Afsnit 7.5 Redegørelser fra regeringen

Almindelige redegørelser, statsministerens åbningsredegørelse, andre redegørelser

7.5    REDEGØRELSER FRA REGERINGEN

7.5.1       ALMINDELIGE REDEGØRELSER 

En minister kan give Folketinget en redegørelse for et offentligt anliggende (FFO § 19, stk. 4). Traditionelt er en redegørelse en orientering om et generelt emne, et helt sagsområde eller et lovgivningsområde, der gives i samlet, normalt skriftlig, form uden at være svar på spørgsmål fra Folketinget.

En redegørelse fremkommer således normalt på initiativ fra ministeren, og formålet vil ofte være at inddrage Folketinget i regeringens overvejelser om ændret lovgivning på et område. Ved at afgive en redegørelse og sikre, at den kommer til debat, får regeringen på et tidligt tidspunkt en tilkendegivelse om folketingsgruppernes holdning. Folketinget inviteres således til at medvirke ved udformningen af de politiske hovedlinjer i regeringens lovforslag eller af regeringens politik på områder, hvor der ikke lovgives.

Redegørelsen kan også have baggrund i en lov, en folketingsbeslutning eller en folketingsvedtagelse. Forklaringen er ofte, at der har været et ønske i Folketinget om, at der skulle foretages en evaluering af nogle bestemte regler i lovgivningen efter en vis periode. F.eks. er der i nogle love indsat en bestemmelse om, at ministeren skal afgive en redegørelse til Folketinget om det pågældende område en gang om året. I andre tilfælde er der ikke regler i lovgivningen om, at ministeren skal afgive en redegørelse til Folketinget, men der er indgået en aftale herom mellem ministeren og et af Folketingets udvalg.

Et ministerium, der vil sende en redegørelse til Folketinget, skal orientere Lovsekretariatet i god tid forinden. Ministeriet skal samtidig oplyse, om ministeren ønsker, at redegørelsen bliver sat til forhandling i Folketingssalen (hvilket gennemsnitligt sker for 2/3 af redegørelserne), og i så fald skal en dato for forhandlingen aftales med Lovsekretariatet.

Når redegørelsen er modtaget i Folketinget, anmelder Folketingets formand den i et møde ved at oplæse, hvem der har afgivet redegørelsen, og redegørelsens nummer og i øvrigt henvise til offentliggørelsen på en af Folketingets hjemmesider.

Beslutningen om, hvorvidt en redegørelse skal forhandles i Folketingssalen, træffes som hovedregel af Folketingets formand. Beslutningen skal træffes, senest den første mødedag efter at redegørelsen er afgivet henholdsvis offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO § 19, stk. 5). Men redegørelsen skal sættes til forhandling i Folketingssalen, hvis mindst 17 folketingsmedlemmer anmoder om det over for formanden. Anmodningen skal fremsættes, senest den første mødedag efter at redegørelsen er afgivet henholdsvis offentliggjort. Forhandlingen af redegørelsen skal finde sted, senest 10 mødedage efter at formanden har meddelt Folketinget sin beslutning henholdsvis modtaget anmodningen fra mindst 17 folketingsmedlemmer, medmindre Folketinget beslutter andet.

Fremsendelse til Folketinget
Redegørelsen adresseres til Folketingets formand og Lovsekretariatet og sendes i 250 eksemplarer. Af hensyn til den fastsatte taletid for ordførerne må en redegørelse ikke fylde mere end 12-13 sider i A4-format, hvilket svarer til 1/2 times mundtlig fremsættelse. Bilag til redegørelsen kan medsendes, men de bliver ikke optrykt i Folketingstidende på www.folketingstidende.dk eller på www.folketinget.dk, og redegørelsen skal derfor kunne læses uden bilag.

Siden den 1. januar 1997 har alle ministerier endvidere været forpligtet til at sende en elektronisk udgave af skriftlige redegørelser til Folketingstidende. Indførelsen af elektronisk Folketingstidende den 1. oktober 2009 betyder, at den elektroniske udgave af redegørelsen så vidt muligt skal afsendes dagen før, men senest inden starten af det møde, hvor formanden læser anmeldelsen af redegørelsen op. Dette for at redegørelsen rettidigt kan publiceres i elektronisk Folketingstidende. Der må kun vedhæftes én redegørelse pr. e-mail, og der må ikke anføres meddelelser. I redegørelsen eller bilag hertil må kun indgå tabeller m.v. i Word 6 og nyere wordversioner, men ikke i Excel, og der må ikke sendes pdf-filer. Folketingstidendes e-mailadresse til redegørelser er den samme som Lovsekretariatets adresse til svar på § 20-spørgsmål, nemlig lov@ft.dk. Det er ministeriets ansvar, at der er overensstemmelse mellem indholdet i den elektroniske form og papirversionen af dokumentet.

Folketingstidende behandler de modtagne elektroniske redegørelser med henblik på offentliggørelse i Folketingstidende på www. folketingstidende.dk og på www.folketinget.dk.

Taletider
Taletiderne ved forhandlingen om en redegørelse har været uændrede i mange år og er 10 minutter for ordførerne i første omgang og 5 minutter i en eventuel anden omgang. Ministerens taletid er 20 minutter i første omgang og herefter 10 minutter i eventuelle følgende omgange. Der kan ikke fremsættes forslag til vedtagelse under forhandlingerne.

Forhandlingen om en redegørelse kan ske sammen med en forespørgselsdebat. I så fald anvendes taletiderne for forespørgsler under begrundelsen af forespørgslen og ministerens eller ministrenes besvarelse, og under den efterfølgende forhandling anvendes  taletiderne for redegørelsesdebatter.

7.5.2    STATSMINISTERENS ÅBNINGSREDEGØRELSE

På den første mødedag i folketingsåret afgiver statsministeren en åbningsredegørelse (grundlovens § 38 og FFO § 19, stk. 1). Den betegnes officielt som en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger. Også når der har været folketingsvalg, afgiver statsministeren en åbningsredegørelse på den første mødedag i Folketinget (FFO § 19, stk. 2). Åbningsredegørelserne har stor politisk betydning, og derfor gælder der visse særlige regler for disse redegørelser:

  • Der kan fremsættes forslag til vedtagelse under debatten om åbningsredegørelserne.
  • Retningslinjer for debatten med hensyn til taletider m.v. fastsættes særligt for den enkelte debat af Folketingets formand. Det samme gælder for afslutningsdebatten (forespørgselsdebatten om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation).

 

7.5.3      ANDRE REDEGØRELSER

Med indførelsen af de stående udvalg i 1972 blev der oprettet et forum for dialog mellem en minister og folketingsgrupperne, som i høj grad er blevet udnyttet som alternativ til redegørelsesdebatter i Folketingssalen. Der findes i forarbejder til love (f.eks. i bemærkninger til lovforslag eller i udvalgsbetænkninger) talrige eksempler på, at en minister giver tilsagn om efter et stykke tid at orientere et folketingsudvalg om virkningerne af loven. Disse redegørelser til udvalg kommer ikke til debat i Folketingssalen.


[1] I »Folketingets festskrift i anledning af grundlovens 150-års-jubilæum den 5. juli 1999«, side 151 ff., er der redegjort detaljeret for denne praksis.