Af Henrik Brodersen (DF) Til justitsministerenLars Barfoed (KF)15-04-2010
Samling: 2009-10Status: Besvaret, endeligt
Spørgsmålets ordlyd: Hvad er ministerens holdning til, at det tager op imod 6 måneder at få sit kørekort fornyet, efter man er fyldt 70?
Skriftlig begrundelse: Ingen.
Spm. nr. S 1886
21) Til justitsministeren af:
Henrik Brodersen (DF):
Hvad er ministerens holdning til, at det tager op imod 6 måneder at få sit kørekort fornyet, efter man er fyldt 70?
Fjerde næstformand (Helge Adam Møller):
Værsgo til hr. Henrik Brodersen for at læse spørgsmålet op.
Det er lidt i samme boldgade: Hvad er ministerens holdning til, at det tager op imod 6 måneder at få sit kørekort fornyet, efter man er fyldt 70?
Så er det justitsministeren.
Justitsministeren (Lars Barfoed):
Der vil jeg sige, at ligesom vi jo kunne være enige om, at køreprøver skal afvikles inden for en rimelig tid, skal der også være en rimelig sagsbehandlingstid, når det gælder dem, som søger om at få fornyet deres kørekort, når de er fyldt 70 år.
Det indtryk, jeg har, er, at den sagsbehandlingstid, vi oplever i de sammenhænge, i mange sager i hvert fald er væsentlig kortere end det, der bliver angivet i spørgsmålet. Jeg tror ikke, det på nogen måde er normen, at der er 6 måneder, selv om der selvfølgelig kan være eksempler på, at det tager så lang tid.
Reglerne er jo selvfølgelig, som man ved, sådan, at man har et kørekort, til man bliver 70 år – i hvert fald hvis man ikke af andre grunde bliver frataget det, og det kan jo ske, men det er så en anden sag. Hvis man så stadig væk opfylder betingelserne for at kunne få kørekort, og det er jo her især de helbredsmæssige betingelser, der er relevante, kan man forny sit kørekort, og så indgiver man ansøgning om fornyelse vedlagt en lægeattest til kommunen, og så foretager kommunen en kontrol af, om betingelserne er opfyldt.
Det er altså mit indtryk, at man i de fleste tilfælde ikke er oppe på så lang en sagsbehandlingstid som 6 måneder, men der kan selvfølgelig være vanskelige sager, hvor der skal en grundig vurdering af helbredet til. Og det er vi jo på den anden side også alle sammen interesserede i af hensyn til trafiksikkerheden. Er der tvivl om nogens helbred med hensyn til, om de er i stand til at føre bil, skal det også undersøges rimelig grundigt.
Så er det spørgeren.
Jeg er helt på linje med justitsministeren omkring den opgave, som kommunerne fik pålagt sig med at forny og udstede kørekort og pas. Det synes jeg generelt også at kommunerne har taget til sig. De løser det på allerfineste vis. Det er jo netop, hvis man har været nede og få en lægeerklæring, som der ikke er nogen, hvad skal man sige, bemærkninger til, at man går op og får det. Så kører det faktisk meget fornuftigt.
Men det er i de sager, som af en eller anden grund skal have en politimæssig vurdering, der kan gå rigtig, rigtig lang tid. Jeg tænkte jo også i starten, at det er, fordi man skal undersøge, om ansøgeren skal have en større undersøgelse – der er jo så mange sygdomme, der kan være farlige. Der har det så vist sig, at det faktisk ikke var det. Det var noget, som man kunne have klaret ved lige at skimme ned over det og sige, at man er fuldstændig bekendt med det, og give det et stempel. Alligevel ligger det så i 6 måneder.
Justitsministeren.
Jeg synes måske lige, man skal nævne her, at det jo selvfølgelig er sådan, at hvis man søger om fornyelse af kørekortet, vil man normalt i forbindelse med levering af ansøgningen om at få en fornyelse af kørekortet, i forbindelse med at man fylder 70 år, kunne få udstedt et midlertidigt kørekort, der er gyldigt i Danmark og resten af Norden. Så det er ikke sådan, at man lige pludselig er afskåret fra at køre bil, når man fylder 70 år. Hvis ikke man har fået sagsbehandlingen gennemført, kan man under normale omstændigheder få et sådant midlertidigt kørekort, og man kan også løse problemerne, hvis man har brug for at køre uden for Norden, i hvert fald under normale omstændigheder.
Men der er jo tilrettelagt en opgavefordeling, og det er vel også det, hr. Henrik Brodersen er inde på, mellem politiet og kommunen, hvor det har været tanken, i forbindelse med at man ændrede færdselsloven tilbage i 2005, at kommunerne skulle tage sig af de lette sager, hvor der sådan set ikke er problemer, og politiet tage sig af de mere vanskelige sager. Det er måske også derfor, man så ser en lidt længere sagsbehandlingstid, når det gælder de sager, som politiet skal tage sig af, allerede af den grund, at det ofte er nogle lidt mere vanskelige sager, det drejer sig om.
Jo, men alligevel 6 måneder. Altså, man kan sige, at hvis det havde været en person, der havde været et stykke oppe i halvfjerdserne, var det lige før den ene sag ikke ville kunne nå at blive afsluttet, før den næste så skulle påbegyndes, og det finder jeg ikke rimeligt. Men jeg er meget glad for justitsministerens syn på det, nemlig at det simpelt hen er noget, der skal strammes op på og sættes fokus på, og så venter jeg lige så spændt som justitsministeren på at få en redegørelse fra Rigspolitiet.
Så er det ministeren.
Jeg kan så tilføje, at der som sagt tilbage i 2005 blev lagt det snit, og der kan man jo altid diskutere, om snittet er lagt på den rigtige måde, og om man kan optimere sagsbehandlingen ved at gøre det på en anden måde, fordele opgaverne lidt anderledes, lægge snittet lidt anderledes. Der er Rigspolitiet for tiden ved at gennemføre en evaluering af de opgaver, der er blevet overført til kommunerne på kørekortområdet. Når den foreligger, vil vi selvfølgelig gennemgå den meget nøje i Justitsministeriet med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at ændre på den nuværende ordning for at optimere bl.a. sagsbehandlingstiderne i den forbindelse.
Der er ikke flere spørgsmål. Så siger jeg tak til spørgeren og tak til justitsministeren. Og da de sidste tre spørgsmål som tidligere meddelt er udgået af dagsordenen i dag, er spørgetiden hermed afsluttet.