Afsnit 4.4 Tavshedspligt

4.4   TAVSHEDSPLIGT

De oplysninger, som Folketinget modtager fra ministre og andre, er som regel ikke fortrolige. Men det sker dog jævnligt, at der opstår behov for, at en minister giver fortrolige oplysninger til Folketinget, navnlig i forbindelse med den del af Folketingets virksomhed, som består i at føre kontrol med regeringen. I praksis opstår situationen ofte, ved at der bliver stillet et spørgsmål til en minister, som det er svært at besvare fyldestgørende uden at give oplysninger, som er fortrolige.

Derimod giver lovgivningsarbejdet sjældent anledning til, at Folketinget modtager fortrolige oplysninger fra en minister. Dog giver Justitsministeriet regelmæssigt fortrolige oplysninger til Folketingets Indfødsretsudvalg om personer, der har ansøgt om dansk statsborgerskab, da udvalget skal bruge oplysningerne ved behandlingen af de lovforslag, hvor der gives dansk statsborgerskab til bestemte personer.

Når en minister sender et fortroligt dokument til Folketinget, er det som regel et af Folketingets udvalg, som modtager dokumentet. Ministeren bør vejlede udvalget om, at dokumentet efter ministerens opfattelse indeholder fortrolige oplysninger, men i princippet kan ministeren ikke pålægge Folketinget (udvalget) at behandle dokumentet som fortroligt, da en minister som udgangspunkt ikke har beføjelse til at give Folketinget tjenesteordrer. I praksis følger Folketingets udvalg dog altid vejledningen fra ministeren. Hvis der er tvivl om, hvorvidt hele dokumentet er fortroligt eller kun dele af dokumentet er det, kan udvalget anmode ministeren om en nærmere vejledning.

Der gælder enkelte undtagelser fra reglen om, at en minister ikke kan pålægge Folketinget og dets udvalg at behandle bestemte dokumenter eller oplysninger som fortrolige. Det fremgår således af § 4 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn, at vedkommende minister eller formanden for nævnet kan pålægge folketingsmedlemmer eller andre tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, som fremkommer i nævnet. Ifølge undergrundslovens § 6, stk. 2, gælder der en tilsvarende regel for det relevante folketingsudvalg, når ministeren forelægger en sag for udvalget om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden. For Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne gælder der en ubetinget tavshedspligt, da det er fastsat i § 5 i lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester, at udvalgets medlemmer og sekretærer er forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i udvalget.

Bortset fra disse særlige tilfælde må spørgsmålet om, hvorvidt en oplysning er fortrolig, afgøres efter lovgivningens almindelige regler og principper om tavshedspligt. I den forbindelse har navnlig forvaltningslovens § 27 betydning, da denne bestemmelse indeholder en gengivelse af en række af de hensyn, som kan føre til, at en oplysning er fortrolig. Gengivelsen af hensyn i bestemmelsen er dog ikke udtømmende. Selv om forvaltningsloven ikke gælder for Folketinget, vil bestemmelsen alligevel have betydelig værdi som rettesnor for bedømmelsen af, om en oplysning skal anses for fortrolig.

Om dokumenters fortrolighed kan der desuden henvises til de af Præsidiet fastsatte regler om adgang til Folketingets parlamentariske dokumenter m.v. Reglerne er optrykt som bilag til håndbogen.

Spørgsmålet om tavshedspligt opstår ofte i forbindelse med udvalgsmøder. På dette område gælder der nogle særlige regler, som kortfattet er gengivet i FFO § 8, stk. 7. Et udvalg kan efter reglerne beslutte, at udvalgets medlemmer må informere offentligheden om konkrete forhandlinger, som har fundet sted bag lukkede døre i udvalget. Men hvis der ikke er truffet en sådan beslutning, er forhandlingerne i lukkede udvalgsmøder fortrolige, og folketingsmedlemmer, ministre og embedsmænd må ikke referere over for andre, hvad der er blevet sagt under forhandlingerne i udvalget. Det er altså ikke tilladt at referere de synspunkter, vurderinger og argumenter, som andre udvalgsmedlemmer eller ministeren har fremført på udvalgets møde.

Forbuddet mod at referere fra lukkede udvalgsmøder er dog begrænset på forskellige måder. 

Der er således ikke noget til hinder for, at et udvalgsmedlem efter et møde i udvalget refererer – f.eks. over for pressen – hvad medlemmet selv har sagt på mødet. Det accepteres også som udgangspunkt, at et udvalgsmedlem refererer udvalgets forhandlinger over for andre medlemmer af sin folketingsgruppe. Desuden er de faktiske oplysninger, der er fremkommet under et udvalgsmøde – til forskel fra indholdet af forhandlingerne under mødet – heller ikke undergivet tavshedspligt, medmindre de er omfattet af lovgivningens                      øvrige regler om tavshedspligt. Det har i den forbindelse ingen betydning, hvem der har fremlagt de faktiske oplysninger for udvalget. I øvrigt omfatter tavshedspligten ikke oplysninger om, hvilke medlemmer der har deltaget i udvalgets behandling af en bestemt sag. Hvis der har været afholdt en egentlig afstemning i udvalget, kan udfaldet af afstemningen med angivelse af, hvilke medlemmer der har stemt for henholdsvis imod en bestemt beslutning, heller ikke anses for fortroligt.

Udvalgene har mulighed for at holde åbne udvalgsmøder, hvor der er adgang for offentligheden. Det er tilladt at referere, hvad der er blevet sagt under et åbent udvalgsmøde. Derfor må der ikke under åbne udvalgsmøder gives eller henvises til fortrolige oplysninger.

Overtrædelse af tavshedspligten kan efter omstændighederne straffes efter bestemmelserne i straffelovens 16. kapitel. Hvis tavshedspligten er brudt ved at videregive fortrolige oplysninger fra et lukket udvalgsmøde, kan det efter omstændighederne straffes efter straffelovens § 129. Der bliver dog ikke rejst straffesag ved domstolene, før politiet og anklagemyndigheden har efterforsket sagen og vurderet, at der er grundlag for at gennemføre straffesagen. Politiets efterforskning sker som regel på baggrund af en anmeldelse fra en borger eller en myndighed.

Hvis der opstår mistanke om, at et folketingsmedlem har brudt sin tavshedspligt, kan det altså føre til, at der bliver indgivet en politianmeldelse mod den pågældende. F.eks. kan en minister indgive en politianmeldelse, hvis det er ministeren, der har givet Folketinget den fortrolige oplysning, som medlemmet har videregivet til andre i strid med tavshedspligten. Men en privat borger kan naturligvis også indgive en politianmeldelse, f.eks. hvis vedkommende har lidt skade ved et folketingsmedlems brud på tavshedspligten.

Hvis et folketingsmedlem udtaler sig offentligt på en måde, som klart er i strid med tavshedspligten, bliver det påtalt af Folketingets Præsidium. Men ofte er det nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse, før det kan klarlægges, om medlemmet har handlet i strid med tavshedspligten. Efter hidtidig praksis foranstalter Folketinget ikke selv en undersøgelse, hvis der kommer en klage over, at et folketingsmedlem har brudt sin tavshedspligt, da hverken Folketingets formand, Præsidiet eller et folketingsudvalg har mulighed for at foretage en undersøgelse med vidne- og oplysningspligt. Desuden er det principielt blevet anset for uheldigt, hvis Folketinget først skulle foretage en undersøgelse af et muligt strafbart forhold og senere tage stilling til, om der skal gives samtykke til, at der kan rejses strafferetlig tiltale mod det pågældende folketingsmedlem. Det hænger sammen med, at der ikke kan rejses tiltale mod et folketingsmedlem, medmindre Folketinget har givet sit samtykke eller den pågældende er grebet på fersk gerning (grundlovens § 57).

Der har kun været ganske få straffesager, som har drejet sig om tavshedspligt i forbindelse med arbejdet i Folketinget. I 1934 var der en sag, hvor redaktøren for en avis blev straffet, fordi avisen havde videregivet oplysninger om en fortrolig drøftelse i en midlertidig forsamling, der var sammensat af nogle ministre og  formændene for de fire største rigsdagspartier. Drøftelsen havde angået nogle lovforslag, der endnu ikke var fremsat.

Den seneste straffesag om tavshedspligt drejede sig om fem folketingsmedlemmer, der i 1984 offentliggjorde to fortrolige redegørelser fra det daværende Monopoldirektorat om to bestemte brancher inden for industrien. Industriministeren havde sendt de to redegørelser til Erhvervsudvalget, og ministeren havde i den forbindelse gjort opmærksom på, at redegørelserne var fortrolige, og samtidig anmodet om, at udvalget også behandlede dem som fortrolige. Under en folketingsdebat forsøgte to folketingsgrupper at få vedtaget en dagsorden (folketingsvedtagelse), hvorefter Folketinget henstillede til regeringen at offentliggøre redegørelserne. Dagsordenen blev ikke vedtaget, men senere samme dag udsendte de fem folketingsmedlemmer en pressemeddelelse om, at de ville offentliggøre redegørelserne. I alt blev der udleveret ca. 150 eksemplarer af redegørelserne til interesserede. De pågældende folketingsmedlemmer blev hver idømt 50 dagbøder a 100 kr.

Sker overtrædelse af tavshedspligt i et møde i Folketingssalen, kan formanden give vedkommende medlem en påtale efter forretningsordenens § 29.