Formandens tale i anledning af grundlovsdag 2018

Grundlovstale 2018
Større

Kære alle sammen

I forstår rigtig at gøre grundlovsdag til en fest med musik og højt humør! Lige efter min smag. 

Det er sommer i Danmark. Dannebrog vejer fra flagtoppen, og grundloven har fødselsdag. Det er en af de dage på året, hvor jeg føler mig allermest dansk.  

Mange tak for invitationen. Det er en ære at holde tale her. Terndruplund er dét sted i Danmark, hvor man først samledes for at fejre det danske demokrati og de frihedsrettigheder, vi fik med grundloven i 1849, da Danmark gik fra enevælde til folkestyre.  

Jeg stod også her den 5. juni i 1992. Det var tre dage efter, at Danmark med et snævert flertal havde stemt nej til Maastrichttraktaten. 

Mit humør var derfor i top, men det kunne man ikke sige om den anden taler - Hans Engell, der på det tidspunkt var justitsminister. Han havde en smule svært ved at skjule sin skuffelse over resultatet. 

I det hele taget var juni måned i 1992 fantastisk. Kan I huske det? Vejret var varmt. Danmark blev europamestre i fodbold. Dronningen og Prinsen havde sølvbryllup – og det samme havde Henrik og jeg.   

Arrangørerne har en tradition med, at dagen skal være til ære for grundloven. Dagens taler må ikke bruges til partipolitik.  
Den er værre! 

Jeg er DF’er ind til knoglemarven, men jeg er samtidig Folketingets formand. I den rolle har jeg opgaver, der går på tværs af partipolitik. Det er vigtigt for mig, at rammerne omkring folkestyret på Christiansborg er i orden. At alle politikere i Folketinget bliver behandlet ordentligt og fair. At omgangstonen i folketingssalen er værdig. At ministre svarer på spørgsmål, og Folketinget kan føre kontrol med regeringen. 

Den rolle giver et udgangspunkt, der passer bedre til rammerne for min grundlovstale her på Terndruplund.   

Jeg håber så, I vil bære over med mig, hvis jeg kommer med nogle synspunkter, som står i Dansk Folkepartis partibog. Heldigvis er mange partier på Christiansborg i dag enige med os i rigtig mange spørgsmål.   

Grundloven er den vigtigste lov i Danmark. Alle nye love skal overholde grundloven. 

Grundloven giver os danskere nogle rettigheder, som er vigtige for demokratiet.  

Vi har frihed til at tro og mene, hvad vi vil. 

Vi har ret til at sige, hvad vi vil. 

Vi har ret til at forsamles og demonstrere for vores synspunkter. 

Vi har ret til at danne og være medlem af foreninger. 

Der er mange definitioner på demokrati. Men hvad er demokrati, hvis man skræller de mange ord af og kommer ind til kernen? 

Demokrati er samtale. Det er også enighed om at være uenige. Det er gennem samtalen, vi udveksler synspunkter. Prøver at forstå hinandens problemer og når frem til en fælles forståelse. I Folketinget fører samtalerne til, at flertallet bliver enige om ny lovgivning for alle danskere.  

Man plejer at sige, at der ikke er nogen over eller ved siden af Folketinget som udtryk for, at Folketinget er den højeste myndighed i Danmark. 

Det giver lovgiverne kolossal magt. Men magt er ikke noget, politikere bare har. Det er noget, vi skal være ydmyge over for og hele tiden gøre os fortjent til. Vælgerne giver os magten, og vælgerne kan tage den fra os igen. 

Demokratiet lever kun, når borgerne følger med og engagerer sig i politik. Det er I, der er her i dag, det bedste eksempel på. Med grundlovsmødet har I givet en tradition for at følge med i politik videre fra generation til generation. 

Demokrati skal man nemlig opflaskes med. Demokrati skal passes og plejes. Ellers går det tabt. 

På Christiansborg lægger vi vægt på at gøre folkestyre og politik vedkommende og interessant for de unge. Vi har et spil, der hedder politiker for en dag. Her kommer 8. og 9. skoleklasser ind på Christiansborg og deltager i et 3 timer langt rollespil. Eleverne arbejder med lovforslag og beslutningsforslag. De holder taler for hinanden, kæmper for deres synspunkter og deltager i afstemninger, som om de var medlemmer af Folketinget. Cirka 11.000 skoleelever deltager hvert år. Vi afholder også skolevalg og ungdomsparlament hvert andet år for at lære de unge at tage stilling og engagere sig. 

Men det er ikke skolen eller medierne, der betyder mest for, om unge vælger at bruge deres demokratiske ret. Det er forældrene. Mødrenes påvirkning er faktisk næsten dobbelt så stor som fædrenes ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet. Bliver der talt politik hjemme ved middagsbordet, bliver interessen vakt for samfundsforhold. Og går forældrene ned på den lokale skole og stemmer, er der større sandsynlighed for, at den unge også vil tage aktivt del i demokratiet. 

Der blev ikke talt meget politik i mit barndomshjem. Jeg er ikke i tvivl om, at mine forældre var konservative. Min farfar var til gengæld socialdemokrat med stort S. Jeg interesserede mig ikke særlig meget for politik i mine unge år, men jeg voksede op med gode sociale værdier som f.eks. ”gør din pligt og kræv din ret” og ”pas på de svageste”. Mange af arbejderbevægelsens gamle dyder.  

Især pligten med at hjælpe de svageste har været en ledestjerne for mig i alle mine år i politik. Første gang, jeg selv skulle stemme i 1968, satte jeg mit kryds ved Hilmar Baunsgaard og De Radikale. Han var sympatisk, tillidsvækkende og stod for solid dansk borgerlighed. 

Det er sjovt at tænke tilbage på. Senere blev jeg klogere. Eller også bevægede De Radikale sig i en anden retning. Dét må I afgøre.     

Ved det seneste folketingsvalg stemte næsten 86 procent af befolkningen. Det er meget højt sammenlignet med mange andre lande. Her i Himmerland lå valgdeltagelsen på landsgennemsnittet.

Der er store forskelle på, hvor flittige unge og ældre er til at stemme. I 2015 lå gruppen under 40 år et godt stykke under de 86 procent, mens dem over 40 lå tilsvarende højere. Og i gruppen af de 70-79-årige var det 90%, som stemte. 

Dét må man bare tage hatten af for! 

Vores velfærdssamfund ville være utænkeligt uden demokrati. Velfærd eksisterer stort set ikke i diktatur-lande. Vi har skabt et samfund med solidaritet, og vi er enige om at betale til en fælles kasse. Så unge kan få en uddannelse, syge kan komme på hospitalet, og man kan få understøttelse, hvis man er uheldig og mister sit arbejde. 

Men goderne er ikke kommet af sig selv. Opbygning af velfærdssamfundet er udtryk for en folkelig vilje gennem flere generationer.  

Jeg tror, ældre vælgere godt ved, at velfærden ikke er dumpet ned fra himlen. For de unge er SU og gratis uddannelse måske bare noget, man har. Noget som altid har været der. 
Os med en lidt gulnet dåbsattest ved godt, at det er resultatet af politik. Det er jer som vælgere, der har udstukket kursen og givet politikerne mandat til at forme et samfund efter jeres ønsker. Det er kernen i det repræsentative demokrati.

Hvad er det, der binder os sammen som danskere på tværs af politiske synspunkter? Det er vores værdier og vores kultur, som i høj grad er formet af grundloven.  

I Danmark er det danskerne, som bestemmer. Grundloven er klar i forhold til både selvbestemmelse og afgivelse af suverænitet. At lade andre magter bestemme i Danmark er ikke noget, som grundloven tager let på. Der skal være et meget stort flertal i Folketinget, hvis Danmark skal afgive suverænitet til en international organisation som f.eks. EU. Folketinget skal også vedtage en lov, der tydeligt siger, hvilken magt Danmark afgiver. 

Jeg ser grundloven som rammen om vores liv som danskere. På samme måde som Dannebrog er symbolet på alt det, vi er sammen om – på tværs af politik og religion og alle de andre valg, vi træffer som frie borgere. Derfor hejser vi vores smukke flag på en dag som i dag. 

Danmark har ingen nationaldag. Vi har været selvstændige gennem mange århundreder og har svært ved at pege på en historisk begivenhed, der samlede os som nation. Men den nationale følelse ligger dybt i os, selv om man i flere kredse rynker på næsen af det nationale. I mange år skulle man gå lidt stille med sin begejstring og stolthed over at være dansker.

Det har heldigvis ændret sig. I andre lande viser man sin nationale glæde. Se bare på nordmændene, der tager nationaldragter på og går i optog på deres nationaldag den 17. maj. 

Det får mig til at nævne, at der om et år er valg til Europaparlamentet. For fire år siden sendte vælgerne et tydeligt signal: Mere Danmark og mindre EU. Det bliver spændende at følge valgkampen. Det er altid klogt at tage vælgernes budskab til sig. 

Selv om stemmeprocenten til folketingsvalg er høj, har politikerne lav troværdighed. Og den er desværre faldet i løbet af de seneste 10 år. Især blandt de unge. Det er et problem for demokratiet, når fremtidens vælgere ikke har tillid til politikerne.  

I de senere 10-12 år har Folketinget gennemført omfattende reformer. 271 kommuner er blevet til 98 store kommuner og 14 amter til 5 regioner. Efterlønsalderen og pensionsalderen er hævet, og adgangen til førtidspension er blevet ændret. I bakspejlet kan man spørge, om vi har været gode nok til at inddrage borgerne. Måske var den politiske beslutningsproces for lukket og for indforstået. Måske var det svært at forstå baggrunden for reformerne.

Præsidiet i Folketinget tager problemet med den lave troværdighed meget alvorligt. Vi satte for nylig gang i en undersøgelse, der skal komme nogle spadestik dybere og give nogle bud på, hvorfor det forholder sig sådan. Det er et spørgsmål, som bekymrer mig, for demokratiet kan ikke fungere uden et stærkt bånd mellem politikere og borgere.  

Demokrati står og falder med en offentlig debat, hvor politikerne kan komme ud til borgerne med deres synspunkter. 

Aviser, radio og tv er de nødvendige bindeled mellem politikere og vælgere. Dagens mediebillede og vores vaner giver nogle udfordringer for den demokratiske samtale. Avisernes oplagstal styrtdykker. Det er ikke længere nogen selvfølge, at folk holder avis. Medierne specialiserer sig efter målgrupper. DR2 er for de højtuddannede, og TV Charlie for de ældre.  

Hvad med de unge? 

En stor del af deres medieforbrug foregår på de sociale medier, på Facebook, på Twitter, på Youtube. Det bliver sværere og sværere at have en fælles debat på tværs af alder, uddannelse og etnisk baggrund. Vi kommer til at mangle et sprog og nogle erfaringer, som vi deler med hinanden i den demokratiske samtale. Mange får i dag deres nyheder fra Facebook, som de deler med familie og venner på nettet. Det skaber nogle lukkede miljøer, hvor vi kommunikerer med dem, der har de samme meninger som os selv. Vi bekræfter hinanden i ekkokamre i stedet for at høre erfaringer og synspunkter fra personer uden for vores egen kreds. 

Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Jeg har også en Facebook-profil, hvor jeg lægger nyheder op til de knap 137.000 personer, som følger mig.  

Som formand er det min opgave at lede forhandlingerne i Folketingssalen, så de foregår på en værdig måde og i god ro og orden. Jeg synes overordnet set, vi har en god parlamentarisk tone. Vi har en forretningsorden, der lægger rammerne for debatterne i salen, og der er sjældent behov for at gribe ind.  

Mange undrer sig over den måde, medlemmerne tiltaler hinanden på. Vi siger ikke ”du” og ”dig”, men bruger medlemmets navn med hr. eller fru foran. Formen handler ikke om etikette og takt og tone fra Emma Gads håndbog. Formen tjener faktisk et praktisk formål. Når medlemmerne omtaler hinanden i tredje person, bliver forhandlingerne ikke for personlige eller fører til mundhuggeri. 

Vi kan godt gå lidt hårdt til hinandens synspunkter, men vi respekterer hinanden, og vi kan godt lægge de politiske uenigheder bag os og tale hyggeligt sammen, når vi mødes i

Vandrehallen eller andre steder på Christiansborg. Vi er der jo ikke som privatpersoner, men fordi vi er valgt til at repræsentere vælgerne. 

Jeg kan godt lide en fri debat. At vi siger tingene uden omsvøb. Det tror jeg også, vælgerne sætter pris på. 

Man skal kunne tåle kritik. Nogle mener, at vi skal undgå bestemte emner eller bruge sukkersøde vendinger, når talen falder på religion, kultur eller andre værdier, som kan støde nogen på manchetterne. Det er en stor misforståelse. Selvfølgelig tjener det ikke et selvstændigt formål at fornærme nogen. Men det er demokratiets væsen, at vi går tæt på hinandens holdninger og siger, hvad vi mener uden at pakke ordene ind i gavepapir. 

Det gælder også ømfindtlige emner, hvor demokrati og religion støder sammen. Her er grundloven den fælles ramme om vores liv som danskere. Her kommer demokrati før religion.

Ytringsfrihed kommer før vanetænkning og nagelfaste dogmer om verdens indretning. 

Den politiske korrekthed må ikke blive en spændetrøje. 

Det er heller ikke i pagt med grundlovens værdier.  

Derfor er jeg også kritisk over for de tendenser, vi ser i Sverige, hvor man i mange år har forsøgt at lægge låg på debatten om udlændinge. Det er et politisk emne, som optager befolkningen. Derfor må vi politikere tage bekymringen alvorligt, selv om det er et svært emne.  

Vi har heldigvis ikke samme politiske korrekthed som svenskerne. Det har ført til barokke situationer, hvor et bibliotek i Stockholm ville fjerne Tintin i Congo fra hylderne, men kom på bedre tanker, da lånerne reagerede og sagde fra. Et andet eksempel er Pippi Langstrømpe, der er blevet udsat for politisk korrektur, fordi Pippi frejdigt påstår, at hendes far er negerkonge. 

Herre gud! Det er bare for langt ude.

Man kan ikke dreje tidens hjul tilbage. Selvfølgelig brugte vi andre ord for 70-80 år. Vores syn på Afrika har også ændret sig. Sådan er tidens gang. Men at pynte på fortiden er udtryk for historieløshed. Det er ikke sundt for demokratiet. 

Historien viser, at samfund udvikler sig bedst, hvis man ikke binder mennesker på mund og hånd. Det er en af de gaver, grundloven har givet os. 

Tak for ordet. 

Fortsat god grundlovsdag.