Retsudvalgets arbejde

Rets- og politivæsen, f.eks. straffelovgivning, retsplejeloven, retsafgifter, formueret, tinglysning m.v., er nogle af de centrale emner for Retsudvalgets arbejde. 

Større

Opgaver og ansvar

Udvalgets opgaver og ansvar kan deles op i 2 hovedområder:
  • behandling af lovforslag og beslutningsforslag på udvalgets fagområde 
  • parlamentarisk kontrol med regeringen på det retspolitiske område
Det er også udvalgets opgave at holde sig bredt orienteret på retsområdet. 

Den parlamentariske kontrol sker primært, ved at udvalgsmedlemmerne stiller følgende typer spørgsmål til justitsministeren eller andre ministre: Mundtlige eller skriftlige § 20-spørgsmål, skriftlige udvalgsspørgsmål, samrådsspørgsmål og forespørgsler til Ministeren.

Ekspertmøder og høringer, der enten kan være lukkede eller åbne for offentligheden, holder udvalget også. 

Organisationer og borgere har mulighed for at sende henvendelser til eller komme i foretræde for Retsudvalget, hvis de ønsker at orientere udvalget om et emne på udvalgets fagområde.

Læs om udvalgsarbejdet i Folketinget

Fagministerium

Justitsministeriet er udvalgets primære fagministerium. Under Justitsministeriet hører politiet, anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Civilstyrelsen, og en række råd og nævn, herunder Det Kriminalpræventive Råd, Pressenævnet og Erstatningsnævnet.

Organisationer

Mange forskellige organisationer opererer på det retspolitiske område. Det kan være foreninger, tænketanke, forskningsinstitutioner , internationale organisationer m.v. Mange af disse er interesseret, i at følge med i udvalgets arbejde. Samtidig er udvalget interesseret i input fra disse organisationer, som kan indgå i udvalgets arbejde med forskellige emner. 

Besøg og studieture

Udvalget tager på besøg og studieture til ind- og udland for at få input og inspiration til udvalgets arbejde. 

Formålet med besøg og studieture er at:
  • holde sig generelt orienteret om et emne på retsområdet
  • undersøge en konkret problemstilling, f.eks. som led i udvalgsbehandlingen af et lovforslag
  • Indholdet af et besøg eller en studietur kan f.eks. være at se på, hvordan lovgivningen virker i praksis, eller hvordan man har indrettet sig i andre lande, og hvilke erfaringer man har gjort sig der.
Udvalget modtager også besøg fra andre landes parlamenter m.v. 
  • 20 udvalgsmøder
  • behandling af 4 lovforslag og 13 beslutningsforslag
  • 42 samrådsspørgsmål fra udvalget
  • 1.588 udvalgsspørgsmål fra udvalget
  • modtagelse af 11 deputationer
  • 93 skriftlige henvendelser til udvalget
Udvalgets aktiviteter var i folketingsåret centreret om en generel introduktion til udvalgets sagsområde for det nye udvalg, der blev nedsat efter folketingsvalget i november 2022. Samtidig havde udvalget fokus på aktiviteter som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger med regeringen om en flerårsaftale for Danmarks Domstoles økonomi for 2024-2027. 
 
Temamøder, ekspertmøder og andre møder
  • Udvalget fik den 19. januar 2023 en introduktion til Justitsministeriets ressort ved justitsministeren og Justitsministeriets embedsmænd som led i den generelle introduktion til udvalgets sagsområde.
  • Den 24. januar 2023 deltog udvalget i Folketingets Ombudsmands konference i Folketinget om anbragte børn og unges rettigheder, som markerede 10-årsdagen for Ombudsmandens Børnekontor. 
  • Den 26. januar 2023 holdt udvalget møder med henholdsvis Folketingets Ombudsmand, Statsrevisorerne og Institut for Menneskerettigheder, som introducerede udvalget til de respektive institutioner og deres arbejde, ligeledes som led i den generelle introduktion til udvalgets sagsområde.
  • Den 31. januar 2023 deltog udvalget i et fælles møde med Grønlandsudvalget og Inatsisartuts Lovudvalg, hvor bl.a. emner med relation til justitsområdet i Grønland blev 
    drøftet.
  • Den 9. februar 2023 deltog udvalget et i møde hos Rigspolitiet med deltagelse af Rigspolitiet og Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor udvalget fik en introduktion til de respektive myndigheders organisationer og arbejde som led i den generelle introduktion til udvalgets sagsområde.
  • Den 22. februar 2023 deltog udvalget og Inatsisartuts Lovudvalg i Grønlandsudvalgets møde med Politiforbundet, Grønlands Politiforening og CO10 om forhandlinger om ligeløn for politibetjente i Grønland.
  • Udvalget holdt den 23. februar 2023 møder med henholdsvis Advokatsamfundet og Danske Advokater samt Dommerfuldmægtigforeningen, HK Stat og HK Danmarks Domstole som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger om en flerårsaftale for domstolenes økonomi.
  • Den 23. februar 2023 var udvalget til møde i Justitsministeriet om justitsministerens redegørelse om status over dansk politis situation i forhold til Europol. 
  • Den 2. marts 2023 var udvalget på besøg hos Københavns Byret og Østre Landsret, hvor udvalget modtog en introduktion til domstolenes organisering og arbejde som led i den generelle introduktion til udvalgets sagsområde og forberedelse til de politiske forhandlinger om en flerårsaftale for domstolenes økonomi. Som opfølgning på besøgene overværede udvalgsmedlemmer udvalgte retssager ved Københavns Byret.
  • Den 20. april, 25. maj og 21. juni 2023 deltog udvalget i møder i Justitsministeriet om afrapporteringer fra arbejdet i det af justitsministeren nedsatte udvalg for forberedelse af ny flerårsaftale for domstolene.
  • Den 27. april 2023 holdt udvalget en lukket spørgetime med justitsministeren om aktuelle emner inden for udvalgets sagsområde. 
  • Udvalget holdt den 27. april 2023 et møde med Folketingets Ombudsmand om Ombudsmandens arbejde og årsberetning for 2022.
  • Den 10. maj 2023 deltog udvalget i et møde i Justitsministeriet med formanden for Retsplejerådet, hvor udvalget fik en præsentation af Retsplejerådets katalog med anbefalinger til nedbringelse af sagsbehandlingstiden i civile sager ved domstolene.
  • Den 16. maj 2023 holdt udvalget møde med (by)retspræsidenterne fra Retten på Frederiksberg, Retten i Glostrup og Retten i Horsens om forslag til forbedring og effektivisering af domstolene som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger om en flerårsaftale for domstolenes økonomi.
  • Den 25. maj 2023 holdt udvalget møde med Institut for Menneskerettigheder om instituttets årsberetning for 2022.
  • Udvalget holdt den 25. maj 2023 som opfølgning på udvalgets studietur til Kosovo i april 2023 møde med  justitsministeren og Kriminalforsorgen om status på ratificering og implementering af aftalen om leje af fængselspladser i Kosovo.
  • Den 22. juni 2023 holdt udvalget møde med retspræsidenterne fra Retten på Bornholm og Retten på Færøerne som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger om en flerårsaftale for domstolenes økonomi.
  • Den 24. august 2023 fik udvalget som forberedelse til sin studietur til Grønland ved en repræsentant for Grønlands departement for tidligere politiansatte og foreningen Thin Blue Line, der støtter alvorligt tilskadekomne politiansatte og deres pårørende, med fokus på psykiske belastningsreaktioner som posttraumatisk stress (ptsd) blandt politiansatte, herunder forskning i årsager til forekomsten af ptsd blandt politiansatte.
  • Den 22. september 2023 deltog udvalget i Europaudvalgets møde med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet til en drøftelse af Europa-Kommissionens årlige rapport om retsstatsprincippet i Danmark med europakommissær Didier Reynders.
Teknisk gennemgang
Udvalget holdt den 28. marts og 6. september 2023 en teknisk gennemgang ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet om forslag til finanslov for henholdsvis 2023 og 2024 på justitsministerens sagsområde.
 
Rejser
Udvalget besøgte den 6. marts 2023 Vestre Fængsel, Retten i Glostrup og Københavns Vestegns Politi som led i en generel introduktion til udvalgets sagsområde og straffesagskæden, herunder politiets organisering og arbejde, arbejdet i retten og forholdene for ansatte og indsatte afsonere og varetægtsfængslede. Samtidig havde turen fokus på forberedelserne til de politiske forhandlinger om en flerårsaftale for domstolenes økonomi, herunder konsekvenserne af de lange sagsbehandlingstider og sagsophobninger ved domstolene og forslag til løsninger på udfordringerne.  
 
Den 26. og 27. marts 2023 deltog medlemmer af Retsudvalget og Europaudvalget i det 12. møde i den fælles parlamentariske følgegruppe vedrørende Europol (JPSG) i Stockholm for medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Her var bl.a. Europols operationelle støtte til medlemsstaterne og bekæmpelse af menneskehandel på dagsordenen.
 
Udvalget var den 30. og 31. marts 2023 på besøg ved byretterne i Sønderborg, Horsens, Kolding, Viborg og Aalborg samt Vestre Landsret i Viborg. Studieturen var planlagt som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger om en flerårsaftale for domstolenes økonomi og som generel introduktion til udvalgets sagsområde. Studieturen havde særlig fokus på konsekvenserne af de lange sagsbehandlingstider og sagsophobninger ved domstolene og forslag til løsninger på udfordringerne.  
 
Udvalget var den 12.-15. april 2023 på studietur til Kosovo. Baggrunden var den indgåede traktat mellem Danmark og Kosovo om leje af fængselspladser i Gjilan Detention Center, der sætter rammerne for aftalen om, at Danmark kan anvende 300 fængselspladser til fuldbyrdelse af straf for udvisningsdømte udlændinge, der er idømt straf i 
Danmark. Formålet var at indhente viden om forholdene i Gjilanfængslet, herunder om rettigheder og sikkerhed for indsatte og ansatte, myndigheders og operatørers ansvar og beføjelser m.v. og den generelle sikkerhedsmæssige situation i Kosovo. Udvalget besøgte fængslet og mødtes med politikere og repræsentanter for relevante organisationer og myndigheder.
 
Udvalget var den 28. august – 2. september 2023 på studietur til Grønland. Formålet var at indhente viden om justitsområdet i Grønland og få indsigt i de forhold, der er særligt kendetegnende ved justitsområdet i Grønland. Justitsområdet i Grønland er et af de sagsområder, som Grønland ikke har hjemtaget, og som derfor fortsat er dansk ansvarsområde. Udvalget besøgte Nuuk, Aasiaat, Kangaatsiaq, Akunnaaq og Kangerlussuaq, hvor der var besøg på anstalter, i retter og på politistationer og møder med politikere og repræsentanter for relevante myndigheder og interesseorganisationer.
  • 42 udvalgsmøder
  • behandling af 21 lovforslag og 21 beslutningsforslag
  • 63 samrådsspørgsmål fra udvalget
  • 1.725 udvalgsspørgsmål fra udvalget
  • modtagelse af 9 deputationer
  • 127 skriftlige henvendelser til udvalget


Høringer

Den 13. januar 2022 holdt udvalget en høring om logning som led i Folketingets behandling af L 93 Forslag til lov ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. (Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.). Formålet var, ud over at få større indsigt i brugen af registrering og opbevaring af teleoplysninger, f.eks. som efterforskningsværktøj og som bevis i retssager, at få belyst, hvilke konsekvenser lovforslaget forventedes at have i forhold til respekten for grundlæggende rettigheder, herunder EU-Domstolens praksis vedrørende logningsregler, og hvilke konsekvenser lovforslaget forventedes at få for borgerne, teleudbydere og øvrige relevante aktører.

Den 26. januar 2022 holdt udvalget en åben høring om offentlighedsloven med det formål at belyse den rette balance mellem på den ene side hensynet til at sikre det fortrolige rum, hvor regeringen kan få rådgivning og bistand fra embedsværket, og på den anden side offentlighedens interesse i åbenhed og indblik i myndighedernes arbejde og Folketingets muligheder for at udøve parlamentarisk kontrol med regeringen. Høringen blev bl.a. afholdt på baggrund af Ytringsfrihedskommissionens betænkning 1573/2020 om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark og kommissionens overvejelser og anbefalinger om informationsfrihed og ret til aktindsigt og oplysninger.

 

Temamøder, ekspertmøder og andre møder

  • Den 6. oktober 2021 holdt udvalget et temamøde om resocialisering og uddannelse for afsonere i Kriminalforsorgen som én blandt flere aktiviteter som led i forberedelserne til regeringens forhandlinger med partierne i Folketinget om en flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi.
  • Den 6. oktober 2021 holdt udvalget tillige et temamøde om sagsomkostninger i straffesager ligeledes som led i forberedelserne til regeringens forhandlinger med partierne i Folketinget om en flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi.
  • Den 13. oktober 2021 holdt udvalget et ekspertmøde om offentlige myndigheders indgreb i og omkring borgeres ejendom og virksomhed, bl.a. for at belyse, hvorvidt processerne kan forenkles og ensartes for at styrke borgernes retssikkerhed. Ekspertmødet blev afholdt i forlængelse af Folketingets behandling af beslutningsforslag nr. B 84 om styrket retssikkerhed ved ekspropriation m.v.
  • Den 14. oktober 2021 holdt udvalget et møde med Fængselsforbundet, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk Socialrådgiverforening og HK Stat som led i forberedelserne til regeringens forhandlinger med partierne i Folketinget om en flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi.
  • Den 25. og 26. oktober 2021 deltog medlemmer af Retsudvalget og Europaudvalget (virtuelt) i det 9. møde i den fælles parlamentariske følgegruppe vedrørende Europol (JPSG) for medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Her var bl.a. cyberkriminalitet i EU med fokus på de kommende EU-regler om bekæmpelse af onlinemisbrug af børn og bekæmpelse af finansiel kriminalitet og korruption på dagsordenen.
  • Den 20. januar 2022 holdt udvalget et møde med Rigspolitiet om konsekvenserne af L 93 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. (Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.).
  • Den 21. april 2022 var udvalget inviteret til møde hos Folketingets Ombudsmand om Ombudsmandens arbejde og årsberetning for 2021. 
  • Den 29. april 2022 holdt udvalget en lukket spørgetime med justitsministeren om aktuelle emner inden for udvalgets område.
  • Den 1. september 2022 holdt udvalget dels et møde med de faglige organisationer Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Stat og HK Danmarks Domstole og dels et møde med Danske Advokater og Advokatsamfundet, begge som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger med regeringen om en flerårsaftale om Danmarks Domstoles økonomi. 
  • Den 15. september 2022 holdt udvalget møde med Institut for Menneskerettigheder om instituttets årsberetning for 2021.
  • Den 15. september 2022 mødtes udvalget med det norske Stortings Justiskomité til en uformel dialog og erfaringsudveksling i Folketinget. Her var bl.a. grænseoverskridende kriminalitet, bandekriminalitet, ungdomskriminalitet, udlændinge- og integrationspolitik og leje af fængselspladser i udlandet på dagsordenen.
  • Den 29. september 2022 holdt udvalget møde med en gruppe af tidligere politiansatte og foreningen Thin Blue Line, der støtter alvorligt tilskadekomne politiansatte og deres pårørende, med fokus på psykiske belastningsreaktioner som posttraumatisk stress (ptsd) blandt politiansatte. 

 

Tekniske gennemgange

  • L 93 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. (Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.) ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 21. februar 2022.
  • L 162 Forslag til lov om ændring af lov om politiets virksomhed, straffeloven, lov om vagtvirksomhed, lov om social service og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalitet) ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 19. april 2022.
  • L 182 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love. (Effektivisering af straffesagskæden og nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fotografier, forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.) ved justitsministeren og 
    embedsmænd fra Justitsministeriet den 19. maj 2022.
  • L 195 Forslag til lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 19. maj 2022.
  • Forslag til finanslov 2023 på Justitsministeriets område ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 6. september 2022.

 

Besøg og studieture
Den 1. december 2021 var udvalget på besøg hos Kriminalforsorgen i Frihed, som er et kontrol- og støtteorgan for løsladte lovovertrædere, København, som led i forberedelserne til regeringens forhandlinger med partierne i Folketinget om en flerårsaftale om Kriminalforsorgens økonomi.

Den 7. april 2022 besøgte udvalget Retten på Frederiksberg som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger med regeringen om en flerårsaftale om Danmarks Domstoles økonomi.

Den 11. og 12. maj 2022 var udvalget på studietur med besøg hos Retten i Aarhus, Vestre Landsret i Viborg, Nævnenes Hus i Viborg, Retten i Aalborg, Vestre Landsrets bitingsted i Aalborg og advokatfirmaet HjulmandKaptain i Aalborg som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger med regeringen om en flerårsaftale om Danmarks Domstoles økonomi. Formålet med studieturen var bl.a. at få et større indblik i arbejdet og hverdagen ved domstolene og drøfte domstolenes nuværende udfordringer set fra forskellige perspektiver med særligt fokus på sagsbehandlingstiderne ved domstolene og berammelse og udsættelse af sager, rekruttering og fastholdelse, sikkerhedsforhold, it-understøttelse og erfaringer med familieretten og Ungdomskrimininalitetsnævnet. 

Den 18. maj 2022 var udvalget på besøg i Østre Landsret og i Højesteret som led i forberedelserne til de politiske forhandlinger med regeringen om en flerårsaftale om Danmarks Domstoles økonomi.

 
  • 52udvalgsmøder
  • behandling af 18 lovforslag og 44 beslutningsforslag
  • 69samrådsspørgsmål fra udvalget
  • 1934 udvalgsspørgsmål fra udvalget
  • modtagelse af 24 deputationer
  • 176 skriftlige henvendelser til udvalget

 

Høringer
Den 21. oktober 2020 afholdt Retsudvalget en åben høring om »Scandinavian Star«-sagen, der omhandler efterforskningen og opklaringsarbejdet af branden på passagerfærgen »Scandinavian Star« i 1990. Formålet var at give medlemmerne en orientering om »Scandinavian Star«-sagen som grundlag for og forberedelse til en efterfølgende forespørgselsdebat i Folketinget. 

Den 22. oktober 2020 afholdt udvalget en åben høring om efterforskning og sagsbehandling i voldtægtssager for at få større viden om baggrunden for, at mange voldtægtsofre angiveligt afholder sig fra at anmelde sagerne til politiet, og at få belyst, hvordan offerets møde med myndighederne foregår og opleves af offeret.

 

Temamøder, ekspertmøder og andre møder
Retsudvalget deltog sammen med Europaudvalget den 12. november 2020 i et videomøde med europakommissær for retlige anliggender Didier Reynders om Europa-Kommissionens første årlige rapport om retsstatsprincippet i EU og hvert enkelt af medlemslandene.

Den 1. og 2. februar 2021 deltog medlemmer af Retsudvalget og Europaudvalget i det 8. møde (virtuelt) i den fælles parlamentariske følgegruppe vedrørende Europol (JPSG) for medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.  

Udvalget holdt den 30. august 2021 møde med en gruppe af tidligere politiansatte og foreningen Thin Blue Line, der støtter alvorligt tilskadekomne politiansatte og deres pårørende, med fokus på psykiske belastningsreaktioner som posttraumatisk stress (ptsd) blandt politiansatte. 
Udvalget holdt møde med Institut for Menneskerettigheder om instituttets årsberetning for 2020 den 15. september 2021. 

Den 23. september 2021 var udvalget inviteret til møde hos Folketingets Ombudsmand om Ombudsmandens arbejde og årsberetning for 2020. 


Tekniske gennemgange af:

  • Justitsministeriets område på forslag til finanslov for 2021 ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 14. januar 2021.
  • L 212 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig (Effektivisering af straffesagskæden, digital kommunikation i skiftesager, pligtig afgangsalder for dommerfuldmægtige m.v.), ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 11. maj 2021.
  • L 189 Forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed, retsplejeloven og udlændingeloven (Forbud mod deltagelse i nattelivet, tryghedsskabende opholdsforbud, udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande og udvisning af udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.), ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 12. maj 2021.
  • L 213 Forslag til lov om beskyttelse af whistleblowere, ved justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet den 25. maj 2021. 
 
Rejse
Udvalget gennemførte den 29. og 30. september 2021 en indenlandsk studietur med besøg i Søbysøgård Fængsel, Enner Mark Fængsel, Aarhus Arrest, Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) i Aarhus og Pension Skejby som forberedelse til regeringens forhandlinger med partierne om Kriminalforsorgens økonomi. Formålet med studieturen var bl.a. at besøge forskellige typer af fængsler og andre afsoningsmuligheder m.v. under Kriminalforsorgen og gennem rundvisninger og samtaler med ledelse, medarbejdere og indsatte at få indsigt i de aktuelle udfordringer, som Kriminalforsorgen står over for. 
Under studieturen var der særlig fokus på arbejdsforhold og sikkerhed for ansatte, kapacitetsudfordringer og personalemangel, sundhedsbetjening og håndtering af indsatte med tegn på psykiske udfordringer m.v., radikalisering og håndtering af indsatte med tilknytning til bandegrupperinger, forebyggelse af indsmugling af narkotika i arrester m.v., uddannelses- og beskæftigelsestilbud til indsatte og resocialisering.
 
 
  • 4 temamøder, ekspertmøder og andre møder
  • 1 høring

 

Den 5. december 2019 afholdte Retsudvalget en høring om retsforfølgelse af syrienskrigere med dansk statsborgerskab. Formålet med høringen var at belyse muligheder og udfordringer ved retsforfølgelse af syrienskrigere ud fra et juridisk perspektiv. Herunder var der fokus på, hvor og hvordan en eventuel domfældelse og afsoning kan finde sted. Endvidere blev det belyst, hvilke muligheder og udfordringer der er i forhold til syrienskrigernes danske statsborgerskab. 

 

Retsudvalget har derudover afholdt en række møder på udvalgets område

  • Den 17. januar 2020 var Retsudvalget på besøg hos Rigspolitiet i Ejby, som led i forberedelserne til forhandlingerne om politiets og anklagemyndighedens økonomi
  • Den 30. januar 2020 havde udvalget et møde på Folketingets Ombudsmand, hvor Ombudsmanden præsenterede sine visioner for embedet og sine kerneopgaver
  • Den 6. februar 2020 havde udvalget møde med Danske Advokater om bl.a. konkurrencen i advokatbranchen, sagsomkostninger i civile sager, omkostningsgodtgørelse i socialsager og lange sagsbehandlingstider 
  • Den 6. februar 2020 havde udvalget møde med SØIK som led i forberedelserne til forhandlingerne om politiets og anklagemyndighedens økonomi 

 

Teknisk gennemgang

I lyset af covid-19 og lovforslagets hastende karakter havde Retsudvalget den 26. marts 2020 en teknisk gennemgang med Justitsministeren og embedsmænd fra Justitsministeriet om L 157 (Om skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19).  

 
  • 26 udvalgsmøder
  • behandling af 27 lovforslag og 13 beslutningforslag
  • 47 samrådsspørgsmål fra udvalget
  • 1269 udvalgsspørgsmål fra udvalget
  • modtagelse af 12 deputationer
  • 174 skriftlige henvendelser til udvalget
     

Den 20. februar 2019 afholdt Retsudvalget sammen med Folketingets Ombudsmand en åben konference om whistleblowing og meddeleret for offentligt ansatte. Konferencen havde fokus på, hvilke regler der gælder på området, om whistleblowere er beskyttet godt nok, samt de dilemmaer der kan opstå i relation til whistleblowing. Disse spørgsmål blev belyst ud fra en juridisk, sociologisk og retspolitisk synsvinkel.

Sammen med Ligestillingsudvalget afholdt Retsudvalget den 27. marts 2019 et åbent temamøde om hadforbrydelser. Temamødet havde til formål at belyse omfanget af hadforbrydelser samt hvad Folketinget kan gøre for at begrænse hadforbrydelser og sikre en målrettet indsat mod hadforbrydelser.

Retsudvalget har udover høringer og temamøder afholdt en række møder på udvalgets område:

  • Retsudvalget havde den 25. oktober 2018 besøg af en delegation fra Vestaustraliens parlaments udvalg vedr. korruption og økonomisk kriminalitet, hvor formålet var at drøfte korruption i den offentlige sektor og funktionen af Danmarks kontrolorganer for antikorruption. Delegationen var i Danmark for at deltage i den 18. internationale antikorruptionskonference (IACC), der blev afholdt af Udenrigsministeriet, Transparency International og IACC.

  • Den 2. november 2018 var udvalget til møde hos Folketingets Ombudsmand.

  • Den 22. november 2018 holdt udvalget et lukket møde om Scandinavian Star-sagen. 

  • Den 6. december 2018 holdt udvalget møde med Center for Lov og Ret, hvor Rigspolitiets nye IT-system, Pol-Intel, godtgørelsesniveauer i retssystemet og sagsbehandlingstider ved domstolene, blev drøftet. 

  • Den 12. december 2018 var Retsudvalget sammen med Erhvervsudvalget på besøg hos SØIK, hvor temaet for mødet var drøftelse af hvidvaskområdet, sporingsområdet og efterforskningen af store økonomiske sager. 

  • Retsudvalget holdt den 17. januar 2019 møde med Justitsministeren, Rigspolitiet, Kriminalforsorgen, KL og Justitsministeriets Forskningskontor om bandeexitforløb, herunder evidens for virkningerne og beskrivelse af typiske bandeexitforløb.  

  • Sammen med Grønlandsudvalget holdt Retsudvalget den 5. februar 2019 møde med Lovudvalget fra Grønlands Landsting (Inatsisartut) med gensidig orientering om aktuelle sager og anbefalinger på justitsområdet, herunder en konkret problemstilling om manglende krav om børneattester.

  • Udvalget havde den 22. august 2019 besøg af Folketingets Ombudsmand, hvor proceduren for valg af ny Ombudsmand blev diskuteret. 

    Endelig var udvalget fra den 29.- 31. oktober 2018 på studietur til Nederlandene. Det overordnede emne for studieturen var forbud mod bander og bekæmpelse af rocker-, bande- og narkokriminalitet. I den forbindelse besøgte udvalget bl.a. Europol og Eurojust, og holdt møder med nederlandske medlemmer af Justitsudvalget i det nederlandske parlaments andetkammer, repræsentanter fra Justits- og Sikkerhedsministeriet, det nationale informations- og ekspertisecenter, der fokuserer på at bekæmpe undergravende kriminalitet (LIEC), det nationale politi og repræsentanter fra Amsterdam Kommune.

    Retsudvalget afgav den 25. oktober 2018 en beretning om udvalgsbehandling af udkast til bekendtgørelser efter databeskyttelseslovens § 5, stk. 3 (folketingsåret 2018-19, 1. samling, Retsudvalget, Beretning af almen art nr. 2). I forbindelse med udvalgsbehandlingen af forslaget til databeskyttelsesloven blev der aftalt en særlig ordning, der indebærer, at udkast til bekendtgørelser, der påtænkes udstedt med hjemmel i databeskyttelseslovens § 5, stk. 3, skal sendes til Retsudvalget og det relevante fagudvalg, som dermed får mulighed for at udtale sig, inden bekendtgørelserne udstedes. Ordningen indebærer desuden, at disse bekendtgørelse ikke kan udstedes, hvis der er et flertal i enten Retsudvalget eller det relevante fagudvalg imod udstedelsen. Beretningen beskriver processen for Retsudvalgets behandling af udkast til disse bekendtgørelser. 
 
  • 37 udvalgsmøder
  • behandling af 26 lovforslag og 17 beslutningsforslag
  • 93 samrådsspørgsmål til hovedsaligt justitsministeren
  • 1416 udvalgsspørgsmål til hovedsageligt justitsministeren
  • modtagelse af 10 deputationer
  • 166 skriftlige henvendelser til udvalget

Høringer om

  • Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, den 11. oktober 2017.
  • Fordele og ulemper ved legalisering eller afkriminalisering af cannabis, den 25. oktober 2017
  • Folketingets Ombudsmands beretning for år 2016, den 15. november 2017
  • Bandekriminalitet, den 18. januar 2018 
  • Åbent ekspertmøde om databeskyttelseslovforslaget, den 1. marts 2018

Desuden deltog et eller flere udvalgsmedlemmer i

  • besøg i Mjølnerparken og hos Direktoratet for Kriminalforsorgen den 10. oktober 2017 
  • besøg hos Lokalpolitisektion NordØst på Nørrebro, den 10. januar 2018 
  • studietur til Gellerupparken i Aarhus med det formål at drøfte ungdomskriminalitet og ghettoproblematikker, den 23. februar 2018 
  • besøg i Storstrøm Fængsel og hos Særlig Efterforskning Øst (SEØ), den 14. marts 2018 

Udvalgets aktiviteter i folketingsåret 2016-17 

  • 38 udvalgsmøder
  • behandling af 22 lovforslag og 12 beslutningsforslag
  • 84 samrådsspørgsmål hovedsageligt til justitsministeren 
  • 1117 udvalgsspørgsmål hovedsageligt til justitsministeren
  • modtagelse af 7 deputationer
  • 145 skriftlige henvendelser til udvalget 

Se generel statistik om udvalget i Folketingets årsberetning.

Høringer om 

  • Radikalisering i fængsler den 5. oktober 2016
  • Folketingets Ombudsmands beretning for 2015 den 23. november 2016
  • Krænkelser af ophavsrettigheder på internettet (IP-kriminalitet) den 1. marts 2017
  • Justitsområdet i Grønland den 22. marts 2017 sammen med Grønlandsudvalget

Retsudvalget havde møder med 

  • Datatilsynet, den 13. oktober 2016
  • Advokatrådets arbejdsgruppe om retssikkerhed i Grønland, den 8. december 2016
  • Norges Stortings Justiskomite, den 2. marts 2017
  • delegation med justitsministeren fra Kirgisistan, den 15. marts 2017
  • delegation fra Irans parlament, den 22. august 2017
  • delegation fra den tyske delstat Hessen, den 24. august 2017

Desuden deltog et eller flere udvalgsmedlemmer i  

  • møde hos Kammeradvokaten, den 16. november 2016
  • møde hos Center for Lov og Ret, den 24. november 2016
  • konference om antiterror-, sikkerheds- og efterretningsmæssige forhold afholdt i USA's kongres i Washington D.C., den 7. december 2016
  • studietur til Kriminalforsorgens Pension Avedøre og Institution Vridsløselille, den 26. januar 2017
  • CPA UK's konference om national sikkerhed og cybersikkerhedsdag i London, den 27.-31. marts 2017
  • møde hos Folketingets Ombudsmand, den 11. maj 2017
  • besøg hos Kriminalforsorgens Uddannelsescenter i Birkerød og Politiskolen i Brøndby, den 22. maj 2017
  • studietur til den ny politiskole i Vejle og på besøg hos Kriminalforsorgen i Frihed i Odense, den 8. juni 2017
  • studierejse til Rumænien og Litauen, den 19.-22. september 2017

  • 42 udvalgsmøder
  • behandling af 21 lovforslag og 21 beslutningsforslag
  • 100 samrådsspørgsmål til hovedsaglig justitsministeren
  • 1.133 udvalgsspørgsmål til hovedsagelig justitsministeren
  • modtagelse af 25 deputationer
  • 185 skriftlige henvendelser til udvalget 

Se generel statistik om udvalget i Folketingets årsberetning.

Høringer om 

  • Folketingets Ombudsmands beretning for 2014, den 4. november 2015
  • stalking, den 13. april 2016
  • overvågning på internettet, den 1. september 2016
  • radikalisering i fængsler, den 5. oktober 2016

Retsudvalget havde møder med 

  • delegation fra Chiles parlament, den 27. oktober 2015 
  • FN’s specialrapportør for religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt, den 16. marts 2016
  • Center for Seksuelle Overgreb, den 31. marts 2016 
  • delegation fra Tjekkiets parlament, den 21. april 2016 

Desuden deltog et eller flere udvalgsmedlemmer i  

  • Europaudvalgets lukkede ekspertmøde om retsforbeholdet, den 7. oktober 2015 
  • studietur til Aarhus Havn om grænsekontrol og snitfladen mellem politiets og toldmyndighedernes arbejde, den 23. oktober 2015
  • Europaudvalgets arrangement >>Krydsforhør om retsforbeholdet<<, den 26. november 2015
  • Europaudvalgets lukkede ekspertmøde om retsforbeholdet, den 26. november 2015 
  • parlamentarisk høring i FN om verdens narkotikaproblemer den 8.-9. februar 2016 
  • besøg hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), den 24. februar 2016
  • besøg hos Domstolsstyrelsen og Københavns Byret, den 20. april 2016  
  • besøg hos Folketingets Ombudsmand, den 12. maj 2016  
  • studietur til Aalborg om forsøgsordningen med forbedret sikkerhed i retterne, besøg i arresthuset Aalborg og besøg hos Advokatfirmaet HjulmandKaptain den 20. maj 2016
  • studietur til Grønland om retsvæsenet i Grønland og de særlige forhold, der gør sig gældende for retsområdet i Grønland, den 7.-12. september 2016
  • besøg i 3 fængsler og en arrest på Fyn og i København om forholdene i fængslerne generelt og med særlig fokus på indsatsen for at forebygge og bekæmpe radikalisering i fængslerne, den 29. september 2016 

  • 4 udvalgsmøder
  • 4 samrådsspørgsmål til henholdsvis justitsministeren og udlændinge-, integrations- og boligministeren
  • 247 udvalgsspørgsmål hovedsagelig til justitsministeren
  • modtagelse af 2 deputationer

Ekspertmøde om

  • forberedelse til forhandlinger om politiets og anklagemyndighedens økonomi

  • 28 udvalgsmøder
  • Behandling af 14 lovforslag og 34 beslutningsforslag
  • 47 samrådsspørgsmål til hhv. justitsministeren, ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold og forsvarsministeren
  • 1.152 udvalgsspørgsmål hovedsageligt til justitsministeren
  • Modtagelse af 1 deputation

Retsudvalget holdt høringer og ekspertmøder om

  • offentlige myndigheders behandling af personoplysninger, den 22. oktober 2014
  • it-tekniske tiltag til sikring af følsomme personoplysninger, den 12. november 2014 
  • whistleblowers, den 19. november 2014
  • voldtægt, den 3. december 2014
  • Folketingets Ombudsmands beretning for 2013, den 10. december 2014
  • terrorbekæmpelse (lukket møde) den 25. februar 2015 og den 19. marts 2015

Retsudvalget holdt møder med

  • PET (Politiets Efterretningstjeneste), den 4. december 2014
  • Politiklagerådet, den 13. november 2014
  • delegation fra Kenyas parlament, den 4. december 2014
  • delegation fra det britiske retsudvalg (House of Commons), den 4. november 2014

Retsudvalget tog på en studietur i Danmark om

  • kvinders forhold i de danske fængsler, den 15. december 2014

Leksikon

Gå til leksikon
Beslutningsforslag
Et beslutningsforslag dvs. et forslag til folketingsbeslutning, indeholder et klart formuleret politisk budskab om, at regeringen skal handle på et emne, f.eks. ved at fremsætte et lovforslag.
Høring
Folketingets udvalg har mulighed for at holde en høring om et emne, der interesserer udvalget. Her inviteres eksperter til at komme og fortælle om deres viden og synspunkter om emnet.
Lovforslag
Et lovforslag er oplægget til en lov og skal behandles tre gange i Folketingssalen. Hvis det vedtages, stadfæstes og kundgøres, bliver det til en gældende lov.
Udvalgsmøde
De fleste af Folketingets udvalg holder møde en gang om ugen. Alle faste udvalg har et fast mødetidspunkt og mødes i et bestemt udvalgslokale.
Udvalgssekretær
Hvert folketingsudvalg har som minimum en udvalgssekretær og en udvalgsassistent, der hjælper medlemmerne af udvalget.