Afsnit 3.9 Identitet

Identitetskravet og procedurespørgsmål

3.9     IDENTITET

3.9.1    IDENTITETSKRAVET
Ifølge grundlovens § 41, stk. 2, kan et lovforslag ikke endeligt vedtages, inden det tre gange har været behandlet i Folketinget. Identitetsproblematikken drejer sig om, hvor omfattende ændringer der kan foretages i et lovforslag under dets behandling i Folketinget, uden at grundlovens bestemmelse kan anses for overtrådt. Man kan sige, at grundlovens § 41, stk. 2, sætter grænser for, i hvilket omfang et lovforslags identitet kan ændres ved ændringsforslag.

Bestemmelsen i grundloven opstiller ikke klare grænser for, hvornår identitetskravet er opfyldt, og besvarelsen af spørgsmålet må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Der bør lægges vægt på, at alle spørgsmål, der gøres til genstand for lovgivning, får en grundig behandling i Folketinget, og at offentligheden bør have mulighed for at påvirke lovgivningsprocessen.

Den afgørende retningslinje må på den baggrund være, at hovedsubstansen i en vedtaget lov skal have været undergivet tre behandlinger i Folketinget. Således må ændringsforslag i hvert fald vedrøre det samme emne som lovforslaget, det vil sige, at ændringsforslaget skal have en indholdsmæssig sammenhæng med lovforslaget. Det er ikke tilstrækkeligt, at de emner, som behandles i et ændringsforslag, er reguleret i den samme lov som de emner, der behandles i lovforslaget. Hvis der f.eks. er fremsat et lovforslag om ændring af efterlønsreglerne, kan der som udgangspunkt ikke stilles et ændringsforslag om forkortelse af karenstiden for dimittender, selv om begge spørgsmål reguleres i samme lov, nemlig lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.[1]
3.9.2      PROCEDURESPØRGSMÅL        
Hvis et ændringsforslag medfører så store ændringer i et lovforslag, at grundlovens § 41, stk. 2, ikke er overholdt, skal ændringsforslaget afvises (FFO § 16, stk. 3). Afgørelsen om at afvise ændringsforslaget træffes af Folketinget ved afstemning, men der finder ikke en forhandling sted i Folketingssalen, inden Folketinget stemmer om sagen. Inden afgørelsen træffes, forhandler Folketingets formand med Udvalget for Forretningsordenen om spørgsmålet, og på baggrund af den forhandling afgiver formanden en indstilling til Folketinget om, hvorvidt ændringsforslaget skal afvises. Det er på grundlag af denne indstilling, Folketinget træffer sin afgørelse. Denne procedure bliver dog kun anvendt, hvis det er ganske klart, at identitetskravet ikke er opfyldt. Udvalget for Forretningsordenen har besluttet, at hvis der i andre tilfælde bliver rejst tvivl om, hvorvidt et ændringsforslag opfylder identitetskravet, skal det i første omgang overlades til det udvalg, som behandler lovforslaget, at afgøre, hvad der videre skal ske, eventuelt på baggrund af et notat fra administrationen i Folketinget[2]. Et medlem af Folketinget har dog altid mulighed for at anmode om, at et ændringsforslag bliver afvist (FFO § 23).

Det er yderst sjældent, der træffes afgørelse i Folketingssalen om, hvorvidt et ændringsforslag skal afvises, fordi det er i strid med grundlovens identitetskrav. Sidste gang det skete, var i 1986, hvor Folketinget behandlede et lovforslag om folkeafstemning om den såkaldte EF-pakke. Fremskridtspartiet stillede et ændringsforslag, der gik ud på, at der ved folkeafstemningen om EF-pakken også skulle stemmes om reklamer i radio og tv. Et flertal i Folketinget afviste ændringsforslaget.


[1] En omfattende gennemgang af de kriterier, der kan indgå i afgørelsen af, om identitetskravet er opfyldt, og en gennemgang af Folketingets praksis er gengivet i et notat af 31. marts 2000 fra Lovsekretariatet. Notatet er optrykt som bilag 4 til Udvalget for Forretningsordenens betænkning af 3. maj 2000 over beslutningsforslag nr. B 69 (Folketingstidende 19992000, tillæg B, side 689 ff.).

[2] De procedurer, som Folketinget normalt følger, når der rejses spørgsmål om, hvorvidt et ændringsforslag opfylder identitetskravet, fremgår af et notat, som er omdelt i Udvalget for Forretningsordenen (folketingsåret 2000-01, alm. del – bilag 46).