Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand behandler klager over myndigheder inden for den offentlige forvaltning. Ombudsmanden har også et børnekontor, der behandler klager fra og om børn.

Møde hos Folketingets Ombudsmand
Større

 

Folketingets Ombudsmand er en institution under Folketinget.  Ombudsmandens arbejde er fastsat i ombudsmandsloven og er en del af kontrollen med den offentlige forvaltning.

Ombudsmandens hovedopgaver er: 
 
  • at behandle klager over offentlige myndigheder 
  • at tage initiativ til at undersøge en myndigheds forvaltning, og
  • at føre tilsyn med steder, borgere bor i kortere eller længere tid – f.eks. fængsler, døgninstitutioner og psykiatriske bofællesskaber m.v. 


Ca. 90 medarbejdere er ansat på Ombudsmandens kontor.

Ombudsmanden kan kritisere myndigheder

Hvis Ombudsmanden kommer frem til, at en myndighed har begået fejl, kan Ombudsmanden 

  • kritisere myndigheden og  
  • henstille til, at en sag genoptages og afgørelsen eventuelt ændres

Ombudsmanden kan ikke kræve, at myndighederne følger henstillingen. Det gør de dog i langt de fleste tilfælde.

Ombudsmanden vælges af Folketinget

Ombudsmanden er jurist og valgt af Folketinget. Det er også Folketinget, der bestemmer, hvad ombudsmanden skal have i løn. 

Ombudsmanden er uafhængig af Folketinget

Hvilke sager Ombudsmanden skal undersøge, kan hverken Folketinget eller regeringen bestemme. Ombudsmanden er uafhængig af Folketinget i sit arbejde med at kontrollere statslige, kommunale og andre offentlige forvaltningsmyndigheder.

Ombudsmanden har også et børnekontor

I 2012 bestemte Folketinget, at Ombudsmandens kontor skulle udvides med et børnekontor, der har følgende opgaver: 


  • behandler klager og spørgsmål i den offentlige forvaltning, der handler om børn 
  • kan starte sager, hvis noget tyder på, at f.eks. en kommune ikke følger lovene eller behandler et barn dårligt
  • besøger private og offentlige institutioner for børn
  • holder øje med, om internationale regler om børn bliver overholdt af myndighederne – det kan f.eks. være reglerne i FN’s børnekonvention

Klagerne kan komme fra børn, der klager over noget, de har oplevet, og fra voksne, der klager på vegne af et barn. 
Man kan f.eks. klage til børnekontoret, hvis man mener, at en offentlig myndighed har brudt regler eller givet et barn en dårlig behandling. Man kan også klage over private institutioner for børn. 

Ombudsmandens kontor samarbejder internationalt

Ombudsmandens kontor har siden starten i 1955 arbejdet meget aktivt international for at udbrede kendskabet til ombudsmandsinstitutionen og dens formål og idégrundlag.
Det internationale samarbejde finder sted i mange sammenhænge. 
 

Leksikon

Gå til leksikon
Ombudsmanden
Efter hvert folketingsvalg vælger Folketinget en Ombudsmand. Ombudsmandens opgave er at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige myndigheder, der har ret til at træffe afgørelser om borgerne. Borgerne kan gå til Folketingets Ombudsmand med en sag, de ønsker undersøgt, og Folketingets Ombudsmand kan også selv tage sager op. Ombudsmanden arbejder uafhængigt af Folketinget.