§ 75

Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Kommentar:

Stk. 1. Grundloven fastslår, at enhver borger, der kan arbejde, skal have mulighed for det på rimelige vilkår – hvis det altså kan lade sig gøre. Den sidste sætning er vigtig. Den betyder nemlig, at en arbejdsløs ikke kan kræve at få et arbejde med henvisning til grundloven. Stk. 1 er ikke en bestemmelse, der i sig selv giver borgerne rettigheder. Den har ingen direkte virkning. Man kan sammenligne den med en politisk formålsbestemmelse, der fortæller, hvad Folketinget skal arbejde hen imod.

Stk. 2. Denne del af § 75 har større praktisk betydning end stk. 1. Den siger nemlig, at enhver, der ikke kan forsørge sig selv, skal have hjælp fra det offentlige. Inden det offentlige træder til, skal den enkelte have udnyttet sine egne muligheder. Det kan være gennem at arbejde eller ved at bruge sin formue. Men der kan også være tale om, at andre har en forsørgelsespligt.

Børn har ikke pligt til at forsørge deres forældre. Og forældre har ikke pligt til at forsørge børn over 18 år. Den offentlige hjælp er fastsat i sociallovgivningen.

Stk. 2. siger ikke noget præcist om, hvem der har ret til offentlig hjælp. Men skiftende love har bestemt, at det har enhver, der opholder sig lovligt her i landet. Borgere, der er fyldt 18 år, har krav på hjælp. Og det har udlændinge også, da grundloven ikke kræver, at folk skal være danske statsborgere for at få hjælp. Studerende er tilmeldt en uddannelse og står derfor ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har studerende som regel ikke krav på hjælp.