Af Søren Krarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Jesper Langballe (DF), Peter Skaarup (DF) Til videnskabsministerenHelge Sander (V)
Samling: 2009-10Status: Foretaget
Møde nr.30, torsdag 10.12.2009
Hvilke lovgivningsinitiativer til hævdelse og udvikling af det danske sprog på universiteter og de videregående uddannelser påtænker ministeren i relation til Kulturudvalgets beretning af 21. januar 2009?
Det næste punkt på dagsordenen er:
28) Forespørgsel nr. F 10:
Forespørgsel til videnskabsministeren:
Af Søren Krarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Jesper Langballe (DF) og Peter Skaarup (DF).
(Anmeldelse 29.10.2009. Fremme 03.11.2009).
Formanden:
Den første, der får ordet for begrundelse af forespørgslen, er ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Krarup.
Begrundelse
(Ordfører for forespørgerne)
Søren Krarup (DF):
Den 21. januar i år blev der i Kulturudvalget afgivet en beretning om hævdelse af det danske sprog, hvor et flertal i udvalget vedtog følgende:
»Flertallet pålægger regeringen at forberede et lovforslag, der forpligter universiteterne i Danmark til at drage omsorg for, at dansk fastholdes som videnskabs- og undervisningssprog både på bachelor- og kandidatuddannelserne.
Flertallet bemærker, at formålet med beretningen er at sikre, at det danske sprog fortsat bruges og udvikles på universiteterne, så det forbliver et komplet og samfundsbevarende sprog, og forhindre, at dansk reduceres til et sekundært sprog.«
Idet det understreges, at det er et lovforslag, flertallet pålægger regeringen at udarbejde, og at regeringens efterfølgende opfølgning på sprogudvalgets rapport »Sprog til tiden« således ikke opfylder beretningens krav om forpligtende lovgivning, bedes videnskabsministeren som den, under hvem universitetet og den højere uddannelse sorterer, fortælle Folketinget, om forberedelsen til en sådan lovgivning er påbegyndt, og hvilket indhold ministeren har påtænkt at give den.
Tak til hr. Søren Krarup for begrundelsen, og så er det videnskabsministeren for besvarelse.
Besvarelse
Videnskabsministeren (Helge Sander):
Tak for anledningen til at få en debat om brugen af sprog på universiteterne. Det er jo, som det fremgik af begrundelsen fra hr. Søren Krarup, en meget naturlig diskussion, fordi universiteterne på den ene side er helt centrale kulturbærere i det danske samfund, og fordi universiteterne samtidig på den anden side altid har og altid vil indgå i tæt dialog med verden omkring os, og her rækker det danske sprog som bekendt ikke.
Jeg håber, at vi under debatten her i dag kan bekræfte hinanden i, at vi for det første vil have, at vore universiteter har gode muligheder for at agere internationalt for derved også at blive stærkere i Danmark, og at vi for det andet vil have, at vores studerende får kompetencer til at begå sig på det globale arbejdsmarked, og at vi endelig for det tredje vil have, at det også i fremtiden er universiteterne, der tilrettelægger studierne.
Overordnet er det regeringens politik, at lovgivning ikke er det rigtige instrument i forhold til valg af sprog på universiteterne. Det hører under den frihed til at tilrettelægge uddannelsesindholdet og undervisningen, som universiteterne selvfølgelig skal have, så det er med andre ord en central del af universiteternes faglige selvstyre. Men det betyder ikke, at vi i regeringen ikke er opmærksomme på emnets vigtighed. Vi følger udviklingen særdeles nøje og har da også i år som led i regeringens opfølgning på sprogudvalgets rapport taget flere konkrete initiativer på området.
Regeringen har således lovet at offentliggøre en rapport om universiteternes sprogstrategier inden årets udgang, altså en rapport der vil foreligge inden for ganske få dage. Regeringen vil derudover hvert andet år udarbejde en rapport om udviklingen i undervisningssproget på universiteterne og sammenhængen med kandidaternes arbejdsmarked; den kommer første gang i 2011. Og ikke mindst har regeringen iværksat en grundig undersøgelse af kvaliteten af engelsksproget undervisning på universiteterne; det er en undersøgelse, hvis resultat vil foreligge om ca. 1 år. Vi gør altså noget, for selvfølgelig er jeg optaget af, at universiteterne sikrer kvalitet i undervisningen, uanset hvilke sprog der undervises på.
Det er en opgave for universiteterne at finde den konkrete balance mellem kvalitet og relevans. Det er jo ikke tilfældigt, at vi hylder princippet om universiteternes faglige selvstyre, fastlæggelse af fagligt indhold i uddannelserne, og hvordan undervisningen skal tilrettelægges, herunder undervisningssprog. Det overlades nu engang bedst til universiteterne selv, og det er derfor heller ikke noget, jeg ser behov for at lovgive om.
Det har været fremme i beretningen, at dansk skulle være undervisningssprog på uddannelser, hvor kandidaterne hovedsagelig er beskæftiget i danske sammenhænge, men hvordan afgrænser man det i praksis? Hvem skal afgøre, hvilke uddannelser det gælder for, og findes der overhovedet i dag universitetsuddannelser, der uddanner kandidater uden behov for internationale kompetencer? Det danske arbejdsmarked består jo dels af danske virksomheder med internationale kontakter, dels også af internationale virksomheder med base i Danmark, og hvis vi vil sikre, at Danmark er et attraktivt land for internationale virksomheder at investere i, skal vi kunne levere højt kvalificerede videnmedarbejdere med de relevante internationale kompetencer. Ellers risikerer vi, at virksomhederne flytter udenlands.
I øvrigt skal universiteterne jo inddrage aftagepaneler i udviklingen af nye og eksisterende uddannelser. De bidrager naturligvis til at sikre sammenhængen mellem uddannelserne og det arbejdsmarked, som de retter sig imod.
Det har også været fremme i beretningen, at universiteterne bindende skal forpligte sig til, og jeg citerer:
»... at sikre den fortsatte eksistens og udvikling af det danske sprog.«
Jamen selvfølgelig skal det danske sprog bevares. Men jeg tror nu ikke, at vores sprog er ved at dø ud, og jeg vil godt benytte lejligheden til at mane et par af de misforståelser, som debatten af og til præges af, i jorden. En af de påstande, jeg er stødt på, er, at dansk i stor stil fortrænges af engelsk på de danske universiteter, men det mener jeg nu ikke er tilfældet. Langt de fleste bacheloruddannelser i dag udbydes på dansk, og de nyeste tal viser, at kun omkring 7 pct. udelukkende udbydes på engelsk – 7 pct. Det er først på kandidatuddannelserne, der inden for visse fagområder udbydes engelsksprogede uddannelser i større udstrækning, og samlet set er det ca. 19 pct. af alle uddannelser, der kun udbydes på engelsk.
Der er altså ikke tale om, at vi i dag uddanner danske dyrlæger, ingeniører og for den sags skyld jurister, der ikke har kunnet tilegne sig et fagsprog på dansk i løbet af deres 5-årige uddannelse på universitetet. Netop dyrlægestudiet fremhæves ofte i debatten. Man har hæftet sig ved, at KU's biovidenskabelige fakultet Live har en politik om at udbyde samtlige kandidatuddannelser på engelsk, og nogle har så fået den opfattelse, at kandidaterne ikke vil kunne kommunikere deres faglighed på dansk i deres fremtidige virke som dyrlæge. Men faktum er, at 45 pct. af dyrlægestudiet på kandidatuddannelsen rent faktisk foregår på dansk, idet man med de uddannelsesdele, der involverer klientkontakt, anvender dansk som undervisningssprog.
En anden myte er, at universiteterne helt ukritisk indfører engelsk som undervisningssprog, hvor det er muligt, men sådan forholder det sig ikke. Allerede tilbage i 2002, hvor der blev talt om øget udbud af engelsksprogede uddannelser, betonede universiteterne både kvalitet og relevans. Universiteterne udarbejdede dengang nogle fælles anbefalinger, og i dag har de jo som bekendt alle en sprogpolitik. Universiteterne har altså haft fokus på vigtigheden af at føre en afbalanceret sprogpolitik, længe inden hr. Søren Krarup i 2006 tog emnet op her i Folketinget.
Af universiteternes sprogstrategier fremgår det generelt, at engelsksprogede uddannelser skal udbydes, hvor det er relevant, og hvor det kan styrke den faglige kvalitet, og den betragtning er jeg enig i. Tilsvarende betyder universiteternes formidlingspligt, at de også er forpligtede til at formidle på dansk.
Lad mig slutte, som jeg startede, nemlig med at sige, at min ambition er stærke danske universiteter, der kan agere internationalt, med studerende, der lærer at begå sig på fremtidens globale arbejdsmarked. Hvordan kan vi ellers i 2009 gøre os håb om at fastholde og udbygge Danmarks position som et stærkt uddannelsesland? Men selvfølgelig anerkender jeg fuldt ud, at universiteterne ikke kun er globale aktører, men også kulturbærende videninstitutioner herhjemme. Jeg forventer, at universiteterne kan afbalancere begge disse hensyn, og jeg overlader det trygt til universiteterne at løse denne opgave.
Tak til videnskabsministeren for besvarelsen.
Så går vi i gang med forhandlingen – der er ikke spørgsmål nu, de kommer senere, sandsynligvis. Den første, der får ordet under forhandlingen, er hr. Søren Krarup som ordfører for forespørgerne.
Forhandling
Det begyndte i december 2006. Da var vi nogle stykker, der fremsatte forslag til folketingsbeslutning om en dansk sproglov, og ved debatten i januar 2007 viste det sig, at der var fælles bekymring for det danske sprogs skæbne hos alle Folketingets partier. Det var glædeligt at opleve, og debatten førte til nedsættelse af et sprogudvalg, der udarbejdede en rapport, »Sprog til tiden«, som udkom i april 2008. Her var bekymringen for det danske sprogs fremtid meget udtalt, men længere end til at fremkomme med anbefalinger nåede sprogudvalget ikke.
Derfor samledes Folketingets partier sidste efterår for at søge at nå frem til en fælles politik, som kunne styrke det danske sprogs stilling på universiteterne og de videregående uddannelser. Lad mig bare prale og sige, at vi arbejdede flittigt i november og december. Desværre ville regeringspartierne ikke være med til en lovgivning, der forpligtede universiteterne til at tale dansk, og det endte med, at et flertal uden om regeringspartierne den 21. januar 2009 vedtog en beretning i Kulturudvalget, der pålagde regeringen at forberede et lovforslag, der forpligter vores universiteter til at drage omsorg for at fastholde dansk som videnskabs- og undervisningssprog både på bachelor- og kandidatuddannelserne.
Det fik regeringen på banen med en opfølgning på sprogudvalgets rapport, og Undervisningsministeriet, Kulturministeriet og Videnskabsministeriet kom hver med deres bud på, hvordan det danske sprog kan støttes i en situation, hvor det er presset i sit eget land som aldrig før. Vi oplever det jo alle sammen dagligt. Der tales engelsk, ikke dansk. Der undervises og eksamineres på engelsk, mens det danske sprog fører en askepottilværelse på de danske universiteter og højere læreanstalter.
Forleden mødte jeg en fortvivlet jurastuderende, der skulle eksamineres på engelsk i sit studium af danske lovregler. Han og hans studiekammerater havde tryglet om at få lov til at tale dansk, men forgæves. Det danske sprog er foragtet på universitetet, og det ministerium, der har ansvaret for de videregående uddannelser, er ikke til at råbe op.
Det var dette, der fremgik af regeringens opfølgning på sprogudvalgets rapport, som kom i marts måned i år. Problemet bagatelliseres systematisk og mest af det ministerium, der har ansvaret for universiteterne og de højere uddannelser. Jeg må tilstå, at jeg ikke giver meget for Undervisningsministeriets og Kulturministeriets forholdsregler, men jeg giver slet ingenting for Videnskabsministeriets ord om det, der kaldes for styrkelse af det danske sprog på universiteterne. Det er i mine øjne ren kapitulation. Der er ikke den ringeste vilje til at gøre noget for det danske sprog. Man vedkender sig slet ikke noget ansvar for det, der dog er vores modersmål. Sagt på et andet sprog end engelsk er det viel Geschrei og wenig Wolle.
Derfor denne forespørgsel til videnskabsministeren. Han og hans ministerium er de skyldige. Det er dem, der med en forpligtende lovgivning kan sikre, at dansk på universiteterne forbliver et komplet og samfundsbærende sprog. Men det er åbenlyst, at Videnskabsministeriet vil snakke sig fra sit ansvar. Det fremgår kun alt for klart af afsnittet i regeringsopfølgningen. Der mangler to helt afgørende forudsætninger. Der mangler for det første sans for, hvad et sprog er, og der mangler for det andet sans for, hvad et universitet er. Sagt med ét ord, der mangler ånd.
I stedet er der fraser om globalisering og internationalisering og strategi. Nej, et folk er ikke en erhvervsvirksomhed, og et sprog er ikke kun et redskab. Den åndløshed, der ligger i at reducere Danmark til en forretning, hvor man for indtjeningens skyld skal forskrive sig til globaliseringen, tager livet af noget, der er vigtigere end fakturaer, og den åndløshed, der ligger i at reducere det danske sprog til et blot fakturaskabende redskab i, som det hedder, verdensklasse, ender med at gøre danskerne til, som det hed tidligere, et folk foruden mæle med børn foruden sjæle.
Det er denne alarmerende udvikling, som jeg med denne forespørgsel vil anfægte. Vi er i færd med at sætte noget afgørende i vores eksistens over styr. Det er dem, der sidder med magten til at forhindre det, som jeg med dette initiativ på mit partis vegne vil prøve på at råbe op.
I forlængelse heraf vil jeg gerne fremsætte et forslag til vedtagelse, der lyder således:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget pålægger regeringen at føre Kulturudvalgets beretning af 21. januar 2009 ud i livet, således at det ved lovgivning sikres, at det danske sprog fortsat bruges og udvikles på universiteterne og de videregående uddannelser, og at det derved forhindres, at dansk reduceres til et andenrangssprog. I universitetsloven bør det indgå i formålsbestemmelserne i § 2, at universiteterne i alle fag skal bidrage til udvikling af det danske sprog, og i § 8 bør der indføjes en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler for brug af dansk til og med kandidatniveau.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 27).
Tak. Dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til hr. Søren Krarup. Så er det fru Malou Aamund som ordfører for Venstre.
(Ordfører)
Malou Aamund (V):
Det er efterhånden en lang saga, vi har haft, om sprog på universiteterne, og jeg anerkender den ihærdige kamp, forespørgselsstilleren utrætteligt har kæmpet i denne sag. Essensen er, at ordføreren synes, at vi skal drage en helt særlig omsorg for det danske sprog, og det mål deler vi i Venstre.
De danske universiteter spiller en vigtig rolle, både hvad angår bevarelsen og udviklingen af det danske sprog. De danske universiteter uddanner primært danske kandidater, hvoraf mange skal fungere i det danske samfund på dansk. Nogle kandidater kommer endda til at udfylde funktioner, der er bundet til det danske sprog, f.eks. i forbindelse med dansk lovgivning, dansk litteratur og danske medier.
Men samtidig er universiteterne aktører i en benhård konkurrence med andre internationale udbydere af videregående uddannelser, og det er helt afgørende, at de har de nødvendige frihedsgrader til at udfylde den rolle. Både viden og de studerende er blevet mere mobile, og det er vigtigt, at universiteterne kan ansætte de bedste forskere, uanset hvilken nationalitet de har, så længe de kan formidle deres viden til de studerende.
Det er dette dobbelte hensyn, universiteterne skal fungere under: Hensynet til dansk på universiteterne, der fortsat skal være det kultur- og samfundsbærende sprog, og hensynet til at kunne tilbyde de studerende den bedste undervisning og tiltrække de bedste internationale forskere.
Enkelte partier ønsker at formulere bindende bestemmelser i loven, der tvinger universiteterne til at værne om det danske sprog, og det er jo det, der er det springende punkt. Ønsker man lovgivning, eller har man tillid til, at universiteterne selv kan forvalte opgaven? I Venstre synes vi, det er afgørende, at universiteterne har frihed, og vi har den holdning, at deres frihed skal styrkes, og at vi skal stå vagt om deres selvstyre. Derfor ville det være det helt forkerte signal og den forkerte politik at gå ind og detailregulere på valg af sprog.
I universitetslovens formålsparagraf står der, at universitetet har til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau. Så holdningen i mit parti er, at vi ganske enkelt ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten af forskning og undervisning.
Er det så det samme som laissez faire? Er det det samme, som at universiteterne får lov til at vanrøgte det danske sprog og skalte og valte, som det passer dem? Nej, det er det ikke. Regeringen har besluttet at holde et vågent øje med udviklingen på området, og vi har bedt universiteterne om at lave sprogstrategier, og inden udgangen af året vil vi allerede have den første situationsrapport på området. Fremover vil vi hvert andet år få en rapport om udviklingen på området.
Så tro mig, Venstre er ikke ligeglade. Venstre vil ikke sløse med en kulturarv som det danske sprog, men som udgangspunkt vil vi vise tillid og give ansvaret fra os, for vi tror, at universiteterne selv kan løfte opgaven.
Derfor skal jeg på vegne af V, S, SF, KF, RV, EL og LA fremsætte følgende:
»Folketinget konstaterer, at dansk også på de videregående uddannelsesinstitutioner fortsat skal være det samfunds- og kulturbærende sprog i Danmark, idet universiteterne har en dobbeltrolle som både globale aktører og kulturbærende institutioner.
Folketinget understreger vigtigheden af, at universiteterne balancerer begge hensyn uden at gå på kompromis med uddannelseskvaliteten. Det konstateres, at universiteterne har fagligt selvstyre og selv tilrettelægger uddannelsesindhold og undervisning.
Folketinget ønsker at understøtte udviklingen af dansk som videns- og undervisningssprog på universiteterne, bl.a. gennem stadigt fokus på universiteternes sprogstrategier.
Folketinget konstaterer, at regeringen inden udgangen af 2009 offentliggør en rapport om universiteternes sprogstrategier, og herefter hvert andet år udarbejder en rapport, et sprogbarometer, om udviklingen i undervisningssproget på universiteterne og sammenhængen med arbejdsmarkedet.
Folketinget opfordrer regeringen til at undersøge fordele og ulemper, herunder økonomi og administration, ved etableringen af et nationalt terminologicenter, som kan understøtte udviklingen af fagsprog og sikre videndeling indbyrdes mellem forskningsmiljøer og det omgivende samfund.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 28).
Tak. Også dette forslag til vedtagelse indgår i Folketingets videre forhandlinger.
Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Krarup.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at fru Malou Aamund på Venstres vegne har et meget reelt og hæderligt forhold til spørgsmålet, men på den anden side mener jeg jo ikke, at man kan blive ved med at lukke øjnene for, at det ikke er gjort med hensigtserklæringer, med anbefalinger, med et ønske om, at det skal gå i den og den retning.
Der er jo tale om et område, der i stigende grad bliver fremmed for det sprog, som det almindelige folk taler her i landet. Jeg står her med en bog, der udkom for 3 dage siden, skrevet af den tidligere formand for Dansk Sprognævn, Niels Davidsen-Nielsen, hvori han netop understreger, hvor katastrofal situationen efterhånden er.
Jeg vil gerne spørge fru Malou Aamund: Kan det slet ikke anfægte hæderlige folketingspolitikere, at de folk, der har sproget inde på allernærmeste hold, siger, at den er gal, at den er afgørende gal?
Jørn Lund, Sabine Kirchmeier-Andersen og Niels Davidsen-Nielsen har i fællesskab også i sprograpporten sagt, at hvis vi skal bevare dansk som et sprog, der virkelig kan forskes i og tænkes på, er det nødvendigt, at vi får en sproglov, i stedet for at man blot kommer med hensigtserklæringer.
Ordføreren.
Selvfølgelig gør det indtryk, når sprogforskere siger, at dansk sprog er presset. Men jeg synes også, at der er mange forskellige holdninger på området, for de er jo heller ikke enige i sprogudvalget om, hvorvidt der skal være bindende bestemmelser eller ej.
Hvis vi kigger på, hvordan det reelt ser ud på området, jamen så er der sket en udvikling fra, at 17 pct. af uddannelserne blev udbudt på engelsk, til, at 19 pct. af uddannelserne bliver udbudt på engelsk; på 2 år tror jeg at det er sket. Det synes jeg ikke er alarmerende, og jeg synes faktisk, at de begrundelser, man læser fra universiteterne, om, at der skal være en saglig begrundelse for, at det bliver udbudt på engelsk, har været fornuftige. Jeg synes egentlig, at det har været nogle fornuftige forklaringer, de er kommet med.
Men dermed er ikke sagt, at vi ikke skal holde øje med udviklingen. Og det er jo netop det, som regeringen har tænkt sig at gøre.
Hr. Søren Krarup.
Ja, hvis det var gjort med at holde øje med det, kunne man jo være meget tryg. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tillid til de tal, man fremkommer med. Man kan ved hjælp af procenttal altid få et spørgsmål, et måske meget alvorligt spørgsmål, relativeret, sådan at der ikke er nogen, der behøver at være bange for konsekvenserne.
Jeg vil lige sige – og det mener jeg også er fremgået tidligere, for det her er jo et langt forløb, hvor vi i flere år har været i gang med den her diskussion, hvor det desværre i stedet for kulturordførerne er blevet forskningsordførerne, som måske ikke har helt samme sproglige interesse – at det hele tiden har været klart, at vi jo ikke er interesseret i at skære engelsk væk. Det er da klart, at engelsk er et internationalt sprog, som vi selvfølgelig bruger, når vi beskæftiger os med de dele.
Men vil fru Malou Aamund ikke give mig ret i, at det jo dog, jeg kan sige for Danmarks fremtid, er helt afgørende, at vi ikke deler befolkningen op i to lag: et overklasselag, der taler engelsk, elsker at tale engelsk, vinder anseelse hos hinanden ved at tale engelsk, og et almindeligt folk, som ikke forstår, hvad der siges, og i hvert tilfælde ikke kender det sprog, der forskes på på universitetet?
Jeg deler slet ikke den holdning om, at vi risikerer at få et A- og et B-hold. Altså, hvis man kigger på, hvad det er for nogle krav, der bliver stillet til de studerende, når de skal ind på en videregående uddannelse, er det sådan, at de skal have engelsk på B-niveau, fordi det er helt naturligt, at man skal kunne klare sig på engelsk for at kunne udnytte sin uddannelse ordentligt.
Vi mener jo, at det er hele nøglen til også at kunne begå sig, at man kan andre sprog. Som Goethe siger: Den, som ikke kan et andet sprog, kan ikke sit eget. Jeg mener, at vi skal bort fra den der holdning om, at det ene udelukker det andet. Det er ikke et enten-eller, det er et både-og.
Vi er meget opmærksomme på, at man skal værne om dansk, at man ikke skal have et domænetab, og at dansk skal være et komplet sprog, og derfor har regeringen taget de her initiativer. Men jeg deler altså ikke holdningen om, at dansk lever en askepottilværelse, og at Videnskabsministeriet er den onde stedmor, der forsømmer det stakkels barn.
Så er der en kort bemærkning fra fru Marlene Harpsøe.
Marlene Harpsøe (DF):
Fru Malou Aamund var selv inde på, at der bliver stillet krav om, at man skal have engelsk på B-niveau, hvis det er, at man ønsker en universitetsuddannelse i Danmark. Og det er jo også udmærket. Men problemet opstår egentlig, når man går i gang med sin uddannelse og det så viser sig, at det B-niveau, man har, altså ligger langt under det sproglige niveau, der bruges i engelsk på universiteterne. Jeg har selv haft, jeg vil næsten sige en fornøjelse af at se på nogle af de tekster, man f.eks. bruger på jurastudiet, og som er på engelsk. Jeg har selv haft engelsk på A-niveau, så man kan da sige, at jeg i hvert fald lever mere op til kravene end en, der måske har haft det på B-niveau, og jeg vil sige, at niveauet for de tekster er så langt højere end det niveau, vi stiller krav om til de studerende. Det mener jeg er helt urimeligt. Og er fru Malou Aamund ikke også enig i den pointe?
Jeg synes, vi skal lytte til de studerende, og de studerende siger, at de ikke ønsker nogen sproglov. Så det synes jeg er helt naturligt. Nu tager ordføreren eksemplet op fra jurastudiet og siger, at det er meget kompliceret sprog, men så synes jeg jo netop, at man skal lytte til aftagerne af juristerne og de aftagerpaneler, som regeringen har fået etableret. Og det, de netop siger, er, at de jurister, der bliver uddannet, ikke har engelskkundskaber, der er gode nok i dag, og derfor skal det netop styrkes på jurastudiet, så de kan begå sig ordentligt i international ret, i stedet for at tage hensyn til at sætte niveauet ned, så de ikke vil kunne klare sig internationalt.
Fru Marlene Harpsøe.
Jeg ved ikke, hvilke studerende Venstres ordfører taler på vegne af. Men jeg kan i hvert fald fortælle, at vi i Dansk Folkeparti har haft henvendelser fra studerende, som synes, det er helt urimeligt, at de får stillet krav om, at de skal til eksamen på engelsk i noget, som de slet ikke skal bruge på engelsk bagefter. Altså, de skal undervises i dansk lovgivning, og de skal bagefter bruge den danske lovgivning.
Derudover er det, som jeg også gerne vil høre fru Malou Aamunds holdning til, jo, at de risikerer at falde fra deres uddannelse. Regeringen har en målsætning om, at 50 pct. af en årgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Det er faktisk i risikozonen for, at vi kan gennemføre det og opnå det mål, fordi man netop stiller alt for høje krav til de studerende i forhold til det engelske. Er fru Malou Aamund ikke enig i, at vi skal sikre, at folk ikke falder fra deres uddannelse, men at de rent faktisk gennemfører?
Jamen jeg mener, det vil være fuldstændig vanvittigt at nedsætte niveauet på universiteterne for engelsk. Hvis det er, at aftagerne af de danske jurister siger, at de skal kunne international ret og engelsk på et vist niveau, skal vi så prøve at lære dem mindre? For så får de da først noget af en brat opvågning, når de kommer ud og skal have reelt arbejde, for så vil de jo ikke kunne fungere.
Tak til fru Malou Aamund. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Kirsten Brosbøl fra Socialdemokratiet.
Kirsten Brosbøl (S):
Et fælles sprog er helt afgørende for et samfund og dets borgeres mulighed for at fungere. Det er det fælles sprog, som gør det muligt at kommunikere og dermed deltage i samfundslivet. Vores fælles sprog binder os sammen kulturelt og historisk. Socialdemokraterne mener derfor helt i tråd med regeringens sprogpolitiske redegørelse fra 2004, at dansk fortsat skal være et komplet og samfundsbærende sprog, som kan bruges til at udtrykke tanker og ideer om alle sider af tilværelsen. Det hører også med, at det benyttes som videnskabssprog.
Omvendt øger globaliseringen behovet for brede sproglige og kulturelle kompetencer. De videregående uddannelser og forskningen vil i fremtiden blive endnu mere internationalt orienteret. Det er en udvikling, som Socialdemokraterne hilser velkommen. Det er helt afgørende for Danmarks fremtid og konkurrenceevne, at vi udveksler viden og kloge hoveder med andre lande.
Derfor skal vi være endnu bedre til engelsk, og der er en bekymrende tendens til, at andre fremmedsprog end engelsk er blevet svækkede. Udviklingen stiller krav til universiteternes evne til at balancere hensynet til det internationale samarbejde og deres rolle som kulturbærende institutioner. Vi skal fortsat have uddannet kandidater til det danske arbejdsmarked, og forskningen skal formidles til den danske offentlighed. Men vi skal også være i stand til at rekruttere de dygtigste udenlandske studerende og forskere, så vi kan tilegne os den nyeste viden og anvende den nyeste teknologi. Og vi skal blive endnu bedre til fremmedsprog, så vi ikke går på kompromis med kvaliteten.
Socialdemokraterne er enige med regeringens sprogudvalg i, at begrebet parallelsproglighed er helt centralt i løsningen af universiteternes sproglige udfordringer. Formålet med en såkaldt parallelsproglighedsstrategi er ifølge Sprogudvalget at sikre forskeres, kandidaters og studerendes mulighed for at begå sig internationalt, samtidig med at der udvikles et fagsprog og en terminologi inden for alle områder, som er anvendelig i en dansksproget sammenhæng. Det er en rigtig god balance, synes vi.
Efter den debat, der har været om sproget på universiteterne, som hr. Søren Krarup jo har refereret til, så synes jeg, det er vigtigt at pointere, at Sprogudvalget ikke anbefaler, at dansk eller engelsk afskaffes inden for større hovedområder. Parallelsproglighedsstrategien skal være fleksibel nok til, at der kan være uddannelser, der udelukkende er på engelsk eller dansk, og det skal være op til den enkelte forsker at vælge videnskabssproget. Det må jo være en del af den individuelle forskningsfrihed, som Dansk Folkeparti ellers i andre sammenhænge plejer at tale varmt for. Der skal også være plads til forskelligheder mellem universiteterne, og Sprogudvalget anbefaler derfor også, at sprogstrategierne tilpasses universiteternes særlige prioriteter og særkende.
Når det er sagt, så er det i sagens natur vigtigt at have fokus på, at der ikke sker en ubemærket glidning over imod udelukkelse af det danske sprog. Det er heller ikke vores indtryk, at det er tilfældet. Derfor bakker vi fra Socialdemokraternes side også op, at de fleste universiteter har udarbejdet sprogstrategier, som forholder sig til den problemstilling, og vi noterer os med tilfredshed, at regeringen vil arbejde for, at universiteternes sprogstrategier indeholder begrundelser for valg af undervisningssprog, hvilket jo altså også allerede indgår i Akkrediteringsrådets kriterier for vurdering af uddannelsernes kvalitet.
Vi er også tilfredse med, at videnskabsministeren vil imødekomme vores ønske om hvert andet år at aflægge en rapport, et sprogbarometer, om udviklingen i sprogbrugen på universiteterne. Det vil betyde, at vi løbende kan følge udviklingen og vurdere behovet for yderligere tiltag på området. Samtidig indgår det i forslaget til vedtagelse her i dag, som Socialdemokraterne jo altså også står bag, at vi skal have undersøgt fordele og ulemper ved etablering af et nationalt terminologicenter. Det kan være en hjælp for forskere og studerende, men det er også nødvendigt at få undersøgt omkostningerne, og hvordan det konkret skal fungere, så det ikke udvikler sig til en bureaukratisk belastning.
Så har der jo været en livlig diskussion, som vi også har hørt lidt til nu, om, hvorvidt man skal lovgive om sproget på universiteterne eller universiteternes forpligtelse til at værne om dansk sprog. Regeringen har efter den megen debat og jo også efter pres på Folketinget her de seneste par år imødekommet en række af de ønsker og forslag, der har været lagt frem. Det er vores vurdering, at det vil bidrage til at fremme de målsætninger og anbefalinger, der ligger i Sprogudvalgets rapport, uden at vi behøver at lovgive på området. Og ikke mindst i lyset af, at vi netop for en uge siden har fået en evaluering af universitetsloven, der jo kommer med en rungende kritik af den centralistiske styring af universiteterne, som er blevet praktiseret de seneste år, ja, så ville det være et forkert signal at sende, hvis vi går ind nu og lovgiver endnu mere og fastlægger endnu flere centrale regler.
Socialdemokraterne har respekt for universiteternes faglige selvstyre. Det er ude på den enkelte institution hos de enkelte forskere og undervisere, at man bedst er i stand til at vurdere det mest hensigtsmæssige undervisnings- og videnskabssprog. Men vi skal fortsat have fokus på, hvordan sprogbrugen udvikler sig på universiteterne, at dansk understøttes og udvikles, samtidig med at vi styrker de studerendes og forskernes fremmedsprogskompetencer. Det sikrer vi nu med de tiltag, der sættes i værk, og på den baggrund kan vi løbende vurdere behovet for yderligere tiltag.
Med de bemærkninger skal jeg på Socialdemokraternes vegne tilslutte mig det forslag til vedtagelse, som blev fremlagt af Venstres ordfører.
Tak. Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det fra hr. Søren Krarup.
Jeg vil gerne stille spørgsmål til fru Kirsten Brosbøl med udgangspunkt i et citat fra den bog, der udkom for 3 dage siden, der hedder: »En debatbog om dansk sprogpolitik« af Niels Davidsen-Nielsen, hvor han skriver, at vi i dette århundrede – det er noget, vi alle kan se – får mere og mere engelsk i Norden. Om det bliver til skade eller nytte, afhænger af hvilken sprogpolitik, vi vælger at føre. Går det dårligt, bliver det engelske sprog for eliten og forskerne. Forskere formidler på engelsk, virksomheder ledes på engelsk, og den herskende klasse sender sine børn i engelsksprogede skoler.
Det er jo det, vi oplever. Vi har at gøre med et lille sprogområde, dansk, der er under et massivt pres fra et meget, meget stort sprogområde. Der er det jo meget nemt at kapitulere og sige, at vi må følge med, at vi må dyrke det internationale, at vi skal være globaliserede.
Det er det, jeg vil spørge om: Vil fru Kirsten Brosbøl ikke give mig ret i, at i en sådan situation er der noget tankevækkende ved at beskæftige sig med den største danske naturvidenskabsmand, vi har haft, nemlig H.C. Ørsted, der i første halvdel af 1800-tallet omhyggeligt oversætter alle videnskabelige begreber til dansk, fordi det for ham er afgørende, at det danske folk skal kunne forstå, hvad der også tales på universitetet?
Nu kunne jeg ikke lige høre, hvad spørgsmålet gik ud på. Men jeg kan forstå på hr. Søren Krarup, at det drejer sig om terminologien og videnskabssproget og det her med at få oversat centrale termer. Derfor er det jo også, at vi har fået med i det forslag til vedtagelse, som her i dag er lagt frem, at det skal undersøges, hvordan der kan etableres et nationalt terminologicenter, en idé, som jeg ved at hr. Søren Krarup også har været optaget af, og som jo også anbefales af Sprogudvalget. Så på det område har vi altså nu sat gang i en udvikling, som forhåbentlig kan give lidt mere klarhed over, hvordan man kan etablere sådan et terminologicenter. På det område synes jeg faktisk at vi gør noget, og vi vil også fremover gøre noget for at sikre, at vi kan få udviklet det.
Når det så er sagt, synes jeg, at hr. Søren Krarup faktisk skylder at referere Sprogudvalgets rapport, sådan som den er, hvor man jo har begrebet om parallelsproglighed som det helt centrale begreb i de anbefalinger, man kommer med. Det lyder på hr. Søren Krarup, når han refererer det, som om der er helt enighed hos alle sprogforskere og alle, der har beskæftiget sig med det her, om, at dansk er meget truet og nærmest er blevet udelukket på universiteterne. Det er jo ikke tilfældet, vil jeg sige til hr. Søren Krarup.
Det er faktisk det, som også fremgik af sprograpporten »Sprog til tiden«, hvor der var enighed om, at dansk var utrolig truet, men hvor man – formodentlig af samme grund som herinde – ikke kunne samle sig sammen til at kræve en lovgivning, der sikrede dansk. Så jeg tror ikke, at der er uenighed om, at vi er under et frygteligt pres, og det er søreme vores ansvar, at vi lever op til det.
En ting er naturligvis, at dansk bruges som et redskab, men vil fru Brosbøl ikke give mig ret i, at det danske sprog for os danskere jo er noget helt andet end et redskab? Hvis jeg skulle være højtidelig, vil jeg sige, at det er sjælens mulighed for at ytre sig. Sproget er vores identitet. Hvis ikke vi respekterer det danske sprog som det, vi kan tale med hinanden om alle ting på, er det et folkeligt tab, som jo reducerer det danske folk fra at være et folk til at være en almue, som i grunden ikke er i stand til at magte noget mere.
Det er den udvikling, der ligger, det er den, som forskerne med god grund peger på, og det er den, vi bør leve op til, i stedet for med procenter – og jeg vil sige med fraser – bare at vige det fra os.
Jamen jeg er sådan set meget enig i den beskrivelse, hr. Søren Krarup giver af, hvad betydningen af et sprog er. Det var også det, jeg indledte min ordførertale med, at det selvfølgelig er noget, der binder os sammen, både historisk og kulturelt. Derfor er vi også enige i den betragtning, der ligger i regeringens sprogredegørelse, om, at det skal være et komplet samfundsbærende sprog. Det tror jeg sådan set de fleste herinde er enige om.
Der, hvor vi måske er uenige, er, når det gælder, hvilke redskaber, vi skal tage i brug for at sikre dette. Der kan jeg jo så forstå på Dansk Folkeparti, at man har det her meget sådan voldsomme billede af, at dansk fuldstændig bliver skubbet ud som videnskabssprog og undervisningssprog. Men det er jo ikke tilfældet.
Jeg ved ikke, om hr. Søren Krarup har gjort sig den ulejlighed at læse de sprogstrategier, der rent faktisk er på universiteterne. Hvis man læser disse, kan man jo se, at universiteterne faktisk er meget optaget af og meget bevidste om deres rolle i forhold til at sikre, at det danske sprog også udvikles som videnskabssprog, samtidig med at de balancerer det i forhold til deres internationale samarbejde. Det synes jeg faktisk er rigtig fornuftigt.
Hvis en universitetsstuderende henvendte sig til fru Kirsten Brosbøl og fortalte, at vedkommende var ved måske at falde fra sin uddannelse, fordi der blev stillet krav fra universitetets side om, at vedkommende skulle til f.eks. en eksamen i jura på engelsk, og at vedkommende ikke havde så gode faglige færdigheder på engelsk, selv om vedkommende levede op til kravet om engelsk på B-niveau, hvad ville fru Kirsten Brosbøl så svare vedkommende?
Ville fru Kirsten Brosbøl svare: Jamen det er bare ærgerligt, at du falder fra uddannelsen, men sådan er det jo bare? Eller ville fru Kirsten Brosbøl rent faktisk være imødekommende og sige: Jamen jeg kan egentlig godt forstå dine synspunkter og din bekymring, jeg synes, at det bør være sådan, at du selv skal kunne vælge, om du vil op til eksamen på dansk eller på engelsk?
Nu fik jeg også den henvendelse, for jeg går ud fra, at vi snakker om den henvendelse, som der er blevet stillet spørgsmål til videnskabsministeren omkring. Den fik jeg også. Og det, jeg svarede vedkommende, var: Jamen det vil jeg sådan set gerne rejse over for ministeren, så vi kan få en afklaring af, hvad forholdet reelt er på det specifikke kursus. Det var der så andre, der havde gjort forinden. Og der har vi altså fået et svar fra videnskabsministeren, som klart siger, at det for det første klart var tilkendegivet, at det her ville foregå på engelsk, så det har man vidst på forhånd, og for det andet, at det sådan set kun var 1 ud af 13 eksamener, som foregik på engelsk.
Jeg synes, det er vigtigt, at man prøver at se på de faktiske forhold, når man tager sådan en sag op, og får afklaret dem. Det synes jeg er godt. Det er sådan, at det indgår i studieordningen, hvis en uddannelse er på engelsk. Det er også sådan, at på langt de fleste uddannelser kan man vælge engelske eller danske kurser, sådan at man kan tilegne sig begge dele.
Det, jeg synes er det centrale svar på fru Marlene Harpsøes spørgsmål, er: Hvis der er nogle studerende, der har problemer med at klare sig på engelsk, skal universiteterne tage hånd om at sikre, at de får engelskkurser, sådan at de kan leve op til de forventninger, der ligger, og til de krav, der stilles.
Nu er det sådan, at det krav, der stilles i lovgivningen i dag, er, at man skal have engelsk på B-niveau for at kunne blive optaget på universitetet, f.eks. på jurastudiet. Til det kan man sige, at det jo er rimeligt nok, at vi har nogle krav i lovgivningen. Men når det så er sådan, at man i selve undervisningen og til eksamen bliver konfronteret med et sprogligt niveau, der ligger betydeligt over det B-niveau, der bliver stillet som krav, er det klart, at det må være rigtig, rigtig svært for den studerende.
Det kan bl.a. føre til, at man har en meget dårlig forståelse af det, som står i det pensum, som man op til eksamen skal læse, og det kan føre til, at man har en dårlig forståelse af det, som censor siger til eksamen, og at man har svært ved at kommunikere det, man gerne vil sige.
Det betyder selvfølgelig, at de faglige færdigheder på det her område bliver forringet, for man har en dårlig forståelse af det. Er det det, vi vil? Altså, vil vi rent faktisk give de studerende nogle forringede faglige færdigheder og nogle forringede kundskaber? Er det det, vi vil i Folketinget? Eller vil vi sikre, at de, som bliver færdiguddannet, bliver klædt rigtig, rigtig godt på?
Nu kunne det være interessant at høre, hvad fru Marlene Harpsøes eget svar på det spørgsmål er. For hvis jeg forstår spørgeren rigtigt, vil svaret være, at så skal man helt undlade at have det på engelsk.
Man kunne også vende det om og sige, at i stedet for at man udelukker engelsk, skal man forbedre både de studerendes og undervisernes kompetencer i at undervise på engelsk og i at modtage information på engelsk – i at studere på engelsk.
Nu har jeg tilfældigvis Københavns Universitets sprogpolitik her. Det er jo der, den henvendelse kom fra. Der står det helt klart, at sprogpolitikken skal sikre, at det faglige kvalitetsniveau bevares og løftes, selv om studerende og medarbejdere skal arbejde på et andet sprog end deres modersmål. Så det ligger sådan set i universitetets sprogpolitik, at man skal sikre, at de studerende får de nødvendige kompetencer, hvis de skal arbejde på et andet sprog end deres modersmål.
Så det er da det, jeg synes vi skal fokusere på. Vi skal fokusere på at få løftet fremmedsprogskompetencerne, sådan at man ikke får det kvalitetstab, som fru Marlene Harpsøe påpeger kan komme. Den bekymring deler jeg, men jeg tror, at vi har forskellige svar på spørgsmålet.
Tak til fru Kirsten Brosbøl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jonas Dahl fra SF.
Jonas Dahl (SF):
Det er jo en interessant debat om dansk på universiteterne, vi har i dag, og jeg kan så forstå, at det også handler om mangelen på samme. Men jeg vil da gerne fra SF's side indlede med at sige, at vi støtter det forslag til vedtagelse, som fru Malou Aamund fremsatte.
Fra SF's side ønsker vi at prioritere det danske sprog, også på de danske videregående uddannelser, og sådan set også bare at prioritere de danske videregående uddannelser. Der må vi jo sige, at vi nogle gange synes, at det i hvert fald har været en udfordring under den her regering. Derfor ser vi også frem til, at regeringen offentliggør den her rapport om universiteternes sprogstrategi senere på året – der er ikke så lang tid tilbage, så den må jo snart komme.
Fra SF's side skal der heller ikke være tvivl om, at vi ser dansk som det samfundsbærende og kulturbærende sprog i Danmark. Universiteterne har selvfølgelig en rolle i at sikre dette, ligesom de danske universiteter også har en central rolle i at sikre, at Danmark har en plads på den globale scene, og at de studerende, når de kommer ud fra universiteterne, såfremt de selvfølgelig ønsker det, også er i stand til at agere på den internationale scene.
Vi har fra SF's side flere gange foreslået, at man f.eks. hævede taxametrene, ikke mindst på de humanistiske uddannelser, så man f.eks. støttede dansk, nordisk og andre humanistiske fag, som ofte vil benytte dansk mere. Det har der ikke været opbakning til hidtil – nu kommer der lidt med globaliseringsforliget, og det glæder vi os over fra SF's side.
Ideen om et nationalt terminologicenter – som også har været fremme her under forespørgslen – som kan understøtte udviklingen af dansk som fagsprog og sikre videndeling mellem universiteterne og også sikre, at universiteterne har det faglige selvstyre og selv tilrettelægger uddannelserne, undervisningen, bakker vi også op om. Det er helt centralt for SF, at universiteterne i sidste ende afgør studieordningerne – det skal ikke være Folketinget, der beslutter det ene eller det andet i forhold til studieordningerne. Derfor vil jeg også afslutningsvis fortælle en lille anekdote, eller hvad man nu skal kalde det, for det ved jeg at hr. Søren Krarup sætter stor pris på:
Jeg har i min tid som studerende ved Aarhus Universitet – jeg afsluttede min uddannelse i 2007 – aldrig nogen sinde skullet tage en eksamen på engelsk. Det har jeg altid sat stor pris på, selv om jeg synes, engelsk er et dejligt sprog, og at det er fornuftigt at kunne både engelsk og tysk og fransk, også som universitetsstuderende. Der er tekster, der af og til vil skulle læses på fremmedsprog, og selv om det er vigtigt at erhverve de kompetencer, der skal til for at kunne det, så mener jeg sådan set også, at det er vigtigt, at man kan gå til eksamen på dansk. Jeg har heller ikke kendskab til studieordninger, hvor man decideret tvinger danske studerende, efter at de er begyndt på en uddannelse under andre forudsætninger, til at tage en eksamen på et andet sprog end dansk.
Men det kan da godt være, at der er nogle eksempler. Jeg vil da gerne høre om dem, og så må vi selvfølgelig forholde os til det, men jeg synes ikke, at vi fra Folketingets side skal ind og lovgive og sige, at dansk skal benyttes så og så meget eller så og så lidt. Det synes jeg ville være en forkert drejning, hvis Folketinget skal ind og tage den diskussion.
Fra SF's side støtter vi som sagt det forslag til vedtagelse, som fru Malou Aamund fremsatte tidligere.
Tak. Der er ønske om korte bemærkninger fra hr. Søren Krarup.
Jeg er en stor ven af sprog, og det glæder mig at høre det kronjyske, som jeg kender så godt fra min egen barndom, hos hr. Jonas Dahl. Men jeg vil lige sige med hensyn til forskningsfriheden: Det er jo karakteristisk, at samtidig med at man ikke vil understrege eller forpligte universiteterne på, at det danske sprog skal respekteres på universitetet, så er man jo alligevel meget optaget af at lægge forskningen ind i faste rammer, sådan at det, jeg forstår ved forskningsfrihed, nemlig at man kan beskæftige sig med præcis det, man finder interessant, er mere eller mindre indskrænket. Så jeg giver ikke så meget for de ting.
Men jeg vil lige sige til hr. Jonas Dahl, at jeg i min indledning nævnte et ganske konkret eksempel, jeg mødte for en måned siden, nemlig en dansk jurastuderende på 3. år, der er oppe til eksamen på Københavns Universitet i dansk lov, og som tvinges til at skulle læse det og eksamineres på engelsk. Han og hans kammerater er fortvivlede og siger: Jamen det er da et dansk universitet, det er et dansk emne, vi vil eksamineres på dansk. Nej, det skulle være på engelsk. Og det siger jo altså noget om det pres, man er underlagt, og det synes jeg dog ikke at man bare kan bagatellisere ved at sige, at det har man ikke hørt om.
Jeg er glad for, at hr. Søren Krarup også nævner forskningsfriheden, for hvis der er noget, SF holder meget fast i og tror på, så er det forskningsfriheden. Derfor er vi sådan set også glade for, at den universitetsevaluering, som blev fremlagt torsdag i sidste uge, også slog fast, at der faktisk har været nogle problemer med forskningsfriheden i forhold til den universitetslov, som regeringen i den her periode har gennemført. Det var et af de argumenter, vi brugte for ikke at gå ind og være med i forliget om universitetsloven, netop fordi vi frygtede, at forskningsfriheden ville blive truet, hvad evalueringerne sådan set også har peget på.
Men i forhold til den her studerende, som så skal op i dansk lov, som jeg kan forstå at hr. Søren Krarup kender et eksempel på, så er jeg da meget enig i, at det er problematisk, men det rette sted at rette kritikken er jo mod det enkelte studienævn; det er at tage det op og kigge på studieordningen. At der konkret står i studieordningen, at man skal til eksamen på engelsk ved et dansk jurastudium, tvivler jeg ærlig talt stærkt på, men det rette sted at tage det op er i studienævnet, så man sikrer sig, at der i studieordningen i hvert fald ikke står, at man skal tage eksamener på engelsk. Og jeg tvivler sådan set også på, at det er det, der står i studieordningen for jurastudiet på Københavns Universitet.
Det er et enkelt, meget enfoldigt spørgsmål, jeg vil stille. Jeg vil i al enfoldighed spørge hr. Jonas Dahl: Når nu handelshøjskolen i København ikke hedder Handelshøjskolen mere, men hedder Copenhagen Business School, og når der nu i Landbohøjskolens studieplan står, at i år 2010 – så vidt jeg husker, er det ordret – skal alle væsentlige forelæsninger holdes på engelsk, er det så ikke vidnesbyrd om, hvordan engelsk fortrænger dansk? Hr. Jonas Dahl kan ikke længere gå på udsalg i Magasin, han kan gå på sale. Og han kan ikke se TV 2-Nyheder, han kan se TV 2 News.
Kort sagt: Generer det slet ikke hr. Jonas Dahl, at dansk i den grad fuldstændig skubbes til side til fordel for det såkaldt globaliserende engelske, som jo mange alligevel ikke taler?
Jeg skal da gerne erkende, at jeg synes, det er beklageligt, at jeg ikke kan se TV 2 News, men det er nu, fordi jeg ikke har kanalen derhjemme, og det er så en anden begrundelse. Men jeg er ikke så bekymret for, at engelsk nogle gange optræder i det danske sprog og nogle gange bliver en del af det. Vi kan også diskutere, om ordet garage er et dansk ord, eller om ordet carport er bedre og mere engelsk.
Jeg tror altså, vi skal passe meget på med at være så bekymrede for det danske sprog. Det er klart, at der vil være påvirkning fra udlandet, men dansk påvirker også udenlandsk på mange andre måder. Jeg tror ikke, vi skal være så bekymrede for, at blot fordi Magasin har valgt at kalde deres udsalg for sale, er det ensbetydende med, at det danske sprog er truet på de danske universiteter eller i den danske befolkning; jeg tror i hvert fald, man måske skal skyde med kanoner af lidt mindre kaliber for at sikre sig, at man rammer det, man vil ramme. Og hvis der så er nogle konkrete eksempler på f.eks. Københavns Universitet i forbindelse med jurastudiet, jamen så lad Københavns Universitet kigge på den studieordning. Det skal ikke være noget, vi lovgiver om fra Folketingets side.
Tak til hr. Jonas Dahl. Så er det hr. Jørgen S. Lundsgaard som ordfører for Det Konservative Folkeparti.
Jørgen S. Lundsgaard (KF):
Dansk sprog er nøglen til dansk identitet og adgangen til dansk kultur. Det skal læres fra barndommen af forældre, i børnehave, skole og kulturtilbud, og det skal være fast forankret, når universitetet nås. Fremmedsprog er nøglen til viden og adgangen til det globale samfunds aktivitetsrum. De skal læres i folkeskole og gymnasium og skal også være fast forankret, når universitetet nås.
Regeringens målsætning er universiteter i verdensklasse, og at det danske sprog fortsat skal udvikles som viden- og undervisningssprog. Dette giver universiteterne flere udfordringer. De skal være rustet til den globale konkurrence ved at have fokus på internationaliseringen. De skal levere forskning af høj kvalitet, og det forudsætter samarbejde med udenlandske forskere og publicering i internationale tidsskrifter. De skal levere uddannelser af høj kvalitet og tiltrække internationale studerende, og det forudsætter, at man kan tiltrække og ansætte udenlandske forskere og undervisere, og at danske undervisere kan sprog.
Universiteterne må derfor kunne arbejde på det eller de sprog, der bedst sikrer denne udvikling. Universiteterne har imidlertid også en betydelig rolle i det danske samfund som leverandører af viden, arbejdskraft og dynamik i bred forstand. De udgør fyrtårne og kraftcentre i den bredere kulturelle og sproglige udvikling i Danmark, de uddanner studerende, der for en stor dels vedkommende fremover skal virke i en dansksproget sammenhæng. For at kunne leve op til den rolle må universiteterne også arbejde på dansk og gøre en indsats for at fastholde fagsproget på dansk. Det vil efter vores mening også bidrage til, at Danmark internt står bedre rustet i den globale konkurrence.
Universiteterne har allerede udarbejdet sprogstrategier, som støtter de nævnte udfordringer. Derfor vil vi med respekt for universiteternes faglige selvstyre støtte det fremsatte forslag, som understreger vigtigheden af, at universiteterne balancerer begge hensyn uden at gå på kompromis med forsknings- og uddannelseskvaliteten, og som sikrer udviklingen af dansk som fortsat viden- og undervisningssprog.
Derudover støtter vi udarbejdelsen af et sprogbarometer og etableringen af et nationalt terminologicenter. Tak.
Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.
Jeg har jo været meget optaget af den bog, jeg fik for nogle dage siden, af Niels Davidsen-Nielsen, der netop fortæller om det, vi diskuterer i dag, og hvori han skriver om det emne, vi har fremme i dag, om den sprogpolitik, der foregik på universiteterne:
En sprogpolitik baseret på anbefalinger og hensigtserklæringer var blevet afprøvet og havde ikke virket, og derfor var der efter min og Sprognævnets mening denne gang brug for bindende bestemmelser.
Det er jo det, sagen drejer sig om, bindende bestemmelser, så man ikke bare kan snakke uden om det, sagen drejer sig om, nemlig at det danske sprog skal bevares.
Jeg kan jo ikke lade være med også at sige til en konservativ ordfører, at er der noget, som et konservativt parti må være interesseret i, er det at bevare folkets modersmål – conservare betyder som bekendt at bevare. Kan det slet ikke bekymre hr. Jørgen S. Lundsgaard, at dansk i den grad – ikke blot på universitetet, men især på universitetet – i hele vores offentlige sammenhæng forsvinder, trænges ud?
Jeg startede oprindelig med at snakke sydfynsk, og jeg var rigtig god til det, men i min studietid lykkedes det at få det sydfynske ud, for det var ikke comme il faut i København at tale sydfynsk. Jeg var ked af, at jeg måske skulle miste min sydfynske identitet, men det har jeg altså ikke gjort. Jeg var også en overgang bekymret for, at sydfynsk skulle forsvinde, og det har det faktisk gjort, men interessen for det er faktisk stigende.
Så jeg er egentlig slet ikke så bekymret, heller ikke for dansk, for jeg tog min universitetsuddannelse på dansk, ja, men jeg skulle ud og klare mig i den store verden, så jeg tog faktisk min ph.d. på engelsk, og det har jeg været rigtig godt tilfreds med, og det har altså ikke forhindret mig i at kommunikere på dansk efterfølgende. Så det er ikke et spørgsmål om enten-eller, det her tror jeg er et spørgsmål om både-og, om at være klædt på til begge tilfælde.
Vi er jo fuldstændig enige om, at det ikke er et spørgsmål om enten-eller, for der er ikke tale om, at der er nogen, der vil drive fremmedsprog ud af universiteterne eller for så vidt det offentlige rum. Altså, selv om jeg er så gammel, var jeg faktisk også i min studietid nødt til at læse fremmedsprog – sådan noget som tysk f.eks., der i øvrigt helt er forsvundet.
Men dette både-og er jo en fiktion, når det er et kæmpe sprogområde, der maser sig frem over for et lille sprogområde, der til sidst ikke kan være der. Det er jo det, der er situationen på universitetet, selv om vores højtærede forskningsminister ikke vil indrømme det.
Derfor er det, at der er brug for en lovgivning. Jeg ved godt, at Det Konservative Folkeparti er bundet af sit regeringsfællesskab, men jeg ville ønske, at man som konservativ alligevel havde lidt mere sans for det sproglige problem, det danske folk som helhed er stillet over for, og som man jo ikke bare kan komme ud af ved hjælp af snak om både-og, hvor det svæver i luften.
Vi er uenige, vil jeg sige til hr. Søren Krarup. Jeg tror ikke, det er et problem. Jeg tror faktisk, at jo mere det danske sprog kommer under pres, jo mere stiger interessen for det.
Hr. Jesper Langballe har bedt om ordet for en kort bemærkning.
Jesper Langballe (DF):
Hr. Jørgen Lundsgaard fortalte, at han havde taget sin ph.d.-grad på engelsk, og at det ikke havde forhindret ham i at kommunikere med den danske befolkning bagefter. Jeg tror, der er noget, hr. Jørgen Lundsgaard har misforstået, for problemet er jo ikke, at den enkelte videnskabsmand bliver afskåret fra at tale dansk med sine landsmænd bagefter, naturligvis ikke.
Problemet er det, som professor Davidsen-Nielsen har peget på med meget stor styrke, nemlig at dansk bliver uanvendeligt som videnskabeligt sprog, fordi det ikke bliver brugt. Altså, man lider det, der hedder domænetab, hvor det ene videnskabelige domæne efter det andet går tabt for det danske sprog. Det vil sige, at der kommer et tidspunkt, da man kun kan kommunikere videnskabeligt på engelsk, og det betyder jo så, at man får en forskeroverklasse, der ikke kan kommunikere med befolkningen, fordi det nu er gået så vidt, at sprogfællesskabet mangler.
Jeg vil give hr. Jesper Langballe ret i, at hvis man f.eks. er inden for computere osv., er sproget faktisk efterhånden også I Danmark blevet engelsk. Men sproget udvikler sig, og jeg kan da henvise til, at det oprindelige danske sprog ligner det islandske, vi ikke forstår, mere end det danske, vi ser i dag.
Vi har tidligere snakket så meget om jura, og der vil jeg sådan lige påpege, at der er det en meget vigtig ting, at man både kan sit danske og sit udenlandske, for ellers kan man altså ikke få kommunikeret dansk lov til udenlandske virksomheder. Vi er selv nødt til at benytte amerikanske jurister, fordi vores danske er for dårlige til engelsk. Den udvikling er jeg meget imod.
Hr. Jesper Langballe.
Det er jo en fuldkommen selvfølge, at et universitetssprog involverer ikke bare engelsk, men en hel del fremmede sprog. Vort partis ordfører i den her sag og jeg er teologer. Det indbefatter tre klassiske sprog foruden tysk som et væsentlig hovedsprog – ikke så meget engelsk, men det skal man selvfølgelig også kunne.
Der er altså slet ingen tvivl om, at til en akademisk uddannelse hører at være velbevandret i adskillige sprog. Det er ikke det, vi taler om. Vi taler om den almindelige daglige undervisning, hvor man står og forelæser. Det skal selvfølgelig ske på dansk, for ellers forsvinder dansk ud, og når først det er sket, er skaden simpelt hen uoprettelig.
Sagt til hr. Jesper Langballe: Universiteterne forsøger i dag at tiltrække udenlandske studerende til Danmark både for at give dem mulighed for at få en dansk uddannelse og få en dansk kultur, men desværre er man altså der nødt til at undervise på engelsk eller et andet fremmedsprog. Det gør man, og det synes jeg er rigtig godt.
Tak til hr. Jørgen Lundsgaard. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Øvrige bemærkninger kommer efter frokosten.
Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages kl. 13.00.
:
Mødet er udsat. (Kl. 11:57).
Første næstformand (Mogens Lykketoft):
Vi fortsætter behandlingen af forespørgsel nr. F 10. Den næste ordfører er fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre.
Marianne Jelved (RV):
Tak. Hvis vi som nation skal kunne klare os i globaliseringens tidsalder, er det afgørende, at vi finder den rette balance mellem vores modersmål og fremmedsprog, herunder engelsk. I Det Radikale Venstre mener vi, at det danske sprog skal styrkes, samtidig med at befolkningens kompetencer udvikles inden for fremmedsprog i almindelighed og engelsk i særdeleshed. Kodeordet er parallelsproglighed, som det allerede er fremført i Lundudvalgets oplæg med titlen »Sprog på spil« fra 2003.
Vi skal både mestre engelsk på et højt niveau og bevare vores danske modersmål. Ja, jeg vil endda understrege, at vi skal udvikle vores danske modersmål. Dansk skal vedblive at være det sprog, der kan det hele, beskrive komplicerede kemiske processer og abstrakte, filosofiske tanker, samtidig med at det er kommunikationsmiddel for hverdagens erfaringer og problemer. Det danske sprog er en del af vores identitet og virker identitetsskabende. Sproget er ikke alene et sæt af tegn, hvor det ene sæt, det ene sprog, for den enkelte kan være lige så godt som det andet. Jeg citerer nu Jørn Lund, som har sagt: På sit eget sprog kan man udtrykke, hvad man vil, på fremmedsprog, hvad man kan.
Det illustrerer meget godt, hvorfor det danske sprog vedbliver at være primærsprog i Danmark. Vi mister ganske enkelt en del af vores identitet, ja, en del af os selv, hvis ikke vi kan vores eget sprog. Undersøgelser viser, at jo flere sprog man mestrer, desto lettere er det at lære nye sprog, og der står endda skrevet i forskningsrapporter, at et veludviklet modersmål er grundlaget for at lære andre sprog.
Derfor skal vores skolesystem være opbygget omkring flersproglighed. Dansk er naturligvis stadig hovedsproget, men på de videregående uddannelser bør der uden problemer kunne undervises på såvel dansk som engelsk og eventuelt andre fremmedsprog. Det samme angående den skriftlige fremstilling på videregående uddannelser. Her bør større skriftlige opgaver afleveres med engelsk resumé eller resumé på et andet fremmedsprog.
Universiteterne bør udarbejde en sprogpolitik eller sprogstrategi, der forpligter det enkelte universitet på tiltag, som sikrer, at også det danske fagsprog udvikles inden for alle videnområder. For et demokrati som det danske er det altafgørende, at ingen på forhånd som følge af sproglige barrierer er frataget muligheden for at erhverve sig viden og indsigt. Desuden har uddannelsessystemet generelt et ansvar for at værne om det danske sprog som en vigtig del af vores kulturarv. Vi har en lang og flot litterær tradition, hvor det danske sprog folder sig ud i fuldt flor.
Men sproget er ikke en død genstand. Det er tværtimod en levende størrelse, som bestandig udvikler sig og undergår forandringer. Nok er det danske sprog knyttet til det danske territorium, men det har ikke udviklet sig ud af den blå luft, men har rødder tilbage i et fælles skandinavisk sprog. Og gennem hele sin lange historie har det danske sprog altid stået i vedvarende udveksling med andre sprog som tysk, engelsk, fransk, svensk osv.
I Det Radikale Venstre mener vi, at det danske sprog skal styrkes som redskab til kommunikation og argumentation i danskundervisning på alle niveauer. Den sproglige sensitivitet og bevidsthed skal styrkes, vi skal forebygge en truende social kløft i den danske befolkning som følge af forskelle i sproglig formåen. Alle danskere skal kunne tale engelsk på et højt niveau, og derfor skal engelsk og andre fremmedsprog styrkes i uddannelsessystemet generelt.
Undervisning på videregående uddannelser skal uproblematisk kunne foregå på dansk, engelsk eller et tredje større fremmedsprog. Det betyder, at såvel undervisere som studerende forventes at kunne engelsk og et andet fremmedsprog på højt niveau. Universiteterne bør udarbejde en sprogpolitik, der forpligter det enkelte universitet på tiltag, som sikrer, at også det danske fagsprog udvikles inden for alle videnområder.
Det er også nødvendigt for dansk konkurrencedygtighed i en global verden, at vi ikke lukker os om os selv, men at vi kan rigtig meget. Selvfølgelig skal danske virksomheder og dansk forskning og dansk kultur være orienteret mod omverdenen, og derfor er det nødvendigt, at vi i Danmark er gode til engelsk og fremmedsprog generelt. Vi bør også udnytte i Danmark, at vi har borgere, hvis modersmål ikke er dansk, men måske arabisk, tyrkisk, kinesisk eller portugisisk. Det er en ressource, som vi kan trække på i mødet med omverdenen og i den økonomiske konkurrence.
Det danske samfunds flersproglighed bør tænkes som en ressource og ikke som et problem, som vi skal løse ved at gøre indvandrere til danskere. Tværtimod skal vi være fuldstændig bevidste om, at indvandrere også har et sprog, ofte et modersmål, som giver dem den identitet, som vi selv taler om, når vi taler om dansk som vores identitetsskabende sprog. I Sverige har man fastslået, at samfundets flersproglighed er en ressource, som skal udnyttes ved, at minoritetssprog understøttes fra offentlig side. Det burde også ske i Danmark.
Endelig mener vi, at engelsk skal ses som et verdenssprog, og det betyder, at når engelsk skal styrkes, er det ikke udtryk for et ønske om, at en angelsaksisk kultur skal erstatte den danske kultur, nej, det handler om at have et fælles sprog, som vi kan kommunikere med omverdenen på.
Jeg vil begynde med at sige tak til fru Marianne Jelved for de faktisk smukke ord, hun sagde om det danske sprog som vores identitetsskabende grundlag. Det er så sandt, som det er sagt, og der er grund til at sige det. Altså, det er jo spørgsmålet om modersmålet, og der synes jeg lige, man må slå fast: Man har kun ét modersmål. Og derfor vil jeg også tage afstand fra den fortsættelse, fru Marianne Jelved kommer med, altså at hun siger, at der skal være mange modersmål i Danmark. Der er kommet folk hertil, som fra begyndelsen har et andet modersmål, men i Danmark er der kun ét modersmål, og det er det, som fremmede skal tilegne sig og derved blive danske. Man kan sige, at på anden måde går den folkelige sammenhængskraft i stykker, og vi hører op med at have et modersmål.
Når jeg har sagt det, vil jeg også lige sige …
Taletiden er 1 minut. (Søren Krarup: Så må jeg vente til næste gang).
Fru Marianne Jelved.
Jamen jeg har godt tidligere hørt hr. Søren Krarup sige, at i Danmark er der kun ét modersmål. Altså, danskerne har kun ét modersmål, men der bor jo englændere i Danmark, som har engelsk som modersmål, og som udmærket har lært at tale dansk, for nu at tage et lidt ufarligt fremmedsprog. Derfor er der jo mennesker i Danmark, som har et andet modersmål end dansk. Så er der nogle, som har dansk som andetsprog, og det er jo en flersproglighed, som jeg synes er en ressource som vi skulle være glade for at kunne bruge, når vi nu skal handle og leve i en omverden, fordi vi ikke kan klare os uden den omverden.
Jeg vil godt understrege som mit grundlæggende synspunkt, at der kun er ét modersmål i Danmark, og at danskerne, hvis det ikke fastholdes, hører op med at være et folk. Men jeg vil godt spørge fru Marianne Jelved om noget. Vi ved jo alle sammen, at vi har lært at tale engelsk – vi har haft engelsk i skolen – men vil fru Marianne Jelved ikke give mig ret i, at ingen undervisning kan nærme sig den undervisning, man får på det danske sprog, for der kender man hver accent, hver betoning, hver betydning, mens det engelske, vi har lært, naturligvis er af et niveau, som betyder, at det aldrig kommer op i nærheden af det danske? Det vil sige, at den danske undervisning, der gives, rent sprogligt altid er af en ganske anden karakter end den engelske, af et ganske andet niveau end den engelske – og her havde jeg haft lyst til at sige noget til fru Marianne Jelved om taxametersystemets katastrofale situation, fordi det netop dyrker den engelske undervisning på bekostning af den danske undervisning – vil fru Marianne Jelved ikke give mig ret i det?
Jo, det vil jeg gerne medgive hr. Søren Krarup, og jeg citerede jo netop også Jørn Lund for at give udtryk for det samme. Og jeg citerer igen Jørn Lund for at have sagt: På sit eget sprog kan man udtrykke, hvad man vil, på fremmedsprog, hvad man kan. Sådan er det, og sådan vil det være. Altså, ens modersmål er klart det sprog, hvorpå man udtrykker alt på den bedste måde.
Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.
Per Clausen (EL):
Ingen behøver være i tvivl om, at Enhedslisten synes, at det er en vigtig og relevant debat, vi har i dag. Hele diskussionen om placeringen af dansk i uddannelsessystemet er vigtig, og det er den af en række grunde.
For det første er det jo sådan, som andre også har været inde på, at de fleste udvekslinger af synspunkter, viden osv. foregår bedst, grundigst, mest dybtgående, hvis de foregår på det sprog, som man har lært først i sit liv. Enkelte mennesker har været så heldige, at de allerede meget tidligt i deres barndom har lært flere forskellige sprog, og ganske mange af dem håndterer det godt efterfølgende og er derfor i ordets bedste forstand flersprogede, så det er altså ikke utænkeligt, at man faktisk er i stand til at håndtere flere sprog lige godt. Men for næsten alle os andre er det bare sådan, at vi må erkende, at kvaliteten af udvekslingen med andre mennesker på det sproglige område bliver reduceret, hvis det skal foregå på et andet sprog end det, vi oprindelig lærte.
Det får jo også ganske afgørende betydning, når vi snakker om universiteterne og andre højere uddannelsesinstitutioner. Jeg må sige, at når jeg ser eksempler på, at der på et universitet bliver gennemført uddannelser på engelsk i et fag eller inden for områder, hvor det ikke har nogen faglig relevans, fordi alt det, man diskuterer, alt det, der bliver undervist i, alle de bøger man skal læse, foreligger på dansk, så er det efter min mening enten pjat, eller også er det det, der er værre, nemlig et forsøg på at forberede universiteterne på at indgå i en kommerciel virksomhed, hvor det handler om at sælge uddannelse til mennesker fra andre lande.
Af den grund er det vigtigt at tage diskussionen op, både fordi det efter min mening ofte er et led i nogle kommercielle planer, som faktisk strider mod det, langt de fleste partier i det danske Folketing siger at de går ind for, og fordi det kan have nogle kvalitetsmæssige konsekvenser i form af, at kvaliteten rent faktisk bliver dårligere. For næsten uanset hvad man har oplevet inden for det område, så er det sådan, at det godt kan være, at de studerende taler godt engelsk, og at lærerne taler fremragende engelsk, men der sker som oftest alligevel et kvalitetsfald. Og at man så har set masser eksempler på, at undervisningen er foregået mellem lærere og studerende, hvis engelskkundskaber godt kunne have været noget bedre, er så en anden sag.
Så det grundlæggende for os er altså, at vi faktisk mener, at kvalitet og udvikling er bedst hjulpet, hvis det, hvor det overhovedet er muligt, foregår på det sprog, man oprindeligt lærte.
For det andet skal man – og det synes jeg sådan set også er vigtigt, hvis der skal være nogen som helst form for kommunikation og dialog mellem de lærde, dem, der går på universiteterne, og det er jo mange nu, det er store dele af en ungdomsgeneration, men dog ikke alle, og resten af befolkningen – jo ikke opfinde nye sproglige barrierer ud over dem, der i forvejen findes mellem intellektuelle mennesker, eller folk, der har en uddannelse, der gør, at de kalder sig intellektuelle, og så folk, der ikke har en videregående og højere uddannelse.
Jeg er fuldstændig overbevist om, at det hverken vil ske i min eller fru Marianne Jelveds tid, at vi vil opleve, at den danske befolkning som helhed taler engelsk næsten lige så godt, som den taler dansk. Det vil ikke ske, og så længe det ikke er sket, er det altså også af den grund nødvendigt at opretholde og udvikle dansk som et sprog, som man bruger på universiteterne og i forskningen.
Det ændrer selvfølgelig ikke noget ved, at man også inden for langt de fleste universitetsfag må konstatere, at man skal være i stand til at kommunikere på engelsk og for så vidt også gerne på flere sprog. Selv om engelsk er blevet et verdenssprog, er det jo stadig væk sådan, at der er mange betydningsfulde lande, hvor de taler et usædvanlig usselt engelsk, fordi de selv tror, at de taler et verdenssprog. Det kan f.eks. dreje sig om kinesisk, spansk eller tysk. Der er masser af eksempler på, at det ville være godt, hvis man også kunne i hvert fald mindst et sprog mere, og det er selvfølgelig en nødvendig forudsætning. Jeg anerkender for så vidt også, at der findes fag, særlig inden for det naturvidenskabelige område, hvor al kommunikation efterhånden foregår på engelsk, og hvor forsvaret for det danske derfor nok mest bliver et spørgsmål om at sige, at i den udstrækning, der kommer resultater, som bare kan have den mindste interesse for andre mennesker end dem, der sidder og forsker i det, så skal man være i stand til at videreformidle det.
Jeg tror, at hvis man skal opretholde den situation, hvor dansk stadig væk spiller en rolle på universiteterne, er man nødt til at træffe politiske beslutninger. Det er jo så det, der lægges op til med et, vil nogle nok sige, lidt forsigtigt forslag til vedtagelse, som alle Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti har tilsluttet sig, nemlig at man skal fastholde, at dansk er et videns-, samfunds- og kulturbærende sprog, at det skal være et videns- og undervisningssprog, at man skal følge og analysere udviklingen og selvfølgelig også – sådan opfatter jeg det i hvert fald – at vi skal gribe ind, hvis vi ser konkrete eksempler på, at der er behov for det. Jeg stopper der.
En kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.
Jamen jeg vil såmænd kun takke Enhedslistens ordfører for hans tale, og jeg kan udvide det og især takke ham for det gode samarbejde, vi har haft igennem det sidste år, hvor vi i fællesskab har forsøgt at styrke det danske sprogs stilling i dets udsatte position. Det har været meget opmuntrende, for så vidt opbyggeligt at opleve, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten har kunnet arbejde så godt og tæt sammen, og jeg vil kun sige tak for det.
Jamen det er jo rørende, og jeg ved ikke, hvor meget jeg skal takke for takken. Jeg vil bare sige, at jeg havde håbet på, at hr. Søren Krarup så også i den afsluttende fase af debatten havde bevæget sig, som Enhedslisten jo har gjort, både den ene og den anden vej, og havde erkendt, at et forslag om at give ministeren på området yderligere bemyndigelser til at gribe ind over for universiteterne ikke er den rigtige vej at gå, og at det også er forkert at sige, at alle fag skal bidrage til udviklingen af det danske sprog. For der vil være fag, hvor det er meget, meget vanskeligt at forestille sig, hvordan det konkret skulle kunne ske.
Men jeg er enig med hr. Søren Krarup i, at der faktisk mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten har været en enighed om, at diskussionen om det danske sprogs placering på universiteterne i forskning og i undervisning er en vigtig diskussion. Det synes jeg måske mest af demokratiske årsager, hr. Søren Krarup måske af lidt andre årsager, men det ændrer jo ikke noget ved, at vi har været enige om, at det er en vigtig diskussion.
Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.
Simon Emil Ammitzbøll (LA):
Så skal jeg prøve at give en besvarelse på, hvad vi synes om det her med lovgivningsinitiativer med hensyn til hævdelse og udvikling af det danske sprog på universiteter og de videregående uddannelser. Jeg skal jo starte med at sige, at Liberal Alliance var en del af mindretallet i Kulturudvalget, da man lavede den fælles betænkning uden om regeringen, så vi var altså med regeringen i det mindretal, som ikke ønskede, at der skulle laves lovgivningsinitiativer, og derfor har vi heller ingen holdning til, at man skal gennemføre det, der står i den her betænkning. Det må sådan set være flertalspartiernes eget problem.
Jeg vil sige det sådan, at vi i Liberal Alliance er mere bekymret for niveauet på de danske uddannelser, end vi er bekymret for det danske sprog. Vi er bekymret for, om Danmark fortsat kan være en velstandsnation også i fremtiden, når man ser på de tal, der kommer om dansk økonomi, de prognoser, der kommer for dansk vækst, altså de tal, der er for produktiviteten i Danmark. Det kræver reformer, det kræver et stærkt erhvervsliv, det kræver lavere skatter, og det kræver en øget satsning på uddannelse og forskning, hvis vi skal gøre noget ved det.
Selvfølgelig skal dansk kunne bruges og være et væsentligt element også på de videregående uddannelser i fremtiden. Det er det allerede i dag, det har vi fået videnskabsministerens ord for, og det har vi taget til efterretning. Men når vi ser på universiteterne, skal vi jo spørge os selv, hvad vi vil med universiteterne, hvad for en kvalitet vi vil have på de danske universiteter. Jeg forstår, at statsministeren gerne vil have, at vi skal have mindst ét dansk universitet i verdens topti inden for de kommende 10 år. Det sker næppe alene på dansk, det kræver nok, at vi gør noget mere, og vi er meget tilfredse med, at engelsk selvfølgelig bliver brugt på de danske universiteter.
Hr. Søren Krarup talte om bekymring for, at der kunne blive et A- og et B-hold. Jamen lad os sige det, som det er, universiteterne er uddannelse af et A-hold. Sådan er det, sådan skal det være, så hold nu op med den der snobben nedad om, at alt, hvad der sker på universiteter, skal vi alle sammen kunne forstå ved et førstehåndsindtryk. Det kan forklares også i de resumeer, der har været lagt op til, der kan være på dansk.
Fru Marlene Harpsøe var også inde på, at det var synd for de her jurastuderende, som ikke havde et godt nok engelsk. Jeg går da ud fra, at universiteterne tilbyder en opkvalificering i forskellige fremmedsprog. Hvis ikke de gør det, synes jeg, de skulle gå i gang med det. Men hvornår begynder det at blive synd? Gælder det økonomen, som ikke var god nok til statistik, for det var jo heller ikke et krav, da man skulle ind på studiet, juristen, der ikke var god nok til paragraffer, eller den danskstuderende, der ikke var god nok til grammatik? Der er nogle helt fundamentale færdigheder, som man vel kan forvente at folk kan, og hvis ikke de kan, så må de lade sig opkvalificere i dem, hvis de ønsker at gennemføre et universitetsstudie. Det står jo intet sted skrevet, at alle skal gennemføre et universitetsstudie. Vi vil gerne hjælpe dem med at blive i stand til det, men det er også deres eget ansvar.
Jeg vil gerne rose hr. Søren Krarup for at have snævret emnefeltet ind. Da vi påbegyndte den her debat for nogle år tilbage, var det alt, der nærmest skulle gøres dansk. Vi skulle nærmest have norske tilstande, og det vil jeg gerne advare imod man gør. Jeg har lige været inde og se på nogle norske ting, og der kan man se, at ganske almindelige angloficerede ting, som vi kender fra dansk, som halloween, hedder græskarkvæld, og en DJ, det, som ældre mennesker kalder en discjockey, hedder en platerytter. Så der kan man ende ude i det helt groteske, hvis man prøver at gå ind i de her norske tilstande.
Så – for at konkludere – synes vi, at det er vigtigt, at der stadig undervises på dansk, men også at man bruger det engelske sprog, og vi må forvente, at de studerende også selv tager et ansvar for at have engelsk på et højt nok niveau. Hvis ikke de gør det, og hvis det er det, der er problemet, som jeg også har hørt hr. Søren Krarup sige, nemlig at engelskkundskaberne ganske enkelt er for ringe, så kunne det jo være, vi skulle vende det om og se på, om kvaliteten i engelskundervisningen i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser er høj nok der, og så må vi jo styrke engelskundervisningen der, sådan at vi i Danmark kan være parat til den internationale konkurrence fremover, og så vi kan sørge for, at Danmark også fremadrettet bliver et velstandssamfund.
Vi står, hvis der skulle være nogen tvivl – det ville være mærkeligt, for det står også på vedtagelsen – bag den fælles vedtagelse, som et stort, enigt Folketinget står bag.
Der er en ting, jeg lige vil spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll om. Det fremgik – synes jeg – af hans ordførertale, at han fuldstændig accepterer, at selvfølgelig er der niveauforskel på en undervisning her i Danmark, der gives på dansk og på engelsk, slet og ret fordi det danske er modersmålet. Der forstår man hver betoning. Det engelske er det tillærte, og det kan være tillært godt, men det vil aldrig kunne nå den samme sproglige fylde som det danske. Det er det ene.
Det andet var i forbindelse med hr. Simon Emil Ammitzbølls ironiske omtale af nordmændene, som ligefrem gør sig den anstrengelse, at de forsøger at finde norske ord til de begreber, der kommer ind i landet. Vil hr. Simon Emil Ammitzbøll også lade den foragt omfatte en H. C. Ørsted, der i 1820'erne og 30'erne omhyggeligt finder danske ord til de naturvidenskabelige fænomener, som han er med til at introducere i Danmark?
Jeg tror, at det er vigtigt, at man holder sig for øje, hvad det er for en tid, vi lever i, og dermed jo også får en fornemmelse af forskellen på 1820'ernes og 30'ernes Danmark og vor tids Danmark. Det, der sker med indførelsen af mange engelske ord i det danske sprog, er jo ikke, at en eller anden elite generelt påtvinger det danske folk en angloficering af det danske sprog. Tværtimod er det jo i virkeligheden en meget demokratisk proces, hvis man endda skulle gå så langt, at det er det danske folk, der optager engelske låneord i større og større grad og dermed tvinger en forandring af sproget igennem. Det synes jeg sådan set er meget smukt, og jeg synes, at det ville være helt forkert, hvis vi her fra Folketinget skulle være dem, der sådan gik ind og skulle redigere og tvangskonservere det danske sprog mod det danske folks ønsker.
Hvis vi går tilbage til 1800-tallet og 1700-tallet, havde vi en situation i Danmark, hvor det var meget, meget fint at tale fransk. Man hed ikke Hans Frandsen, man hed Jean de France. Det var meget, meget fint, og man var på den måde i færd med at bringe det danske sprog i dyb foragt. Så kom der en mand, der hed Ludvig Holberg, og han begyndte at gøre grin med alle de – jeg var lige ved at sige fedterøve – som skulle være så frygtelig kloge og vise alle andre, hvor kloge de var, og derfor begyndte han at skrive nogle komedier, som lærte danskerne at tale dansk.
Synes hr. Simon Emil Ammitzbøll egentlig ikke, at det er en meget hæderlig holdning, og at al den tale om, at man i dag møder så meget nyt og spændende, at det må man tilegne sig, falder til jorden over for det enkle, at hvis man ikke selv er den, man – om jeg så må sige – skal være med et modersmål, så er man en tom tønde eller en klingende bjælde, som det hedder i Bibelen.
Jeg tror faktisk, at jeg deler fornøjelsen ved Holberg med hr. Søren Krarup. Det var jo en helt anden situation, nemlig at der var et sprog for eliten og et sprog for almuen, og derfor var der grund til at gøre grin.
Det, der er tilfældet i dag, er jo, at hvis hr. Søren Krarup ville have lyst til at gå ud til ganske almindelige unge mennesker i folkeskolen, i fritidsinstitutioner, ved sportsaktiviteter og høre, hvad der bliver talt, ville hr. Krarup erfare, at der vil være langt, langt flere engelske låneord end i hr. Søren Krarups eget sprog. For det er ikke noget, der sker fra oven. Det er primært noget, der sker fra neden, og dermed er der, som jeg sagde før, tale om en demokratisering. Men i forhold til det forslag, der ligger her, som handler om universiteterne, handler det om, om vi skal opfylde visionen om, at Danmark skal være i spidsen både uddannelsesmæssigt og velstandsmæssigt også i fremtiden. Vi siger ja, og derfor står vi bag det fælles forslag til vedtagelse.
Tak til ordføreren. Så er det videnskabsministeren.
Den konservative ordfører hr. Jørgen Lundsgaard sagde i sit indlæg tidligere på dagen, at den her sag handler om både/og. Det er jeg helt enig i. Jeg synes i hvert fald, at det er ganske forkert, når man gør det til en diskussion, der er helt sort/hvid. Jeg vil sige til hr. Søren Krarup, at jeg synes, det var helt urimeligt, da han i den første ordførertale her i dag brugte udtrykket, at det, vi oplever nu på de danske universiteter, er ren kapitulation. Jeg synes, det er et meget voldsomt ord at bruge, i betragtning af at 7 pct. af vores bacheloruddannelser er på engelsk og der udbydes 19 pct. på kandidatniveau.
Nu sagde hr. Søren Krarup i samme ombæring, at han ikke var så begejstret for alle de her procenter, for dem kunne der sådan fifles lidt med. Så kan jeg sige, at det helt kontant handler om 165 uddannelser ud af i alt 878 uddannelser på de danske universiteter. Det er voldsomt at kalde det ren kapitulation.
Jeg bliver selvfølgelig en anelse sørgmodig, når hr. Søren Krarup, måske sådan lidt forenklet, i sin indledende tale kalder mig åndløs. Til gengæld er jeg ikke spor betænkelig ved, at der blev brugt betydeligt negative gloser om det, jeg vil kalde en meget tidssvarende og fremadrettet universitetspolitik, som regeringen har også på dette område. For det kan da ikke være hr. Søren Krarups helt oprigtige mening, at engelsk ikke skal spille en forholdsvis central rolle. I forlængelse af det – jeg tror også, fru Kirsten Brosbøl var inde på det – vil jeg gerne sige, at det også meget gerne skulle gælde andre sprog, som gør, at vi bliver et folk, der ikke alene har vores kultur og sprog, men som også kan klare os i den internationale verden, vi lever i. Og det kan vi ikke, hvis vi skal tage det, hr. Søren Krarup har sagt her i dag, helt bogstaveligt. Jeg tror heller ikke, at hr. Søren Krarup mener det så firkantet, men det kom til at lyde meget, meget bastant.
Nu er det sådan, at jeg kan se, at hr. Jesper Langballe, Dansk Folkepartis universitetsordfører, desværre ikke er i salen nu. Det kan jeg i og for sig godt forstå han ikke er, for hr. Søren Krarup har i flere omgange udtalt betydelig mistillid til universiteterne, og det er normalt ikke det, vi hører fra Dansk Folkepartis side.
Lige akkurat med hensyn til det med tilliden til universiteterne vil jeg sige, at det er det, der er afgørende for, at vi siger, at det ikke kan være rigtigt, at vi skal komme og pålægge universiteterne nogle ting, som klart fremgår af universitetsloven er inden for universiteternes egen beslutningsret.
Derfor vil jeg sige, at jeg er meget tilpas med det, som vi har oplevet i debatten her i dag, nemlig at der har været meget bred tilslutning til, at selvfølgelig skal det danske have en central placering – det har regeringen også sikret med de tiltag, som jeg gennemgik i min besvarelse tidligere i formiddag – men at vi samtidig selvfølgelig også må have fokus på det internationale. Jeg synes, at det, som fru Malou Aamund, Venstres ordfører, sagde i sin ordførertale, er utrolig vigtigt, vi skal selvfølgelig ikke sløse med den del af den danske kulturarv, der handler om det danske sprog. Selvfølgelig skal vi ikke det, deri giver jeg hr. Søren Krarup fuldstændig ret. Men der er desværre et ordentligt spring til det, der blev givet udtryk for her fra talerstolen lidt tidligere i dag.
Derfor vil jeg gerne slutte med at sige de tre ting, som var en del af min besvarelse i formiddag, og som jeg synes er meget centrale. Den erkendelse, vi må gøre efter debatten i dag, er nemlig, at vi stadig væk skal have universiteter, som har gode muligheder for at agere internationalt, vi skal have studerende, der får kompetencer, som gør, at de kan begå sig på det globale arbejdsmarked, og vi skal selvfølgelig også i fremtiden have universiteter, som selv kan tilrettelægge deres studier. Det er nogle grundlæggende ting. Samtidig skal vi fastholde det danske og det danske sprog. Tak for en god debat og nogle spændende meningstilkendegivelser.
Tak til ministeren. Hr. Søren Krarup som ordfører for forespørgerne.
Jeg vil også i denne opmærksomme forsamling i denne sal slutte med trods alt at takke for en debat om det danske sprog i universitetssammenhæng. Jeg vil sige, at det jo altid er meget opbyggeligt at opleve den solidaritet og den velvilje, der er herinde trods de modsætninger, der er mellem os.
Må jeg bede om lidt ro i salen, så ordføreren kan afslutte.
Selv videnskabsministeren, som jeg jo ikke omtalte så smukt i dag, er jeg er meget forbundet med – i fodbold, men for så vidt også i det, der foregår i dag, selv om jeg grundlæggende er uenig med ham.
Her til sidst kan jeg så ikke lade være med at betænke det underlige, at udgangspunktet for det hele er en beretning, der krævede forpligtende lovgivning til beskyttelse af det danske sprog. Og så skal det ende med, at vi står alene med dem, der kræver en forpligtende lovgivning, og hele resten af Folketinget vil ikke være med. Det er jo en lidt underlig situation, eftersom det var en flertalsberetning.
Men jeg vil gerne sige, at jeg ikke er uvant med det, og at Dansk Folkeparti i sit korte liv heller ikke er uvant med det at stå alene over for en kompakt majoritet, som det kaldes, og så måske alligevel ende med at få ret. Det er jeg ganske overbevist om at vi vil få.
Jeg vil sige, at jeg rejste denne debat for at udfordre en universitetslovgivning med et forhold til det danske sprog, som forekommer mig mildest talt mistænkeligt, for ikke at sige farligt. Jeg vil fortsætte med den udfordring. Hvis jeg sidder i Folketinget til næste år, vil den samme debat komme i form af en forespørgsel til den forhåbentlig stadig siddende videnskabsminister, fordi det er og bliver helt afgørende, at det danske sprog hævdes og respekteres på universitetet.
Forholdet er jo, at vi bestemt ikke er modstandere af forskningsfrihed, tværtimod, og det jo også det, vores ordfører ustandselig har understreget. Vi er derimod modstandere af at lægge forskningen i lænker. Men vi er tilhængere af, at det grundlæggende sproglige fundament her i landet, nemlig det danske sprog, respekteres på universitetet. Det mener jeg ikke det bliver i dag.
Dette er altså et forsøg på at råbe Folketinget og offentligheden op vedrørende et spørgsmål, der betyder, at det danske sprog – og det vil jo i sidste ende sige det danske folk – er i færd med at miste en afgørende del af sin egen identitet. Jeg spurgte før, og jeg kan gentage spørgsmålet til ministeren: Er der nogen form for undervisning på engelsk, der kommer op på siden af dansk? Er der nogen, selv den, der har lært engelsk bedst, der er i stand til at tale og undervise på samme måde, som han gør på sit modersmål? Nej, det er der ikke.
I en situation, hvor dansk er et lille sprogområde omgivet af et enormt engelsk sprogområde, der udøver et massivt pres på det danske sprog, vil vi blive ved med at fastholde, at det danske sprog skal have afgørende plads i universitetsundervisningen, på de højere læreanstalter, det har det ikke i øjeblikket. Det vil vi kæmpe for det skal for få. Og jeg kan roligt sige, at vi vil fortsætte med det, der er en udfordring til en kompakt majoritet, indtil der virkelig er lydhørhed for, hvad jeg har sagt.
Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.
Nu har vi jo hørt ordføreren gentagne gange snakke om, hvor meget Dansk Folkeparti vil gøre for det danske sprog og de danske universiteter. Men jeg kunne godt tænke mig at høre konkret fra ordføreren: Hvad er det præcis, Dansk Folkeparti har tænkt sig at gøre for at styrke de danske universiteter? Det ville jo i hvert fald stå i modsætning til den politik, som Dansk Folkeparti har ført i de forløbne 8 år under den her regering. Men jeg vil bare gerne høre en konkretisering af, om man fra Dansk Folkepartis side vil være med til at styrke forskningen og styrke undervisningen på de danske universiteter.
Det er indlysende, og det er jo netop også det, jeg har sagt, at vi er absolutte tilhængere af en universitetspolitik, der virkelig har forskningsfrihed – det kan jeg godt efterlyse i øjeblikket – i stedet for at forskningsfriheden lægges i bånd til fordel for en sprogpolitik, der betyder, at man har lagt det danske sprog, der skal være grundlaget for enhver grundlæggende forskning, i lænker. Selvfølgelig er vi tilhængere af forskningsfriheden.
Hr. Jonas Dahl.
Fra SF’s side er vi også meget enige i, at der er behov for at sikre forskningsfriheden, og det er noget, som vi også har påpeget gentagne gange, ikke mindst i hele diskussionen om universitetsloven. Det er derfor, SF ikke er med i universitetsforliget, men det er også derfor, vi netop med den universitetsevaluering, der kom i sidste uge, har påpeget, at der er et problem med forskningsfriheden. Det er jo præcist det, universitetsevalueringen peger på.
Men det, jeg spurgte til, var den økonomiske del af det. Dansk Folkeparti støtter jo regeringen i finanslov efter finanslov, hvor vi gang på gang hører universiteterne påpege, at der er problemer med finansieringen. Så jeg vil bare gerne høre, om Dansk Folkeparti har tænkt sig at afsætte ekstra midler på finansloven til at styrke forskningen og undervisningen på universiteterne.
Nu er finansloven ikke mit område, men det er da i hvert fald helt givet, at Dansk Folkeparti vil støtte en universitetslovgivning, der netop vil sikre det danske sprogs ret på de danske universiteter. Det er det, denne diskussion har handlet om. Det er det, der er min opgave og mit formål at understrege, og det betyder naturligvis ikke, at vi dermed på nogen måde vil begrænse forskningsfriheden, vi vil kun fastholde, at forskningsfriheden i Danmark også omfatter det danske sprog som et grundlæggende element.
Fru Kirsten Brosbøl for en kort bemærkning.
Jeg skal bare helt kort spørge hr. Søren Krarup, om det efter hr. Søren Krarups opfattelse også er en del af forskningsfriheden selv at kunne vælge videnskabssprog.
Det er fuldstændig rigtigt, at man selvfølgelig skal have mulighed for selv at vælge videnskabssprog, men jeg vil sige, at skal man aflægge eksamen ved et dansk universitet, skal det danske sprog ikke være fuldstændig tilsidesat. Jeg kender jo selv til, at man selvfølgelig i sin uddannelse taler andre sprog – dengang var det især tysk, en teolog beskæftigede sig med.
Selvfølgelig er der ikke tale om, at vi vil udelukke noget sprog, men vi vil fastholde, at det grundlæggende sprog ved et dansk universitet er og skal være dansk, samtidig med at man selvfølgelig har mulighed for også at arbejde på andre sprog.
Fru Kirsten Brosbøl.
Det synes jeg var en vigtig præcisering. Og det var vigtigt at få slået fast, at der ikke er nogen, der vil afskaffe andre sprog end dansk, og at valg af videnskabssprog er en del af forskerens individuelle forskningsfrihed. Det synes jeg var en meget vigtig præcisering efter de mange taler, hr. Søren Krarup har holdt i dag, og de mange spørgsmål, der er stillet.
Jeg skal også bare lige høre, om det er Dansk Folkepartis holdning, at universiteterne skal være selvstyrende institutioner og have autonomi også til at træffe valg om uddannelsessprog ud fra en faglig betragtning.
Nu kommer jeg ind på et område, der ikke er mit, men jeg vil sige, at selvfølgelig skal de ikke være mere selvstyrende, end at de er afhængige af den stat, der sørger for, at deres økonomiske grundlag eksisterer. Og det vil sige, at regeringen og Folketinget selvfølgelig skal kunne stille krav til universiteternes undervisning, bl.a. at man ikke tilsidesætter dansk. Det synes jeg er helt, helt afgørende.
Jeg kan ikke lade være med at slutte her med at gentage, at der for 3 dage siden kom en bog skrevet af Niels Davidsen-Nielsen, der netop understreger den katastrofale udvikling gennem de sidste 10 år, hvor det danske sprog især på universitetsniveau er blevet sat til side. Det er et nødråb fra hans og mange andre ledende sprogforskeres side om, at vi nu må begynde at forpligte universiteterne til at tale dansk. Det er der grund til, og jeg vil da foreslå fru Kirsten Brosbøl at læse Niels Davidsen-Nielsens bog.
Tak til ordføreren.
Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.
Afstemning
Der stemmes om forslag til vedtagelse nr. V 28 af Malou Aamund (V), Kirsten Brosbøl (S), Jonas Dahl (SF), Jørgen S. Lundsgaard (KF), Marianne Jelved (RV), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Simon Emil Ammitzbøll (LA), og afstemningen kan starte nu.
Afstemningen slutter.
For stemte: 92 (V, S, SF, KF, RV, EL og LA), imod stemte: 15 (DF), hverken for eller imod stemte: 0.
Forslag til vedtagelse nr. V 28 er vedtaget.
Forslag til vedtagelse nr. V 27 af Søren Krarup (DF) er hermed bortfaldet.
Forespørgslen er afsluttet.