Statsborgerskabsdag 2018

17.04.2018

Hvert år i april afholder Folketinget statsborgerskabsdag. Alle borgere, der har fået dansk statsborgerskab i løbet af 2017, er blevet inviteret med til årets statsborgerskabsdag, som denne gang finder sted søndag den 22. april 2018.

I år er det trettende gang, Folketinget inviterer nye statsborgere til festlig fejring på Christiansborg. Alle borgere, der har fået dansk statsborgerskab i 2017, har modtaget en indbydelse, og omkring 3.300 nye statsborgere og deres ledsagere har sagt ja til at komme. 

Ifølge Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er dagen en vigtig dag: »Statsborgerskabsdagen er en vigtig markering og en festdag. Det er en fest, hvor vi fejrer alle de nye statsborgere. Men det er også en fest, hvor vi fejrer det danske folkestyre. Med statsborgerskabsdagen viser vi de nye medborgere, at der i Danmark er kort afstand mellem borgere og politikere. Og vi fortæller dem, at demokrati er meget mere end at stemme til et folketingsvalg. Det handler først og fremmest om at blive en del af det danske samfund,« siger hun.

Hun indleder dagen med at byde de mange gæster velkommen. Herefter er der festlig underholdning med musikindslag, ballet, teater og fællessang. Kl. 14.00 åbnes dørene til Christiansborg, og de nye medborgere får mulighed for at se Folketinget indefra og møde medlemmer fra Folketingets partier. »Statsborgerskabsdagen er en måde for de nye medborgere at opleve rammerne for det danske folkestyre på nært hold. De inviteres indenfor på Christiansborg, hvor de får mulighed for at møde politikere fra alle Folketingets partier,« uddyber Pia Kjærsgaard.

Program for statsborgerskabsdag 2018 (pdf)