Grundlovens kapitel 1 - Regeringsformen

Kapitel 1 handler især om, at landet er et monarki og om magtens tredeling.

§ 1

Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

Kommentar:

Grundloven gælder for Danmark, Færøerne og Grønland. Der er ved lov gennemført en særlig hjemmestyreordning for Færøerne og en særlig selvstyreordning for Grønland. Disse ordninger giver færingerne og grønlænderne et vidtgående selvstyre.

§ 2

Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

Kommentar:

Danmark regeres af en monark. Det vil sige en konge eller en dronning. I øjeblikket er monarken dronning Margrethe den Anden. Hun overtog tronen i 1972, da hendes far, kong Frederik den Niende, døde. Selv om dronningen er regent, har hun ikke nogen selvstændig magt. Landet styres af en regering, som Folketinget har accepteret. Både mænd og kvinder kan arve kongemagten. Tronfølge­loven beskriver reglerne for, hvem der kan arve titlen, når kongen eller dronningen dør eller går af. Loven er fra den 27. marts 1953. Da fik kvinder arveret til tronen.

Tronfølgeloven fra 1953 har samme status som grundloven, fordi den direkte er nævnt i grundlovens § 2. Den kan derfor kun ændres gennem samme omfattende procedure som ved en grundlovsændring.

Folketinget vedtog den 2. juni 2006 en ændring af tronfølgeloven, hvorefter det altid vil være den førstefødte – uanset køn – som arver tronen. Som grundloven foreskriver, genfremsatte regeringen det uændrede lovforslag, efter at nyvalg havde fundet sted i 2007. Dette lovforslag blev vedtaget af Folketinget den 24. februar 2009, hvorefter det skulle sendes til en bindende folkeafstemning. Ved folkeafstemningen, der fandt sted den 7. juni 2009, blev ændringen vedtaget, da et flertal, der udgjorde mindst 40 pct. af alle stemmeberettigede, stemte for ændringen.

§ 3

Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Kommentar:

Bestemmelsen handler om magtens tredeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Magten er delt mellem forskellige myndigheder (Folketing, regering og domstole) for at undgå, at al magt samles hos én myndighed. Det ville kunne føre til magtmisbrug.

Ifølge grundloven har dronningen og Folketinget i fællesskab magten til at lovgive. Men helt sådan er det ikke i virkeligheden. I praksis er det nemlig regeringen og Folketinget, som bestemmer, hvordan lovene skal se ud. Dronningen skriver dem bare under. Dronningen skal føre lovene ud i livet – hun har den udøvende magt. I dag betyder det blot, at hun rent formelt udnævner ministrene i en regering. Derefter er det i praksis ministrene og deres ministerier, der sørger for, at lovene bliver overholdt.

Dronningen har ingen indflydelse på, hvem der skal være ministre. Det bestemmer statsministeren. Hun har heller ingen indflydelse på, hvilke partier der skal danne regering. Det handler §§ 12-15 bl.a. om.

Domstolene har magten til at dømme. De afgør, om folk har overtrådt landets love og skal straffes. Og de tager stilling i sager, hvor borgere har indbyrdes konflikter. Domstolene afgør også, om ministerier  og kommuner har overtrådt lovene, og om lovene overholder grundloven.

I 1999 fastslog Højesteret, at den såkaldte Tvindlov var i strid med grundlovens § 3. Tvindlovens bestemmelse om, at en række Tvindskoler ikke længere skulle have penge fra det offentlige, var derfor ugyldig.

§ 4

Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folke-kirke og understøttes som sådan af staten.

Kommentar:

Den danske folkekirke er kristen. Folkekirken er evangelisk-luthersk. Det vil sige, at den bygger på Bibelen og de forskellige kirkelige bekendelsesskrifter samt den tyske teolog Martin Luthers lære, som dannede grundlag for den danske reformation i 1536. Dermed hører folkekirken til de protestantiske kirker. Indtil den første grundlov blev vedtaget i 1849, var folkekirken en statskirke under den enevældige konge. Nu skal staten understøtte folkekirken, bl.a. økonomisk. Staten kan også vælge at støtte andre trossamfund, men staten har ikke pligt til at gøre det.