Hvornår man har stemmeret

Danske statsborgere, der er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark, har som udgangspunkt valgret til folketingsvalg, folkeafstemninger og andre valg. Til europaparlamentsvalg og kommunale og regionale valg kan også andre nationaliteter have valgret.

Større

For at få valgret, altså retten til at stemme til et valg, er der en række betingelser, der skal være opfyldt. Kravene er forskellige, alt efter om der er tale om:

  • folketingsvalg
  • folkeafstemninger
  • kommunale og regionale valg
  • europaparlamentsvalg

Generelt skal man være fyldt 18 år og have bopæl i Danmark. Hvis man bor i udlandet, kan man beholde sin valgret, hvis man opfylder en række betingelser. 

Folketingsvalg og folkeafstemninger

Man kan stemme til valg til Folketinget og ved folkeafstemninger i Danmark, hvis man:

  • er dansk statsborger
  • er fyldt 18 år
  • har fast bopæl i Danmark
  • ikke er umyndig (under værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne)
Der gælder særlige regler for udvalgte grupper, der bor i udlandet. F.eks. hvis man kun midlertidigt bor i udlandet, eller fordi man er udsendt af staten.

Europaparlamentsvalg

Man kan stemme til valg til EU-parlamentet, hvis man enten:

  • har valgret til Folketinget
  • er fyldt 18 år, dansk statsborger og har fast bopæl i Danmark
  • er fyldt 18 år, dansk statsborger og bor i et andet EU-land 
  • er fyldt 18 år, bor i Danmark og er statsborger i et andet EU-land

Man vælger selv, om man vil stemme til valg til EU-parlamentet i det EU-land, hvor man bor, eller i det EU-land, hvor man er statsborger. Man kan dog kun stemme i ét EU-land.

Færøerne og Grønland er ikke med i EU, så bor man på Færøerne eller i Grønland, har man derfor ikke valgret til Europa-Parlamentet.

Kommunale og regionale valg

Man kan stemme til valg til kommunalbestyrelser og til regionsråd, hvis man er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen (kommunale valg) eller i regionen (regionale valg).

Herudover skal man opfylde et af følgende krav:

  • er dansk statsborger
  • er statsborger i et af de øvrige EU-lande
  • er statsborger i Island eller Norge 
  • uden afbrydelse har boet i Danmark i de sidste 4 år før valgdagen

Danskere i udlandet

Valgret til folketingsvalg som udlandsdansker

Hvis man er dansk statsborger og bor i udlandet, har man som udgangspunkt ikke valgret til folketingsvalg, og det vil sige, man ikke kan stemme.

Man kan dog bevare sin valgret til Folketinget, selv om man bor i udlandet, hvis man som udlandsdansker har til hensigt at komme tilbage til Danmark, inden for 2 år efter at man er rejst ud. Hvis man er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for Danmark, bevarer man også sin valgret til Folketinget.

Midlertidigt ophold i udlandet

Man kan også bevare sin valgret til Folketinget, hvis man har taget midlertidigt ophold i udlandet og man f.eks.:

  • er udsendt for en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening
  • opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, som Danmark er medlem af, f.eks. NATO, FN eller EU
  • er udsendt af en dansk hjælpeorganisation for at gøre tjeneste i udlandet
  • er i udlandet for at uddanne sig
  • opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde

Hvis man er samlever på en fælles bopæl med en person, der bor i udlandet, og som har bevaret sin valgret efter ovenstående, bevarer man også selv sin valgret til Folketinget (hvis man altså opfylder de øvrige valgretsbetingelser). Det kræver, at man:

  • har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden
  • opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og inden udrejsen havde etableret fælles bopæl

Man kan søge om at komme på valglisten

Hvis man er frameldt folkeregisteret og man tilhører en af ovennævnte persongrupper, skal man søge om at komme på valglisten for at kunne stemme til valg i Danmark. Det kan man gøre på folkeregisteret, når man melder sin flytning til udlandet, eller via et ansøgningsskema, som man sender til den kommune, hvor man sidst har haft bopæl. 

For at man som udlandsdansker kan stemme til valg i Danmark, skal ansøgningen om optagelse på valglisten være behandlet senest 7 dage før valgdagen.

Hvis man flytter tilbage til Danmark, vil man automatisk blive optaget på valglisten, og man har igen ret til at stemme i Danmark.

Hent ansøgningsskema om optagelse på folketingsvalgslisten, hvis man bor i udlandet (pdf) Læs om udlandsdanskeres stemmeret

Leksikon

Gå til leksikon
Folketingsvalg
Ved et folketingsvalg vælger den danske befolkning, hvem der skal være medlemmer af Folketinget. Der skal være folketingsvalg mindst hvert fjerde år. Det er statsministeren, der udskriver folketingsvalg.
Kommunalvalg
Valg til de 98 byråd eller kommunalbestyrelser i Danmark. Der er kommunalvalg hvert fjerde år.
Regionalvalg
Valg til de fem regioner i Danmark. Der er regionalvalg hvert fjerde år.
Folkeafstemninger
Normalt stemmer Folketinget om, hvilke love der skal gælde. Men i ganske særlige tilfælde bliver befolkningen bedt om at tage stilling til et lovforslag. Det sker ved en folkeafstemning.
Valgretsalder
Man skal være fyldt 18 år for at kunne stemme ved valg til det danske Folketing, dvs. at man har valgret.