Afsnit 4.8 Særlige udvalg og delegationer

Finansudvalget, Europaudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Delegationer, Indfødsretsudvalget, § 71-Tilsynet

4.8    SÆRLIGE UDVALG OG DELEGATIONER          

Nogle af Folketingets udvalg har særlige kompetencer, og der er fastsat særlige bestemmelser for deres funktion, f.eks. i en lov eller en beretning. Desuden deltager et stort antal af Folketingets medlemmer i møder i internationale, mellemstatslige parlamentariske forsamlinger som medlem af en delegation.
4.8.1     FINANSUDVALGET
I Danmark må staten ikke opkræve skatter, før Folketinget har vedtaget finansloven (eller en midlertidig bevillingslov). Og ingen statslig udgift må afholdes uden hjemmel i finansloven, en tillægsbevillingslov eller en midlertidig bevillingslov. Det fremgår af grundlovens § 46. Finansudvalget behandler de årlige finanslovsforslag. Desuden behandler udvalget tillægsbevillingslovforslag, lovforslag om optagelse af statslån, statsrevisorernes betænkning over statsregnskabet og konkrete bevillingsansøgninger fra ministre (de såkaldte aktstykker). Finansudvalgets arbejde omfatter således samtlige ministerområder. Finansudvalget kan i modsætning til andre folketingsudvalg selv lovgive på vegne af hele Folketinget. Det sker i forbindelse med aktstykkerne, hvor en minister søger om penge til en konkret bevilling, som ikke er med på det års finanslov. Det kan f.eks. være en bevilling til et statsligt anlægsbyggeri, som har vist sig at blive dyrere, eller hvis man ønsker at flytte rundt på bevillingerne fra én konto til en anden.

Hvis udvalget har godkendt en bevillingsansøgning (et aktstykke), er en minister stillet, som om der var vedtaget en bevillingslov med aktstykkets indhold.

Derudover er det fastsat i en lang række love, at Finansudvalget skal godkende aftaler, koncessioner, garantier m.v.

Finansudvalget drøfter også de store linjer i den økonomiske politik.

Finansudvalget har 17 medlemmer. Udvalgets arbejdsform er på mange måder forskellig fra andre folketingsudvalg. Arbejdets specielle karakter er baggrunden for, at Finansudvalget – i modsætning til Folketingets øvrige udvalg – ikke modtager henvendelser fra organisationer eller borgere og heller ikke tager imod deputationer.

Udvalgets arbejde er beskrevet mere detaljeret i Finansudvalgets beretning af 7. april 2011 om Finansudvalgets arbejdsform m.v., der findes på Folketingets hjemmesider.

Finansudvalget behandler normalt kun to lovforslag hvert år:

  • Fra august til december behandler Finansudvalget forslaget til finanslov for det kommende år.
  • I januar og februar behandler udvalget tillægsbevillingslovforslaget for det foregående finansår. Det er bl.a. på dette lovforslag, aktstykkerne formelt bliver godkendt af hele Folketinget.

Finansudvalget behandler også et stort antal bevillingsansøgninger fra ministre (i daglig tale kaldet aktstykker). Antallet af aktstykker svinger, men ligger gennemsnitligt på ca. 200 om året.

Aktstykker kan f.eks. dreje sig om:

  • Overflytning af bevillinger, f.eks. fra et ministerområde til et andet eller inden for et ministerområde.
  • Udmøntning af bevillinger, som allerede er givet på finansloven, f.eks. ulandsbevillinger og bevillinger til forsvarets materielanskaffelser.
  • Køb eller salg af fast ejendom eller igangsættelse af byggerier.

Aktstykker godkendes af Finansministeriet, inden de sendes til Finansudvalget, medmindre der særskilt er hjemmel for andet.

Ordningen med aktstykker er ikke i overensstemmelse med ordlyden af grundlovens § 46, men ordningen har vist sig at være både smidig og rationel. Den har været praktiseret i over 100 år, og forfatningen må på dette punkt siges at være ændret ved sædvane.

Ethvert folketingsmedlem kan anmode om, at et aktstykke bliver behandlet i Folketingssalen. Finansudvalget vil så normalt stoppe behandlingen, indtil aktstykket er færdigbehandlet i Folketingssalen.

Aktstykkerne behandles på udvalgets ugentlige møde torsdag kl. 13.00. Uden for Folketingets mødeperioder kan et aktstykke i ganske særlige og stærkt hastende tilfælde blive behandlet ved hjælp af en skriftlig procedure uden afholdelse af et møde.

De bevillingsmæssige konsekvenser af aktstykker bliver optaget på tillægsbevillingslovforslaget og godkendes derved formelt efter finansårets slutning.

Udvalgets behandling af aktstykker ligner behandlingen af lovforslag med skriftlige spørgsmål til ministeren, samråd m.v. Ved afstemninger om aktstykker gælder reglen om, at stolene tæller, det vil sige, at medlemmer, der ikke er til stede, regnes for at have stemt for ansøgningen, medmindre andet er meddelt på forhånd.

Efter grundlovens § 47 skal statsregnskabet fremlægges for Folketinget senest 6 måneder efter finansårets udløb. Folketinget vælger 6 statsrevisorer, der gennemgår regnskabet. Finansudvalget behandler løbende rapporter modtaget fra statsrevisorerne. Herudover behandler Finansudvalget statsregnskabet med statsrevisorernes bemærkninger. Statsregnskabet forelægges herefter for Folketinget til beslutning.

4.8.2     EUROPAUDVALGET

Hvert år vedtager EU en lang række retsakter med stor betydning for borgere og virksomheder. Disse retsakter bliver til i et samspil mellem Europa-Kommissionen, der står for udarbejdelse og fremsættelse af forslagene, og Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager disse.

Folketingets Europaudvalg er inddraget i denne lovgivningsproces. Det sker navnlig, ved at Europaudvalget giver regeringen mandat forud for forhandlingerne i Rådet, men også i stigende omfang, ved at Europaudvalget sammen med Folketingets fagudvalg behandler og udtaler sig direkte til EU’s institutioner om vigtige EU-forslag.

Når regeringen forelægger EU-sager for Europaudvalget, er det enten til orientering eller med henblik på at få godkendt et forhandlingsoplæg. Regeringen sikrer på den måde, at den ikke har et folketingsflertal imod sin EU-politik.

Hvis der er tale om sager af »større rækkevidde«, har det siden 1973 været fast praksis, at regeringen indhenter et forhandlingsmandat i Europaudvalget, før den kan tilslutte sig et forslag i Rådet. Ordningen med forhandlingsmandater blev indført med Europaudvalgets første beretning af 29. marts 1973, hvor det blev fastslået, at regeringen »forud for forhandlinger i EF’s råd om vedtagelser af større rækkevidde skal forelægge Markedsudvalget et mundtligt forhandlingsoplæg«, og at »såfremt der ikke i udvalget konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget, forhandler regeringen på dette grundlag.«

Når Europaudvalget behandler og udtaler sig direkte til EU’s institutioner om vigtige EU-forslag, sker det i et tæt samarbejde med Folketingets fagudvalg og vedrører typisk Kommissionens grøn- og hvidbøger eller vigtige EU-lovgivningsforslag. Bl.a. står Europaudvalget sammen med fagudvalgene for Folketingets overvågning af, at kommende EU-regler overholder nærhedsprincippet. Fagudvalgene har ansvar for den indledende behandling af et EU-lovgivningsforslag, mens Europaudvalget vedtager den endelige indstilling til EU’s institutioner.

Udenrigsministeriet koordinerer Danmarks deltagelse i Rådet og er derfor ressortministerium for Folketingets Europaudvalg. Notater m.v. til Europaudvalget fra de øvrige ministerier fremsendes via Udenrigsministeriet.

Til støtte for Folketingets behandling af EU-sager skal regeringen sende et grund- og nærhedsnotat om alle væsentlige EU-forslag til Europaudvalget og til de relevante fagudvalg. Grundnotatet fremsendes, senest 4 uger efter at forslaget foreligger på dansk. Dog skal grund- og nærhedsnotater, der vedrører en række særlig prioriterede forslag, sendes allerede efter 3 uger.

Forud for møderne i Europaudvalget fremsender regeringen desuden et notat, hvor samtlige sager vedrørende et bestemt rådsmøde er beskrevet. Disse notater skal være Folketinget i hænde senest 8 dage inden mødet i Europaudvalget. Endelig behandler Europaudvalget som Folketingets øvrige stående udvalg også de lov- og beslutningsforslag, der henvises til det. Det drejer sig dog om forholdsvis få forslag om eksempelvis tiltrædelse af nye EU-traktater eller af »udvidelsestraktater« ved optagelsen af nye medlemslande i EU.

En mere detaljeret beskrivelse af arbejdet i Europaudvalget finder man i den vejledende sammenskrivning af Europaudvalgets beretninger, som er revideret senest i 2014. Mere information om Folketingets arbejde med EU-sagerne findes på EU-Oplysningens hjemmeside, www.eu-oplysningen.dk.

4.8.3       DET UDENRIGSPOLITISKE NÆVN

Grundloven indeholder to bestemmelser om Danmarks forhold til omverdenen: § 19 om den udenrigspolitiske kompetence og § 20 om at overlade beføjelser til internationale organisationer. I § 19 står der, at kongen (dvs. regeringen) handler på rigets vegne i udenrigspolitiske sager.

Det fremgår desuden af grundlovens § 19, stk. 1 og 2, at regeringens udenrigspolitiske kompetence er underlagt den begrænsning, at visse handlinger kræver Folketingets samtykke. Det kan være:

  • Handlinger, der indskrænker eller forøger rigets område.
  • Indgåelse af forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig.
  • Indgåelse af forpligtelser, som i øvrigt er af større betydning.
  • Opsigelse af mellemfolkelige overenskomster, som er indgået med Folketingets samtykke.
  • Anvendelse af militære magtmidler mod en fremmed stat, bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker. I sidstnævnte fald skal de trufne foranstaltninger straks forelægges Folketinget.

Det Udenrigspolitiske Nævn blev skrevet ind i grundloven i 1953, og der står nu følgende i grundlovens § 19, stk. 3: »Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. De nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.«

Nævnet har 17 medlemmer, og der vælges ligeledes 17 stedfortrædere, der indtræder i stedet for medlemmerne, når nogen af disse er forhindret.

Regeringen rådfører sig med Nævnet forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Desuden drøfter Nævnet sager af betydning for landets udenrigspolitik med regeringen, og Nævnet modtager oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold. Det fremgår af loven om Det Udenrigspolitiske Nævn.

Eftersom rådføringen med Nævnet sker på grundlag af regeringens initiativ, er det i første omgang regeringen, der bedømmer, om en beslutning er af en sådan »større udenrigspolitisk rækkevidde«, at det er nødvendigt at indkalde til et møde i Nævnet. Nævnet kan dog også blive indkaldt, såfremt mindst 3 medlemmer af Nævnet anmoder om det.

Regeringen er ikke bundet af Det Udenrigspolitiske Nævns standpunkter, men Nævnet er retningsgivende for, om regeringens udenrigspolitik har opbakning blandt et flertal af Folketingets medlemmer.

Nævnsmøderne foregår i praksis på den måde, at en minister – som regel statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren – giver en mundtlig orientering om aktuelle udenrigspolitiske emner, som medlemmerne har mulighed for at spørge ind til på mødet. 

Nævnets medlemmer og disses stedfortrædere modtager desuden løbende skriftlige oplysninger fra regeringen i form af notater om udenrigspolitiske spørgsmål, pressemeddelelser og resolutioner fra internationale organisationer og møder m.v.

Det sker kun sjældent, at der stilles skriftlige spørgsmål til ministrene gennem Det Udenrigspolitiske Nævn. I givet fald bliver spørgsmålene stillet til mundtlig besvarelse.

Spørgsmålet om tidspunktet for Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse i regeringens beslutningsproces i en udenrigspolitisk sag har gentagne gange været genstand for debat i Nævnet. Er der tale om beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde, skal Nævnet inddrages, før regeringen træffer beslutning i sagen.

Nævnet har ikke hidtil deltaget i lovgivningsarbejdet. Lov- og beslutningsforslag på det udenrigspolitiske område er i stedet blevet henvist til behandling i Forsvarsudvalget, Udenrigsudvalget eller et ad hoc-udvalg.

Ifølge § 4 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn er Nævnets medlemmer forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i Nævnet, i det omfang vedkommende minister eller Nævnets formand træffer bestemmelse herom.

Oplysning om, hvornår Nævnet holder møde, er tilgængelig for offentligheden, men ikke, hvilke sager der er på dagsordenen.

Referatet fra møderne er fortrolige, men medlemmer af Nævnet og stedfortrædere kan læse det i Nævnets sekretariat i Det Internationale Sekretariat.

4.8.4     DELEGATIONER

De internationale parlamentariske forsamlinger mødes til sessioner en eller flere gange om året varierende fra forsamling til forsamling. Folketinget sender delegationer af medlemmer til at deltage i sessionerne. På disse sessioner vedtages resolutioner og eventuelt også rekommandationer til det tilsvarende regeringsorgan. Da de alle er mellemstatslige forsamlinger, som ikke har selvstændig beslutningskompetence, er der alene tale om rekommandationer eller anbefalinger til ministrene. Grundlaget for disse resolutioner og rekommandationer er forslag fra medlemmer af landenes delegationer, som de ofte vil have arbejdet med på møder mellem sessionerne i de udvalg og komiteer, der findes tilknyttet de parlamentariske forsamlinger. Dette udvalgsarbejde og arbejdet under sessionerne svarer i store træk til det arbejde, der foregår i Folketingets udvalg og i Folketingssalen.

Endelig deltager medlemmerne af nogle af delegationerne (Europarådet, OSCE’s Parlamentariske Forsamling og NATO’s Parlamentariske Forsamling) i valgobservationer i lande inden og uden for medlemskredsen.

Efter hvert folketingsvalg udpeger Folketinget et antal medlemmer til delegationerne, og det sker efter samme system, som når der vælges medlemmer til udvalgene, dvs. efter forholds- talsvalg mellem valggrupper.

Folketinget udpeger delegationer til:

  • Nordisk Råd  
    Nordisk Råd blev oprettet i 1952 og har de fem nordiske lande og de tre nordiske selvstyreområder som medlemmer. Nordisk Råd er en pendant til Nordisk Ministerråd, som er regeringernes samarbejdsorgan. Nordisk Råds formål er at bevare og udvikle det nordiske samarbejde inden for retsvæsen, kultur, samfærdsel og miljø samt sociale og økonomiske forhold.
  • Europarådets Parlamentariske Forsamling  
    Europarådet og dets parlamentariske forsamling blev oprettet i 1949 med det formål at sikre stabilitet i Europa baseret på demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og den fælles kulturarv. Europarådet består nu af 47 medlemslande. Europarådet har vedtaget en lang række konventioner. En af de vigtigste af disse konventioner er den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950.
  • OSCE’s Parlamentariske Forsamling (OSCE PA)  
    OSCE PA blev dannet i 1992 og er den parlamentariske del af OSCE (Organization for Security and Cooperation in Europe), som består af 57 lande. OSCE PA har til formål at styrke parlamenternes indflydelse på OSCE-samarbejdet, hvis hovedopgave er udarbejdelse af fælles normer for mellemstatslig adfærd og fælles normer for relationer mellem borger og stat. Endvidere er OSCE involveret i integrering af nye demokratier i værdifællesskabet samt aktiviteter relateret til krise- og konfliktforebyggelse. Forsamlingen har overordnet til opgave at vurdere gennemførelsen af OSCE’s målsætninger, debattere aktuelle emner og afgive anbefalinger.
  • NATO’s Parlamentariske Forsamling (NPA)  
    NPA består af parlamentarikere fra NATO’s medlemslande og NATO’s associerede medlemmer. Forsamlingens primære formål er af oplysende og konsensusskabende karakter, herunder at belyse og drøfte forsvars- og sikkerhedspolitiske emner med henblik på at skabe fælles fodslag for den fremtidige udvikling af NATO.
    4.8.5      INDFØDSRETSUDVALGET
    I grundloven står, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Det betyder, at det er Folketinget, der tager stilling til, om en udlænding kan få dansk statsborgerskab.

    Hvert år fremsætter regeringen typisk to lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvor udlændinge, der har ansøgt om statsborgerskab og som opfylder betingelserne, listes med navn.

    Disse lovforslag og andre spørgsmål om statsborgerskab behandles i Indfødsretsudvalget. Indfødsretsudvalget behandler også sager, hvor der er spørgsmål om at give dispensation fra de betingelser, der stilles, for at en udlænding kan få dansk statsborgerskab.
    4.8.6     § 71-TILSYNET
    § 71-tilsynet har navn efter grundlovens § 71, som bestemmer, at behandlingen af frihedsberøvede personer (uden for strafferetsplejen) »undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse«.

    Tilsynet består af 9 folketingsmedlemmer. De 9 medlemmer fører tilsyn med forholdene for bl.a. psykiatriske patienter, der er tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.  

    Tilsynet har ikke som de fleste af Folketingets udvalg opgaver, som er knyttet til behandlingen af lov- og beslutningsforslag.

    Tilsynet har ikke kompetence til at træffe afgørelser, men kan alene give udtryk for sin vurdering af forholdene for f.eks. de tvangsindlagte psykiatriske patienter. Tilsynet kan i den forbindelse f.eks. komme med kritiske bemærkninger, anbefalinger og henstillinger.