Af Søren Krarup (DF) Til kirkeministerenBirthe Rønn Hornbech (V)12-10-2009
Samling: 2009-10Status: Besvaret, endeligt
Spørgsmålets ordlyd: Hvordan agter ministeren som minister for den danske folkekirke at forholde sig til, at en sognepræst er blevet fordrevet fra sit sogn af grov chikane fra unge af anden etnisk herkomst?
Skriftlig begrundelse: Ingen.
Spm. nr. S 95
1) Til kirkeministeren af:
Søren Krarup (DF):
Hvordan agter ministeren som minister for den danske folkekirke at forholde sig til, at en sognepræst er blevet fordrevet fra sit sogn af grov chikane fra unge af anden etnisk herkomst?
Formanden:
Værsgo til hr. Søren Krarup.
Jeg forstår, at jeg skal begynde med at læse spørgsmålet op, og det lyder: Hvordan agter ministeren som minister for den danske folkekirke at forholde sig til, at en sognepræst er blevet fordrevet fra sit sogn af grov chikane fra unge af anden etnisk herkomst?
Så er det kirkeministeren.
Kirkeministeren (Birthe Rønn Hornbech):
Jeg må sige, at det er en sag, jeg ikke kendte til, før jeg erfarede om den i avisen. Som kirkeminister føler man en slags sorg, når man hører om det, for det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at en præst skal fordrives fra sin præstegård på grund af tyveri, hærværk og chikanerier.
Jeg ved ikke noget om, hvem der har forøvet ugerningerne, men det er jo i hvert fald sådan, at man ikke kan have været i tvivl om, at det er i præstegården, man har været, og at der, som jeg kender til det fra dagspressen, ikke kan være nogen tvivl om, at det virker meget personligt.
Jeg er på den anden side også nødt til at sige, at det er en sag for politiet, og spørgeren ved jo også, at regeringen igen og igen er kommet med bandepakker og nu senest forleden dag en lømmelpakke og har skærpet straffene. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg forventer, at politiet tager det her alvorligt. Det, jeg kan høre mig frem til, er jo, at Tingbjerg af og til – og måske mere permanent – er et område, som der er nogle, der ikke tør komme ind i, hvor man ikke føler, at man kan gå i fred, og hvor politiet selv har udtalt, at de skal være flere folk, når de skal ind i området, og det må de jo så bare være flere folk om. For jeg må tage dyb afstand fra, at der skulle være et område i Danmark, hvor almindelige mennesker altså ikke kan færdes i fred og ro, og hvor en præst fordrives.
Men det er først og fremmest en politisag. Det er også en integrationssag, og det er et område, hvor Integrationsministeriet samarbejder med kommunen, og der er også gode historier derudefra. Men som kirkeminister kan jeg kun udtrykke min sorg og min vrede over det, der er foregået.
Hr. Søren Krarup.
Jeg ved godt, at kirkeministeren ikke er justitsminister og dermed råder over landets politistyrker. Jeg ved også godt, at kirkeministeren heller ikke er biskop over Københavns Stift og som sådan har tilsyn med præsterne. Men da kirkeministeren er den øverste ansvarlige for den danske folkekirke, vil jeg godt drøfte sagen med hende, da den forekommer mig så afgørende, for ikke at sige alarmerende, at vi alle har grund til virkelig at se den i øjnene.
Den danske folkekirke består af sogne. Vi har i København et sogn, der hedder Tingbjerg Sogn. Der er som i alle sogne en kirke, der er en præst, der er en præstegård, og så er der nu kommet indvandrere, som på grund af den kultur, for ikke at sige religion, de medbringer, føler sig fremmede over for folkekirken og dermed over for Danmark. Der har jo været mange indvandrere tidligere, og de har alle sammen været hæderlige og har respekteret det, de kom til. Her har vi at gøre med indvandrere, der tydeligvis ikke respekterer det, og som derfor fører en chikane, for ikke at sige terror, imod den stakkels præst, som jeg kender, og som er en helt igennem hæderlig mand. Han er blevet chikaneret og forfulgt i årevis af disse indvandrere.
Det vil sige, at vi står i en situation, hvor der er en voksende gruppe af den københavnske befolkning, der forholder sig direkte fjendtligt til dansk kultur, til dansk tradition, til den folkekirke, der er kernen i dansk kultur. Det forekommer mig at være så alarmerende, at vi ikke kan acceptere, at disse tilstande overhovedet kan forekomme. Derfor synes jeg, der virkelig er grund til – og jeg vil gerne tale med store bogstaver, og det er naturligvis ikke vendt mod kirkeministeren, men det er vendt mod en tilstand, som alle danske bør reagere på – at sige: Dette kan vi ikke acceptere.
Jeg vil godt spørge kirkeministeren: Giver hun mig ikke ret i, at vi her er kommet til noget, som er så afgørende, så alarmerende, at det er nødvendigt, at der virkelig handles med kraft og styrke, sådan at de tilstande ikke fortsætter?
Kirkeministeren.
Jo, og jeg ville også meget gerne, at det var mig, der kunne løse alle problemerne. For det er en alarmerende udvikling, som ikke bare finder sted i Tingbjerg, men der sker efter min mening et skred i disse år i mangel på respekt for lov og ret. Man kan jo også sige, at selv det, vi kalder bedsteborgere, jo respekterer det skred og deltager i det, de kalder fredelige demonstrationer, som ikke er fredelige demonstrationer, men som er at lægge politiet hindringer i vejen for deres arbejde. Det er et skred, som på alle måder er alarmerende.
Jeg kan ikke udpege nogen gerningsmænd, fordi der ikke er nogen, der er sigtet, tiltalt eller dømt. Der er i hvert fald ikke nogen, der er dømt, og jeg ved det ikke, men jeg har indtryk af, at der ikke er nogen, der er sigtet. Men det er alarmerende. Jeg har selv et medansvar som integrationsminister, og derfor har regeringen jo også sat turbo på integrationen og gjort meget ud af medborgerskab, og som der også er blevet annonceret her ved Folketingets åbning, vil vi foretage et eftersyn af integrations- og udlændingelovgivningen for at se, om der er noget, vi kan gøre der. For det er fuldkommen uacceptabelt, og det her betragter jeg også som et angreb på den danske folkekirke og på den danske kultur, selv om jeg ikke kender gerningsmændene.
Forfatteren Lars Hedegaard og Mogens Camre udgav for nylig en bog, der hedder »1400 års krigen« . Det er en fremragende bog, der skildrer situationen i denne verden siden 600-tallet: 1400 års islamisk krig imod kristenheden, der som bekendt har ført til, at gamle kristne områder i stort tal er gået tabt. I denne bog trækker forfatteren Lars Hedegaard, og altså også Mogens Camre, situationen op og gør opmærksom på, hvordan islams holdning til kristendommen altid er aggressivitetens. Det vil sige, at det er interessen i at få magt.
Her har vi med en bydel at gøre, hvor der er kommet mange muslimske indvandrere. Nu ser vi, at de driver folk ud, der kommer for at hjælpe: brandfolk og hjemmehjælpere, og de driver nu også den præst ud, hvis religion de er absolutte modstandere af. Må man ikke der sige, at det er absolut nødvendigt, at man ser situationen i øjnene, nemlig at det er islam, der fører krig imod kristendommen i Danmark, og vi derfor står ubetinget fast over for det angreb, der er tale om?
Uanset hvem, der angriber – og som sagt er der ikke nogen, der er dømt – mener jeg, at den opfordring, hr. Søren Krarup kom med i sit først indlæg til alle danskere, er rigtig. For vi er nødt til at stå sammen om danske værdier, stå sammen om retsstaten. Det er der, jeg mener at der er sket et skred i de senere år, og det skred sker altså desværre også i grupper, som man normalt måtte forvente ville overholde lov og ret og ikke lægge politiet og andre myndigheder hindringer i vejen for at udøve lovlig virksomhed. Så jeg mener, at det er en meget alvorlig sag, og at vi skal stå fast. Vi vil ikke finde os i det, men det er jo ikke nok at sige det. Men jeg mener altså også, at regeringen både på integrationsområdet og på det kriminalpolitiske område har foretaget en lang række foranstaltninger, som netop skal imødegå det her.
Men det er også en efter min mening fuldstændig hovedløst bosætningspolitik i Københavns Kommune, der ligger bag. Altså, man samler en masse marginaliserede borgere et sted. Det er ikke særlig klogt. Der er en række andre kommuner, der har lært, at det skal man netop ikke gøre. Man skal sprede det, for det er jo efter kenderes opfattelse et godt boligbyggeri som sådan, men hvorfor skal man stuve en bestemt gruppe af vejen derude? Det er efter min opfattelse en helt fatal fejl
Så er det hr. Søren Krarup.
Jeg takker for ministerens gode ord og gode vilje, men jeg synes, at det er nødvendigt i al enkelhed at sige: Dette er et islamisk forsøg på at fordrive folkekirken fra et kristent sogn i det kristne land Danmark, det kan vi lige så godt se i øjnene.
Så er der to ting, jeg lige vil nævne her til sidst. For det første kan jeg ikke forlige mig med, at vi har haft en biskop, Erik Norman Svendsen, der har kendt til denne sag i lang, lang tid og har ladet den stakkels præst prøve på at klare sig alene, sådan at han nu nedbrudt har måttet flygte ud af sit sogn.
For det andet kan jeg ikke rigtig forsone mig med – og det henhører dog en lille smule under kirkeministeren – at man så accepterer, at de sælger præstegården derude. At sælge præstegården i det sogn, hvor der skal være en præst, der skal have et sted at bo, er jo at kapitulere, og jeg vil godt spørge kirkeministeren: Er hun ikke enig med mig i, at det er en meget, meget uheldig handling? I denne situation er der ikke brug for kapitulation, der er brug for mod og for styrke til at forsvare det, man står for.
Nu omtalte spørgeren den pågældende præst som et godt og rart menneske, så jeg synes ikke, at vi skal pålægge ham at blive boende der, hvor han er blevet syg og nedbrudt og har måttet flygte fra. Det synes jeg ville være forkert, men i øvrigt har jeg jo i årevis kæmpet for, at den slags først og fremmest er menighedsrådenes vurdering.
Jeg mener, at Københavns biskop jo på alle måder i medierne i de senere dage – han har ikke været så længe i embedet – har støttet den pågældende præst, og jeg synes, at jeg også her med de ord, jeg kommer med, vil give udtryk for, at det skal vi naturligvis gøre, men at pålægge ham at blive boende der vil jeg i hvert fald ikke gøre. Men det er heller ikke noget, som i første omgang henhører under kirkeministeren.
Tak til hr. Søren Krarup og tak til kirkeministeren som kirkeminister.
Den næste spørger er fru Johanne Schmidt-Nielsen, og det er nu til integrationsministeren.