Hvem er regeringens støttepartier?

Støtteparti er ikke et formelt begreb – der er derfor ikke et entydigt svar på spørgsmålet.

Begrebet støtteparti bruges i situationer, hvor der er en mindretalsregering, der er afhængig af støtte fra partier uden for regeringen for at få gennemført sin politik.

Støttepartier er partier, der er klar til at tage betydelige hensyn for at holde en siddende mindretalsregering ved magten og for at undgå, at den bliver væltet. Det kan et støtteparti have mange grunde til, f.eks. at:

  • de er overvejende enige i regeringens politik
  • de ønsker indflydelse på regeringens politik uden at skulle tage ansvar for alle politikområder
  • de ønsker at undgå valg.

Forholdet mellem en regering og dens støtteparti(er) kan variere, alt efter hvor nært eller formelt et forhold parterne har.

Dansk Folkeparti var støtteparti for Anders Fogh Rasmussens VK-regering fra 2001, uden at der var en formel aftale.

Da SF var støtteparti for en socialdemokratisk regering 1966-1968, havde de to partier skrevet en samarbejdsaftale.

Stil et spørgsmål
Større
Du kan selv stille et spørgsmål til Folketingets Oplysning. Brug linket herunder. Hvis du sender dit spørgsmål inden klokken 15.00 på hverdage, kan du regne med at få svar samme dag.