Høring om L 236 om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge af parkeringsindtægter
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget afholder en høring om lovforslag L 236 om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge af parkeringsindtægter. Høringen finder sted torsdag den 24. maj kl. ca. 12.15-13.30 på Christiansborg.
Udvalget ønsker med høringen at få belyst lovforslagets konsekvenser, bl.a. hvad lovforslaget kommer til at betyde for investeringer i nye parkeringsanlæg, når man fremadrettet ikke vil få nedsat modregningen svarende til forrentninger og afskrivninger på de nye anlæg, og hvilken betydning lovforslaget får for allerede besluttede parkeringsanlæg og parkeringsanlæg, som er opført, og som der betales af på. Udvalget ønsker også at få belyst, om den nye modregningsordning for parkeringsindtægter vil resultere i dyrere parkeringsbilletter. Endelig ønskes det faktuelle grundlag for lovforslaget belyst.
Programmet kan læses her.
På høringen vil der være oplæg fra:
• Frank Jensen, overborgmester, Københavns kommune
• Jørgen Glenthøj, borgmester i Frederiksberg kommune
• Kenneth Muus, næstformand KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg
• Mette Skamris, afdelingsleder i By- og Landskabsforvaltningen, Aalborg kommune
• Torben Lund Kudsk, afdelingschef, FDM
Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.
Tilmeld dig her.
Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.
Høringen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal