Forretningsordenens § 13

§ 13

Stk. 1. 3. behandling må ikke finde sted før 30 dage efter fremsættelsen og før 2 dage efter, at 2. behandling er afsluttet (jf. i øvrigt § 8 a, stk. 2 og 3), og 2/5 af Folketingets medlemmer kan over for formanden begære, at 3. behandling tidligst finder sted 12 søgnedage efter forslagets vedtagelse ved 2. behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål (grl. § 41).

Stk. 2. Ændringsforslag kan ved 3. behandling stilles som ved 2. behandling.

Stk. 3. Til forhandling sættes først de stillede ændringsforslag. Efter at Tinget har truffet beslutning om disse, sættes lovforslaget som helhed til forhandling. Sluttelig foretages der afstemning om lovforslagets endelige vedtagelse i Tinget.

Stk. 4. Træffer Tinget efter afstemning om ændringsforslag beslutning om at stille 3. behandlings fortsættelse i bero og at henvise sagen til prøvelse i et udvalg, jf. § 9, kan der af udvalgsmedlemmer og af vedkommende minister stilles nye ændringsforslag til lovforslaget. Ved 3. behandlings genoptagelse sættes sådanne ændringsforslag først til forhandling. Efter at Tinget har truffet beslutning om ændringsforslagene, sættes lovforslaget som helhed til forhandling og sluttelig til afstemning.

Stk. 5. Et endeligt vedtaget lovforslag underskrives af formanden og af en tingsekretær og sendes derefter af formanden til statsministeren.