Et § 20-spørgsmål skal handle om ministerens holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende.

Folketingsmedlemmerne må altså ikke stille § 20-spørgsmål om rent faktuelle ting, f.eks. statistiske oplysninger, økonomiske beregninger eller redegørelser for hændelsesforløb. Spørgsmålet skal også være et, som ministeren kan svare på uden at skulle høre andre myndigheder.

Ministeren svarer mundtligt eller skriftligt efter spørgerens ønske. Spørgsmålet stilles altid skriftligt. Hvis spørgeren beder om skriftligt svar, skal ministeren svare skriftligt inden for 6 hverdage. Hvis spørgeren vælger at stille spørgsmålet til mundtlig besvarelse, svarer ministeren på det i Folketingssalen i spørgetiden den førstkommende onsdag, efter at spørgsmålet er stillet. Herefter er der lejlighed til nogle få opfølgende spørgsmål fra spørgeren og eventuelle medspørgere og svar fra ministeren.

Det kaldes et § 20-spørgsmål, fordi det stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden, der beskriver reglerne for, hvordan Folketinget arbejder. . 

Cirka hver tredje tirsdag er statsministeren til stede i Folketingssalen i det, der hedder spørgetimen med statsministeren. Statsministeren har mulighed for at indlede spørgetimen med en orientering om foranstaltninger, der påtænkes iværksat af regeringen, eller om andre offentlige anliggender. 

Bagefter stiller de partiledere, der ikke sidder i regeringen, spørgsmål til statsministeren. Statsministeren kender ikke spørgsmålene på forhånd. Efter hvert svar er der mulighed for, at partilederne kan stille opfølgende spørgsmål. 

Spørgetimen varer lidt over en time og dækkes som regel af medierne.

Udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse er spørgsmål, der stilles gennem et af Folketingets udvalg, og både medlemmer af udvalget og andre folketingsmedlemmer kan stille spørgsmålene.

Spørgsmålene stilles skriftligt, og ministeren besvarer dem ligeledes skriftligt. Medlemmerne kan både stille udvalgsspørgsmål om konkrete lov- eller beslutningsforslag, der er til behandling i udvalget, og om andre forhold inden for udvalgets ansvarsområde. Spørgsmålene må gerne handle om faktuelle forhold og være holdningsprægede.

Ministerens svarfrist er normalt på 4 uger, men hvis sagen haster, kan spørgeren bede om at få sat en kortere frist for ministerens svar.

Stiller et medlem af et af Folketingets udvalg et spørgsmål til en minister til mundtlig besvarelse, siger man, at medlemmet kalder ministeren i samråd. Spørgsmålet stilles skriftligt og kaldes et samrådsspørgsmål.

Kaldes en minister i samråd, skal ministeren møde frem i det folketingsudvalg, der har stillet samrådsspørgsmålet, og svare mundtligt på spørgsmålet. Efter at ministeren har svaret, er der tid til opfølgende spørgsmål fra udvalgets medlemmer.

Folketingsmedlemmerne kan både stille samrådsspørgsmål om konkrete lov- eller beslutningsforslag, der er til behandling i udvalget, og om andre forhold inden for udvalgets ansvarsområde.

Åbne og lukkede samråd

Samråd kan være åbne eller lukkede. Åbne samråd betyder, at man som borger kan overvære mødet fysisk, og at samrådet bliver optaget, så det kan ses på Folketingets hjemmeside eller tv-kanal. Et lukket samråd er kun for udvalgets medlemmer og bliver ikke optaget.

Du finder eksempler på åbne samråd ved at skrive »åbent samråd« i søgefeltet øverst til venstre på ft.dk.

Ethvert medlem af Folketinget kan stille en forespørgsel til en minister. Forespørgsler bruges primært til at skabe debat om brede politiske emner og samfundsmæssige problemer. Det giver folketingsmedlemmerne mulighed for at få informationer om et aktuelt emne og adgang til at drøfte sagen med ministeren. 

Mange gange bliver en sag taget op af folketingsmedlemmer efter omtale i pressen. Og behandlingen af sagen i Folketinget vil ofte også blive fulgt op af pressen. Forespørgsler kan munde ud i, at Folketinget vedtager et forslag om, at regeringen skal gøre noget bestemt.

Forespørgsler kommer til debat i Folketingssalen

En forespørgsel skal ikke på samme måde som f.eks. et lovforslag være ledsaget skriftlige bemærkninger om baggrunden for initiativet. Der går typisk 4-5 uger for en forespørgsel at komme til debat i Folketingssalen. Under behandlingen af en forespørgsel kommer ministeren med en mundtlig besvarelse, og herefter følger debatten mellem forespørgeren, ordførerne, de forskellige folketingsmedlemmer og ministeren. 

Forespørgslen bliver kun behandlet i ét møde. Som afslutning på en forespørgselsdebat kan Folketinget træffe en beslutning om det debatterede emne. Beslutningen kaldes også en vedtagelse. 

Ofte er partierne uenige under debatten om en forespørgsel. Derfor kan der blive fremsat forskellige forslag til vedtagelse, som der kan stemmes om. Det forslag, som regeringen bakker op om, bliver sat til afstemning først og bliver sædvanligvis vedtaget. Der kan kun vedtages ét forslag til vedtagelse. Er et forslag vedtaget, bortfalder resten. 

Der afholdes mellem 40 og 50 forespørgselsdebatter om året, og debatterne kan vare flere timer.

I grundlovens § 53 forklares formålet med en forespørgsel, nemlig at »bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring«. Reglerne for forespørgsler går helt tilbage til den første grundlov fra 1849.

• Se eksempler på forespørgsler

Hasteforespørgsler bliver sat på dagsordenen i Folketingssalen langt hurtigere end en almindelig forespørgsel, når der er behov for at høre en minister om et aktuelt emne her og nu.

Det kan tage under en uge for en hasteforespørgsel at blive sat på dagsordenen og blive behandlet i Folketingssalen, mens der kan gå 4-5 uger, før en almindelig forespørgsel kommer til debat.

Det er Folketingets formand, der bestemmer, om en hasteforespørgsel kan gennemføres. Det tillader formanden typisk, hvis anmodningen om en kortere frist kommer fra en bred kreds af partier. 

Hvis en minister ønsker at oplyse Folketinget om en sag eller et emne, kan ministeren på eget initiativ give Folketinget en skriftlig eller mundtlig redegørelse om det. 

Nogle love indeholder krav om, at ministeren skal udarbejde en redegørelse. Folketingets udvalg kan desuden bede regeringen om en redegørelse for en sag, der interesserer udvalget.

En redegørelse kan sættes til almindelig debat i Folketingssalen i en redegørelsesdebat. En redegørelsesdebat ender normalt ikke med en afstemning om et forslag til vedtagelse i Folketingssalen.

En særlig redegørelse er statsministerens åbningstale, som ligger til grund for den efterfølgende åbningsdebat i Folketingssalen ved folketingsårets begyndelse.