Høring om Magnitsky-listen

18.05.2018

Folketingets Udenrigsudvalg afholder en åben høring om den såkaldte Magnitsky-liste. Høringen finder sted onsdag den 6. juni kl. 9.00-12.00 i Landstingssalen.

Den såkaldte Magnitsky-lov, som USA, Canada og de baltiske lande har indført, sætter 49 navngivne medlemmer af Putins inderkreds på en bandlysningsliste, og de pågældende individer kan hverken rejse i lande, som håndhæver loven, eller gøre forretninger der. 

Formålet med høringen er at belyse baggrunden for Magnitski-listen samt mulighederne for at indføre tilsvarende lovgivning i Danmark.

Baggrunden for sanktionslisten er sagen om den afdøde russiske advokat Sergej Magnitskij. Han hævdede at have beviser, der kunne fælde centrale personer i det russiske regeringsapparat. Ifølge Sergej Magnitskij havde topfolk i landets indenrigsministerium systematisk stjålet mere end en milliard skattekroner i en af Ruslands mest spektakulære korruptionssager. Hans anklager faldt ikke i god jord. Kort efter blev Sergej Magnitskij selv sigtet for bedrageri og fængslet. Ifølge menneskeretsgrupper blev han udsat for tortur. Nogle måneder senere blev han fundet død i sin celle efter at være blevet nægtet lægehjælp.

På høringen vil der være oplæg fra:
- Bill Browder, formand for Global Magnitsky Justice campaign 
- Gabrielius Landsbergis (MP), Lithauen
- Vladimir Kara-Murza, Open Russia
- Eerik-Niils Kross (MP), Estland

Programmet følger snarest. 

Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet. 

Tilmeld dig her.



Sideansvarlig: Amalie Andreasen