Grundlovens paragraf 46

§ 46

Stk. 1. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af Folketinget, må skatterne ikke opkræves.

Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov eller i en af Folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.

Kommentar:

Stk. 1. Staten må ikke opkræve skatter eller afgifter, medmindre Folketinget har vedtaget en finanslov eller en midlertidig bevillingslov.

Stk. 2. Man må heller ikke bruge penge til at betale udgifter, før Folketinget har bevilget dem. Det kan enten ske gennem finansloven, en midlertidig bevillingslov eller en tillægsbevillingslov. Det sidste er en lov, der indeholder en række udgifter, som ikke er med på selve finansloven.

I praksis er bestemmelsen dog ændret lidt. En minister kan nemlig godt betale udgifter, der ikke er bevilget på finansloven. Men han må først have en tilladelse fra et særligt folketingsudvalg: Finansudvalget. Bagefter skal udgiften anføres på en tillægsbevillingslov, der skal vedtages af Folketinget. Ministeren kan altså helt lovligt betale udgiften, hvis han eller hun har Finansudvalgets tilladelse. Også selv om det viser sig, at der ikke senere er flertal i Folketinget for bevillingen.