Moldova søger dansk opbakning

23.01.2018

Udenrigspolitik og bekæmpelse af korruption var de dominerende emner, da parlamentsformanden for Moldova, Andrian Candu, mandag eftermiddag mødtes med Folketingets Præsidium som led i sit to-dages officielle besøg i Danmark.

Andrian Candu har været drivkraften bag Moldovas handelsaftale med EU, og han er en stærk fortaler for, at Moldova i stigende grad orienterer sig mod Vestueropa. Det er en svær balanceakt, fordi der er stærke kræfter i Moldova, som trækker i en anden retning og ønsker at indgå i en russisk ledet union.

Med til at gøre situationen i Moldova ekstra spændt er udbryderområdet Transnistrien med en halv million mennesker i den østlige del af Moldova. Transnistrien med et etnisk-russisk mindretal fungerer i praksis som en selvstændig stat med eget parlament og egen præsident, men er ikke anerkendt af nogen lande og har ingen diplomatiske forbindelser.   

"Vi fik vendt spørgsmål om Moldovas internationale position som en ny nation, der skal finde sit internationale ståsted i Europa. Parlamentsformanden udtrykte håb om, at Danmark vil støtte landet i en reformproces, der både skal gøre op med korruption og sikre gennemsigtighed i den offentlige sektor," siger Folketingets formand Pia Kjærsgaard. 

Senere i dag møder Andrian Candu medlemmer fra Færøudvalget, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn og kommer på rundtur i Folketinget.

Andrian Candu og Pia Kjærsgaard