Folketingsmedlemmer deltog i NATO PA's forårssession i Polen og besøgte danske soldater

29.05.2018

Tre medlemmer af Folketinget deltog i den forgange weekend - 25.-28. maj 2018 - i den årlige forårssession i NATO's Parlamentariske Forsamling (NPA), som denne gang fandt sted i Warszawa.

Det er i dette forum, at parlamentarikere fra NATO-medlemslande og flere partnerlande mødes for at drøfte aktuelle sager med relation til NATO.

På forårssessionen var flere vigtige emner på dagsordenen, f.eks. drøftelser om det kommende NATO-topmøde i Bruxelles den 11. – 12. juli 2018, byrdedeling og NATO's forsvar og afskrækkelse med fokus på NATO's grænser mod Rusland og de sydlige nabolande. Derudover blev udfordringerne i forhold til terrorisme, misinformation og disinformation fra Rusland, udviklingen i Afghanistan, sikkerhedssituationen på Balkan og Nordkorea også drøftet.

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, gav også en orientering om forventningerne til og emnerne på det kommende NATO-topmøde. Derudover orienterede Polens præsident, Andrzej Duda, premierminister, Mateusz Morawiecki, udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, og forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, om den polske regerings vurdering af den forsvars- og sikkerhedspolitiske situation i Polen samt de polske prioriteter på det kommende NATO-topmøde.

Besøg hos danske soldater

Turen gav også den danske delegation mulighed for at møde nogle af de ca. 45 udstationerede danske soldater i det multinationale korpshovedkvarter, MNC NE, i Stettin i Polen. Besøget fandt sted den 24. maj 2018, og formålet var dels at blive klogere på hovedkvarterets rolle og opgaver - dels at besøge de danske soldater.

"Der er ingen tvivl om, at de danske soldater, der er udstationeret ved hovedkvarteret løser en vigtig opgave for NATO og deres arbejde nyder stor ros og anerkendelse blandt deres internationale kollegaer i hovedkvarteret", siger formanden for den danske delegation til NATO's Parlamentariske Forsamling, Peter Juel Jensen.

Den danske delegation bestod af formanden for den danske NPA delegation, Peter Juel Jensen (V), Marie Krarup (DF) og Jeppe JaKobsen (DF).

Fakta om hovedkvarteret MNC NE

HQ MNC NE indgår i NATO's styrkestruktur som et operativt hovedkvarter, og Danmark indgår sammen med Polen og Tyskland som rammenation for hovedkvarteret. Hovedkvarterets opgaver er bl.a. at
•    koordinere øvelser,
•    koordinere en evt. deployering og tilbagetrækning af NATO's reaktionsstyrker i de baltiske lande og Polen,
•    udføre kommando og kontrol i tilfælde af at NATO's såkaldte spydspidsstyrke på højt beredskab, Very High Readiness Joint Task Force, skulle blive deployeret til regionen og
•    opretholde situationsbilledet i den nordøstlige del af Alliancen.

Foto af NATOs parlamentariske forsamling i plenum

Foto af mødedeltagere om mødebord ved NATOs parlamentariske forsamling

Senest opdateret: [16.11.2023]
Sideansvarlig: Claudius Larson