vil«. Derfor ønsker vi at se tingene i en sammenhæng og ikke blot isoleret i forhold til regeringens lovforslag.

Kl. 10:07

Formanden:

Hr. Martin Henriksen.

Kl. 10:08

Martin Henriksen (DF):

Skal jeg så forstå det, som Venstre siger, sådan, at Venstre vil støtte Dansk Folkepartis forslag, men at de vil vente med det til efter et valg? For det synes jeg er en fin melding at få fra Folketingets talerstol, det er en meget, meget klar melding, og hvis det er den melding, jeg får, vil jeg gerne kvittere for den på forhånd. Og hvis ikke hr. Karsten Lauritzen vil sige, at Venstre vil støtte Dansk Folkepartis ændringsforslag nu eller efter et valg, så synes jeg, man mere klart skal sige, hvad det så er, man ønsker at stramme yderligere op på. Men mener hr. Karsten Lauritzen, at Dansk Folkepartis ændringsforslag er gode, og at dem vil Venstre støtte, man vil bare vente med at støtte dem til efter et folketingsvalg?

Kl. 10:08

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:08

Karsten Lauritzen (V):

Jeg kan godt se, at hr. Martin Henriksen fisker efter en lille julegave til Dansk Folkeparti, og der er jeg ked af, at jeg må skuffe hr. Martin Henriksen og sige det samme, som jeg sagde før, altså at vi muligvis godt kan se os selv i nogle af ændringsforslagene, men at vi synes, det vil være rigtigst at gemme det til en senere forhandling og diskussion med Dansk Folkeparti i den situation, at vi måtte have et flertal. Så efterspørger hr. Martin Henriksen, hvad Venstre så vil, og det står jo i vores udlændingeudspil »Danmark – for dem der kan og vil«. Der er en lang række forslag, som bl.a. handler om at gøre det mindre attraktivt at søge om asyl i Danmark, og dem kunne man jo starte med at tage fat på. Og det er i øvrigt nogle forslag, som jeg kan forstå at Dansk Folkeparti støtter.

Kl. 10:09

Formanden:

Fru Trine Bramsen for en kort bemærkning.

Kl. 10:09

Trine Bramsen (S):

Nu taler vi jo om muligheden for at begrænse muligheden for at opnå asyl i Danmark. Kan Venstres ordfører pege på så meget som ét, bare ét, konkret forslag til, hvordan man vil begrænse muligheden for at opnå asyl i Danmark?

Kl. 10:09

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:09

Karsten Lauritzen (V):

Jamen jeg kan muligvis godt se nogle bud på, hvordan man kunne begrænse muligheden for at få asyl i Danmark, men jeg tror faktisk, det vil have en større effekt at sikre, at nogen ikke vælger Danmark som asyldestination. Der er det jo bare sådan, at vi modsat den her regering, som vi har nu, har ført en linje, hvor man ikke blev pakket ind i vat og blev omfattet af velfærdsstaten, fra den dag man satte fødderne i Danmark og blev anerkendt som asylansøger. Det parti, som fru Trine Bramsen repræsenterer, har jo ændret de økonomiske vilkår, sådan at man som anerkendt asylansøgerfamilie nu får 120.000 kr. mere om året, end man fik i vores regeringstid. Det er 10.000 kr. mere om måneden, og det rygtes hos menneskesmuglerne. Det er da en af årsagerne til, at der kommer masser af eritreanere til Danmark, det er, fordi de kan få den høje kontanthjælp. Det er da derfor, at der kommer masser af familier fra Syrien, det er, fordi de har hørt om de gode vilkår i Danmark, og der ønsker vi at skrue lidt ned for vilkårene, og det er én vej at gå. Men vi er også åbne over for at se på, om man kan stramme op på selve asyllovgivningen.

Kl. 10:10

Formanden:

Fru Trine Bramsen.

Kl. 10:10

Trine Bramsen (S):

Faktum er jo, at Venstre ikke er kommet med så meget som ét, bare ét lille forslag til at begrænse mulighederne for at opnå asyl i Danmark. Vil ordføreren redegøre for, om det også er den danske regerings skyld, at der er sket en tilsvarende stigning i antallet af flygtninge, der kommer til samtlige lande omkring os? Er det også den danske regerings skyld?

Kl. 10:10

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:11

Karsten Lauritzen (V):

Altså, det kan jeg jo ikke udelukke. Det tror jeg da bestemt ikke at det er, men regeringen kan jo ikke undsige sig, at det har en betydning. Vi kan jo se, at antallet af asylansøgere faldt, da man i 2002 indførte starthjælpen. Og jeg tror også, at det, hvis man gennemfører det forslag, som Venstre har, med den nye, moderne integrationsydelse, hvor det, de får, er meget mindre, så vil føre til, at vi vil se et dyk i asyltilstrømningen. Men jeg vil ikke holde regeringen op på, hvad der sker i andre lande.

Kl. 10:11

Formanden:

Hr. Troels Ravn for en kort bemærkning.

Kl. 10:11

Troels Ravn (S):

Tak. Jeg må sige, at jeg umiddelbart var noget overrasket over ordførerens tale her. Umiddelbart kunne jeg næsten foranlediges til at tro, at ordføreren var under påvirkning af at skulle udlevere partiet Venstres angrebsmanual frem for egentlig at forholde sig seriøst og konstruktivt til lovforslaget her.

Når jeg gransker i det, der ellers er blevet sagt fra Venstre i asyldebatten, så efterlyste Venstres integrationsordfører Martin Geertsen den 17. september i år handling fra regeringen. Jeg citerer: Vi risikerer svenske tilstande, hvis ikke regeringen handler nu. Og nu er det altså, at regeringen handler, både medmenneskeligt, ansvarsfuldt og pragmatisk. Vi har en konkret asylstramning her, som vil give luft i kommunerne. Har Venstre så egentlig skiftet holdning til behovet for hurtig handling?

Kl. 10:12

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:12

Karsten Lauritzen (V):

Nej, det har vi ikke, men vi ønsker reel handling. Vi ønsker jo ikke bare teoretiske stramninger og ting, som ikke holder ude i virkeligheden som f.eks. den Eritrea-rapport, som regeringen jo har ansvaret for, som jo altså havde til formål at skulle bremse tilstrømningen af asylansøgere fra Eritrea og sikre, at vi ikke kunne give dem asyl eller ikke var forpligtet til at give dem asyl. Man må bare sige, at situationen er, at det ikke ser ud til at have haft den tilsigtede effekt.

Så vi er for reelle stramninger, og vi vil også stemme for det her forslag, hvis der er en reel stramning i det, men altså al den stund at vicestatsministeren har hevet en stor del af grundlaget og forudsætningen for lovforslaget fra hinanden for et par dage siden, så synes jeg sådan set, det er fair nok, at det største oppositionsparti bruger juleferien til lige at finde ud af, hvad forslaget betyder. Så kan regeringen samtidig bruge juleferien til at finde ud af, hvad man rent faktisk mener i forhold til det. Mener man det, statsministeren og justitsministeren siger, eller mener man det, vicestatsministeren siger?

Kl. 10:13

Formanden:

Hr. Troels Ravn.

Kl. 10:13

Troels Ravn (S):

Jeg må sige – jeg er i øvrigt ikke specielt kritisk – at de ting, ordføreren står på talerstolen og udtrykker, altså mest fremstår som væverier, for er det Venstres holdning, at der ikke er behov for hurtig handling i forbindelse med udfordringerne med stigningen i antallet af asylansøgere, og hvilke forslag om konkrete handlinger har partiet Venstre så i forhold til den tilstrømning af flygtninge, vi ser?

Kl. 10:14

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:14

Karsten Lauritzen (V):

Det, vi har gjort, er bl.a., at vi har læst de høringssvar, der er kommet, og der skriver Advokatrådet og Advokatsamfundet, som ikke er politiske: Der synes ikke af saglige grunde at være behov for at indføre den nye status; der synes ikke af saglige grunde – her siger Advokatrådet, at de faktisk mener, at regeringens lovforslag er usagligt. Så skulle det være mærkeligt, hvis Venstre som det største oppositionsparti ikke siger: Skulle vi ikke lige undersøge det? Er det her kun en teoretisk stramning og ikke en reel stramning? Det er der jo noget, der tyder på. Det synes jeg faktisk er seriøst af os. Og så kan jeg sige til hr. Troels Ravn, at jeg har mange papirer med herop, men jeg har ikke fået Venstres angrebsmanual med, så den læser jeg ikke op fra, men fra Advokatrådets høringssvar.

Kl. 10:14

Formanden:

Hr. Jeppe Bruus, den sidste korte bemærkning.

Kl. 10:14

Jeppe Bruus (S):

Tak. Jeg er noget forundret og forvirret over Venstre, ikke bare i den her sag, men i det hele taget i den seneste tid. Jeg synes sådan set, at ordføreren – angrebsmanual eller ej – ligger meget på linje med det, vi hører andre steder fra, fordi jeg kan konstatere fra de svar, som hr. Karsten Lauritzen har givet, at Venstre ikke nu kan tilkendegive, om de vil stemme for eller imod. Venstre vil ikke svare på, hvad de egentlig selv vil eller har stillet af forslag, og i det svar, som ordføreren giver til Dansk Folkeparti, siger ordføreren ganske klart: Jamen vi vil ikke ønske at drøfte noget med Dansk Folkeparti i den nærmeste fremtid; det må vente til et senere tidspunkt. Vi må forstå det sådan, at det er efter et valg. Nu er der 9 måneder til et valg. Ønsker Venstre alene at køre valgkamp i de 9 måneder, eller ønsker Venstre som en del af det ærede Folketing at være i arbejdstøjet sammen med os andre?

Kl. 10:15

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:15

Karsten Lauritzen (V):

Vi ønsker selvfølgelig at være i arbejdstøjet. Jeg tror, at hvis man kigger på det, vil man se, at vi har stemt for rigtig mange af regeringens forslag. Det har vi også gjort her i dag. Men altså, der kommer noget, som er noget makværk, og som ikke vil have den effekt, som det er tiltænkt, altså som ikke vil bremse asyltilstrømningen. Hvis justitsministeren vil give et svar til Folketinget, hvor hun skriver, at ja, vi regner med, at det her vil bremse asyltilstrømningen til Danmark, så stemmer vi for. Men problemet er, at vi har spurgt, ikke en gang, ikke to gange, men – jeg tror – tre gange og masser af gange i et mundtligt samråd, og justitsministeren kan ikke komme med et svar. Så hvis hr. Jeppe Bruus kan få overtalt en af sine partifæller, justitsministeren eller statsministeren, til at komme og give svaret i Folketingssalen under ministeransvar, så kan jeg love, at så stemmer vi for det her forslag med det samme. Men indtil da vil vi altså have lov til at nærstudere forslaget, og så tager vi stilling efter jul, og så har regeringen måske også fundet ud af, hvad den mener.

Kl. 10:16

Formanden:

Hr. Jeppe Bruus.

Kl. 10:16

Jeppe Bruus (S):

Jeg synes jo sådan set bare, at svaret fra ordføreren her meget godt illustrerer svaret på mit spørgsmål, nemlig at vi må forstå det sådan, at det her handler mere om at trække tiden i langdrag og føre valgkamp end om egentlig at være i arbejdstøjet, og det er så det.

Kl. 10:16

Formanden:

Ordføreren.

Kl. 10:16

Karsten Lauritzen (V):

Hvis ordføreren gerne vil have nogle forslag, kan jeg sige, at vi ønsker at indføre en ny integrationsydelse; vi ønsker at rulle muligheden for at bo og arbejde uden for centrene tilbage; vi ønsker at se på en række af de ydelser, som regeringen har indført, retten til at optjene folkepension for anerkendte asylansøgere. Hvis man læser vores udspil »Danmark – for dem der kan og vil«, vil man se en lang række opstramningsforslag. Så hr. Jeppe Bruus er velkommen til at læse oplægget, og så vil han se svar på spørgsmålene. Jeg skal gerne give ham en gratis kopi, hvis det er det.

Kl. 10:17

Formanden:

Tak til Venstres ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet. Vi går til afstemning.

Kl. 10:17

Afstemning

Formanden:

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (DF), og der kan stemmes nu. Ja, man må gerne være på sin plads.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 14 (DF), imod stemte 91 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 2 af et mindretal (DF), og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 13 (DF), imod stemte 92 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 3 af et mindretal (DF), og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 13 (DF), imod stemte 94 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 4, tiltrådt af udvalget?

Det er vedtaget.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 5 af et mindretal (DF), og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 13 (DF), imod stemte 94 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 6 af et mindretal (DF), tiltrådt af et andet mindretal (KF), og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 19 (DF og KF), imod stemte 88 (V, S, RV, SF, EL, LA og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 7-9, tiltrådt af udvalget?

De er vedtaget.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 10 af et mindretal (DF), og der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 13 (DF), imod stemte 94 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Kl. 10:20

Meddelelser fra formanden

Formanden:

I dag er der følgende anmeldelser:

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Lovforslag nr. L 100 (Forslag til lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder) og

Lovforslag nr. L 105 (Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansiel stabilitet, lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om værdipapirhandel m.v. og ligningsloven. (Gennemførelse af direktiv om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD) og direktiv om indskudsgarantiordninger (DGSD))).

Titlerne på de anmeldte sager vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Der er ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes tirsdag den 13. januar 2015, kl. 13.00.

Jeg henviser til den dagsorden, der vil fremgå af Folketingets hjemmeside. Jeg kan i øvrigt henvise til ugeplanen, der ligeledes fremgår af Folketingets hjemmeside.

Jeg ønsker alle medlemmer og alle medarbejdere i huset en glædelig jul og et godt nytår!

Mødet er hævet. (Kl. 10:23).