Afsnit 7.3 Forslag til vedtagelse

Behandlingen, længde og indhold, afstemningsrækkefølgen

7.3   FORSLAG TIL VEDTAGELSE

Under åbningsdebatten og forespørgselsdebatter (herunder også afslutningsdebatten) kan der fremsættes en særlig form for beslutningsforslag, som kaldes forslag til vedtagelse (FFO § 24). Tidligere blev de kaldt forslag om motiveret dagsorden. En folketingsvedtagelse er en politisk udtalelse, der som regel er rettet til regeringen, og den har ikke retsvirkninger for borgerne eller offentlige myndigheder.

7.3.1     BEHANDLINGEN
Et forslag til vedtagelse fremsættes, ved at det pågældende medlem læser forslagets tekst op og derefter afleverer teksten til formanden. Det bør tydeligt nævnes i forbindelse med oplæsningen, på hvilke medlemmers eller folketingsgruppers vegne forslaget fremsættes. Formanden læser eventuelt forslaget op endnu en gang og meddeler, at forslaget nu indgår i forhandlingen.

Der afsættes ikke særskilt taletid til oplæsning af forslag til vedtagelse. Medlemmer, der ønsker at fremsætte forslag til vedtagelse, bør derfor være opmærksomme på at disponere deres taletid, således at der også er tid til oplæsningen.

Medlemmer, der har opbrugt deres taletid under forhandlingen, kan få ny taletid, hvis der fremsættes et forslag til vedtagelse. Denne mulighed anvendes dog i praksis sjældent.
7.3.2     LÆNGDE OG INDHOLD
Da et forslag til vedtagelse ikke får samme grundige behandling som andre beslutningsforslag, har Folketinget sat en grænse for, hvor langt et forslag til vedtagelse må være. Forslag til vedtagelse må ikke være sammensat af mere end 150 ord, ved en hasteforespørgsel, jf. afsnit 7.4, dog højst 50 ord.

Et forslag til vedtagelse skal efter sit indhold have en naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Der kan altså ikke fremsættes et forslag til vedtagelse, som drejer sig om noget helt andet end det, som er emnet for debatten.

Denne regel kom ind i forretningsordenen i 1953. Før da var der flere eksempler på, at der blev fremsat forslag til vedtagelse (som dengang hed en motiveret dagsorden), der ikke havde forbindelse med den sag, der blev debatteret. F.eks. fremsatte ordføreren for Danmarks Kommunistiske Parti i 1934 et forslag om motiveret dagsorden, der fordømte politiets optræden under en igangværende søfartsstrejke. Det skete under en  debat om sterilisation af udviklingshæmmede.
7.3.3     AFSTEMNINGSRÆKKEFØLGEN
Der kan kun vedtages ét forslag til vedtagelse under hver debat, og når ét forslag er vedtaget, bortfalder de andre. Ved en række tilfælde har det imidlertid vist sig under debatten, at der ville være flertal for mere end ét forslag. I disse tilfælde er det den rækkefølge, som forslagene kommer til afstemning i, som er afgørende for, hvilket forslag der bliver vedtaget. Da udfaldet af afstemningen kan være afgørende for, om regeringen har et flertal for sig eller imod sig, er det vigtigt for både regeringen og folketingsgrupperne, at de på forhånd kan beregne denne rækkefølge.

Afstemningsrækkefølgen afgøres som hovedregel af Folketingets formand (FFO § 34), og formanden følger en særlig praksis, der har udviklet sig siden 1930’erne[1]. I hovedtræk går den ud på følgende: Hvis der alene er fremsat forslag til vedtagelse, som regeringen ikke kan acceptere, sættes forslagene til afstemning i kronologisk rækkefølge, dvs. i den rækkefølge, hvori de er fremsat. Men hvis der er et af forslagene til vedtagelse, som regeringen godt kan acceptere, ændres afstemningsrækkefølgen. Ifølge fast praksis sættes det forslag til vedtagelse, som regeringen har erklæret at kunne acceptere, til afstemning først. Vedtages det, anses de øvrige forslag til vedtagelse for bortfaldet. Begrundelsen for denne fortrinsstilling er, at afstemningen her i virkeligheden anses for at dreje sig om at udtrykke tillid eller mistillid til regeringen. Der er dog eksempler på, at Folketingets formand med den pågældende ministers accept har fraveget denne afstemningsrækkefølge, fordi formanden regner med muligheden for, at en eller flere folketingsgrupper, stillet over for valget, i sidste ende vælger at støtte regeringen.

Efter anmodning fra 17 medlemmer skal afstemningsrækkefølgen imidlertid bestemmes ved afstemning i Folketingssalen. Inden denne afstemning kan 1 af de 17 medlemmer og formanden hver udtale sig én gang (FFO § 34). Men opnår et forslag fra 17 medlemmer ikke flertal, er det op til formanden at bestemme rækkefølgen.